Nu tuder han. Sømanden tuder. Er han mon træt efter næsten seks døgns nonstop singlehand-sejlads fra Shetlandsøerne i al slags vejr? Trænger han mon til en lur? Måske.
Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere afslutning. Vi havde en fin brise siden 23.40 i går aftes, hvor vinden pludselig viste initiativ til at skubbe os hjem, hvor vi kom fra. Gennakeren blev bjærget i pandelampens skær kl. 2 nat, da vi ved Øreflak begyndte at gå vestover mod Sletterhage, efter 91 sømil mod syd siden Skagen. Og mens solen stod op over Mols til endnu en varm og skyfri dag i Sommerdanmark, krydsede vi ind mod Lystbådehavnen på fladt vand.
Kl. 06.35 gik Mathilde til bro ved plads 80. Dagen er endnu ikke startet for de fleste mennesker. Her er øde. Jeg mærker derfor vibrationerne fra anstrengelsen, glæden og eventyret helt uforstyrret.
Vi sejlede til Færøerne, og vi sejlede hjem igen, Mathilde og jeg. Mathilde er den samme, vidunderlige lille sejlbåd som altid, men jeg er vokset. Og fordi vi kom hjem, vil intet nogensinde kunne gøre mig mindre igen. Det er derfor hjemkomst virker lige så stort som at nå derud.
Og derfor tuder sømanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar