Jeg kender hende ikke. Hun står der, i knæhøjt græs, grå, usoigneret, død i blikket. Fjern, indadvendt. Fremmed. Vi har ikke set hinanden i næsten 11 måneder. Alt er hele tiden i forandring. Også hun. Også jeg. Hvem er hun? Hvem er jeg, denne gang? Kan vi noget sammen, denne gang? Vi kunne engang, men det står kun som et fjernt aftryk et sted i hjernebarken, det er ikke virkeligt, for det er ikke nu. Nu er virkeligt. Jeg kender hende ikke.
Nøglen går i låsen, og de to skvætbord med afskallet lak fjernes. Vi ser ned i kaos. Hynder, redningsflåde. sejl, værktøj, tovværk, gulvtæppe, sengetøj, kasser, bøtter, i ét, syndigt rod, spredt så meget som muligt ud over kahyttens kistebænke og dørk. Den gang, for elleve måneder siden, med velberåd i hu, for at der skulle kunne komme luft til alting, for at forhindre mug og jordslag, for at minimere det uundgåelige forfald. Men der er også noget andet i kahytten. Vandet står tre centimeter over dørken, skvulper rundt mellem det blandede løsøre. En hovedpude dypper mismodigt sit ene hjørne ned i suppedasen, inspektionslugerne svømmer frit rundt, som vraggods. Hun er ikke bare usoigneret, hun er også fuld! Velkommen til eventyret i Barentshavet.
Da jeg, for otte år siden, første gang stak stævnen ud i Nordsøen fra Thyborøn, på bagsiden af en vestenkuling, og mødte bølger af en højde og længde, som jeg aldrig tidligere havde kendt magen til, mærkede jeg et voldsomt sug i maven, men ikke angst. Da jeg, 60 sømil ude på åbent hav, konstaterede, at styrbords kistebænk var fyldt til randen med vand, blev jeg fokuseret, agtpågiven, stringent i tanken. Men ikke angst. Frygtsom, som er en følelsesmæssig respons på respekt for de kræfter, som kan knuse, men ikke angst, som er en følelsesmæssig respons på en imaginær, ikke nærmere defineret fjende i en ukendt fremtid.
Her, på bådepladsen i Harstad, sniger den sig ind på mig, for første gang i hele mit sejlerliv. Angsten. Lige nord her for ligger Polarhavet i sin umådelige udstrækning, med sin vildskab og sin kulde. Næste stop Svalbard, som ligger i kanten af havisen, herfra kan man gå til Nordpolen. På 14 dage har jeg genetableret det projekt, som blev skrinlagt i det tidlige forår, da ideen om at sejle til Rusland overtog. Projekt Svalbard. Vi skal til Nordkap, mine to sønner og jeg, det sidste stræk sejler min søster Marie med. Derefter er jeg alene med Mathilde, og så går det mod nord, op til øriget i havisen. Det er i hvert fald planen.
Jeg ved nu, at de mange timers klargøring af båden om foråret, før eventyret, tjener et andet formål end selve det praktiske. De er mental mobilisering. Der bygges tryghed op, stykke for stykke. Hver del af båden, som bringes i funktionsdygtig stand, bidrager til det mentale billede af kontrol. Uden et følelse af kontrol er det ikke muligt at overgive sig til det ukontrollable, potentielt dræbende hav derude.
I dette tilfælde er jeg blevet
beamet ned midt i det hele. Der står båden, her står vi, og om ganske få dage er vi på vej ud i den ukendte, vilde natur. Grejet skal virke, ellers er det for sårbart, skræmmende. Og det ved jeg ikke, om det gør. Jeg har bare en vandtrukken glasfiberskal fyldt med ragelse at arbejde med. Derfor bliver de næste fire dage en ny og ukendt oplevelse for mig.
Jeg arbejder målrettet og uafbrudt på at etablere den eminente, oceangående havkrydser, som Mathilde engang var, ud af skallen. Men det indre
drive afbrydes jævnligt af tvivl, meningsløshed. Og angsten. Utallige er de mennesker, som gennem tiden har kaldt mig modig, med baggrund i mine grænseoverskridende solosejladser i det nordligste af Nordatlanten. Jeg har aldrig kunnet give dem ret, for mod forudsætter angst, som transcenderes. Der har aldrig tidligere været angst i mig, derfor heller ikke mod. Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget modigt. Det er jeg slet ikke modig nok til. Og jeg ved også nu, at hvis angsten får overtaget i mig, så sejler vi ingen steder. Angst gør diffus, og det er fokus, der er brug for, når den uendeligt komplekse opgave det er, at sejle en lille sejlbåd i stort hav, skal løses. Jeg har løst milliarder af opgaver og udfordringer i mit sejlerliv. Her står jeg overfor en stort set ny. Den indre modstander.
Som dagene går, dukker flere imperfektioner selvfølgelig op, værst af dem er, at hoved-GPS'en, som forsyner datanetværket ombord med positionssignal, ikke virker. Dermed ikke adgang til AIS-modtager eller digital nødmelding over VHF. Det skal løses. Fejlsøgning, overblik, fouragering, reparation. Fejlsøgning, overblik, fouragering, reparation. En uendeligt gentagen cyklus ombord på en sejlende båd. Fejl er der altid, for alt er under konstant nedbrydning. Båden er ved at falde fra hinanden, hele tiden. Der skal pumpes en ukuelig, kontinuert energi ind i den for at holde den funktionsdygtig.
Fejlsøgning: der er brud på antennekablet, og grønt, irret kobberpulver drysser ud. Overblik: der skal en ny stump kabel til. Jeg forsøger at gå lige til reparation, klipper kablet og forsøger afmontering af stikket, som så kan loddes på den sunde del af kablet. Det lykkes også, men desværre falder stikket ned i lænseporten i cockpittet, lige da det smutter af kablet, og forsvinder til havets bund. Øv. Vi må videre til fouragering: Espen, en flink fyr, jeg har mødt på havnen, kører mig ind til Viggo, som har et elektronikværksted inde i byen. Han er i besiddelse af et nyt kabel og et stik, der passer. Reparation: nu jeg er i gang, ændrer jeg installationen, så antennen placeres inde i kahytten, i læ for fugt mv. GPSen kører igen.
Andre To Do's: nyt gulvtæppe skaffes og skæres til, kæmpeindkøb til kæmpepriser af primært kød, som henkoges i glas med trykkogeren oppe i klubhuset, sengetøj (som jeg troede var på båden) købes, rengøring af stuverum og kistebænke, montering af motor, sejl og vindror, søsætning, filtrering af benzin, tankning af ny do., og 10.000 andre ting. I en by, jeg ikke kender, hvor alt skal findes som i en skattejagt, samtidig med at vi selvfølgelig løbende skal have mad, vaske op og leve.
Fejlsøgning: hvordan er vandet, som lå i bunden af båden, dog kommet ind?! Der var ingen fugt på hynderne, så det kan næsten kun være kommet ned via masten. Jeg spuler vand ind i masten, der kommer ikke en dråbe ned. Jeg spuler langs mastekraven, så drypper det ned i kahytten. Men hvordan kan almindeligt regnvand komme op under mastekraven? Har det været smeltevand fra sne? Jeg fatter det ikke, men det er indtil videre mit bedste bud på, hvad fejlen kan være. Jeg vil meget gerne løse den, så båden ikke igen skal blive til et badekar næste vinter. Træværket i kahytten bliver jo ødelagt på den måde, har allerede taget ubodelig skade.
Drengene får forskellige småopgaver, men hygger sig ellers fint for sig selv, mens jeg står med hovedet nede i projektet. Det er en sand fornøjelse med så godt og tålmodigt rejseselskab.
Ind imellem stivner jeg, og angsten siver ind i mit system. Jeg føler mig fanget i et projekt, jeg slet ikke kan overskue, har øjeblikke, hvor jeg bare vil hjem! Modtrækket bliver observation: jeg konstaterer, at jeg er
i angst, hvilket er noget andet end at
være angst. Jeg konstaterer, at båden ligger i havn, vejret er dejligt, vi er omgivet af snedækkede bjerge, luften er god og klar, alle er sunde og raske, 95 % af alle systemer ombord virker tilsyneladende, jeg har ferie, jeg har penge, jeg har tid, drengene er i fint humør, og jeg
skal ingenting overhovedet. Det hele kan aflyses, hvis jeg ikke har
lyst til det. Der er ikke noget problem. Det er det, der gør, at der er tale om angst, ikke frygt. Angsten knytter sig til et indre, selvskabt problem, frygt til et ydre, virkeligt. Jeg trækker vejret, anerkender angsten som et fænomen, der lige nu er i mig, og husker, at ingen er i angst hele tiden. Det går over. Og tag så den skruetrækker og kom videre. Godt så. Det hjælper.
Fredag d. 30. juni kl. 15.50 forlader vi Harstad i blændende solskin og en frisk vind fra vest. Sejlene fanger vinden med et smæld, Mathilde lægger sig hjemmevant over på styrbords bov og accelererer til seks knob. Gnistrende hvid sne glimter fra højderne på Grytøya mod nordvest og det hvide skum fyger fra bovvandet, da vi påbegynder rejsen videre mod nord. Angsten viger for lykken. Det første stykke "sejlslik" smager paradisisk.
I et råt landskab af forrevne, skarpe bjergtinder klædt i hvidt til læ har vi to fantastiske sejladser de næste to dage, først til Skrolsvik, en lille forglemt fiskerhavn på sydvestspidsen af Norges næststørste ø Senja, derefter videre til Hamn i Senja, som stedet hedder. Sidstnævnte sejlads starter jeg tidligt om morgenen, så da drengene får øjne sidst på formiddagen, er der kun to timers sejlads tilbage. Det går for motor, da der næsten ingen vind er, og det fra nord.
Nyt problem: autopiloten er tilsyneladende stået af! Ind imellem skærer den helt skørt ud til siderne. Igen mærker jeg angsten, det er sært. Jeg plejer at møde ethvert problem med fokus, koncentration og jernvilje. Nu kan jeg ikke overskue den lange strækning på nordsiden af øerne op mod Hammerfest og Nordkap. Hvordan skal vi kunne nå derop til tiden, dvs. når Marie lander d. 9.? Mathilde er en del af mit nervesystem. Når hun er syg, er jeg syg. Min sikkerhed og frihed er betinget af, at hun virker. Uden autopilot kan vi ikke tage et eller to meget lange stræk, når vinden er rigtig, i hvert fald ikke, hvis den er svag eller væk. Hvad med Svalbard? Ingen autopilot, ingen polarfærd.
Det hele virker igen håbløst, ind imellem. Men det meste af tiden har virkeligheden nu adgang til mit system, og en gåtur til et udsigtspunkt ved Hamn op igennem skov, langs en brusende bæk, i lunt solskin og med fornøjede drenge som selskab bringer lykken til torvs. Midnatssolen levner kun liden plads til pessimisme. Her
er fantastisk, turen er i gang. Det skal nok gå alt sammen. Ja, det skal det nok!