lørdag den 4. august 2018

Fra 71 til 56 grader Nord



Mathilde er nået frem. Kl. 15.15 i dag gled hun ind mellem pælene på sin nye hjemplads i Skødshoved Havn. 44 timer og 45 minutter før skipper skal møde på arbejde, frisk og veludhvilet efter en dejlig sommerferie. Vi nåede det sgu!

Her kommer turen i tal:
  • Vi sejlede 1106 sømil, eller 2048 km. 
  • Var på vej i 16 døgn, heraf kun to dage, hvor skibet ikke sejlede (på Utsira) 
  • Den effektive sejltid var 9 døgn, 17 timer og 20 minutter 
  • Tid for motor (hold nu fast!): 119 timer! Det svarer til 51 % af den samlede sejltid! 
  • Benzinforbrug: 210 liter 
  • Gennemsnitligt antal sømil pr. døgn: 69
  • Højeste etmål: 116 sømil. Laveste etmål: 97 sømil 
  • Turen kan granskes i detaljer HER. Hele ruten kan klikkes igennem for fart og distance for hvert enkelt position.
Men sommerens stræk fra Lofoten til Mols er jo kun en del af det samlede togt til Nordkap, som blot har været delt over tre somre. Det samlede antal mil på hele togtet var 3007 sømil, og det er dermed Mathildes længste rejse nogensinde. Til sammenligning var togtet rundt om England i 2013 på 2567 sømil, og blev sejlet på 4 måneder, hvor Nordkap-togtet har strakt sig over sammenlagt kun 2 måneder og 23 dage. Der er blevet sejlet igennem!

Statistik er som en bikini: det viser noget, som bestemt er interessant, men skjuler det væsentligste. Og hvad er så det væsentligste? Det væsentligste er nok Den store Lineal. Afstanden i den fysiske verden, som bliver til plads i sindet. Afstandene måles ikke i sømil, men i etmål, kursen ikke i grader, men i streger, og tiden ikke i timer, men i døgn. Det er en stor planet. Det er et stort hav. Jeg har følt mig meget lille på denne sommers togt, bøjet i ærefrygt over den umådelige afstand, der skulle tilbagelægges. Interessant er det, at afstanden selvfølgelig har føltes så enorm, fordi den skulle tilbagelægges på tid. Havde jeg haft tre måneder til rejsen, var jeg sunket ned i hver enkelt sømil på en helt anden måde. Denne rejse blev rejsen med Den store Lineal, afstanden blev oplevelsen.

Jeg er måske blevet ældre siden den første, lange sejlads til Shetlandsøerne for snart 10 år siden? Da jeg, i forgårs nat, ravede rundt på mit lille skib på vej ned igennem Kattegat, fuldstændig rundt på dørken af søvnmangel, uden fornemmelse for, hvor vi var henne i døgnet, hvad der var op eller ned, hvad jeg var i gang med og – specielt – hvorfor(!), opstod den tanke, at jeg måske har gjort det, der skal gøres. Jeg har måske sejlet de sømil, jeg skulle sejle alene, ud på det store hav, i de mange døgn. Det har måske været ekstremt nok nu? Det pres, jeg har sat mig selv under på alle disser tusinder af sømil under ekstreme omstændigheder, har gjort noget godt ved mig. Jeg kender mig. Jeg kender mit skib. Jeg kender potentialet. Jeg ved, at der er plads under himlen, på havet. Til mig og mit skib.

Der ligger hun så. S/Y Mathilde af Aarhus. Smuk som en svane. Strutter af livskraft og muligheder, med blussende kinder efter elskoven med de rundt regnet 136.533 bølger, hun har mødt på sin rejse fra Lofoten til sit nye hjem. Hvad skal vi nu? Jeg aner det ikke. Men hjem kom vi, fra det vildeste eventyr på toppen af verden, blandt gletchere, i ødemarken, i de dybeste fjorde, ved de højeste bjerge. I Arktis, hvor planeten læner sin isse ind mod Solen, så den aldrig går ned.

Vi har taget det med hjem, i hjertet. Jeg og mit skib.


torsdag den 2. august 2018

Fugl Fønix

Torsdag d. 2. august 2018 kl. 19.30

Menneskehedens største landvindinger er formodentlig taget af bitter nød – eller af kedsomhed. Når de to forenes, kan selv de døde genopstå:

Kl. 4 i nat var der opstået en lillebitte brise fra vest, som kunne retfærdiggøre et forsøg med sejlsætning. Hurtigt gik det ikke, men det var en lise endelig at få ro ombord! På plat læns gik det stille og roligt derindad, i Skagerrak, det næstsidste hav af de mange have, Mathilde har gennemsejlet på togtet til Nordkap og retur.
Kl. 11 var et stort øjeblik: det norske gæsteflag blev strøget fra styrbord saling – vi var sejlet ind i dansk territorialfarvand. Den danske stat fejrede begivenheden ved at opkræve 2.500 kroner i statsafgift, som automatisk bliver lagt oveni forsikringspræmien, når båden er i dansk farvand. Nu har jeg, under Mathildes eksil, i to år været forskånet for den besynderlige afgift, som ingen kan forklare, hvad vi får for. Men skal der være fest, så lad der være fest.

Det gik fremdeles godt nok ikke hurtigt, og jeg havde et ydmygt ønske om at nå rundt Skagens Rev inden mørkets frembrud. Hver gang, jeg har passeret revet, har det været et inferno af skibstrafik fra alle retninger, og da gavner dagslys altså! Den varslede friske vestenvind så ud til at være aflyst. Solen skinnede, Mathilde skvulpede fredsommeligt afsted, der var masser af lediggang til skipper. Og et ganske oplagt behov for flere kvadratmeter sejl, i den meget lette luft. Så faldt tankerne på den hedengangne gennaker, som nu hvilede i sin sarkofag i sejlmagasinet under cockpittet. Godt nok ærgerligt at...men vent lidt: pludselig manifesterede et billede sig i hukommelsens kringlede database. Christian Liebergreen! Fyren, der sejlede Jorden rundt solo nonstop for nogle år siden, og naturligvis havde undertegnede, åndsbeslægtede galning som tro følger på sin blog under dåden – han havde haft samme problem med en flænget gennaker, og ligesom jeg naturligvis ikke haft adgang til en sejlmager. Han løste problemet ved at...
Da gennakeren folder sig ud mod den blå himmel kl. 13.15 og fanger den fesne brise i sin barmfagre nylonprofil, risler Mathilde prompte fra 4 til 5,5 knob. That's more like it! En knude var, hvad der skulle til. Jeg har simpelthen bundet en god gammeldags knude på hele skødbarmen, og derefter surret skødet rundt om sejlet lige over knuden. Kønt er det ikke, men det virker, lige for nu. Vi har nu sejlet godt seks timer med den nye, helt passende sejlføring. Med knold i (ge)nakken, hvis I forstår, hvad jeg mener... 


I skrivende stund glider Skagen By forbi om styrbord, og der er godt 6 sømil, til Revet rundes. Derfra går det sydpå, det sidste ben på Mathildes lange rejse.

onsdag den 1. august 2018

De dyre dråber

Onsdag d. 1/8 2018

Skudeneshavn anmodes hermed om tilgivelse: den meget smukke lille by med gamle, velholdte pakhuse ned til en Venedig-agtig inderhavn blev fuldstændigt ignoreret af undertegnede sømand. Mit blik var indstillet på ”Benzin”, og kunne derfor ikke stille skarpt på ”Idyl”. Klokken var 20, jeg skulle bare have noget i tankene, så jeg kunne komme til søs igen, videre sydpå. Den flere dage lange, sydøstlige kuling havde omsider lagt sig, nu var der bare tale om doven modvind. Efter lidt kryds fra Utsira gav jeg efter få timer op og startede – igen – motoren. Vinden var for slatten til at jeg orkede at kæmpe mod den. Og det blev snart klart, at der skulle en ordentlig gang benzin til nu, for modvinden havde lange udsigter, så det ud til.
Helt åndssvagt er det, at jeg, under total tømning af styrbords kistebænk for at kunne inspicere agterstagsstrammeren inden afgang fra Utsira, til min forbløffelse fandt tre tomme 10-liters benzindunke under cockpittet. Dem havde jeg simpelthen glemt alt om eksistensen af! Jeg skal da ellers love for, at de 30 ekstra liter havde været dejlige at have nu, og også tidligere på turen. Det er faktisk lidt rystende, at jeg kunne glemme min fulde tankkapacitet, da jeg ellers har en fornemmelse af nærmest at kunne mærke hvert eneste gram udstyr ombord på Mathilde. En kombination af alderen, der trykker, og så naturligvis, at jeg sejler for lidt i Mathilde, tænker jeg.

Også i Skudeneshavn var bunkringsanlægget begrænset til diesel, så min taknemmelighed var stor, da min nabo i havnen tilbød at køre mig de 2,5 km. op til nærmeste tankstation. Indeblæst, som også han og hans kone havde været det i flere dage, havde de lejet en bil for at komme rundt og se lidt af Karmøy, trods alt. Besøget i Skudeneshavn varede derfor kun alt i alt en god time, så var jeg på vej igen, med i alt 100 liter benzin under dæk. Jeg lover at vende tilbage en dag og sone min brøde med et godt kamera og en latte ved havnen.

Natten var for alvor mørk, og igen præget af motorsejlads – og igen temmelig tæt trafik. AIS er, som altid, et fantastisk værktøj til kollisionsberegningerne, men også radaren ville jeg nødigt være foruden. En lanterne forude lod sig f.eks. ikke lige identificere på AIS, men radaren kunne straks afsløre, at den kun var 2 sømil væk. Jeg satte gaffatape i øjenlågene og holdt den under observation. Ud af mørket dukkede en anden, motordreven sejlbåd. Den havde vigepligten, men som desværre så ofte set, blev pligten ikke overholdt i god tid og med tydelig signalering med lanternerne (jeg vil gerne se en rød mod rød, tak!). Jeg måtte derfor også trække til siden, og de to både strøg forbi hinanden i mørket med højst 5 bådlængder imellem. Den mulighed foreligger, at vagthavende på den anden båd var udgået for gaffatape.
Senere på natten blev jeg noget overrasket over pludselig at se en kraftig, rød lanterne på min styrbords side, tydeligvis helt tæt på. Hvordan kunne den have sneget sig ind på mig, på kun et kvarter, hvor jeg havde powernappet?! Sidst, jeg kiggede, var der intet mod styrbord. Inden jeg kom alt for godt i gang med at kritisere mit eget sømandskab, valgte jeg dog lige at gnide søvnen ud af øjnene og se ordentligt efter. En frisk kollisionsberegning viste, at der ikke var umiddelbart fare for sammenstød: min modpart befandt sig 30.777.538 sømil væk, og havde ikke intentioner om at komme nærmere de næste 17 år. Jeg stirrede på Mars, Den Røde Planet!

Dagen i dag har været vanvittigt ensformig. I op til en knobs modstrøm og idelig, slatten modvind, som først her til aften endelig er drejet i SV, har jeg – for motor, motor og atter motor – sneglet mig langs den sydnorske kyst, ud mod Lindesnes. Etmålet (døgndistancen) var sølle 97 mil.
Det ikoniske fyr blev passeret kl. 19.45, og næste gang, jeg skal dreje, er om 120 sømil – ved Skagens Rev. Fædrelandet venter. Måske skulle man endda prøve at sætte sejl? Jeg kan bare ikke rigtig huske, hvordan man gør...

mandag den 30. juli 2018

Videobøvl

Der har desværre været problemer med afspilning af video på bloggen. De skulle nu være løst! Vend gerne tilbage til tidligere indlæg og se, hvad du evt. gik glip af. Hvis noget ikke virker, hører jeg meget gerne om det!

Øen i Sirahavet

Den kaledoniske Bjergkæde strækker sig fra Svalbard i nord ned langs hele den norske vestkyst, over Skotland til Irland. En vældig forhøjning, skabt under kontinentalpladernes bevægelser i en ekstremt fjern fortid. I Nordsøen og Det irske Hav er forhøjningen så relativt lav, at havet dækker den, men den er i princippet ubrudt. En pukkel på denne forhøjning, langt ude i Sirahavet vest for det sydlige Norge, er Utsira, altså ”Det yderste Sira”. Og øen har netop dette ”Det Yderste...” over sig. Da jeg altid har følt mig tiltrukket af Det Yderste, i alle livets forhold, bliver min ufrivillige indeblæsning på øen en stor oplevelse, som jeg nødigt ville have været foruden. Desuden havde jeg en lille drøm om at se nærmere på den. Drømmen opstod i 2016, da jeg susede forbi på vej nordpå, og har sin rod i den helt særlige betydning, som navnet Utsira har for den sejler, som også var i branchen før vejrudsigten gik online: læs indlægget HER.

Vejrudsigten lover fremdeles hård modvind, i nat var der sågar varslet kuling med vindstød af stormstyrke fra SØ. Vinden skal blive i det hjørne en rum tid endnu, og være hård. At kæmpe imod den er selvfølgelig en mulighed, men en af de mere desperate, og så presset er jeg ikke endnu. Der er således ikke meget at rafle om, jeg bor på Utsira indtil videre. Det giver overskud til luksusprægede aktiviteter som at bage rugbrød, pille næse og drikke mere kaffe, end jeg har godt af.


Utsira er Norges mindste kommune, den tæller 215 sjæle. En tur på 10 km., så har man gået øen rundt. Det er imidlertid en tur, som byder på afvekslende natur, fascinerende bebyggelse på kanten af det vilde hav og diverse levn fra stenalder, jernalder, folkevandringstid og vikingetid. I går blæste det, helt efter bogen, som ind i Et Vist Sted, men i den strålende sol var det oplagt at traske kommunen rundt med kamera og højt humør. Som sagt, så gjort. Det kom der denne lille videomontage ud af:


søndag den 29. juli 2018

Er vi der ikke snart?

OBS: Indlægget "En dag på havet" er nu forsynet med video fra sejlads i solnedgangen. Desuden er tilføjet et link til endnu et indlæg om Bremsteinen i 2016, som manglede: Klik evt. her.

Torsdag d. 26. juli 2018

Langs den norske kyst, og specielt fra Ålesund og sydpå, løber generelt en nordgående strøm. Den er stærkest lige på kanten af kontinentalsoklen, hvor dybden falder til omkring 500 meter. Nordgående strøm er ikke lige, hvad jeg har brug for, så på min videre færd sydpå holder jeg mig inde på soklen, på omkring 100 meters dybde. Det er, ligesom så meget andet, dog en afvejning, for jeg har østlig vind, og de meget høje fjelde i land skulle nødig æde det hele, så jeg sørger også for at holde mig så langt fra land som muligt. Strategien virker. På hele strækket ned ad kysten fra Ålesund har jeg ikke modstrøm overhovedet, faktisk i perioder en smule medstrøm.
Vind er der ikke meget af, men jeg får da fem gode timer for gennaker hen over middag. Det er den fredeligst tænkelige måde at passere det frygtede Stad på. Her kan hård vestlig og nordvestlig vind, i kombination med den nordgående strøm og den meget stejle opgrunding på kontinentalsoklen, føre til farlig styrtbrænding. Det er ganske svært at forestille sig denne torsdag eftermiddag, hvor Mathilde dovent glider ned langs kysten for en svag, nordøstlig vind, i klart solskin.




Fredag d. 27. juli 2018

Bortset fra de få timer for sejl i går eftermiddags, og godt seks timer for sejl i nat, bliver hele strækket ned til Kleppavik syd for Bergen, 169 sømil, sejlet for motor. Den smukke sommer slår igennem her: nu bliver det varmt. Og: der er ingen vind! Jeg sejler indenskærs de 40 sømil forbi Bergen, det kan jeg jo lige så godt, når der alligevel ikke rigtig kan strækkes ud for sejl. Hele strækket er ret kedeligt, her bliver landet lavt og ensformigt, og desuden er jeg kommet ind på store og små bådes motorvej nord/syd: der er en gevaldig trafik.
Det er sjældent, jeg keder mig, og når det sker, er det altid, fordi et eller andet fastholder mit fokus på noget, der ikke stimulerer mig. Kan jeg bare få lov at sidde i mine egne tanker, som der jo er ret god lejlighed til på oceanet, kommer kedsomhed aldrig i spil. Men her skal jeg hele tiden være opmærksom på den megen trafik omkring mig, og det bliver faktisk noget trættende i længden. Motoren brummer og brummer, det hele er det samme. Og der kommer sågu' endnu en stor motorbåd fræsende. Gaaab! Der er godt nok langt hjem!

I det store, strategiske spil, som sådan en sørejse er, skal jeg hele tiden tage stilling til mine ressourcer: proviant, vand, strøm, brændstof, reservedele, kræfter, søvn og gejst. De tre første er taget ud af spillet fra starten: Mathilde er provianteret og tanket til tre uger helt uden kontakt med omverdenen, og det store solpanel laver rigeligt med strøm til at dække det beskedne forbrug. Brændstof er, på denne rejse, en tilbagevendende udfordring, da motoren labber den ene kubikmeter benzin i sig efter den anden! En del steder kan man tanke brændstof ved en bunkringskaj, men det er næsten alle steder kun diesel, da det er langt det mest almindelige brændsel i både. Jeg bruger benzin, og det skal så typisk hentes ved en tankstation, i dunke, på klapcyklen. Bøvlet nok i sig selv, men jeg skal desuden finde byer at gå ind til, som er store nok til, at de må formodes at have en tankstation i det hele taget. Min havneguide for Norge er 20 år gammel, og dens oplysninger om benzintilgængeligheden kan ikke længere tages for pålydende. Den væsentligt nyere, guldrandede ”Norwegian Cruising Guide” snakker kun om adgang til diesel. Brændstofbehovet skal vurderes ud fra nuværende reserve i kombination med det kommende stræk, der skal sejles, og vejrudsigtens sandsynlighed for motorsejlads.
Reservedele har jeg et meget stort lager af, og der har gudskelov endnu ikke været brug for specielle dele, som ville kræve omlægning af strategien i forhold til at ramme en by af en tilstrækkelig størrelse på det rigtige tidspunkt.
Men de tre sidste ressourcer kræver særlig opmærksomhed for solosejleren: kræfter, søvn og gejst. På dette stræk er kræfter ikke en mangelvare, motorsejlads er ikke ligefrem drænende for fysikken. Det er søvn derimod, natten mellem i går og i dag bød på temmelig meget skibstrafik og nogen sejlhåndtering, så søvnen blev mere opdelt, end jeg kunne ønske. Jeg vælger derfor at gå ind til Kleppavik ca. 13 sømil syd for Bergen, for at sove. Ligesom på Bremsteinen kan jeg lige så godt tage søvnen her med: vejrudsigten fortæller mig, at jeg vil kunne nå ned til Utsira i morgen, hvis jeg sejler tidligt, men derefter alligevel ikke kunne komme videre i nogle dage pga. hård modvind. Så kommer jeg ikke alt i alt hurtigere frem ved at forsage muligheden for en uforstyrret nats søvn. Det samme gjorde sig gældende på Bremsteinen, hvor jeg kunne se, at Rørvik forude alligevel ville blive en foreløbig stopklods pga. modvind. Søvn skal tages, når det er muligt, for det er solosejlerens største udfordring at få nok af det.
Men det er en afvejning i forhold til den sidste ressource: gejst. Den er noget uhåndgribelig, og det er svært helt at definere, hvad der får gejsten til at komme eller gå. Men jeg har i hvert fald opdaget, at det er ret skadeligt for min gejst at gå i havn! Når først båden ligger stille, er det meget svært at samle motivation og energi til at komme afsted igen. Det hele virker pludselig så håbløst. Kroppen vil hellere blive og hvile. Måske er det derfor, denne rejse fra Lofoten indtil nu har virket hårdere mentalt end rejsen fra Færøerne gjorde for nogle år siden, skønt jeg da sejlede i 10 døgn på det åbne Atlanterhav og Nordsøen, med kun ét stop undervejs.
Jeg går ind til Kleppavik, jeg får min søvn, og ved også, at jeg skal tage mig selv gevaldigt i nakken for at komme afsted kl. 05.15 i morgen tidlig. Det vil være nødvendigt for at nå til Utsira 57 sømil mod syd inden vinden går i syd og frisker til hård vind til kuling. Mere søvn, mindre gejst. Man kan ikke få det hele. 



Lørdag d. 28. juli 2018
Gennakeren har i flere år været så mør i underliget, at der gik hul i den, bare jeg stirrede hvast på den. Det lod jeg derfor generelt være med. Bunden har været holdt sammen med gaffatape, sejlerens (og menneskehedens) bedste ven. Derfor bliver det elskede sejls endeligt også helt udramatisk: da jeg kl. 08.20 vil sætte det i den jævne vind ud for Marsteinsfyret, falder skødbarmen simpelthen af. Jeg siger ”falder”, for ikke den mindste lille lyd af flænget sejldug kan det blive til. Min gennaker har draget sit sidste suk. Surt nok, for det koster os 1-2 knob på farten i let vind, som vi indtil videre har haft meget af. Men hvad, hjem kommer vi jo nok alligevel, før eller siden.
Kort efter frisker vinden heldigvis, og vi får en herlig sejldag på frisk halvvind i gnistrende sol, kurs stik syd. Ved 16-tiden, en halv time før ankomsten til Utsira, drejer vinden, som lovet, til syd og frisker op. De sidste to mil må sejles for motor, på fuld gas. Godt, jeg kom tidligt afsted i morges!

torsdag den 26. juli 2018

Næsten halvvejs







Søndag d. 22. juli 2018 

Slåen glider til side i den rødmalede dør i hovedbygningen i den lille fiskerbebyggelse på Bremsteinen. Ingen lås her. Døren i sig selv er sådan set overkill. Her kommer max. 10 mennesker om året, og jeg er så et af dem. Stuen ligner sig selv, med køjerne langs væggen, gaskomfuret og bordet med voksdugen ved vinduet. Der hænger et par krabbeskjold på væggen, med dato og sted for fundet på hver af de små holme sirligt skrevet på med sprittusch. Ellers er her stort set ingenting. Især Svein og Ellen mangler. Enten har de fundet andre ting at lave om sommeren, eller også er de taget hjem for i år. Svein og Ellen er fuglevogtere, og samler edderdun. Edderfuglene er for længst fløjet til havs, så missionen er nok fuldført. Lidt ærgerligt, det kunne have været hyggeligt at hilse på dem igen, nu jeg alligevel var i deres hood.

Men Bremsteinen er alligevel besøget værd, jeg får sovet en ordentlig nats søvn, tager en kold morgendukkert og skridter Sørholmen af. For en kort bemærkning, så går det til havs igen, videre mod syd, i vindstille og sol.

Ved aftenstid ankommer jeg til Rørvik, efter et forgæves ankringsforsøg ved Straumsøya lige NØ for. Jeg tanker 60 liter benzin ved bunkringspontonen og finder en plads længere inde i gæstehavnen. Her ligger en del motorbåde og et par sejlbåde – de første lystbåde, jeg har set på hele turen! Måske er det fordi, jeg går så langt til havs, måske er her bare i det hele taget så utrolig meget plads, men jeg ser stort set ingen skibe i det hele taget, og da slet ikke sejlere.

Tirsdag d. 24. juli 2018

Efter en overskyet og blæsende mandag, med vind fra SV, afgår jeg endelig kl. 18.30 fra Rørvik. Vinden er væk, det går for motor indtil ved 23-tiden, hvor sejlene kommer op.

Jeg er heldig med østenvind, men igen kræver rumskødssejladsen en masse trim natten igennem. I en periode dør vinden helt, og motoren holder for igen.

Kl. 5.30 om morgenen er det slut med ”søvn”: en jævn modvind har rejst sig. For første gang må vi i gang med at krydse. Det er umådelig træls sejlads: der er lige lidt for lidt vind til at få ordentlig fart i båden, men for meget til at gå for motor. Der står gammel dønning fra to andre retninger end vindretningen, så Mathilde skvulper åndssvagt rundt. Progressionen mod målet skal man være jubelpositiv for ligefrem at fejre. Det er gråt, det er koldt. Timerne snegler sig afsted, og vi kommer ingen vegne. Hvad laver jeg her?

Målet løber fuldt kl. 11, hvor jeg får løsnet sikkerhedsbøjlerne på komfuret lidt for tidligt, så min, under de håbløse omstændigheder, kunstfærdigt tillavede kaffe vælter ud over det hele. Her på bloggen hedder det ”For Søren da osse”, men mallemukkerne lærer nye gloser, det er helt sikkert.




Kl. 13 er vinden så slatten, at jeg starter motoren, men beholder storsejlet sat som støttesejl. Havet er stadig gråt, ubeslutsomt, rastløst, irritabelt. Eller er det bare mig?

Ind imellem må jeg undvige klynger af fiskeredskaber, som ligger med lange liner lige i vandoverfladen, på 100 meters dybde og helt her ude på åbent hav. Jeg ser dem kun tilfældigvis, for 95 % af tiden ser jeg alle andre steder hen end fremad. Øjnene på vejen? Ikke her, jeg prøver at leve mit liv, mens Mathilde tumler klodset fremad i den ulidelige, gamle dønning, som en beruset badeand. Jeg sørger for ikke at opholde mig for længe ved tanken om at få køl og ror viklet ind i sådan en gang fiskerskrammel med 7 knobs fart midt om natten. Det sker nok ikke for mig.

Jeg er så langt til havs, i begrænset sigtbarhed, at jeg stort set ikke ser land hele dagen. Kun gråt, uroligt skvulpende hav, i bidende kulde.



Aftensmaden bliver dagens højdepunkt: Spaghetti Bolognese med henkogt rensdyrkød. Dette arktiske islæt løfter den klassiske ret til nye højder. Sikke nogle stakler, som sidder nede i Bologne uden at ane, hvad de går glip af.

Onsdag d. 25. juli 2018
Nætterne er blevet tydeligt længere og mørkere, jeg mærker det direkte resultat af så målbevidst at sejle mod syd. Skibstrafik er her stadig intet af, så jeg forlænger mine powernaps til 20 minutter. Det føles som et forkælelsesophold på et 5-stjernet hotel at sove de 5 minutter ekstra. Da jeg desuden går for motor natten igennem, er der ikke noget sejltrim at forholde sig til. Kedeligt, men kærkomment i forhold til at få en smule søvn.
Først ud for Kristiansund om morgenen begynder skibene at dukke op, og jeg skal jævnligt i gang med kollisionsberegningerne. Jeg havde næsten glemt, hvordan man gjorde, efter tre somre i stort set utrafikerede farvande.

Kl. 14.30 ankommer jeg til Ålesund, ”Norges smukkeste by”. Smuk er den, og det bliver ikke ringere af, at solen nu endelig er kommet frem. Jeg har sejlet 26 timer for motor (ud af 44 timer i alt) siden Rørvik, så besøget er af nødvendighed: jeg skal have tanket. Men det gør nu ikke noget, at det lige blev Ålesund, jeg kom forbi på dette tidspunkt. Efter at have afklædt mig uldundertøjet, de to tykke sweatre, fiberpelsen og huen, leger jeg turist i de hyggelige gader, og fejrer at Mathilde og jeg nu er næsten halvvejs hjemme, efter kun 6 døgns hårdt arbejde, med en gang fish'n chips på havnen. Og, nu jeg er her: jeg forkæler også lige mig selv med en god nats søvn, uden skvulpen, alarmer, trim, og det evindelige vækkeurs hylen. Ahhh...