tirsdag den 4. august 2015

Dejlig sommer

     Mange, som har henslæbt ferien i det østjyske, har talt om dårligt vejr denne sommer. Det kender jeg ikke noget til. Definitionen på dårligt vejr er individuel, og den afgør, om du oplever dårligt vejr eller ej. Skal der være sol, svag vind og en temperatur ikke under 23 grader for at du synes, vejret er "godt", så kommer du til at opleve meget, dårligt sommervejr i Norden. Jeg selv kalder det dårligt vejr, hvis vi har dagregn mange dage i træk, ellers ikke. Og bortset fra to dage på Asperö, hvor det regnede det meste af tiden, har vi næsten ingen regn haft. Til gengæld masser af blæst (og det er jo det, vi skal sejle på) samt mest sol. Temperaturen har stort set ikke været over 17 grader i de fire uger, turen varede, men det kan jo imødegås med varmt tøj. Med andre ord: fint vejr!

     Når jeg medtager nedenstående betragtninger på en sejlerblog er det, ligesom alt det øvrige, jeg skriver, i det håb at det kan inspirere til måder at sejle på, som virker, og som giver gode oplevelser for både skipperen (som ofte er den eneste, der virkelig brænder for at sejle) og besætningen:
   Som noget nyt i vores tilgang til familiesejlads valgte vi denne sommer at lade drengene gøre, hvad de ville, når vi ikke lige gjorde noget sammen, som f.eks. at gå ture i land, spise eller læse højt. Og de ville naturligvis spille computer, sammen eller mod hinanden. Der er foregået mange drabelige kampe på de to skærme i kahytten, både mens regnen piskede mod ruffet, og mens solen skinnede og båden sejlede frem mod næste destination.
  Skal børn da ikke opleve noget andet end derhjemme? Skal de da ikke i kontakt med vejret og naturen? Jo, det skal de da helst, men erfaringen har vist mig, at det ikke virker at presse noget som helst ned over hovedet på nogen som helst, heller ikke voksne. Faktisk virker det ofte modsat hensigten: tryk avler modtryk. Vi valgte derfor at give slip, slippe fri og se, hvad der skete. Der skete ikke det, at drengene blev trætte af deres skærme og af sig selv opsøgte naturen omkring os. Men når vi af og til indførte skærm-stop og "tvungen"  naturkontakt, var de altid med på den, og mødte det, vi oplevede, med et åbent og positivt sind - for de var blevet set og respekteret i deres lyst først, og kunne derfor åbne sig for vores. 
  Der skete også det, at vi generelt havde med to glade og tilfredse børn at gøre, hele ferien igennem. Hjemve var der næsten intet af. Desuden havde de en hel verden for sig selv. Når de ikke spillede, gik de ofte lange ture, hvorunder de ivrigt diskuterede spillet (League of Legends), strategier, fordele og ulemper ved de forskellige karakterer, ganske tabt for omverdenen. De havde med andre ord et meget godt forhold til hinanden, hvilket var entydigt godt, spærret inde som de var med deres i øvrigt kedelige forældre. De eneste problemer, vi havde var af teknisk art: det var ikke altid let at skaffe pålidelig internet-adgang på de små, svenske øer!


I mandags (d. 27. juli) forlod vi den elskede skærgård og sejlede til Østerby på Læsø i en frisk vind fra SSØ. Trods vores omhyggelige medicinering af besætningen, oplevede alle tre (også Anne-Marie, som ikke var medicineret) nogen søsyge på turen, som da også var præget af en del bevægelse i båden. Men Anton sagde, at han til sin egen forundring sad og nød den fede sejlads imens han var søsyg. Utroligt, at det kan lade sig gøre. Søsyge plejer, som det første, at fjerne al nydelse ved alt!



På Læsø havde vi et par hyggelige dage, hvor vi delvis delte os op: Anne-Marie gik til massage, i salt-bad i Vesterø og på shopping, men deltog også delvis i en cykeltur til Byrum med drengene.


Vi gik på marked, besøgte Storhaven, som er en gård med hundredvis af fritgående dyr i skønt kaos mellem hinanden og så også Læsø Museum på vejen hjem.


  Museeet er indrettet i den gamle Lynggården fra 1600-tallet, som er indrettet stort set som den blev overtaget af museet i 1938. Da boede der en gammel kone, Sine, på gården, og hun havde ikke ændret noget siden sin egen barndom i 1870erne, så stedet osede af atmosfære fra en svunden, barsk tid på en forblæst, flad ø, meget isoleret fra omverdenen. Den hyppigste kontakt med resten af verden opstod ved de ubegribeligt mange strandinger af skibe, som forsøgte at komme helskindet forbi de store, lavvandede områder omkring Læsø. Jeg regnede ud, at der havde været en stranding i gennemsnit hver 14. dag i årene 1850-1880!
  I øvrigt var dele af tangtaget på Lynggården oprindeligt, altså 400 år gammelt. Tang (eller ålegræs, som det faktisk er) er stort set uforgængeligt, når det først er tørret. Bioguf for kendere.


     Natten mellem onsdag og torsdag sejlede vi til Anholt. Motorsejlads hele vejen, og det passede lige med, at familien gik til køjs, da vi sejlede ved 22-tiden, og stod op igen, da Mathilde lå vel fortøjet i Anholt Havn. Jeg valgte natten til sejladsen, da vi så kunne undgå decideret modvind, og igen spare drengene for et langt stræk til havs.
  Anholt er dejlig, især når den, som i dette tilfælde, ikke er overrendt: havnen var kun godt halvt fyldt, og det gav en rolig atmosfære, foruden mulighed for en ordentlig plads. Vi chillede med besøg på kaffebarer og restauranter på havnen, og jeg vandrede en lang tur ud i "ørkenen" på østenden af øen. Desuden nød Anton og jeg det uforligneligt lækre badevand, som Anholt med rette er berømt for - men iklædt de obligatoriske våddragter, og selv med dem på føltes det lidt som at få pisk: der var ikke meget varme i vandet.


     Lørdag morgen gik Anne-Marie fra borde, hun skulle hjem at arbejde. Da hun var taget med morgenfærgen fra Anholt, sejlede drengene og jeg til Grenå, igen for motor i svag vind. Her lå vi blot natten over, så tog vi det sidste stræk hjem til Aarhus. På stort set hver eneste mil hele vejen hjem havde vi svag modving og (knap så svag) modstrøm, så motoren fik igen lov at arbejde. Drengene spillede computerspil i kahytten, kun afbrudt af måltiderne undervejs, så jeg havde oceaner af tid til min yndlingsbeskæftigelse: at sidde og glo. Motoren brummede, havet skvulpede lidt omkring stævnen, der var ingenting og alting at se på. I 10 timer. Så anløb vi Aarhus Havn igen, efter 4 uger og en dag ude. 

     Jeg kan mærke, at min netto-følelse af årets togt ikke er mindre rig og stor end sidste år, hvor jeg var helt ude på Færøerne. Der har været masser af eventyr, dramatiske, intense sejladsoplevelser på det friske hav, spændende steder i land, dejlig familiekontakt og alt, hvad jeg i øvrigt ønsker mig af livet på havet. Det er med andre ord i princippet ligegyldigt, hvor jeg sejler hen, når jeg sejler. Lige uden for havnen starter rejsen altid, og rejsen er ikke andet end start, for hvert nu er nyt hele vejen. Og på havet er jeg mere opmærksom på dette nye nu. Derfor fornys jeg også selv for hver tilbagelagt mil. Hverdag, jeg er klar!