Jeg vækkes kl. 03 af min overfladiske søvn af det rabalder, der måtte komme: opvaskestativet med gårsdagens opvask er skredet ned fra kistebænken og landet på dørken med et brag. Mathilde kaster sig fra side til side og hid og did, og flår i sine fortøjninger. I min pilot står, at gæstehavnen i Harstad kan være urolig ved vind fra NØ og Ø. I går, da vi ankom, var her stort set vindstille, med en lille luftning fra V, så der burde ikke være problemer. Ikke desto mindre begyndte dønning at rulle ind ude fra havet ved 22-tiden. Gæstehavnen er slet ikke en havn, bare nogle pontonbroer ud i vandet. Der er ingen mole til at bryde dønningen, så den havde frit spil. Broerne og bådene begyndte straks at gynge helt vanvittigt op og ned. Hvor kom den dønning fra? På et spejlblankt hav?
Forklaringen fandt jeg i dagens GRIB-fil (vejrkortet): hele dagen havde der blæst en stiv kuling fra NØ oppe i Barentshavet. Det er et stort hav. Og det starter kun 30 sømil herfra, ved Andenes. Dønningen må være sendt herned derfra.
Det eneste, jeg kunne gøre, var at montere vores forfortøjninger med kødben (gummifjedre) og afmontere ankeret, som klirrede irriterende i sit klyds i stævnen. I morges var den ene forfortøjning slidt over ved skamfiling efter nattens hårde arbejde!
I min pilot står også, at gæstehavnen kan være larmende på sommernætter. Oh yeah. I en motorbåd to pladser fra os brød en fest ud ved 04-tiden, med tilhørende høj musik, fællessang, klirrende glas, råben og skrigen. Festen varede til ved 07-tiden. Dønningen er her stadig. Sebastian sov fint hele natten. Det gjorde Anton og jeg ikke!
Bortset fra det er Harstad en fin "storby", med H&M, The Body Shop, Rema1000, Nordea og alle de andre. Desuden ganske hyggelig. Og jeg er glad for at være nået hertil, ikke mindst, da jeg har fået en aftale med en lille bådklub 5 sømil fra gæstehavnen om Mathildes overvintring. Hun kan komme på land på onsdag eller torsdag, og stå der indtil slutningen af juni næste år for ialt 2500 NOK. That's more like it!
Anton er også godt tilfreds: i det nærliggende hotels lobby er der fri Wi-Fi. Det har været en i stigende grad efterspurgt mangelvare for vores teenager de seneste dage, som, specielt for tre dage siden, var ramt af en hjemve-neder. Hans egen analyse lød, at han bare savnede et godt game League of Legends for at komme på ret køl igen, og det ser ud til at holde stik. Humøret fejler i hvert fald ikke noget nu, og det gælder hele besætningen rundt.
Det er en lidt mærkelig følelse, at togtet nu måske er slut, bortset fra de sidste 5 sømil. Vi overvejer at sejle op til Andenes for at se kaskelothvaler, som færdes der, men den står på nordenvind de næste mange dage, så det er ikke sikkert, det bliver til noget. Sandsynligvis bliver vi her, og jeg bruger dagene til at rigge Mathilde ned og gøre klar til næste års togt. Det er lidt mærkeligt, at målet pludselig kom til os, men egentlig er vi vist alle godt fyldt op med oplevelser, og kan sagtens hygge os i byen i en lille uge.
Jeg tænker tilbage på den seneste uges højdepunkter, som, udover bjergbestigningen, omfattede:
Hvalbøf på Klatrecafeen i Henningsvær. Superlækkert, mørkt rødt kød. Desværre vidste de ikke hvilken hval, kødet kom fra:
Anton fangede ikke mindre end 4 flotte makreller på én line, på 2 minutter:
Der er i det hele taget godt hul på fiskeriet, som også i forgårs gav to sejer, der blev friturestegt i tempuradej. Makrellerne blev omdannet til "makrel i tomat". Det til trods, er det klart sjovere for drengene at fange fiskene end at spise dem...
En landgang ved Straumøya, hvor vi fandt en krystalklar kilde på klipperne, og hvor en havørn lettede 10 meter foran os:
Den tilbagevendende glæde ved at komme op i cockpittet til endnu en solbeskinnet dag på en smuk ankerplads, sætte sig med en kop kaffe og betragte bjergene:
Og den ene smukke sejlads efter den anden:
Da drengene kom ombord for to uger siden, beordrede jeg dem, som det første, i uldundertøj, og bekendtgjorde (ud fra min daværende erfaring med sejlads nord for Polarcirklen), at de ikke skulle regne med at komme ud af det igen, før vi skulle hjem. Sådan kom det ikke til at gå. Vi har haft generelt dejligt vejr, omtrent som en almindelig sommer i Danmark, måske lidt til den kølige side, men stort set uden regn overhovedet. Cockpitteltet har slet ikke været slået op, og petroleumsovnen ikke været tændt!
Vinden har ikke på noget tidspunkt, siden min ankomst til Bremstein for tre en halv uge siden, blæst over 7 m/s, for det meste en del mindre, og den har næsten uafbrudt været i NØ.
Her kan man godt være. Faktisk er det det mest fantastiske område, jeg har sejlet i til dato, og det siger altså ikke så lidt. Selv Færøerne er blevet overgået i år!