mandag den 30. september 2013

Skibslærerens eftertanke

Indlæg fra Anne-Marie:

Hvad er en skibsskole egentlig?

Ja, for mig er det en familie på rejse i en lille båd. Fagene ombord er mange og langt flere end de ville være hvis vi levede i vores store komfortable hus derhjemme.
Udover min personlige eventyrlyst og trangen til også at opleve en anden form for livsstil var mit største incitament til at tage afsted at der var noget jeg gerne ville lære børnene. Og jeg ville gerne udfordre vores families udholdenhed med håbet om udvikling og i sidste ende en oplevelse af styrke, som gevinst.

Nu sidder jeg så og tænker tilbage og forsøger at gøre status over udbyttet. Jeg havde før afgang mange ønsker for hvad børnene skulle lære af denne tur, i den skole som minisamfundet Mathilde, er.
  • Jeg håbede at det ville blive tydeligere for dem hvilket større samfund, nemlig Danmark, de tilfældigvis er født ind i og hvad det vil sige at være dansker og ikke skotte, irer, waliser, englænder, franskmand, hollænder eller tysker. Hvad er forskellene og hvad er lighederne? Vi bruger så meget tid på at fortælle dem hvor heldige de er at være født i lige præcis Danmark, men de havde kun korte erfaringer med andet og havde derfor heller ingen mulighed for virkelig at værdsætte deres held.
  • Jeg ville gerne give dem nogle oplevelser af udholdenhed, nøjsomhed og kedsomhed som en nødvendighed. - nogle elementer af livet som de fleste andre folkeslag møder i deres dagligdag, men som man alt for nemt kan snige sig udenom, som vores samfund er indrettet.
  • Jeg ville gerne give dem nogle erfaringer med at det er vigtigt og sjovt at kunne tale andre sprog og at det ikke er farligt at henvende sig respektfuldt til en fremmed.
  • Jeg ville gerne vise dem at det kan være lykken at overkomme og overvinde en ubehagelighed og at man kan klare det utroligste med den rette indstilling.
  • Jeg ville tillade mig selv at komme til kort i en grad så børnene måtte træde hjælpende til.
  • Jeg ville gerne være til stede i en boglig skolestund med masser af kontakt og høj disciplin i læreprocessen.
  • Jeg ville gerne lære dem behovsudskydelse og lære dem opmærksomhed på hvis behov, som vejer tungest i en given situation.
  • Jeg ville gerne lære dem at have en automatisk opmærksomhed på hvornår det er hensigtsmæssigt helt fysisk at give plads. At reagere på og spille sammen med hvad der sker omkring dem.
  • Jeg ville gerne vise dem at ingen bolig er for lille til råhygge, levende musik og dejlig mad.
  • Jeg ville gerne vise dem at det er muligt at gøre noget andet end de fleste gør, ihvertfald for en tid, uden at blive ekskluderet af samfundet.
Er det lykkedes?....
  • Nu sætter de særlig pris på dansk yoghurt, dansksprogede kammerater, muligheden for at gå klædt som man vil i skolen, at få fri fra skole midt på eftermiddagen, at have deres eget hus med et køleskab, en fryser og et skab fuldt af rent tøj, at kunne bevæge sig frit og at have sine venner tæt på.
  • De ved nu, at de fint kan overleve at drikke lunkent vand, at have en spand som toilet, at tage sokkerne fra igår på igen, at gå i plettede bukser, at sove i halvfugtigt sengetøj og at man kan vænne sig til mangel på privatliv.
  • De ved nu, at man kan få udenlandske legekammerater uden at kunne sproget helt, at tegnsprog kan hjælpe på forståelsen og at de fleste, både voksne og børn, værdsætter forsøg på kontakt.
  • De ved, at søsyge går over og at det er søsyge og kaos værd at krydse et hav sammen for at ankomme til et nyt land.
  • De ved, at deres hjælp er tvingende nødvendig i en primitiv hverdag og at det kan være tilfredsstillende at yde den nødvendige hjælp.
  • De ved, at det er meget sjovere at gå i "rigtig" skole end at have en krævende mor hængende på nakken.
  • De ved, at den som er søsyg eller bare udmattet må tages hensyn til og evt. ventes på så længe som det er nødvendigt.
  • De ved, at minimal fysisk plads kræver stor psykisk rummelighed.
  • De ved, at man også kan spille guitar og violin under bølgegang, at man kan synge når som helst og at man kan bage chokoladekage under alle forhold hvis man vil.
  • De ved, at de har en "mærkelig familie" men at det ikke nødvendigvis er en ulempe!
.....Jeg vil mene at svaret er JA og at der er grund til at glæde sig over alt det vi er blevet klogere på, eller bedre til, i disse måneder.

Det har været krævende men også utroligt givende og hyggeligt at være skibslærer, og selvom jeg ser frem til at sende børnene i skole og overlade deres uddannelse til de professionelle, ville jeg ikke tøve med at tage ansvaret i en tilsvarende periode en anden gang.

søndag den 29. september 2013

Farvel, hav!

Aarhus, søndag d. 29. september 2013 kl. 10

Havet slap os. Eller rettere: vi forlod det, vristede os fri af dets tryllekreds. For mit vedkommende modvilligt, for den øvrige besætnings med udelt glæde over en ubeskriveligt fantastisk rejses vellykkede afslutning, og med nærmest overstadig forventningsglæde.
Vennerne. Det store hus (kæmpestore i forhold til, hvad vi nu er blevet vant til). Skolen, som med jubel blev spottet fra havet på de sidste mil ind mod Aarhus Lystbådehavn. Det velkendte. Hjemme.


Kl. 13 i går rundede vi havnefyret efter en begivenhedsløs motorsejlads i svag modvind fra Tunø i strålende septembersol. Vi blev modtaget af 30-40 venner og familie på broen, og champagnepropperne sprang. Det var trygt og dejligt straks at blive forvisset om, at vi ikke var blevet glemt. Kahytten fyldtes hurtigt at 6-7 af Antons klassekammerater, som holdt deres egen lille hjemkomstfest der, mens der blev snakket også på broen og spist snacks.


Det er tydeligt, at vores eventyr virkelig er blevet delt med mange, og det er en stor glæde. Det var jo formålet med hele denne efterhånden omfangsrige blog, som har rundet 350 læsere. Jeg glæder mig usigeligt over, at så mange har fulgt os, og dermed forhåbentlig fået en lille bid af kagen. Den er stor, og bliver som sagt kun større af at blive delt!


Jeg sidder nu og bearbejder sorgen over, at denne den hidtil lykkeligste tid i mit liv har nået en afslutning og prøver at forlige mig med lyden af naboernes plæneklippere og hækkesakse, den forudsigelighed, hvormed den lokale Lidl falbyder sine produkter, og tanken om den langt mere komplicerede hverdag, jeg nu skal til at navigere i, end den, jeg har forladt.

Misforstå mig ikke: jeg er også glad for, at rejsen er tilendebragt. Alt (næsten alt) gik godt. Vi kom hjem, ikke bare fysisk, men fyldt indeni af det brusende, store og vilde havs gaver, indtrykkende fra en verden, som, selv så "tæt på", som Nordeuropa er, er fremmedartet, smuk og eksotisk, når man indtager den i en sejlbåd.

Båden klarede hele turen rundt i ét stykke, uden nævneværdige tekniske problemer, og har  som altid sejlet som en drøm hele vejen, hurtigt, smidigt, sikkert.

Jeg bestod min "skippereksamen". Da vi sejlede ud af havnen d. 1. juni følte jeg det tonstunge åg af ansvar lægge sig på mine skuldre. Ansvaret for mit skib og hele min elskede familie lå hos mig, og jeg skulle finde igennem nogle af de indiskutabelt mest vanskeligt besejlbare farvande på vores klode. Kan man sejle der, kan man sejle alle steder.
Som skipper på det hav, vi har gennemsejlet, må der ikke kludres. Kun en kæde af rigtige beslutninger og vurderinger bringer skibet igennem og hjem igen. Og selvom jeg hele mit liv har beskæftiget mig med sejlads, og har studeret navigation på både teoretisk og  praktisk niveau, var jeg alligevel en luset amatør, da vi tog afsted. "Et er søkort at forstå, et andet skib at føre".
Jeg er ikke længere amatør. Jeg kommer hjem som Skipper, og kan mærke, som en vished i kroppen, at jeg nu mestrer havet. En berusende følelse af frihed og styrke.

Vi har, som familie, haft en uforglemmelig tid sammen. Til trods for den begrænsede plads og de til tider lidt pressede situationer har vi stort set ingen konflikter haft ombord. Her ser vi bort fra brødrenes obligatoriske småskænderier, som forøvrigt har været færre end de plejer at være hjemme. Der har været god stemning, megen latter og smil i alle fire måneder.
Som før skrevet er der ingen tvivl om, at vi har været på hver vores rejse, og har en vidt forskellig oplevelse af turen. Men det er lykkedes os at give plads for hinandens meget forskellige præferencer og måder at opleve på, og det har gjort det muligt at være sammen om oplevelserne alligevel.
Hvordan eventyret vil påvirke os hver især og indbyrdes fremover er ikke til at sige, men jeg tror afgjort, at noget ændrer sig efter det vi har "været igennem".

Jeg kan ikke varmt nok anbefale andre at kaste sig ud i det, vi har gjort. Det virkede vildt, stort og også lidt farligt før vi tog afsted, men undervejs har det alt i alt været betydeligt nemmere end at være hjemme! Og de store gaver, som vi har fået som svar på vores henvendelse til moder Jord (eller moder Hav?) er ubetalelige og unikke. Vi ville aldrig have fået dem hjemme bag ligusterhækken!