fredag den 25. juli 2014

Skibsfar i solskin

Fredag d. 25.juli 2014. 4 sømil fra den norske kyst mellem Egersund og
Farsund.

Så blev det sommer ombord. Siden i går eftermiddags har solen skinnet fra en
stort set skyfri himmel, og i dag har det lige frem været varmt! Nu forstår
jeg, hvad venner og familie har berettet om under vores subarktiske
ekspedition: hedebølge over Danmark. Og altså også Sydnorge.
Kl. 21 i går aftes flovede vinden så meget, at det blev aktuelt at sætte
gennakeren, for første gang på hele denne rejse. For at holde lidt fart i
foretagendet valgte jeg undtagelsesvis at lade den stå, efter at jeg var
gået til køjs. Det huer míg ellers ikke at have så mange, potentielt løbske
kvadratmeter sejl hængende over hovedet i natteluften, mens jeg selv ligger
og snuer, men vejrkort, vejrmeldinger på Navtexen, barometerstand og
almindelig, sund fornuft var enige: der var ikke mere vind i anmarsch. Og
hyggeligt var det at ligge i køjen og kigge op i den store, blå-hvide
nylondug gennem vinduet, indtil søvnen ret hurtigt fik bugt med den
fornøjelse. I et kvarter, altså.
Kl. 3.30 i nat måtte sejlene bjærges. Vinden var død, og jernspileren
(motoren) måtte holde for igen. Hen på morgenen mødte jeg en del
skibstrafik. Vi nærmer os civilisationen.

Dagen i dag har jeg mest brugt til skibslige pligter (huslige kan de ikke
være). Det flade hav og motor-sejladsen lagde op til at få indhentet lidt af
det forsømte. Bl.a. har jeg vasket tøj. Det foregår i opvarmet havvand med
vaskepulver i, som hældes i en balje med låg. Heri står tøjet og skvulper
til bådens bevægelser i et par timer. Det virker som selv den bedste Miele.
Derefter skylles tøjet: jeg holder det ud over siden og lader det slæbe
efter båden i et halvt minuts tid. Så vrides det, og skal det være rigtig
fint (og det kan jo ikke blive for fint her ombord) får det lige en
luksus-skylning i lidt af det dyrebare ferskvand. Så er der rent tøj til
skibsfar (som jo ikke kan være husmor).
I bagende sol og sparsom påklædning kan selv sådan en bette opgave virke
lidt voldsom, så der har da også været tid til at fise den af med en bog på
fordækket. Chartertur til Færøerne.

Kl. 15 kom der lidt medvind, og jeg satte alt, hvad vi har af kanvas ombord:
storsejl, gennaker og genua. Således kunne vi holde ca. 5 knob gennem
vandet, men ak! Vi havde ramt modstrømmen langs den norske kyst, den åd 1,5
knob af den fine fart. Jeg havde håbet at ramme en slags id-strøm, som løber
kystnært imod den fremherskende, vestlige strømning af regnvand fra
Østersøen, som her vælter ud i Nordsøen langs Sørlandet. Desværre var vi
ikke langt nok inde. Jeg bemærkede en sejler (den første, jeg har set til
havs, siden jeg forlod Skagen for mange uger siden), som sejlede parallelt
med os helt inde under kysten. Han forsvandt snart forude, trods mindre
sejlføring. Da jeg trak Mathilde tætter ind under kysten, hjalp det på
sagerne: strømmen forsvandt. Det gjorde vinden så også, så nu brummer vi
igen derudaf. I morgen tidlig afgør jeg, om der er behov for en tankning før
Skagerrak, eller vi kører lige på. Vejrudsigten er ikke gunstig: svag
modvind i Skagerrak forude. Vi får se.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar