fredag den 28. juli 2023

Et år på havet

Mathilde og jeg er på rejse, og skal - i hvert fald efter den foreløbige plan - være væk i et år, fra slutningen af juli 2020 til august 2021. Målet er Kanarieøerne, men det kan ændres, som så meget andet her i livet.
Følg rejsen:

  • På bloggen herunder 
  • Positionen HER (opdateret i real time) 
  • Få korte video-opdateringer, status-opdateringer og adviseringer om nye indlæg på bloggen ved at synes godt om Facebook-siden ET ÅR PÅ HAVET.
  • Korte video-klip på Youtube-kanalen S/Y MATHILDE
  • Og, formodentlig snart: en splinterny videokanal på YouTube med længere episoder, som skildrer rejsen i levende billeder. Info følger. 

torsdag den 19. november 2020

Kanariefugl

Vi sidder på bænkene, i god afstand, i skyggen under halvtaget foran den interimistiske klinik for Corona-tests. Langturssejlere alle mand, for man kan ikke være andet, hvis man har fundet ud til Isla de Porto Santo. På skift bliver vi kaldt ind til den muligvis søde sygeplejerske (ikke til at afgøre, da hun er i fuld rustning med kittel, plasticforklæde, gummihandsker, hætte, mundbind og visir) og får en 12 meter lang vatpind op i næsen og ned på hovedkontakten til opkastrefleksen i svælget. Hyggeligt og rart, og så retur til båden, som opankres i yderhavnen. Nu er jeg i karantæne i 12 timer, indtil det negative svar kommer samme aften, og jeg er cleared for landgang på den nyvundne ø. 
Heldigvis får jeg næste morgen en af de, specielt i disse dage, meget attraktive pladser i marinaen helt inde under den beskyttende ydermole. Der er kamp om disse pladser, da et usædvanligt lavtryk i de kommende dage vil sende stormende kuling fra SV ind over vores tilflugtssted i oceanet. Det er de færreste havne herude som er designet til at håndtere hård, SV-lig vind, simpelthen fordi den er så sjælden. Og da vinden kommer, får min taknemmelighed over at have været heldig at komme ind i selve havnen et nøk opad: de opankrede både i yderhavnen tager sig nogle seriøse gyngeture i den tunge dønning, der ruller lige ind gennem indsejlingen. 

Marinaen er lillebitte, og der hersker en privat, rolig og intim atmosfære herinde. Sejlersnak på pontonbroerne. Tips til udflugter rundt på øen. En øl eller to i hinandens cockpit. Stille og roligt. Jeg inspireres af Anne og Michael, som, i deres båd Evilja, indtil videre har ligget på Porto Santo i hele fem uger! Man "kan" ikke meget her. Bare være. Og det er jeg så. 
Øen er stort set ikke andet end ørken, et par kaktus hist og pist, ellers stort set ingen vegetation. Fascinerende og smukt. Vandring her er en meget stor fornøjelse: der er ingen andre på stierne, men de er lette at finde, velafmærkede, og leder igennem den spændende natur på en afvekslende og tilpas udfordrende måde.
Det er da jeg, som jeg så ofte gør, udfordrer "systemet", forlader de markerede stier og i stedet følger en stiplet linje i min vandre-app (ViewRanger) ned ad bjerget mod havnen, at det er ved at gå galt. Stiplet linje plejer at betyde "sti", og i app'en plejer det at være nok, at et rådyr har gået det samme sted to gange, derfor er der mange "stier" på kortet. Det giver en rigtig god mulighed for at udforske et landskab fra vinkler, som ikke så mange andre ser. Men i dette tilfælde viser det sig, at den stiplede linje ikke betyder "sti" men "regnvandserosion": dybe furer ned i det grusede terræn, som falder stejl ned mod havnen. Jeg mister fodfæstet på det løse underlag og kurer 5-6 meter ned ad skråningen, før jeg heldigvis standser - lige før et 2 meter dybt hul, som jeg ikke ville være kommet godt fra at falde ned i, og også, selv med lemmerne i behold, ville have haft svært ved at komme op af igen. Så sidder jeg der, og kan ikke umiddelbart se, hvordan jeg skal komme væk derfra. Der er praktisk taget ingen vegetation på skråningen, som blot består af løst grus, så der er intet at holde fast i. Jeg kan tilsyneladende ikke komme hverken op eller ned, så jeg må forholde mig til, hvordan det mon vil være at blive gammel her? Efter nogen analyse af mulighederne, lidt mere chancerytteri og en del yogiske øvelser lykkes det at få mig kantet ud til siden af furen, så jeg kan få fat i et par græstotter og resterne af en lille, tør busk - lige nok til, at jeg kan begynde opstigningen mod det, jeg kom fra. 
Det er anden gang på rejsen, at jeg har været tæt på et seriøst uheld (første gang var, da jeg trådte ned mellem pontonerne i havnen ved Finisterre) - og ingen af gangene har det været til søs. På min båd, på havet, har jeg ikke været i nærheden af at komme galt afsted. Jeg må hellere tage ud at sejle, så jeg kan komme i sikkerhed!


Der er meget at sige, og meget bliver så sandelig også sagt, om Corona-situationen i verden, men den har faktisk enkelte fordele. For sejleren er det altid en lidt spændende udfordring at skaffe brændstof til komfuret, uanset hvilket system, man har valgt. De fleste bruger gas, og da der findes adskillige varianter af regulatorer, som ikke passer til flasker af andre standarder, løber man næsten altid ind i problemer ude i verden. Desuden er det svært at time at få brugt al gassen i en flaske, før man ombytter den i netop den havn, hvor det kan lade sig gøre. Jeg har, på Mathilde, valgt spritkomfur, som generelt er mere fleksibelt, da jeg løbende kan købe flasker litervis, når jeg støder på dem på min vej, og dermed hele tiden være et par måneder foran til enhver tid. Men nogle lande bruger bare ikke sprit i det daglige, og det bliver dermed svært at finde de eftertragtede flasker. Hvor de, f.eks. i Danmark og Frankrig, står fremme i ethvert supermarked, måtte jeg i Galicien opstøve en isenkræmmer(!) for at få tanket op, og i Portugal har det hidtil været helt umuligt at finde helt almindelig, denatureret sprit. Men på Porto Santo finder jeg, i det helt uproportionalt store supermarked i byen, små flasker sprit, som naturligvis er indkøbt i anledning af Corona-festen, og beregnet til at spritte overflader af med. Der skal nogle stykker til, men så er vi også kørende igen!



Efter en lille uge i ø-paradiset sejler jeg de kun godt 30 sømil over til Madeira, i en skøn, frisk NV på det blå hav. En brun kugle stryger forbi, lige ned langs læ bord, med baskende luffer i overfladen: havskilpadde!
Mathilde svinger rundt om Ilheu de Farol ved østspidsen og sejler ind i Baixa d'Abra. Den går for at være den mest velbeskyttede ankerplads på Madeira, men det siger ikke ret meget. Det er generelt en åben kyst, der kendetegner hele den store ø, og dønning har en magisk evne til at finde ind alle vegne. Ankerpladsen er vanvittigt smuk, naturen hele vejen rundt er voldsom og vild, havet er lunt og klart. Sejladsvejledningen advarer mod ankring i den vestlige del af bugten, for der skulle efter sigende ligge et antal bilvrag på 6 meters dybde! Hvorfor, og hvordan i alverden de er endt der, står hen i det uvisse, men det vil jo være lidt upraktisk ikke at kunne få sit anker op, fordi det har fået fat i håndbremsen på en Toyota Corolla - specielt da mit reserveanker forsvandt inde i havnen på Porto Santo: jeg brugte det som vægt på den ene forfortøjning, da der naturligvis var noget uroligt i havnen under blæsevejret - og en morgen var det væk. 4-5 dyk til de 6 meters dybde, pontonbroerne ligger på, gav ikke noget resultat. Jeg arbejdede en kort overgang med den teori, at ankeret var blevet tyvstjålet, men kunne ikke rigtig bringe mig selv til at tro på det. Jeg har aldrig før fået stjålet noget fra min båd (til trods for, at jeg ikke gider at låse) - og så her, af alle steder? Det virkede ikke sandsynligt. Tilbage stod simpelthen at anerkende, at ankeret var væk. Punktum. Og så sejle videre, i taknemmelighed over stadig at have hovedankeret, mit fantastiske 7 kg. Delta. Som efterskrift til dette sidespring skal siges, at Michael fra Evilja er professionel dykker, og efter min afsejling dykkede han under min plads - og fandt ankeret, som åbenbart havde "sejlet" et stykke under sin nedstigning mod bunden. Vi prøver nu at mødes på et tidspunkt, på Kanarieøerne, så ankeret kan komme tilbage på sin plads i kistebænken under bagbords køje. 

Nå, men her lå jeg så, omgivet af den mest fantastiske natur, som skreg på at blive vandret i - og turde ikke ro i land: til trods for nordlig vind rullede en SV-lig dønning stadigt ind i bugten. Den gjorde ikke meget væsen af sig, når den godmodigt løftede og sænkede Mathilde ude på reden - men når den nåede stranden, tårnede den sig op og brød i kaskader af skum. Mit landgangsfartøj er jo en lille nøddeskal af en jolle, uden meget oprettende moment, og jeg har før prøvet at kuldsejle i dønning med den stolte skude. Jeg roede ind til tæt på stranden (som bestod af halvstore, kulsorte rullesten) og lurede lidt på det, stak så halen mellem benene og roede ud til moderskibet igen. Det så sgu for vildt ud!
Men næste morgen blev jeg stædig: jeg ville i land, kunne ikke sejle herfra uden at have sat fod på Ponta de São Lorenco, den flotte halvø, der strækker sig ud mod syd herfra. Og da jeg også ville have alt mit kameraudstyr: kamera, mikrofonudstyr, stativ, drone etc. med, måtte jeg være kreativ. Og så så man en mand i badebukser og gummistøvler (for at kunne hoppe i vandet uden at slå eller skære fødderne på den ukendte, stenede bund), med en vandtæt grabbag stoppet med kameraudstyr i en rygsæk på ryggen, og med sit tøj og vandrestøvler i plasticposer, ro i land i en jolle, der var blevet suppleret med et par luftfyldte sække i hver stavn (for at kunne holde sig flydende, hvis den skulle kuldsejle) og en pøs, fastgjort med en line til tofterne. Et syn for guder, og de har formodentlig været til stede, for trods et near miss, da jollen surfede ind over de sidste meter, og jeg kastede mig ud over rælingen for at stabilisere fartøjet, og i vand til livet fik det hastebugseret op på tør og sikker grund, lykkedes det at tage Madeira i besiddelse uden skader af nogen art. Og det var bestemt indsatsen værd!



Min ankomst til Funchal, Madeiras hovedstad, blev en udmærket øvelse i indre fred. Til trods for, at jeg jo havde stillet hele min overkrop til rådighed for vatpinds-penetrering en uge før, og dermed havde opnået certificeret adgang til "kongeriget" Madeira (som Isla de Porto Santo hører under), kunne jeg ikke få lov til at sejle ind i havnen. Jeg måtte ankre udenfor, i en noget bøvlet dønning. Jeg sendte en kopi af min negativ-test fra sundhedsmyndighederne, jeg sendte en kopi af Porto Santo Marinas accept af samme, jeg forklarede og talte for min syge raske moster, lige meget hjalp det: marinepolitiet i Funchal skulle godkende min landgang, og det kunne de ikke, før sundhedsmyndighederne havde verificeret, at jeg var testet negativ (hvilket de jo allerede havde gjort, på Porto Santo). Denne komplicerede proces, som vel krævede et helt opslag i en database på nettet (som marinepolitiet, af ukendte grunde, ikke havde adgang til), og dermed kunne forventes at tage måske op til 30 sekunder, afsatte sundhedsmyndighederne 27 timer til. Det var nok fint, at jeg ikke gjorde et stort nummer ud af at dele mine naturoplevelser på Ponta de São Lorenco, som jeg åbenbart havde betrådt ulovligt (foruden, som før nævnt, med livet som indsats), med marinepolitiet. 
Enhver oplevelse er betinget af den betydning, sindet tildeler den. Og igennem næsten hele denne fodslæbende og naturligvis, objektivt set,  helt unødvendige og meningsløse proces, forblev jeg i et udmærket humør, idet jeg blot konstaterede, at jeg ikke kunne komme i land, uden at gå ind i en evaluering af det rimelige i dette vilkår. Da jeg, efter 26 en halv time efter min ankomst, fik så meget spjæt i benene, at jeg besluttede mig for at give Fanden i deres regler og ro i land uanset, bippede mobilen, idet jeg med jollen nåede stigen inde i marinaen: der var kommet en mail fra marinepolitiet med min allernådigste tilladelse til (igen) at udsætte den madeiranske befolkning for min udåndingsluft i den kommende tid. Bukker og takker.

Madeira har forkælet mig i 10 dage. Med en eksotisk, smuk og hyggelig hovedstad, nogle meget fine koncerter om aftenen, en venlig befolkning uden mundbind på gaden(!), ret lave priser - og en natur, som er mageløs på Jorden. Madeira betyder "træ" på portugisisk, og hele nordsiden af øen er da også klædt i den særlige laurisilva-skov, som ikke bare er endemisk for Makaronesien (øerne i det østlige Atlanterhav) men også, her, er på UNESCOs verdensarv-liste. Skoven producerer ferskvand ved at kondensere vandet i skytågen, som hver nat indhyller de skovklædte bjerge, og lade den dryppe fra bladene ned på jorden. Én kvadratmeter lyngtræ kan, på et døgn, producere op til 30 liter vand! Dette vand ledes så, ad næsten 6000 km. vandingskanaler, som tidligere generationer gennem de sidste 600 år møjsommeligt (og med nogen hjælp fra afrikanske slaver) har hugget og bygget ned ad bjergsiderne og gennem tunneler, til sydsiden af øen, som var ret gold før dette teknologiske tiltag. Her kan der så nu dyrkes alt muligt, bl.a. de særligt søde Madeira-bananer, da jordbunden er frugtbar, og vandes generøst fra nordsiden af bjergåsen. Vandring her er selvsagt i verdensklasse, og jeg giver den gas, deroppe.

Klik på billedet for at se video fra Madeira - husk lyd!



Alligevel er det som om, jeg har en sten i skoen. En rastløshed, en længsel, en følelse af at være i bur. Måske er det det turistkoncept, der omgiver mange af vandreturene. Jeg vælger nogle guidede ture, både for at blive klogere på, hvad det er, jeg ser, men også for at slippe for at være "skipper" for nogle dage. Bare følge med, have nogen at følges med, ikke have ansvaret, ikke skulle tilrettelægge og researche på alting. Stig ind i bussen, stig ud, gå, stig ind igen, hjemme igen. Det er til at finde ud af, men det har en bagside: bevægeligheden, impulsen, er stækket, og desuden er der, Corona-tider eller ej, ret mange andre, der går ad de smalle stier, og det forstyrrer nu engang mig. Jeg vil helst være alene med naturen. Guiden fortæller, at der plejer at komme ca. 60 krydstogtskibe om året, i år kommer der kun 6! Da vi kører ind igennem byen igen, slår han beklagende ud med armen mod den meget lange række gule taxaer, som står uvirksom langs kantstenen i næsten hele kystpromenadens længde: "Vi har flere taxaer end turister!". Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan folk skulle kunne komme forbi hinanden på de smalle stier i bjergene, hvis der var ti gange så mange som nu.
Naturligvis gælder det også her, at det er den betydning, som sindet tildeler sansningen, der betinger oplevelsen, men der er åbenbart nogle ubevidste faktorer i mig, som alt i alt gør mig rastløs. Jeg oplever, at jeg ikke er der, hvor jeg helst vil være. Jeg må videre, og behøver ikke at vide hvorfor.

"Are you sure?" spørger havnemesteren med løftede øjenbryn, da jeg bekendtgør, at jeg næste morgen vil afsejle mod Lanzarote. Det blæser hårdt fra NØ, der står sø på 3 meter derude, og der er lovning på hård vind fra SV om et par dage. Et stort lavtryk er under dannelse vest for Madeira, og vil vandre østover, med stormende kuling i nord, og formodentlig en pæn lussing i syd, timet med, at jeg til den tid vil være netop der, nord for Lanzarote.
Han har set min lille båd, og han kender det store hav. Men han kender ikke Mathildes indre styrke, den fantastisk vellykkede, afbalancerede konstruktion med en kølvægt på 54 % og den høje kvalitet og overdimensionerede robusthed i den håndværksmæssige udførelse af Polaris Drabanten. Han kender heller ikke min længsel efter at mærke mig, og mærke havet. Bruge mig, og min båd, til at nå frem. Og han ved ikke, at jeg ikke vil kunne bære at skulle lægge yderligere godt to døgn til den foreløbige sejltid for motor på ca. 200 timer, som denne rejse indtil nu har budt på, i løbet af de mange stille dage, der varsles efter lavtrykkets passage. 

Mathilde får et godt klap bagi af den stærke nordenvind, da jeg næste morgen kl. 8.30 sætter sejl og går mod SØ. Byger stryger ind imellem ind over os, med både blæst og regn, men sejladsen er god, og bølgerne ikke helt så høje, som prognosen havde sagt, nok ca. 2,5 meter. Det er på mange måder nemmere at sejle i kraftig blæst end i stille vejr, og det får jeg at føle, da vinden hen på aftenen lægger sig, og bliver svag til jævn, lige agtenfra. Solosejlerens værste sejlads, for plat læns kræver så meget trim hele tiden, især når vinden er svag og lidt skiftende i retning. Det bliver bestemt ikke lettere af, at min vindpil i mastetoppen, på den friske tur fra kontinentet til Porto Santo for nogle uger siden, på forunderlig vis krøllede sammen og blæste væk, så jeg nu ikke længere har nogen indikation af den relative vindretning. Desuden kan vindroret ikke rigtig finde melodien, så jeg må bruge autopiloten. Her kommer der lidt overvejelser om strømforbruget ind i billedet, for det overvejende skyede vejr har ikke givet meget til batterierne i løbet af dagen, og det kan jeg heller ikke påregne i de kommende dage. Da jeg endelig har fået det hele trimmet på plads ved 1-tiden om natten, og lægger hovedet på puden, når det kun at ligge der i 30 sekunder, så vælter det ned igennem kappen med regnvand fra en voldsom byge, og jeg må op at skalke og tørre af. Anerkendelse. Dybe vejrtrækninger. Ikke gnaven nu!
Det er en lettelse, da vinden kl. 4.30 dør helt væk, så jeg med god samvittighed kan starte motoren (som jo også laver strøm til autopiloten) og gå ned og sove - i fem timer i træk, herligt! Først på andendagen kl. 13 ser jeg det første skib siden afsejling fra Funchal, så plads er der nok af. 
Så kommer der vind, en fin jævn SV. Jeg sætter storsejlet og begynder at gennemgå riggen, for jeg ved jo, hvad der venter. Under gennemgangen opdager jeg, at min rebeline til 2. reb ved en fejl er ført op over stativet til redningsflåden, og dermed vil jamme, når den skal bruges. Det kan nemt fixes, men det går op for mig, at denne fejl må være gjort hjemme i Skødshoved under tilrigning - og at jeg med andre ord ikke, på de første 2500 sømil af denne rejse, har haft brug for at gå i 2. reb. Det har været en hyggetur, og jeg mærker den psykiske konsekvens heraf nu: er simpelthen anspændt, ikke tilpas, ved bevidstheden om den øretæve, som det lige nu akkumulerende lavtryk er i gang med at brygge sammen til mig og min lille båd. Der er stor forskel på at tænke at det nok skal gå fint, og så at kunne mærke det, qua nylig erfaring, som jeg ikke har. Jeg er, mentalt set, blevet slap! Formodentlig er min oplevelse af sårbarhed ved sygdommen på turen ud til Porto Santo fra Portugal også en medvirkende årsag. Herude er der ingen hjælp at hente. Jeg er på egen hånd, må selv løse problemerne, og havet er så stort, at det ikke er til at overskue.
Da det endelig, over midnat på tredjedagen, begynder at blæse, kommer forløsningen. Der er 15 intense minutter med nedrebning og trim, men så! Vupti, ro på det hele. Mathilde, der bare sejler, som hun plejer, fuldstændigt afbalanceret, kan styres med to fingre. Jo, der er et brøl af vindstøj fra riggen, en klapren og susen fra dæk og skrog, bruset af mørke vandmasser derude, der fortrænges og fortrænger, tårner sig op, bryder i kammen, kaster kraften fra sig. Også en sø, der klasker ind i luv bord, så vel omkring 100 liter vand vælter ned i cockpittet. Men i dette tilsyneladende kaos opløses al mavespænding, al angst fyger af, som røgvand fra en bølgekam, og jeg mærker styrken igen, styrken i bevægelighed. Mathildes og min styrke. Verden bliver igen tilgængelig gennem vilje, for vi standses ikke af lidt blæst. Vi sejler, for vi vil frem. Fuglen er ude af sit bur, flyver hvorhen den vil. Yes, we are sure.

lørdag den 17. oktober 2020

Æventyr med Ø

Mathilde får fat fra starten. Fat i Atlanten, fat i rejsen, fat i alle de sømil. Med 1 reb i storsejlet og en spilet genua kaster hun sig ud i det. Den friske fralandsvind bærer væk fra kontinentet, og det med stor overbevisning. De portugisiske bjerge fortoner sig, som timerne går, i kølvandsstriben, synker ned i det hav, som i de næste adskillige døgn skal være vores skæbne. Den entydighed, som den bestemte vind tager os med på, er både en bekræftelse og en kilde til nogen kildren i mellemgulvet: der er ingen vej tilbage. Nu er det Oceanet eller ingenting. 

Som afstanden til land øges, vokser bølgehøjden til 2-3 meter. Strålende sol glimter i de hvide kroner på bølgekammene, og Mathilde surfer fremad med elegance og styrke. Vindroret er glad for de mange sekundmeter vind, og gearer fint ned ad bølgerne. En berusende sejldag bliver til mørk nat, men det er stjerneklart, og Mælkevejen står som en hvid tåge over lanternen i mastetoppen, det eneste lys, der ikke står helt stille i mørket deroppe. Lanternen tegner uregelmæssige mønstre på himlen, dirigerer med entusiasme himmelrummet, idet den forlænger og forstærker det stærke skrogs bevægelser i ujævnt terræn. 
Kort før sengetid får jeg noget af en forskrækkelse, da et meget lydeligt blåst lige ved siden af båden fortæller om en stor delfins nysgerrige kiggen forbi.

Rejsens anden dag er omtrent så flot som den første. Jeg betragter i timevis bølgetogenes vandring over overfladen, skumstriberne. Endnu et blåst 100 meter fra båden bryder mønsteret, og inde i bølgen ser jeg en stor, lys krop stryge afsted og dykke. For stor til at være en delfin, for lys til at være en spækhugger, men en hval var det i hvert fald, af den ene eller anden slags.
Jeg har ofte hørt sejlere tale om den der helt særlige, blå farve, Atlanterhavet har sydpå, og ikke rigtig forstået det: havet er jo altid blåt - hvis himlen er skyfri. Men nu ser jeg, hvad de mener: selve vandet er blevet blåt. Skønt himlen er overskyet, er vandet lysende blåt, hvis jeg kigger lige ned i det, bag båden. Lige så smukt blåt som det var smukt turkis nord for polarcirklen. Da jeg skal vaske hænder, og stikker dem ned i det blå, overraskes jeg også da: vandet er direkte lunt! Jeg er simpelthen kommet sydpå, det kan ikke længere bortforklares. 

Om aftenen, da jeg er på dækket for at justere lazyjacken, så den ikke filer så hårdt på storsejlet, mærker jeg det første tegn: det kniber sammen i maveregionen. Hmm, lidt træls. Men som aftenen bliver til nat, bliver det værre. Jeg har decideret mavekneb. Har ellers en meget stærk mave, jeg mener aldrig at have haft madforgiftning eller lignende. Og så lige nu: 240 sømil fra nærmeste kyst! Der er ingen kvalme elle diarré, så det har nok egentlig heller ikke nu noget at gøre med, hvad jeg har indtaget, og jeg kan heller ikke se, hvad det skulle være?
Det bliver værre og værre, og ved 2-tiden sidder jeg i cockpittet og koldsveder. Pludselig overmander ubehaget mig, og jeg mærker, at jeg er lige ved at besvime. Jeg kaster mig ned på dørken i cockpittet og lægger benene op på kistebænken, det får bevidstheden til at vende tilbage. En ting er det fysiske ubehag, men det er ikke det værste. Det værste er alle de scenarier, som sindet straks stiller op: hvis det her er alvorligt, har jeg et stort problem! Hvis evakuering i det hele taget er muligt, vil det i hvert fald tage meget lang tid, før det kan ske. Hvis jeg mister bevidstheden eller bliver helt ukampdygtig pga. smerter, kan jeg ikke kommunikere mit problem. Al kommunikation skal ske over SMS fra satellitsenderen, og det vil være vanskeligt for en læge at hjælpe mig effektivt på denne måde. Jeg kan også risikere at blive evakueret, med de risici og astronomiske udgifter, det medfører, få timer efter at have det fint igen - men have mistet båden, som driver omkring på havet til evig tid. Det ser ikke godt ud, det gør det altså ikke! 
Jeg skriver til shorecrew Anders, at han skal reagere, hvis han ikke hører fra mig inden kl. 7 morgen. Prikken på kortet kan jo fortsætte længe med at kravle over skærmen, uden at man kan se, at skipper ligger bevidstløs på dørken! Jeg henvender mig meget direkte til min krop: "Krop, det er lige nu, at du skal vise, hvad du dur til! Du har et stærkt immunforsvar. Hvad det end er, som har bemægtiget sig adgang, så bortvis det, tvær det ud, fjern det! Belønningen taler vi om".
Jeg må også have min mentale værktøjskasse frem for at tæmme frygten. Min sårbarhed er så indlysende, og jeg er konfronteret med den så direkte, at sindet nemt kan køre ud over kanten nu. Jeg flytter bevidst fokus fra mavesmerterne, og væk fra skrækscenarierne, koncentrerer mig om min vejrtrækning og om taknemmelighed. Ja, taknemmelighed! Midt i alt dette er der helt utroligt meget, der virker. Min båd flyder, den sejler, og mit hjerte, min lever, mine nyrer og alt det andet i mig fungerer også fint. I samme øjeblik, jeg tvinger mit sind til at tage stilling til alt dette, svinder frygten, og jeg får fokus tilbage på at løse opgaven: at nå frem.
Og kroppen gør heldigvis det, den kan: da morgenen gryer, er ubehaget næsten væk, og op ad formiddagen føler jeg mig helt rask igen. Pyh ha!
Hvad der forårsagede problemet, ved jeg ikke, men jeg glæder mig i hvert fald over en af de fordele, der er ved ikke at have en vandtank på Mathilde: alt vand opbevares i separate 12-liters dunke. Det betyder, at jeg ved, hvor vandet kommer fra, og for en sikkerheds skyld går jeg over til at tappe vand fra de dunke, der blev fyldt i en tidligere havn (husker ikke hvilken), og ikke fra dem, jeg lige har fyldt i Cascais. Dette vand fejler højst sandsynligt intet, men det var det, jeg drak af, før jeg blev syg, og jeg tager ikke chancen...

På denne passage prøver jeg noget nyt hvad angår søvn: i stedet for, som sædvanlig, at have alarm på hvert kvarter, udnytter jeg, at der stort set ingen skibstrafik er herude, og går simpelthen til køjs, uden tidsalarm. Jeg har alarm på GPSen, så den advarer, hvis jeg kommer for meget ud af kurs, og naturligvis AIS-alarmen aktiveret, så nærgående fragt- og fiskeskibe vil give udslag. Ved aftenstid forsøger jeg at finde en sejlføring, der vil give så lidt bøvl som muligt i løbet af natten, og accepterer til gengæld typisk at sejle lidt langsommere end jeg ville kunne med en vågen, agtpågiven rorsmand på job. Hvis storsejlet bommer, og hænger i preventergajen, er løbet kørt: båden kommer helt ud af balance, og vindroret kan ikke tvinge den tilbage på kursen. Det er ikke farligt, men vil lægge båden underdrejet indtil jeg kommer på dæk og får bragt tingene under kontrol igen. Hvis jeg bjærger storsejlet, og kun sejler for genua, kan båden skære betydeligt mere ud uden risiko for, at sejlet bakker. Det giver mig i praksis en masse dejlige timers søvn. Faktisk lykkes det, den første nat, at sove hele 5 timer i træk, derefter 2 og så 1 time. Det er jo en helt civiliseret nat! For det meste vågner jeg af mig selv, efter måske 2 timers søvn. Kommer lige op til overfladen, som man nok egentlig altid gør ind imellem, hjemme på landjorden (hvis man er til det, der opholder jeg mig jo aldrig). Men når jeg alligevel er halvvågen, står jeg op, justerer trim og kurs, skriver i logbogen, og går så til køjs igen. Det gør en verden til forskel, at jeg er vågnet af mig selv efter 2 timer, og ikke bliver vækket efter 2 timer! Det er, når der bliver klippet midt i den dybe søvn, at kroppen går helt i spåner. Denne metode er meget mere organisk - men forudsætter jo, at havet er så øde, som det er tilfældet her. 

Jeg styrer også selv lidt mere, end jeg ellers plejer. Faktisk plejer jeg stort set aldrig at styre - det overlader jeg til vindror eller autopilot. Men som vinden tager af de sidste to døgn, får vindroret sværere og sværere ved at holde en blot nogenlunde anstændig kurs, især fordi jeg sejler stort set plat læns det meste af tiden. Autopiloten sutter strøm, og det er blevet mere skyet, så solpanelerne giver ikke så meget til puljen. Desuden er de i skygge det meste af dagen pga. de spilede sejl. Jeg kan faktisk godt lide selve det at styre, mærke bådens bevægelser, de små skift i kræfterne, som vinden og bølgerne hele tiden varierer deres påvirkning. Men selvom jeg typisk kan sidde i mange timer og bare glo, mens vindroret styrer, så går der sjældent mere end få minutter, når jeg selv styrer, før jeg har en lang liste af uopsættelige behov: jeg har brug for en varm trøje, en banan kunne være lækkert, jeg skal skide, og er det ikke også for længe siden, jeg har skrevet i logbogen?

Der er det med det blå vand, de alle skriver om. Så er der noget andet, man skal opleve, for at kunne sige, at man har sejlet sydpå: der skal ligge flyvefisk på dækket om morgenen, og så skal man stege dem, og spise dem til morgenmad. Det første kommer til at ske. Jeg er på dækket for, for Gud ved hvilken gang, at montere eller afmontere gennakeren, da jeg finder mit livs første flyvefisk, som har forvildet sig op på mit fordæk i nattens mulm og mørke.
Det andet kommer ikke til at ske: jeg har ikke fået så lille en pande med hjemmefra!


Den sidste nat vælger jeg helt at stryge sejlene, efter mange timers manuel styring, og starte motoren for at få søvn. Der er næsten ingen vind, og det vil kræve uafladeligt trim at pine sømil ud af de små pust, der er. Jeg sover fint, men ved 2-tiden, da jeg stikker hovedet op igennem kappen, ser jeg lys forude i horisonten. Det kunne være en større fiskerflåde, så jeg sætter ur på. Det forstyrrer min søvn, jeg kan ikke helt finde hvile, når jeg ikke føler mig sikker på at have havet for mig selv. Efter mange timer går det op for mig, at det må være lys fra Madeira, mere end 50 sømil væk, som skinner op på himlen!


Og så sker det, som er så magisk ved at krydse et stort hav: øen vokser op af havet, manifesterer sig ret forude. Først som et blinkende fyr på Ilheu de Cima, siden, da solen står op, som et goldt og afsvedet klippelandskab, der ligger som det allerøverste af det undersøiske bjerg, der her rejser sig, tilsyneladende helt umotiveret, fra havbunden mange kilometer nede. 

Havet er så utroligt stort, og Porto Santo forude så utroligt lille. En prik på et kort, ligesom jeg selv. Jeg tog afsted på dette togt med en sikker vished i mig om, at det er det, jeg skal, og at jeg altid har skullet det. Der er ingen tvivl. Men formålet? Ja, det står hen i det uvisse! Måske sejler jeg for at finde ud af hvorfor?
Denne passage over det store hav til den lille ø, rummer det, jeg længes efter, og som jeg nu lever: storheden. Jeg har sejlet over en kolossal distance, sådan føles det. Og bare jeg zoomer lidt længere ud, er det åbenbart, at havet er ubegribeligt meget større. Faktisk har jeg bare padlet ud til en klippeknold i den allerøstligste del af Atlanterhavet, som endda slet ikke er Jordens største ocean. Det er stort, det her. Jeg sejler ud mod noget derude og derinde. Det store. Væk fra det små, indeklemte, fastlåste, ubevægelige, kontrollerede. Ud i det store, det vilde, det uberegnelige, kaotiske - og gavmildt eventyrlige. Størrelsesforholdene kommer på plads: jeg er så latterligt lille, og min latterligt lille båd afspejler det. Jeg er i noget, som er så meget større end mig, og det åbner for det i mig, som er større end mig. Og midt i alt dette ligger en ø. Et ubevægeligt holdepunkt i kaos. Ganske lille, midt i det store. Det store er størst, men det små er også nødvendigt. Og jeg fandt begge dele på denne passage. Det store hav, og den lille ø. Jeg ønsker mig ikke mere. 

søndag den 11. oktober 2020

Kapsejlads

De ligger som perler på en snor dernedad, helt oppe fra Vadehavet og hertil. Kap'erne. Navngivne således eller ej, Kap Dit og Kap Dat, de er der. Fremspring på fremspring, på en lang, lang kystlinje, den aftegner Europas ryg, som afvaskes uafladeligt af den tunge dønning fra Atlanterhavet. Nogle af dem er kritiske at passere i dårligt vejr, andre ikke. Men uanset hvad, så er de hele tiden navigatørens næste delmål, på kystrejsen sydpå. "Når jeg bare er kommet forbi Cape Gris-Nez så...". "Når jeg bare er rundt om Kap Finisterre, så...". Men dette "så..." peger ud i uendeligheden. Efter det næste kap "så" venter blot nogle flere hundrede sømils ofte kendetegnsløs kystlinje før det næste kap. Og så...

Kystsejlads har mange fordele. Rejsen kan for det meste opdeles i håndterbare længder, dagsejladser, i god sigtbarhed, lys, og kun når vejret er godt. Der er ofte noget at betragte derinde om bagbord, en bjergås her, en bebyggelse der: sansbare vidnesbyrd om, at det går fremad. 
Der er også ulemper: på lavt, opgrundende vand bliver dønning og sø ofte uregelmæssig, i hård pålandsvind for det meste decideret farlig. Navigationen er krævende, da der jævnligt skal styres udenom offlying dangers i form af klippeskær, banker (dog gudskelov ikke Danske Bank, som jo bestemt også er en offlying danger) - og de nævnte kap'er. Dermed går sejladsen ikke over på Uendelighed og deraf følgende Meditation, som det ofte sker på de lange havstræk. 
Men Galicien og Portugal har overrasket med en kyst, som er relativt nem at navigere på, for tidevandsstrømmen er så svag og iøvrigt uregelmæssig, at der end ikke findes strømkort over farvandet. Det gør sejladsen sammenlignelig med den under hjemlige himmelstrøg, hvor man bare sejler, når man har lyst, uden at skulle sidde med hovedet i kort og tabeller i timevis før hver passage. Herligt!

En meget stor gevinst ved de mange hundreder af sømils kystsejlads har på hele togtet været muligheden for at besøge alle de spændende, hyggelige og meget forskellige byer, som, ligesom kap'erne, deler kystlinjen i delmål. I Galicien: La Coruñas storbycharme, brede torve og pladser, kilometervis af tapasbarer og en generøs, storslået åbning mod havet. Malpicas travle fisker-autencitet. Muxias betagende promenade langs havet mod vest. Finisterres rå aktivitet, fiskerbåde ind og ud hele tiden. Muros' lidt hengemte hvilen i sig selv, med ukrudtet voksende ud af alle sprækker i den lille kirke på torvet i midten. Combarro med sit middelalderkvarter af granithuse, helt latterligt pittoresk, med deraf følgende turistificering - og stadig uendeligt charmerende. I Portugal: Viana do Castelos smalle gader med farvede vimpler udspændt henover den rolige slentren på toppede brosten. Og, som toppen af kransekagen: Porto, landets næststørste by. Med sin portvin, sine fine restauranter nede ved floden og i de mange, mange smøger, stræder og gader over det hele. Sine farver, sit liv. Skønne Porto. 

Malpica



Combarro

Porto



De fleste steder er det heldigvis muligt at ligge for anker, og det gør jeg så. Dels foretrækker jeg privatlivet ved at have frit vand rundt om båden, dels er mit Atlanterhavs-togt lagt an på så lille et budget som muligt. Som det næsten altid er, når man sejler, er det båden, der er den største udgift. I La Coruña købte jeg en ekstra autopilot (formedelst kr. 5000) for at have en backup, hvis (når) den, jeg har, må give op pga. slitage. Med al den megen motorsejlads og sejlads i svag vind med gennaker (som sætter vindroret ud af spillet) er autopiloten på arbejde, og den skulle nødigt stige af uden vikar på et af de lange oceanstræk forude! 
Min nye gennaker fik fat i den i søgelænderet surrede jolle ("Bananbåden", som kan klappes sammen til surfbræt-størrelse, når der sejles) da skiftende vind fik den til at bakke ind over fordækket, hvorved underliget blev flænset af. Trods reparation med sejltape gav det en svaghed, og ved den seneste sejlads her til Cascais, Lissabon, på skæring i frisk vind, revnede den så yderligere lodret op i de nederste paneler. 
Desuden konstaterede jeg bekymrende slitage på storsejlet, hvor sejlpindene læner sig mod topvanterne på plat læns, så det meste af sejlgarderoben kom en tur til sejlmager. Der røg lige godt kr. 3500 mere. 
Jeg har, inden afsejling fra Aarhus, skiftet hele den stående rig - bortset fra den stump wire, der forbinder hækstaget med hækstagsstrammeren. Og naturligvis fik jeg øje på et lille knæk mellem wiren og terminalen, på netop denne wire. Det ville sikkert holde, men "sikkert" er ikke nok for mig, så riggeren på havnen fik lov at lave en ny wire. 
Nu er Mathilde igen i topform, og det har kostet penge, ja. Disse udgifter får jeg det godt med ved simpelthen en gang for alle at anerkende, at jeg har valgt at sejle, og det koster det, det koster. Jeg vil overhovedet ikke tænke over det, betaler bare. Hvis jeg skal have det ekstra godt (og hvorfor skulle jeg ikke det?) minder jeg mig selv om, hvor utroligt meget billigere, det trods alt er at sejle i sådan en bette skude som Mathilde, i forhold til alle de langt større både, jeg er omgivet af i alle havne. Og når Mathilde ellers er i orden (hvilket hun er det meste af tiden), og vugger blidt for sit anker på reden uden for denne og hin marina med høje takster, så er rejsens eneste udgift jo...ingenting! Jeg skal have mad, men det skal jeg også derhjemme. Resten er gratis. Det er ikke nogen dyr måde at indtage verden på.

Som en variation fra alle byerne kom naturreservatet Islas Cíes ud for Vigo, lige nord for grænsen til Portugal. En bounty-strand, naturskov, bjergvandring. Det krævede særlig tilladelse at ankre der, og der var derfor ikke mange andre, der gjorde det. En turbåd i ny og næ, med mennesker fra fastlandet, der nød en fredfyldt dag på stranden eller med vandring i det bjergrige terræn, ellers fred og ro, måske en svømmetur i det krystalklare vand ind imellem. Det kunne godt gå an! 
Jules Verne udpegede, i "En verdensomsejling under havet", Atlantis til at ligge under havet ud for netop Islas Cíes. Det var ikke en helt tilfældig placering, da Verne under et besøg i Vigo i bugten indenfor, på fastlandet, traf den opfinder, som få år efter fik den første undervandsbåd til at virke i praksis, og som blev inspirationen til Nautilus fra den senere så berømte roman. Men fra et af udsigtspunkterne højt på en klippe inde i den duftende skov, efter solnedgang, ser havet bestemt ud til at rumme mere end ét mysterium. Der skal nok ligge en sunken by derude et sted. Jeg svæver henover den, og henover mange andre mysterier, i mit lille fartøj, om få dage.

En anden variation var byen Peniche mellem Porto og Cascais. Det var en by ja, men af en helt anderledes karakter: lav, tarvelig og slidt bebyggelse, lidt slum-agtig faktisk, med en stor industrihavn. Også her var det muligt at ankre, indenfor bølgebryderen. Da der var en del andre, der også havde fået den ide, lod jeg ankeret gå ret langt ude i bassinet. Det blev senere festligt, da hele Peniches fiskerflåde på vel omkring 25 halvstore fartøjer næste formiddag afgik samtidig fra inderhavnen. Med en fart på ikke under 15 knob pløjede de igennem yderhavnen og fløj rundt om Mathilde med ikke ret meget mere end malingen imellem, under høje tilråb fra besætningerne: "Fjern den båd!" råbte de, på klart og umisforståeligt portugisisk. Da de var pebet forbi, og dønningerne havde lagt sig, kunne jeg pludselig godt finde et sted helt inde under bølgebryderen med tilstrækkelig svajeplads til, at Mathilde kunne ligge der!

Peniche

Jeg har nu ligget i nogle dage i Cascais, for anker. Endnu en smuk og hyggelig by, solen skinner, her er 23 grader, vandet er klart og alt er godt. Et af togtets potentielle højdepunkter var Lissabon, som kun ligger få timers sejlads, eller 45 minutter i tog, herfra. Jeg har dog valgt at springe denne ellers efter sigende fantastiske by over i denne omgang. Hvad der er op og ned med alt dette Corona-halløj er ikke til at sige, men Lissabon har i øjeblikket et dobbelt så højt smittetal som København, vistnok omkring 1,2 %. Jeg har et stærkt immunforsvar, og har ikke haft influenza i 30 år, så jeg er sådan set ikke bekymret for at blive syg. Men en positiv test vil gøre det meget vanskeligt at fortsætte rejsen som planlagt. Ingen vil modtage en Corona-smittet. Så Lissabon og jeg må undvære hinanden, i denne omgang. Faktisk er jeg også godt fyldt op af både by- og storby-indtryk, og glæder mig nu til øerne ude i havet. 



I morgen tidlig går det sydvestpå, ud på Den blå Hylde, mod Porto Santo ved Madeira. Fire døgns oceansejlads, fire døgns ensomhed, fire døgns ultimativ sårbarhed og ultimativ styrke. Kap, Farvel! Nu skal der øer til. 

onsdag den 23. september 2020

Til maskebal i burka-land

 "Loneliness is not, after all, a function of numbers,
but a symptom of a mind adrift"

Roger Taylor


Jeg ligger i den smukke Ria de Cedeira i samlet 18 dage, først og fremmest med det formål at løse en større arbejdsopgave. Denne rejse har så mange formål, at en tidsramme på 10 år ville være mere realistisk til at indfri dem end det ene, som indtil videre er sat af til det. Samtidig er denne rejse fuldstændigt formålsløs. Den er et udtryk for impuls, nødvendighed, dybest set ureflekteret bevægelse, liv, som vil leves, og som sprænger sig vej op igennem lagene af overlæg og formålsliderlighed. Der er intet formål.  Der sejles, fordi der sejles. Bum.

Den menneskelige eksistens er delt i lag, med hver deres sprog, udtryk og kontakt til verden. Et af lagene er ego-laget, altså definitionen af og fortællingen om hvem jeg er, hvilke egenskaber jeg har og ikke har, og den deraf følgende kamp for fordelagtig positionering i det landskab af egoer, som alle godt 7 milliarder for øjeblikket tilstedeværende egoer på planeten tilsammen udgør. Er der mon plads til mig? 

Jeg har skrevet om det før. Befrielsen ved at sejle ud på det meget store hav, gå i et med skibet, blive en tanketom funktion, der skal gøre det, som indlysende skal gøres for at skibet ikke synker og fortsat sejler, men i øvrigt kunne være hvem som helst. Der har vi det: "kunne være hvem som helst". Den største og måske eneste virkelige frihed, der findes, er friheden fra at være nogen, altså frihed fra egoet. 
Den første vej til denne frihed, som åbenbarede sig for mig allerede da jeg var barn, var at sejle. Siden har jeg fundet andre veje, gennem arbejde med sindet, og disse veje underviser jeg i nu. Det er en vigtig mission: frihed for så mange mennesker som muligt. Og lige herefter følger paradokset: for at kunne undervise i sindsarbejdet mod frihed er jeg nødt til at tage mig betalt for det, for ellers har jeg ikke tid til det for andet, mindre vigtigt arbejde. For at kunne tage mig betalt for det, er jeg nødt til at skabe en fortælling om hvad det er, jeg underviser i, og en fortælling om mig, som giver mening for mennesker, der ikke kender mig, og som overbeviser dem om, at netop jeg kan hjælpe dem ud af ufrihed. Jeg er med andre ord nødt til at gå ind i netop det ego-lag, som jeg har set friheden i at transcendere, og som jeg underviser ud af! Det er en overordentligt vanskeligt opgave. Langt vanskeligere end at navigere et skib fra Aarhus til Galicien via Vadehavets sandbanker, Normandiet og Bretagnes strømfyldte klippekyst og Biscayens lumske uforudsigelighed og uoverskuelige vidde. Den inkluderer en kontakt til et landskab af andre menneskers egoer, som virker meget abstrakt og fjernt, set fra cockpittet på min opankrede båd.
Af samme grund bliver arbejdsopgaven, som helt lavpraktisk består i at få skabt en markedsføringsplatform, som kan skabe kontakt med nye, potentielle klienter, en hård nyser. Jeg møder en mur af modstand i mig, en modstand mod at definere mig, afgrænse mig, "reklamere". Heraf følger diverse overspringshandlinger, som kan variere fra at gå endnu en meget lang tur i den smukke naturskov syd for bugten til at scrolle på Facebook i timevis. Det sidste er decideret deprimerende, for som det nok er de fleste bekendt, kan de sociale medier i allerhøjeste grad være medvirkende til følelsen af ensomhed. Der har vi den: ensomheden. En ellers for mig stort set ukendt følelse begynder, som dagene bliver til uger i den idylliske ria, at dryppe fra hypothalamus ned i hjernens netværk af fortolkninger, betydningstildelelser og fokusforstyrrelser. På de uendelige rejser til Shetlandsøerne, Færøerne, Nordkap, over Biscayen? Nej, ikke rigtig, ikke på denne måde, i denne grad. Jeg har kontakt med verden gennem abstrakte billeder og historier på min skærm. Det er værre end ingenting. Meget værre. Havets tomhed, som er fylde, er bedre. Meget bedre.


Hvorfor er jeg alene? Det er et spørgsmål, jeg af og til møder. Det korte svar er, at jeg ikke kender nogen, som vil sejle med mig. Det er ikke forkert: de fleste, jeg har varme relationer til, kan enten ikke lide at sejle og/eller de er bundet af arbejde, børn, uddannelse osv. Det ligger ikke lige for at stikke af, som det gør for mig. Min ældste søn er flyttet hjemmefra, og den yngste er på efterskole, ingen af dem har overhovedet tid til at snakke med mig, og det er jo lige, som det skal være: de er på vej ud i deres liv, væk fra basen.

Jeg har kærlige relationer til flere kvinder hjemme i Danmark, men er ikke i et parforhold og ønsker ikke at være det. De betingelser for det, som samfundet har indoktrineret de fleste med siden romantikken, vil jeg ganske enkelt ikke leve op til. Jeg er frihedskæmper! At mødes i kærlighed, hvoraf naturligt følger ærlighed, respekt og klarhed, er det smukkeste, der findes. Men den pakke af begrænsninger og forventninger om at skulle føle og gøre bestemte ting, og endelig ikke føle og gøre bestemte andre ting, som absurd nok stort set altid hægtes på kærlighedsrelationen, når den bliver til et "forhold" (= "jeg holder dig fast på forhånd!"), nægter jeg at acceptere. Det er bl.a. det, jeg blogger om på Frihed.Nu: Frihed fra ideer om, at alting skal være  noget bestemt. Ideer, som umuliggør en nysgerrig undersøgelse af , hvad livet faktisk tilbyder lige nu og her, og af, hvad kærlighed er. Det er jo en helt anden historie, men det har at gøre med mit valg: at sejle alene. Det er ikke en principsag, det faldt bare sådan ud. Jeg har ikke mødt nogen (kvinde) endnu, som vil relatere med mig uden betingelser - og som vil med på eventyr lige nu. Og for mig kommer frihed først, nok fordi jeg er mand. Sammenhængen mellem frihed og maskulinitet og mellem kærlighed og femininitet undersøger jeg bl.a. i min nye sejlads-bog "Af gyngende grunde", som jeg da bestemt synes, du skal læse!

Det korte af det lange er, at min alene-hed (som kun en sjælden gang imellem fører til ensomhed) ikke er synd for mig! Den er mit valg, jeg kunne have valgt noget andet - men så var jeg nok ikke kommet ud at sejle. Man kan ikke få det hele. Og man er altid fri til at gøre, som man vil - og leve med konsekvenserne.



Jeg går i land hver dag, og hvad møder jeg?: robotter med blå ansigter. Det er uhyggeligt, som burka-påbuddet, som her i Spanien jo gælder hele det offentlige rum, fuldstændigt renser gadebilledet for menneskelighed. En solosejler går i land, men jeg ser ikke et menneskes ansigt i dagevis. Øjne over blåt plastic. Måske smiles der? Det tager også sin tid at vænne sig til, at min egen mimik bliver hængende på indersiden af kontaktbarrieren. Ingen respons. Eller...det kan jeg jo faktisk ikke vide, både pga. modpartens maske og fordi mine briller dugger helt åndssvagt, når min udåndingsluft fortvivlet finder en udvej fra sit fængsel, opad. Måske respons? Hvad sker der derovre på den anden side af disken, bag masken? Det ville jeg give min højre arm for at vide. For at mærke.



I et forsøg på at komme bagom maskernes afvisende plasticmur flytter jeg min Tinder-profil til Cedeira. Det er et eksperiment. Meet the locals.
Nu kommer mit intime kærlighedsliv jo sådan set ikke dig ved, kære læser, men dette eksperiment falder så lidet intimt ud, at jeg ikke er bekymret for at indvi dig i resultatet: de spanske kvinder viser sig at være betydeligt mindre varmblodede eller betydeligt mere katolsk opdragede end ventet. I hvert fald fører ingen af mine velmente (omend måske, som desperationen stiger, rigeligt proaktive) forslag til maskeløse møder, endsige møder i det hele taget. Nedtur der.
Det skal siges til de galiciske skønheders forsvar, at der også foreligger en anden, mulig grund til afvisningerne: al min kommunikation i chatten skal lige en tur igennem Google Translate, da jeg ikke kan et pluk spansk, og de konsekvent ikke kan et pluk engelsk. Da jeg, i en af de mange artikler om hvalernes tilstedeværelse i området, som jeg læser gennem Google Translate, erfarer at "hvalerne kommer op til overfladen utilsigtet, til vindstødsfodring", at nogle sejlere har undgået skader ved mødet med en gruppe spækhuggere, "så snart mønsteret stoppede embarkation, arayanske stearinlys og slukkede motoren" og desuden at vi "i denne uge nåede 70 sekunders marsvin indtil videre i 2020", kan jeg godt blive en smule bekymret for, hvad det mon egentlig er, jeg selv får fyret af i chatten på Tinder? Godt så, kvinderne har nok deres udmærkede grunde til ikke at turde møde den gale dansker i den lille båd. 

Ensomheden er et konglomerat af dels en tanke om at være adskilt (altså en identifikation med den fysiske krop), dels en tanke om ikke at burde være det (altså en sindskonstruktion af mangel) og dels en overbevisning om, at det ikke kan ændres (altså fokus på barriererne, det være sig blåt plastic, sprog eller tusindvis af geografiske kilometer). Hele tre fejlslutninger. Som al anden lidelse er ensomhed et udslag af tankefejl. Det er godt, for fejl kan rettes - hvis man er bevidst om dem.

Og så er der de hvaler. De spækhuggere, nærmere bestemt. Jeg har sagt så meget om den problematik på videobloggen på Facebook (se facebook.com/etaarpaahavet/), at jeg ikke vil gå i detaljer med den her. Men da jeg endelig forlader Cedeira d. 18/9 om morgenen, er det ikke fordi jeg har decideret lyst. Tanken om at blive bombarderet fra alle sider af aggressive, tonstunge tandhvaler er ikke just tillokkende, og min i forvejen noget anspændte sindstilstand får lige et nøk mere opad på stress-skalaen, da jeg efter 20 minutters sejlads fra Cedeira får en fiskerbåd op på siden. Fiskerne gestikulerer ganske sigende til mig: armene op over hovedet, i en trekant. Her i modlyset ser den så sort ud, som det, den skal symbolisere. Og fiskerne peger bagud. De har lige mødt dem. Bæsterne fra dybet. 


Hvorfor sejler jeg så ud? Hvorfor til La Coruña, hvorfor kun få dage senere til Malpica, til Muxía, til Finisterre? Der er naturligvis tale om det som al sejlads, ligesom alt liv i det hele taget, indbefatter: kalkuleret risiko. Alt muligt kan gå galt, også dette. Men hvis jeg ikke for det første havde nogle ideer til, hvad jeg skulle gøre, hvis dette og hint måtte indtræffe, og for det andet konsekvent håbede det bedste, så kunne jeg aldrig sejle nogen steder. I dette tilfælde tager jeg mine forholdsregler ved at sejle korte distancer, kun i dagslys, holde meget skærpet udkig, og have en klar plan for, hvordan båden hurtigst muligt "lægges død", hvis jeg skulle møde de sorte rygfinner - og for hurtig evakuering, hvis det allerværste skulle ske. Den reelle risiko for totalhavari er vel næsten nul, ingen båd er endnu blevet slået læk af hvalerne. Skader på båden vil være ærgerligt, men ikke ubærligt.
Skader på mig? Ikke sandsynligt heller - og i øvrigt var jeg i dag tæt på at brække benet, da jeg trådte ned mellem to pontoner her i havnen i Finisterre. Hvorfor gjorde jeg det? Fordi det mundbind, som skal beskytte mig mod en uendeligt fjern, abstrakt og usandsynlig trussel, stjal den nederste del af mit synsfelt, hvorved jeg ikke kunne se mellemrummet mellem de skarpe betonklodser. Vi lader billedet stå et øjeblik...!

Indespærringen i sindet med al denne abstrakte længsel efter kontakt, al denne modstand, al denne uvirkelighed, er ved at lave slidspor i den sjæl, som jeg skal have med mig hele vejen og derfor passe godt på. Jeg er nødt til at bevæge mig. Jeg er nødt til igen at beskæftige mig med virkelige problemer og virkelige glæder, for det optager sindet, flytter fokus og skaber fred. 

Jeg krydsede i går rundt om Kap Finisterre, Verdens Ende. I romertiden sluttede den kendte verden her. Her ender, også i dag, den lange vandring for de pilgrimme, der går caminoen.
Jeg selv er også på pilgrimsvandring. Hvor ender mon min?





fredag den 4. september 2020

Lort og lagkage

Aftenen d. 28. august bliver ikke just togtets højdepunkt. Optakten er, at jeg har ligget i et døgns tid i Brest, er sejlet tilbage til Presqu'ile de Quelern, hvor jeg har ligget i nogle dage og arbejdet, og nu ser en mulighed i vejrkortene for en passage af Biscayen. I morgen tidlig kl. 6 er der afgang! Vinden skal gå i nord i løbet af natten, og blive hård. "Hård" kan jeg undvære men overleve, når retningen er så fin: det vil give en flot agten for tværs det første døgn ud på det store vand, derefter skal vinden tage af og blive til næsten ingenting. Det er bestemt en mulighed at komme til Spanien på de præmisser.

Imidlertid er nordenvind ikke så godt på min ankerplads ved Presqu'ile de Quelern, det vil give en meget urolig nat, og jeg foretrækker at være veludhvilet som udgangspunkt, når jeg skal ud at sejle i tre døgn eller mere med meget ringe søvnkvalitet og -kvantitet. Derfor udser jeg mig en ankerplads på sydkysten ved Goulet de Brest, hvor jeg vil ligge fantastisk for nordenvind, og desuden være positioneret lige i kanonløbet ud på havet i morgen tidlig, uden at være fanget af strømmen i sundet. Genial plan. 

Jeg kommer først afsted mod min nattehavn ved 17.30-tiden, lige sent nok, men akkurat OK i forhold til strømmen ude i goulet'en. I store strømhvirvler forcerer Mathilde strædet for motor, og en time senere ankommer vi til min drømme-ankerplads - blot for at konstatere, at den er ubrugelig! Desværre er hele den lille bugt fuldstændig stoppet med mooringer, og desuden ruller en betragtelig dønning ind langs kysten. Ankring er ikke en mulighed. I min desperation gør jeg noget så forbudt som at "låne" en pt. ubrugt mooring. Det er jo sidst på dagen, det går nok til i morgen tidlig? Men ak: dønningen og strømmen gør, at båden hele tiden gokker ind i mooringsbøjen (eller omvendt), med lydelige bump til følge. Alting falder ned fra borde og hylder i den ulidelige rullen frem og tilbage. Her får jeg ikke lukket et øje!

Efter en time er det sevet ind: jeg må tilbage til mit udgangspunkt. Jeg starter motoren - og står med startsnoren i hånden! Den har holdt i 12 år, og i alle 12 år har jeg tænkt på, hvor længe sådan en fætter mon holder? Nu står jeg med svaret. Heldigvis gik motoren i gang i første ryk, som den plejer, så jeg tøffer tilbage mod Presqu'ile de Quelern med halen mellem benene, lidt bekymret for al den tid, der går med denne meningsløse øvelse. Hver time trækkes fra min nattesøvn, og jeg har en del andre forberedelser at gøre før det store havstræk i morgen. Men prøvelserne er kun lige begyndt.

Mit møjsommeligt stuvede ankergrej (som jeg først stuvede af vejen, derefter fandt frem igen ved Goulet de Brest, derefter stuvede af vejen igen, og nu skal finde frem igen) ligger under dørken i forkahytten. På denne dørk står mit kemiske toilet, som må flyttes før jeg får adgang til de 50 meter dejlig 8 mm. kæde nedenunder. Det er blevet en rutineoperation, no problem. Men netop denne aften får jeg galt fat i håndtaget, da jeg vil løfte vidunderet, som, i parantes bemærket, er stort set fyldt til randen efter 14 dage uden tømning. Toilettet skiller sig i overdel og underdel og underdelen (den med de spændende sager i) går op. Resultatet, dér på dørken i forkahytten, ligner (og lugter som) lige præcis det, det er: et væltet lokum! Jeg vil spare min sarte læserskare for mere dybdegående information om efterspillet, men kan flygtigt nævne noget med 50 meter dejlig 8 mm. kæde dyppet i .... og noget med en dørk i krydsfiner, som selv efter grundig afvaskning i kogende vand stadig lugter en anelse af .... - og en skipper, som, idet han mener at have vigtigere ting at bruge denne sidste nat før krydsning af en af de mest berygtede havstrækninger i verden til, kortvarigt og for første gang siden afsejling fra Aarhus, synes det hele er noget .....
Well, ved 00.30-tiden ligger Mathilde for sit anker, der er ryddet op efter tragedien i forkahytten og startsnoren i motoren er skiftet, i pandelampens skær. Vi er klar!

Kl. 05.20 næste morgen tumler jeg ud af køjen og gør sejlklar. Adrenalinspejlet er absolut et par streger over det normale, og det er godt, for der skal kompenseres for kun små 5 timers søvn, som endda var ret ringe, da den opspringende nordenvind, ganske som lovet hård, har gjort ankerpladsen noget choppy. Lige inden, jeg tager ankeret, falder blikket på NAVTEXen. Jeg har checket tre forskellige vindmodeller op imod hinanden i mange dage, og de siger alle go (hvis man kan leve med sejlads i decidereret hårdt vejr det første døgn), men jeg checker alligevel lige. Meteo-France (som jeg ikke har konsulteret forud) skriver, at Biscayen vil være præget af "rough, crossing seas" "gusts" og op til styrke 7. Det stod ikke på menuen, da jeg bestilte! Jeg ringer til nordmændene i det gode skib Willy inde i Brest, som jeg ved også er ved at lægge an til take off. De har ikke NAVTEX, havde ikke set varslet, og afbryder, ligesom jeg, forsøget på at besejre Biscayen i dag. Vi tumler tilbage i vores køjer. Jeg kan ikke nægte, at antiklimakset også kommer som lidt af en lettelse: jeg er smadret ovenpå min ....aften, og spændingen ved at skulle ud på netop dét hav var måske rigeligt høj i forvejen til, at jeg absolut behøvede at have et hårdtvindsvarsel med som topping. 

Hele den næste dag ligger jeg på den meget urolige ankerplads og går lidt rundt om mig selv. OK, overdrivelse, det er en lille båd, så der bliver ikke gået meget, men tankerne er på havet derude. Sidst på formiddagen checker jeg Marine Traffic, en tjeneste, der kan fortælle hvor alle både med AIS-sender befinder sig. Jeg kan se, at Willy er stukket til søs og går sydpå mod...Raz de Sein. Vent lidt, der er noget galt! Nu har jeg ikke sejlet igennem det smalle stræde mellem Ile de Sein og fastlandet, men husker fra beskrivelsen i Reeds, at det er et stræde, som skal passeres meget, meget præcist ved slækvande +/- 15 minutter(!) og ikke i moderat til hård vind! Jeg kan umiddelbart regne ud, at de ikke vil kunne nå frem til strædet inden næste slækvande. Der er tydeligvis noget, de ikke ved. Jeg får fat i den kære familie over VHFen og bibringer dem den vigtige information. De bøjer af, og ligger få timer efter ved Morgat, som jeg også har udset mig som et muligt udgangspunkt for et snarligt, andet forsøg med det store hav. 
En skøn aftensejltur i forsat meget frisk nordenvind ned langs den betagende kystlinje bringer mig kort efter solnedgang til Morgat, hvor ankeret går 100 meter fra Willy. Magnus og jeg holder skippermøde, og bliver enige om, at det er i morgen tidlig, det sker. Det er i morgen tidlig, det sker!

Biscayens rygte kender enhver, der har læst Rasmus Klump og Tintin. Men det er som med alle andre have i verden: hvis vejret er godt er der intet problem. Således også med denne overfart. Efter en lidt turbulent passage af Chaussée de Sein, et langt stenrev, der strækker sig vestover fra Ile de Sein med tide rips mod nordvest, falder havet til ro. Gennaker og genua folder sig ud i min nye, hyppigt brugte yndlingssejlføring: wing-wing uden storsejl. Det er køligt, men smukt vejr, spredte skyformationer pryder den blå himmel og havet ruller roligt og godmodigt sydpå. Det tager Mathilde med sig.

Mobildækningen tørrer snart ud til rundt 0, og det tager et døgns tid at vænne sig af med lige at tage telefonen for at se, om "der er kommet noget". Det er der pr. definition ikke!
Der kommer så noget andet i stedet: ved 20-tiden på passagens første dag, mens jeg ligger på fordækket og mediterer over rød nylondug, himmel, hav og liv, er de der. Delfinerne. Disse vidunderlige skabninger bryder pludselig overfladen lige under boven, dykker under og på kryds og tværs. En mor og hendes unge plus fire andre, voksne dyr leger med mit skib og viser mig, at livet er leg, livet er bevægelse, livet er fryd. Latteren kommer, uden nogen rationel forklaring nødig, buldrende fra mellemgulvet og fylder himmelrummet fra væg til væg. Jeg ligger på mit gyngende fordæk og er intet andet end jubel. Alt er latter, alt er fryd.

Efter et lille døgn sejler jeg ud over kanten til Plaine Abyssale de Biscay. Den abyssale Slette. Under mig falder terrænet brat fra 130 meters dybde til 4800 meter, over kun godt 30 sømil. Nu er jeg på oceanet for alvor. Over satellitsenderen får jeg besked fra nordmændene, de har mødt en stor hval, som lå i overfladen kun 100 meter fra båden. Der er noget dernede i dybet, og det er stort.

Ingen passage over Biscayen uden lidt drama, og i dette tilfælde må jeg jo lave det selv, da havet ikke er til narrestreger i denne omgang (og tak for det). Mandag formiddag opdager jeg, at mobiltelefonen har mistet Bluetooth-forbindelsen til satellitsenderen, og jeg dermed ikke umiddelbart kan sende beskeder til en fjern verden af fastland. Forbindelsen lader sig ikke sådan lige genoprette. Jeg må ind i senderens beskedmenuer for at finde fejlen, og i min trykken rundt sker det, der ikke må ske: hvor jeg, i stedet for at trykke på "luk"-knappen ved de foruddefinerede beskeder, der er indkodet i senderen, kommer til at trykke på "send"-knappen, er det så fantastisk uheldigt, at netop dén besked i det øjeblik er markeret. Og op ryger den, til satellitten derude i verdensrummet, ned til min fars mobiltelefon, ud på kortet på hjemmesiden, som følges af hundredvis af eventyrlystne mennesker, og ned på mit shorecrew Anders' mobiltelefon, som i det øjeblik ligger fremme på et mødebord i Vejle. "Undskyld, jeg er lige nødt til at gå et øjeblik" må han sige til sine kolleger ved det bord. For på telefonen står: "Jeg har problemer. Redningsaktion påkrævet!"!
Pulsen stiger rundt om i verden, og også hos undertegnede. Min Bluetooth-forbindelse er jo nemlig stadig nede, så jeg kan, i nogle få, frygtelige øjeblikke, ikke se, hvordan jeg skal kunne kommunikere, at beskeden er et falsum! Jeg har allerede billeder af min gamle far med hjertestop og luftrummet over Biscayen fyldt med redningshelikoptere på min indre skærm, da jeg kommer i tanker om muligheden af at sende beskeder direkte fra senderen. Med rystende hænder får jeg fumlet mig igennem alfabetet med de fire piletaster og sendt det, af gode grunde kortfattede: "Fejl! Ingen problemer!" til de relevante instanser. Pyh!

Der er naturligvis en fysisk dimension i en passage af et stort hav. Konstant opmærksomhed, udførelse af de nødvendige opgaver med sejltrim, navigation, skafning, bakstørn, reparationer, vedligeholdelse. Jeg kunne i princippet sætte mig til at læse, skrive eller høre musik i mange timer ad gangen, men gør det aldrig. Jeg er på vagt, i mere end én forstand. Overvåger hele tiden det hele. Lytter til lyde, som kunne være tegn på malfunktion eller unødig slitage et sted, registrerer bittesmå vindskift og evaluerer mulige konsekvenser for sejlføringen, studerer skymønsteret på himlen, lufttrykket, spændingen på batterierne, brændstofbeholdningen, måler på kortet, overvejer vejrudsigternes betydning for strategien og en masse andet. Jeg Er sejladsen, mens jeg er derude. Kun det. Det er en spænding, og det er en befrielse.
Så er der også en psykisk dimension. Noget af alt det, jeg hele tiden monitorerer og om muligt justerer, er min sindstilstand. Jeg tænker at det, hvis man er flere ombord, vil være en helt anden oplevelse. Man kan snakke, hygge, drikke kaffe, snakke om film, romaner og livets gang i en skør verden. Komme væk fra det hav, i sindet. Jeg har ingen steder at gå hen. Jeg er Her. Her er mange bølger. Rigtig mange bølger. 
Som solosejler bliver det indre spil med psyken meget vigtigt. Jeg har, som skipper, ansvaret for en god stemning ombord! Sårbarheden på det meget store hav er åbenlys, og åbner mod et potentielt svælg af rædsel, hvis sindet får lov at køre den vej. Uendeligheden i timer, der blot bliver til flere timer og bliver ved og ved med det uden nogen synlig forandring at se, åbner for vanviddet. Hvis sindet får lov. Det skal ofte hentes ind, som hyrdehunden genner fårene tilbage i flokken. Bevidstheden bliver sindets hyrdehund, og den er på arbejde derude. 

Den anden nat ser jeg mod syd blinkende lys over et stort spænd af kimingen. En kæmpestor fiskerflåde? I kikkerten bliver det endnu mere mystisk: de blinkende lys er alle vegne hid og did, og kommer nærmere, spreder sig hen over den blanke havoverflade som pludseligt opståede, men aldrig gentagne glimt. Jeg når at tænke på noget så både eksotisk, usandsynligt og forskelligt som kuglelyn og ildfluer, før fænomenet går i sig selv for ikke at vende tilbage. Endnu et af havets mange mysterier, som jeg fik lov at se, men ikke forstå. 

Jeg eksperimenterer med søvnen. Normalt kører jeg 15-minutters intervaller mellem udkig, til powernapping, men den uhyre sparsomme skibstrafik herude gør, at jeg forsøger mig med 2 eller sågar 3 timers søvn ad gangen. Tanken er, at jeg kan holde længere, hvis hjernen får lidt af den dybe søvn, som den ellers bliver snydt for. Man ved intet, før man har eksperimenteret, sagde Pascal. Jeg konstaterer, som ventet, at jeg har det meget dårligt, når jeg bliver vækket efter 2-3 timers søvn, og at ubehaget er mindst en time om at fortage sig. Jeg lærer også, at jeg konsekvent er i meget dårligt humør ved de vækninger. Når jeg ved det, kan jeg lade det være, som det er: jeg er i dårligt humør, fordi jeg er blevet vækket fra dejlig søvn, ikke fordi der er noget galt. Det går over. Og det gør det også, jeg lader det blot passere. 

Kl. 02 natten til d. 2/9 ser jeg bjergene forude, i fuldmåneskær og med dramatisk skykulisse. Vi snakker spanske bjerge! Kl. 08.50 kaster jeg ankeret i Ria de Cedeira. Det er vindstille, en fortryllende soldis ligger mellem bjergene og ned mod vandet, Cedeira koketterer med spansk byggestil i lyse farver ved flodmundingen i bunden af riaen. Jeg er fremme!

Passagen tog næsten præcist 3 døgn, gennemsnitsfarten var 4,5 knob, og der blev sejlet 55 % af tiden for motor. Men man kan også sige, at der blev sejlet 45 % af tiden for sejl, og det var en god overraskelse, den vindfattige prognose for dagene taget i betragtning. Jeg kom over, det var naturligvis både en psykisk overvindelse og udfordring, men fysisk set en picnic. 

Galicien omfavner min lille båd og mig, og jeg vil nu hengive mig i den omfavnelse i et stykke tid. Sømanden er som udgangspunkt altid på vej. Det er nødvendigt også at hvile i at være Fremme. En gang imellem. Som nu.

mandag den 24. august 2020

Gennem gulvet

Rent kulinarisk fik jeg i Roscoff genopfrisket mit gamle venskab med bretonske skaldyr, da jeg indløste en gave hjemmefra: en middag på en af Bretagnes mange uforlignelige spisesteder.


Og da jeg d. 18/8 ved middagstid sejler op i l'Aber Wrac'h ved lavvande, bliver jeg mindet om, hvor disse vidunderlige hapser kommer fra: østersbrugene står tæt langs det, der, her ved lavvande, er bredderne, og ved højvande ligger på syv meters dybde.



Et godt stykke oppe i aber'en lader jeg ankeret gå på 8 meter vand. Der er kun ganske smalt, nok omkring 50 meter til hver bred, men strømmen holder mig langsfjords, så jeg ikke driver ind og går på grund. Aber er fransk for en smal, dyb fjord, og dette område af Bretagne kaldes Cote des Abers netop på grund af mange af disse strømfyldte kystlinjebrud. Jeg er omgivet af skov til alle sider, fra de stejle brinker strækker lavvandsmudderet sig gråt og tangfyldt ud mod bredden, hvorfra det hurtigt bliver ret dybt.
Da højvandet topper, ligger jeg på hele 15 meters dybde. Det er en udfordring at afmåle den rette mængde kæde og tov til så stor en forskel i vanddybden. Hvis der er for lidt kæde ude ved højvande, brækkes ankeret lettere fri af bunden pga. det mere vertikale træk. Hvis der er for meget kæde ude ved lavvande, kan jeg svinge for meget, og dermed, ved slækvande (altså mellem høj- og lavvande, hvor der ingen strøm er) drive ind på grund. Løsningen bliver at afpasse længden nær høj- hhv. lavvande, så det hele tiden er tilnærmelsesvist rigtigt. 




Om natten ankommer udliggeren af stormen Ellen, som laver ballade ude ved Azorerne, på vej ind over ydre Biscay. Hvor Mathilde ligger, er der stort set læ for vinden, men ind imellem kommer en faldvind ned imellem de træklædte brinker, og i et brøl af tung luft krænger hun over, som et siv. Det er buldrende mørkt, tæt ved nymåne. Regnbygerne pisker ind imellem hen over dækket, og hele sceneriet, fuldstændigt isoleret i den mørke skov i den dybe ”flod”, kunne af en svag sjæl måske godt karakteriseres som en anelse uhyggeligt.
Yderligere bliver det spændende af tankerne, om ankeret holder? Når jeg ankrer på formodentlig ”uren” bund, sætter jeg altid en tripping line i næsen af ankeret, altså en tilbagehals-line, som går op til en bøje i overfladen. Således vil jeg altid kunne hale ankeret baglæns fri af en forhindring, hvis det får fat i noget tungt og spændende nede på bunden. Her er fyldt med mooringer, hvor diverse forladte lystbåde ligger, og derfor sikkert også fyldt med gamle, forladte mooringer på bunden. Desuden er der østersbrugene, hvoraf nogle måske er gledet ned ad skråningerne, og nu ligger ca. der, hvor jeg har smidt mit anker. Jeg har derfor naturligvis tripping line i - men den kraftige strøm gør, at bøjen kun ved slækvande er at se. Ved flod og ebbe er den trukket under vandet af strømmen, og jeg aner ikke, hvor ankeret ligger. Når bøjen så kommer op til overfladen hver sjette time, bliver jeg totalt forvirret: den ligger altid helt ulogisk i forhold til båden, faktisk nogle gange lige ved siden af! Jeg kan da ikke både ligge oven på mit anker og have et solidt træk i kæden?! Ved aftenstid var jeg blevet helt overbevist om, at kæden måtte have fået fat i noget af alt det herlige skrammel på bunden. Det var jo så også fint, så lå jeg da fast! Men kan de voldsomme faldvinde presse mig ind på brinkerne?
I nattens mulm opfinder jeg dette system: jeg sætter ekkoloddet til at give alarm, hvis jeg kommer ind på mindre end 5 meters dybde. Så afsætter jeg et punkt både øst og vest (indad og udad i aber'en) for Mathilde, tilstrækkeligt langt herfra til, at radius om punktet er ca. som aber'ens bredde, men ikke når helt hen til båden - og sætter GPSen til at give alarm, hvis jeg kommer mere end 40 meter nærmere punktet, end jeg er nu. Alt, jeg derfor skal gøre, er, hver sjette time, at skifte mellem de to punkter, så det hele tiden er det nedstrøms punkt, jeg har alarm på. Således digitalt indhegnet både tværfjords og langsfjords kan jeg sove ”roligt”, og det gør jeg så.

Blæsevejret fortsætter i flere dage. En af dagene sejler jeg ud til marinaen, jeg trænger til at komme i land og strække benene, lidt frisk proviant ville ikke gøre noget, og forandring fryder. Ankeret kommer op uden besvær. Det er simpelthen strømmen, der får båden til at positionere sig helt skørt, der har ikke været noget galt.
Inde i aber'en er jeg for det meste afskåret fra omverdenen. Der sejler jævnligt småbåde, østersfiskere og SUP-boards forbi (når vejret er godt), men mobildækningen er svingende, internetdækningen stort set ikke-eksisterende, og de enten mudrede, snaskede bredder eller høje klinter frister ikke til landgang med jollen. Det kunne lige så godt være en oceanpassage!
Jeg skifter spilerfaldet, det gamle så noget træt ud, og spilerfaldet skal også bruges til at sætte stormfokken, hvis det en dag bliver nødvendigt. Det blæser meget inspirerende, og Biscayen ligger jo lige derude...

Få timer efter gen-ankring på ”min” ankerplads inde i aber'en slipper ankeret, for første gang nogensinde. Det er blevet højvande, og jeg har glemt at give kæde nok, desuden er der kilometervis af tang på det, da det kommer op, så det er lovligt undskyldt. Mit alarm-system virkede: selvom det var højlys dag, er det ikke sikkert, jeg havde opdaget, at vi skred, før vi havde vædret en nedstrøms opankret ketch. Med lidt heftig aktivitet med kæde og anker, som hurtigt kom op og dækkede hele fordækket med mudder og tang, gik vi fri at ketchen, og løsningen blev, for den sidste nats vedkommende, at låne en af de eksisterende mooringer.

Efter hele fem dages storm-pause i l'Aber Wrac'h sejler jeg endelig, d. 23/8, ud fra mit skjul, mod havet. Jeg har verdens højeste fallos...jeg mener: fyrtårn, strategisk placeret på Ile de Vierges (Jomfruernes Ø), lige bag mig, passerer de ikoniske sømærker Le Petit Pot de Beurre (Den lille Smørkrukke) og Le Libenter, som begge har restauranter inde i land opkaldt efter sig, og som også begge optræder med navns nævnelse i min nye bog ”Af Gyngende Grunde”, som ganske snart udkommer. Jo, også her har vi før været, Mathilde og jeg, men om få timer sejler vi ned gennem gulvet, til den foreløbigt sydligste breddegrad i denne lille eventyrmaskines liv.

Ude af aber'en mødes vi af en frygtelig blanding af gammel stormdønning og forvirret strømsø fra...alle retninger. Vi går for motor, lige mod vinden, de første 10 mil. Mathilde ælter rundt i den uskønne blanding af rester fra i forgårs og salt desorientering, kurer sidelæns ned af de 2-3 meter høje dønninger, for derefter at knalde forskibet ind i en vindbølge og så blive krænget over af vandpresset fra den medløbende strøm mod søerne forfra. Jeg sætter mig ned til kortbordet og arbejder lidt med navigationen, da en, for mig gudskelov ellers helt ukendt, fornemmelse baner sig vej fra maveregionen op igennem spiserøret til alle celler i hjernen. Jeg skal op i den friske luft - lige nu! Autopiloten bliver sat fra bestillingen, den bedste kur mod begyndende søsyge er at styre. Jeg stirrer på kimingen for at have et fast punkt at kalibrere balancen efter, arbejder med bådens latterligt uæstetiske bevægelser med rorpinden, mens jeg bøvser på livet løs. Heldigvis damper ubehaget af efter et kvarters tid. Så har man prøvet det med. Jeg tror det er 40 år siden, jeg sidst var søsyg, men denne dags seastate var så også ret oplagt til et tilbageblik!

Da vi når vestmærket ved Basse Paupien og kan lægge kursen ned mod fyrtårnet Le Four, sætter jeg sejl - og det var så straks en helt anden snak. Det er jo det, båden er beregnet til. Der bliver straks roligt og stabilt ombord, hun rider, stolt som en svane, op og ned over bølgekammene, uden at fortrække en mine. Man ville kunne bygge korthus på salonbordet. Det er en sejlbåd, jeg har bare næsten glemt det!
Dønningen tager snart af, og da vi glider ned igennem Chenal du Four, er havet blevet helt roligt, solen skinner fra en blå himmel, og gennakeren signalerer med sin knaldrøde nylondug, at her er fred og overskud. Resten af dagen bliver ren magssejlads, med en perfekt timet medstrøm. Vi når Vieux Moines-fyret, og drejer østpå ind mod Goulet de Brest, netop som ebbe bliver til flod, og får dermed medstrøm både ned langs vestkysten og ind igennem Goulet de Brest, selvom det burde være modsætninger. Det er veltilrettelagt luksus, og skipper er tilfreds.

Jeg ankrer ved Presq'ile (”næsten-ø”, altså halvø) de Querlern SV for Brest, mest for at spare havnepenge. Det er alligevel for sent på dagen til at få noget ud af byen - og faktisk foretrækker jeg for det meste freden og privatlivet for svaj i naturen.
Det er godt at se, at de franskmænd passer på ”deres” natur: i kortet står, at netop i dette område må man ikke smide noget i havet, som er større end 10 kubikdecimeter, altså svarende til 10 liter. Så...altså gerne alt muligt, som er mindre? I alle andre områder er der ingen overgrænse for, hvad man må dumpe? Jesus! Hvornår fatter vi det? Man kan ikke smide noget ”væk” på en planet, som er rund.