mandag den 29. juni 2015

Studier i dovenskab

Mathilde har ligget i vandet hele vinteren som sædvanlig, men dette forår valgte jeg at prøve noget nyt: ikke at tage hende op for rengøring og maling i bunden. Det er et eksperiment: hvis det viser sig, at båden sejler fint uden denne årlige pedicure, har jeg på livstid sparet de ca. 2000 kr., som en land-/søsætning + bundmaling koster, samt 2 dages arbejde, hvert andet år.
I stedet tog jeg for et par uger siden en tur rundt om båden i tørdragt med snorkel og maske, bevæbnet med skuffejern og svaber. Bortset fra nogle mindre muslinge- og rur-kolonier, som sammenlagt havde drænet Mathilde for ca. en halv knob på topfarten, var bunden generelt fin, kun let dunet af alger. Det store blev skrabet af, så nu er hun stort set så fin i bunden, som hun plejer at være efter et par måneder i vandet efter søsætning. Hele operationen tog små to timer, og hvis jeg skal gentage den engang i eftersommeren, tager jeg såmænd ikke skade af det.

Masten kommer heller ikke ned, men riggen skal alligevel inspiceres. Derfor tog jeg også en tur i toppen med bådsmandsstolen og fik det hele gået efter. Det tog en halv time. Alt i alt har jeg sparet enormt meget arbejde og mange penge dette år, og sæsonens erfaringer vil vise, om ikke mit gode skib sejler lige så fint, som hun plejer.

I toppen af masten var et problem: den aluminiumsarm, som holder vindpilen, var af ukendte årsager blevet meget bøjet. Jeg måtte fremstille en ny på Godsbanens åbne værksted, og montere den i 12 meters højde. En spændende udfordring var det at klamre sig til små spændeskiver og bolte, og lidt galt gik det da også, da skralden til topnøglen spontant fragmenterede og tog det frie fald via dækket til den blå hylde. Men jobbet blev gjort, og nu ved jeg igen, hvor vinden kommer fra. Meget tilfredsstillende, uden at have haft masten nede!


Mathilde er for et par måneder siden gået over til solenergi, da vindmøllen blev afmonteret og skrottet. Der har været for meget bøvl med den, og sidste sommer opgav den endelig ånden (på den første dag på turen til Færøerne). Nu har jeg monteret et 150 W solpanel i stedet, og satser på, at det vil holde os forsynede med strøm sommeren igennem. Fruen har stadig ikke fået sit ønske om kompressor-køleskab opfyldt, da jeg først vil være sikker på, at der er rigelig strøm til det med det nye solpanel. Der er ikke meget frihed i et elektrisk køleskab, hvis man skal sejle fra stikkontakt til stikkontakt for at holde det kørende. Jeg vil hellere sejle fra fryser til fryser (hvor vi kan "genoplade" vores køleelementer), for hvor de har en fryser, har de ofte også vaffelis! Og i køkkenet står trykkogeren og syder. Den passer sit årlige job med at henkoge mange kilo lækkert kød af alle slags. Det stuves på glas under styrbords køje, og så er der grydeklart kød turen igennem, også uden køleskab. Low tech. Jeg elsker det.


På lørdag stævner jeg ud på sommerens togt, den første uge alene, de næste tre med hele familien. turen går til Sveriges vestlige skærgård, som er vores baghav(e): det er der, vi har oplevelsesfourageret i så mange år, og der, hvor jeg allerede som barn faldt i gryden og forelskede mig håbløst i varme, nøgne klipper en masse i et glitrende hav. 
Det er nu tre år siden, vi var der sidst, og det er for længe. I 2013 sejlede vi jo rundt om England, og sidste år var vi på Færøerne. Nu tager vi det roligt, og det skal blive dejligt at genopleve den ro der er ved at have god tid, i og med, at der ikke er enorme havstrækninger at tilbagelægge på relativt kort tid. Et eller andet i mig knager dog en lille smule: hvor er den store, maritime udfordring, der skal overvindes? Hvor er de hundredevis af mil dybt hav uden andet julipynt end et par mallemukker? 

"Hvad udad tabes, skal indad vindes". Meditationen kommer til at gå indad i år. Det kan såmænd blive lige så stort og rigt som ethvert andet togt på salt hav. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn til at slippe strikkerne og folde vingerne ud. På lørdag.