mandag den 14. juli 2014

Fra bygd til bygd

Midvagur, søndag d. 13. juni kl. 23.30.

"Det eneste, der ikke sutter på det her dødssyge sted er pizzariaet"
kommer det fra Anton, og det afgør sagen. Kokken overgiver sig, og familien
drager i regnvejr op igennem bygden mod templet for konformitet og glemsel.
Undervejs passerer vi igennem Vagars (Vågøs) årlige folkefest, som i år afholdes i netop Midvagur, hvor vi er. Her er
et telt med tombola, luftbøsse-skydning og candyfloss og en lille togbane
for de mindste. Mange af disse, og iøvrigt også flere af de voksne, er
iklædt folkedragter i den højtidelige anledning. Det er meget smukt til de
voksne og umådeligt sødt til børnene. En åben trailer gør det ud for scene,
og herfra giver den lokale grand prix-stjerne Jens Marni Hansen den gas med
sin guitar.
"I morgen skal jeg til Barcelona- væk fra det her" betror tjeneren på
pizzariaet os. Regnen falder stille og energiløst fra en grå himmel, som om
den ikke engang gider at gøre sig umage med dette enkle forehavende. Skyerne
hænger så lavt mellem fjeldene omkring Midvagur, at vi ikke kan se andet end
en grå masse omkring bygden fra vinduet, mens vi fortærer den saliggørende
pizza og samtidig følger med i bronzekampen mellem Holland og Brasilien på
storskærmen i enden af lokalet. Det var så i går aftes.

Anne-Marie har, inspireret af sidste års firemåneders psykologiske succes på Englandsturen, overvurderet sin evne til at udholde køligt vejrlig og
overvejende fravær af civilisationens glæder, så hun forlod her til aften skuden og tog bussen ind til Torshavn, hvorfra færgen på 31 timer vil
fragte hende over det store hav tilbage til den hjemlige arne. Børnene skal
flyve alene hjem på fredag, hvorefter jeg vender stævnen samme vej. Det lyder vel alt sammen som en dødssyg ferie, men det er det på rigtig mange måder slet ikke! Faktisk er det beskrevne nedslag i den forløbne tid siden sidste indlæg atypisk: vi har næsten ingen regn haft, og selvom vejret er skyet, ofte tåget og altid køligt, har vi også haft mange stunder med et smukt, klart solskin over det vidunderlige land, som Færøerne er. Jeg har set mange fantastiske landskaber i mit liv, men tror aldrig, jeg er blevet så betaget af et helt lands samlede naturskønhed som her.
Selvfølgelig trækker det væsentligt ned i glæden, at Anne-Marie og jeg ikke kan deles om den, som det i vidt omfang var muligt sidste år. Denne mangel på møde er en genudsendelse af mange tidligere års frustrationer: vi oplever ikke ens. Det gør i øvrigt ingen.
Mit naturbehov og min glæde ved natur er stort, og i sommerhalvåret nærmest umætteligt. Attraktionen ligger for mig netop i det forladte, sig bare øde. Bjerge, som har stået her i årtusinder, og som vil blive stående i endnu mange årtusinder, også når alle vi fjolser ikke længere render rundt. Hav, som har den samme uendelighed i sig, og som omgiver klippekysterne med sin evigt skiftende dynamik, som er forandring. Naturens evighed, uafvendelighed og uanfægtethed gør mig tryg i en kaotisk menneskeverden. Den har den modsatte effekt på min ægteviede hustru. Sådan er det bare. Hvad der lykkedes sidste år, nemlig at indeholde mange forskellige indtryk i samme rejse og dermed tilgodese os begge, lykkes ikke her: på Færøerne er der ikke andet end natur! Og den er kølig. Den er ofte skyet. Den er rå. Og Anne-Marie må væk.
Nu er det sådan, at det er mig, der skriver denne blog, og derfor er alle betragtninger og oplevelser set gennem min optik. Ethvert land, enhver rejse, ethvert møde, enhver hændelse er præcis så smuk eller forfærdelig, som den opleves af modtagerens sansende sind. Når jeg siger, at Færøerne er et vidunderligt land, så er det sandt, for det er min oplevelse. Når Anne-Marie måske vil sige noget andet (jeg har ikke spurgt hende), er det lige så sandt.
Vores sejlads fra Klaksvig nordpå op gennem Kalsoyfjorden og videre vestpå var nok mit livs flotteste sejlads, hvis man tænker på udsigten mod land. Bortset fra solskin en solid brise fra SØ, som gjorde sejladsen tilfredsstillende og rolig på grund af den luv kyst om bagbord, blev vi begavet med nonstop skiftende panorama på hele turen. Omgivet af Kalsoys knudrede foldebjerge og Kunoys stejle, grønne skrænter brusede vi ud af Kalsoyfjorden på en plat læns. Derefter fik vi et dybt indkig i Djupene (Dybene) i Lervig-fjorden mellem Kalsoy og Eysturoy. Høje, grønne bjerge, ofte nænsomt pyntet med en lille tot skyvat på toppen, opstillet son kulisser på en meget, meget dyb scene i tableau bag hinanden langt ind mod bagtæppet, som med en mere diset, køligtblå mystik akkurat antydede, at dette landskab bliver ved og ved, indtil det når havet på den anden side af arkipelaget.Ved nordvestspidsen af Eysturoy passerede vi tæt forbi de berømte klipper "Trolden og Kællingen" (Risin og Kellingin), de forstenede troldkæmper, som i en fjern fortid var kommet op at skændes, mens de forsøgte at slæbe Færøerne til Island, og dermed havde tabt tid til solen stod op, og forvandlede dem til sten.
I Ejde lagde vi til ved en fiskerikaj inderst i det store havnebassin. Noget af det, jeg elsker ved at rejse i dette land, er den utroligt gode plads. Netop i Ejde mødte vi en gudesmuk gaffelkutter fra Cornwall, som, ligesom vi, var på eventyr ude i oceanet. Bortset fra den har vi ikke mødt en eneste lystbåd bortset fra de få i Torshavn. Havnene er udelukkende til fiskeri, men der er altid plads, ofte masser af plads, til en båd som vores. Som før nævnt er her ingen faciliteter tiltænkt gæstesejlere (da der jo ingen er), men vi klarer os mindst lige så fint som hjemme i de trykimprægnerede marinaer med betalingsautomat (og her skal det indskydes, at der ikke betales havnepenge overhovedet heroppe, bortset fra et meget beskedent beløb i Torshavn). Internet finder vi altid i en cafe eller tankstation nær havnen. Strøm er ofte tilgængeligt for fiskerne, og vi er altid velkomne til at jokke et stik i. Vand løber nærmest ud af klippen alle steder, så vi kan nemt tanke hvor som helst - og vandet smager fantastisk. Vi har endnu ikke ligget i en bygd så lille, at der ikke fandtes et ganske velassorteret supermarked, for der bor alle steder så mange fastboende, at der er grundlag for det.
I Ejde fandt vi en cafe. Dvs. et privat hus med et skilt udenfor, som kundgjorde, at man her kunne købe dagens kage og en kop kaffe, og i øvrigt komme på nettet. Værterne viste sig at være et venligt ægtepar, hvoraf manden var rektor for gymnasiet i Torshavn, med deres hjemmeboende, voksne datter, som havde mødt et par turister i byen et par uger før. Turisterne havde ledt efter en cafe, men der var ingen. Et kvarter efter var der, for så var skiltet kommet op. Da vi spurgte efter mulighederne for at komme til Gjogv (udtales "djækv") på østkysten, tilbød datteren fluks at køre os. Der er 20 minutters kørsel hver vej. Da vi spurgte efter muligheder for at få vasket tøj, tilbød de os at låne deres vaskemaskine, og en tørretumbler kunne vi låne i fiskernes lagerbygning på havnen, hvor vi også uden videre fik adgang til bad og toilet. Faciliteterne er her alle vegne, de er bare ikke øremærket til bådturister. Men venlighed er her også, og det gør glæden ved en gang rent tøj og et varmt bad meget større.
Efter en betagende vandretur på klippekanten ved Gjogv, hvor den berømte naturhavn Slugten også findes (se billede ovenfor), blaffede vi tilbage til Ejde. Tre eller sågar fire biler er ikke ualmindeligt for en færøsk husstand, for det er den eneste måde at komme rundt på. Her kører også busser, men de kører sjældent. Derfor er vi blevet glade for at blaffe: der er ofte kun en i bilen, og vi kommer sjældent til at vente mere end 5 minutter på et lift. Desuden har vi flere gange kørt med mennesker, som gerne kørte en omvej for at bringe os til vores bestemmelsessted.
I fredags sejlede vi ned igennem Sundini (Sundene) mellem Eysturoy og Streymoy. Det er, på det snævreste sted, et meget snævert farvand (kun en kabellængde bredt (ca. 180 m.)), hvor strømmen kan løbe 13 knob ved springtid! Jeg turde kun navigere igennem, fordi jeg har fået stor tiltro til Almanakken, som jeg købte i Torshavn, med dens meget pålidelige strømkort, og fordi der endnu var en god uges tid til springtid. Det lykkedes da også at komme igennem det snævre, farlige sted på tidspunktet for slækvand, altså helt uden strøm. Og turen igennem var "chancen" værd, for de grønne bjerge og skråninger kom tæt på på begge sider. Selvom vejret var lidt gråt i det, var det alligevel en 3D-landskabsoplevelse af de store.
Ved ankomsten til Kollafjørdur klarede det op, og vi lå nu i en meget lille fiskerihavn i en fjord, som var præget af dybe dale med brusende elve rundt om. I bunden af fjorden rejste Skælingsfjall sig, som med sine 767 meter ragede godt op, men ellers virkede fjorden endnu mere frodig og venlig end meget af den anden natur, vi har set. I den klare, lyse luft sejlede jævnligt lange skytog gennem fjorden, som luftskibe på gennemrejse. Her var grønt, blåt og hvidt. Her var, når man ser bort fra diskrepansen i de voksnes oplevelse af herlighederne, skønt at være.
Da pizzariaet i bygden, som er Færøernes længste (den strækker sig 10 km langs fjorden), desuden viste sig at lave helt ualmindeligt gode pizzaer var drengene godt tilfredse. Vi blaffede til Leynavatn, en sø vestpå, og gik en tur ud på en stor eng blandt flere grønne bjerge. Solen skinnede, og det blev sørme næsten lunt (i hvert fald iklædt det aldrig svigtende uldtøj). Vi blundede lidt på engen i solen. Det kan skam godt være sommer på Færøerne, i nogle timer ad gangen (og med uldtøj)!
Lørdag gik turen til Nolsoy lige over for Torshavn. Det var den mest charmerende af de øer, vi endnu har besøgt, og jeg kunne fint have brugt længere tid på udforskningen. En kæbe fra en blåhval, som blev landet her i 1895,  gør det ud for byport til den lille bygd.


 Den berømte "Ro-Ove", som i 1986 præsterede at ro fra Nolsoy til Langelinje i København for at kysse den lille havfrue, kom her fra øen, og hans båd var udstillet i et lokale under havnecafeen:
Hans tur varede 41 dage, altså kun fire gange så lang tid, som jeg brugte på at sejle herud for sejl og motor. Utroligt godt gået, især når man tager i betragtning, at båden, han roede, var en færøsk langbåd beregnet til seks roere. Og den var yderligere tynget af en dæksoverbygning samt proviant, vand og udstyr til hele rejsen. Jeg kan faktisk huske nyheden i radioen fra min ungdom. En tragisk ende på historien var, at Ove druknede året efter sin dåd - på en fisketur ud for Nolsoy!
Et af hans mål i livet var at samle penge ind til et svømmebassin på Nolsoy, så børnene kunne lære at svømme. Det er der mange, som ikke kan, da havet er for koldt, dybt og strømfyldt til, at man kan komme til at øve sig. Entreen til fremvisningen af båden går, nu på 25. år, til et sådant svømmebassins etablering, og ved det årlige "Ova-stævne" (ja, egennavne bøjes i genitiv på færøsk) er der bl.a. svømmekonkurrence. Der svømmes fra Nolsoy til Torshavn, en strækning på 2,5 sømil i den strømfyldte Nolsoy-fjord. Svømmeturen kan tage op til ni timer!
I går sejlede vi så her til Midvagur, for motor i svag vind, småregn og, til at begynde med, tæt tåge. Det sidste er ikke noget problem: dels har vi jo radar, men først og fremmest er her ingen skibe ud over os. Vi har mødt i alt to skibe til søs i al den tid, vi har sejlet mellem øerne! Ved ankomsten blev vi i første omgang, af en official på vandscooter, beordret til at lægge til ved en cementmole yderst. Det var ebbe, så vores fribord kunne ikke nå op til de beskyttende bildæk, og vandet i havnen var meget uroligt pga. de hurtigtsejlende følgebåde til det store rostævne, der blev afviklet i forbindelse med ø-festen. Regnen faldt støt. Det var alt i alt en noget mistrøstig oplevelse, selvom selve roningen var festlig og imponerende: holdene, som typisk har trænet målrettet til sådan et stævne siden jul, gav den fuld gas, og og jeg tror ikke, de smukke langbåde skød under 6 knob, når de seks-otte mand/kvinder lagde alle kræfter i.



Meget vendte sig til det bedre i dag, da det klarede op. Anne-Marie og Anton havde en skøn oplevelse i formiddags, da de lejede heste, og red en guidet tur ud til Færøernes højeste vandfald, Bosdala-Fos. Hestene var helt utroligt gode til at finde steder at stå fast i det ujævne, stenede terræn i fjeldet. Ofte gik det igennem vandløb med glatte sten, eller mose, som hovene nemt kunne synke ned i, hvis de gik de forkerte steder. Men heste, som er opvokset og trænet på Færøerne, udvikler evnen til at komme frem selv under så vanskelige forhold. Begge ryttere var i godt humør, da de vendte hjem over middag.
Efter at Anne-Marie havde forladt os, gik drengene og jeg til fest igen. Den varer nemlig helt fra fredag til søndag. Nu var det blevet det smukkeste soslkinsvejr. Der var bl.a. salg af saltet fisk, og da vi var tæt på lukketid, fik vi omkring 5 kilo for 40 kr. Denne fisk skal kunne holde sig i månedsvis udenfor køleskab, som vi jo ikke har ombord, så det er helt perfekt. De fem kilo fisk har fået plads nederst i stuverummene i forkahytten. Det føles meget autentisk at proviantere på så traditionel vis! Bagefter så vi VM-finale på pizzariaet, og Sebastian skypede med en god ven hjemme i Danmark. Der røg så autenciteten, men en lille leg med den har nu også ret...


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar