Endestation

Sneen er næsten væk på Grytøyas fjelde, da Mathilde for en venskabelig, lille vind stille glider ned langs Trondenes for at anløbe Harstad Båtforenings intime småbådshavn nord for byen. Rejsen slutter her, toget kører ikke videre. Hele sommertogtets rute kan granskes HER.

I en lille uge ligger Mathilde her, inden hjemrejsen. Vi er kommet ”hjem” i meget god tid, men det er egentlig ikke et øjeblik for tidligt. Den store fordel ved at have en båd liggende ude i verden er, at jeg sparer den lange ud- og hjemrejse. Den store ulempe er, at al vedligeholdelse skal ske indenfor den sparsomme ferietid. Det er nu, jeg har chancen. Så min naive ide om, at jeg kunne sidde og kigge lidt ud i luften i de sidste dage falder naturligvis til jorden med et brag.
Jeg vasker det tøj, som skal blive her. Lakerer rorpinden og øverste skvætbord, tager mål til et nyt nederste, da det er ved at rådne væk. Flytter rorpindsforlængeren. Skifter tærezink. Fersker ankerkæde. Udskifter gelcoatpropper i nogle fejlborede huller lige over vandlinjen i agterspejlet, som var begyndt at lække. Rengør stuverum. Strækker gummifenderlisten, som i de senere år har været ved at drive mig til vanvid ved hele tiden at falde af, med talje og spil, limer den på igen. Konstaterer, lige som sidste år, store mængder vand i motorens gearolie og bringer den på værksted. Skaffer en ny klapcykel. Fuger et utæt vindue. Giver vindueslisterne silicone. Skifter skruer til gribelisten på ruffet i styrbords side, de var også utætte. Aflader og genoplader walkie talkiernes batterier. Og et utal af andre ting, jeg ikke lige kan huske. Stort set uafbrudt aktivitet med at holde skuden på niveau, og så er der endda en del, jeg ikke når.

Når jeg ikke arbejder på båden, filmer jeg. Den ærede bloglæser kan glæde sig til en Youtube-kanal om langtursejlads, som jeg formodentlig starter hen på efteråret. Den første sæson har arbejdstitlen ”88 Upgrades” og handler om de (ca.) 88 opgraderinger, jeg har foretaget på Mathilde i de sidste 12 år, i transformationen fra kapsejladsracer (jo, hun vandt Danmarksmesterskabet 5 år i træk før jeg kom til!) til kapabel oceansejler. Så er der lidt at rode med i de mørke måneder, og den teknisk interesserede kan få indblik i alt fra elektronik over stormsejl og køjemuligheder til søs til henkogning af kød i trykkoger. Der er meget at glæde sig til.

Afskeden med Mathilde bliver mildest talt spontan, da det lykkes mig at sove næsten tre timer over mig, da jeg skal nå mit fly. Alt kyles rundt i kahytten, med velberåd i hu, for at der kan komme luft til det hele, for at minimere det uundgåelige forfald. Men det er ikke en usoigneret båd, jeg løber fra. Hun er i form, og hun er klar. Frisk. Venter på mig, og på, hvad jeg næste år finder på at udsætte hende for. Hun er med mig, hun holder. Det er kun mig, der er flaskehalsen her.
Og da jeg kaster et flygtigt blik ud af bagruden på taxaen, mens den hjulspinner op ad grusvejen i et frisk forsøg på at nå flybussen, kan jeg se, hvad hun tænker. Hun tænker på stort hav. Jeg kender hende.