onsdag den 23. december 2015

Nisselandskab

Jeg må klamre mig til masten og stålbøjlen på ruffet for ikke at blive væltet af de hysteriske vindstød, som rammer alt opretstående med en skræmmende vrede. Luften er tæt af vandret flyvende, stikkende vanddråber, som rammer mig i ansigtet som projektiler. Hanne Kjerstine lægger sig ned med et træt suk, hver gang den vandtunge luft med særlig kraft tvinger riggen mod læ.

Jeg har travlt med at minimere skaderne. Mathilde, som jeg bevidst havde fortøjet op ad Hanne Kjerstine for at behændiggøre trafikken mellem de to skibe, kaster sig vildt ind i siden på hende. Hvis ikke bådene vendte hver sin vej, er jeg sikker på, at rigningerne ville gøre skade på hinanden, for Mathilde kaster sig selvsagt mere ned i stødene end Hanne Kjerstine, og masterne svajer vildt fra side til side. Mathildes vindror hamrer ind i Hanne Kjerstines søgelænder og er i fare for at komme i bekneb. Hanne Kjerstines forfortøjninger er strukket til det yderste, og badeplatformene på hækken gnider mod flydebroen (hun vender med stævnen udad). Der må handles!

Desuden er stormen ved at flå mine nyligt fremstillede isoleringssække af dækket og fordele dem over Aarhusbugten, så jeg farer også rundt og samler op, river selv af præventivt, og propper det sorte guld (glasuld i affaldssække) ind under cockpitteltet, i sikkerhed for Gorms raseri. For Gorm er det, som er på spil. Vinterens anden, hidsige storm. Jeg så ham komme under aftensmaden, hvor blikket tilfældigt faldt på barometeret. Og standsede. Det gjorde tyggebevægelserne også. En kort stund vejrtrækningen. Pilen pegede ikke på "Rainy", ej heller "Stormy". Den pegede ned på det ingenmandsland under skalaen, som ingen sømand ønsker at udforske af egen fri vilje. Personligt har jeg aldrig set så lavt et lufttryk før!


Og selv om både Mathilde og Hanne Kjerstine Gud ske tak og lov lå i havn, var der nok at gøre, da hr. Gorm nogle timer senere, som en fuld og gal, ravede gennem Aarhus Lystbådehavn. Jeg fik lagt spring på og, med spillene, halet Hanne Kjerstine fri af broen og Mathilde fri af Hanne Kjerstine, og faktisk gik ikke en eneste isoleringssæk til. Et par dage efter blev de igen tapet til dækket, denne gang med omkring 50 meter gaffatape ialt.

Jeg er ved at lære faget: at bo på båd helårligt. Isoleringen er kun en af de lektier, jeg har lært. Da en lille snestorm for nogle uger siden drog forbi, lykkedes det ikke, trods en el-udgift på kr. 100 den dag, at få temperaturen i kahytten op over 15 grader. Noget måtte gøres, og glasulden har gjort underværker. 



Jeg har installeret en separat brændstoftank til oliefyret, så det nu kan køre på billig diesel fra tankstationen i stedet for den dyre marinediesel i hovedtanken, og desuden fundet ud af, at det faktisk er ret beskedent i sit olieforbrug, så nu bruger jeg fyret, når jeg er hjemme. Det giver en dejlig, rigelig varme. Og jeg er ved at ændre gasinstallationen, så komfuret kan køre på 11 kg.-flasker i stedet for de meget dyre 3 kg. campinggas-flasker, som det bruger nu.

Vandmester. Det kan jeg nu føje til mit visitkort. Jeg har fået det lille kørekort i at lukke op og i for vandet på broerne ved fiskerikajen, hvor jeg ligger, så vi fastliggere nu har rindene vand i hanen vinteren igennem. Bliver det hård frost, lukker jeg, men kan så lukke op en gang om ugen, så vi alle kan få fyldt tankene op. Det viser sig, at vi er mange, der bor i bådene helårligt, alene ved min bro er vi 8.

Og så har jeg fået genopfrisket min respekt for gas. Jeg købte et lille, separat gasblus, som kørte på lightergas, for at have et ekstra blus til den større, finere madlavning. Ved påfyldning af lightergassen lykkedes det mig at knuse en lille porcelænsring, der omsluttede brænderen, men da jeg forsigtigt tændte brænderen, først på lavt blus, brændte den fint, og jeg tænkte, at ringen åbenbart ikke var så vigtig. Og gav mig til at koge bulgur på blusset. Det gik fint. I 5 minutter. Pludselig var hele køkkenbordet indhyllet i flammer, der stod helt op under ruffet. Jeg kunne ikke komme til at lukke for gassen pga. varmen, og forsøgte at kvæle ilden med brandtæppet, som hænger lige ved komfuret. Det virkede slet ikke, ilden var ligeglad. Vi endte i plan C: pulverslukkeren kvalte ilden på et halvt sekund, og det var jo godt. Meget godt. Men jeg ved nu, at pulverslukkere altid skal være det sidste, jeg tyer til, hvis det brænder. For du milde, hvor et svineri! Et pust på et halvt sekund - og hele bådens indre var på forbilledlig vis pyntet op til jul med den fineste puddersne. Overalt. Og jeg mener det!


Omkring tre timers rengøring senere var jeg heldigvis tilbage ved en båd, som ikke nåede at blive svedet det mindste af flammerne, så bortset fra, at jeg med jævne mellemrum finder lidt rester fra nisselandskabet, når jeg tager en bog ud fra reolen el.lign., kan man slet ikke se, at jeg har leget med ild. Pyha!

I morgen aften er det jul. Trods det store, og endnu ikke tilendebragte, arbejde med at optimere båden til helårsbeboelse og finde ind i alle de nye rutiner, har jeg også haft tid til at hygge mig med mine børn, som heldigvis nyder at være her, lige så meget som mig. Det bliver godt, det her, er det allerede. 
Og planer med min lille eventyrsatellit, S/Y Mathilde, som rastløst prøver sine fortøjningers holdbarhed lige ved siden af, begynder at tage form. Det bliver sommer igen. Og så skal vi på havet.

lørdag den 7. november 2015

Polygami

En ganske let finregn lægger sig som softfilter på brillernes vinduer ud i det tætte novembermørke. En halvhjertet tåge lukker horisonten af for mine sanser, ved jeg fra tiden i gråt dagslys nogle timer tidligere, men der er dog hul opad: stjernerne blinker beroligende ned til mig, der i cockpittet. Over mig skærer de 78 kvm. sejl sig støt gennem den bløde, vandfyldte luft, fremad, stateligt og værdigt. Det har ikke blæst i mange dage, så havet er roligt trods ca. 7 m/s fra syd, som skubber de 10 tons langkølet oceanbetvinger frem i et venligt brus fra det brede forskib. Her ville være meget stille, hvis det ikke lige var for suset fra indsugningen til oliefyret ved mine fødder. Det er dog en støj, jeg kan rumme, for den vidner om dejlig varme om læ til den sovende besætning: mine to sønner og min far, som i hver sin kahyt forsøger at få lidt hvile på havrejsen.
Man skal vænne sig til ratstyring, man skal vænne sig til langkølet skib, man skal vænne sig til 10 tons. Derfor ligger Hanne Kjerstine ikke så støt på kursen, som Mathilde ville have gjort, med mig ved roret, men indlæringskurven er dog jævnt stigende. Det her kan jeg godt blive dus med, med tiden.

Men hvad foregår her? 78 kvm. sejl? 10 tons? Ratstyring? Separate kahytter? Oliefyr???! Og hvem f... er Hanne Kjerstine?!
Jo, der er sket det, at jeg er blevet skibsreder: d. 29. oktober købte jeg det gode skib Hanne Kjerstine af Vallensbæk, en Møn 391 på 39 fod overalt, 10 tons deplacement, 1,75 m. dybgang, bredde 3,30 m. Kutterrig med storsejl, krydsfok, genua og gennaker, samlet sejlareal 196 kvm. Er du særligt interesseret, kan du læse denne gamle prøvesejlads: KLIK HER.
Og i denne mørke nat, natten mellem d. 4. og 5. november i det herrens år 2015, er hun på vej over Kattegat mod sin nye hjemhavn, Aarhus Lystbådehavn.


Det her er sært: skipper Falk, den utrættelige skribent på denne lange blog, har prædiket fordelene ved små både i utallige indlæg og samtlige foredrag over de sidste 10 år, og nu sidder han der og fører sig frem ved et rat med en diameter som Rundetårn.
Men det har sin forklaring: hændelser og forandringer, som overraskende nok intet har med sejlads at gøre, har ført mig og min livsledsager gennem 18 år, Anne-Marie, væk fra hinanden. Da jeg nu stod i en helt forandret livssituation, og skulle finde en økonomisk realistisk måde at få tag over hovedet på, lå det lige for at tænke i skib. Jeg var inde omkring motorbåde og sågar husbåde(!), før det naturligvis endte med købet af et oceangående sejlskib, S/Y Hanne Kjerstine. Hun skal ligge i Aarhus, kun et kort stenkast fra S/Y Mathilde, som jeg ikke har til sinds at skille mig af med: for det første er hun det sublime værktøj for en solosejler i Nordatlanten, som er mit andet hjem, for det andet udvider hun de til rådighed værende boligkvadratmeter med en ekstra stue. Ikke at der mangler kahytter i øvrigt: Hanne Kjerstine er udstyret med tre separate kahytter, foruden salon og toilet, og det passer drengene overordentligt godt. Her skal de bo, sommer og vinter, når de er hos mig.

Du kender hende i øvrigt godt, kære bloglæser. Hanne Kjerstine. Det var nemlig hende, med sin besætning Ken, Tina og deres fire børn, som vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal i Skotland for to år siden, da vi var på vej rundt om England. De fortsatte siden til Madeira, Kanarieøerne og Azorerne, og var ude i et helt år. Nu har de skiftet til et endnu større skib, og måtte derfor, med blødende hjerte, skille sig af med Hanne Kjerstine, som har tjent dem godt i mange år. Skibet har tidligere sejlet som skoleskib på Middelhavet, så hun har været ude i verden, er blevet sejlet til. Og nu er hun kommet til mig, tager godt imod mig, og jeg imod hende. Vi får det godt sammen, det kan jeg mærke.

Ved 01.30-tiden kommer Sebastian (som nu er snart 11 år) op til mig i cockpittet, han kan ikke sove for en astmatisk hoste, som nok ikke just bedres af den kølige, vandfyldte luft. Men det hjælper at komme på højkant, og han bliver straks mere frisk.
Blandt de få ting, som jeg ikke umiddelbart kan forlige mig med på den nye skude, er autopiloten, som, uanset mine timelange forsøg med kalibrering, bliver ved med at karte frem og tilbage omkring kursen på en fuldstændig tåbelig måde. Jeg selv er ikke meget bedre, da ratstyring som sagt, for en gammel mand som mig, kræver en del tilvænning. Da jeg får brug for en timeout ved rattet, beder jeg med nogen spænding Sebastian om at tage over. Nu skal han styre stort skib. Knægten lægger sine vanteindpakkede hænder på rattet, kigger ned i kompasset og går i gang. Hvor skibet, med mig ved roret, havde udsving på ikke under 50 grader fra kursen, ligger hun nu limet på kompaskurs 260. Jeg kigger vantro på Sebastian, som med fuld koncentration og bittesmå korrektioner, uden indkøring overhovedet, formår det som jeg ikke, med adskillige timers øvelse bag mig, kunne: at guide de 10 tons sejlskib i den rigtige retning. Inspirerende/pinligt! Nå, men det er jo også skippers opgave at lede og fordele arbejdet. Det er hermed gjort, og jeg går ned og laver mig en kop kaffe.


Forud for sejladsen hjemover er gået ugers arbejde, ikke mindst af logistisk art. Jeg har kørt frem og tilbage mellem Aarhus og København mange gange, i sidste omgang med bjerge af sejladsudstyr og varmt tøj til en Kattegatpassage lige på kanten af sejlsæsonen. Weekenden før hjemturen var drengene og jeg i Vallensbæk sammen for at male Hanne Kjerstines fyldige undervandsskrog, mens hun alligevel var taget på land for salgsinspektion af de ædlere dele. Der blev knoklet igennem i et døgns tid, dog med et behageligt afbræk lørdag aften, da vi holdt den første boatwarming med besøg af min søster Marie og et lækkert måltid mad i den rummelige og meget hyggelige ædeltræssalon. I petroleumslampernes skær.



På turen op igennem Øresund til Helsingør var jeg så heldig at kunne have Ken med ombord. I 10 timer uafbrudt blev jeg undervist i Hanne Kjerstine tusindvis af små hemmeligheder. Jeg bliver igen bevidst om, hvor uendeligt kompliceret en krop sådan et skib er. Alle de installationer, af mekanisk, elektrisk og elektronisk art. Slanger og rør, pumper og filtre, relæer og samlinger. Kabler, wirer, motorer. Instrumenter. Det hele spiller, på en god dag, sammen i en rask organisme, som, udefra set, ser relativt enkel ud: det er jo bare en båd med et par sejl, og afsted det går. Hmm, nej, ikke umiddelbart...

Ved 7-tiden sætter vi de 88 kvm. gennaker, da vinden er løjet. Straks stryger vi op i fart, stadig med fin balance i trimmet. Efterhånden frisker vinden igen, og det bliver en fysisk meget krævende opgave at styre det store skib, som hun kaster sig ned og frem for det store sejlareal, så ved 9-tiden kommer gennakeren ned igen.

På det sidste stræk torsdag middag fra Sletterhage ind mod Aarhus er vinden dog igen ganske let, og med gennakeren atter på plads fra mastetoppen skrider vi ind mod hjem med vores nye hjem. 120 kvm. sejl oppe. Jeg er ved at have lært det ratstyring, og kan nu på respektabel vis styre mit skib, som et skib skal styres. Ind mod Isbjerget på Aarhus Ø. 
Forude venter et nyt liv, både på det indre og ydre plan. Et liv som single. Et liv som skibsreder. Et liv som sømand året rundt, hver dag, med havet rundt om mig og under mig, med lyset i vandoverfladen hver morgen ved morgenkaffen. Med vinden i rigningen og den bløde vuggen i køjen, når jeg om aftenen tørner ind i forkahytten. Et liv med to dejlige damer. S/Y Mathilde. Og S/Y Hanne Kjerstine.

tirsdag den 4. august 2015

Dejlig sommer

     Mange, som har henslæbt ferien i det østjyske, har talt om dårligt vejr denne sommer. Det kender jeg ikke noget til. Definitionen på dårligt vejr er individuel, og den afgør, om du oplever dårligt vejr eller ej. Skal der være sol, svag vind og en temperatur ikke under 23 grader for at du synes, vejret er "godt", så kommer du til at opleve meget, dårligt sommervejr i Norden. Jeg selv kalder det dårligt vejr, hvis vi har dagregn mange dage i træk, ellers ikke. Og bortset fra to dage på Asperö, hvor det regnede det meste af tiden, har vi næsten ingen regn haft. Til gengæld masser af blæst (og det er jo det, vi skal sejle på) samt mest sol. Temperaturen har stort set ikke været over 17 grader i de fire uger, turen varede, men det kan jo imødegås med varmt tøj. Med andre ord: fint vejr!

     Når jeg medtager nedenstående betragtninger på en sejlerblog er det, ligesom alt det øvrige, jeg skriver, i det håb at det kan inspirere til måder at sejle på, som virker, og som giver gode oplevelser for både skipperen (som ofte er den eneste, der virkelig brænder for at sejle) og besætningen:
   Som noget nyt i vores tilgang til familiesejlads valgte vi denne sommer at lade drengene gøre, hvad de ville, når vi ikke lige gjorde noget sammen, som f.eks. at gå ture i land, spise eller læse højt. Og de ville naturligvis spille computer, sammen eller mod hinanden. Der er foregået mange drabelige kampe på de to skærme i kahytten, både mens regnen piskede mod ruffet, og mens solen skinnede og båden sejlede frem mod næste destination.
  Skal børn da ikke opleve noget andet end derhjemme? Skal de da ikke i kontakt med vejret og naturen? Jo, det skal de da helst, men erfaringen har vist mig, at det ikke virker at presse noget som helst ned over hovedet på nogen som helst, heller ikke voksne. Faktisk virker det ofte modsat hensigten: tryk avler modtryk. Vi valgte derfor at give slip, slippe fri og se, hvad der skete. Der skete ikke det, at drengene blev trætte af deres skærme og af sig selv opsøgte naturen omkring os. Men når vi af og til indførte skærm-stop og "tvungen"  naturkontakt, var de altid med på den, og mødte det, vi oplevede, med et åbent og positivt sind - for de var blevet set og respekteret i deres lyst først, og kunne derfor åbne sig for vores. 
  Der skete også det, at vi generelt havde med to glade og tilfredse børn at gøre, hele ferien igennem. Hjemve var der næsten intet af. Desuden havde de en hel verden for sig selv. Når de ikke spillede, gik de ofte lange ture, hvorunder de ivrigt diskuterede spillet (League of Legends), strategier, fordele og ulemper ved de forskellige karakterer, ganske tabt for omverdenen. De havde med andre ord et meget godt forhold til hinanden, hvilket var entydigt godt, spærret inde som de var med deres i øvrigt kedelige forældre. De eneste problemer, vi havde var af teknisk art: det var ikke altid let at skaffe pålidelig internet-adgang på de små, svenske øer!


I mandags (d. 27. juli) forlod vi den elskede skærgård og sejlede til Østerby på Læsø i en frisk vind fra SSØ. Trods vores omhyggelige medicinering af besætningen, oplevede alle tre (også Anne-Marie, som ikke var medicineret) nogen søsyge på turen, som da også var præget af en del bevægelse i båden. Men Anton sagde, at han til sin egen forundring sad og nød den fede sejlads imens han var søsyg. Utroligt, at det kan lade sig gøre. Søsyge plejer, som det første, at fjerne al nydelse ved alt!



På Læsø havde vi et par hyggelige dage, hvor vi delvis delte os op: Anne-Marie gik til massage, i salt-bad i Vesterø og på shopping, men deltog også delvis i en cykeltur til Byrum med drengene.


Vi gik på marked, besøgte Storhaven, som er en gård med hundredvis af fritgående dyr i skønt kaos mellem hinanden og så også Læsø Museum på vejen hjem.


  Museeet er indrettet i den gamle Lynggården fra 1600-tallet, som er indrettet stort set som den blev overtaget af museet i 1938. Da boede der en gammel kone, Sine, på gården, og hun havde ikke ændret noget siden sin egen barndom i 1870erne, så stedet osede af atmosfære fra en svunden, barsk tid på en forblæst, flad ø, meget isoleret fra omverdenen. Den hyppigste kontakt med resten af verden opstod ved de ubegribeligt mange strandinger af skibe, som forsøgte at komme helskindet forbi de store, lavvandede områder omkring Læsø. Jeg regnede ud, at der havde været en stranding i gennemsnit hver 14. dag i årene 1850-1880!
  I øvrigt var dele af tangtaget på Lynggården oprindeligt, altså 400 år gammelt. Tang (eller ålegræs, som det faktisk er) er stort set uforgængeligt, når det først er tørret. Bioguf for kendere.


     Natten mellem onsdag og torsdag sejlede vi til Anholt. Motorsejlads hele vejen, og det passede lige med, at familien gik til køjs, da vi sejlede ved 22-tiden, og stod op igen, da Mathilde lå vel fortøjet i Anholt Havn. Jeg valgte natten til sejladsen, da vi så kunne undgå decideret modvind, og igen spare drengene for et langt stræk til havs.
  Anholt er dejlig, især når den, som i dette tilfælde, ikke er overrendt: havnen var kun godt halvt fyldt, og det gav en rolig atmosfære, foruden mulighed for en ordentlig plads. Vi chillede med besøg på kaffebarer og restauranter på havnen, og jeg vandrede en lang tur ud i "ørkenen" på østenden af øen. Desuden nød Anton og jeg det uforligneligt lækre badevand, som Anholt med rette er berømt for - men iklædt de obligatoriske våddragter, og selv med dem på føltes det lidt som at få pisk: der var ikke meget varme i vandet.


     Lørdag morgen gik Anne-Marie fra borde, hun skulle hjem at arbejde. Da hun var taget med morgenfærgen fra Anholt, sejlede drengene og jeg til Grenå, igen for motor i svag vind. Her lå vi blot natten over, så tog vi det sidste stræk hjem til Aarhus. På stort set hver eneste mil hele vejen hjem havde vi svag modving og (knap så svag) modstrøm, så motoren fik igen lov at arbejde. Drengene spillede computerspil i kahytten, kun afbrudt af måltiderne undervejs, så jeg havde oceaner af tid til min yndlingsbeskæftigelse: at sidde og glo. Motoren brummede, havet skvulpede lidt omkring stævnen, der var ingenting og alting at se på. I 10 timer. Så anløb vi Aarhus Havn igen, efter 4 uger og en dag ude. 

     Jeg kan mærke, at min netto-følelse af årets togt ikke er mindre rig og stor end sidste år, hvor jeg var helt ude på Færøerne. Der har været masser af eventyr, dramatiske, intense sejladsoplevelser på det friske hav, spændende steder i land, dejlig familiekontakt og alt, hvad jeg i øvrigt ønsker mig af livet på havet. Det er med andre ord i princippet ligegyldigt, hvor jeg sejler hen, når jeg sejler. Lige uden for havnen starter rejsen altid, og rejsen er ikke andet end start, for hvert nu er nyt hele vejen. Og på havet er jeg mere opmærksom på dette nye nu. Derfor fornys jeg også selv for hver tilbagelagt mil. Hverdag, jeg er klar!



lørdag den 25. juli 2015

Familieglæder i skærgården

Noget af det skønne ved sejlerferie er, at den kan indeholde så mange, meget forskellige elementer. Vejret, havet, landet, vi besøger, alt skifter konstant rundt om os, mens vi rejser. Kun båden er den samme, trygge base af hjemlig hygge, og den er omdrejningspunktet for de mange forskellige oplevelser.

Jeg kom lige ude fra aleneheden (ikke at forveksle med ensomhed) i bushen på Hallands Väderö, og lå nu midt i Christianshavn med hele familien ombord. Det kunne umiddelbart se ud som et voldsomt skift, men det føltes helt problemfrit at gå i storbygear uden overgang. Vi nød København i nogle dage, med en skøn aften i smukke Tivoli, Copenhagen Streetfood på Papirøen, Rundetårn osv., alt sammen indenfor gåaftstand. Ind imellem kunne vi sidde i cockpittet med god kaffe og suge den intime stemning af Christianshavn ind.

Den sidste aften, vi lå der, gik Anne-Marie og jeg hen om hjørnet og spiste på den fantastiske italienske Michelin-restaurant Era Ora, mindre end 200 meter fra båden. Imens hyggede drengene i kahytten med computerspil i lange baner, chips og slik. Det er jo et helt andet liv end kuling på Kattegat få dage før! Forandring fryder.

Havde jeg været alene, var jeg nok aldrig sejlet til København. Men det var et ønske fra Anne-Marie, en god mulighed for afveksling for drengene, og blev en udvidelse af den samlede oplevelse for mig. For år tilbage levede jeg i den vildfarelse, at Anne-Marie og drengene på et tidspunkt ville opdage magien i selve sejladsen, havets kraft og naturens transformerende energi. Dengang ville jeg have rynket på næsen af timevis computerspil og fisefornemme restauranter, når man er på sejltur. Det gør jeg ikke mere. Det var især turen rundt om England som illustrerede, at vi alle er forskellige – OG at det er muligt at få en god oplevelse for alle, samlet i én sejltur, blot man respekterer det. Drengene havde mest lyst til at spille computer, udhungrede som de var efter en hel uge på en italiensk campingplads uden netadgang. Det gav dem en god oplevelse at få lov at game igennem, så det fik de. Anne-Marie elsker madkultur, og det gør jeg for øvrigt også. Det er bare ikke et presserende behov for mig at udforske den, når jeg er på sejltur. Men det var skønt at dele det kulinariske input med Anne-Marie, som et krydderi i en i forvejen dejlig ret.

Efter besøg på Ven og i Helsingør, med tilhørende sightseeing til Tycho Brahes observatorium og Kronborg, var vi torsdag d. 16/7 tilbage på Hallands Väderö, hvor jeg måtte lide den tort at opgive at komme ind at lægge til ved klipperne i Stora Sandhamn, trods en times forsøg på at finde et passende sted. Uro i bugten gjorde det umuligt, og båden var nede at smage lidt på stenene med kølen undervejs, men ikke så hårdt, at der kan være sket nævneværdig skade. Det endte med, at vi lagde os for svaj i Lille Sandhamn lige nord for, og det var en fin løsning, især fordi der nu var næsten vindstille.

Lille Sandhamn på Hallands Väderö

Dagen efter tog vi kl. 18.30 ankeret og gik nordpå. Vi har blandede oplevelser med natsejlads med sovende børn. De første stammer fra for mange år siden, hvor det typisk var et decideret helvede: de vågnede med søsyge, og måtte sidde i det buldrende mørke i cockpittet med dyner omkring sig, en pøs indenfor rækkevidde og et apatisk ansigtsudtryk, mens båden kastede sig rundt i de mørke bølger. Men vi har fået rutinen, især fra de mange døgnsejladser på Englandsturen, og bruger nu den selvopfundne medicinering, som næsten altid virker: et skud Fexofenadin (antihistaminbaseret allergi-medicin) et halvt døgn før afsejling, og Marzine (søsygepille) en time før. I kombination holder det søsygen fra døren, og vi havde en fin natsejlads de 80 sømil op til Fotö lidt nord for Göteborg. Da der kun var tale om en enkelt nat, tilbød jeg at tage hele nattevagten, med den velprøvede intervalsøvn (et kvarter ad gangen). Vi startede i relativt svag, sydlig vind og spilet gennaker og genua samt storsejl, men i løbet af natten friskede det betydeligt op, og ved 2-tiden måtte jeg sågar bjærge storsejlet i hård vind og ret grov sø fra syd, og vi buldrede videre med 6,5 knob for genuaen.

Kl. 9 ankom vi til Fotö, og som sædvanligt i skærgården skinnede solen. Faktisk spredtes skyerne, netop da Mathilde en time før var sejlet ind blandt klipperne. Her er næsten altid godt vejr!

Bort set fra Sebastian, som havde sovet fint siden midnat, hvor han tørnede ind, havde ingen ombord sovet særlig meget, da der var en mærkbar, stærk energi i skroget hele vejen i den stærke vind. Selvom man ligger i sin lune køje, kan den kraftige brusen omkring glasfiberen og de rullende, energiske bevægelser godt holde en vågen, i hvert fald indtil man bliver vant til lyde og bevægelser, eller så træt, så søvnen kommer af sig selv. Men vi var fremme ved vores destination: den vestsvenske skærgård, som vi alle elsker og har savnet i de tre år, hvor vi har udforsket havet og øerne vest for Danmark i stedet.

Drengene cruiser i jollen, rigget til med sejl på Brännö

Siden har vi cruiset rundt til vores yndlingssteder: Grötö og Brännö, en afstikker til Saltholmen, hvorfra vi tog ind til lidt storby-hygge i Göteborg for afvekslingens skyld, og vi ligger nu på Asperö, som vi aldrig tidligere har besøgt. Det er utroligt, at det stadig er muligt at finde nye, dejlige steder i det meget lille område af skærgården, som vi har gennemsejlet og udforsket de sidste 10 år.

Et højdepunkt var besøget på Grötö, hvor vi fik kontakt med en derboende sejler, Gunnar, som bl.a. er webmaster for den svenske Jorden Runt-Seglarna-forening (en pendant til den danske FTLF, som jeg er medlem af). Jeg stod og beundrede hans smukke båd, en 37 fods svenskbygget Fantasi, da han kom ned på havnen med noget grej, og han inviterede mig ombord. Det ene tog det andet, og dagen efter besøgte hele familien ham i hans meget store hus oppe på øen. Man skulle måske snarere kalde det et gods: huset var stort, og omgivet af en stor park med sø, omkranset af en mandshøj mur i kampesten. For at det ikke skulle være løgn, havde Gunnar øverst på klippen midt i parken placeret fire kanoner, som han af og til skyder salut med, når sejlervenner passerer igennem sundet nedenfor!

I parken lå også en stor gildesal, som var bygget i 1920 og stadig stod originalindrettet, med vævede tæpper og puder, træsnedkerarbejde og husgeråd. Det var som et museum, men jo helt privat. Et mere specielt, smukt og besjælet hjem skal man lede længe efter.

Husvik på Brännö

I torsdags genoplevede vi en gammel tradition: dans på Brännö Brygga, ovenikøbet med Brännöpojkarna, vores yndlingsband. Hver torsdag i sommerhalvåret er der udendørs dans på ”Dansbanen” på havnen, og vi har tilbagevendende sørget for altid at time det, så vi er på Brännö en torsdag, når vi besøger skærgården. Det blæser, blæser og blæser denne sommer, og torsdag aften var ingen undtagelse: kulingen stod som sædvanligt stift ind fra sydvest, men solen skinnede, og dansen gik livligt trods køligheden. Vi er efterhånden på fornavn med nogle af bandmedlemmerne, og de syntes, ligesom vi, at det var hyggeligt, at vi var tilbage, hvor vi hører hjemme. 









mandag den 20. juli 2015

Med fuld besætning nordpå

Noget af det skønne ved sejlerferie er, at den kan indeholde så mange, meget forskellige elementer. Vejret, havet, landet, vi besøger, alt skifter konstant rundt om os, mens vi rejser. Kun båden er den samme, trygge base af hjemlig hygge, og den er omdrejningspunktet for de mange forskellige oplevelser.
Jeg kom lige ude fra aleneheden (ikke at forveksle med ensomhed) i bushen på Hallands Väderö, og lå nu midt i Christianshavn med hele familien ombord. Det kunne umiddelbart virke som et voldsomt skift, men det føltes helt problemfrit at gå i storbygear uden overgang. Vi nød København i nogle dage, med en skøn aften i smukke Tivoli, Copenhagen Streetfood på Papirøen, Rundetårn osv., alt sammen indenfor gåaftstand. Ind imellem kunne vi sidde i cockpittet med god kaffe og suge den intime stemning af Christianshavn ind.
Den sidste aften, vi lå der, gik Anne-Marie og jeg hen om hjørnet og spiste på den fantastiske italienske Michelin-restaurant Era Ora, mindre end 200 meter fra båden. Imens hyggede drengene i kahytten med computerspil i lange baner, chips og slik. Det er jo et helt andet liv end kuling på Kattegat få dage før! Forandring fryder.


mandag den 13. juli 2015

Dovenskabens pris

Torsdag d. 9. juli 2015

Trods vejrudsigtens løfter om vind fra vest (stadig meget hård), drejede den i dagens løb over i nordvest. Det var uheldigt. Selvom der, i Stora Sandhamn, stadig var vindlæ, rullede dønningen rundt om hjørnet med den nye vindretning og gjorde min førhen så fredelige plads ved klippen til lidt af en Tivoli-forlystelse. Jeg blev på båden for at se udviklingen an. Enten skulle jeg bare finde mig i den urolige tilstand, eller også skulle jeg flytte om til Kappelhamn på sydenden af øen, som er velbeskyttet for NV-lig vind og sø. Men det ville jo kræve en del bøvl, foruden en kort sejltur øst og syd om øen i den hårde kuling. Jeg gad ikke. Lidt rulning kunne vel være OK.



Dovenskab er dejligt at dyrke på sin sommerferie, og som førhen skrevet, så eksperimenterer jeg at spirituelle grunde med, hvor langt den kan strækkes uden uheldige konsekvenser. Det skal man ikke, når man har ansvar for et skib til søs, og herunder kan et skib fortøjet til en klippe i en åben vig henregnes.
Det var, da væltesikringen på min petroleumsovn slog fra, at jeg besluttede, at målet var fuldt. Så meget skal et skib ikke vælte rundt i "havn". Det var også da, at  jeg konstaterede, at klippen, som jeg var fortøjet til, nu var helt overskyllet af aggressiv dønning, og at Mathilde kastede sig vildt i sit tøjr. Godt, at mit anker er så driftsikkert!

Der kunne ikke længere være tale om at komme i land for at få bjergkiler og fortøjninger med, så jeg kastede bare los og trak mig ud i bugten med ankeret. Herude overvejede jeg et par sekunder at lade dovenskabet igen få overtaget, og blot blive liggende for anker i god afstand til klipperne. Men det var ikke sikkert nok. Hvis ankeret slap, ville det tage højst 2 minutter, før båden ville gå på grund, i urolig dønning. Nu må du tage dig sammen, Mads!
Jeg tog derfor ankeret, sejlede ud af bugten og satte et mikroskopisk sejl. Syd for Väderöen måtte jeg motorkrydse imod den meget grove sø. Jeg var tilfreds med at konstatere, at jeg kunne holde godt 2 knob for motor lige mod vinden uden sejl, ved fuld gas. Mange ser skeptisk på min påhængsmotor, men det er der ingen grund til: den har samme trækkraft som en indenbords motor, og med min lavtsiddende ommontering af den, hopper den praktisk taget aldrig ud af vandet.

Indsejlingen til Kappelhamn er lidt tricky, og adrenalinniveauet fik et ekstra løft pga. kulingen og søen på tværs. I hylende, hård vind kom vi ind mellem skærene og fik lavet en frisk havnemanøvre i det meget lille bassin, som udgør naturhavnen Indre Kappelhamn. Ankeret kom ikke til at ligge optimalt vindret, men tingene skulle gå lidt stærkt, og det havde første prioritet at få fat i det lille molehoved med stævnen, før båden drev af. Det skulle siden få alvorlige konsekvenser.
Jeg skulle have gået ind til molen, derefter have firet af vindret og lagt ankeret med en line i spidsen, så det kunne bjærges igen uden at skulle ud til det med båden; især fordi der var meget lidt plads til klipper og rev væk fra vinden. Det tænkte jeg ikke på, skulle bare have klaret manøvren under de vanskelige forhold.
Men alt i alt lå vi nu godt, i læ for søen, og med vinden ind ret forfra. I Kappelhamn var der til gengæld ikke læ for vinden fra den store skov, så her kunne jeg mærke den evindelige kulings fulde styrke.

Efter at have gjort fast vadede jeg over en ca. 150 meter bred vig i vand til navlen for at komme ind til selve Väderöen, hvorefter jeg vandrede op til Sandhamn på østsiden af øen. Videoen herunder er rystet, da mobilen på stativ ikke kunne stå fast i blæsten!



Fra landsiden kunne jeg akkurat komme ud til mine bjergkiler og dyre fortøjninger, som blev bjærget og bragt tilbage til deres rette plads i styrbord kistebænk. Mission fuldført.

Denne video viser den klippe, jeg var fortøjet til før operationen, efter bjærgning af bjergkiler og fortøjninger. Bemærk, at den ikke er just velegnet at hoppe i land på nu!:






Fredag d. 10. juli 2015

Dagen blev en meget blandet fornøjelse, men dog i sidste ende en fornøjelse. Det meste af den gik med at overveje, om jeg skulle sejle eller ej. Det var ved at være på tide at finde sydpå til København, hvor jeg skulle samle familien op lørdag, men kulingen blæste uafladeligt, nu på femte døgn, og det små 10 sømil lange stræk ud til Kullen bød på sejlads med vinden ind foran for tværs. Jeg ved ikke, hvorfor det bekymrede mig.Instinkt, tror jeg. Jeg ved, at Mathilde sejler fremragende i al slags vejr, også imod vinden. Alligevel blev det hen på eftermiddagen, før jeg tog mig sammen til at komme afsted.
Problem: ankeret lå langt ud til siden, næsten på tværs af vinden. Desuden lå det i betænkelig nærhed af det stenrev, som strækker sig ud i midten af den lille havn. Der ville ikke være mange sekunder at gøre med, fra ankeret var oppe, til båden drev op på revet.
Det, jeg nu burde have gjort, var at klappe jollen ud, ro ud til ankeret og tage det op derfra. Derefter pakke jolle og ankergrej sammen igen, og så afgå i god ro og orden fra molehovedet. En operation, som ville give en del sved på panden, og tage minimum 3 kvarter. Det, jeg valgte at gøre, var at gå dovenskabens vej, og satse på, at jeg kunne nå at sejle fri at det truende rev, når ankeret var oppe. En operation, som ville tage under 5 minutter. Jeg har ovenfor skrevet, hvad jeg mener om dovenskab, når man har ansvaret for et skib, og hvad der nu skete, bekræftede blot denne holdning. Fy, skipper!

Det korte af det lange er, at operationen ikke forløb som håbet: jeg tog fortøjningen og trak med friske tag hjem på ankertovet, som jeg havde ført frem i stævnen for ikke at ende med agterenden mod vinden. Motoren trækker ikke lige så stærkt i bak som i frem, og jeg ville være sikker på at have fuld kraft til at komme mod vinden, væk fra revet. I samme øjeblik, ankeret nåede overfladen, piskede jeg ned til motoren og gav gas - lige nøjagtig i samme øjeblik, som et drøn i båden tilkendegav, at jeg havde fejlberegnet min manøvre. Motoren fik fuld havre, og endnu et drøn kortlagde auditivt revets beskaffenhed: jeg var sejlet henover endnu en sten, med roret! Med rædsel konstaterede jeg straks, at roret gik stramt. Det var blevet slået skævt! Fandens, for at sige det som det er!

Tilbage til molehovedet, på med våddragt og maske og i vandet til inspektion. Der var intet at se, hængsel og skæg var intakt, skønt åbenbart en anelse skævt. Og der var ingen vandindtrængen. Et telefonopkald til en bådebygger var yderligere betryggende: uden vandindtrængen og med fuld bevægelighed af roret (skønt lidt stramt) kunne jeg roligt sejle videre. Polarisens ror er lavet så solidt, at jeg ville kunne sejle, selv hvis skægget skulle falde helt af.

På med vanten. Ud i kulingen, som nu var faldet til hård vind, ca. 13 m/s fra vest. Min noget trykkede sindsstemning blev her opløst på få minutter: stramheden i roret kunne næsten ikke mærkes under sejlads, hvor vandpresset på roret betyder langt mere, og Mathilde sejlede som en drøm. Det blev endnu en pragtfuld hårdtvejrssejlads ned til Kullen i strålende vejr, og videre ned gennem Sundet til Ven, hvortil jeg ankom ved 23-tiden.






Naturligvis skammer jeg mig, som en skipper bør gøre, når han har svigtet sit skib, især når grunden var dovenskab (som man selv er skyld i), og ikke uvidenhed (som man kun delvis selv er skyld i). Men jeg har lært en vigtig lektie på den hårde måde, som jeg iøvrigt gør ofte, når jeg sejler, trods 43 års erfaring, heraf 20 som skipper. Og humøret er ukueligt godt. Det er vildt, som jeg elsker frisk sejlads i hård vind med min velafbalancerede, seje båd. Det renser tavlen for alt. Ren tavle, rent sind.

Lørdag d. 11. juli 2015

Tidligt op, afgang fra Bäckviken på Ven kl. 7. Vi drev ned gennem Sundet for en nu svag vind(!), og gik gennem Trangravsbroen til Christianshavns Kanal kl. 12. Efter ugens første ferskvandsbad og en fejringsfrokost på Restaurant Kanalen, med udsigt til smukke Mathilde udenpå en gammel, sort husbåd, var jeg klar til at tage imod min kære familie, som landede 14.30 med flyet fra Milano. Et nyt kapitel af årets sejlereventyr kunne tage sin begyndelse.
I løbet af denne første uge har jeg, bortset fra omkring for 200 kr. benzin, ikke brugt én eneste krone! Ingen havnepenge, ingen indkøb. Det samlede forbrug af vand var 40 liter ferskvand, da jeg har brugt saltvand til opvask o.lign. Det er økologisk/-nomisk ferie, så det batter!

torsdag den 9. juli 2015

Retreat

Lørdag d. 4. juli 2015

Sådan en dag kan hurtigt gå. Resten af familien rømmede med kurs mod sydligere himmelstrøg fra morgenstunden, og tilbage var jeg. Med et hus, der skulle gøres klar til udlejning, en ikke færdiggjort proviantering og et par ærinder i byen, som ikke kunne udsættes til efter sommerens togt. Men jeg klagede ikke. Bare det pludselig at være mig selv, uden at skulle forholde mig til andres behov og ønsker, eller deadlines, jeg ikke selv havde sat, føltes som en stor befrielse. Og da jeg besluttede ikke at sætte nogen deadline for afsejling, og så bare nyde hvert nu indtil da, blev det en dejlig dag. Med støvsugning, gulvvask, skift af sengetøj, pakning, indkøb, køre frem og tilbage til havnen et par gange. Da jeg nu alligevel var i byen for at klare et par ting, undte jeg endda mig selv en frokost på en cafe, siddende ved kanten af åen med en stor Classic, forventningens glæde og glæden over dette upåklagelige nu, som snart skulle blive til et andet. På havet.

Kl. 17.20 forlod Mathilde og jeg havnen. I ingen vind futtede vi fredsommeligt til Langøre på Samsø, hvortil vi ankom ved 22.30-tiden og lod krogen gå på små to favne vand. Togtet var i gang.


Søndag d. 5. juli 2015

Dagen blev stort set en driver-dag. Der var stadig næsten ingen vind, til gengæld vidunderligt, dansk sommervejr. Jeg blev liggende på ankerpladsen og nød den meget gode tid, en god kop kaffe, varmen og lærkemusik fra de nærliggende, samsøske enge.

Dog havde jeg konstateret på vej herned, at jeg måtte have overset noget under min nylige bundrensning. Jeg ved, at Mathilde skal kunne rende 6 knob for fuld gas på motoren, og hun kunne kun præstere 5,7 knob i aftes. Olympisk mester bliver hun aldrig (selvom hun, før jeg ødelagde hende med ca. 700 kilo langturs-udstyr, har en fortid som 6-dobbelt Danmarksmester), men på de lidt længere stræk over Kattegat ville jeg nu gerne have de sidste 0,3 knob med. På med våddragten og i vandet med svaberen. Ganske rigtigt: en fin stribe muslinger fra kølen til skægget havde unddraget sig min opmærksomhed, og blev kynisk fjernet med svaber-skaftet.

Desuden ville ankerlanternen ikke lyse i nat. Strømtavlen blev skruet ud, og systematisk fejlsøgning med voltmeteret og en diode gav pote: ledningen havde af ukendte årsager fået en flænge på den strækning, hvor den løber igennem kædekassen under dørken i forkahytten. Kobberet var irret helt igennem. Den defekte stump blev klippet ud, og enderne samlet med en klemmuffe og krympeflex. Sådan! Vidunderligt, at fejlen ikke lå i mastetoppen. Der har jeg tilbragt rigeligt med tid her i foråret (se tidligere indlæg), og jeg kan godt vente med at nyde udsigten derfra til en anden, god gang.

Mens jeg sad i cockpittet, blev jeg pludselig passet op af en gummibåd med velkendte pirater: Det var Ken og Tina med deres fire børn Erik, Aksel, Agnes og Inge, som, på vej ind i havnen, havde spottet Mathilde på ankerpladsen og nu kom ud for at hilse på. Oceanet er stort, og alligevel lille: det var Ken og Tina, vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal i Skotland for to år siden, og som siden har været væk i et helt år, hvor de turede rundt i Atlanten via Gran Canaria, Madeira og Azorerne. Nu var vi havnet i den samme havn på Samsø, på samme tid. Skørt, og hyggeligt.

Mandag d. 6. juli 2015
I løbet af natten blæste det kraftigt op fra vest. Ved 4-tiden bevirkede en omsvajning, at GPS-alarmen gik og fik mig ud af fjerene. Mit gode Delta-anker havde heldigvis stadig fint fat i bunden. Det var imidlertid ikke tilfældet for en hollandsk kuf, som havde ligget for svaj foran for tværs. Den var på vej sidelæns mod den østlige bred af ankerbugten, i temmelig høj fart. Hollænderne fik et par velmente trut af Mathildes anløbne tågehorn, og det fik dem på benene. I sidste øjeblik fik de startet motoren og sejlet op mod vinden, før den ville have sat dem på grund.

Nu jeg var oppe, kunne jeg ligeså godt få noget ud af dagen. Båden blev gjort søklar, og kl. 5 tog jeg ankeret i den hårde vind. Vi strøg ud af bugten for genuaen.

Kyholm Dyb var netop passeret, da der indløb et frisk kulingvarsel på VHF-radioen: ”Kattegat: vest, 18 m/s”. Jo, det er jo en slags vind, men dels var min friske GRIB-fil og DMIs vindanimation mindre pessimistisk, dels var retningen perfekt, for nu ville jeg til Sverige!

Jeg kaldte Lyngby Radio for at høre om evt. planlagte skydninger i de militære områder ved Sjællands Rev, som jeg skulle igennem i dagens løb, og da der faktisk var planlagt en øvelse i et af områderne, lagde jeg kursen nordligt, så jeg ville undgå det berørte område og samtidig komme nord om Lysegrund ved Hesselø.

Det blev en af de mest pragtfulde sejldage, jeg kan huske. Solen strålede det meste af dagen fra en knaldblå himmel, og Mathilde brusede og bragede frem for spilet genua, som, midt på dagen, blev rebet ned til en fok, da vindstyrken steg til omkring 15 m/s en overgang. Havet var blåt som himlen, vandet klart som i eventyrene, og skummet lagde sig som lange bounty-strande ned ad ryggen på bølgerne. Vindroret styrede som altid som en drøm, så jeg kunne blot sidde i stille nydelse og ærefrygt og suge hele det kraftfulde sceneri ind i mit trængende system. Liv! Energi! Fremdrift! Natur!



Da Mathilde på et tidspunkt skar ud i en af søerne, netop som kammen brækkede, fik jeg et ordentligt skvæt havvand lige ned på kortbordet og ud over al elektronikken dernede. Heldigvis skete der ikke andet, end at displayet på den nye solcelleregulator begyndte at vise underlige tegn. Det var så her, jeg kom i tanker om, at jeg har fremstillet et plasticgardin til at hænge foran kortbordet, til brug på netop denne type sejlads. Det har endnu aldrig været i brug, selvom det var med hele vejen rundt om England, og til Færøerne sidste år. Men her, på vej ud mod Hesselø, fik det sin forsinkede dåb.

Mathilde var på et tidspunkt oppe at kysse 7,5 knob som gennemsnit over et minut. Da blev der så også rebet yderligere ind. Jeg sejler ikke for at slå rekorder, imponere nogen eller mig selv, eller prøve grænser af. Jeg sejler for at nå frem, i et respektfuldt samarbejde med naturen og dens imponerende kræfter. Naturen bliver aldrig min ven, ej heller min fjende. Den ér bare, og med viden og respekt kan jeg surfe på dens kraft, bæres af den og skylles frem til mål i en katarsisk nydelsesrus. Med det modsatte står jeg sandsynligvis med en knækket mast og en ødelagt sommerferie.




Hvad er eventyr for dig? Jeg har, helt tilbage fra mine drengeår, haft en tilbagevendende dagdrøm om at bruse frem over et stormpisket hav til en ubeboet, hemmelighedsfuld ø. Runde dens nordspids, stryge ned langs læsiden til en beskyttet vig med fladt vand, hvide strande, klipper og jungle. Stryge sejlene, lade ankeret gå. Rydde op efter sejladsen, tage en dyb indånding mens dens spænding og tilfredsstillelse bundfælder sig, og derefter vandre op over stranden og tage øen i besiddelse.

Denne dagdrøm gik i opfyldelse i dag. Kl. 19.40 sprang jeg i land på et klippefrempring i Stora Sandhamn på Hallands Väderö nord for Kullen, bankede bjergkilerne i og gjorde fast. Hækankeret holdt fortrinligt på den gode sandbund, og jeg var fremme. Vigen var øde og forladt, og vandet så klart, at jeg ville kunne læse en avis, hvis den lå på bunden. Rødlige klipper og hvid sandstrand omkransede bugten, og bag strandene lå den gamle naturskov og ventede med sin dunkle mystik. Jeg er aldrig blevet helt voksen, selvom jeg til daglig lader som om. Hurra for det!




Tirsdag d. 7. juli 2015
I højt solskin og kraftig blæst fra vest har jeg vandret rundt på Hallands Väderö hele eftermiddagen. Findes der en perle blandt øer, må det være denne. Øen er ubeboet bortset fra nogle få sommerhuse. Her er ingen havne, kun et par vige, som egner sig til ankring eller fortøjning direkte til klippen. Af ukendte årsager er her ingen gæstende både bortset fra min, og de få turister, som bliver bragt herover med den lille færge fra Torekov på fastlandet, må fortrække ved 17-tiden, hvor den sidste tur sejles tilbage. Øen er ét stort naturreservat. Vestkysten er reserveret sælerne, de omliggende skær er forbeholdt ynglende fugle. Skoven udnyttes ikke kommercielt, og får lov at henligge som naturskov. Træer, der vælter, får lov at blive liggende. Den eneste ”naturpleje”, der sker her, er afgræsning, som forestås af en lille bestand af får, køer og heste, som går frit omkring.

Resultatet er en fredfyldt, frodig natur, som myldrer af liv. Insekter, fugle, svenske skovharer overalt. Her er stort set lige dele græseng og 300 år gammel bøgeskov. Et fint og velafmærket stinet gennemkrydser hele herligheden fra nord til syd, og der var, ved dagens afslutning, næsten ikke en meter, jeg ikke havde vandret

Hallands Väderö er for mig indbegrebet af Paradis. Det er retreat. Med stort R. Retreat.




Onsdag d. 8. juli 2015
I nat rullede et tordenvejr næsten lige hen over hovedet på min lille, ensomt beliggende båd og mig. Jeg var oppe for at gøre tordenklar: montere lynaflederne, afmontere antennekablet til VHF-radioen og ledningerne til lanternerne i masten (for at isolere et evt. lynnedslag fra det elektriske system ombord) og anbringe mobiltelefonerne i Faraday-bur (en stålgryde med låg). Da jeg igen lå i køjen og regnen piskede over dækket, mens lynene glimtede, få sekunder senere efterfulgt af bulder og brag, følte jeg mig alligevel ikke helt tryg. Torden er måske det eneste naturfænomen, jeg ikke har et afslappet forhold til. Selvom der er meget, jeg kan gøre for at imødegå katastrofen ved et lynnedslag, er det nok alligevel tanken om den meget pludselige voldsomhed, som skræmmer mig.

Noget af det, der gør mig så tryg ved at sejle, er langsomheden. Måske er det ikke tilfældigt, at man taler om, at en katastrofe er under ”opsejling”? Det er de fleste katastrofer til søs. Der er en periode, f.eks. når det blæser op, hvor katastrofen er under opsejling, og hvor jeg i ro og mag kan træffe mine forholdsregler og dermed få alting under magelig kontrol igen. Når jeg kører i bil, er der ingen opsejling. Noget sker, det siger bang, og så er det måske slut. Det samme gælder i princippet ved et lynnedslag. Derfor skræmmer bilkørsel og tordenvejr mig betydeligt mere end sejlads i hård kuling på åbent hav. Angst er ikke virkelig. Den er et sindsfænomen. Der kan arbejdes med det. Og det gjorde jeg så, der i køjen.


mandag den 29. juni 2015

Studier i dovenskab

Mathilde har ligget i vandet hele vinteren som sædvanlig, men dette forår valgte jeg at prøve noget nyt: ikke at tage hende op for rengøring og maling i bunden. Det er et eksperiment: hvis det viser sig, at båden sejler fint uden denne årlige pedicure, har jeg på livstid sparet de ca. 2000 kr., som en land-/søsætning + bundmaling koster, samt 2 dages arbejde, hvert andet år.
I stedet tog jeg for et par uger siden en tur rundt om båden i tørdragt med snorkel og maske, bevæbnet med skuffejern og svaber. Bortset fra nogle mindre muslinge- og rur-kolonier, som sammenlagt havde drænet Mathilde for ca. en halv knob på topfarten, var bunden generelt fin, kun let dunet af alger. Det store blev skrabet af, så nu er hun stort set så fin i bunden, som hun plejer at være efter et par måneder i vandet efter søsætning. Hele operationen tog små to timer, og hvis jeg skal gentage den engang i eftersommeren, tager jeg såmænd ikke skade af det.

Masten kommer heller ikke ned, men riggen skal alligevel inspiceres. Derfor tog jeg også en tur i toppen med bådsmandsstolen og fik det hele gået efter. Det tog en halv time. Alt i alt har jeg sparet enormt meget arbejde og mange penge dette år, og sæsonens erfaringer vil vise, om ikke mit gode skib sejler lige så fint, som hun plejer.

I toppen af masten var et problem: den aluminiumsarm, som holder vindpilen, var af ukendte årsager blevet meget bøjet. Jeg måtte fremstille en ny på Godsbanens åbne værksted, og montere den i 12 meters højde. En spændende udfordring var det at klamre sig til små spændeskiver og bolte, og lidt galt gik det da også, da skralden til topnøglen spontant fragmenterede og tog det frie fald via dækket til den blå hylde. Men jobbet blev gjort, og nu ved jeg igen, hvor vinden kommer fra. Meget tilfredsstillende, uden at have haft masten nede!


Mathilde er for et par måneder siden gået over til solenergi, da vindmøllen blev afmonteret og skrottet. Der har været for meget bøvl med den, og sidste sommer opgav den endelig ånden (på den første dag på turen til Færøerne). Nu har jeg monteret et 150 W solpanel i stedet, og satser på, at det vil holde os forsynede med strøm sommeren igennem. Fruen har stadig ikke fået sit ønske om kompressor-køleskab opfyldt, da jeg først vil være sikker på, at der er rigelig strøm til det med det nye solpanel. Der er ikke meget frihed i et elektrisk køleskab, hvis man skal sejle fra stikkontakt til stikkontakt for at holde det kørende. Jeg vil hellere sejle fra fryser til fryser (hvor vi kan "genoplade" vores køleelementer), for hvor de har en fryser, har de ofte også vaffelis! Og i køkkenet står trykkogeren og syder. Den passer sit årlige job med at henkoge mange kilo lækkert kød af alle slags. Det stuves på glas under styrbords køje, og så er der grydeklart kød turen igennem, også uden køleskab. Low tech. Jeg elsker det.


På lørdag stævner jeg ud på sommerens togt, den første uge alene, de næste tre med hele familien. turen går til Sveriges vestlige skærgård, som er vores baghav(e): det er der, vi har oplevelsesfourageret i så mange år, og der, hvor jeg allerede som barn faldt i gryden og forelskede mig håbløst i varme, nøgne klipper en masse i et glitrende hav. 
Det er nu tre år siden, vi var der sidst, og det er for længe. I 2013 sejlede vi jo rundt om England, og sidste år var vi på Færøerne. Nu tager vi det roligt, og det skal blive dejligt at genopleve den ro der er ved at have god tid, i og med, at der ikke er enorme havstrækninger at tilbagelægge på relativt kort tid. Et eller andet i mig knager dog en lille smule: hvor er den store, maritime udfordring, der skal overvindes? Hvor er de hundredevis af mil dybt hav uden andet julipynt end et par mallemukker? 

"Hvad udad tabes, skal indad vindes". Meditationen kommer til at gå indad i år. Det kan såmænd blive lige så stort og rigt som ethvert andet togt på salt hav. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn til at slippe strikkerne og folde vingerne ud. På lørdag.


søndag den 15. marts 2015

Information om Færøerne

Jeg har nu færdiggjort den lille guide til sejlads på Færøerne. Den rummer både almindelige, gode råd til at få den bedste tur for hele familien samt konkrete råd og anvisninger om navigationen og sejladsforholdene. Find fanen "Færøerne" ovenfor eller klik her.
Ring eller skriv, hvis du planlægger en tur til dette vidunderlige farvand, jeg bistår gerne med rådgivning!

tirsdag den 13. januar 2015

Citykontor

I vinterens mørke, regn og rusk er det en kilde til glæde flere gange om ugen at gå ud ad bådebroen, træde ombord på mit gode skib, låse mig ind, tænde for varmen og sætte kaffe over. S/Y Mathilde er blevet citykontor.
Jeg har alt hvad der skal til for at kunne slappe af eller, som jeg for det meste gør, arbejde: varme, vand, strøm, internet, pantry. Det er fundamentalt noget andet at sidde her i kahytten med petroleumslampen og besvare emails, end at sidde hjemme i mit kontor. Her kan jeg mærke vinden i riggen, høre den sagte klukken af agtenfra kommende, små havnebølger under hækken. Regnen prikker på ruffet, varmeblæseren suser beroligende ved mine fødder. Tag ikke fejl: Mathilde er fuldt operationsdygtig, og kan forlade havnen indenfor 5 minutter, hvis vejret er til det. Det er det sjældent for tiden, men et par småture på bugten i ny og næ holder bevidstheden om det latente eventyrpotentiale i dette lille, flydende kontor i live.

Hun var i Sverige, på Shetlandsøerne, rundt om England, på Færøerne. Nu sidder jeg her og skriver emails. Det er alt sammen liv, og de store vidder derude flyder sammen med min fokuserede indsats ved tasterne, i samspil med civilisationens indviklede mekanik. Mine emails dufter af saltvand fordi de er skrevet her, i kahytten. Det er nok kun mig, der kan dufte det, for det er mig, der var ude at sejle.

I august flyttede hele familien her ned, da vi lejede huset ud i tre uger. Det var naturligvis en logistisk udfordring at bo her, samtidig med, at vi passede arbejde og skole. Det har vi ikke prøvet før. Men tilfredsstillelsen ved at udnytte Mathildes muligheder effektivt var stor, og indtjeningen fra udlejningen (plus det, vi tjente ved tilsvarende udlejning i foråret) dækker i øvrigt de samlede udgifter ved at holde båden sejlende i halvandet år! Og igen: vi strakte eventyrbevidstheden ind over vores hverdag i byens vold, også uden at forlade havnen.

Mathilde bliver brugt! Hun er sommerhus, citylejlighed, retræte, citykontor, café, oceanbetvinger, krydstogtskib, elskovsrede, diskussionsklub, meditationsrum og alt, hvad der i øvrigt lige er brug for. 26 fods udfoldelsesmuligheder, på alle årstider, døgnet rundt. Hun er en base i mit liv, uanset hvordan jeg lever det.

Solen går ned, men klokken er jo også blevet 16.30! Himlen farves rød over havnen. Det kan jeg se, fordi jeg sidder lige her. I kahytten. I båden. I havnen.