Torsdag d. 24. juli kl. 08.00 lokal tid, position 59 51,22 N 1 56,78 Ø.
Jeg husker navnet Windseeker et eller andet sted fra, måske var det navnet
på et kuldsejlet, hydraulisk selvstyrerprincip. I hvert fald er det, hvad
jeg er. Windseeker. Og kl. 3 i nat fandt jeg, hvad jeg ledte efter. Det
sidste vejrkort, jeg downloadede, før mobilnettet døde ud bag mig efter
afgang fra Balta Sound kl. 9.45 i går morges, viste en svag, nordlig
vindstrømning ude midt på Vikingebanken. Den skulle begynde sin hjælpsomme
vandring ved 3-tiden og vare ved det næste døgn, dog kun over Viking. At
sejle over stort hav er
lige så strategisk et spil med de ustandseligt skiftende vilkår som kystnær
sejlads. Og specielt nu, hvor et stort højtryk over Sydnorge tager luften ud
af de fleste initiativer, vinden måtte komme op med, er det om at finde de
smalle korridorer, hvor der er lidt energi til fremdrift.
Jeg gik derfor for motor i de første 17 timer, trods en meget svag, østlig
vind, som jo kun næsten var imod. Det ville have været muligt at holde lige
godt 2 knobs fart 25 grader fra kursen - men det ville ikke være nok til at
nå ud og fange den eftertragtede vindkorridor over Viking, og få fuldt
udbytte af den derefter. Så jeg holdt på med motoren kværnende. Det var en
fuldstændig død dag. Intet skete. Havet
var gråt, fladt og dødt. Himlen fandtes ikke. Der var ingen som helst
variation i noget som helst, i 17 timer i træk. Jeg læste, tænkte og havde
det fint, men højdepunktet af action var
aftensmaden: kartoffel-broccoli-mos med haggis og brun sovs. Haggisen kom
fra en dåse, indkøbt i Skotland sidste år, som, ikke overraskende, havde
overlevet i proviantrum 4 siden. Jeg er nemlig den eneste i min familie, som
forstår at værdsætte denne raffinerede, skotske delikatesse: hakket
fåreindmad
blandet med havregryn. Nå?! Jeg synes da ellers, det lyder lækkert. I hvert
fald nød jeg min aftensmad, og det skal I ikke blande jer i!
De vejrkort, som en eller anden supercomputer i USA står og spytter ud på
internettet i GRIB-format, er, efter min erfaring, forbløffende præcise i
deres forudsigelser. Det gjaldt også i nat: netop kl. 3 nåede jeg,
ifølge vejrkortet,
den vestlige grænse for vindkorridoren, netop kl. 3 skulle den
åbne, og netop kl. 3 begyndte en lille, sød brise at kildre min bagbords
kind. Op kom sejlene, endelig. Slækt agterstag, slækt storfald, slækt
fokkefald, slækt bomudhal. Med sejlene trimmet som kartoffelsække kunne jeg
lige akkurat pine 3 knob ud af den generte, lille vind foran for tværs. Den
er siden kommet lidt mere ud af busken, og nu er vi oppe på hele 4 knob, og
det ligner næsten halvvind. Så skønt, det er!
Jeg har sejlet i tåge siden midnat, så radaren kører flittigt. For en halv
time siden passerede jeg et skib af ukendt art, formodentlig en fisker, da
hun lå stille, på under en halv mils afstand, men så intet til det.
Da jeg på radaren kunne konstatere, at jeg var indenfor 10 mils afstand af
en platform, skulle det da lige prøves. Og sørme! Der var mobildækning, så
her er denne bette opdatering fra midten af det hele.
Solen har lige forsøgt sig med et sygt smil gennem de gulllige vandgasser
over mig. Lidt har også ret, og jeg er på vej. Stille og roligt, på
bæredygtig vis.
Hej Mads!
SvarSletNår du læser dette er du sikkert ved at være hjemme og oplever den varmebølge, vi herhjemme har haft i snart lang tid, hvilket har gjort det svært for os at forestille os den kulde du og din familie har måttet døje med. Tillykke med endnu et vel gennemført projekt, og tak for din spændende blog og alle de fantastiske billeder. Msh Klaus