torsdag den 30. juni 2016

Rasteplads

I går eftermiddags tikkede den ind på Navtexen. Varslingen. Kuling op til 20 m/s fra S i både sydlige og nordlige Utsira. Det er der, jeg er.
To muligheder: trække langt til havs og udnytte det skub i ryggen, som sådan en kuling jo unægtelig er. 20 m/s kan dog også nemt føles som et slag...

Eller søge ly. Jeg havde hjemmefra en drøm om at gøre turen til Bodø ved Lofoten nonstop. For at prøve det. Prøve mig. Men jeg har hele tiden vidst, at drømme er det stof, planer laves af, og planer er til for ændres. Især når man færdes i så stor og vild natur, som havet er. Havde jeg været på helt åbent hav med hundredvis af mil vand omkring mig, havde jeg ikke været bekymret ved at ride en hård kuling af i medvind. Op med stormfokken, ned og lave kaffe. Men vejret er meget ustabilt nu, og hvad nu hvis kulingen fra syd pludselig bliver en kuling fra vest? Så ligger jeg der, med 20 m/s ind på flanken, og kan ikke ride den af, men må sejle på tværs af den. Med en ubarmhjertig og meget hård klippekyst ganske få mil til læ.

Det er én ting. En anden er, at jeg må indrømme, at jeg er træt. To en halv døgns meget aktiv sejlads på uroligt hav, med skiftende, for det meste ret kraftig vind har tæret på en gammel mand som mig. To en halv døgn, hvor alt skal planlægges, alle bevægelser kræver kræfter, og hvor der hele tiden er en agtpågivenhed i sindet, en spænding, en kronisk opgaveløsning. To en halv døgn med sporadisk intervalsøvn fordelt klatvis ud over døgnet. Jeg er træt.

Så da Mathilde læner sit fenderbræt ind mod bildækkene langs en forfalden mole med presenninger og andet skrammel i Korshamn nær Farsund, er jeg en lettet mand. Motoren standses, og her er meget stille. Det går op for mig, hvor meget larm, der er på havet i frisk vejr. Bruset fra vandet om båden, vindstøjen i riggen, wirer og fald, der klaprer. Bevægelsesstøjen i sanseapparatet, fra de uafladelige rutsjeture ned af store bølger. Sindsstøjen fra opmærksomheden, prioriteringerne, valgene, handlingerne.
Pludselig er her helt stille. Et par vaskeægte nordmænd står på bryggen overfor og fisker. Jeg er omgivet af maleriske skær og hvide og røde træhuse. Idyl. Og her er stille.


onsdag den 29. juni 2016

Kattegat og Skagerrak

Man har god tid til at tænke herude. Alligevel tænker jeg ikke så meget, og de tanker, der kommer er for det meste strikt relateret til sejladsen. De handler meget om prioritering af opmærksomhedspunkter. Jeg opdager løbende småting, der har givet efter for termodynamikkens tredje lov (”alt stræber mod kaos”) og kræver udbedring. Haster det? Er det vigtigt? Hvis ikke, skal det udsættes, for enhver bevægelse på en lille båd på rejse kræver planlægning og kræfter. Jeg skal spare på kræfterne, for bare det at sidde i cockpittet kræver konstant kraft, bevægelse i kroppen. Ikke mindst på disse rejsens to første døgn, hvor vinden har været frisk og havet uroligt.

Men hvis det er vigtigt, skal det fikses nu, hvis der er mulighed for det, for vejret kan gøre betingelserne endnu dårligere senere. Helst ville jeg bare sidde og glo hele tiden, og skal tage mig sammen til hvert nyt projekt: skifte elastiksnor der, udskifte en split der, flytte skødepunktet i luv side til næste stagvending etc.

Og så er der den autopilot. Jeg har god tid til at tænke, og det er sjovt, så kreativ, jeg kan blive, når alternativet er gruopvækkende: afbrydelsen af rejsen og hengivelse til en landbaseret teknikers forgodtbefindende.

Hen under aften på rejsens første dag har jeg tænkt færdig, og i løbet af en halv times tid har jeg fremstillet en autopilot-fixer. Midlertidig, forstås. Ingredienserne er en køjebundsafstivning fra forkahytten, en bolt, to møtrikker med spændeskiver og to strips. Nu kan styrearmen forlænges, og ved at bore huller forskellige steder ud langs listen kan jeg nu selv bestemme, hvilket arbejdsområde, autopiloten skal arbejde i. Og det er vigtigt, da dens arbejdsområde jo er væsentligt indskrænket. Jeg samler vidunderet og konstaterer med stor fornøjelse, at opfindelsen virker! Vi fortsætter.



Desuden er autopiloten indtil videre unødvendig, for vinden er som sagt frisk, og vi stryger op igennem Kattegat på en dejlig halvvind for rebede sejl og vindror. Kl. 03.40 vækkes jeg, udover af den kvartersvise bippen af mobilen, der kalder til udkik, af en ny alarm: spændingsfald på batterierne. En hurtig måling bekræfter alarmens relevans: spændingen, der ved afsejling kun 14 timer før var på 13,8 volt, er faldet til 10,8 V! Hva' Hulan?! Mit strømforbrug er altid yderst moderat til søs, så der kan næsten kun være én forklaring: batterierne er kaput. De er også 7 år gamle, blev installeret ifb. med den første lange havrejse til Shetlandsøerne, så det kan såmænd godt passe. Timingen er bare ikke ideel!

Men igen: er det vigtigt? Nej, jeg kan klare mig med næsten ingen strøm, skal bare have til AIS'en, GPS'en og mobiltelefonen med kortplotter, og om natten i nogle få timer til den sparsommelige LED-lanterne. Motoren startes for nødstrøm, og når morgenen gryr, vil solpanelet kunne holde os kørende. Vi fortsætter...

I gnistrende smukt vejr runder vi Grenen tirsdag kl. 11.30 og lægger os ind i vinden, som er vestlig og frisk. Der loves vinddrejning til S og sågar SØ sent om aftenen, så det er bare at klø på. Natten kommer dog stort set til at gå på kloshalede sejl, bagbords halse. I køjen kan jeg på et tidspunkt høre delfinsang gennem skroget. Må selvfølgelig op at kigge, men de kære væsener bliver i dybden. Der hygger de nu også godt.



Ved 4-tiden i morges drejede vinden endelig om i S, senere til SØ, og vi går smukt fremad for spilede sejl i småregn lidt vest for Kristiansand. DMI taler om ”lavtryk på en snor” i den kommende tid, og Navtex- og GRIB-meldingerne er da også ret skizofrene, men der er syd i alle vindmeldinger, og så er skipper glad. Her går det jo mod nord! Jeg har taget stilling til risikoen for farlig sø i et stort refraktionsområde vest for Kristiansand, hvor SVlig vind mod den fremherskende SV-gående strøm kan give brækkende bølger. Da vinden tilsyneladende bliver i SØ, til jeg er igennem det problematiske område, klør jeg på, endda relativt tæt på kysten for at spare mil. Jeg vil gerne ud til Lindesnes, hvor jeg så småt kan begynde at dreje nordover, inden vinden går tilbage i SV i nat. I denne vejrtype kan ”i nat” sikkert godt betyde ”om lidt”. Desuden lover yr.no stiv kuling fra SØ ved Lindesnes, noget, som de øvrige vejrtjenester ikke er enige i. Får de ret, vil jeg, også af den grund, gerne være færdig med S-kysten hurtigst muligt.

mandag den 27. juni 2016

Take off til Lofoten

110 liter benzin. 110 liter vand. 50 liter petroleum. 12 liter sprit. Proviant for i alt 5000 kr., til 6 ugers sejlads. Polarudstyr. Og alt det sædvanlige: drivankre, stormsejl, redningsflåde, vindror, 70 kg. kæde, 3 ankre osv. Der er læs på.
Og dog er vi lettet. Fra Aarhus, kl. 13.40 i dag. Og lettede. Intenst knokleri med de milliarder af forberedelser, som er nødvendige for at kunne sejle 1000 sømil, så vidt muligt nonstop, alene, op igennem Kattegat, Skagerrak, Nordsøen og Norskehavet er afløst af afsejlingens forløsning. Vi sejler, Mathilde og jeg. Som så ofte før, kun os to, og havet. Og alle sømilene. For enden af ruten venter Lofoten, nord for Polarcirklen, med sin midnatssol, sine fjelde og bræer. Hvaler.

Jeg er lidt forvirret, ikke helt i sync med rejsen det første par timer. Og ikke helt i sync med Mathilde, der for første gang i mit liv virker lige så lille, som hun faktisk er. Jeg har vænnet mig til hverdagen på mit andet hjem, S/Y Hanne Kjerstine, med sine 3 kahytter, toilet og 39 fods komfort. Mathilde er min eventyrmaskine nu. Og hun sejler som en drøm, som altid. Alligevel mærker jeg et uvant sug i maven ved tanken om endnu et vildt eventyr på tusind sømil i ukendt farvand, højt mod nord. Det fortager sig nok.

Den eneste konkrete grund til bekymring er, at jeg lige uden for havnen kunne konstatere, at autopiloten, som har været til reparation i vinter, kun er blevet delvist lavet: styrearmen havde sat sig fast i inderste position, og den dygtige tekniker fra Raymarine, som har brugt 4 måneder på at ”reparere” den, har åbenbart kun formået at få den til at køre ud til midterposition. Det betyder, at urolig rumskødssejlads og bagbords halse er umuligt med autopilot, hvilker er en anelse uheldigt med 1000 sømils solosejlads forude. Heldigvis styrer vindroret suverænt, jeg må håbe på vind til det hele vejen, og pønser allerede på kreative lappeløsninger, der kan få autopiloten til at humpe hele vejen til Lofoten. There's no turning back now. Følg med på denne kanal...