fredag den 28. juli 2023

Et år på havet

Mathilde og jeg er på rejse, og skal - i hvert fald efter den foreløbige plan - være væk i et år, fra slutningen af juli 2020 til august 2021. Målet er Kanarieøerne, men det kan ændres, som så meget andet her i livet.
Følg rejsen:

  • På bloggen herunder 
  • Positionen HER (opdateret i real time) 
  • Få korte video-opdateringer, status-opdateringer og adviseringer om nye indlæg på bloggen ved at synes godt om Facebook-siden ET ÅR PÅ HAVET.
  • Korte video-klip på Youtube-kanalen S/Y MATHILDE
  • Og, formodentlig snart: en splinterny videokanal på YouTube med længere episoder, som skildrer rejsen i levende billeder. Info følger. 

tirsdag den 28. juli 2020

Mod - nye horisonter

Falken er lettet - igen. Falken og Mathilde. Vi har forladt det, vi kender. Stævnen peger udad, mod det der hav, mod den der kiming, mod de der kyster, de der udfordringer, de der farer, de der glæder, de der sorger og den der helt nødvendige konfrontation med det, der virkelig findes. Vi må møde det, se det, mærke det. Leve med det. Og med konsekvenserne. Vi må. Men tør vi?

Afsejlingen var checket. Faktisk var stort set alt på plads, til rette tid. Fredag d. 24. juli i det Herrens år 2020, kl. 10, ret nøjagtigt. Venner på broen, vinken, trut fra alle sider, flag og vimpler. Herligt. Checket. Mine gode venner Jakob og Lone laver denne lille afskedsfilm, filmet fra det gode skib Nordstjernen:



Og i sømanden er der kaos. Jeg vil, og jeg vil ikke. Jeg glæder mig, og kan ikke overskue det. Der er for mange sømil, havet er for stort, det er for vildt, jeg er for lille, jeg er for sårbar. Fuck.
På vej ned gennem Bælthavet er alt godt, og alt skidt. En frisk, VSV-lig vind har bragt Mathilde i ekstase lige fra starten. Hun tordner afsted med 6,5 knob, tæt på topfart. Hvide sejl, spændt ud mod en blå, letskyet himmel, brusende skum, som en komet, der aldrig standser, hvirvler forbi i armslængdes afstand mod læ bord. Hun er i trim, men hun er vild.
Jeg kom afsted, gjorde jeg! Nu er jeg i gang. Glad over afskeden, rørt over opbakningen fra alle disse kære mennesker, spændt på, hvad der nu venter. Og der er angst. Ja, det er der. Fisken på disken, der er angst. Jeg har mødt den før, angsten. Sidst var i Finmarken, mens jeg klargjorde til det togt til Svalbard oppe i havisen, som ikke blev. Men angsten gjorde. Kun en tåbe frygter ikke havet. Kun en tåbe bliver hjemme, når havet kalder. For det har et budskab, og det er vigtigt. Vigtigere end alt det andet. Det er mere virkeligt, mere råt, mere lige på, kompromisløst, konfronterende. Det er Jernhånden, og den har kun nogle gange fløjlshandsken på. Er du her, eller er du her ikke?
Jeg kom afsted, og jo, der er en vej tilbage. Jeg skal ikke noget bestemt. Et frit menneske, som altid. Men der skal ske noget nyt. Alternativet, at vende tilbage til det kendte, er ikke et alternativ. Jeg må gøre det her.
Jeg undersøger på de fleste af livets områder Usikkerhedens Visdom. Osho siger: "Husk altid, hver gang, der er en valgmulighed, at vælge det ukendte, det risikable, det farlige, det usikre. Du vil ikke fortryde det". Nej, netop. Det holder jeg op for mig selv, som et banner. Jeg har set det, og det kan ikke gøres uset. Et frit menneske, nu på havet. Men altid frit.

Efter mørkets frembrud går ankeret ved Thurø, efter 75 gode, sunde sømil sydpå. Næste formiddag gennem Svendborgsund til Ærø. Bindingsværk, stråtag, gule kornmarker, de bøgelyse øer. Mit Danmark. Som ikke er mit, mere end det er dit. Det er her, og det bliver det ved med, også selv om jeg nu forlader det for en tid.

En sejlerterm for at sejle alene er "singlehand-sejlads". Det gælder nu mere end nogensinde: få dage før afgang har jeg fået diagnosticeret tennisalbue i højre arm. Kækt spurgte jeg lægen, hvad kuren mod sådan en fætter er? "Hvile" sagde hun, hen over læsebrillerne. "Masser af hvile!". Da jeg havde fået hulket af og tørret lattertårerne væk fra kinderne, kunne jeg spørge: "Den var god! Nå, men seriøst: hvad er kuren?". Den her højre arm skal i det kommende år bringe mig ud på Atlanterhavet, rundt til øerne derude, gennem storm og stille. Den skal slæbe vand- og brændstofdunke, den skal hale kilometervis af tovværk, den skal dreje millioner af omgange på spillene, den skal tæmme hektarer af løbsk sejldug i pludselige vindbyger, den skal klatre i masten, den skal stramme bolte i svært tilgængelige kistebænke, den skal fægte mod virkelighedens nådesløse tilstedeværelse, bane vejen over oceanet. Kort sagt: hvile?! Nej, nok ikke! Der ligger en Europa-palle med Ibuprofen i stikkøjen, den må jeg ty til, hvis armen bliver for bøvlet, og ellers tager jeg det som en øvelse i omstillingsparathed: jeg skal nu lære at sejle min båd med primært venstre arm. Omstillingsparathed er alfa og omega på et hav i konstant omstilling, så det er sikkert fint. Vi får se.

Over Østersøen. Det er jo et ganske lille hav, men lavvandet, og dermed bidsk som en slagterhund. Vejrudsigten bød på vestlig og sydvestlig vind, så længe øjet rakte, altså lige imod, til Kiel - bortset fra nogle ganske få timer søndag eftermiddag. Efter en times analyse af tre forskellige vindmodeller, som ikke var enige, fandt jeg det nødvendige vejrvindue: afsejling fra Ærøskøbing, som jeg lå for anker ud for, omkring kl. 10, passage af Marstal ved middagstid. Da ville jeg have direkte modvind, men kunne, ved at lægge mig på bagbords halse, vinde så meget vestlig højde, at den lovede vinddrejning mod VSV ved 15-tiden skulle kunne bringe mig direkte til Kielerfjorden uden krydstillæg.



Som planlagt, så gjort, og det klappede: jeg havde en forrygende sejlads over havet, med Danmark i kølvandsstriben og det store udland forude. Sol, blå himmel, og et skib, som elskede med de friske bølgekys med entusiasme og energi. Her begyndte det hele at give mening. Autopiloten gik ud som et lys kort efter Marstal, af helt ukendte grunde. Den er elektronisk, og elektronik har jeg det, som det er den tilbagevendende læser bekendt, ret anstrengt med. Det hører faktisk ikke hjemme i et råt, maritimt miljø, med store belastninger i månedsvis, og saltvand alle vegne. Men som solosejler er især autopiloten svær at komme uden om.
På de lange stræk på åbent hav er det altid vindroret, som styrer. Ingen elektronik der. Det holder en fast vinkel til vinden, ved hjælp af en vindfane, to tandhjul og et ror i vandet bag båden. Det er til at forstå, og det virker - hvis, vel at mærke, vinden blæser, og det ikke skal være alt for præcist. Er der derimod meget svag eller ingen vind, eller præcisionsstyring er nødvendig, f.eks. gennem smalle passager og springende vindretninger, er autopiloten ikke til at komme uden om. Det er derfor utvetydigt et problem, at den er stået af, men jeg mærker, at det ikke rigtig går mig på. Jeg har en åben konto for grejnedbrud, og den er af en betydelig størrelse. Det er en del af det at sejle at holde alle systemer funktionsdygtige hele tiden. Og jeg er på vej lige mod Kiel, et af Nordeuropas sejler-mekkaer. Der må være utallige elektronikteknikere der, som kan se på sagerne. Fint, at den går ned nu, og ikke ude midt på Atlanten.

Et forsøg på at ankre ved stranden "Kalifornien", hvor nogle venner ferierer, må afbrydes pga. for urolig sø, og jeg krydser i stedet det sidste stykke til Wendtorf, hvor et par timer med rødvin og hygge med vennerne forsøder min passage af det første åbne havstræk yderligere. I går sejlede jeg så ned til Stickenhörn lige nord for indsejlingen til Kielerkanalen. Ud med klapcyklen, ad knasende grusstier til et fint lille hus i en oase af en have. Vindklokker, springvand, krukker, espalierer, små lækroge. Kunne være gårdhaven ved et kloster. Men i bunden af haven lå huset, og i huset boede en ældre herre, som kunne noget med marine-elektronik. "Warten Sie hier, bitte" sagde han, og tog den koma-ramte autopilot med ind i værkstedet. 10 minutter senere var han tilbage - med en autopilot, som fungerede! Ville ikke have en klejne for sin ulejlighed. Verden smiler. Medvind på cykelstien. Videre frem.



Sidder nu i Rendsburg, efter en slat timers sejlads på den noget ensformige Kielerkanal i går. Borer mig tværs igennem væggen af land, ud til det store hav derude. Nordsøen, Den engelske Kanal, Biscayen og Atlanten venter. Men de kommende dage skal det blæse hårdt fra vest, så jeg sætter fremdriften på stand by, giver sjælen tid til at indhente mig helt, skriver, redigerer video, ser lidt på byen - og nyder at håndværket, driften af rejsen og grejet, havet, vinden, kort sagt: virkeligheden, har fået tag i mig. Jeg er på sporet nu, Jeg har fat. Nu går det udad. Mod det der hav, den der kiming, og de der kyster. Jeg er på vej.


torsdag den 23. juli 2020

Der vinkes

Nu sker det. Med sommerfugle i maven, en klump i halsen, alle mulige blandede følelser, men først og fremmest en længsel efter forandring, kaster jeg fortøjningerne imorgen, fredag d. 24/7 kl. 10.

S/Y Mathilde og jeg skal ud på vores hidtil længste rejse, mod Kanarieøerne i det store, blå Atlanterhav - eller hvor længslen, vinden, havet og strømmene i både det og sindet nu fører hen?

Jeg har netop modtaget prøvetrykket på min bog om sejlturen i 2013 rundt om England. Dengang var vi fire ombord, på noget af turen fem. Det er vi ikke nu. Der er kun Mathilde og mig. Og selvfølgelig verden. Om det er for meget eller for lidt, vil tiden vise. Jeg skal ikke noget bestemt med dette kolossale projekt. Kun forandring.

Kom gerne og vink! Jeg vil være at finde i vågen og relativt ædruelig stand fra omkring kl. 9, og Mathilde slipper forbindelsen til den kendte verden kl. 10. Jeg kan ikke rumme at tænke i traktementer, skåltaler og bobler, så det bliver helt uformelt og nede på jorden - ovenikøbet muligvis i regnvejr! Vi ses måske på broen? :0)

Fiskerikajen, bro 3 (bronummeret står på et skilt på rampen), plads 111, "Mathilde".
Se: https://goo.gl/maps/6kqN5ZSnKaL2


fredag den 15. maj 2020

Grounded 2.0?

Forberedelserne til dette og næste års eventyr er i gang: jeg har, efter sidste sommers ufrivillige grounding pga. sygdom, pustet støvet af Mathilde, som nu har kedet sig i næsten to år, siden hjemkomsten fra Nordkap i 2018.

Planen er, at Mathilde og jeg, omkring midten af juli, sætter kursen sydpå. Det har vi ikke rigtig prøvet før! Meningen er, at jeg skal være afsted i et år, og den påtænkte rute er:


- med mulig forlængelse til Kap Verde ud for Vestafrika. Det er jo alt sammen såre godt og spændende - men verdenssituationen lige nu gør det mere end usikkert, om det til juli vil være en god ide at stævne ud. Jeg skulle jo nødig blive låst fast til bolværket et eller andet sted i Portugal!

Uanset hvad, bliver det et år med en masse sejlads, om ikke andet så rundt i danske/nordiske farvande, for jeg har taget orlov fra mit faste arbejde. Der skal ske noget nyt. Eventyret kalder, og eventyr skal det nok blive! Det starter altid lige uden for molen.

Følg med på bloggen!


lørdag den 11. april 2020

Den første, lange rejse

Der har været en fejl i linket til min første rejseblog fra solosejladsen til Shetlandsøerne i 2009. Det er jo en skam, for det var en spændende tur! Klik HER for at læse om de spændende oplevelser dengang, jeg var ung og frisk! Linket findes også under "Rejser".

mandag den 29. juli 2019

Grounded

Det har muligvis undret den tilbagevendende læser, at der ikke har været eventyr på tapetet i år. Det skyldes flere ting, men først og fremmest, at jeg i forsommeren fik diagnosticeret alvorlig sygdom. Jeg blev opereret d. 12. juli, og skal nu dels komme mig, dels have medicinsk efterbehandling. Derfor er skipper indtil videre grounded!
Mathilde er rigget ned, og holder sabbatår ved bådebroen. Før og efter min sygdom sejler jeg rigtig meget i Hanne-Kjerstine (den Møn 391, som jeg bor helårligt på), jeg nåede bl.a. en tur til Anholt umiddelbart før operationen, så lidt sømil bliver det da til.



Næste år regner jeg med at tage godt og grundigt revance, faktisk er større planer end hidtil under opsejling. Der er god tid til at drømme og tænke i en sygeseng, og heldigvis ser det ud til, at jeg kan blive helt rask og stærk igen, klar til det store hav i den lille båd. Vi ses på bloggen!


lørdag den 4. august 2018

Fra 71 til 56 grader Nord



Mathilde er nået frem. Kl. 15.15 i dag gled hun ind mellem pælene på sin nye hjemplads i Skødshoved Havn. 44 timer og 45 minutter før skipper skal møde på arbejde, frisk og veludhvilet efter en dejlig sommerferie. Vi nåede det sgu!

Her kommer turen i tal:
  • Vi sejlede 1106 sømil, eller 2048 km. 
  • Var på vej i 16 døgn, heraf kun to dage, hvor skibet ikke sejlede (på Utsira) 
  • Den effektive sejltid var 9 døgn, 17 timer og 20 minutter 
  • Tid for motor (hold nu fast!): 119 timer! Det svarer til 51 % af den samlede sejltid! 
  • Benzinforbrug: 210 liter 
  • Gennemsnitligt antal sømil pr. døgn: 69
  • Højeste etmål: 116 sømil. Laveste etmål: 97 sømil 
  • Turen kan granskes i detaljer HER. Hele ruten kan klikkes igennem for fart og distance for hvert enkelt position.
Men sommerens stræk fra Lofoten til Mols er jo kun en del af det samlede togt til Nordkap, som blot har været delt over tre somre. Det samlede antal mil på hele togtet var 3007 sømil, og det er dermed Mathildes længste rejse nogensinde. Til sammenligning var togtet rundt om England i 2013 på 2567 sømil, og blev sejlet på 4 måneder, hvor Nordkap-togtet har strakt sig over sammenlagt kun 2 måneder og 23 dage. Der er blevet sejlet igennem!

Statistik er som en bikini: det viser noget, som bestemt er interessant, men skjuler det væsentligste. Og hvad er så det væsentligste? Det væsentligste er nok Den store Lineal. Afstanden i den fysiske verden, som bliver til plads i sindet. Afstandene måles ikke i sømil, men i etmål, kursen ikke i grader, men i streger, og tiden ikke i timer, men i døgn. Det er en stor planet. Det er et stort hav. Jeg har følt mig meget lille på denne sommers togt, bøjet i ærefrygt over den umådelige afstand, der skulle tilbagelægges. Interessant er det, at afstanden selvfølgelig har føltes så enorm, fordi den skulle tilbagelægges på tid. Havde jeg haft tre måneder til rejsen, var jeg sunket ned i hver enkelt sømil på en helt anden måde. Denne rejse blev rejsen med Den store Lineal, afstanden blev oplevelsen.

Jeg er måske blevet ældre siden den første, lange sejlads til Shetlandsøerne for snart 10 år siden? Da jeg, i forgårs nat, ravede rundt på mit lille skib på vej ned igennem Kattegat, fuldstændig rundt på dørken af søvnmangel, uden fornemmelse for, hvor vi var henne i døgnet, hvad der var op eller ned, hvad jeg var i gang med og – specielt – hvorfor(!), opstod den tanke, at jeg måske har gjort det, der skal gøres. Jeg har måske sejlet de sømil, jeg skulle sejle alene, ud på det store hav, i de mange døgn. Det har måske været ekstremt nok nu? Det pres, jeg har sat mig selv under på alle disser tusinder af sømil under ekstreme omstændigheder, har gjort noget godt ved mig. Jeg kender mig. Jeg kender mit skib. Jeg kender potentialet. Jeg ved, at der er plads under himlen, på havet. Til mig og mit skib.

Der ligger hun så. S/Y Mathilde af Aarhus. Smuk som en svane. Strutter af livskraft og muligheder, med blussende kinder efter elskoven med de rundt regnet 136.533 bølger, hun har mødt på sin rejse fra Lofoten til sit nye hjem. Hvad skal vi nu? Jeg aner det ikke. Men hjem kom vi, fra det vildeste eventyr på toppen af verden, blandt gletchere, i ødemarken, i de dybeste fjorde, ved de højeste bjerge. I Arktis, hvor planeten læner sin isse ind mod Solen, så den aldrig går ned.

Vi har taget det med hjem, i hjertet. Jeg og mit skib.