søndag den 6. juli 2014

I kuling og skønhed

Klaksvig, lørdag d. 5. juni kl. 23.

Vejret på Færøerne lever helt op til sit rygte: vi har, siden Anne-Marie, Sebastian og Anton steg på mandag aften, ikke haft en eneste dag uden kulingvarsel. Lavtrykkene lurer rundt om os, og fronter passerer. Her er derfor ustabilt, megen regn og blæst, og lufttemperaturen har på sit højeste været oppe på 16 grader,  hvilket var en varm dag ifølge de lokale i Torshavn. For det meste ligger den omkring de 12 grader. Ikke desto mindre har vi allerede haft store naturoplevelser, og nyder faktisk vores ´"sommer"ferie i dette særprægede og storslåede land.

Vi lå fire dage i Torshavn, mens vejret var stort set uafbrudt elendigt. Tiden gik især med hygge i kahytten (se billede), men lidt kulturelle oplevelser blev det også til. Torshavn har ca. 18.000 indbyggere (og Færøerne totalt ca. 50.000), så det er ikke nogen storby, men den har en meget hyggelig bykerne med små gader og fine butikker. Særligt charmerende er kvarteret omkring Tinganes, Færøernes gamle "parlament". Selve havnen er tydeligvis henvendt til fiskere, og det fornemmer vi er normalen. Her er akkurat en enkelt bro med plads til 10 gæstende sejlbåde, resten er faste pladser for primært små fiskebåde. Da jeg ankom søndag aften var der kun én båd foruden mig, men som kulingen bed sig fast i dagene efter kom der flere til, og til sidst var der fyldt op med englændere, franskmænd, en nordirer og en svensker, alle i store, havgående sejlbåde. Her er ingen faciliteter for gæstesejlere bortset fra vand og strøm. Når vi skulle på toilet måtte vi låne caféens oppe på kajen. Bad kunne vi kun få ved at gå i svømmehallen, som lå tre kilometer oppe i byen. Bådturismen er ikke kommet til Færøerne, og det kommer den måske aldrig. Øerne er simpelthen for utilgængelige for normalt tænkende mennesker (som vi jo ikke hører til), så det er meget få, der finder herop. Det kan jeg godt lide!


Jeg tog imod min kære familie med lammelasagne, lokalt og frisk skulle det være. Men da jeg skulle til at smide emballagen fra det hakkede lammekød ud, mens kødsovsen simrede i gryden, faldt mit øje på denne sætning: "Oprindelsesland: New Zealand"! Vi lever i en absurd verden. Der var ikke tale om frosset kød, det kom lige fra køledisken. Man opdrætter et lam på New Zealand, slagter det og pakker det i container, hvorefter man holder det nedkølet, mens et enormt fragtskib sejler det nøjagtig om på den anden side af jordkloden, langt ud i Nordatlanten - til nogle af de øer i verden, som har flest lam og får, faktisk er de opkaldt efter dem. Her sælger man det i supermarkedet til befolkningen, formodentlig til en lavere pris end det kød, som er slagtet 100 meter udenfor bygrænsen. Hvornår og hvordan skal det menneskelige vanvid ophøre?

Tirsdag aften var vi oppe på Hotel Hafnia til deres store, berømmede fiskebuffet. Her var mindst 25 færøske fiskespecialiteter, alle af lokalt fangede, ekstremt friske fisk og skaldyr. Hvad med røget havtaskelever eller mousse af hestemusling? Røget sildehaj? Det var guf for kendere hele vejen rundt, og selv Anton fik lidt fisk indenbords, hvilket er stort. Dagen efter gik Anne-Marie og jeg på Etika, Torshavn meget hypede og fancy sushirestaurant. Det er godt set af initiativtagerne: et moderne, japansk storbyfænomen omsat til Færøernes rå miljø: kontrast. Og så giver det mening, fordi det er muligt at lave sushien af noget af det friskeste fisk, man kan få på Jorden, direkte fra fiskeskibene i havnen 100 meter væk. Det var det absolut bedste sushi, jeg i mit liv har smagt. Desuden kunne vi igen nyde, at børnene er blevet så store. De sad i kahytten og hyggede sig med slik, chips og en sjov film imens. Frihed og tilfredshed for alle!

Fra Torshavn fik vi vores første møde med naturen: vi tog en bus ud til Kirkjobøur på den anden side af Kirkjobøurnæsset. Det var befriende at komme ud af byen, pludselig kunne vi mærke, hvorfor vi er rejst så langt væk: store, grønne bjerge og vidder bredte sig ud til alle sider omkring den snørklede vej, og solen glitrede i havet mod vest. Anton, Sebastian og jeg vandrede over Kirkjobørein, en vardemarkeret rute over fjeldet tilbage til Torshavn. Anne-Marie måtte melde pas efter en halv times vandring, da hun døjer med eftervirkningerne af en forstuvet fod, og terrænet var stenet og ujævnt. Vejret var stadig skyet, og det var bidende koldt, men storslået og smukt var det. Vi kunne drikke direkte af de mange bække, der løb ned ad fjeldet, og tog en flaske med til Anne-Marie som souvenir.

Det var planen at sejle videre mod nord i et lillebitte hul i kulingerne fredag morgen, men da hullet i vejrudsigten lukkede torsdag aften, tog vi en hurtig beslutning: med øjeblikkelig afgang ville vi lige kunne nå til Klaksvig inden strømmen vendte. Der blev gjort sejlklar på et kvarter, og så var vi afsted. Vi havde en smuk og stemingsfuld sejlads for motor i næsten ingen vind, mellem kl. 22 og 01.30. Familien gik til køjs  ved midnat, og jeg havde fornøjelsen at sejle op igennem Kalsøy-fjorden i det sære halvlys, som varer natten igennem. Omgivet af høje, grønne fjelde til alle sider gled Mathilde på plads yderst på en pontonbro til fiskebåde i Klaksvig.

Klaksvig er Færøernes næststørste by, men her er absolut ingenting for sejlbåde, og vi er den eneste i havnen, resten er fiskefartøjer, som der til gengæld er mange af. Toiletbesøg foregår nu på tankstationen nærved, strøm er her ikke, men vi har da fundet en vandhane i nærheden. Og så har jeg købt yderligere 8 liter lampeolie til petroleumsovnen, for hvis det her er serviceniveauet i den næststørste by, så må vi belave os på totalt vildnis videre frem. Kan vi ikke få landstrøm, kan vi ikke bruge varmeblæseren, og så er vi overladt til petroleumsovnen, som er en kær ven. Den kølige luft kræver, at vi i hvert fald kan være sikre på at have det varmt og godt i båden!

I går sejlede vi over sundet til Sydradalur på Kalsoy. Det er en lillebitte færgehavn med en mole i midten, som vi kunne fortøje til:

Her var ikke et øje, bortset fra når færgen kom ind. Vi tog herfra bussen til Trøllanes, øens nordligste bygd. Det skal her siges, at har man tre huse, har man en bygd! Herfra vandrede vi ud til nordspidsen af øen i højt, saftigt græs og solskin, med udsigt til Bordoy og Vidoys nordkyster, som begge er stejle og høje, lige ned i Atlanterhavet. Vidoys tager prisen med verdens højeste forbjerg, Enniberg, som falder lodret 754 meter ned i havet. En besynderlig skykalot omkransede tinden i flere timer, mens vi vandrede på Kalsoy.


Her var stort og fredeligt, og eneste forstyrrelser var strandskadernes piben, når de ville skræmme os væk fra deres reder på engen, og små forskrækkelser, når en regnspove af og til pludselig fór op fra sit skjul få meter foran os.


Sebastian og jeg kom helt ud til fyret på Kodlur, hvorfra vi mod vest kunne se Eysturoy og Streymoys nordkyster i modlys. Jeg lader billedet tale for sig selv:


I formiddags sejlede vi tilbage til Klaksvig, og ville gerne have været med bussen til Vidareidi på nordenden af Videroy for at vandre, men busplanen var uklar, og det viste sig at bussen ikke gik før om aftenen. Vi var noget skuffede, også fordi vi havde bestilt bord på en lille restaurant, der har specialiseret sig i færøsk fuglevildt. Da vi her til aften valgte at tage busturen derop og retur (men uden restaurantbesøg, som vi ikke ville kunne nå) bare for udsigtens skyld (som man aldrig går fejl af) endte historien dog lykkeligt: buschaufføren hørte om vores ærgelse, ringede til kromutter i Vidareidi og fik arrangeret, at hun ville køre os tilbage til Klaksvig, når restauranten lukkede klokken 21. Således lykkedes det at få smagt lomvie i et lille, meget spartansk indrettet hus i en bred, grøn dalsænkning med en magisk udsigt mod både øst og vest. Bygden, som talte ca. 350 mennesker, lå spredt ud over dalen, og emmede af ro, men glædeligvis også af aktivitet: børn legede langs vejen, folk bar aftensmaden ud på terrassen, biler kørte til og fra. Der var tale om et udkantssamfund, men ikke uddødt eller døende. Stadig i fuld vigør lå den lille samling huse og udstrålede trivsel. Hyggeligt og rart var der, og lomvie smager vældig godt, mørkt i kødet og med en smag mest som vildt, måske ikke egentlig sammenligneligt med noget, vi kender i forvejen.

Klaksvig er ikke i sig selv særligt interessant, så planen er at fortsætte vestover i morgen tidlig. Der er meget endnu at udforske, og vi har god tid, så vi kan jo vende tilbage til nordøerne senere, hvis vi får lyst og vejret tillader det.

1 kommentar:

  1. Hej Mads og familie
    Jeg har lige læst op på bloggen. Og hatten af for din præstation. På vores vej til Irland snakkede vi meget om hvor du mon var og om planen lykkedes. Stort tillykke.
    Vi ligger i Kinsale, ankom i fredags efter 12 dage fra Azorerne. På tirsdag går det videre i 4 dage op den engelske kanal. Vi må jo hjem. Fortsat god ferie og tur hjemover. Håber at mødes når vi alle er vel hjemme og efteråret rusker i DK.
    De bedste sejlerhisner fra Tina og besætning på Hanne K

    SvarSlet