tirsdag den 22. juli 2014

Besøg på Unst

Baltasound Pier, tirsdag d. 22. juli 2014 kl. 22.

Ti minutter før den kritiske anduvning af North Channel ind til Balta Sound
tidligt i morges lukkede tågen pludselig helt tæt til. Jeg kunne intet se.
North Channel er kun en kabellængde bred, uafmærket og flankeret af
adskillige undersøiske skær. Hmmm. Motoren blev sat i frigear i et par
minutter, mens jeg overvejede situationen. Det var vindstille. Strømmen løb
under en halv knob. Jeg er rustet til tænderne med moderne isenkram. Det
endte med, at jeg valgte at tage chancen og sejle ind på instrumenterne.
Skulle der dukke noget op i tågen, som ikke passede med mine forventninger,
ville jeg godt kunne vende rundt og afbryde anduvningsforsøget. Jeg gav gas
og sejlede ind i den grå intethed, mens blikket som et stetoskop vandrede
fra GPS'en til radaren til ekkoloddet til kortplotteren (som er min
mobiltelefon) og forfra igen. Pludselig havde jeg et par mørke, lave skær 30
meter om bagbord, det måtte være Black Skerries of Balta. Check. Nu havde
jeg noget at pejle visuelt efter, og igennem kom vi, til alle sider omgivet
af lave klipper. Og tæt tåge.
Idet jeg svingede ind i Balta Harbour, som er en bugt ud til Balta Sound,
blev jeg mødt af to små fiskeskibe, som var på vej ud. Skipperne på begge
skibe hilste hjerteligt på Mathilde og mig, som uvarslet havde manifesteret
sig ud af ingenting, og kom glidende ind i deres bugt ude fra oceanet. Jeg
blev varm om hjertet, huskede pludselig en af grundene til, at jeg elsker
Shetlandsøerne: skotternes varme imødekommenhed.


Jeg lagde til ved en forfalden, rusten mole med en masse fiskeri-skrammel og
et par egentlig ophugnings-klare, men stadig aktive fiskerbåde fortøjet til
vestsiden. Tågen lå våd og kold over forfaldet, og her var dødsstille.
En mand, som kort efter ankomsten kørte ud på molen for at læsse et eller
andet af med sin gaffeltruck for enden af molen, kunne fortælle, at her
heldigvis var benzin at få: "The garrrrage behind the pub oooopen at 8
o'clock", kom det på syngede skotsk. Tak for det, min shetlandske ven!




Jeg ankom ved højvande ved 6-tiden lokal tid og fortøjede derfor til den
forfaldne mole med lange spring. Desuden stak jeg godt ud på for- og
agterfortøjningerne, før jeg gik til køjs. Alligevel hang Mathilde lidt i
stropperne, da jeg vågnede en halv tidevandscyklus senere, altså efter seks
timers vidunderlig, uforstyrret søvn.
Den trøstesløse tåge fra om morgenen var nu erstattet af et varmt solskin
fra en skyfri himmel. Fantastisk! Udsigten fra havnen var helt anderledes
end den typisk færøske: her var relativt lave, bløde, umådeligt lange bakker
til alle sider. De sædvanlige, meget grimme grå stenhuse lå ujævnt fordelt
over landskabet. Græssende får og køer. Et par traktorer. Her var stadig
helt vindstille. Stille i det hele taget.
Alle hynder, sengetøj, søtøj osv. kom på dæk, og jeg tog mig et varmt "bad"
i opvaskebaljen i cockpittet. Ja, jeg kan gøre mig ganske lille, når det er
nødvendigt.
Det var ligefrem varmt! For første gang siden sejladsen til Farsund for
mange uger siden droppede jeg uldtøjet i dag, og kunne sidde i bar overkrop
i cockpittet. For jer heldige danskere, som har nydt den tropiske sommer
derhjemme under min Færø-færd er det nok ikke noget særligt. Men efter godt
4 uger i longjohns og tre sweatre var det en åbenbaring!

Således velsoigneret, udhvilet og med en god "morgen"mad i maven (klokken
var nu 14.30 lokal tid) drog jeg på fouragering med klapcyklen. Et par
kilometer oppe i land fandt jeg den anviste tankstation, som i den grad
ledte tankerne hen på Route 66. Foruden den eftertragtede benzintank var der
også en købmandsforretning (som også solgte VVS-artikler, værktøj, isenkram
og meget andet nyttigt), autoværksted, en lille cafe og butik med
brugskunst. Alt samlet under navnet "The Final Checkout".


Efter at have hentet benzin på cyklen (jeg brugte mit trick med at
fastspænde 30-liters tanken til bagagebæreren med et sindrigt system af
stropper) kørte jeg ud til Keen of Hamar, et botanisk fredet område mod øst.
I fuldstændig stilhed (og T-shirt!) vandrede jeg op ad den stenede,
måneagtige bakke til en først og fremmest bred udsigt over Unst, Balta og
Fetlar mod syd. Lavt, stenet, bløde linjer. Et brægende får i det fjerne.
Hvor ville det have været en forbrydelse bare at sejle forbi!


Her er til endnu et sommereventyr engang i fremtiden: Shetlandsøerne rundt.
Her er så smukt, råt og ægte, og folk er skønne at møde. Jeg kunne sagtens
sejle her en hel sommer, og var glad for at blive mindet om min passion for
øerne, som blev vakt for fem år siden, da jeg var her sidst, desværre kun i
fem dage.

Vel tilbage i båden blev jeg hilst fra molen af en trivelig, ældre kvinde,
Liz, med tyndt, farvet, rødt hår, en masse fregner og det skønneste smil,
samt hendes nabo, ca. 50-årige Joy. De var kørt en tur ud på molen for at
hilse på den eksotiske sejler fra det fjerne Danmark, og var herlige at
flirte med, der i aftensolen. Jeg fik det meste af Liz' livshistorie i løbet
af de 10 minutter, vi snakkede. Hun var en meget spændende dame, som jeg
sikkert ville kunne skrive en hel bog om, hvis jeg gav mig tid til at lære
hende nærmere at kende. Jeg har imidlertid aldrig tid nok, på gennemrejse
som jeg er.

Selv indkøbet af en lokalt brygget "Old Scatness" Shetland Ale fra Valhalla
Breweri her på Unst kan ikke få internettet på pubben til at virke, så jeg
må uploade dette indlæg over mit langsomme og dyre mobilnetværk. Jeg sover her, og i morgen tidlig går det videre mod Norge og Danmark. I køligt, skyet vejr og svag vind (ifølge vejrkortene), men nu med fulde tanke igen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar