onsdag den 30. juli 2014

Togtet i tal

Rejsen til Færøerne kan gøres op i tal således:

  • Den varede i 40 dage
  • Heraf blev der sejlet i 32 dage/døgn
  • 16 natsejladser
  • Der blev sejlet 1780 sømil (kun godt 800 sømil mindre end turen rundt om England, som strakte sig over 4 måneder!)
  • Effektiv sejltid 16 døgn og 10 timer
  • Heraf 6 døgn og 14 timer for motor
  • Samlet brændstofforbrug ca. 222 liter benzin
OBS: Indlægget "Afsked med Færøerne" har fået tilføjet en højtflyvende video, og indlægget "Besøg på Unst" har fået det manglende billedmateriale, som dokumentation.

Jeg vil i nær fremtid lave en underside her på hjemmesiden om sejlads på Færøerne, hvor praktiske erfaringer samles, både til brug for konkrete projekter (som varmt kan anbefales), og som interessant underholdning/næring til også de hypotetiske drømme, som kan have lige så stor værdi.
Herudover vil jeg fortsætte med at blogge om emnet sejlads på (især stort) hav henover efteråret/vinteren. Check ind en gang imellem, og kom meget gerne med kommentarer/spørgsmål undervejs!

TAK TIL ALLE JER, DER FULGTE S/Y MATHILDES REJSE TIL FÆRØERNE!

Ikke mindst når man sejler alene, er det guld være at vide, at der trods alt er passagerer med som vidner, også selvom de sidder eller sejler hundreder af sømil borte. Tak for opmuntrende kommentarer og hilsener undervejs. Det løftede humøret hver gang, noget tikkede ind fra Det store Net.
Vi ses på flere spændende rejser. Gad vide, hvad der skal ske næste sommer? Jeg selv ved det ikke endnu. Men mon ikke, vi skal ud at sejle?

tirsdag den 29. juli 2014

Plads 80

Tirsdag d. 29. juli 2014 kl. 06.50. Plads 80, Bådlauget Krogen, Aarhus Lystbådehavn.

Nu tuder han. Sømanden tuder. Er han mon træt efter næsten seks døgns nonstop singlehand-sejlads fra Shetlandsøerne i al slags vejr? Trænger han mon til en lur? Måske.

Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere afslutning.  Vi havde en fin brise siden 23.40 i går aftes, hvor vinden pludselig viste initiativ til at skubbe os hjem, hvor vi kom fra. Gennakeren blev bjærget i pandelampens skær kl. 2 nat, da vi ved Øreflak begyndte at gå vestover mod Sletterhage, efter 91 sømil mod syd siden Skagen. Og mens solen stod op over Mols til endnu en varm og skyfri dag i Sommerdanmark, krydsede vi ind mod Lystbådehavnen på fladt vand.

Kl. 06.35 gik Mathilde til bro ved plads 80. Dagen er endnu ikke startet for de fleste mennesker. Her er øde. Jeg mærker derfor vibrationerne fra anstrengelsen, glæden og eventyret helt uforstyrret.
Vi sejlede til Færøerne, og vi sejlede hjem igen, Mathilde og jeg. Mathilde er den samme, vidunderlige lille sejlbåd som altid, men jeg er vokset. Og fordi vi kom hjem, vil intet nogensinde kunne gøre mig mindre igen. Det er derfor hjemkomst virker lige så stort som at nå derud.

Og derfor tuder sømanden.



mandag den 28. juli 2014

Den sidste småkage

Søndag d. 27. juli 2014 kl. 22. Skagen Havn.

Tjeneren er en ung mand med tyndt fipskæg, stråhat, boxershorts og sort forklæde. Han smiler glad, da han langer en portion fiskelasagne med salat og groft brød ned på det rustikke langbord foran mig. Jeg er er omgivet af venligt stemte, solbrune mennesker i deres bedste alder, i splinternyt fritidssejlertøj med tryk, som angiver tilknytning til alverdens oceankapsejladser, tall ships races, sejlklubber i Bermuda o.lign. Her er hyggeligt og rart, luften sitrer af den der helt særlige, lyse Skagen-stemining, som er så forførende for sejlere såvel som landkrabber. Man har det dejligt i Skagen. Afslappet, i sommeraftensolen, slentrer par forbi med hånden om hinandens liv, den frie hånd tager vare på softicen med guf. Her dufter af fiskeretter fra striben af restauranter ved kajkanten, som konkurrerer om de lækkersultne og købestærke kunder på sejlerferie.
Jeg sidder midt i det hele, som beamet ned i en kulisse, jeg helt havde glemt fandtes. Det er meget længe siden, jeg har sejlet "almindeligt", slår det mig. Fra havn til havn, korte sejladser, ingen strabadser. Hygge og sommersol, først og fremmest. Kendte steder. Møde andre, hyggelige mennesker og sludre lidt om vind og vejr. Vaske op i solnedgangen og derefter slentre en moletur, før køjen kalder. Det har jo bestemt også noget. Især det med køjen.
Det er denne her måde, der er den almindelige at nyde havet fra en sejlbåd på. 99 ud af 100 sejlere gør sådan, og har det skønt med det. Det kan jeg godt forstå, for det er dejligt. Jeg gør noget andet, inspireret af stribevis af bøger og blogs på nettet, skrevet af nogle af de andre få (især fra udlandet), som også ville noget større. Længere væk. Ud i ødemarken, både havets ødemark, og det land bagved, som det er en barriere for, men også en vej til. Stor natur, som er en hårrejsende mangelvare i dette naturmæssigt udbenede land. Andre kulturer, sindelag og stemninger. Og rejsen over det enorme hav, som giver besøget på den anden side validitet og fylde. Jeg skriver min blog, fordi jeg håber at give noget tilbage til den pulje af inspiration, jeg selv blev fyldt op af drømme fra. Og jeg håber, at det lykkes at skubbe til den sejler nr. 100 ud af de 100, som måske sejler som man sejler i dette land, men i sig har et vikingegen tilbage, som ikke bliver tilfreds på denne måde. Ligesom jeg selv.

Mit pitstop i Skagen varede i fem timer. Jeg var der for at tanke benzin, så jeg er sikker på at kunne komme hjem inden tirsdag eftermiddag, som er min deadline, og for at vente på, at vinden drejede i vest.  Der blev ikke sovet i de fem timer. Jeg tankede, tog et bad (første rigtige bad siden Torshavn, det er 17 dage siden!) og gik på restaurant. Slentrede lidt. Så vendte vinden, og afsted var jeg. Sydpå. Hjemad.


Mandag d. 28. juli 2014 kl. 22. 5 sømil SSØ for Grenå.

Jeg fik seks timer for sejl i svag vind, inden jeg måtte starte motoren kl. 4 i nat. Men kl. 12.30 besluttede jeg, at nu måtte det være nok! Det er helt vildt, så meget, jeg har sejlet for motor på denne rejse. Det generelt gode vejr har, lige som sidste år, haft den pris, at der ingen vind har været det meste af tiden. Siden middag har jeg drevet langsomt sydpå for gennaker og storsejl, med hastigheder under 2,5 knob det meste af tiden. Vinden er meget, meget svag plat agtenfra, men har været stabilt svag i 10 timer. Det er som at svæve. Lydløst glider vi frem, det føles vægtløst. Der er næsten ingen bevægelser, næsten ingen lyde. Lidt summen fra autopiloten, når den laver sine korrektioner (vindroret kan ingenting, når gennakeren er oppe, for Mathilde sejler da så "hurtigt", at der bliver næsten vindstille ombord). En sagte skvulpen ind imellem. Lidt knitren fra gennakerens nylondug, som kun akkurat kan holde faconen i den nænsomme luftning fra nord. Det er en smuk måde at komme hjem på. Jeg har tid til eftertanke, til at fordøje. Det må ikke gå for stærkt nu. Det er vigtigt. En stor rejse nærmer sig sin afslutning, og det er altid noget særligt for mig.


Sidst på eftermiddagen blev jeg indhentet af Jakob og Lone i Nordstjernen. Det er mine naboer hjemme fra havnen, som netop nu vender hjem fra et togt til den svenske skærgård. De havde spottet min position på bloggen og indhentet mig. Så stort som havet er! Det er ubegribeligt, at vi ramte den samme kvadratsømil hav på samme tidspunkt. Det var hyggeligt at "møde" dem til havs, og Jakob tog dette stemningsbillede af Mathilde, som højtideligt skrider hjemad i den svage vind. Hynderne er oppe til luftning:


Og så sad jeg der, på forlugen, med sejlene over mig, det store hav bag mig og det mindre foran mig. Én natsejlads tilbage. Herfra skrumper alting, som fond, der koger ind. Men der skulle gerne ligge noget tilbage i gryden. En kraftterning af oplevelsesaflejringer, som kan nære og styrke mig i den kommende vinter. Vemodigt er det altid, når eventyr slutter. Men også smukt. Og jeg sad der og rundede af, med min kop kaffe og den sidste småkage fra snackskabet. Den var sprød endnu.




søndag den 27. juli 2014

Torden og lynild

Lørdag d. 26. juli kl. 13. Position 57 54,5 N 7 53,5 Ø (13 sømil SSØ for
Kristiansand)

"Så sejl dog hjem og sov!". Man skal ikke tage fejl. Selv om denne
henstilling til de to trilliarder små og store skibe langs kysten mellem
Farsund og Lindesnes måske blev fremsagt ud i luften på en lidt
sammenbidt/bister vis (kl. 01.30 i nat), var den skam kærligt ment. Det er
dejligt at sove. Det under jeg mine medmennesker de bedste betingelser for.
Så næstekærlig er jeg. Hvis besætningerne på alle disse skibe vitterlig
ville efterkomme min anbefaling, ville det desuden have den lille bieffekt,
at JEG ville kunne komme til at sove også. Alle ville være glade.
Vi gik for motor ud mod Lindesnes, men først ved 5-tiden i morges, da vi var
kommet godt fri af kysten, blev der så tilpas langt imellem skibene, at jeg
kunne komme til at powernappe efter (stort) behov. Jeg har valgt at satse på
at kunne nå til Skagen på det benzin, jeg har. Vinden er svag og noget rod,
den kommer og går, fra forskellige retninger, for det meste imod. Jeg sejler
lidt for sejl, lidt for motor, lidt for sejl igen.
Den trælse modstrøm på 1,5 knob har fået mig til at trække sydpå, væk fra
kysten. Vi går pt. for sejl på bagbords halse. Sommervejret holder ved, det
er varmt og solrigt.

I går aftes måtte jeg hælde benzin på tank 1 (den ene af de to 30 L
hovedtanke) fra løse dunke. For at kunne komme til dunkene og tanken, skal
begge kistebænke stort set tømmes for indhold. Båden er overalt pakket, så
det, der bruges sjældnest, ligger underst, og omhældning af benzin er
gudskelov ikke en hyppig foreteelse. Jeg tør ikke omhælde med motoren
kørende, og desuden kan jeg ikke komme til styrbord kistebænk, hvis
autopiloten er slået til, så vi måtte ligge dødt skib i 20 minutter under
operationen. Mathilde lagde sig straks med siden til dønningen, så alt det
løse habengut, der havde hobet sig op i cockpittet, rovsede hysterisk fra
side til side, faldt ned over mine tæer, stødte til min albue, mens jeg
hældte, så der kom benzin over det hele mv. Jeg kunne ikke bevæge mig,
fastspændt som jeg var mellem værktøjskasser, årer, fendere, ankre,
kædekasse, MOB-redningsline, fyldte affaldsposer, vaskebalje, poser med
tovværk, luftpumpe og fire dunke plus den omfangsrige 30 L tank 1. Benzinen,
som det var lykkedes at få til at ramme ned i tanken, skvulpede delvis op af
åbningen igen pga. rulningerne osv. Jo, livet til søs er herligt.


Søndag d. 27. juli kl. 9.30. Position 57 47,1 N 10 18,4 Ø (14 sømil vest
for Skagen Rev)

Det lykkedes at komme ud af modstrømmen, og hele dagen i går gik det sløvt
fremad, skiftevis for motor og sejl, som vinden kom, gik, og ændrede
retning. Det var selvfølgelig noget bøvlet vejr at gøre fremskridt i, men
det var sommer ombord, og en fin dag ikke desto mindre.

Jeg benyttede en af sejlperioderne til at få kigget lidt på motoren. Den vil
ikke køre med under 3/4 gas. Mistanken blev bekræftet: brændstoffilteret er
kontamineret med snask, sikkert fordi motoren et par gange har været nede og
slikke bunden i tankene. Blandt de tusind reservedele, jeg medbringer,
findes desværre ikke et nyt brændstoffilter, så det kan jeg ikke gøre noget
ved. Ligesom det er nemmere at lede efter sine nøgler under den nærmeste
gadelampe, end der, hvor man ved, man har tabt dem, skiftede jeg på skrømt
tændrør og udluftede brændstofslangen, så havde jeg dog gjort noget. Det
hjalp selvfølgelig ikke. Fejlen er ikke noget problem under havsejlads, for
der får motoren godt med havre, men jeg glæder mig til nogen friske
havnemanøvrer for fuld eller ingen gas. Det bliver...spændende.

Kl. 20.30 havde jeg netop søbet den sidste bouillabaise fra tallerkenen
(færdig fra glas, glimrende i øvrigt, måske lidt for salt), da det pludselig
blæste meget op. Jeg var helt uforberedt, da vinden jo havde været doven
dagen igennem, og mine overvejelser kun havde gået på, om der var vind nok,
og fra den rigtige retning, til at jeg ville kunne nå til Skagen på den
benzin, jeg har ombord. Men inden for 10 minutter måtte jeg rebe ned i
først 1., så 2. reb, og tage godt ind i genuaen. Et kig mod luvart (som
naturligvis var øst) og på radarskærmen var nok: tordenbyge! Det var
dramatisk så hurtigt, sceneriet kunne skifte. Fra sol, varme, feeling good,
sløvt, til kuling på 10 minutter! Havet blev hurtigt fyldt med hvide
skumtoppe, og mørket bredte sig fra luvart. Vinden kom i hårde stød.
Heldigvis var Mathilde nogenlunde klar til hårdtvejrssejlads, jeg holder for
det meste god orden, når jeg er til søs. Jeg efterså skalkningen af
forlugen, kylede den lille opvask ind under lejderen til cockpittet og fik
skiftet min sommerlige påklædning (eller mangel på samme) ud med søtøj og
røjsere. Så lagde jeg båden underdrejet, mens jeg tog en dækstur og fik
monteret lynaflederne: fire startkabler, som jeg nu er glad for, at jeg fik
tid til at ræse i T.Hansen og købe dagen før afsejling fra Aarhus. De gamle
lynafledere var rustet sønder og sammen.
Så kom regnen, og det lynede og glimtede fra skyerne fremme. Heldigvis kom
selve tordenvejret ikke hen over os. På radaren fulgte jeg uvejrets rute øst
og syd om os, før det trak væk. Indenfor to timer var det hele forbi. Vinden
lagde sig til sit tidligere, flegmatiske leje, og det klarede op.
Få timer senere var vinden så slatten, at motoren igen blev startet, og
siden har vi tøffet mod en svag modvind mod Skagen Rev.

Trafiktætheden er meget stor, som forventet. Det er ikke blevet til megen
søvn (igen), men jeg har det egentlig rimelig godt fysisk, selvom vi nu har
taget hul på rejsens femte døgn siden Shetlandsøerne. Som ofte før, under
mine lange solosejladser, konstaterer jeg en kraftigt forøget vandladning.
Jeg skal tisse tit og meget (op til en liter ad gangen, hvilket jeg har styr
på qua Flasken, se tidligere indlæg). Min egen hypotese er, at der går
kludder i det diuretiske hormon, som skal regulere nyrernes aktivitet til et
lavt niveau om natten, når jeg sover så fuldstændig uregelmæssigt og lidt,
som jeg gør. Hvis der er en læge til stede blandt læserne, vil en kommentar
om dette spændende, fysiologiske emne være velkomment!

fredag den 25. juli 2014

Skibsfar i solskin

Fredag d. 25.juli 2014. 4 sømil fra den norske kyst mellem Egersund og
Farsund.

Så blev det sommer ombord. Siden i går eftermiddags har solen skinnet fra en
stort set skyfri himmel, og i dag har det lige frem været varmt! Nu forstår
jeg, hvad venner og familie har berettet om under vores subarktiske
ekspedition: hedebølge over Danmark. Og altså også Sydnorge.
Kl. 21 i går aftes flovede vinden så meget, at det blev aktuelt at sætte
gennakeren, for første gang på hele denne rejse. For at holde lidt fart i
foretagendet valgte jeg undtagelsesvis at lade den stå, efter at jeg var
gået til køjs. Det huer míg ellers ikke at have så mange, potentielt løbske
kvadratmeter sejl hængende over hovedet i natteluften, mens jeg selv ligger
og snuer, men vejrkort, vejrmeldinger på Navtexen, barometerstand og
almindelig, sund fornuft var enige: der var ikke mere vind i anmarsch. Og
hyggeligt var det at ligge i køjen og kigge op i den store, blå-hvide
nylondug gennem vinduet, indtil søvnen ret hurtigt fik bugt med den
fornøjelse. I et kvarter, altså.
Kl. 3.30 i nat måtte sejlene bjærges. Vinden var død, og jernspileren
(motoren) måtte holde for igen. Hen på morgenen mødte jeg en del
skibstrafik. Vi nærmer os civilisationen.

Dagen i dag har jeg mest brugt til skibslige pligter (huslige kan de ikke
være). Det flade hav og motor-sejladsen lagde op til at få indhentet lidt af
det forsømte. Bl.a. har jeg vasket tøj. Det foregår i opvarmet havvand med
vaskepulver i, som hældes i en balje med låg. Heri står tøjet og skvulper
til bådens bevægelser i et par timer. Det virker som selv den bedste Miele.
Derefter skylles tøjet: jeg holder det ud over siden og lader det slæbe
efter båden i et halvt minuts tid. Så vrides det, og skal det være rigtig
fint (og det kan jo ikke blive for fint her ombord) får det lige en
luksus-skylning i lidt af det dyrebare ferskvand. Så er der rent tøj til
skibsfar (som jo ikke kan være husmor).
I bagende sol og sparsom påklædning kan selv sådan en bette opgave virke
lidt voldsom, så der har da også været tid til at fise den af med en bog på
fordækket. Chartertur til Færøerne.

Kl. 15 kom der lidt medvind, og jeg satte alt, hvad vi har af kanvas ombord:
storsejl, gennaker og genua. Således kunne vi holde ca. 5 knob gennem
vandet, men ak! Vi havde ramt modstrømmen langs den norske kyst, den åd 1,5
knob af den fine fart. Jeg havde håbet at ramme en slags id-strøm, som løber
kystnært imod den fremherskende, vestlige strømning af regnvand fra
Østersøen, som her vælter ud i Nordsøen langs Sørlandet. Desværre var vi
ikke langt nok inde. Jeg bemærkede en sejler (den første, jeg har set til
havs, siden jeg forlod Skagen for mange uger siden), som sejlede parallelt
med os helt inde under kysten. Han forsvandt snart forude, trods mindre
sejlføring. Da jeg trak Mathilde tætter ind under kysten, hjalp det på
sagerne: strømmen forsvandt. Det gjorde vinden så også, så nu brummer vi
igen derudaf. I morgen tidlig afgør jeg, om der er behov for en tankning før
Skagerrak, eller vi kører lige på. Vejrudsigten er ikke gunstig: svag
modvind i Skagerrak forude. Vi får se.

torsdag den 24. juli 2014

Windseeker

Torsdag d. 24. juli kl. 08.00 lokal tid, position 59 51,22 N 1 56,78 Ø.

Jeg husker navnet Windseeker et eller andet sted fra, måske var det navnet
på et kuldsejlet, hydraulisk selvstyrerprincip. I hvert fald er det, hvad
jeg er. Windseeker. Og kl. 3 i nat fandt jeg, hvad jeg ledte efter. Det
sidste vejrkort, jeg downloadede, før mobilnettet døde ud bag mig efter
afgang fra Balta Sound kl. 9.45 i går morges, viste en svag, nordlig
vindstrømning ude midt på Vikingebanken. Den skulle begynde sin hjælpsomme
vandring ved 3-tiden og vare ved det næste døgn, dog kun over Viking. At
sejle over stort hav er
lige så strategisk et spil med de ustandseligt skiftende vilkår som kystnær
sejlads. Og specielt nu, hvor et stort højtryk over Sydnorge tager luften ud
af de fleste initiativer, vinden måtte komme op med, er det om at finde de
smalle korridorer, hvor der er lidt energi til fremdrift.
Jeg gik derfor for motor i de første 17 timer, trods en meget svag, østlig
vind, som jo kun næsten var imod. Det ville have været muligt at holde lige
godt 2 knobs fart 25 grader fra kursen - men det ville ikke være nok til at
nå ud og fange den eftertragtede vindkorridor over Viking, og få fuldt
udbytte af den derefter. Så jeg holdt på med motoren kværnende. Det var en
fuldstændig død dag. Intet skete. Havet
var gråt, fladt og dødt. Himlen fandtes ikke. Der var ingen som helst
variation i noget som helst, i 17 timer i træk. Jeg læste, tænkte og havde
det fint, men højdepunktet af action var
aftensmaden: kartoffel-broccoli-mos med haggis og brun sovs. Haggisen kom
fra en dåse, indkøbt i Skotland sidste år, som, ikke overraskende, havde
overlevet i proviantrum 4 siden. Jeg er nemlig den eneste i min familie, som
forstår at værdsætte denne raffinerede, skotske delikatesse: hakket
fåreindmad
blandet med havregryn. Nå?! Jeg synes da ellers, det lyder lækkert. I hvert
fald nød jeg min aftensmad, og det skal I ikke blande jer i!

De vejrkort, som en eller anden supercomputer i USA står og spytter ud på
internettet i GRIB-format, er, efter min erfaring, forbløffende præcise i
deres forudsigelser. Det gjaldt også i nat: netop kl. 3 nåede jeg,
ifølge vejrkortet,
den vestlige grænse for vindkorridoren, netop kl. 3 skulle den
åbne, og netop kl. 3 begyndte en lille, sød brise at kildre min bagbords
kind. Op kom sejlene, endelig. Slækt agterstag, slækt storfald, slækt
fokkefald, slækt bomudhal. Med sejlene trimmet som kartoffelsække kunne jeg
lige akkurat pine 3 knob ud af den generte, lille vind foran for tværs. Den
er siden kommet lidt mere ud af busken, og nu er vi oppe på hele 4 knob, og
det ligner næsten halvvind. Så skønt, det er!

Jeg har sejlet i tåge siden midnat, så radaren kører flittigt. For en halv
time siden passerede jeg et skib af ukendt art, formodentlig en fisker, da
hun lå stille, på under en halv mils afstand, men så intet til det.
Da jeg på radaren kunne konstatere, at jeg var indenfor 10 mils afstand af
en platform, skulle det da lige prøves. Og sørme! Der var mobildækning, så
her er denne bette opdatering fra midten af det hele.
Solen har lige forsøgt sig med et sygt smil gennem de gulllige vandgasser
over mig. Lidt har også ret, og jeg er på vej. Stille og roligt, på
bæredygtig vis.

tirsdag den 22. juli 2014

Besøg på Unst

Baltasound Pier, tirsdag d. 22. juli 2014 kl. 22.

Ti minutter før den kritiske anduvning af North Channel ind til Balta Sound
tidligt i morges lukkede tågen pludselig helt tæt til. Jeg kunne intet se.
North Channel er kun en kabellængde bred, uafmærket og flankeret af
adskillige undersøiske skær. Hmmm. Motoren blev sat i frigear i et par
minutter, mens jeg overvejede situationen. Det var vindstille. Strømmen løb
under en halv knob. Jeg er rustet til tænderne med moderne isenkram. Det
endte med, at jeg valgte at tage chancen og sejle ind på instrumenterne.
Skulle der dukke noget op i tågen, som ikke passede med mine forventninger,
ville jeg godt kunne vende rundt og afbryde anduvningsforsøget. Jeg gav gas
og sejlede ind i den grå intethed, mens blikket som et stetoskop vandrede
fra GPS'en til radaren til ekkoloddet til kortplotteren (som er min
mobiltelefon) og forfra igen. Pludselig havde jeg et par mørke, lave skær 30
meter om bagbord, det måtte være Black Skerries of Balta. Check. Nu havde
jeg noget at pejle visuelt efter, og igennem kom vi, til alle sider omgivet
af lave klipper. Og tæt tåge.
Idet jeg svingede ind i Balta Harbour, som er en bugt ud til Balta Sound,
blev jeg mødt af to små fiskeskibe, som var på vej ud. Skipperne på begge
skibe hilste hjerteligt på Mathilde og mig, som uvarslet havde manifesteret
sig ud af ingenting, og kom glidende ind i deres bugt ude fra oceanet. Jeg
blev varm om hjertet, huskede pludselig en af grundene til, at jeg elsker
Shetlandsøerne: skotternes varme imødekommenhed.


Jeg lagde til ved en forfalden, rusten mole med en masse fiskeri-skrammel og
et par egentlig ophugnings-klare, men stadig aktive fiskerbåde fortøjet til
vestsiden. Tågen lå våd og kold over forfaldet, og her var dødsstille.
En mand, som kort efter ankomsten kørte ud på molen for at læsse et eller
andet af med sin gaffeltruck for enden af molen, kunne fortælle, at her
heldigvis var benzin at få: "The garrrrage behind the pub oooopen at 8
o'clock", kom det på syngede skotsk. Tak for det, min shetlandske ven!




Jeg ankom ved højvande ved 6-tiden lokal tid og fortøjede derfor til den
forfaldne mole med lange spring. Desuden stak jeg godt ud på for- og
agterfortøjningerne, før jeg gik til køjs. Alligevel hang Mathilde lidt i
stropperne, da jeg vågnede en halv tidevandscyklus senere, altså efter seks
timers vidunderlig, uforstyrret søvn.
Den trøstesløse tåge fra om morgenen var nu erstattet af et varmt solskin
fra en skyfri himmel. Fantastisk! Udsigten fra havnen var helt anderledes
end den typisk færøske: her var relativt lave, bløde, umådeligt lange bakker
til alle sider. De sædvanlige, meget grimme grå stenhuse lå ujævnt fordelt
over landskabet. Græssende får og køer. Et par traktorer. Her var stadig
helt vindstille. Stille i det hele taget.
Alle hynder, sengetøj, søtøj osv. kom på dæk, og jeg tog mig et varmt "bad"
i opvaskebaljen i cockpittet. Ja, jeg kan gøre mig ganske lille, når det er
nødvendigt.
Det var ligefrem varmt! For første gang siden sejladsen til Farsund for
mange uger siden droppede jeg uldtøjet i dag, og kunne sidde i bar overkrop
i cockpittet. For jer heldige danskere, som har nydt den tropiske sommer
derhjemme under min Færø-færd er det nok ikke noget særligt. Men efter godt
4 uger i longjohns og tre sweatre var det en åbenbaring!

Således velsoigneret, udhvilet og med en god "morgen"mad i maven (klokken
var nu 14.30 lokal tid) drog jeg på fouragering med klapcyklen. Et par
kilometer oppe i land fandt jeg den anviste tankstation, som i den grad
ledte tankerne hen på Route 66. Foruden den eftertragtede benzintank var der
også en købmandsforretning (som også solgte VVS-artikler, værktøj, isenkram
og meget andet nyttigt), autoværksted, en lille cafe og butik med
brugskunst. Alt samlet under navnet "The Final Checkout".


Efter at have hentet benzin på cyklen (jeg brugte mit trick med at
fastspænde 30-liters tanken til bagagebæreren med et sindrigt system af
stropper) kørte jeg ud til Keen of Hamar, et botanisk fredet område mod øst.
I fuldstændig stilhed (og T-shirt!) vandrede jeg op ad den stenede,
måneagtige bakke til en først og fremmest bred udsigt over Unst, Balta og
Fetlar mod syd. Lavt, stenet, bløde linjer. Et brægende får i det fjerne.
Hvor ville det have været en forbrydelse bare at sejle forbi!


Her er til endnu et sommereventyr engang i fremtiden: Shetlandsøerne rundt.
Her er så smukt, råt og ægte, og folk er skønne at møde. Jeg kunne sagtens
sejle her en hel sommer, og var glad for at blive mindet om min passion for
øerne, som blev vakt for fem år siden, da jeg var her sidst, desværre kun i
fem dage.

Vel tilbage i båden blev jeg hilst fra molen af en trivelig, ældre kvinde,
Liz, med tyndt, farvet, rødt hår, en masse fregner og det skønneste smil,
samt hendes nabo, ca. 50-årige Joy. De var kørt en tur ud på molen for at
hilse på den eksotiske sejler fra det fjerne Danmark, og var herlige at
flirte med, der i aftensolen. Jeg fik det meste af Liz' livshistorie i løbet
af de 10 minutter, vi snakkede. Hun var en meget spændende dame, som jeg
sikkert ville kunne skrive en hel bog om, hvis jeg gav mig tid til at lære
hende nærmere at kende. Jeg har imidlertid aldrig tid nok, på gennemrejse
som jeg er.

Selv indkøbet af en lokalt brygget "Old Scatness" Shetland Ale fra Valhalla
Breweri her på Unst kan ikke få internettet på pubben til at virke, så jeg
må uploade dette indlæg over mit langsomme og dyre mobilnetværk. Jeg sover her, og i morgen tidlig går det videre mod Norge og Danmark. I køligt, skyet vejr og svag vind (ifølge vejrkortene), men nu med fulde tanke igen.

Det går østpå

Søndag d. 20. juli 2014 kl. 14. Position 61 13,68 N 5 40,51 V.

Det blev en frisk og spændende start på hjemrejsen, ganske som ventet. Da
Mathilde svingede ud af Mykines-fjorden og begyndte at så sydøstover, fik de
12 sekundmeter fra øst noget at lege med. Med dobbeltrebet storsejl og et
par streger ind i genuaen arbejdede vi os ned mod Suduroys eftertragtede
sydspids, hvorfra vi ville kunne falde ind på kursen mod Muckle Flugga på
det nordlige Shetland.
Natten krævede en del arbejde af den talrige besætning, for vinden steg og
faldt i styrke, med tilhørende ind- og udrebning af sejlgarderoben. Søen var
ikke så slem, og Mathilde arbejder jo godt i frisk vind, men lidt småregn af
og til, samt spændingen ved mødet med dønningen ud for Akraberg gjorde
alligevel sejladsen til en ret rå oplevelse. Jeg lagde kursen godt vestpå
for at undgå et tidevandsrace, som netop i timerne for passagen af nordenden
af Suduroy opstår der og strækker sig langt ud i havet vestfor.
Ved 5-tiden i morges nåede vi Akraberg. Her mødte den nu igen sydøstgående
strøm langs Suduroys vestkyst Atlanterhavsdønningen og den vindskabte sø fra
øst. Vind mod strøm. Undgå det! Det plejer jeg også, men da vinden fremdeles
skal være østlig i den næste lange tid, og man ingen vegne kommer i modstrøm
heroppe, var jeg nødt til at vælge min kamp, og valget faldt på farvandet
syd for Akraberg som det mindste af de mulige onder. Vi slap da også med ca.
en time i vaskemaskinen, men da var der til gengæld også noget at se til.
Vinden var stadig frisk, selvom den var taget noget af, og bølgemønsteret
var ikke-eksisterende. Der kom bølger fra alle retninger på en gang, og vi
snakker ikke søde, små kattepoter. Millioner af liter vand plaskede, brusede
og væltede rundt om båden hulter til bulter, og Mathilde, som stædigt
fastholdt sin kurs for rebede sejl, blev smidt hid og did og faldt ofte
flere meter ned ad forkanten af en bølge (eller også var det bagkanten, det
var umuligt at vurdere) og ramte bølgedalen med et brag. For en sjælden
gangs skyld skalkede jeg lugen til kahytten, selvom vi gik på bidevind. En
bordfyldning agtenfra skulle ikke have undret mig!

Siden kl. 12.30 har vi, nu i en smuk SØ-vind på ca. 7 sekundmeter, kunnet gå
lige på Shetlandsøerne for udrebede sejl, efter at have krydset i godt syv
timer. Til gengæld er her tåget. For en halv time siden passerede et stort
fragtskib, "Samskip Akrafjell", kun en halv mil agten for os. Det var det
første skib, vi mødte siden afsejlingen i går kl. 16, og så kom det så tæt
på! Man skal aldrig falde i søvn på vagten, trods den ringe skibstrafik
generelt. AIS-alarmen havde dog advaret i god tid, jeg havde tracket skibet
på radaren, og da jeg kunne se, hun ville komme tæt på, tog jeg for en
sikkerheds skyld også radiokontakt. Trods den korte afstand mellem skibene
så jeg kun akkurat omridset af giganten som en mørk skygge i tågen.


Mandag d. 21. juli 2014 kl. 13. Position 61 06,32 N 3 14,60 V.

Vinden har været skiftende og, siden i går aftes, meget svag, i det sidste
døgn. Heldigvis har jeg hele tiden kunnet holde min kurs op, og så kan jeg
godt leve med en lav fart. Det har småregnet en del af natten, men i morges
klarede det noget op, endda med lidt sol i et par timer. Ellers er det mest
skyet, og vi sejler jævnligt igennem en tågebanke.
Siden kl. 22 i går har vi drevet afsted med 2-3 knobs fart for et par
sekundmeters vind fra forskellige sydlige og sydøstlige retninger. Da havet
er helt roligt, har det været en meget fredfyldt oplevelse. Det eneste, jeg
har skullet gøre, er (ofte) at trimme sejl og justere vindroret til de
mange, små vindspring. Ellers har Mathilde bare rislet stille afsted over
den hvilende havflade. Den eneste lyd kom fra det beskedne kølvands pludren
omkring vindroret agterude. Bevægelserne ombord har været så moderate, at
jeg kan leve et næsten almindeligt liv(!) med læsning, brødbagning og
skrivning. Smukt og stille fremad. Meget stille.
Ved 4-tiden i morges passerede vi en enorm boreplatform i et par mils
afstand, omgivet af sit sædvanlige hof af vagt- og supplyskibe. Jeg er
forvirret: vi er på 600 meters dybde! Der skal godt nok noget af et bor til
for at nå ned til det sorte guld her!

For halvanden time siden forsvandt vinden helt og aldeles, og siden har vi
gået for motor. Jeg spiller et strategisk spil med vinden: jeg skal tvinges
til at bruge benzin, før jeg gør det, for dels er det hundedyrt, dels kræver
det tankning undervejs, hvis jeg bruger store mængder. Så længe det bare går
en lille smule fremad for sejl, så er det det, jeg gør. Men lige nu er der
ikke noget alternativ, andet end at ligge helt stille og vente. Det kunne
måske også være rart, men så meget tid har jeg trods alt heller ikke, selvom
min bagkant for hjemkomst er mindre skarp end den var for ankomsten til
Færøerne (pga. de købte flybilletter).
Det er overskyet, havet er fladt og blankt som et spejl, storsejlet, som er
sat som støttesejl, slår lidt fra side til side. Tisselagenerne (lagener med
vandtæt gummibagside), som har dækket køjerne under den hårde sejlads og
regnvejret, er hængt til tørre i søgelænderet. Motoren brummer. Her dufter
af friskbagt surdejsbrød, som jeg har skumle planer om at skabe et par
avokado-og-tun-sandwiches ud af indenfor de næste minutter. Der er nu kun
godt 70 sømil til Shetlandsøerne, bag hvilke Nordsøen venter på gensynet.
Lang vej endnu, men opdelt i delmål virker det lige nu slet ikke
uoverkommeligt.


Mandag d. 21. juli 2014 kl. 21.30. Position 60 59,90 N 1 43,23 V.

Kl. 16 sejlede vi igennem en flok delfiner! Jeg vidste ikke, at de
fouragerer så højt mod nord. Der var en 10-15 stykker, og de var på vej den
modsatte vej af Mathilde. Desværre var de tydeligvis på jagt: de ræsede
afsted i høj fart uden at se til hverken højre eller venstre, og piskede
vandet til skum med halerne, når de dykkede. Der blev derfor ikke noget af
den, for den ensomme sømand, eftertragtede delfindans om boven denne gang.
Jeg så flokken forsvinde mod nordvest, glad og beriget over dette lille
afbræk i monotonien på det grå, flade og stille hav.
Himlen er grå, havet er gråt, overgangen mellem de to elementer sløres af og
til af dis eller let tåge. Og vi brummer fremad, time efter time. Jeg har
læst en del, hvilket jeg ellers aldrig gør, når jeg sejler. De rolige
forhold ombord og fraværet af uopsættelige, sejladsrelaterede gøremål pga.
den lidet krævende motorsejlads, levner imidlertid plads for slige ligefrem
ferieagtige aktiviteter. Ellers er måltiderne små højdepunkter undervejs,
her til aften henkogt kylling med knust koriander og ingefær, broccoli og
grov bulgur. Det eneste, jeg savner, er mit ellers obligatoriske glas
rødvin, men til søs hersker nultolerance overfor alkohol her ombord. Det
sløver og trætter og kan, i lidt større mængder, give tvangstanker om, at
jeg fint kan tage let på tingene. Det kan man aldrig så længe båden er til
søs, selv om det selvfølgelig er lettere nogle gange end andre (nu f.eks.).
Vilkårene kan imidlertid pludseligt ændres, og så skal jeg være skarp og
parat.
Dagen går, bortset fra læsning, filosoferen og praktiske gøremål, også for
en vis del med at blunde. Når søvnen skæres op i småbidder, er det
nødvendigt at bruge mere tid på at sove end normalt for at få søvn nok. Jeg
"interval-sover" nok ca. 10 timer i døgnet i alt, så vidt muligt om natten,
men det er ikke altid muligt pga. sejladsens karakter.
Vi sejler tæt forbi et par store, flotte suler, som stolt knejser med nakken
mens de betragter det forbisejlende fremmedelement på deres hav. Ellers er
det som altid mallemukkerne, der dominerer. Det er utroligt, så tæt de kan
svæve på havoverfladen, der er kun få mm. mellem vingespidserne og
bølgetoppene, og de stryger afsted i høj fart uden at røre en muskel. Ikke
én gang har jeg set vingespidsen så meget som strejfe vandet, det ville nemt
kunne ses nu, hvor overfladen er så blank som et nypudset spejl.

Jeg aflyttede vejrudsigten fra Shetland Coastguard kl. 19.10 på VHF-radioen.
Det er ikke alt for opmuntrende: der loves SØ-vind for Viking, som jeg snart
sejler ind over, beaufort 2-3, i det kommende døgn. Altså svag modvind.

Tirsdag d. 22. juli 2014 kl. 02.30. Position 2,2 sømil NV for Muckle Flugga
på Shetalndsøernes nordspids.

Det er tåget og gråt, Muckle Flugga sender sin lyskegle ud igennem vandvævet
fra sin mørke bakke på den yderste ø. Jeg er meget tættere på denne gang, da
der ingen vind eller farlig strømsø er nu. Og der er hul igennem til det
dejlige internet. En frisk vejrfil afslører, at de næste fem dage står på
næsten ingen vind i hele Nordsøen. Den gode nyhed er, at den ikke skal være
specielt kontrær. Jeg har besluttet mig for at gå ind i Balta Sound, dels
for at hvile, dels for at tanke (hvis det er muligt der), dels for lige at
sætte foden på Shetlandsk grund, nu jeg er her. Det bliver også spændende!

lørdag den 19. juli 2014

Afsked med Færøerne

OBS: Bemærk, at indlægget "Fra bygd til bygd" er blevet frækket op med et videoklip fra kaproningsstævnet.


Sørvagur, lørdag d. 19. juli kl. 14.

I mandags sejlede drengene og jeg den relativt korte tur til Vestmanna Bygd i Vestmannasund mellem Vagar og Streymoy. Turen blev gjort for motor (som de fleste ture heroppe) i skyet vejr. Det var formiddag, og drengene, som havde fået nogle helt skøre senge- og vågnetider i den lyse nat, kom ikke ud af køjerne, før Mathilde lå sikkert fortøjet op ad molen i Vestmanna. Sejler man på Færøerne skal man ikke snyde sig selv for sejlads gennem de snævre sunde. Det er én lang "WAUV-oplevelse" af grønt og dramatisk til begge sider. Vi passerede tæt forbi "Troldkonefingeren", en sær, stejl klippe på SØ-kysten af Vagar, som peger lige op i himlen. Anton mente ikke, da vi så den for nogle dage siden på vej til Midvagur, at det lignede en troldkonefinger, men en anden slags finger, som ikke just bød tilrejsende velkommen!

I Vestmanna kom vi til at ligge nogle dage. Jeg sadlede om til "far til to-ferie", hvilket betød, at vandreture og udflugter blev stort set droppet til fordel for hygge ombord og almindelig trivsel. Det viste sig at være en god ide, for drengene og jeg havde nogle meget hyggelige og gode dage i Vestmanna, med god mad, højtlæsning ("Hobitten"), et hjemmelavet spil, som Sebastian lavede, godt med kager og guf.
Desuden kom vi til at ligge foran "Paragon", en amerikansk langtursbåd med Drake og Monique ombord. De er på langtur på ubestemt tid, er kommet til Færøerne fra North Carolina via Grønland og Island, med planer om at overvintre i Skotland og derefter drive sydpå, som vinden blæser. Måden, de rejser på, er helt anderledes end den, jeg praktiserer: jeg har travlt (fordi jeg jo i den sidste ende altid skal hjem og arbejde igen), og min eventyrlyst driver mig fra sted til sted med en vis hast. Drake og Monique gør det modsat. De var f.eks. sejlet fra Grønland til Reykjavik (hvilket havde været en hård tur), og så blev de der i otte måneder! Det var den eneste havn i Island, de anløb, før de sejlede videre til Færøerne. Her anløb de Vestmanna, vist mest af rent tilfælde. Og nu har de ligget her i over en måned uden at sejle andre steder hen. De får selvfølgelig sejlet mindre, og oplever færre steder fra søsiden. Til gengæld bliver de nærmest fast inventar i den havn, de "bor" i, lærer folk i bygden godt at kende, kommer med på fisketure etc. Jeg kan godt se, at konceptet har nogle store kvaliteter, hvis man har tid. Det har Drake og Monique. Drake lever af lidt computerprogrammering freelance, men først og fremmest af sin Youtube-kanal, hvortil han hver uge publicerer film om sejlads og sejlere, han møder på sin vej. Genialt!
Drake blev interesseret i Mathilde og den specielle måde, vi sejler hende på. Store eventyr på lille budget og kort tid, kombination af familiesejlads og hardcore singlehand-sejlads, de mange små modifikationer af bådens grundkonfiguration, som gør alt dette muligt. Han lavede derfor en lang række optagelser med båden og mig, bl.a. et langt interview og en gennemgang af båden ude og inde. Optagelserne er nu ved at blive redigeret til en film, som måske ender på hans Youtube-kanal. I givet fald kommer der naturligvis et link her fra bloggen! Indtil da kan jeg anbefale et kig på www.youtube.com/DrakeParagon.
En anden attraktion ved mødet med Drake og Monique, rent bortset fra, at de var usædvanligt flinke og imødekommende mennesker (som det er mit indtryk, at amerikanere ofte er), var, at Drake havde en drone til luftoptagelser. Den sejeste lille ting, som drengene fik lov at lege med (under behørigt opsyn). Det var fantastisk at se havnen med Mathilde og bjergene omkring fra oven. Check Drakes lille film ud:




En af dagene tog vi på rigtig turisttur med båd til fuglefjeldene på vestkysten. Det var vildt at sejle ind imellem de flere hundrede meter høje klipper, og til sidst gennem en grotte i klippen. Som den eneste udflugt i flere dage var det et godt valg.



I forgårs sejlede vi så til Sørvagur (for motor igen, igen). Bygden ligger i enden af en 4 sømil dyb fjord, i hvis munding den sagnomspunde Mykines ("Myggenæs" eller "Møgnæs") ligger. Her passerede vi også Tindholmur, som rejser sig som en dinosaur fra havet, med takket tinde. De skønne søpapegøjer yngler i stort tal inde på Mykines, så vi sejlede forbi mange af de nuttede fugle.
Sørvagur er hyggelig og fredelig, som alle de andre bygder, vi har besøgt. Herunder er et par stemningsbilleder:







I går morges var vi tidligt oppe, og travede de få kilometer op ad bakken til lufthavnen. Her lykkedes det at finde en mand, som indvilligede i at være "stedfar" for drengene under flyrejsen. Sebastian må nemlig ikke flyve alene pga. sin unge alder. Jeg så flyet lette og blive suget op i de lavthængende skyer over fjeldene. To timer senere var drengene i Billund, hvor Anne-Marie hentede dem. Skørt. Jeg selv står foran en formodentlig mindst 8 døgn lang hjemrejse i strid modvind (ifølge vejrudsigten pt.), og hård vind til at begynde med. Lad lige være med at spørge, hvorfor jeg vælger den sindssyge måde at rejse på, i kontrast til de der to timer i bløde sæder, med alt serveret. Og tving mig ikke til at forklare, hvorfor jeg stadig foretrækker denne løsning, også selvom det ser vanvittigt ud udefra!

Da drengene var taget afsted dryssede jeg lidt rundt i bygden. Det er en helt anden oplevelse, når jeg er alene. Jeg tager mig al den tid, jeg behøver, til at standse op, sidde og glo i en time et særlig rart sted, eller hvad der nu falder mig ind. Det er skønt. Om eftermiddagen blaffede jeg til Midvagur, hvor vi jo var for nogle dage siden. Herfra vandrede jeg den rute, som Anne-Marie og Anton havde redet for nylig, blot lidt længere nede ad fjeldet, hvor terrænet er mere fremkommeligt. Det var nu klaret op, og jeg oplevede den første dag med helt skyfrit vejr i mange timer, bagende sol og let brise. I kombination med den stadig kølige, klare luft var det, hvad jeg vil kalde perfekt, selv om det er et farligt ord at bruge. Over små bække i terrænet, ad en stenet sti op og ned ud mod sydkysten gik det, hele tiden med Færøernes største sø, Leitisvatn, på højre hånd. De alle steder talrige strandskader og spover fløj og kaldte omkring mig, bækkene rislede, vinden tog blidt i græsset, ellers var her stille.



Jeg endte ude ved Trælanipa ("Trælleklippen"), et 142 meter højt, lodret fjeld, som i vikingetiden efter sigende har været brugt til at smide udslidte trælle ud fra. Mennesker var lige så syge i hovedet dengang som nu, dengang var de det bare på en lidt mere konkret og direkte måde!



Hvor søen løber ud i havet gennem vandfaldet Bosdala-Fos fandt jeg en klippeafsats 50 meter over det blå hav, med udsigt ud langs den dramatiske kystlinje mod vest og lyden af det brusende vandfald og brændingen nedenfor i ørerne. Jeg vågnede halvanden time senere, noget øm i musklerne af opholdet på det hårde leje, men ellers salig i sjæl og legeme.



Klokken var blevet omkring 19, så jeg begav mig tilbage til Midvagur, hvor det snart lykkedes at komme op at køre igen, tilbage til min ventende båd i Sørvagur.

I skrivende stund er jeg ved at gøre klar til hjemrejsen. Vejrudsigten har afsløret en slags vejrvindue til formålet, selv om det på ingen måde er perfekt, som sagt bydes der mest på modvind. Vinden skal være frisk til hård fra øst de næste tolv timer, og det vil jeg udnytte til at komme sydpå, vest om Suduroy. Her vil jeg være i nogenlunde læ for den værste dønning og sø pga. Sandoy og Suduroy, så forhåbentlig vil vindens tværgående retning i forhold til den sydgående strøm, jeg får de første mange timer, ikke giver alt for ubehagelig sø. Bølgeprognosen forudsiger kun en signifikant bølgehøjde på omkring en meter i området. Spændende er det alligevel, for jeg kender ikke farvandet syd herfor. Stærk strøm i mundingen til fjorden gør, at jeg kun kan slippe ud herfra to gange i døgnet, en gang nordpå og en gang sydpå. Jeg satser på den sydlige rute, og afgår formodentlig kl. 16.
Senere skal vinden dreje mere over i syd, og da vil jeg forhåbentlig have vundet en del højde med min lille manøvre i dag, når jeg når sydspidsen af Suduroy og kan gå østover mod Shetland.

Båden er ved at være klar til en længere passage. Den er fuldtanket og provianteret, det meste er stuvet væk (jeg har surret pelargonierne, som jeg plejer at sige) og sikret. Jeg har været rundt på dæk og gå hele riggen efter, desuden har jeg byttet om på nogle af de efterhånden rigtig mange rebeliner, som slanger sig rundt om mastefoden, efter at jeg har tilføjet det tredje reb i storsejlet. Alle liner er ført tilbage til cockpittet, så jeg i princippet aldrig behøver at gå på dæk, men det giver det vildeste virvar af liner, og jeg har erfaret, at de ikke var ført helt optimalt. Det skulle der gerne være ryddet op i nu.
Det suger lidt i maven, dels på grund af den lange rejse i sig selv, dels fordi jeg skal starte med frisk til hård sejlads. Vinden tager godt i riggen, mens jeg skriver, og det selvom jeg ligger i læ i havnen. Det bliver alt sammen meget spændende. Noget i mig orker ikke turen, som ligger foran mig. Men jeg ved, at når jeg først er i gang og finder rytmen, så er der ikke noget i verden, jeg ikke orker.

mandag den 14. juli 2014

Fra bygd til bygd

Midvagur, søndag d. 13. juni kl. 23.30.

"Det eneste, der ikke sutter på det her dødssyge sted er pizzariaet"
kommer det fra Anton, og det afgør sagen. Kokken overgiver sig, og familien
drager i regnvejr op igennem bygden mod templet for konformitet og glemsel.
Undervejs passerer vi igennem Vagars (Vågøs) årlige folkefest, som i år afholdes i netop Midvagur, hvor vi er. Her er
et telt med tombola, luftbøsse-skydning og candyfloss og en lille togbane
for de mindste. Mange af disse, og iøvrigt også flere af de voksne, er
iklædt folkedragter i den højtidelige anledning. Det er meget smukt til de
voksne og umådeligt sødt til børnene. En åben trailer gør det ud for scene,
og herfra giver den lokale grand prix-stjerne Jens Marni Hansen den gas med
sin guitar.
"I morgen skal jeg til Barcelona- væk fra det her" betror tjeneren på
pizzariaet os. Regnen falder stille og energiløst fra en grå himmel, som om
den ikke engang gider at gøre sig umage med dette enkle forehavende. Skyerne
hænger så lavt mellem fjeldene omkring Midvagur, at vi ikke kan se andet end
en grå masse omkring bygden fra vinduet, mens vi fortærer den saliggørende
pizza og samtidig følger med i bronzekampen mellem Holland og Brasilien på
storskærmen i enden af lokalet. Det var så i går aftes.

Anne-Marie har, inspireret af sidste års firemåneders psykologiske succes på Englandsturen, overvurderet sin evne til at udholde køligt vejrlig og
overvejende fravær af civilisationens glæder, så hun forlod her til aften skuden og tog bussen ind til Torshavn, hvorfra færgen på 31 timer vil
fragte hende over det store hav tilbage til den hjemlige arne. Børnene skal
flyve alene hjem på fredag, hvorefter jeg vender stævnen samme vej. Det lyder vel alt sammen som en dødssyg ferie, men det er det på rigtig mange måder slet ikke! Faktisk er det beskrevne nedslag i den forløbne tid siden sidste indlæg atypisk: vi har næsten ingen regn haft, og selvom vejret er skyet, ofte tåget og altid køligt, har vi også haft mange stunder med et smukt, klart solskin over det vidunderlige land, som Færøerne er. Jeg har set mange fantastiske landskaber i mit liv, men tror aldrig, jeg er blevet så betaget af et helt lands samlede naturskønhed som her.
Selvfølgelig trækker det væsentligt ned i glæden, at Anne-Marie og jeg ikke kan deles om den, som det i vidt omfang var muligt sidste år. Denne mangel på møde er en genudsendelse af mange tidligere års frustrationer: vi oplever ikke ens. Det gør i øvrigt ingen.
Mit naturbehov og min glæde ved natur er stort, og i sommerhalvåret nærmest umætteligt. Attraktionen ligger for mig netop i det forladte, sig bare øde. Bjerge, som har stået her i årtusinder, og som vil blive stående i endnu mange årtusinder, også når alle vi fjolser ikke længere render rundt. Hav, som har den samme uendelighed i sig, og som omgiver klippekysterne med sin evigt skiftende dynamik, som er forandring. Naturens evighed, uafvendelighed og uanfægtethed gør mig tryg i en kaotisk menneskeverden. Den har den modsatte effekt på min ægteviede hustru. Sådan er det bare. Hvad der lykkedes sidste år, nemlig at indeholde mange forskellige indtryk i samme rejse og dermed tilgodese os begge, lykkes ikke her: på Færøerne er der ikke andet end natur! Og den er kølig. Den er ofte skyet. Den er rå. Og Anne-Marie må væk.
Nu er det sådan, at det er mig, der skriver denne blog, og derfor er alle betragtninger og oplevelser set gennem min optik. Ethvert land, enhver rejse, ethvert møde, enhver hændelse er præcis så smuk eller forfærdelig, som den opleves af modtagerens sansende sind. Når jeg siger, at Færøerne er et vidunderligt land, så er det sandt, for det er min oplevelse. Når Anne-Marie måske vil sige noget andet (jeg har ikke spurgt hende), er det lige så sandt.
Vores sejlads fra Klaksvig nordpå op gennem Kalsoyfjorden og videre vestpå var nok mit livs flotteste sejlads, hvis man tænker på udsigten mod land. Bortset fra solskin en solid brise fra SØ, som gjorde sejladsen tilfredsstillende og rolig på grund af den luv kyst om bagbord, blev vi begavet med nonstop skiftende panorama på hele turen. Omgivet af Kalsoys knudrede foldebjerge og Kunoys stejle, grønne skrænter brusede vi ud af Kalsoyfjorden på en plat læns. Derefter fik vi et dybt indkig i Djupene (Dybene) i Lervig-fjorden mellem Kalsoy og Eysturoy. Høje, grønne bjerge, ofte nænsomt pyntet med en lille tot skyvat på toppen, opstillet son kulisser på en meget, meget dyb scene i tableau bag hinanden langt ind mod bagtæppet, som med en mere diset, køligtblå mystik akkurat antydede, at dette landskab bliver ved og ved, indtil det når havet på den anden side af arkipelaget.Ved nordvestspidsen af Eysturoy passerede vi tæt forbi de berømte klipper "Trolden og Kællingen" (Risin og Kellingin), de forstenede troldkæmper, som i en fjern fortid var kommet op at skændes, mens de forsøgte at slæbe Færøerne til Island, og dermed havde tabt tid til solen stod op, og forvandlede dem til sten.
I Ejde lagde vi til ved en fiskerikaj inderst i det store havnebassin. Noget af det, jeg elsker ved at rejse i dette land, er den utroligt gode plads. Netop i Ejde mødte vi en gudesmuk gaffelkutter fra Cornwall, som, ligesom vi, var på eventyr ude i oceanet. Bortset fra den har vi ikke mødt en eneste lystbåd bortset fra de få i Torshavn. Havnene er udelukkende til fiskeri, men der er altid plads, ofte masser af plads, til en båd som vores. Som før nævnt er her ingen faciliteter tiltænkt gæstesejlere (da der jo ingen er), men vi klarer os mindst lige så fint som hjemme i de trykimprægnerede marinaer med betalingsautomat (og her skal det indskydes, at der ikke betales havnepenge overhovedet heroppe, bortset fra et meget beskedent beløb i Torshavn). Internet finder vi altid i en cafe eller tankstation nær havnen. Strøm er ofte tilgængeligt for fiskerne, og vi er altid velkomne til at jokke et stik i. Vand løber nærmest ud af klippen alle steder, så vi kan nemt tanke hvor som helst - og vandet smager fantastisk. Vi har endnu ikke ligget i en bygd så lille, at der ikke fandtes et ganske velassorteret supermarked, for der bor alle steder så mange fastboende, at der er grundlag for det.
I Ejde fandt vi en cafe. Dvs. et privat hus med et skilt udenfor, som kundgjorde, at man her kunne købe dagens kage og en kop kaffe, og i øvrigt komme på nettet. Værterne viste sig at være et venligt ægtepar, hvoraf manden var rektor for gymnasiet i Torshavn, med deres hjemmeboende, voksne datter, som havde mødt et par turister i byen et par uger før. Turisterne havde ledt efter en cafe, men der var ingen. Et kvarter efter var der, for så var skiltet kommet op. Da vi spurgte efter mulighederne for at komme til Gjogv (udtales "djækv") på østkysten, tilbød datteren fluks at køre os. Der er 20 minutters kørsel hver vej. Da vi spurgte efter muligheder for at få vasket tøj, tilbød de os at låne deres vaskemaskine, og en tørretumbler kunne vi låne i fiskernes lagerbygning på havnen, hvor vi også uden videre fik adgang til bad og toilet. Faciliteterne er her alle vegne, de er bare ikke øremærket til bådturister. Men venlighed er her også, og det gør glæden ved en gang rent tøj og et varmt bad meget større.
Efter en betagende vandretur på klippekanten ved Gjogv, hvor den berømte naturhavn Slugten også findes (se billede ovenfor), blaffede vi tilbage til Ejde. Tre eller sågar fire biler er ikke ualmindeligt for en færøsk husstand, for det er den eneste måde at komme rundt på. Her kører også busser, men de kører sjældent. Derfor er vi blevet glade for at blaffe: der er ofte kun en i bilen, og vi kommer sjældent til at vente mere end 5 minutter på et lift. Desuden har vi flere gange kørt med mennesker, som gerne kørte en omvej for at bringe os til vores bestemmelsessted.
I fredags sejlede vi ned igennem Sundini (Sundene) mellem Eysturoy og Streymoy. Det er, på det snævreste sted, et meget snævert farvand (kun en kabellængde bredt (ca. 180 m.)), hvor strømmen kan løbe 13 knob ved springtid! Jeg turde kun navigere igennem, fordi jeg har fået stor tiltro til Almanakken, som jeg købte i Torshavn, med dens meget pålidelige strømkort, og fordi der endnu var en god uges tid til springtid. Det lykkedes da også at komme igennem det snævre, farlige sted på tidspunktet for slækvand, altså helt uden strøm. Og turen igennem var "chancen" værd, for de grønne bjerge og skråninger kom tæt på på begge sider. Selvom vejret var lidt gråt i det, var det alligevel en 3D-landskabsoplevelse af de store.
Ved ankomsten til Kollafjørdur klarede det op, og vi lå nu i en meget lille fiskerihavn i en fjord, som var præget af dybe dale med brusende elve rundt om. I bunden af fjorden rejste Skælingsfjall sig, som med sine 767 meter ragede godt op, men ellers virkede fjorden endnu mere frodig og venlig end meget af den anden natur, vi har set. I den klare, lyse luft sejlede jævnligt lange skytog gennem fjorden, som luftskibe på gennemrejse. Her var grønt, blåt og hvidt. Her var, når man ser bort fra diskrepansen i de voksnes oplevelse af herlighederne, skønt at være.
Da pizzariaet i bygden, som er Færøernes længste (den strækker sig 10 km langs fjorden), desuden viste sig at lave helt ualmindeligt gode pizzaer var drengene godt tilfredse. Vi blaffede til Leynavatn, en sø vestpå, og gik en tur ud på en stor eng blandt flere grønne bjerge. Solen skinnede, og det blev sørme næsten lunt (i hvert fald iklædt det aldrig svigtende uldtøj). Vi blundede lidt på engen i solen. Det kan skam godt være sommer på Færøerne, i nogle timer ad gangen (og med uldtøj)!
Lørdag gik turen til Nolsoy lige over for Torshavn. Det var den mest charmerende af de øer, vi endnu har besøgt, og jeg kunne fint have brugt længere tid på udforskningen. En kæbe fra en blåhval, som blev landet her i 1895,  gør det ud for byport til den lille bygd.


 Den berømte "Ro-Ove", som i 1986 præsterede at ro fra Nolsoy til Langelinje i København for at kysse den lille havfrue, kom her fra øen, og hans båd var udstillet i et lokale under havnecafeen:
Hans tur varede 41 dage, altså kun fire gange så lang tid, som jeg brugte på at sejle herud for sejl og motor. Utroligt godt gået, især når man tager i betragtning, at båden, han roede, var en færøsk langbåd beregnet til seks roere. Og den var yderligere tynget af en dæksoverbygning samt proviant, vand og udstyr til hele rejsen. Jeg kan faktisk huske nyheden i radioen fra min ungdom. En tragisk ende på historien var, at Ove druknede året efter sin dåd - på en fisketur ud for Nolsoy!
Et af hans mål i livet var at samle penge ind til et svømmebassin på Nolsoy, så børnene kunne lære at svømme. Det er der mange, som ikke kan, da havet er for koldt, dybt og strømfyldt til, at man kan komme til at øve sig. Entreen til fremvisningen af båden går, nu på 25. år, til et sådant svømmebassins etablering, og ved det årlige "Ova-stævne" (ja, egennavne bøjes i genitiv på færøsk) er der bl.a. svømmekonkurrence. Der svømmes fra Nolsoy til Torshavn, en strækning på 2,5 sømil i den strømfyldte Nolsoy-fjord. Svømmeturen kan tage op til ni timer!
I går sejlede vi så her til Midvagur, for motor i svag vind, småregn og, til at begynde med, tæt tåge. Det sidste er ikke noget problem: dels har vi jo radar, men først og fremmest er her ingen skibe ud over os. Vi har mødt i alt to skibe til søs i al den tid, vi har sejlet mellem øerne! Ved ankomsten blev vi i første omgang, af en official på vandscooter, beordret til at lægge til ved en cementmole yderst. Det var ebbe, så vores fribord kunne ikke nå op til de beskyttende bildæk, og vandet i havnen var meget uroligt pga. de hurtigtsejlende følgebåde til det store rostævne, der blev afviklet i forbindelse med ø-festen. Regnen faldt støt. Det var alt i alt en noget mistrøstig oplevelse, selvom selve roningen var festlig og imponerende: holdene, som typisk har trænet målrettet til sådan et stævne siden jul, gav den fuld gas, og og jeg tror ikke, de smukke langbåde skød under 6 knob, når de seks-otte mand/kvinder lagde alle kræfter i.



Meget vendte sig til det bedre i dag, da det klarede op. Anne-Marie og Anton havde en skøn oplevelse i formiddags, da de lejede heste, og red en guidet tur ud til Færøernes højeste vandfald, Bosdala-Fos. Hestene var helt utroligt gode til at finde steder at stå fast i det ujævne, stenede terræn i fjeldet. Ofte gik det igennem vandløb med glatte sten, eller mose, som hovene nemt kunne synke ned i, hvis de gik de forkerte steder. Men heste, som er opvokset og trænet på Færøerne, udvikler evnen til at komme frem selv under så vanskelige forhold. Begge ryttere var i godt humør, da de vendte hjem over middag.
Efter at Anne-Marie havde forladt os, gik drengene og jeg til fest igen. Den varer nemlig helt fra fredag til søndag. Nu var det blevet det smukkeste soslkinsvejr. Der var bl.a. salg af saltet fisk, og da vi var tæt på lukketid, fik vi omkring 5 kilo for 40 kr. Denne fisk skal kunne holde sig i månedsvis udenfor køleskab, som vi jo ikke har ombord, så det er helt perfekt. De fem kilo fisk har fået plads nederst i stuverummene i forkahytten. Det føles meget autentisk at proviantere på så traditionel vis! Bagefter så vi VM-finale på pizzariaet, og Sebastian skypede med en god ven hjemme i Danmark. Der røg så autenciteten, men en lille leg med den har nu også ret...


søndag den 6. juli 2014

I kuling og skønhed

Klaksvig, lørdag d. 5. juni kl. 23.

Vejret på Færøerne lever helt op til sit rygte: vi har, siden Anne-Marie, Sebastian og Anton steg på mandag aften, ikke haft en eneste dag uden kulingvarsel. Lavtrykkene lurer rundt om os, og fronter passerer. Her er derfor ustabilt, megen regn og blæst, og lufttemperaturen har på sit højeste været oppe på 16 grader,  hvilket var en varm dag ifølge de lokale i Torshavn. For det meste ligger den omkring de 12 grader. Ikke desto mindre har vi allerede haft store naturoplevelser, og nyder faktisk vores ´"sommer"ferie i dette særprægede og storslåede land.

Vi lå fire dage i Torshavn, mens vejret var stort set uafbrudt elendigt. Tiden gik især med hygge i kahytten (se billede), men lidt kulturelle oplevelser blev det også til. Torshavn har ca. 18.000 indbyggere (og Færøerne totalt ca. 50.000), så det er ikke nogen storby, men den har en meget hyggelig bykerne med små gader og fine butikker. Særligt charmerende er kvarteret omkring Tinganes, Færøernes gamle "parlament". Selve havnen er tydeligvis henvendt til fiskere, og det fornemmer vi er normalen. Her er akkurat en enkelt bro med plads til 10 gæstende sejlbåde, resten er faste pladser for primært små fiskebåde. Da jeg ankom søndag aften var der kun én båd foruden mig, men som kulingen bed sig fast i dagene efter kom der flere til, og til sidst var der fyldt op med englændere, franskmænd, en nordirer og en svensker, alle i store, havgående sejlbåde. Her er ingen faciliteter for gæstesejlere bortset fra vand og strøm. Når vi skulle på toilet måtte vi låne caféens oppe på kajen. Bad kunne vi kun få ved at gå i svømmehallen, som lå tre kilometer oppe i byen. Bådturismen er ikke kommet til Færøerne, og det kommer den måske aldrig. Øerne er simpelthen for utilgængelige for normalt tænkende mennesker (som vi jo ikke hører til), så det er meget få, der finder herop. Det kan jeg godt lide!


Jeg tog imod min kære familie med lammelasagne, lokalt og frisk skulle det være. Men da jeg skulle til at smide emballagen fra det hakkede lammekød ud, mens kødsovsen simrede i gryden, faldt mit øje på denne sætning: "Oprindelsesland: New Zealand"! Vi lever i en absurd verden. Der var ikke tale om frosset kød, det kom lige fra køledisken. Man opdrætter et lam på New Zealand, slagter det og pakker det i container, hvorefter man holder det nedkølet, mens et enormt fragtskib sejler det nøjagtig om på den anden side af jordkloden, langt ud i Nordatlanten - til nogle af de øer i verden, som har flest lam og får, faktisk er de opkaldt efter dem. Her sælger man det i supermarkedet til befolkningen, formodentlig til en lavere pris end det kød, som er slagtet 100 meter udenfor bygrænsen. Hvornår og hvordan skal det menneskelige vanvid ophøre?

Tirsdag aften var vi oppe på Hotel Hafnia til deres store, berømmede fiskebuffet. Her var mindst 25 færøske fiskespecialiteter, alle af lokalt fangede, ekstremt friske fisk og skaldyr. Hvad med røget havtaskelever eller mousse af hestemusling? Røget sildehaj? Det var guf for kendere hele vejen rundt, og selv Anton fik lidt fisk indenbords, hvilket er stort. Dagen efter gik Anne-Marie og jeg på Etika, Torshavn meget hypede og fancy sushirestaurant. Det er godt set af initiativtagerne: et moderne, japansk storbyfænomen omsat til Færøernes rå miljø: kontrast. Og så giver det mening, fordi det er muligt at lave sushien af noget af det friskeste fisk, man kan få på Jorden, direkte fra fiskeskibene i havnen 100 meter væk. Det var det absolut bedste sushi, jeg i mit liv har smagt. Desuden kunne vi igen nyde, at børnene er blevet så store. De sad i kahytten og hyggede sig med slik, chips og en sjov film imens. Frihed og tilfredshed for alle!

Fra Torshavn fik vi vores første møde med naturen: vi tog en bus ud til Kirkjobøur på den anden side af Kirkjobøurnæsset. Det var befriende at komme ud af byen, pludselig kunne vi mærke, hvorfor vi er rejst så langt væk: store, grønne bjerge og vidder bredte sig ud til alle sider omkring den snørklede vej, og solen glitrede i havet mod vest. Anton, Sebastian og jeg vandrede over Kirkjobørein, en vardemarkeret rute over fjeldet tilbage til Torshavn. Anne-Marie måtte melde pas efter en halv times vandring, da hun døjer med eftervirkningerne af en forstuvet fod, og terrænet var stenet og ujævnt. Vejret var stadig skyet, og det var bidende koldt, men storslået og smukt var det. Vi kunne drikke direkte af de mange bække, der løb ned ad fjeldet, og tog en flaske med til Anne-Marie som souvenir.

Det var planen at sejle videre mod nord i et lillebitte hul i kulingerne fredag morgen, men da hullet i vejrudsigten lukkede torsdag aften, tog vi en hurtig beslutning: med øjeblikkelig afgang ville vi lige kunne nå til Klaksvig inden strømmen vendte. Der blev gjort sejlklar på et kvarter, og så var vi afsted. Vi havde en smuk og stemingsfuld sejlads for motor i næsten ingen vind, mellem kl. 22 og 01.30. Familien gik til køjs  ved midnat, og jeg havde fornøjelsen at sejle op igennem Kalsøy-fjorden i det sære halvlys, som varer natten igennem. Omgivet af høje, grønne fjelde til alle sider gled Mathilde på plads yderst på en pontonbro til fiskebåde i Klaksvig.

Klaksvig er Færøernes næststørste by, men her er absolut ingenting for sejlbåde, og vi er den eneste i havnen, resten er fiskefartøjer, som der til gengæld er mange af. Toiletbesøg foregår nu på tankstationen nærved, strøm er her ikke, men vi har da fundet en vandhane i nærheden. Og så har jeg købt yderligere 8 liter lampeolie til petroleumsovnen, for hvis det her er serviceniveauet i den næststørste by, så må vi belave os på totalt vildnis videre frem. Kan vi ikke få landstrøm, kan vi ikke bruge varmeblæseren, og så er vi overladt til petroleumsovnen, som er en kær ven. Den kølige luft kræver, at vi i hvert fald kan være sikre på at have det varmt og godt i båden!

I går sejlede vi over sundet til Sydradalur på Kalsoy. Det er en lillebitte færgehavn med en mole i midten, som vi kunne fortøje til:

Her var ikke et øje, bortset fra når færgen kom ind. Vi tog herfra bussen til Trøllanes, øens nordligste bygd. Det skal her siges, at har man tre huse, har man en bygd! Herfra vandrede vi ud til nordspidsen af øen i højt, saftigt græs og solskin, med udsigt til Bordoy og Vidoys nordkyster, som begge er stejle og høje, lige ned i Atlanterhavet. Vidoys tager prisen med verdens højeste forbjerg, Enniberg, som falder lodret 754 meter ned i havet. En besynderlig skykalot omkransede tinden i flere timer, mens vi vandrede på Kalsoy.


Her var stort og fredeligt, og eneste forstyrrelser var strandskadernes piben, når de ville skræmme os væk fra deres reder på engen, og små forskrækkelser, når en regnspove af og til pludselig fór op fra sit skjul få meter foran os.


Sebastian og jeg kom helt ud til fyret på Kodlur, hvorfra vi mod vest kunne se Eysturoy og Streymoys nordkyster i modlys. Jeg lader billedet tale for sig selv:


I formiddags sejlede vi tilbage til Klaksvig, og ville gerne have været med bussen til Vidareidi på nordenden af Videroy for at vandre, men busplanen var uklar, og det viste sig at bussen ikke gik før om aftenen. Vi var noget skuffede, også fordi vi havde bestilt bord på en lille restaurant, der har specialiseret sig i færøsk fuglevildt. Da vi her til aften valgte at tage busturen derop og retur (men uden restaurantbesøg, som vi ikke ville kunne nå) bare for udsigtens skyld (som man aldrig går fejl af) endte historien dog lykkeligt: buschaufføren hørte om vores ærgelse, ringede til kromutter i Vidareidi og fik arrangeret, at hun ville køre os tilbage til Klaksvig, når restauranten lukkede klokken 21. Således lykkedes det at få smagt lomvie i et lille, meget spartansk indrettet hus i en bred, grøn dalsænkning med en magisk udsigt mod både øst og vest. Bygden, som talte ca. 350 mennesker, lå spredt ud over dalen, og emmede af ro, men glædeligvis også af aktivitet: børn legede langs vejen, folk bar aftensmaden ud på terrassen, biler kørte til og fra. Der var tale om et udkantssamfund, men ikke uddødt eller døende. Stadig i fuld vigør lå den lille samling huse og udstrålede trivsel. Hyggeligt og rart var der, og lomvie smager vældig godt, mørkt i kødet og med en smag mest som vildt, måske ikke egentlig sammenligneligt med noget, vi kender i forvejen.

Klaksvig er ikke i sig selv særligt interessant, så planen er at fortsætte vestover i morgen tidlig. Der er meget endnu at udforske, og vi har god tid, så vi kan jo vende tilbage til nordøerne senere, hvis vi får lyst og vejret tillader det.