lørdag den 4. august 2018

Fra 71 til 56 grader Nord



Mathilde er nået frem. Kl. 15.15 i dag gled hun ind mellem pælene på sin nye hjemplads i Skødshoved Havn. 44 timer og 45 minutter før skipper skal møde på arbejde, frisk og veludhvilet efter en dejlig sommerferie. Vi nåede det sgu!

Her kommer turen i tal:
  • Vi sejlede 1106 sømil, eller 2048 km. 
  • Var på vej i 16 døgn, heraf kun to dage, hvor skibet ikke sejlede (på Utsira) 
  • Den effektive sejltid var 9 døgn, 17 timer og 20 minutter 
  • Tid for motor (hold nu fast!): 119 timer! Det svarer til 51 % af den samlede sejltid! 
  • Benzinforbrug: 210 liter 
  • Gennemsnitligt antal sømil pr. døgn: 69
  • Højeste etmål: 116 sømil. Laveste etmål: 97 sømil 
  • Turen kan granskes i detaljer HER. Hele ruten kan klikkes igennem for fart og distance for hvert enkelt position.
Men sommerens stræk fra Lofoten til Mols er jo kun en del af det samlede togt til Nordkap, som blot har været delt over tre somre. Det samlede antal mil på hele togtet var 3007 sømil, og det er dermed Mathildes længste rejse nogensinde. Til sammenligning var togtet rundt om England i 2013 på 2567 sømil, og blev sejlet på 4 måneder, hvor Nordkap-togtet har strakt sig over sammenlagt kun 2 måneder og 23 dage. Der er blevet sejlet igennem!

Statistik er som en bikini: det viser noget, som bestemt er interessant, men skjuler det væsentligste. Og hvad er så det væsentligste? Det væsentligste er nok Den store Lineal. Afstanden i den fysiske verden, som bliver til plads i sindet. Afstandene måles ikke i sømil, men i etmål, kursen ikke i grader, men i streger, og tiden ikke i timer, men i døgn. Det er en stor planet. Det er et stort hav. Jeg har følt mig meget lille på denne sommers togt, bøjet i ærefrygt over den umådelige afstand, der skulle tilbagelægges. Interessant er det, at afstanden selvfølgelig har føltes så enorm, fordi den skulle tilbagelægges på tid. Havde jeg haft tre måneder til rejsen, var jeg sunket ned i hver enkelt sømil på en helt anden måde. Denne rejse blev rejsen med Den store Lineal, afstanden blev oplevelsen.

Jeg er måske blevet ældre siden den første, lange sejlads til Shetlandsøerne for snart 10 år siden? Da jeg, i forgårs nat, ravede rundt på mit lille skib på vej ned igennem Kattegat, fuldstændig rundt på dørken af søvnmangel, uden fornemmelse for, hvor vi var henne i døgnet, hvad der var op eller ned, hvad jeg var i gang med og – specielt – hvorfor(!), opstod den tanke, at jeg måske har gjort det, der skal gøres. Jeg har måske sejlet de sømil, jeg skulle sejle alene, ud på det store hav, i de mange døgn. Det har måske været ekstremt nok nu? Det pres, jeg har sat mig selv under på alle disser tusinder af sømil under ekstreme omstændigheder, har gjort noget godt ved mig. Jeg kender mig. Jeg kender mit skib. Jeg kender potentialet. Jeg ved, at der er plads under himlen, på havet. Til mig og mit skib.

Der ligger hun så. S/Y Mathilde af Aarhus. Smuk som en svane. Strutter af livskraft og muligheder, med blussende kinder efter elskoven med de rundt regnet 136.533 bølger, hun har mødt på sin rejse fra Lofoten til sit nye hjem. Hvad skal vi nu? Jeg aner det ikke. Men hjem kom vi, fra det vildeste eventyr på toppen af verden, blandt gletchere, i ødemarken, i de dybeste fjorde, ved de højeste bjerge. I Arktis, hvor planeten læner sin isse ind mod Solen, så den aldrig går ned.

Vi har taget det med hjem, i hjertet. Jeg og mit skib.


torsdag den 2. august 2018

Fugl Fønix

Torsdag d. 2. august 2018 kl. 19.30

Menneskehedens største landvindinger er formodentlig taget af bitter nød – eller af kedsomhed. Når de to forenes, kan selv de døde genopstå:

Kl. 4 i nat var der opstået en lillebitte brise fra vest, som kunne retfærdiggøre et forsøg med sejlsætning. Hurtigt gik det ikke, men det var en lise endelig at få ro ombord! På plat læns gik det stille og roligt derindad, i Skagerrak, det næstsidste hav af de mange have, Mathilde har gennemsejlet på togtet til Nordkap og retur.
Kl. 11 var et stort øjeblik: det norske gæsteflag blev strøget fra styrbord saling – vi var sejlet ind i dansk territorialfarvand. Den danske stat fejrede begivenheden ved at opkræve 2.500 kroner i statsafgift, som automatisk bliver lagt oveni forsikringspræmien, når båden er i dansk farvand. Nu har jeg, under Mathildes eksil, i to år været forskånet for den besynderlige afgift, som ingen kan forklare, hvad vi får for. Men skal der være fest, så lad der være fest.

Det gik fremdeles godt nok ikke hurtigt, og jeg havde et ydmygt ønske om at nå rundt Skagens Rev inden mørkets frembrud. Hver gang, jeg har passeret revet, har det været et inferno af skibstrafik fra alle retninger, og da gavner dagslys altså! Den varslede friske vestenvind så ud til at være aflyst. Solen skinnede, Mathilde skvulpede fredsommeligt afsted, der var masser af lediggang til skipper. Og et ganske oplagt behov for flere kvadratmeter sejl, i den meget lette luft. Så faldt tankerne på den hedengangne gennaker, som nu hvilede i sin sarkofag i sejlmagasinet under cockpittet. Godt nok ærgerligt at...men vent lidt: pludselig manifesterede et billede sig i hukommelsens kringlede database. Christian Liebergreen! Fyren, der sejlede Jorden rundt solo nonstop for nogle år siden, og naturligvis havde undertegnede, åndsbeslægtede galning som tro følger på sin blog under dåden – han havde haft samme problem med en flænget gennaker, og ligesom jeg naturligvis ikke haft adgang til en sejlmager. Han løste problemet ved at...
Da gennakeren folder sig ud mod den blå himmel kl. 13.15 og fanger den fesne brise i sin barmfagre nylonprofil, risler Mathilde prompte fra 4 til 5,5 knob. That's more like it! En knude var, hvad der skulle til. Jeg har simpelthen bundet en god gammeldags knude på hele skødbarmen, og derefter surret skødet rundt om sejlet lige over knuden. Kønt er det ikke, men det virker, lige for nu. Vi har nu sejlet godt seks timer med den nye, helt passende sejlføring. Med knold i (ge)nakken, hvis I forstår, hvad jeg mener... 


I skrivende stund glider Skagen By forbi om styrbord, og der er godt 6 sømil, til Revet rundes. Derfra går det sydpå, det sidste ben på Mathildes lange rejse.

onsdag den 1. august 2018

De dyre dråber

Onsdag d. 1/8 2018

Skudeneshavn anmodes hermed om tilgivelse: den meget smukke lille by med gamle, velholdte pakhuse ned til en Venedig-agtig inderhavn blev fuldstændigt ignoreret af undertegnede sømand. Mit blik var indstillet på ”Benzin”, og kunne derfor ikke stille skarpt på ”Idyl”. Klokken var 20, jeg skulle bare have noget i tankene, så jeg kunne komme til søs igen, videre sydpå. Den flere dage lange, sydøstlige kuling havde omsider lagt sig, nu var der bare tale om doven modvind. Efter lidt kryds fra Utsira gav jeg efter få timer op og startede – igen – motoren. Vinden var for slatten til at jeg orkede at kæmpe mod den. Og det blev snart klart, at der skulle en ordentlig gang benzin til nu, for modvinden havde lange udsigter, så det ud til.
Helt åndssvagt er det, at jeg, under total tømning af styrbords kistebænk for at kunne inspicere agterstagsstrammeren inden afgang fra Utsira, til min forbløffelse fandt tre tomme 10-liters benzindunke under cockpittet. Dem havde jeg simpelthen glemt alt om eksistensen af! Jeg skal da ellers love for, at de 30 ekstra liter havde været dejlige at have nu, og også tidligere på turen. Det er faktisk lidt rystende, at jeg kunne glemme min fulde tankkapacitet, da jeg ellers har en fornemmelse af nærmest at kunne mærke hvert eneste gram udstyr ombord på Mathilde. En kombination af alderen, der trykker, og så naturligvis, at jeg sejler for lidt i Mathilde, tænker jeg.

Også i Skudeneshavn var bunkringsanlægget begrænset til diesel, så min taknemmelighed var stor, da min nabo i havnen tilbød at køre mig de 2,5 km. op til nærmeste tankstation. Indeblæst, som også han og hans kone havde været det i flere dage, havde de lejet en bil for at komme rundt og se lidt af Karmøy, trods alt. Besøget i Skudeneshavn varede derfor kun alt i alt en god time, så var jeg på vej igen, med i alt 100 liter benzin under dæk. Jeg lover at vende tilbage en dag og sone min brøde med et godt kamera og en latte ved havnen.

Natten var for alvor mørk, og igen præget af motorsejlads – og igen temmelig tæt trafik. AIS er, som altid, et fantastisk værktøj til kollisionsberegningerne, men også radaren ville jeg nødigt være foruden. En lanterne forude lod sig f.eks. ikke lige identificere på AIS, men radaren kunne straks afsløre, at den kun var 2 sømil væk. Jeg satte gaffatape i øjenlågene og holdt den under observation. Ud af mørket dukkede en anden, motordreven sejlbåd. Den havde vigepligten, men som desværre så ofte set, blev pligten ikke overholdt i god tid og med tydelig signalering med lanternerne (jeg vil gerne se en rød mod rød, tak!). Jeg måtte derfor også trække til siden, og de to både strøg forbi hinanden i mørket med højst 5 bådlængder imellem. Den mulighed foreligger, at vagthavende på den anden båd var udgået for gaffatape.
Senere på natten blev jeg noget overrasket over pludselig at se en kraftig, rød lanterne på min styrbords side, tydeligvis helt tæt på. Hvordan kunne den have sneget sig ind på mig, på kun et kvarter, hvor jeg havde powernappet?! Sidst, jeg kiggede, var der intet mod styrbord. Inden jeg kom alt for godt i gang med at kritisere mit eget sømandskab, valgte jeg dog lige at gnide søvnen ud af øjnene og se ordentligt efter. En frisk kollisionsberegning viste, at der ikke var umiddelbart fare for sammenstød: min modpart befandt sig 30.777.538 sømil væk, og havde ikke intentioner om at komme nærmere de næste 17 år. Jeg stirrede på Mars, Den Røde Planet!

Dagen i dag har været vanvittigt ensformig. I op til en knobs modstrøm og idelig, slatten modvind, som først her til aften endelig er drejet i SV, har jeg – for motor, motor og atter motor – sneglet mig langs den sydnorske kyst, ud mod Lindesnes. Etmålet (døgndistancen) var sølle 97 mil.
Det ikoniske fyr blev passeret kl. 19.45, og næste gang, jeg skal dreje, er om 120 sømil – ved Skagens Rev. Fædrelandet venter. Måske skulle man endda prøve at sætte sejl? Jeg kan bare ikke rigtig huske, hvordan man gør...