søndag den 6. august 2017

Endestation

Sneen er næsten væk på Grytøyas fjelde, da Mathilde for en venskabelig, lille vind stille glider ned langs Trondenes for at anløbe Harstad Båtforenings intime småbådshavn nord for byen. Rejsen slutter her, toget kører ikke videre. Hele sommertogtets rute kan granskes HER.


I en lille uge ligger Mathilde her, inden hjemrejsen. Vi er kommet ”hjem” i meget god tid, men det er egentlig ikke et øjeblik for tidligt. Den store fordel ved at have en båd liggende ude i verden er, at jeg sparer den lange ud- og hjemrejse. Den store ulempe er, at al vedligeholdelse skal ske indenfor den sparsomme ferietid. Det er nu, jeg har chancen. Så min naive ide om, at jeg kunne sidde og kigge lidt ud i luften i de sidste dage falder naturligvis til jorden med et brag.
Jeg vasker det tøj, som skal blive her. Lakerer rorpinden og øverste skvætbord, tager mål til et nyt nederste, da det er ved at rådne væk. Flytter rorpindsforlængeren. Skifter tærezink. Fersker ankerkæde. Udskifter gelcoatpropper i nogle fejlborede huller lige over vandlinjen i agterspejlet, som var begyndt at lække. Rengør stuverum. Strækker gummifenderlisten, som i de senere år har været ved at drive mig til vanvid ved hele tiden at falde af, med talje og spil, limer den på igen. Konstaterer, lige som sidste år, store mængder vand i motorens gearolie og bringer den på værksted. Skaffer en ny klapcykel. Fuger et utæt vindue. Giver vindueslisterne silicone. Skifter skruer til gribelisten på ruffet i styrbords side, de var også utætte. Aflader og genoplader walkie talkiernes batterier. Og et utal af andre ting, jeg ikke lige kan huske. Stort set uafbrudt aktivitet med at holde skuden på niveau, og så er der endda en del, jeg ikke når.


Når jeg ikke arbejder på båden, filmer jeg. Den ærede bloglæser kan glæde sig til en Youtube-kanal om langtursejlads, som jeg formodentlig starter hen på efteråret. Den første sæson har arbejdstitlen ”88 Upgrades” og handler om de (ca.) 88 opgraderinger, jeg har foretaget på Mathilde i de sidste 12 år, i transformationen fra kapsejladsracer (jo, hun vandt Danmarksmesterskabet 5 år i træk før jeg kom til!) til kapabel oceansejler. Så er der lidt at rode med i de mørke måneder, og den teknisk interesserede kan få indblik i alt fra elektronik over stormsejl og køjemuligheder til søs til henkogning af kød i trykkoger. Der er meget at glæde sig til.

Afskeden med Mathilde bliver mildest talt spontan, da det lykkes mig at sove næsten tre timer over mig, da jeg skal nå mit fly. Alt kyles rundt i kahytten, med velberåd i hu, for at der kan komme luft til det hele, for at minimere det uundgåelige forfald. Men det er ikke en usoigneret båd, jeg løber fra. Hun er i form, og hun er klar. Frisk. Venter på mig, og på, hvad jeg næste år finder på at udsætte hende for. Hun er med mig, hun holder. Det er kun mig, der er flaskehalsen her.
Og da jeg kaster et flygtigt blik ud af bagruden på taxaen, mens den hjulspinner op ad grusvejen i et frisk forsøg på at nå flybussen, kan jeg se, hvad hun tænker. Hun tænker på stort hav. Jeg kender hende.


søndag den 30. juli 2017

Momssvi(n)g

Jeg sejler i cirkler. Sådan føles det, uden retningen ud i Oceanet. I min mappe med skibspapirer ligger en anduvningstilladelse til Svalbard, underskrevet af Sysselmannen (øverste myndighed deroppe). Der ligger en police fra forsikringsselskabet med obligatorisk, udvidet SAR-dækning (Search And Rescue) i nordlige Barentshav. Der ligger en våbentilladelse med bemyndigelse til at leje en sværtkalibret riffel i Longyearbyen til isbjørnebeskyttelse. I en holder over kortbordet sidder den satellittelefon, jeg har lånt til nedhentning af vejr- og iskort meget langt uden for enhver form for mobildækning. I reolen står min pilot med sejladsanvisninger og -advarsler. I browserens bogmærker ligger links til de opdaterede iskort og satellitbilleder af havisens bevægelser. Under bagbords søkøje ligger papirkortene over Svalbard, og de detailkort fra C-map, som jeg afgrænsede og udprintede hjemmefra.
Eventyrlysten, længslen efter virkelighed, frihed, kompromisløshed, vidder, plads, forståelse af denne klodes beskaffenhed, brændte i årerne.
Jeg var klar. Liden tue kan vælte stort læs.

Denne formiddag er det helt konkret. Udenfor havnen i Hammerfest sejler jeg i cirkler. Den nye autopilot skal deviationsrettes og kalibreres. Der er svag vind og fladt hav, gode betingelser for det lille projekt. Og så videre. ”Hjemad”, mod Harstad.
Da sejlene er kommet op, og Mathilde lagt på kursen ind i Sørøysundet mod sydvest, trykker jeg på knappen. Hun er på autopilot. Skuldrene falder ned på plads, og en stille lykkefølelse breder sig. Jeg kan nu mærke, hvor meget det har stresset mig at skulle styre det skib hele tiden! Som solosejler er der simpelthen ikke tid til den opgave, oveni alle de andre. Skibet skal sejle, så gør jeg resten.
Fra fordækket, hvor jeg belønner mig selv med en sjælden slapperstund, mens Mathilde dovent skvulper ned igennem det solbeskinnede sund, husker jeg endelig, hvordan solosejlads egentlig er. Tanker, der kommer og går. Mest går. Sansninger. Iagttagelser. Overvejelser. Iagttagelser igen. En lille justering i trimmet. Tanker igen. Sansninger igen. Væren. I et rum af tid, som kun afgrænses af virkeligheden, dvs. ikke afgrænses. I et frirum, hvor jeg slipper for at være Mig, slipper med at være ham, der sejler skibet. Det kunne være hvem som helst. Godt for det. Ferie fra Mig er den bedste ferie, der findes.


Ankerpladserne blandt holme, skær og fjelde er, som ventet, mestendels fuldstændig øde, havet imellem dem ligeså. Vi er on our own, Mathilde og jeg. Det er som ønsket. Vi kan selv. Det er der fred i. Og ind imellem igen dette sug i maven, min nye rejsefælle. Sårbarheden, angsten. Rummet er for stort til at jeg kan fylde det ud, og af ukendte grunde tilllader jeg det ikke fuldt ud at fylde mig.

Jeg når dårligt at høre den skramlende lyd på fordækket, før jeg er oppe i cockpittet. Tanken er ikke tænkt endnu, men jeg ved allerede, hvad der er sket: gummibåden, som jeg var sløset nok til at lægge på fordækket uden at surre den (en dødssynd!), er blæst i vandet. Jeg ser den suse ned langs siden af Mathilde, på vej ud af mit liv. En tom gummibåd sejler meget hurtigt for selv en let vind, og selv om jeg ligger for anker i en beskyttet bugt, Storhamna på nordkysten af Seiland, vil den lynhurtigt nå kysten i læ side af bugten. Eneste måde at generhverve den på vil være at svømme ind efter den, og det er ikke en option. Mine sporadiske morgendukkerter plejer at have en varighed på ikke over 3,7 sekunder, og så har jeg været der, om jeg så må sige. Her hyggesvømmes ikke.
I absolut sidste sekund får jeg fat i gummibådens fangline med bådshagen og bjærger den ombord igen.
Få timer forinden har jeg, under en af mine videooptagelser til en planlagt Youtube-kanal, tabt min dyre lydoptager i vandet med et plask, akkompagneret af hovedparten af det danske sprogs oftest bortcensurerede glosarium.
De to hændelser minder mig, delvis irrationelt, om afsondretheden. Jeg har det, jeg har. Det jeg mister her, har jeg ikke mere. Det kan ikke lige skaffes igen. Noget af det er meget svært at undvære, herunder hører f.eks. gummibåden. Virkeligheden ånder på mig, meget nærværende. Jeg har forskanset mig imod den med et væld af udstyr, en skal af skin-tryghed, civilisation, modstand. Hvordan mon det ville være at miste alt? Noget i mig smiler ved tanken.


Helt uventet får jeg selskab, og det endda det bedst tænkelige: åndsfrænder. I Valbukta på Sørøy ligger en dansk sejlbåd for anker, aluminiumshavkrydseren S/Y Sif af Svendborg. Da Lene og Jan på Sif er lige så trætte af, at jeg kommer masende med min båd i deres bugt, som jeg er af, at de ligger der og fylder i min, har vi meget til fælles. Og over først et glas whisky i Mathildes cockpit, siden aftensmad i Sifs salon, snakker vi til langt ud på natten. Lene og Jan har sejlet på de store have i 40 år, først blandt andet en jordomsejling i S/Y Noatun, hvor de mødte hinanden, siden Atlanten og Stillehavet i S/Y Sif med deres to piger, som aldrig kom til at gå i skole, da de voksede op ombord, men alligevel begge er i gang med universitetsuddannelser i dag.
Parret lever for at sejle, og sejler for at leve. Lene arbejder som sygeplejerske i Hasvik af og til, når kontoen skal tankes op, bl.a. nu, hvor de bor på Sørøy i en periode. Lønnen er høj, og de bruger ikke meget. Når der er penge nok, sejler de væk, ud på havet. Sådan har de gjort i mange år.

Vi taler bl.a. om angsten. Jan kender den, og har måttet arbejde med den. Efter at have sejlet Jorden rundt lammede den ham, efter en sejlads fra Nordnorge til Sydfyn med deres to småpiger, i en grad, så det ikke var en mulighed at sejle fra Svendborg til Fåborg! Siden stævnede de igen ud i Atlanten, og kom aldrig rigtig hjem igen...
Det letter. ”Hvis saltet mister sin kraft, med hvad skal der da saltes?” (siger Kristus). Jeg har haft angst over at mærke angst. Tænk, hvis jeg pludselig ikke tør sejle mere, eller kun tør sejle ”camping-sejlads”? Hvor skal jeg så gå hen med længslen? Det letter virkelig at høre, at angsten kan være en del af spillet om Havet, og at den er uafhængig af erfaring, udstyr og eventuelle hår på brystet. Den er der. Og den kan forsvinde igen. Døren lukker, og den åbner igen. Som i alt andet, i spillet om Livet.


Mallemukkerne er vendt tilbage. De har altid været mit tegn på, at jeg var kommet mod nord, ud i Atlanterhavet. De yngler i Norge kun omkring Ålesund og på Lofoten, men spreder sig til havs umådeligt langt omkring. Blot åbenbart ikke nordpå, for de har været erstattet af primært stormåger, sildemåger og havterner siden kort efter vores afsejling fra Harstad for fire uger siden. Derfor er de nu mit tegn på, at jeg igen er kommet mod syd, ”hjem” til Lofoten. Mallemukken er faktisk ikke en måge, selv om den ligner, men en stormfugl. Den svæver elegant lavt over havoverfladen, følger Mathilde i timevis, studerer hende, nysgerrigt og utrætteligt. Vingespidserne suser over bølgetoppene, kun millimeter fra at blive våde, men de rører aldrig vandet. Perfekt tilpasset til havet og havets bevægelser.
Havet har også igen fået sin mageløse, lysende grønne farve, formodentlig fra smeltevand fra gletcherne på fastlandet. Hver bugt sit havørnepar, som med stor værdighed hersker over luftrummet og hævder sin suverænitet. Nogle gange hører jeg de tunge vingeslag, før jeg ser dem. "Don't mess with us".




Jeg er på mit livs mest besynderlige omvej. Da Norge ikke er med i EU, må jeg ikke efterlade min båd i landet i mere end et år ad gangen uden at betale moms af dens værdi. Da jeg jo havde satset på Svalbard var det ikke noget problem, men nu må der drastiske midler i brug for at honorere kravene. Jeg har derfor tegnet grundlinjen for Norges territorialfarvand op i kortet, efter positioner i Den Norske Los, og derfra målt 12 sømil ud i havet. Her starter internationalt farvand. Har jeg været der, kan Mathilde betragtes som genindført, og jeg får et år mere på Lofoten. Vi sejler derfor til havs, ud og ud i ingenting. Vinden er frisk, lyset godt og stærkt, havet smukt og hvidtoppet. Da gennakeren begynder at skovle det irgrønne havvand op i underliget, og Mathilde bliver vanskelig at holde til læ, må det store sejl bjærges og erstattes af en fok. Jeg gør, hvad der skal gøres, men kan mærke, at jeg er sejltræt. Jeg gider faktisk ikke rigtig. Måske har jeg sejlet for meget på for kort tid, nemlig seks dage i træk. Det er på sin vis nemmere psykologisk at sejle nonstop. Hele tiden at ankre og pakke det hele ud, derefter gøre sejlklar igen og sætte sig op til en ny strækning, med dens diverse navigations- og sejladsmæssige udfordringer, trætter. Jeg tager mig selv i at vrisse ad vindroret, da det på et tidspunkt kræver lidt ekstra opmærksomhed for at holde kursen. Det er ellers en god ide at holde den gode tone overfor så loyalt et besætningsmedlem, som i øvrigt også er det eneste.


Da jeg nærmer mig Andenes, som er destinationen efter det store sving på 54 sømil fra Hekkingen ud til havs, kommer havtågen rullende og pakker snart Mathilde ind i et mørkegråt, uigennemtrængeligt mulm. Det er ikke perfekt timing, for Andenes tilbyder nok den mest tricky indsejling, jeg endnu har bidt skeer med. Sigtbarhed er ønskværdig.
10 minutter før anduvning kan jeg stadig absolut intet se. Kun radarbilledets grumsede konturer bekræfter, at jeg faktisk er i nærheden af noget fast. Jeg checker tidevandstabellen, vi er tæt på lavvande, og det betyder, at de grønne områder i kortet bør være oven vande. Det er absolut nødvendigt at kunne verificere hvad, der er hvad, når og hvis noget bliver synligt i vanddampen derude. GPS er altid helt præcist, men kortet kan være forrykket lidt i forhold til de faktiske positioner. Det kan være fatalt her, så jeg skal hele tiden kunne bekræfte positionen i forhold til den visuelle virkelighed. Kan jeg ikke det, må jeg afbryde anduvningsforsøget, så jeg slår tracking til på mobiltelefonen (som er min kortplotter). Jeg vil så kunne følge den gule streg ud af labyrinten igen, den ved jeg jo virker. Jeg kalder metoden Hans og Grethe.
Et lavt skær viser sig umiddelbart om styrbord. Det kan være et af skvalpeskærene øst for indsejlingen, hvis.... Yes! En stage på en sten lidt længere fremme sandsynliggør skærets identitet. Jeg kan se maksimalt 50 meter frem, nu kommer en stage mere, som forventet. Den er sgu nok god nok. Jeg svinger ind blandt "the intricate shoals of Andenes", som min pilot så poetisk reklamerer med. Vinden er ganske frisk, jeg ruller fokken ind og går for storsejl ind imellem dødsfælderne. På et lille stykke åbent vand, hvor der er blevet sølæ, løber jeg i vinden og bjærger også storsejlet. Samtidig med, at jeg holder båden op i vindøjet, lægger jeg mentalt radarbilledet oven i kortplotterens billede, samtidig med at jeg observerer den myriade af stager og røde og grønne mærker, som nu er poppet op omkring båden, og forsøger at holde styr på hvilke, der hører til hvilke sejlrender, og hvad der i det hele taget er nord og syd. Oveni starter jeg også lige motoren og løber op til masten for at få sejlet ned, og prøver at huske hvor det nu var i forløbet, jeg havde undret mig over, at de har byttet om på de røde og grønne mærker i indsejlingen. Stop lige snakken om, at mænd ikke kan multitaske! Adrenalinniveauet er pænt højt i de minutter, faktisk. Vi sejler videre ind, for motor, der er mærker og moler og åbninger alle vegne, nu er ekkoloddet også en faktor, der skal holdes øje med, for havnen er ret lavvandet, specielt nu.


Men da Mathilde ligger langskibs et bolværk i et forglemt hjørne af havnen, med tågen bølgende ind over molen ret fremme, som røg, og fugten dryppende fra tovværket, er det skønt at være sømand. Sådan der! Jeg gjorde det! Det er den dybe, konkrete tilfredsstillelse over løsningen af en vanskelig og meget virkelig opgave, som jeg kan savne på land. Her er den. Løs den. Det er vigtigt.


fredag den 21. juli 2017

Depression

Det har aldrig før generet mig det mindste at være alene, tværtimod. Det er ikke helt let nu. Måske er det fordi, der i år har været byttet om på det. Jeg startede med at sejle sammen med drengene og min søster. Nu er de gået fra borde. Det er en meget tom båd, jeg sejler i. Den meget beskedne plads ombord gør, at når man er sammen, så er man meget sammen. Det meget store hav og den meget store natur rundt om gør, at når man er alene, så er man meget alene. Jeg er, og føler mig, meget alene.

Magerøy-sundet holder løst om Mathilde med sine ru, men bløde hænder, mens hun glider igennem på en spejlblank vandflade, med motoren robust knurrende agter. Skrænter på mange hundrede meters bredde, nogle fra fjeldets top til fjeldets bund, øser groft, brunligt grus ned til kystlinjen, en stivnet, jordet lavine. Grønne foldebjerge på Tagganeset kan minde om mosgroede træstammer i troldeskov, men i 150 meters højde og 50 meters bredde – pr. stamme. Den hårde, grå klippe stræber mod himlen i puklede former længere inde i sundet, på sydsiden.
Solen er lige bag skysløret, et lyseblåt skær hænger i luften omkring os. En præstekrave iler forbi med kurs mod øst. En flok på omkring 20 lomvier farer, med energiske, hurtige vingeslag, målbevidst ud af sundet, mod åbent hav. De har en mission derude, og de spilder ikke tiden. En kjove opstår ud af det blå, og så er den væk igen.


Da jeg når Måsøy, og skal til at gøre klar til anduvning, kan jeg mærke, at det ikke dur. Jeg er for alene. Ikke på plads indeni. Verden omkring mig er fuld af alt det, som taler til mig, men jeg hører ikke helt efter. Der er ensomhed derinde. Jeg må kontakte min eneste makker herude i ingenmandsland. Mathilde. Ensomheden skal sejles væk. Jeg vælger derfor at forlænge min planlagte rute med 27 sømil, og fortsætte til Burstad. De næste dage skal det regne og blæse. Ruinbyen Burstad, som jeg jo kender fra udturen, vil være et perfekt sted at gå i hundene. Som sagt, så gjort.

Kulingen hviner i stag og vanter, regnen trommer mod dækket, tåge og havgus ulmer dystert, lavt over vandet i bugten. Ruinerne og de afsvedne tomter fra byen, der var, bidrager til den festlige stemning med deres grå, henfaldende præcens, og den ihukommelse af liv og bevægelse, som ikke er mere, som de vækker i mig. Der er lige så mange dækningsstreger i mobiltelefonens display, som der er mennesker i Burstad ud over mig. Altså absolut ingen.


Ud over at lave en gang hval-gryde, en ret, som jeg er blevet svært glad for, laver jeg den dag intet andet end at sidde med et glas whisky i hånden og stirre ind i varmeovnens beroligende, rødglødende kerne, mens jeg hører relativt høj musik. Jesus Christ.


Næste dags formiddag byder på et par timers opklaring, før regnen igen tager fat. Jeg bruger det lille hul til at vandre Burstad rundt og filme. Der er et savn efter den bortrejste familie, men også efter en mission. Uden Projekt Svalbard raver jeg jo egentlig bare rundt heroppe uden mål og med. Der skal retning og mening til. Humøret stiger derfor mange grader, da jeg ved midnatstid lægger sidste hånd på klipningen af denne lille kortfilm om Burstad (klik i nederste, højre hjørne af videovinduet for fuld skærm - og husk at tænde for lyden!):



Ja, man skulle ikke umiddelbart tro, at den kunne bringe nogen i bedre humør, men sådan virkede den her. Katarsis. Per aspera ad astra.

Hammerfest tager, ligesom sidst, godt imod. Rønning kommer forbi med en spritny autopilot, så er vi kørende igen, hvad det angår. Nu vi er i gang, tilbyder han også at køre mig over forbi benzinstationen, så jeg kan tanke. De 1,5 km. hver vej er ganske langt med 30 liter benzin på slæb. Den klapcykel var godt nok god at have! Og nu vi sidder i bilen, tager han mig også lige med på sightseeing rundt i Hammerfest. Den strækker sig over et ganske stort areal ind i baglandet, det ses ikke fra søsiden. Da Statoil byggede det enorme gasfortætningsanlæg på Melkøy lige ud for byen, opkøbte de også et kæmpe areal bag byen og bebyggede det med huse til alle de mange medarbejdere, som pludselig have brug for bolig i byen. Huspriserne skød voldsomt i vejret. Da anlægget var færdigbygget, faldt behovet for boligerne, som blev solgt. Rønning selv bor i et ”Statoil-hus”, smukt bygget, rødmalet træhus i et hyggeligt ”nybygger-kvarter”.
Han kan også underholde med anekdoter om Turi Josefsen, en af verdens rigeste kvinder, som kommer fra Hammerfest. Hun rejste til USA som au pair, blev gift der, og startede en virksomhed, som solgte kirurgiske instrumenter. Det var der åbenbart salg i.
Da hun for nogle år siden ville besøge Hammerfest, måtte hun lide den tort at skulle lande på Alta, da lufthavnen i Hammerfest var for lille til hendes privatfly! Det var jo, i parentes bemærket, den lufthavn, som Marie ankom til for 10 dage siden, i et ikke helt lille propelfly fra Tromsø. Turi tilbød straks at betale for en dobbelt så stor lufthavn, hvilket bystyret dog afslog.
Da hun, ved indvielsen af et nyt, stort ridecenter i byen, blev klar over, at der faktisk manglede 20 millioner til at færdigfinansiere byggeriet, bekendtgjorde hun spontant fra talerstolen, at hun ville efterlade en check på det manglende beløb, når hun rejste hjem igen.
Født i 1936 nåede hun jo også at opleve båden byen, som den var, nedbrændingen af den, og dens genopståen fra asken. Hun har formodentlig følt sig meget stærkt knyttet til sin hjemby, selv om hun har levet det meste af sit liv i USA og Frankrig. Og så har hun råd til at vise det!

Ellers bruger jeg dagen i Hammerfest til at lade op til den videre rejse ud i Finnmarken, på vej tilbage mod Harstad. De næste 12 dage skal jeg ikke forvente at finde en eneste butik eller tankstation, muligvis ikke engang en vandhane. Det er muligt at tage bad på campingpladsen 1,5 km. fra havnen, som det eneste sted i Finnmarken, og de har endda også vaskemaskine og tørretumbler, en helt vild luksus. Jeg får vasket sengetøj og soveposen, som efter i alt 9 ugers brug (sidste år medregnet) ikke længere duftede helt som ny. Og så er jeg vist ellers ved at være klar til mere eventyr.

mandag den 17. juli 2017

Ved Verdens Ende

Her slutter Verden, så vidt som det er muligt at slutte på en rund klode. Med en lav tange, Knivskjelodden, ud i havet, ud i Ingenting, lige øst herfor det 307 meter høje, knudrede, strenge, arrede, uforsonlige forbjerg Nordkap. Verden, defineret som kontinental-Europa. Verden kan defineres på mange andre måder, alt efter hvilken historie, man fortæller, hvilke gitre, man sætter ned omkring delmængderne af den uendelige, ufattelige virkelighed, som Jorden, solsystemet, universet udgør. Gitre, som opdeler i delmængder, vi kan overskue og sammenligne med andre delmængder. Ikke at det giver nogen forståelse, men det giver den illusion af forståelse, som gør os trygge. Vi kan navigere i Verden på den måde.

Det er også derfor, det kildrer lidt ned ad ryggen på undertegnede navigatør, da Mathilde onsdag d. 12. juli 2017 kl. 19.05 passerer Knivskjelodden og dermed sin nordligste position denne sommer, i hele sit liv, og måske i det hele taget nogensinde: 71° 11,3' Nord. Selve tangen er ikke noget særligt, det er positionen, der gør det. Jeg gætter på, at det var usigtbart vejr den dag i 1553, da Nordkap fik sit navn af den engelske opdagelsesrejsende Richard Chancellor på vej østover i sin søgen efter Nordøstpassagen til Kina. Han har derfor overset Knivskjelodden, som rettelig er det nordligste punkt, men ikke kunnet undgå at se det spektakulære bjerg, som blev døbt North Cape. Nordkap.
Det er voldsomt. Med en overflade som knortet, grå troldehud, der smelter ned ad den lodrette front mod havet, rejser det sig mod himlen med en majestætisk alvor, der indgyder en andagtsfuld stemning ombord. Det er overskyet, stille, dødt, vandkoldt, vi knurrer frem for motor på det dovne, grå hav under klippen. Den betragter os tavst, kritisk, hånligt. Vi er ingenting, et fnug på overfladen, ligegyldige. Et fremmedlegeme. Vi hører ikke til her. Her bør ikke være liv. Om styrbord død, streng sten, kontinentets Væren. Om bagbord det uendelige polarhavs iskolde tomhed. Intet ånder. Vi er ved Verdens ende.


Mathilde bruser afsted på en frisk rumskødssejlads, da vi næste dag runder et af Magerøys andre kap'er, Fuglenæringen mod nordøst. Det er diset og gråt i vejret, men ikke specielt koldt (dvs. kun som almindeligt, sent dansk efterår), og de bølgede højdedrag mod luv, ned ad Magerøys østside, nu på bidevind, tager sig slet ikke ringe ud i den usigtbare, forknytte luft. Marie er vores nye autopilot, utrætteligt har hun styret hver eneste mil siden Hammerfest, kan ikke få nok. Staklen sejler kun denne ene uge om året, så der skal nogle rortimer i logbogen!
Drengene venter tålmodigt på ankomsten til Honningsvåg, som er deres og Maries endestation. Hjemveen gnaver seriøst i specielt Sebastian. Han savner internettet, varmen, brusebadet, fri strøm, pladsen og særligt hunden. Det er ved at være nok. Timingen er fin, og måske ikke tilfældig, for vi er snart ved besætningens vejs ende.


Hvor Anton havde frygtet endnu en forladt, lidt surkold nordnorsk fiskerihavn med nogle få indadvendte, kampkristne fiskere med dieselpletter på tøjet, venter der i Honningsvåg en helt anden oplevelse. Det er skam en fiskerby, men stort set kun om vinteren. De mange store og små fiskerskibe ligger mestendels stille nu. Nu er Honningsvåg en af Finnmarkens største turistmagneter. I de fire dage, vi ligger der, kommer der hver eneste dag et nyt, gigantisk krydstogtskib til byen. Skibene enten ankrer i bugten ud for havnen og sætter en flotille af shuttlebåde i søen, eller de lægger til direkte ved kajen, hvorved byen kommer til at ligne et havenisselandskab i forhaven til en milliardærvilla. Her myldrer med japanske, australske, amerikanske og mange andre turister, 300.000 høveder kommer igennem byen på en sommer. Byen selv tæller kun ca. 2500 sjæle. Dens ringe størrelse til trods kan den sagtens tillade sig at kalde sig en by, med apotek, bank, adskillige restauranter, tre hoteller, en biograf, et lille kulturhus og flere dagligvarebutikker. Dermed slår den, i hvert fald efter min mening, Hammerfest i kampen om titlen ”Verdens nordligste by”. Hvis vi altså ikke regner Longyearbyen på Svalbard med, dens by-status kan jeg ikke udtale mig om. Det er igen det med delmængder, gitre, rekorder, målbarhed. Skidt med det. Honningsvåg er en hyggelig og rar by, og det er det, vi har brug for. Vi skal lande, og vi har tre dage til det, før flyet bortfører min skønne besætning. Honningsvåg er perfekt at lande i. Vi foretager os kun meget lidt, og især jeg nyder at have fuldført hele udturen, være i mål med besætningen. Jeg skal nu ikke tænke strategisk i nogle dage, tjekke vejrudsigter, undersøge strømkort, læse pilots, studere kort. Nu er jeg bare turist.



En dag går vi på fjeldet, som ligger lige bag byen. 10 minutters gang fra båden er vi midt i naturen. Vi vandrer stejlt op mod fjeldåsen, som rækker mod nordøst, passerer en lille kirkegård uden kirke, men med en af verdens bedste udsigter for afdøde. Følger åsen fra varde til varde, med kig 30 kilometer til alle sider, i klart vejr og sol. Finder fjeldviol, hønsebær, alpevalmue, rypelyng. Sne. Anton tager den på bagdelen ned over en snedrive, som har fået isskorpe på af den varmende sol og den kolde nat. Men her er sommer, hele 19 grader og vindstille.

Jeg finder en slags blikkenslager i byen og køber et vinkelrør i forniklet messing, en stump haveslange og tre spændebånd. Sebastian har nemlig opdaget kilden til oversvømmelsen i kahytten og kistebænkene: slangen er hoppet af det ene drænrør, så alt regnvand fra bagbords dæk har, vinteren igennem, kunnet løbe lige ned i kistebænken, hvorfra det må være sivet videre ind i kahytten. Ved nærmere inspektion ser jeg, at den glasfiberkappe, jeg for nogle år siden støbte rundt om det stærkt anløbne kobberrør, ikke længere kan gøre det. Slangen var hoppet af, men der er også tæret hul i kobberrøret. Jeg saver røret over og spænder haveslange og vinkelrør på i stedet. Så er det tæt. Ikke mere vand i Mathilde, basta!

Den sidste dag før afrejse tager vi bussen op til Nordkap. Vi er nødt til at have været der med fødderne også, det er vi bare. Busturen i sig selv er alle pengene værd, vi kører ad snirklede veje op igennem bjergene, til vi når et vidt sletteagtigt landskab med bløde bakker og græssende rensdyr alle vegne. Sebastian ser sågar en samer, i mærkeligt tøj, ude på sletten.
Skyerne er besynderlige, vi har aldrig set noget lignende i Danmark: mærkeligt blandede i formerne, nogle meget klart afgrænsede klatter, nærmest som malet af en amatørmaler. Iskrystaller i atmosfæren? Alt har en forklaring, men de fleste forklaringer kender vi ikke. Det giver plads for kreativ undren.
Nordkapplateauet er forsynet med den ikoniske globus, som sandsynligvis bliver fotograferet lige så ofte som Det skæve Tårn i Pisa, selv om den jo rettelig burde stå på Knivskjelodden, som vi tydeligt kan se fra kappet. Også vi tager selvfølgelig en turistselfie på trappen. Jojo, vi var der da. Lidt tilbagetrukket fra kanten ligger et flot museum, hvor især en panoramafilm om livet på toppen af Verden gør indtryk. Det bedste er dog udsigten fra plateauet. Vi kan levende forestille os, hvor mikroskopisk Mathilde må have synet heroppe fra, da hun for få dage siden tøffede over den grå havflade fra vest. Resten er Nord. Bare Nord.

Besøget på Honningsvågs lille politistation, åben man-fre 10-14, tager en stiv time. Den flinke, unge betjent gør tingene grundigt. Jeg får forklaret mine rettigheder og straffeansvar, skal underskrive en erklæring om min forståelse af mulighederne for strafnedsættelse ved fuldstændig tilståelse og de mulige konsekvenser af fejlagtige eller mangelfulde oplysninger i vidneredegørelsen. Jeg skal forklare det komplicerede hændelsesforløb grundigt fire gange, en af gangene bliver det optaget til rapporten. Betjenten skriver dernæst det hele ned, med tofingersystem, hvorefter han læser det op for mig, til godkendelse. Dernæst printer han det ud, nu skal jeg gennemlæse det grundigt og kommentere evt. fejl, før jeg endelig underskriver forhørsprotokollen, som derefter printes, stemples og udleveres til mig. I løbet af den medgåede tid kan der være blevet svindlet for millioner, begået fire tilfælde af incest og seks rovmord på den lille ø mod nord, men det kommer betjenten, som er den eneste på stationen den dag, jo nok til, når jeg er gået.
Min forseelse: jeg har fået hugget en cykel. Min højtelskede foldecykel, som har fulgt Mathilde siden Shetlandsøerne og transporteret ukendte kvantiteter af benzin, vand, proviant og eventyrlyst rundt på landlov siden da, forsvandt fra broen ved båden natten mellem fredag og lørdag. I min naivitet forestillede jeg mig ikke, at en sådan grusomhed kunne lure under overfladen i det tilsyneladende harmoniske lille samfund, og tilsidesatte derfor min strøtanke om at smide den op på dækket ved sengetid. Agatha Christie har åbenbart levet forgæves.



Da jeg, efter at have sendt min elskede besætning afsted til lufthavnen, gjort rent, provianteret og hentet vand ved havnens eneste vandhane (lukket i weekenden) 300 meter fra broen, forlader Honningsvåg på et blikstille hav mandag kl. 14.40, er det derfor med en noget lettere båd. Kun tasken til foldecyklen henleder opmærksomheden på det kedelige faktum, at vi nu mangler ikke tre, men hele fire besætningsmedlemmer. Herfra er vi alene, Mathilde og jeg.

onsdag den 12. juli 2017

Den brændte jord

Finnmarken gemmer på en gruopvækkende historie. Mod 2. Verdenskrigs slutning, i 1944, beordrede Adolf Hitler personligt hele området evakueret. 75.000 mennesker blev drevet væk. Omkring 20.000 af dem nægtede at forlade deres hjemegn og bosatte sig i klippehuler på fjeldet, hvor de klarede sig igennem den arktiske vinter 1944-45. Da alle var fjernet, brændte de tyske besættelsestropper samtlige bygninger i hele Finnmarken ned til grunden. Hver eneste by, hver eneste bygd, hvert eneste hus. Kirker, hospitaler, skoler. Hjem.
Formålet var at standse den russiske hærs fremrykning fra øst. En hær har, ligesom alle andre mennesker, brug for forsyninger, bygninger, hjælp. I en afbrændt ødemark kan den ikke overleve, og de tyske styrker kunne derfor trække sig tilbage, så de kun behøvede at forsvare de sydligere egne. Det så sikkert smart ud på det store vægkort i førerbunkeren i Berlin. Det gjorde det ikke her.

Hammerfest er både en af de ældste byer i Finnmarken, grundlagt i slutningen af 1700-tallet, og samtidig ganske ung. Hvert eneste hus er bygget efter 1945, hvor befolkningen vendte hjem til en flad, forkullet slette og startede et genrejsningsprojekt, som kun kan indgyde den dybeste ærefrygt for menneskets ukuelighed. Her er koldt, naturen er majestætisk, voldsom og farlig, vinteren er iskold, lang og buldrende mørk, én lang polarnat. Men de ville bo her. Menneskene. Det var deres hjem.



Byen fremtræder lys, pæn og hyggelig, med en rolig puls. Her er overskud. Bare vi skæver ud på vejbanen standser hver eneste bil i god afstand, så vi kan komme over vejen, fodgængerfelt eller ej. Der er ikke noget, der haster. Ved havnefronten troner det imponerende kulturhus, Arktisk Kultursenter, med stram, enkel, nordisk arkitektur. Iskrystaller som vandmærke i glasfacaden. Lige bag havnen går en zigzag-sti op på fjeldet, som byder på en panoramisk udsigt over byen og bjergene bag den. Rensdyrene går rundt og græsser, nogle helt inde i folks baghaver. De har ikke klokker på, er vilde dyr, men åbenlyst helt trygge ved mennesker, vi kan komme næsten helt hen og klappe dem. Naturen i baghaven, kulturen på forsiden. En kulturlomme i naturens vold.

Kl. lidt over 10 banker det på ruffet. Det er Rønning fra Rønning Skipselektronik, som af egen drift har fundet Mathilde i havnen. Jeg har talt i telefon med ham flere gange i den seneste uge, på vej op mod Hammerfest, og aftalt at mødes denne mandag, hvor Marie er ankommet fra Kastrup efter syv timers rejse med mellemlandinger i Trondheim og Tromsø. Rønning bortfører den syge autopilot, og dagen efter kommer dommen: der er trængt vand ind i elektronikken, sandsynligvis på de barske sejladser nordpå sidste sommer. Kompasset er kortsluttet, processorens elektriske forbindelser irrede. Den er færdig, efter 10 års trofast tjeneste på Mathilde. Utrætteligt har den styret på stort set hver eneste mil for motor eller i meget svag vind. Til Shetlandsøerne, Sverige, rundt om England, til Færøerne, til Lofoten. En ven. Og dog: jeg er altid utryg ved vigtigt udstyr, som er for avanceret til, at jeg selv kan forstå eller reparere det. Jeg ved med sikkerhed, at det går ned en dag, og jeg ved med sikkerhed at det sker, mens jeg bruger det, dvs. er afhængig af det. Jeg har ventet på det telefonopkald fra teknikeren i 10 år. Nu kom det. Dommen over autopiloten bliver også dødsstødet til Projekt Svalbard. Rønning vil formodentlig kunne skaffe en ny autopilot hjem fra Holland på en god uges tid. Det er jo herligt. Men jeg har ikke en uge. Tidsplanen er skredet. Nordkap bliver endemålet for denne sommers togt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg føler i den forbindelse. Ærgelse, jovist. Længslen efter det ultimative, vildeste eventyr findes derinde. Men også en lille lettelse. Arktis betager mig og skræmmer mig på samme tid. Det er så stort. Så vidt. Så højt. Så øde. Så koldt. Ind imellem skinner solen og vinden er svag, da kan jeg i nogle timer krænge mig ud af ulden og lege dansk sommer. Men ”skinnet” bedrager. Der går en sky for solen, en lille vind rejser sig ud af intet. Det er, som om tæppet trækkes væk under mig, Dødens ånde svøber sig om knoglerne, kulden fortætter dampen fra min livsytring, respirationen, her gives ingen sikkerhed. Det er som at se ned i et svælg af kulde, som ikke har nogen bund. Det kan blive så koldt, det skal være, naturen passer ikke på mig ved at standse sin nedkøling ved det livstruende. Livet selv fryses ud af luften, falder. Luften er tom, tynd, klar som iskrystal. Vil du være her, er det på eget ansvar. På trods.

Tanken om yderligere 500 sømil, godt 900 kilometer, mere mod nord over et af de mest øde havstræk på den nordlige halvkugle, til et isdækket ørige med kælvende gletchere, drivis, faldvinde, store rovdyr og en definitiv ødemark af menneskeligt fravær trækker i mit indre som en magnet. Og giver mig tyndskid! Med alt grej i orden ville jeg have gjort det, det kan jeg mærke. Jeg kan ikke uden autopiloten. Det er en forbandelse for min længsel. Det er en fribillet for min rædsel.

Vi sniger os ind mod den mest faldefærdige træbro, jeg i mit liv har set. Rådne planker hænger ned under dækket, overgroet med alger. Marie kigger ned i vandet fra fordækket, jeg interesserer mig levende for ekkoloddets kontinuerlige opdateringer. Vi er uden for noget beskrevet. Min pilot nævner ikke noget om muligheden for at ligge ved træbroen, så vi improviserer, inspireret af gummibådens ynkelige forfatning: den er utæt både i det ene luftkammer, i bunden (så vandet pibler ind) og i de to luftpuder, man formodes at sidde på, når man sejler i den. Desuden er den så lille, at vi vil skulle ro ind tre gange for at få hele besætningen i land, hvis vi ankrer, på den meget velbeskyttede bugts godt 10 meters dybde. En bro frister.
Langskibs broen viser ekkoloddet 6 meter, vi er ved højvande springtid og kan ifølge tidevandstabellen forvente et to meters fald i vandstanden. Rigeligt med vand til Mathilde. Her bliver vi.


Burstad var engang en fiskerby, i et stort fjeldkrater rundt om en næsten cirkelrund bugt, beskyttet for alle vindretninger, bortset måske lige fra nordvest. En perfekt naturhavn, med fjeld til jagt i baglandet og en åbning mod fiskeriet i det gavmilde hav let tilgængelig. Den har blot aldrig rejst sig fra nedbrændingen i 1944. Den blev delvist genopbygget, men regeringens centraliseringsprojekt i 60'erne fik de fleste til igen at fraflytte byen. Et hus blev nedbrændt af en fisker, som forsøgte at påkalde sig omverdenens opmærksomhed på sin desperation, da han mistede sin fiskebåd ved en kæntringsulykke. Tilbage står en håndfuld ruiner og et enkelt meget forfaldent, men stadig beboeligt hus.
Tilfældigvis kommer ejerne af huset ind i bugten med to små motorbåde kort efter vores ankomst, de byder os indenfor. Huset har ikke været i brug de sidste 10 år, forfalder bid for bid, til jord skal det blive. Det står ellers helt klar til en spartansk naturferie, med petroleumskomfur, brændeovn, service og bestik, en pæn dug på bordet, endda et nyt stearinlys i en stage præcis midtpå. Da ejerne kort efter sejler igen, videre på deres fisketur, er her igen helt forladt. De øvrige huse er halvt sammenstyrtede, men det er dog muligt at få et indtryk af deres tidligere herlighed ved at gå lidt rundt på de bærende bjælker, blandt gamle skabslåger, cisterner og væltede døre.
Den grusede skrænt op ad fjeldet på sydsiden af bugten spejler sig i det blikstille vand. En lidt knugende stemning hviler over ruinbyen i krateret.

Vi vandrer indefter, ind i land. Her møder vi samernes rensdyr, som med fine klokker om halsen klingrer rundt i landskabet. Samerne selv må være i nærheden, men vi ser dem ikke. Klipperne her er for en stor dels vedkommende lagdelt i skiferflager, nogle steder med dybe huler ned i jorden. Inderst møder vi en brusende elv, vandet er koldt, klart, rent og ekstremt velsmagende. Her er helt lunt, vi efterlader det meste af vores varme påklædning ved en sten langs stien.



En fredelig sejlads dagen efter bringer os ind imellem Havsøy og Hjelmsøy, igennem et område med potentielt farlig strømsø ved nordvestlig vind og modstrøm, men det mærker vi ikke noget til. Gjesværstappan tårner sig op forude, vokser og vokser som vi nærmer os. Europas største fuglefjeld. Solen er brudt frem, det er helt vindstille. Også her snydes vi af proportionerne i den enorme natur. Det ser ud til, at vi skal dreje nu, for ikke at sejle ind i klippen, men der stadig en hel sømil endnu! En nordmand, vi mødte på broen i Torsvåg, fortalte mig, at Gjesværstappan var et must see nær Nordkap, men det ligner mest af alt en skuffelse: blot endnu et meget højt fjeld, uden liv. Men få hundrede meter fra klippen udkrystalliserer de sig pludselig, i tusindvis, op mod det grønne og grå højt, højt oppe. Fuglene. Vi var blot for langt væk til at kunne se dem før. Pludselig sejler vi i en heksekedel af flyvende og svømmende liv. Primært de vidunderlige, søde søpapegøjer (lunder), som flyver, flakser, svømmer og dykker overalt omkring båden. Kommer vi for tæt på, går de i panik og forsøger enten at lette fra overfladen i en slags flyve-svømmeart, som syner grotesk og komisk, eller de mooner i et millisekund og forsvinder ned i dybet, på flugt og fiskeri på samme tid. Her myldrer også med alke, lomvier og skarve, i alt 2,3 millioner fugle yngler på klippen hvert år. Gjesværstappan er, med sine op til 600.000 ynglende lunde-par, Finnmarkens største lunde-koloni. Langsomt omsejler vi den imponerende klippe i det blikstille vand, med dønning over skvalpeskær overalt omkring os. Navigatøren skal tjekke kortet jævnligt, afvekslende med betaget glanen opad. Solen stråler fra den nu skyfri himmel, og en hvid dis om tinden understreger luftens gyldne lys ned over skrænter og fald på siderne af ”tappen”. Øverst, mod den blå himmel, kredser et par havørne, regentparret over klippen. I højsæsonen om foråret kan her være op til hundrede havørne ad gangen!



En halv times sejlads fra naturfænomenet anduver vi Gjesvær, et lille fiskerleje. Her er, ligesom alle andre steder, vi har været, masser af plads, helt fredeligt, ingen faciliteter, ingen havnepenge, egentlig ingenting. Og alting. Små fiskerbåde sejler ind og ud, midnatssolen har vi fuld adgang til, for en gangs skyld uden et fjeld mod nordvest til at skygge for den, og vi nyder en gang taco, med Twist til dessert. 




Det myggenet, som min daværende hustru Anne-Marie syede til at spænde ud over cockpitteltet, da vi sejlede rundt om England, kommer os til gavn nu. Ved aftenstid bliver luften tyk af de små vampyrer, men med det rigtige udstyr, som Mathilde jo er spækket med, kan også denne naturens udfordring imødegåes, og vi hygger os ombord. Vi er næsten fremme ved Nordkap, og skal nu blot afvente en passende vejrudsigt til at runde det. Det er fint at afvente. Det giver tid til at fordøje de mange indtryk fra alt det derude, herinde.


lørdag den 8. juli 2017

Finnmarkens kolde gaver

Det er her, vi falder på plads, Mathilde og jeg. Vi er kommet i gear, vokset sammen, har fundet hinanden. Gensynets glæde. Hun bruser frem, trukket af spændte skøder, for en frisk, sydvestlig vind, surfer legesygt ned af de store dønninger, mens vindroret nænsomt minder hende om retningen. Nordpå. Hendes mange organer: rigningen, sejlene, roret, vindroret, elektronikken, pantryet, køjerne, værktøjet, pumperne, tankene, motoren, redningsudstyret, flydedragten, pøsen og i tusindvis af andre spiller igen sammen i den sejlende krop: S/Y Mathilde af Aarhus. Nogle organer hviler, andre er aktive, men de er alle til stede med deres potentiale for at træde i aktion, når omstændighederne kalder. Autopiloten er dog sygemeldt, men ikke påkrævet lige nu, og motoren går ustabilt, når den er i brug, højst sandsynligt pga. for gammel benzin, den spiser kun gourmetmad. Men vi kan. Vi sejler. Nordpå.

Besætningen er til gengæld ikke helt i gear. Begge drenge døjer med søsyge, og det bliver ikke bedre af, at her er meget koldt, omkring 9 grader. Bådens urolige bevægelser i søen gør det svært at foretage sig ret meget andet end at sidde og ligge, og da søsygen gør det uudholdeligt at være i kahytten, og kulden gør det svært at nyde at sidde i cockpittet, er de naturligvis noget skakmat, de stakler. Sebastian kan heller ikke læse pga. søsygen. Jeg forsøger at downloade en lydbog til ham, men da vi er trukket 10 sømil ud fra kysten for at kunne komme uden om de trilliarder af undersøiske skær, som ligger strøet langs den, er dataforbindelsen for dårlig, og det må opgives.
Det er en lang sejlads, fra Sommerøy til Torsvåg, 70 sømil, fra kl. 9 om morgenen til kl. 9 om aftenen. En hård dag på jobbet.

Jeg må konstatere, at min planlægning har været for optimistisk. Der er for langt til Hammerfest, ca. 250 sømil, til de kun 10 dage, vi har at sejle dem på. Et sted indeni har min afstandsopfattelse nok rykket sig en del qua de mange, lange solosejladser, hvor et par hundrede mil fra eller til ikke gør den store forskel. Vi tager bare et par døgn mere til havs! Men enhver planlægning skal indbefatte alle faktorer, og her er den til enhver tid ombordværende besætning en meget vigtig parameter. Drengene og jeg har altid haft mest glæde af at sejle sådan, at vi det meste af tiden ligger i havn, gerne 2-3 dage hvert sted. Det giver tid til at lære stedet at kende, finde ”de gode steder”, falde til. Derefter en lille sejlads for forandringens skyld, til et nyt spændende sted. Det kan vi ikke nu, da vi skal have dækket alle de mil.
Jeg har ofte før sejlet op mod en deadline, som hedder flybilletter. De er meget svære at forhandle med. Havet er, som det er, og respekterer ikke dage og timer, klokkeslæt. Jeg vil helst kunne bevæge mig frit med det, sammen med min båd og min besætning. Det kunne jeg også stort set, hvis jeg ikke havde fejlberegnet afstanden, fra en psykologisk vinkel. Sket er sket, og vi må nu tage et par lange sejladser for at nå i mål i Hammerfest d. 9. juli, hvor Marie ankommer. Vejret bestemmer hvornår. Vi skal bruge vind, for for motor er vi afhængige af autopiloten, som jo er gået til møde (eller hvor den nu er gået hen). Drengene gider ikke at styre, det er anstrengende for dem, de interesserer sig i det hele taget ikke for sejlads. Det er OK. Det gør jeg, og jeg glæder mig over alle de fantastiske oplevelser, vi kan have sammen på båden i naturen, alligevel. Jeg sejler, de er med, for det meste med glæde. Der må ikke være for meget vind, og den skal være stort set med. Nordøst er den fremherskende vindretning på denne kyst, så vi er meget heldige med al den vestlige vind, vi har lige for tiden. Det er nødvendigt at slå til.

Torsvåg er en meget stor fiskerihavn, arealmæssigt set, men kun med to pontonbroer med fiskerbåde. Det fremdeles overskyede vejr og kulden giver, i kombination med de grå industribygninger på kajen, stedet et ualmindeligt råt udtryk. Vi lægger os ved en af pontonerne.


Ligesom stort set alle andre steder er her ingen faciliteter af nogen art, lige bortset fra vand. Vi har provianteret til 10 dage uden indkøb overhovedet, og godt for det. Der er ikke en eneste butik på vores 250 sømil lange rute op til Hammerfest. Heldigvis er der stadig en del proviant fra sidste år ombord, da provianterede jeg hjemme fra Rema1000 på Trøjborgvej for mange tusind kroner. Det meste er langtidsholdbart, og kan sagtens bruges i år også. De norske priser og ødemarken, vi sejler i, gør det meget praktisk. Sidste forår henkogte jeg også store mængder kød til togtet til Lofoten. Ikke alt blev spist, og det er fascinerende nu at kunne åbne et glas med kyllingefilet fra sidste år, og vende det lige ud på panden. Det dufter og smager fuldstændig som frisk kød. Henkogning er genialt!

Også Torsvåg afslører en oplevelsesskat ved nærmere eftersyn: Kun et stenkast fra havnen ligger noget så eksotisk som en strand! Sandet har en særlig, beige glød, som farver luften over den i et varmt, gyldent lys. Da vi ser nærmere efter viser det sig, at det ikke er sand. Det er knust koral, iblandet tusindvis af bittesmå konkylier, muslingeskaller o.lign., alt en miniature. En verden af livets efterladenskaber, strøet ud over flere tusind kvadratmeter, med et farvespil og en sarthed, som ikke på nogen måde matcher det kolde, barske Arktis over overfladen, men snarere leder tankerne hen på en fjern tropeø.



Allerede næste aften er vi på job igen. Kl. 22 forlader vi Torsvåg, går nord om Vannøya, som den ligger på, sætter sejl og lægger kursen nordøstover, mod Sørøy. Vinden er svag til jævn fra vest, perfekt til et sidste, langt stræk. Psykologisk set ville det være bedre at blive i Torsvåg og samle flere kræfter. Men strategisk er det nødvendigt at komme til havs. Vejrudsigten lover stabil, vestlig og nordvestlig vind de næste to døgn, derefter skal den gå i nordøst. Gør den det, mens vi er hundrede sømil fra Hammerfest, bliver det en ubærlig kamp at nå frem. Nu er det bare hårdt, men det har ingen jo nogensinde taget skade af.

Drengene får selskab af søsygen kort efter afsejling, men det værste er, at Anton desuden har pådraget sig en dundrende hovedpine. Det er svært at overskue en lang natsejlads i den tilstand, og jeg forstår ham så inderlig godt. Det er her, jeg må gøre det, som en skipper nogle gange er nødt til: træffe en upopulær beslutning. Vi fortsætter. Alternativet, at vende om, vil i løbet af hele den kommende uge give os langt større problemer og større strabadser i kamp mod nordøstenvinden. Det er nu, vi må sejle.

Anton får en søsygepille og bliver installeret i styrbords søkøje. I anerkendelse af drengenes lidelser udlover jeg den svedigste gang burger eller pizza, Hammerfest kan præstere, når vi når frem dertil, og det fremkalder et spagfærdigt, forventningfuldt smil på Antons forpinte ansigt. Kort efter falder han gudskelov i søvn.
Sebastian bliver ret tilfreds med situationen, da han får serveret en rigelig gang nudler i oksebouillon (et effektivt middel mod mave-ubehag), og vinden heldigvis tillader styring for vindror, så jeg kan agere levende lydbog. Jeg læser og læser i cockpittet, mens Mathilde duver frem mod nordøst. Selv om solen ikke går ned, falder temperaturen efterhånden til meget koldt, og klokken halv fire om morgenen beordrer jeg Sebastian ned i køjen. Han går til køjs med det meste af polartøjet på, og falder snart i søvn. Desværre flover vinden til næsten ingenting derefter, og vi må fortsætte for motor. Det betyder ingen søvn til skipper, da jeg må håndstyre pga. den defekte autopilot. Natten er lys og klar, udsigten mod læ betagende, med sine dramatiske fjelde på Nord-Fugløy, Arnøya og fastlandet, men temperaturen skræmmende lav. Jeg har uldent polarundertøj, skibukser, to tykke sweatre, polarfleece, flydedragt, neoprensokker, hue og skindvanter på, og mærker alligevel kulden snige sig ind på min sårbare menneskehud inderst, videre ind i kødet og knoglerne.

Ved sekstiden bliver vinden akkurat så kraftig, at der igen kan sættes sejl, vindroret kobles ind og jeg går (meget) kold på dørken i kahytten, iført hele ornatet og med et uldtæppe over. Min gammelkendte natterutine iværksættes: vækning med alarm hvert kvarter, AIS-alarm, distancealarm (giver alarm før vi når land, hvis jeg skulle sove over mig, guderne forbyde det) og kursafvigelsesalarm aktiveres. Jeg har gjort det så mange gange før, men aldrig med sovende besætning ombord. Heldigvis tager ingen af drengene notits af den tilbagevendende alarm, og sover sødt i deres køjer.
Ved nitiden når vi sydkysten af Sørøy, og kystnærheden gør det umuligt at sove. Kun små kursafvigelser kan føre os ind på kysten. Der må håndstyres igen. 



Samlet søvn til skipper den nat: tre timer, opdelt i kvartersbidder. Men skidt med det: klokken 11 om formiddagen kaster vi anker i Grunnfjorden på Sørøy, efter 68 sømil. Vi er fremme, har kun 26 sømil tilbage til Hammerfest, med medvind i vejrudsigten i morgen. Strategikeren er tilfreds. Begge drenge vågner ved middagstid, har sovet godt, er nogenlunde friske, og Anton erklærer sig parat til at sejle det sidste stræk til Hammerfest snarest muligt. Faderen er lettet. I bunden af fjorden ligger en smeltevandssø, herover rejser en fjeldtragt sig bagud mod nordøst, sneen ligger næsten ned til vandkanten, og vand fra afsmeltningen bruser hørbart ned i søen og videre ud i fjorden. Bortset fra den sagte brusen er her helt stille. På den anden side af sundet knejser en lang kæde af barskgrå, stejle bjerge på Stjernøy og Seiland. Naturelskeren er bjergtaget. Aldrig har kaffe smagt så godt. Kroppen er kompenseret. Vi er her.

Vi vandrer op igennem fjeldtragten i fugtig eng, støvlerne svupper saftigt ned mellem græstuerne, der prydes af kabbelejer og en lang række andre, farvestrålende blomster, som i en meget kort stund kaster glans over den komprimerede, arktiske sommer. Vandet bruser til højre, strandskadernes skrig gjalder mellem de to fjeldarme, vi går imellem. Pludselig er der dyr. Store dyr. Vi stivner. Hjernen er helt forvirret. Det må være får. Nej, alt for store. Det må være geder. Nej, ikke med de gevirer. Det er sgu rensdyr! En flok på omkring 20 dyr løfter hovederne og sætter i løb rundt om smeltevandssøen. Overraskelsen gør oplevelsen des mere intens og berigende. Nå ja! Vi er jo i Arktis!



Ved den lille strand, hvor vi er gået i land med gummibåden, finder Anton noget mineral i en sten, som umiskendeligt minder om smaragd. Han har, på en studietur til Østrig for et par år siden, set sådan noget i virkeligheden, og er dermed kender. Vi henter en hammer og en bjergkile, og drengene hamrer noget af det grønne krystal fri, mens jeg laver aftensmad (henkogt kylling med grøn pesto, dåsegrønsager og nudler). Måske turen skal finansieres af det lille glas med udbyttet, som får plads i hylden i styrbords side?




En pludselig, hidsig kuling flår i alt opretstående, da vi ved middagstid næste dag tager ankeret og stævner ud på sundet ind mod Hammerfest. Der er dog sandsynligvis tale om en faldvind mellem bjergene, for så snart vi er ude af fjorden, falder vinden til et helt fredeligt leje. Vi sætter sejl, spiler genuaen og går indefter mellem øerne. Det her er en helt anden slags sejlads, end vi har praktiseret hidtil, for vi er kommet i læ for det åbne hav. På sydkysten af Sørøy er vandet fladt, og den fine, hjælpsomme medvind giver os den familiesejlads, som er så populær med denne besætning: en rolig båd, der står på sine ben, og mulighed for at færdes frit i cockpittet eller om læ efter behag. Solen titter hyppigt frem bag det sarte skydække og sender lidt formildende varme ned igennem den kølige atmosfære over os. Om styrbord har vi grønne foldebjerge, som sender tankerne tilbage til den gudesmukke Kalsøyfjord på Færøerne, afvekslende med koksgrå massiver af uforsonlig klippe, som kysser skyerne med hvide læber af sne. Om bagbord mere bløde former af grønt, som i frodige engdrag bølger ned mod kysten, af og til pyntet med en lillebitte hytte, tilsyneladende spontant placeret midt i det hele, tilsyneladende helt utilgængelig fra både land- og søsiden, men til stede med sit vidnesbyrd om menneskenes ukuelige evne til at være til stede hvor som helst. Ligesom vi, i vores rejsende havhjem.
Midt i en samtale stivner Antons blik pludselig, ud over havet mod luv. ”Spækhugger!”. Sebastian og jeg snurrer rundt så hurtigt, at vi får drejet gevind på overkroppen, men når kun akkurat at se bruset i overfladen, da det store havdyr forsvinder igen, desværre for ikke igen at komme op. Vi har forhåbentlig et gensyn til gode.

Vi når frem til Hammerfest i tide til en gang pizza på Peppes Restaurant lige ved gæstepontonen, med en gang isdessert til. Her skal festes. Vi er nået frem, hele to dage før planen, og trods et par meget hårde sejladser (primært for besætningen), har vi haft store og unikke oplevelser undervejs. Vi sidder her, lige ankommet fra Finnmarkens ødemark, uvaskede og ubarberede, med uglet hår og plettet tøj, foran et TV, som sender meningsløse nyheder om ukendte mænd i trikot, som cykler hurtigt af sted på en vej tusinder af kilometer herfra, og mæsker os i pizza. Vi er i verdens nordligste by. Kun et maritimt stenkast fra Europas isse, Nordkap. Det bliver det næste.

søndag den 2. juli 2017

Frygt og angst

Jeg kender hende ikke. Hun står der, i knæhøjt græs, grå, usoigneret, død i blikket. Fjern, indadvendt. Fremmed. Vi har ikke set hinanden i næsten 11 måneder. Alt er hele tiden i forandring. Også hun. Også jeg. Hvem er hun? Hvem er jeg, denne gang? Kan vi noget sammen, denne gang? Vi kunne engang, men det står kun som et fjernt aftryk et sted i hjernebarken, det er ikke virkeligt, for det er ikke nu. Nu er virkeligt. Jeg kender hende ikke.

Nøglen går i låsen, og de to skvætbord med afskallet lak fjernes. Vi ser ned i kaos. Hynder, redningsflåde. sejl, værktøj, tovværk, gulvtæppe, sengetøj, kasser, bøtter, i ét, syndigt rod, spredt så meget som muligt ud over kahyttens kistebænke og dørk. Den gang, for elleve måneder siden, med velberåd i hu, for at der skulle kunne komme luft til alting, for at forhindre mug og jordslag, for at minimere det uundgåelige forfald. Men der er også noget andet i kahytten. Vandet står tre centimeter over dørken, skvulper rundt mellem det blandede løsøre. En hovedpude dypper mismodigt sit ene hjørne ned i suppedasen, inspektionslugerne svømmer frit rundt, som vraggods. Hun er ikke bare usoigneret, hun er også fuld! Velkommen til eventyret i Barentshavet.

Da jeg, for otte år siden, første gang stak stævnen ud i Nordsøen fra Thyborøn, på bagsiden af en vestenkuling, og mødte bølger af en højde og længde, som jeg aldrig tidligere havde kendt magen til, mærkede jeg et voldsomt sug i maven, men ikke angst. Da jeg, 60 sømil ude på åbent hav, konstaterede, at styrbords kistebænk var fyldt til randen med vand, blev jeg fokuseret, agtpågiven, stringent i tanken. Men ikke angst. Frygtsom, som er en følelsesmæssig respons på respekt for de kræfter, som kan knuse, men ikke angst, som er en følelsesmæssig respons på en imaginær, ikke nærmere defineret fjende i en ukendt fremtid.
Her, på bådepladsen i Harstad, sniger den sig ind på mig, for første gang i hele mit sejlerliv. Angsten. Lige nord her for ligger Polarhavet i sin umådelige udstrækning, med sin vildskab og sin kulde. Næste stop Svalbard, som ligger i kanten af havisen, herfra kan man gå til Nordpolen. På 14 dage har jeg genetableret det projekt, som blev skrinlagt i det tidlige forår, da ideen om at sejle til Rusland overtog. Projekt Svalbard. Vi skal til Nordkap, mine to sønner og jeg, det sidste stræk sejler min søster Marie med. Derefter er jeg alene med Mathilde, og så går det mod nord, op til øriget i havisen. Det er i hvert fald planen.

Jeg ved nu, at de mange timers klargøring af båden om foråret, før eventyret, tjener et andet formål end selve det praktiske. De er mental mobilisering. Der bygges tryghed op, stykke for stykke. Hver del af båden, som bringes i funktionsdygtig stand, bidrager til det mentale billede af kontrol. Uden et følelse af kontrol er det ikke muligt at overgive sig til det ukontrollable, potentielt dræbende hav derude.
I dette tilfælde er jeg blevet beamet ned midt i det hele. Der står båden, her står vi, og om ganske få dage er vi på vej ud i den ukendte, vilde natur. Grejet skal virke, ellers er det for sårbart, skræmmende. Og det ved jeg ikke, om det gør. Jeg har bare en vandtrukken glasfiberskal fyldt med ragelse at arbejde med. Derfor bliver de næste fire dage en ny og ukendt oplevelse for mig.
Jeg arbejder målrettet og uafbrudt på at etablere den eminente, oceangående havkrydser, som Mathilde engang var, ud af skallen. Men det indre drive afbrydes jævnligt af tvivl, meningsløshed. Og angsten. Utallige er de mennesker, som gennem tiden har kaldt mig modig, med baggrund i mine grænseoverskridende solosejladser i det nordligste af Nordatlanten. Jeg har aldrig kunnet give dem ret, for mod forudsætter angst, som transcenderes. Der har aldrig tidligere været angst i mig, derfor heller ikke mod. Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget modigt. Det er jeg slet ikke modig nok til. Og jeg ved også nu, at hvis angsten får overtaget i mig, så sejler vi ingen steder. Angst gør diffus, og det er fokus, der er brug for, når den uendeligt komplekse opgave det er, at sejle en lille sejlbåd i stort hav, skal løses. Jeg har løst milliarder af opgaver og udfordringer i mit sejlerliv. Her står jeg overfor en stort set ny. Den indre modstander.

Som dagene går, dukker flere imperfektioner selvfølgelig op, værst af dem er, at hoved-GPS'en, som forsyner datanetværket ombord med positionssignal, ikke virker. Dermed ikke adgang til AIS-modtager eller digital nødmelding over VHF. Det skal løses. Fejlsøgning, overblik, fouragering, reparation. Fejlsøgning, overblik, fouragering, reparation. En uendeligt gentagen cyklus ombord på en sejlende båd. Fejl er der altid, for alt er under konstant nedbrydning. Båden er ved at falde fra hinanden, hele tiden. Der skal pumpes en ukuelig, kontinuert energi ind i den for at holde den funktionsdygtig.
Fejlsøgning: der er brud på antennekablet, og grønt, irret kobberpulver drysser ud. Overblik: der skal en ny stump kabel til. Jeg forsøger at gå lige til reparation, klipper kablet og forsøger afmontering af stikket, som så kan loddes på den sunde del af kablet. Det lykkes også, men desværre falder stikket ned i lænseporten i cockpittet, lige da det smutter af kablet, og forsvinder til havets bund. Øv. Vi må videre til fouragering: Espen, en flink fyr, jeg har mødt på havnen, kører mig ind til Viggo, som har et elektronikværksted inde i byen. Han er i besiddelse af et nyt kabel og et stik, der passer.  Reparation: nu jeg er i gang, ændrer jeg installationen, så antennen placeres inde i kahytten, i læ for fugt mv. GPSen kører igen.

Andre To Do's: nyt gulvtæppe skaffes og skæres til, kæmpeindkøb til kæmpepriser af primært kød, som henkoges i glas med trykkogeren oppe i klubhuset, sengetøj (som jeg troede var på båden) købes, rengøring af stuverum og kistebænke, montering af motor, sejl og vindror, søsætning, filtrering af benzin, tankning af ny do., og 10.000 andre ting. I en by, jeg ikke kender, hvor alt skal findes som i en skattejagt, samtidig med at vi selvfølgelig løbende skal have mad, vaske op og leve.
Fejlsøgning: hvordan er vandet, som lå i bunden af båden, dog kommet ind?! Der var ingen fugt på hynderne, så det kan næsten kun være kommet ned via masten. Jeg spuler vand ind i masten, der kommer ikke en dråbe ned. Jeg spuler langs mastekraven, så drypper det ned i kahytten. Men hvordan kan almindeligt regnvand komme op under mastekraven? Har det været smeltevand fra sne? Jeg fatter det ikke, men det er indtil videre mit bedste bud på, hvad fejlen kan være. Jeg vil meget gerne løse den, så båden ikke igen skal blive til et badekar næste vinter. Træværket i kahytten bliver jo ødelagt på den måde, har allerede taget ubodelig skade.
Drengene får forskellige småopgaver, men hygger sig ellers fint for sig selv, mens jeg står med hovedet nede i projektet. Det er en sand fornøjelse med så godt og tålmodigt rejseselskab.

Ind imellem stivner jeg, og angsten siver ind i mit system. Jeg føler mig fanget i et projekt, jeg slet ikke kan overskue, har øjeblikke, hvor jeg bare vil hjem! Modtrækket bliver observation: jeg konstaterer, at jeg er i angst, hvilket er noget andet end at være angst. Jeg konstaterer, at båden ligger i havn, vejret er dejligt, vi er omgivet af snedækkede bjerge, luften er god og klar, alle er sunde og raske, 95 % af alle systemer ombord virker tilsyneladende, jeg har ferie, jeg har penge, jeg har tid, drengene er i fint humør, og jeg skal ingenting overhovedet. Det hele kan aflyses, hvis jeg ikke har lyst til det. Der er ikke noget problem. Det er det, der gør, at der er tale om angst, ikke frygt. Angsten knytter sig til et indre, selvskabt problem, frygt til et ydre, virkeligt. Jeg trækker vejret, anerkender angsten som et fænomen, der lige nu er i mig, og husker, at ingen er i angst hele tiden. Det går over. Og tag så den skruetrækker og kom videre. Godt så. Det hjælper.

Fredag d. 30. juni kl. 15.50 forlader vi Harstad i blændende solskin og en frisk vind fra vest. Sejlene fanger vinden med et smæld, Mathilde lægger sig hjemmevant over på styrbords bov og accelererer til seks knob. Gnistrende hvid sne glimter fra højderne på Grytøya mod nordvest og det hvide skum fyger fra bovvandet, da vi påbegynder rejsen videre mod nord. Angsten viger for lykken. Det første stykke "sejlslik" smager paradisisk.



I et råt landskab af forrevne, skarpe bjergtinder klædt i hvidt til læ har vi to fantastiske sejladser de næste to dage, først til Skrolsvik, en lille forglemt fiskerhavn på sydvestspidsen af Norges næststørste ø Senja, derefter videre til Hamn i Senja, som stedet hedder. Sidstnævnte sejlads starter jeg tidligt om morgenen, så da drengene får øjne sidst på formiddagen, er der kun to timers sejlads tilbage. Det går for motor, da der næsten ingen vind er, og det fra nord.





Nyt problem: autopiloten er tilsyneladende stået af! Ind imellem skærer den helt skørt ud til siderne. Igen mærker jeg angsten, det er sært. Jeg plejer at møde ethvert problem med fokus, koncentration og jernvilje. Nu kan jeg ikke overskue den lange strækning på nordsiden af øerne op mod Hammerfest og Nordkap. Hvordan skal vi kunne nå derop til tiden, dvs. når Marie lander d. 9.? Mathilde er en del af mit nervesystem. Når hun er syg, er jeg syg. Min sikkerhed og frihed er betinget af, at hun virker. Uden autopilot kan vi ikke tage et eller to meget lange stræk, når vinden er rigtig, i hvert fald ikke, hvis den er svag eller væk. Hvad med Svalbard? Ingen autopilot, ingen polarfærd.
Det hele virker igen håbløst, ind imellem. Men det meste af tiden har virkeligheden nu adgang til mit system, og en gåtur til et udsigtspunkt ved Hamn op igennem skov, langs en brusende bæk, i lunt solskin og med fornøjede drenge som selskab bringer lykken til torvs. Midnatssolen levner kun liden plads til pessimisme. Her er fantastisk, turen er i gang. Det skal nok gå alt sammen. Ja, det skal det nok!



onsdag den 7. juni 2017

Modvind

Vladimirs ord ringer igen for mine ører, da bussen sætter i gang og svinger ud på Frederiks Allé med kurs mod motorvejen til København. "Murmansk is known to be a rather formal, bureaucratic city so you should do things in strict accordance with the Russian Law to avoid possible complications with the authorities". Hmm, ja det aner mig!
Forud for denne onsdag morgen, hvor jeg har sat mig til rette i bussædet med en kop kaffe og en dæmrende følelse af ikke at være rigtig klog, er gået uger ved computeren, med skriverier frem og tilbage og research. Jeg har måttet tegne en sygeforsikring og fået forsikringsselskabet til at udfærdige en særlig, personligt underskrevet erklæring om min fulde dækning i tilfælde af dette og hint. Jeg har fået taget friske pasbilleder, for de må ikke være over 6 måneder gamle. Jeg har bøvlet mig igennem en lang onlineformular med oplysninger om alt væsentligt om min eksistens på planeten Jorden i de sidste 45 år, inklusive referencer til diverse policer, invitationer og pas. Jeg har skrevet med Vladimir Ivankiv, en agent i Sct. Petersborg, som har specialiseret sig i at hjælpe kamikaze-sejlere ind, og i lykkelige tilfælde også ud igen. Af Rusland.Vladimir har fremskaffet en pro forma-invitation fra et russisk turistbureau med indrejse- og udrejsedatoer, bådnavn og -data, stempler og mærker og referencenumre og det hele, Den har været forsinket, været forkert, udskiftet og ankom endelig i sin forhåbentlig korrekte form i min indbakke kl. 23 i går aftes. I sidste øjeblik, for i dag er min sidste mulighed for at bruge en hel dag på at rejse over til Russisk Visum Center i København, før jeg i næste uge vil skulle rejse helt derover igen for at hente det guldrandede visum. Forhåbentlig, altså.



Hvad er der galt med mig? Hvad er det for en drift, som hvert år ved denne tid tager fat dybt inde i det uransagelige mørke, hvorfra motivation kommer, og trækker mig ud og imod, altid imod? Altid længere, mere ensomt, mere ekstremt, vildere, nordligere, mere uprøvet, farligere. Hvad er det, jeg vil med det? At sejle mod syd, ned i varmen til palmerne, badevandet og de smukke kvinder, har aldrig trukket i mig. Jeg vil noget andet. Jeg har en mission deroppe, derude og derinde i motivationens mørke. Det står mig ikke helt klart, hvad det er for en mission, men jeg mærker, at jeg må være tro imod den, og at det er vigtigt. Det er der, det der med ikke at være rigtig klog hvisker lidt med.
Men er det klogt bare at gøre det, som er trygt og rart, hvis der nu er en længsel, som ikke tilfredsstilles der? Hvis ikke mine sejladser var til for at møde længslen med respekt og nysgerrighed, så var de ikke til i det hele taget. Så kunne jeg bare tage et charterfly til en strand med gode liggestole. Det ville godt nok være nemmere, og rarere.
Det handler om at ville kende virkeligheden. Den møder mig på et koldt, øde hav eller på en fjeldtop med mange kilometer til nærmeste, levende væsen. Jeg er alene med den, og den har adgang til mit system, som ellers sjældent. Det er noget med det.

Masterplanen for sommerens tilstundende polarsejlads var at sejle fra Lofoten, hvor Mathilde står og venter i sit stativ, op over Nordkap-kalotten med drengene, videre alene til Svalbard. Spotte nogen kaskelothvaler, filme en levende isbjørn i sit rette element. Besøge en polsk forskningsstation. Ankre ved de enorme bræers kant, høre isen knitre. Alene op over Barentshavet, alene tilbage igen. Ekstremt. Frit.
Jeg er dog desværre stadig så bundet af fast arbejde, at jeg ikke kan få ryddet et tilstrækkeligt stort hul i kalenderen til projektet, som ville blive for presset. Der er langt til Svalbard, og kravet om riffel for landgang deroppe strammer yderligere tidsplanen. Jeg ville nemlig skulle sejle direkte til Longyearbyen, som ligger helt oppe midt på det store ørige, for at leje en riffel, og jeg ville skulle slutte samme sted igen for at aflevere den før afgang. Alt for lidt tid til at udforske landet, efter mange døgns sejlads op over det store, uberegnelige polarhav. Jeg dropper sjældent en ide, men det er sket i dette tilfælde.
I stedet faldt mit blik på Murmansk. En vistnok temmelig grim, russisk olie-/fiskerby, desuden base for en stor del af den russiske atomubådsflåde. I et land, som er præget af lidelse, undertrykkelse, druk, korruption, brutalitet og paranoia. Ekstremt. Vildt. Sjældent prøvet før. God ide.

"10201814, Mads Bo Falk", bliver der råbt. Fra det lille venteværelse går jeg ind til glaslugen og lægger det omfattende chateque med papirer foran den unge dame, som til min overraskelse kan smile. Der har ikke været megen varme eller humor i proceduren indtil nu. Det tager hende under 20 sekunder at finde fejlen. I det ene af de to papirer fra Vladimir står bådens navn, men det burde også stå i det andet. Desuden skal det fremgå, at jeg vil sejle ind fra Norge (hvor Fanden skulle jeg ellers komme fra, mod Murmansk?!), og at jeg påtænker at overnatte på min båd (surprise, plejer ellers altid at bo på femstjernede hoteller eller sove i papkasser under motorvejsbroer, når jeg er på tur). Nå, men det klarer vi da nemt: hun får alle mine papirer, pas mv. og de fingeraftryk, som vel er grunden til, at jeg har skullet møde personligt frem, og jeg får Vladimir til at skaffe nye papirer med de eftertragtede, vitale informationer, og maile dem direkte til den søde dame. Hun vil formodentlig kunne have dem i morgen. Men næ nej, den går skam ikke. Hun skal have alle papirerne samlet på en gang, da de skal videresendes til ambassaden. Kan de ikke bare ligge i en pæn stak på hendes natbord indtil i morgen tidlig, før hun sender dem videre? Nej da, det kan desværre ikke lade sig gøre. Hvorfor ikke? Fordi det ikke kan lade sig gøre. Nåeh, sådan. Det giver jo mening.
Vladimir skal fremskaffe de nye papirer, få dem stemplet i begge ender og maile dem til mig indenfor en time, hvis det skal nås inden visum-centeret lukker for i dag, og jeg kan jo altså ikke bare rejse hjem og herover igen i morgen. Jeg gider heller ikke. Der ryger en SMS afsted til Vladimir, uden de store forhåbninger bundet i halen.
Min kusine, som er stødt til i venteværelset, kan supplere min pludseligt opståede følelse af absurditet og min med fornyet kraft tilbagevendte følelse af at være bindegal, med en anekdote om en dansker, som skal være blevet fængslet med trussel om en straf på 5-10 år bag tremmer, for deltagelse i et Jehovas Vidner-møde i Rusland. Forseelsen bestod i at have talt lidt om Bibelen i en lille, lukket kreds. Gad vide, hvad russerne vil kunne finde ombord på det gode skib Mathilde, som kan sende mig til Sibirien, til jeg fylder 70?
Da slår det mig pludselig: de kan rende mig! Og da mine ben forlader visum-centeret med min forundrede krop ovenpå, er det sket for anden gang i dette forår: en plan er blevet droppet.

Regnen siler ned over den store forrude, mens bussen bevæger sig hjemover ad E45. Jeg kender de træer, kender den asfalt, kender de baglygter, som grynet træder frem i tykningen forude. Det er så velkendt, så dansk, så fladt, så enkelt. Så trygt. Så forudsigeligt.
 Hvad nu? Om under tre uger sidder jeg i flyet mod Nordnorge med mine sønner, på vej op til sommerens eventyr. Vi skal op over Nordkap, så meget er sikkert. Det bliver flot og spændende. Så vidt er rammen sat op. Men derefter? Hvad med længslen? Jeg kan sejle tilbage til Lofoten igen, når drengene er fløjet hjem, stille og roligt, tage mig god tid til at udforske fjorde og øer. Det kan blive fint, måske endda helt fantastisk. Men hvad med længslen? Hvad med den?