lørdag den 19. juli 2014

Afsked med Færøerne

OBS: Bemærk, at indlægget "Fra bygd til bygd" er blevet frækket op med et videoklip fra kaproningsstævnet.


Sørvagur, lørdag d. 19. juli kl. 14.

I mandags sejlede drengene og jeg den relativt korte tur til Vestmanna Bygd i Vestmannasund mellem Vagar og Streymoy. Turen blev gjort for motor (som de fleste ture heroppe) i skyet vejr. Det var formiddag, og drengene, som havde fået nogle helt skøre senge- og vågnetider i den lyse nat, kom ikke ud af køjerne, før Mathilde lå sikkert fortøjet op ad molen i Vestmanna. Sejler man på Færøerne skal man ikke snyde sig selv for sejlads gennem de snævre sunde. Det er én lang "WAUV-oplevelse" af grønt og dramatisk til begge sider. Vi passerede tæt forbi "Troldkonefingeren", en sær, stejl klippe på SØ-kysten af Vagar, som peger lige op i himlen. Anton mente ikke, da vi så den for nogle dage siden på vej til Midvagur, at det lignede en troldkonefinger, men en anden slags finger, som ikke just bød tilrejsende velkommen!

I Vestmanna kom vi til at ligge nogle dage. Jeg sadlede om til "far til to-ferie", hvilket betød, at vandreture og udflugter blev stort set droppet til fordel for hygge ombord og almindelig trivsel. Det viste sig at være en god ide, for drengene og jeg havde nogle meget hyggelige og gode dage i Vestmanna, med god mad, højtlæsning ("Hobitten"), et hjemmelavet spil, som Sebastian lavede, godt med kager og guf.
Desuden kom vi til at ligge foran "Paragon", en amerikansk langtursbåd med Drake og Monique ombord. De er på langtur på ubestemt tid, er kommet til Færøerne fra North Carolina via Grønland og Island, med planer om at overvintre i Skotland og derefter drive sydpå, som vinden blæser. Måden, de rejser på, er helt anderledes end den, jeg praktiserer: jeg har travlt (fordi jeg jo i den sidste ende altid skal hjem og arbejde igen), og min eventyrlyst driver mig fra sted til sted med en vis hast. Drake og Monique gør det modsat. De var f.eks. sejlet fra Grønland til Reykjavik (hvilket havde været en hård tur), og så blev de der i otte måneder! Det var den eneste havn i Island, de anløb, før de sejlede videre til Færøerne. Her anløb de Vestmanna, vist mest af rent tilfælde. Og nu har de ligget her i over en måned uden at sejle andre steder hen. De får selvfølgelig sejlet mindre, og oplever færre steder fra søsiden. Til gengæld bliver de nærmest fast inventar i den havn, de "bor" i, lærer folk i bygden godt at kende, kommer med på fisketure etc. Jeg kan godt se, at konceptet har nogle store kvaliteter, hvis man har tid. Det har Drake og Monique. Drake lever af lidt computerprogrammering freelance, men først og fremmest af sin Youtube-kanal, hvortil han hver uge publicerer film om sejlads og sejlere, han møder på sin vej. Genialt!
Drake blev interesseret i Mathilde og den specielle måde, vi sejler hende på. Store eventyr på lille budget og kort tid, kombination af familiesejlads og hardcore singlehand-sejlads, de mange små modifikationer af bådens grundkonfiguration, som gør alt dette muligt. Han lavede derfor en lang række optagelser med båden og mig, bl.a. et langt interview og en gennemgang af båden ude og inde. Optagelserne er nu ved at blive redigeret til en film, som måske ender på hans Youtube-kanal. I givet fald kommer der naturligvis et link her fra bloggen! Indtil da kan jeg anbefale et kig på www.youtube.com/DrakeParagon.
En anden attraktion ved mødet med Drake og Monique, rent bortset fra, at de var usædvanligt flinke og imødekommende mennesker (som det er mit indtryk, at amerikanere ofte er), var, at Drake havde en drone til luftoptagelser. Den sejeste lille ting, som drengene fik lov at lege med (under behørigt opsyn). Det var fantastisk at se havnen med Mathilde og bjergene omkring fra oven. Check Drakes lille film ud:




En af dagene tog vi på rigtig turisttur med båd til fuglefjeldene på vestkysten. Det var vildt at sejle ind imellem de flere hundrede meter høje klipper, og til sidst gennem en grotte i klippen. Som den eneste udflugt i flere dage var det et godt valg.



I forgårs sejlede vi så til Sørvagur (for motor igen, igen). Bygden ligger i enden af en 4 sømil dyb fjord, i hvis munding den sagnomspunde Mykines ("Myggenæs" eller "Møgnæs") ligger. Her passerede vi også Tindholmur, som rejser sig som en dinosaur fra havet, med takket tinde. De skønne søpapegøjer yngler i stort tal inde på Mykines, så vi sejlede forbi mange af de nuttede fugle.
Sørvagur er hyggelig og fredelig, som alle de andre bygder, vi har besøgt. Herunder er et par stemningsbilleder:







I går morges var vi tidligt oppe, og travede de få kilometer op ad bakken til lufthavnen. Her lykkedes det at finde en mand, som indvilligede i at være "stedfar" for drengene under flyrejsen. Sebastian må nemlig ikke flyve alene pga. sin unge alder. Jeg så flyet lette og blive suget op i de lavthængende skyer over fjeldene. To timer senere var drengene i Billund, hvor Anne-Marie hentede dem. Skørt. Jeg selv står foran en formodentlig mindst 8 døgn lang hjemrejse i strid modvind (ifølge vejrudsigten pt.), og hård vind til at begynde med. Lad lige være med at spørge, hvorfor jeg vælger den sindssyge måde at rejse på, i kontrast til de der to timer i bløde sæder, med alt serveret. Og tving mig ikke til at forklare, hvorfor jeg stadig foretrækker denne løsning, også selvom det ser vanvittigt ud udefra!

Da drengene var taget afsted dryssede jeg lidt rundt i bygden. Det er en helt anden oplevelse, når jeg er alene. Jeg tager mig al den tid, jeg behøver, til at standse op, sidde og glo i en time et særlig rart sted, eller hvad der nu falder mig ind. Det er skønt. Om eftermiddagen blaffede jeg til Midvagur, hvor vi jo var for nogle dage siden. Herfra vandrede jeg den rute, som Anne-Marie og Anton havde redet for nylig, blot lidt længere nede ad fjeldet, hvor terrænet er mere fremkommeligt. Det var nu klaret op, og jeg oplevede den første dag med helt skyfrit vejr i mange timer, bagende sol og let brise. I kombination med den stadig kølige, klare luft var det, hvad jeg vil kalde perfekt, selv om det er et farligt ord at bruge. Over små bække i terrænet, ad en stenet sti op og ned ud mod sydkysten gik det, hele tiden med Færøernes største sø, Leitisvatn, på højre hånd. De alle steder talrige strandskader og spover fløj og kaldte omkring mig, bækkene rislede, vinden tog blidt i græsset, ellers var her stille.



Jeg endte ude ved Trælanipa ("Trælleklippen"), et 142 meter højt, lodret fjeld, som i vikingetiden efter sigende har været brugt til at smide udslidte trælle ud fra. Mennesker var lige så syge i hovedet dengang som nu, dengang var de det bare på en lidt mere konkret og direkte måde!



Hvor søen løber ud i havet gennem vandfaldet Bosdala-Fos fandt jeg en klippeafsats 50 meter over det blå hav, med udsigt ud langs den dramatiske kystlinje mod vest og lyden af det brusende vandfald og brændingen nedenfor i ørerne. Jeg vågnede halvanden time senere, noget øm i musklerne af opholdet på det hårde leje, men ellers salig i sjæl og legeme.



Klokken var blevet omkring 19, så jeg begav mig tilbage til Midvagur, hvor det snart lykkedes at komme op at køre igen, tilbage til min ventende båd i Sørvagur.

I skrivende stund er jeg ved at gøre klar til hjemrejsen. Vejrudsigten har afsløret en slags vejrvindue til formålet, selv om det på ingen måde er perfekt, som sagt bydes der mest på modvind. Vinden skal være frisk til hård fra øst de næste tolv timer, og det vil jeg udnytte til at komme sydpå, vest om Suduroy. Her vil jeg være i nogenlunde læ for den værste dønning og sø pga. Sandoy og Suduroy, så forhåbentlig vil vindens tværgående retning i forhold til den sydgående strøm, jeg får de første mange timer, ikke giver alt for ubehagelig sø. Bølgeprognosen forudsiger kun en signifikant bølgehøjde på omkring en meter i området. Spændende er det alligevel, for jeg kender ikke farvandet syd herfor. Stærk strøm i mundingen til fjorden gør, at jeg kun kan slippe ud herfra to gange i døgnet, en gang nordpå og en gang sydpå. Jeg satser på den sydlige rute, og afgår formodentlig kl. 16.
Senere skal vinden dreje mere over i syd, og da vil jeg forhåbentlig have vundet en del højde med min lille manøvre i dag, når jeg når sydspidsen af Suduroy og kan gå østover mod Shetland.

Båden er ved at være klar til en længere passage. Den er fuldtanket og provianteret, det meste er stuvet væk (jeg har surret pelargonierne, som jeg plejer at sige) og sikret. Jeg har været rundt på dæk og gå hele riggen efter, desuden har jeg byttet om på nogle af de efterhånden rigtig mange rebeliner, som slanger sig rundt om mastefoden, efter at jeg har tilføjet det tredje reb i storsejlet. Alle liner er ført tilbage til cockpittet, så jeg i princippet aldrig behøver at gå på dæk, men det giver det vildeste virvar af liner, og jeg har erfaret, at de ikke var ført helt optimalt. Det skulle der gerne være ryddet op i nu.
Det suger lidt i maven, dels på grund af den lange rejse i sig selv, dels fordi jeg skal starte med frisk til hård sejlads. Vinden tager godt i riggen, mens jeg skriver, og det selvom jeg ligger i læ i havnen. Det bliver alt sammen meget spændende. Noget i mig orker ikke turen, som ligger foran mig. Men jeg ved, at når jeg først er i gang og finder rytmen, så er der ikke noget i verden, jeg ikke orker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar