mandag den 30. juli 2018

Øen i Sirahavet

Den kaledoniske Bjergkæde strækker sig fra Svalbard i nord ned langs hele den norske vestkyst, over Skotland til Irland. En vældig forhøjning, skabt under kontinentalpladernes bevægelser i en ekstremt fjern fortid. I Nordsøen og Det irske Hav er forhøjningen så relativt lav, at havet dækker den, men den er i princippet ubrudt. En pukkel på denne forhøjning, langt ude i Sirahavet vest for det sydlige Norge, er Utsira, altså ”Det yderste Sira”. Og øen har netop dette ”Det Yderste...” over sig. Da jeg altid har følt mig tiltrukket af Det Yderste, i alle livets forhold, bliver min ufrivillige indeblæsning på øen en stor oplevelse, som jeg nødigt ville have været foruden. Desuden havde jeg en lille drøm om at se nærmere på den. Drømmen opstod i 2016, da jeg susede forbi på vej nordpå, og har sin rod i den helt særlige betydning, som navnet Utsira har for den sejler, som også var i branchen før vejrudsigten gik online: læs indlægget HER.

Vejrudsigten lover fremdeles hård modvind, i nat var der sågar varslet kuling med vindstød af stormstyrke fra SØ. Vinden skal blive i det hjørne en rum tid endnu, og være hård. At kæmpe imod den er selvfølgelig en mulighed, men en af de mere desperate, og så presset er jeg ikke endnu. Der er således ikke meget at rafle om, jeg bor på Utsira indtil videre. Det giver overskud til luksusprægede aktiviteter som at bage rugbrød, pille næse og drikke mere kaffe, end jeg har godt af.


Utsira er Norges mindste kommune, den tæller 215 sjæle. En tur på 10 km., så har man gået øen rundt. Det er imidlertid en tur, som byder på afvekslende natur, fascinerende bebyggelse på kanten af det vilde hav og diverse levn fra stenalder, jernalder, folkevandringstid og vikingetid. I går blæste det, helt efter bogen, som ind i Et Vist Sted, men i den strålende sol var det oplagt at traske kommunen rundt med kamera og højt humør. Som sagt, så gjort. Det kom der denne lille videomontage ud af:


søndag den 29. juli 2018

Er vi der ikke snart?

OBS: Indlægget "En dag på havet" er nu forsynet med video fra sejlads i solnedgangen. Desuden er tilføjet et link til endnu et indlæg om Bremsteinen i 2016, som manglede: Klik evt. her.

Torsdag d. 26. juli 2018

Langs den norske kyst, og specielt fra Ålesund og sydpå, løber generelt en nordgående strøm. Den er stærkest lige på kanten af kontinentalsoklen, hvor dybden falder til omkring 500 meter. Nordgående strøm er ikke lige, hvad jeg har brug for, så på min videre færd sydpå holder jeg mig inde på soklen, på omkring 100 meters dybde. Det er, ligesom så meget andet, dog en afvejning, for jeg har østlig vind, og de meget høje fjelde i land skulle nødig æde det hele, så jeg sørger også for at holde mig så langt fra land som muligt. Strategien virker. På hele strækket ned ad kysten fra Ålesund har jeg ikke modstrøm overhovedet, faktisk i perioder en smule medstrøm.
Vind er der ikke meget af, men jeg får da fem gode timer for gennaker hen over middag. Det er den fredeligst tænkelige måde at passere det frygtede Stad på. Her kan hård vestlig og nordvestlig vind, i kombination med den nordgående strøm og den meget stejle opgrunding på kontinentalsoklen, føre til farlig styrtbrænding. Det er ganske svært at forestille sig denne torsdag eftermiddag, hvor Mathilde dovent glider ned langs kysten for en svag, nordøstlig vind, i klart solskin.




Fredag d. 27. juli 2018

Bortset fra de få timer for sejl i går eftermiddags, og godt seks timer for sejl i nat, bliver hele strækket ned til Kleppavik syd for Bergen, 169 sømil, sejlet for motor. Den smukke sommer slår igennem her: nu bliver det varmt. Og: der er ingen vind! Jeg sejler indenskærs de 40 sømil forbi Bergen, det kan jeg jo lige så godt, når der alligevel ikke rigtig kan strækkes ud for sejl. Hele strækket er ret kedeligt, her bliver landet lavt og ensformigt, og desuden er jeg kommet ind på store og små bådes motorvej nord/syd: der er en gevaldig trafik.
Det er sjældent, jeg keder mig, og når det sker, er det altid, fordi et eller andet fastholder mit fokus på noget, der ikke stimulerer mig. Kan jeg bare få lov at sidde i mine egne tanker, som der jo er ret god lejlighed til på oceanet, kommer kedsomhed aldrig i spil. Men her skal jeg hele tiden være opmærksom på den megen trafik omkring mig, og det bliver faktisk noget trættende i længden. Motoren brummer og brummer, det hele er det samme. Og der kommer sågu' endnu en stor motorbåd fræsende. Gaaab! Der er godt nok langt hjem!

I det store, strategiske spil, som sådan en sørejse er, skal jeg hele tiden tage stilling til mine ressourcer: proviant, vand, strøm, brændstof, reservedele, kræfter, søvn og gejst. De tre første er taget ud af spillet fra starten: Mathilde er provianteret og tanket til tre uger helt uden kontakt med omverdenen, og det store solpanel laver rigeligt med strøm til at dække det beskedne forbrug. Brændstof er, på denne rejse, en tilbagevendende udfordring, da motoren labber den ene kubikmeter benzin i sig efter den anden! En del steder kan man tanke brændstof ved en bunkringskaj, men det er næsten alle steder kun diesel, da det er langt det mest almindelige brændsel i både. Jeg bruger benzin, og det skal så typisk hentes ved en tankstation, i dunke, på klapcyklen. Bøvlet nok i sig selv, men jeg skal desuden finde byer at gå ind til, som er store nok til, at de må formodes at have en tankstation i det hele taget. Min havneguide for Norge er 20 år gammel, og dens oplysninger om benzintilgængeligheden kan ikke længere tages for pålydende. Den væsentligt nyere, guldrandede ”Norwegian Cruising Guide” snakker kun om adgang til diesel. Brændstofbehovet skal vurderes ud fra nuværende reserve i kombination med det kommende stræk, der skal sejles, og vejrudsigtens sandsynlighed for motorsejlads.
Reservedele har jeg et meget stort lager af, og der har gudskelov endnu ikke været brug for specielle dele, som ville kræve omlægning af strategien i forhold til at ramme en by af en tilstrækkelig størrelse på det rigtige tidspunkt.
Men de tre sidste ressourcer kræver særlig opmærksomhed for solosejleren: kræfter, søvn og gejst. På dette stræk er kræfter ikke en mangelvare, motorsejlads er ikke ligefrem drænende for fysikken. Det er søvn derimod, natten mellem i går og i dag bød på temmelig meget skibstrafik og nogen sejlhåndtering, så søvnen blev mere opdelt, end jeg kunne ønske. Jeg vælger derfor at gå ind til Kleppavik ca. 13 sømil syd for Bergen, for at sove. Ligesom på Bremsteinen kan jeg lige så godt tage søvnen her med: vejrudsigten fortæller mig, at jeg vil kunne nå ned til Utsira i morgen, hvis jeg sejler tidligt, men derefter alligevel ikke kunne komme videre i nogle dage pga. hård modvind. Så kommer jeg ikke alt i alt hurtigere frem ved at forsage muligheden for en uforstyrret nats søvn. Det samme gjorde sig gældende på Bremsteinen, hvor jeg kunne se, at Rørvik forude alligevel ville blive en foreløbig stopklods pga. modvind. Søvn skal tages, når det er muligt, for det er solosejlerens største udfordring at få nok af det.
Men det er en afvejning i forhold til den sidste ressource: gejst. Den er noget uhåndgribelig, og det er svært helt at definere, hvad der får gejsten til at komme eller gå. Men jeg har i hvert fald opdaget, at det er ret skadeligt for min gejst at gå i havn! Når først båden ligger stille, er det meget svært at samle motivation og energi til at komme afsted igen. Det hele virker pludselig så håbløst. Kroppen vil hellere blive og hvile. Måske er det derfor, denne rejse fra Lofoten indtil nu har virket hårdere mentalt end rejsen fra Færøerne gjorde for nogle år siden, skønt jeg da sejlede i 10 døgn på det åbne Atlanterhav og Nordsøen, med kun ét stop undervejs.
Jeg går ind til Kleppavik, jeg får min søvn, og ved også, at jeg skal tage mig selv gevaldigt i nakken for at komme afsted kl. 05.15 i morgen tidlig. Det vil være nødvendigt for at nå til Utsira 57 sømil mod syd inden vinden går i syd og frisker til hård vind til kuling. Mere søvn, mindre gejst. Man kan ikke få det hele. 



Lørdag d. 28. juli 2018
Gennakeren har i flere år været så mør i underliget, at der gik hul i den, bare jeg stirrede hvast på den. Det lod jeg derfor generelt være med. Bunden har været holdt sammen med gaffatape, sejlerens (og menneskehedens) bedste ven. Derfor bliver det elskede sejls endeligt også helt udramatisk: da jeg kl. 08.20 vil sætte det i den jævne vind ud for Marsteinsfyret, falder skødbarmen simpelthen af. Jeg siger ”falder”, for ikke den mindste lille lyd af flænget sejldug kan det blive til. Min gennaker har draget sit sidste suk. Surt nok, for det koster os 1-2 knob på farten i let vind, som vi indtil videre har haft meget af. Men hvad, hjem kommer vi jo nok alligevel, før eller siden.
Kort efter frisker vinden heldigvis, og vi får en herlig sejldag på frisk halvvind i gnistrende sol, kurs stik syd. Ved 16-tiden, en halv time før ankomsten til Utsira, drejer vinden, som lovet, til syd og frisker op. De sidste to mil må sejles for motor, på fuld gas. Godt, jeg kom tidligt afsted i morges!

torsdag den 26. juli 2018

Næsten halvvejs







Søndag d. 22. juli 2018 

Slåen glider til side i den rødmalede dør i hovedbygningen i den lille fiskerbebyggelse på Bremsteinen. Ingen lås her. Døren i sig selv er sådan set overkill. Her kommer max. 10 mennesker om året, og jeg er så et af dem. Stuen ligner sig selv, med køjerne langs væggen, gaskomfuret og bordet med voksdugen ved vinduet. Der hænger et par krabbeskjold på væggen, med dato og sted for fundet på hver af de små holme sirligt skrevet på med sprittusch. Ellers er her stort set ingenting. Især Svein og Ellen mangler. Enten har de fundet andre ting at lave om sommeren, eller også er de taget hjem for i år. Svein og Ellen er fuglevogtere, og samler edderdun. Edderfuglene er for længst fløjet til havs, så missionen er nok fuldført. Lidt ærgerligt, det kunne have været hyggeligt at hilse på dem igen, nu jeg alligevel var i deres hood.

Men Bremsteinen er alligevel besøget værd, jeg får sovet en ordentlig nats søvn, tager en kold morgendukkert og skridter Sørholmen af. For en kort bemærkning, så går det til havs igen, videre mod syd, i vindstille og sol.

Ved aftenstid ankommer jeg til Rørvik, efter et forgæves ankringsforsøg ved Straumsøya lige NØ for. Jeg tanker 60 liter benzin ved bunkringspontonen og finder en plads længere inde i gæstehavnen. Her ligger en del motorbåde og et par sejlbåde – de første lystbåde, jeg har set på hele turen! Måske er det fordi, jeg går så langt til havs, måske er her bare i det hele taget så utrolig meget plads, men jeg ser stort set ingen skibe i det hele taget, og da slet ikke sejlere.

Tirsdag d. 24. juli 2018

Efter en overskyet og blæsende mandag, med vind fra SV, afgår jeg endelig kl. 18.30 fra Rørvik. Vinden er væk, det går for motor indtil ved 23-tiden, hvor sejlene kommer op.

Jeg er heldig med østenvind, men igen kræver rumskødssejladsen en masse trim natten igennem. I en periode dør vinden helt, og motoren holder for igen.

Kl. 5.30 om morgenen er det slut med ”søvn”: en jævn modvind har rejst sig. For første gang må vi i gang med at krydse. Det er umådelig træls sejlads: der er lige lidt for lidt vind til at få ordentlig fart i båden, men for meget til at gå for motor. Der står gammel dønning fra to andre retninger end vindretningen, så Mathilde skvulper åndssvagt rundt. Progressionen mod målet skal man være jubelpositiv for ligefrem at fejre. Det er gråt, det er koldt. Timerne snegler sig afsted, og vi kommer ingen vegne. Hvad laver jeg her?

Målet løber fuldt kl. 11, hvor jeg får løsnet sikkerhedsbøjlerne på komfuret lidt for tidligt, så min, under de håbløse omstændigheder, kunstfærdigt tillavede kaffe vælter ud over det hele. Her på bloggen hedder det ”For Søren da osse”, men mallemukkerne lærer nye gloser, det er helt sikkert.




Kl. 13 er vinden så slatten, at jeg starter motoren, men beholder storsejlet sat som støttesejl. Havet er stadig gråt, ubeslutsomt, rastløst, irritabelt. Eller er det bare mig?

Ind imellem må jeg undvige klynger af fiskeredskaber, som ligger med lange liner lige i vandoverfladen, på 100 meters dybde og helt her ude på åbent hav. Jeg ser dem kun tilfældigvis, for 95 % af tiden ser jeg alle andre steder hen end fremad. Øjnene på vejen? Ikke her, jeg prøver at leve mit liv, mens Mathilde tumler klodset fremad i den ulidelige, gamle dønning, som en beruset badeand. Jeg sørger for ikke at opholde mig for længe ved tanken om at få køl og ror viklet ind i sådan en gang fiskerskrammel med 7 knobs fart midt om natten. Det sker nok ikke for mig.

Jeg er så langt til havs, i begrænset sigtbarhed, at jeg stort set ikke ser land hele dagen. Kun gråt, uroligt skvulpende hav, i bidende kulde.



Aftensmaden bliver dagens højdepunkt: Spaghetti Bolognese med henkogt rensdyrkød. Dette arktiske islæt løfter den klassiske ret til nye højder. Sikke nogle stakler, som sidder nede i Bologne uden at ane, hvad de går glip af.

Onsdag d. 25. juli 2018
Nætterne er blevet tydeligt længere og mørkere, jeg mærker det direkte resultat af så målbevidst at sejle mod syd. Skibstrafik er her stadig intet af, så jeg forlænger mine powernaps til 20 minutter. Det føles som et forkælelsesophold på et 5-stjernet hotel at sove de 5 minutter ekstra. Da jeg desuden går for motor natten igennem, er der ikke noget sejltrim at forholde sig til. Kedeligt, men kærkomment i forhold til at få en smule søvn.
Først ud for Kristiansund om morgenen begynder skibene at dukke op, og jeg skal jævnligt i gang med kollisionsberegningerne. Jeg havde næsten glemt, hvordan man gjorde, efter tre somre i stort set utrafikerede farvande.

Kl. 14.30 ankommer jeg til Ålesund, ”Norges smukkeste by”. Smuk er den, og det bliver ikke ringere af, at solen nu endelig er kommet frem. Jeg har sejlet 26 timer for motor (ud af 44 timer i alt) siden Rørvik, så besøget er af nødvendighed: jeg skal have tanket. Men det gør nu ikke noget, at det lige blev Ålesund, jeg kom forbi på dette tidspunkt. Efter at have afklædt mig uldundertøjet, de to tykke sweatre, fiberpelsen og huen, leger jeg turist i de hyggelige gader, og fejrer at Mathilde og jeg nu er næsten halvvejs hjemme, efter kun 6 døgns hårdt arbejde, med en gang fish'n chips på havnen. Og, nu jeg er her: jeg forkæler også lige mig selv med en god nats søvn, uden skvulpen, alarmer, trim, og det evindelige vækkeurs hylen. Ahhh...

søndag den 22. juli 2018

En dag på havet

Det sker fortsat nogle enkelte gange, indtil jeg helt har vænnet mig til den størrelse Small, jeg er gået ned i, med det nylige skift fra S/Y Hanne-Kjerstine på 39 fod og 11 tons, til S/Y Mathildes beskedne 26 fod og godt tre tons: jeg står i kahytten og kigger agterud – og går i panik: vi synker! Havoverfladen virker som om, den står alt for højt, nærmest i min øjenhøjde! Så vender sund fornuft tilbage: hvis vi sank nu, ville jeg nok som minimum have våde sokker. Og så går det op for mig, at jeg bare er i et ganske lille skib nu. Havet er tættere på, jeg kan række hånden ud over siden og nå det nordkolde saltvand i én bevægelse.
Det er ikke den eneste måde, kontrasten mellem sommerens to togter manifesterer sig på. Det nyligt fuldbragte sommertogt til den vestsvenske skærgård var en udpræget dasetur, vi lå i havn i op til en uge hvert sted og lavede intet andet end at bade, spise og sove. Det var komfort, nydning, afslapning, det søde liv. Se dette lille videosammenkog af togtet (husk lyd!):



Her er en ganske anden slags sejler”ferie”: en mission, et langt større hav, et vildere klima, et mindre skib. Fremdrift hele tiden, hver time, det er muligt. Strategisk planlægning, benhård disciplin med alle ressourcer. Der er vitterlig lige så mange måder at sejle på, som der er sejlere. Jeg selv praktiserer nu to forskellige måder, i to forskellige skibe. Det kræver lidt omstilling, men den kommer hurtigt. Mathilde og jeg kender hinanden utrolig godt, med vores fælles, tusinder af sømil bag os. Handsken passer, også selvom den er Small.

Fredag d. 20/7 2018:

Efter en betagende gennemsejling af Tjeldsundet og Ramsundet mellem Hinnøya, Tjeldøy og fastlandet kommer jeg ved 2-tiden om natten ud i den vældige Vestfjorden, som strækker sig 90 sømil mod sydvest.


Der er ingen vind, men den nyreparerede motor, som stod på værksted i Harstad hele vinteren, brummer støt og pålideligt, som den plejer. Den motor har skubbet Mathilde ubegribeligt langt omkring, den hjalp på togtet til Shetlandsøerne, rundt om England (hvor den kørte halvdelen af den samlede sejltid!), til Færøerne, utallige ture til Sverige, togtet til Nordkap. Der var vand i gearolien sidste sommer, og generatoren var stået af. Det er fikset nu, og bortset fra det (og det, for den trofaste bloglæser, velkendte problem med forurenet benzin, som motoren var uskyldig i) har der aldrig været det mindste bøvl med den. Fantastisk at der, en sjælden gang imellem, faktisk laves teknik i en kvalitet, der holder til det, det er beregnet til!

Vestfjorden er dyb og bred, men der er fuld landkending til begge sider: bjergene på både Lofoten og fastlandet er meget høje og sigtbarheden er god. Det er meget svært at løsrive sig fra de takkede bjergformationers spejling i det blanke hav, men der er langt igen, så jeg må i gang med min powernapping: de kendte 15-minutters intervaller, som jeg altid sover i, når jeg sejler om natten, mens autopilot eller vindror holder Mathildes stævn i den rigtige retning.



Ved 13-tiden kommer der vind, op med sejlene! Jeg kravler rundt på dækket i en rum tid forud for festligheden, for rigningen nåede jeg ikke i væsentligt omfang til inde i Harstad. Da galdt det bare om at komme afsted. Jeg rigger preventergajer, gennakergaj, gennakerskøder og jackstag til, strammer topvanter, smører og monterer skødevisere.

Gennakeren folder sig ud, og for den fineste NNØ-lige vind glider vi sydvestpå. Ved aftenstid vil jeg koble vindroret ind, så autopiloten kan få en pause, men konstaterer, at de fem bolte, der holder bundbeslaget på plads på hækken, er blevet totalt slatne. Vindroret danser numsedans hver gang der korrigeres. Jeg vidste det vist egentlig godt fra sidste år, men vurderede dengang, at det var de udvendige bolte på selve vindroret, der var problemet. Hmm, spændende udfordring: en af de absolut eneste opgaver, jeg endnu ikke har udtænkt en måde at løse på alene, uden hjælp, er stramning af bolte med en møtrik på den forkerte side af skroget! Men jeg kan sgutte sejle 1100 sømil uden vindror, så det er bare med at komme i gang. Jeg bjærger gennakeren og lægger Mathilde underdrejet, både for at få lidt arbejdro og fordi autopiloten går hen over den kistebænk, jeg skal ned i for at se til herlighederne. Efter tømning af kistebænken for diverse skrammel, ormer jeg mig ned i den med pandelampen. Heldigvis er de gennemgående bolte betydeligt for lange, der stikker en god stump ud gennem møtrikkerne. Det er min chance. Med en papegøjetang i et meget fast greb om boltene kan jeg fastholde dem nok til, at jeg nu kan stramme møtrikkerne hårdt til med en fastnøgle i den anden hånd. Fantastisk, problemet løst! En halv time senere er vi atter på vej, vindroret styrer lydløst og med genvundet fasthed og værdighed, og jeg smiler over hele femøren. Det kører for os.


Lørdag d. 21/7 2018

Jeg er ofte blevet spurgt, hvad jeg egentlig laver i de ubegribeligt mange timer, jeg tilbringer til søs. Det har aldrig været muligt for mig at svare på, jeg ved det simpelthen ikke. ”Det, der skal til”, plejer jeg at sige, med en bagvedliggende fornemmelse af, at der hele tiden skal noget til. Dels fordi det faktisk er et ret stort arbejde at holde et skib sejlende og sig selv kørende med forplejning og søvn, dels fordi alting tager noget længere tid til søs pga. de meget urolige, trange arbejdsforhold. Men i dag satte jeg mig for at finde ud af det, så med en notesblok på navigationsbordet fik jeg udfærdiget dette eksempel på, hvordan en dag kan forløbe. Det skal siges, at der vitterlig er tale om et eksempel, for der har aldrig været to dage, som er ens på havet. Det er altid noget forskelligt, der skal til:

0745: Jeg tørner ud efter nattens urolige powernapping, med mange justeringer i sejltrim og vindror. Der justeres fortsat, før båden er stabilt på rette kurs. Natten bød på en fantastisk solnedgang/opgang, med ca. en halv times mellemrum. Solen stod op stort set, hvor den var gået ned. Vi er kun lige akkurat syd for polarcirklen.




0810: Det senest downloadede vejrkort (jeg henter dem i GRIB-format over mobilnettet, når det er muligt) analyseres, sammen med pilot, og søkort. Strategi er en meget vigtig del af langturssejlads. Hvad giver vejret mig mulighed for? På morgenens strategimøde besluttes det at gå mod Rørvik, ca. 120 sømil mod syd. Den ligger ikke alt for langt fra den direkte rute ud mod Ålesund, som ikke er oplagt pga. vejrudsigtens lovning på frisk til hård SV-lig vind natten til mandag og efterfølgende svagere vind fra samme retnig. Det vil jeg ikke kunne møde på fornuftig vis med mine på det tidspunkt tomme brændstoftanke. I Rørvik kan man, som et af de få steder på kysten, tanke benzin.

0845: Jeg nyder den uventede mobildækning med diverse SMS-udveksling med de kære derhjemme.

0915: Et pludseligt vindspring til V og heftig opfriskning fordrer omgående justering i trimmet, bl.a. med rebning af storsejlet.

1010: Jeg tilbereder en gang baked beans, bacon og æg samt et godt krus kaffe til at møde dagens udfordringer med.

1040: Vinden er drejet tilbage til NNØ og er flovet igen. Nyt sejltrim.

1100: Jeg taper en frysepose rundt om autopiloten for at undgå vand i elektronikken, hvis der en dag skulle kommer regn eller sprøjt. Det var indtrængende vand, som satte den gamle autopilot ud af spillet sidste år, efter 12 års tro tjeneste. Desuden fylder jeg Tec7 i et hul i ruffet i kahytten og genmonterer en skrue til den udvendige gribeliste, som har været taget ud for vinteren, så hullet kunne tørre igennem.

1130: Lille vindskift fordrer bomning, med tilhørende skift af preventergaj, bomning af genuaen med spilerstage, ny, tricky finjustering af vindror mm. Rumskøds (medvinds-) sejlads er utroligt meget mere arbejdskrævende end alle andre vindvinkler!

1140: Opvask, i koldt havvand. Jeg øver mig i kun at bruge ferskvand til at putte i munden. Der går sport i at strække Mathildes tankbeholdning på 100 liter til hele togtet.

1150: Lidt SMS, ny genuabomning, nyt trim

1210: Powernapping

1305: Vinden flovet stort set helt. Lidt olie i vandet omkring motoren har voldt bekymring, jeg checker oliestanden efter gårsdagens 16 timer for motor, men det ser fint ud. Motoren startes, og vi tøffer videre sydpå.

1320: Mere strategi, læse fremad i pilot, analysere sø- og vejrkort.

1340: Pause! God kaffe, høj musik. Der er ingen landkending til nogen sider, havet løfter og sænker sig dovent og blankt omkring mig. En forbipasserende mallemuk tager lige en ekstra runde for at få det hele med, mens jeg skråler med på diverse omkvæd med blanke øjne. Ellers ingen vidner.

1500: Gennakeren klargøres efter en lidt forceret bjærgning i går. Den skal pakkes om og diverse skøder, fald og gaj redes ud

1530: Gennakeren sættes. Kort efter frisker vinden. Vi høvler afsted.

1600: Vinden frisker yderligere. Jeg kan ikke umiddelbart få vindroret til at tumle kræfterne i gennakeren. Autopiloten gør, hvad den kan, men jeg opdager ved et tilfælde, at den er gloende varm. Det giver straks anledning til svedige håndflader: den må bare ikke brænde af! Samtidig nærmer et fragtskib sig på kollisionskurs, det første skib jeg har set hele dagen. Gennakeren bjærges hastigt, så vi får manøvreevnen tilbage. Fragtskibet passeres og klares. Derefter masser af trim i den nye sejlføring og vindror, kursænding pga. passeret waypoint. Jeg fjerner fryseposen fra autopiloten, dens feber aftager straks. Måske kan den bare ikke lide at have overtøj på? Jeg har før belastet autopiloten betydeligt, uden temperaturstigning, så det er forhåbentlig bare det, der har været galt.

1645: Bomning, nyt trim. Kort efter bjærges sejl, tilbage på motorsejlads.

1730: Aftensmad, i dag en rest fra i går: ris med tomatsovs og stegt squash, hertil en dåse tun. I går blev risen serveret med henkogt, saltet torsk. Enkelt og godt. Hov! Der blev ingen frokost i dag! Der sker, hvad der sker. Derefter glo lidt ud over havet.

1815: Powernapping

1945: Telefonsnak på en helt klar linje, 36 sømil til havs, uden landkending nogen steder. Ret syret.

2015: Aftenkaffe med gulerodskage og (halv)friske hindbær

2100: Opvask

2115: Almindelig oprydning. Omhældning af benzin fra reservedunke til Tank 1, som blev tømt i går. Der kan blive brug for den senere i nat, motoren kører lige nu på Tank 2, og det er et bøvlet arbejde at omhælde, som jeg helst ikke vil forpurre mere af min nattesøvn med end højst nødvendigt.

2200: Powernapping

2300: Spontan beslutning: jeg er lige ud for Bremsteinen, et af mine yndlingsstop fra turen nordpå i 2016, og jeg trænger sindssygt meget til søvn efter de to seneste nætters bøvlede, trimningskrævende sejlads. Kursen ændres få grader, der går vi ind.

0020: Ankomst til Bremsteinen. Jeg forventer nærmest at se Svein sidde på broen, ligesom han gjorde for to år siden ved omtrent samme tid på døgnet, da jeg sejlede ind mellem skærene til den lille naturhavn mellem holmene (se indlæggene om det spændende besøg i 2016 HER og HER). Det gør han dog ikke. Jeg gør fast ved den store mooring til fiskerbåde midt i bassinet. Ikke en vind rører sig. Bortset fra den tunge dønning mod stensætningen lige udenfor og nogle få strandskaders piben, er her helt stille. Efter 53 timer og 253 sømils uafbrudt sejlads går jeg til køjs, ret mør, men glad og tilfreds.

Afgang mod syd

Da agterfortøjningen glider igennem pontonbroens fortøjningsring, motoren klikker i gear, og Mathilde sætter sig i bevægelse ud igennem Harstad Båtforenings lille, velkendte bådehavn, er der mange forskellige følelser i spil på samme tid indeni sømanden.

En følelse af uvirkelighed: for under to døgn siden stod jeg ved midnatstid med mine køjesække og min rygsæk i græsset rundt om Mathilde, med tilbageholdt åndedræt: hvad ville jeg mon finde indeni? Hvilke grader af nedbrydning ville mine 11 måneders fravær afsløre, når jeg låste mig ind? Nu sejler jeg afsted i en syndigt rodet, men ellers på alle måder klar havkrydser, S/Y Mathilde af Aarhus, en oceanbetvinger i sit rette element, kun 42 timer senere!

En følelse af vemod: jeg er kommet til af hjertet at holde af den lille havn i Harstad. Måske mest fordi den i de to sidste somre har substitueret Hjem for mig, den trygge base midt i et fremmed, vildt, arktisk miljø. Det var hertil, Anton, Sebastian og jeg ankom i 2016 efter det fantastiske togt til og på Lofoten. Det var her, jeg med rystende hænder klargjorde til Nordkap og Svalbard sidste sommer, og her, jeg med dyb lettelse brugte en lille uge efter togtet på roligt vedligeholdelsesarbejde, alene. Et arbejde, som kom mig til gode ved gensynet med Mathilde nu. Det var her, i Karlottbryggens rustikke klubhus af grånet skibstømmer og med gamle radioer og motorer på og ved væggene, at drengene hyggede sig med computerspil og småkager mens jeg knoklede løs på skuden. Det var her, i klubhusets lille køkken, at jeg henkogte kød til de mange uger i Finmarken, og nu har gjort det igen. Jeg kender flere af de flinke folk på havnen. Udsigten mod Grytøya mod nord er magnifik. Harstad er min hjemhavn i nord. Jeg kommer til at savne den!

En svag følelse af angst: 1100 sømil er langt! Norskehavet kan være vildt, og der er ikke ét eneste, blødt punkt på den uendelige klippekyst mod vest. Min sårbarhed i en lillebitte båd med tændstikmast er åbenbar, men angsten kommer, som al angst, ikke af de virkelige omstændigheder, men af sindets fortolkning af dem. Jeg har arbejdet med denne fortolkning, det har vist sig, at det især er tidspresset, som udløser den.
Sindet havde produceret den vanvittige tanke, at jeg var nødt til at sejle strækningen på den afsatte tid, og at jeg ville være tvunget til at sejle uanset vejret. Jeg er ikke nødt til noget som helst. Det er kun det, som er muligt, som er muligt. Jeg er ikke tvunget til noget, har min frie vilje, og møder havet på havets betingelser, med det grej, den fysik og mentale habitus, jeg til enhver tid kan fremvise. Jeg sejler for min fornøjelses skyld (det havde jeg, i optrækkende panik, lige glemt!), og har tænkt mig at få en fantastisk sejladsoplevelse ud af den ”nødvendighed”, der ligger i at skulle hjem i en vis fart. Jeg vil passe mit arbejde som sømand, et fag, som jeg elsker, respekterer og kender. Jeg vil nyde det, der kommer. Hvorfor ikke?
Med den indstilling til de 1100 sømil svinder angsten ind til en baggrundssusen af årvågenhed. Det er fint med mig. Fra nu af, og til Mathilde ligger i Skødshoved Havn på Mols, er konstant årvågenhed nødvendig.

En følelse af lykke: livet smiler! Mathilde bader i sit hav! Jeg er fri, jeg har alt, som jeg behøver!
Et eventyr starter der, hvor forudsigeligheden slutter. Her starter et. Jeg er med i det. Kom an, hav!

fredag den 6. juli 2018

Sommerplan: hjemad

Tiden nærmer sig for sommerens togt med S/Y Mathilde. Det bliver i år ganske kort i tid, i alt 2 uger, men ikke i afstand: der skal tilbagelægges 1100 sømil på den tid, singlehanded!
Det er nemlig planen, at Mathilde skal hjem, og hjem bliver Skødshoved Havn på Mols, hvor jeg har købt en bådplads til hende. I Aarhus, som har været hjemhavn for Mathilde i de seneste 13 år, ligger jo Hanne-Kjerstine, den 39 fods Møn, som jeg bor på helårligt, så pladsen er optaget på bedste vis.
Ideen med at have en båd både ude og hjemme har ellers været god, Hanne-Kjerstine er ude at sejle næsten hele tiden forår og efterår, på småture rundt i den skønne Aarhus Bugt. Og på Lofoten står Mathilde med sin omfangsrige langtursudrustning, klar til eventyr i den store verden.

Når Mathilde nu skal hjem fra det meget høje nord, er det fordi oplevelserne i mit sind på sidste års togt stadig spøger lidt i bevidstheden (se blogindlæggene om rejsen til Nordkap sommer 2017). Jeg ved ikke, om jeg er færdig med at sejle i Arktis, eller om jeg er færdig med at sejle alene, eller begge dele. Men lysten til at cruise rundt i øde fjorde endnu en sommer er der simpelthen ikke - og det er meget mærkeligt, for det er aldrig sket før! Drømmen om den store, øde, vilde natur på egen hånd har altid drevet værket. Det er jo også muligt, at den vender tilbage. Men det vil føles godt at Mathilde er hjemme i basen, så jeg i ro og mag kan overveje hvilken retning, mit sejlerliv nu skal have. Man kunne jo også sejle sydpå? Man kunne tage gaster med? Vi får se.

Men sommerens togt står foran som en betydelig udfordring, for øde, det bliver det jo. Meget. Og pga. en usædvanligt kort sommerferie i år er tidrammen meget lille. Det kunne ligne en genudsendelse af sidste års sejlads gennem Finmarken med et stopur i hånden! Der er ikke meget andet at gøre end at håbe det bedste, for mine to sønner Anton og Sebastian har også mistet lysten til Arktis, så pt. sejler vi i den altid elskede vestsvenske skærgård ved Göteborg med Hanne-Kjerstine. Egentlig vil drengene helst være hjemme i deres sommerferie, men de vil også gerne op til de varme klipper - og i Hanne-Kjerstine kan vi gøre begge dele samtidig, for Hanne-Kjerstine er hjem!


Hanne-Kjerstine er meget mere end en bolig: sidste år sejlede jeg og vi sammenlagt 660 sømil i foråret og efteråret, primært i Aarhusbugten, men også med en tur til Anholt allerede i påsken. Båden sejler hver dag, det er muligt for vejret og arbejdet, og det er mange dage! I år har forsommeren jo været helt eventyrlig, så da er det da gået helt amok med turene ud i bugten.



Vi er tilbage fra det vestsvenske skærgårdsparadis omkring d. 16. juli. Tilbage er 2 1/2 uge mere, fra d. 17. juli, før jeg igen skal møde på arbejde. Der går mindst 4 dage med at rejse til Lofoten, hvor Mathilde befinder sig nu, søsætte hende og gøre hende klar til 1100 sømil på åbent hav. Så er der 2 uger tilbage til den meget lange hjemfærd. Det bliver mere end spændende. Følg med på bloggen fra d. 17. juli, og vær rar at krydse fingre for nordenvind på norskekysten!