mandag den 24. august 2020

Gennem gulvet

Rent kulinarisk fik jeg i Roscoff genopfrisket mit gamle venskab med bretonske skaldyr, da jeg indløste en gave hjemmefra: en middag på en af Bretagnes mange uforlignelige spisesteder.


Og da jeg d. 18/8 ved middagstid sejler op i l'Aber Wrac'h ved lavvande, bliver jeg mindet om, hvor disse vidunderlige hapser kommer fra: østersbrugene står tæt langs det, der, her ved lavvande, er bredderne, og ved højvande ligger på syv meters dybde.



Et godt stykke oppe i aber'en lader jeg ankeret gå på 8 meter vand. Der er kun ganske smalt, nok omkring 50 meter til hver bred, men strømmen holder mig langsfjords, så jeg ikke driver ind og går på grund. Aber er fransk for en smal, dyb fjord, og dette område af Bretagne kaldes Cote des Abers netop på grund af mange af disse strømfyldte kystlinjebrud. Jeg er omgivet af skov til alle sider, fra de stejle brinker strækker lavvandsmudderet sig gråt og tangfyldt ud mod bredden, hvorfra det hurtigt bliver ret dybt.
Da højvandet topper, ligger jeg på hele 15 meters dybde. Det er en udfordring at afmåle den rette mængde kæde og tov til så stor en forskel i vanddybden. Hvis der er for lidt kæde ude ved højvande, brækkes ankeret lettere fri af bunden pga. det mere vertikale træk. Hvis der er for meget kæde ude ved lavvande, kan jeg svinge for meget, og dermed, ved slækvande (altså mellem høj- og lavvande, hvor der ingen strøm er) drive ind på grund. Løsningen bliver at afpasse længden nær høj- hhv. lavvande, så det hele tiden er tilnærmelsesvist rigtigt. 




Om natten ankommer udliggeren af stormen Ellen, som laver ballade ude ved Azorerne, på vej ind over ydre Biscay. Hvor Mathilde ligger, er der stort set læ for vinden, men ind imellem kommer en faldvind ned imellem de træklædte brinker, og i et brøl af tung luft krænger hun over, som et siv. Det er buldrende mørkt, tæt ved nymåne. Regnbygerne pisker ind imellem hen over dækket, og hele sceneriet, fuldstændigt isoleret i den mørke skov i den dybe ”flod”, kunne af en svag sjæl måske godt karakteriseres som en anelse uhyggeligt.
Yderligere bliver det spændende af tankerne, om ankeret holder? Når jeg ankrer på formodentlig ”uren” bund, sætter jeg altid en tripping line i næsen af ankeret, altså en tilbagehals-line, som går op til en bøje i overfladen. Således vil jeg altid kunne hale ankeret baglæns fri af en forhindring, hvis det får fat i noget tungt og spændende nede på bunden. Her er fyldt med mooringer, hvor diverse forladte lystbåde ligger, og derfor sikkert også fyldt med gamle, forladte mooringer på bunden. Desuden er der østersbrugene, hvoraf nogle måske er gledet ned ad skråningerne, og nu ligger ca. der, hvor jeg har smidt mit anker. Jeg har derfor naturligvis tripping line i - men den kraftige strøm gør, at bøjen kun ved slækvande er at se. Ved flod og ebbe er den trukket under vandet af strømmen, og jeg aner ikke, hvor ankeret ligger. Når bøjen så kommer op til overfladen hver sjette time, bliver jeg totalt forvirret: den ligger altid helt ulogisk i forhold til båden, faktisk nogle gange lige ved siden af! Jeg kan da ikke både ligge oven på mit anker og have et solidt træk i kæden?! Ved aftenstid var jeg blevet helt overbevist om, at kæden måtte have fået fat i noget af alt det herlige skrammel på bunden. Det var jo så også fint, så lå jeg da fast! Men kan de voldsomme faldvinde presse mig ind på brinkerne?
I nattens mulm opfinder jeg dette system: jeg sætter ekkoloddet til at give alarm, hvis jeg kommer ind på mindre end 5 meters dybde. Så afsætter jeg et punkt både øst og vest (indad og udad i aber'en) for Mathilde, tilstrækkeligt langt herfra til, at radius om punktet er ca. som aber'ens bredde, men ikke når helt hen til båden - og sætter GPSen til at give alarm, hvis jeg kommer mere end 40 meter nærmere punktet, end jeg er nu. Alt, jeg derfor skal gøre, er, hver sjette time, at skifte mellem de to punkter, så det hele tiden er det nedstrøms punkt, jeg har alarm på. Således digitalt indhegnet både tværfjords og langsfjords kan jeg sove ”roligt”, og det gør jeg så.

Blæsevejret fortsætter i flere dage. En af dagene sejler jeg ud til marinaen, jeg trænger til at komme i land og strække benene, lidt frisk proviant ville ikke gøre noget, og forandring fryder. Ankeret kommer op uden besvær. Det er simpelthen strømmen, der får båden til at positionere sig helt skørt, der har ikke været noget galt.
Inde i aber'en er jeg for det meste afskåret fra omverdenen. Der sejler jævnligt småbåde, østersfiskere og SUP-boards forbi (når vejret er godt), men mobildækningen er svingende, internetdækningen stort set ikke-eksisterende, og de enten mudrede, snaskede bredder eller høje klinter frister ikke til landgang med jollen. Det kunne lige så godt være en oceanpassage!
Jeg skifter spilerfaldet, det gamle så noget træt ud, og spilerfaldet skal også bruges til at sætte stormfokken, hvis det en dag bliver nødvendigt. Det blæser meget inspirerende, og Biscayen ligger jo lige derude...

Få timer efter gen-ankring på ”min” ankerplads inde i aber'en slipper ankeret, for første gang nogensinde. Det er blevet højvande, og jeg har glemt at give kæde nok, desuden er der kilometervis af tang på det, da det kommer op, så det er lovligt undskyldt. Mit alarm-system virkede: selvom det var højlys dag, er det ikke sikkert, jeg havde opdaget, at vi skred, før vi havde vædret en nedstrøms opankret ketch. Med lidt heftig aktivitet med kæde og anker, som hurtigt kom op og dækkede hele fordækket med mudder og tang, gik vi fri at ketchen, og løsningen blev, for den sidste nats vedkommende, at låne en af de eksisterende mooringer.

Efter hele fem dages storm-pause i l'Aber Wrac'h sejler jeg endelig, d. 23/8, ud fra mit skjul, mod havet. Jeg har verdens højeste fallos...jeg mener: fyrtårn, strategisk placeret på Ile de Vierges (Jomfruernes Ø), lige bag mig, passerer de ikoniske sømærker Le Petit Pot de Beurre (Den lille Smørkrukke) og Le Libenter, som begge har restauranter inde i land opkaldt efter sig, og som også begge optræder med navns nævnelse i min nye bog ”Af Gyngende Grunde”, som ganske snart udkommer. Jo, også her har vi før været, Mathilde og jeg, men om få timer sejler vi ned gennem gulvet, til den foreløbigt sydligste breddegrad i denne lille eventyrmaskines liv.

Ude af aber'en mødes vi af en frygtelig blanding af gammel stormdønning og forvirret strømsø fra...alle retninger. Vi går for motor, lige mod vinden, de første 10 mil. Mathilde ælter rundt i den uskønne blanding af rester fra i forgårs og salt desorientering, kurer sidelæns ned af de 2-3 meter høje dønninger, for derefter at knalde forskibet ind i en vindbølge og så blive krænget over af vandpresset fra den medløbende strøm mod søerne forfra. Jeg sætter mig ned til kortbordet og arbejder lidt med navigationen, da en, for mig gudskelov ellers helt ukendt, fornemmelse baner sig vej fra maveregionen op igennem spiserøret til alle celler i hjernen. Jeg skal op i den friske luft - lige nu! Autopiloten bliver sat fra bestillingen, den bedste kur mod begyndende søsyge er at styre. Jeg stirrer på kimingen for at have et fast punkt at kalibrere balancen efter, arbejder med bådens latterligt uæstetiske bevægelser med rorpinden, mens jeg bøvser på livet løs. Heldigvis damper ubehaget af efter et kvarters tid. Så har man prøvet det med. Jeg tror det er 40 år siden, jeg sidst var søsyg, men denne dags seastate var så også ret oplagt til et tilbageblik!

Da vi når vestmærket ved Basse Paupien og kan lægge kursen ned mod fyrtårnet Le Four, sætter jeg sejl - og det var så straks en helt anden snak. Det er jo det, båden er beregnet til. Der bliver straks roligt og stabilt ombord, hun rider, stolt som en svane, op og ned over bølgekammene, uden at fortrække en mine. Man ville kunne bygge korthus på salonbordet. Det er en sejlbåd, jeg har bare næsten glemt det!
Dønningen tager snart af, og da vi glider ned igennem Chenal du Four, er havet blevet helt roligt, solen skinner fra en blå himmel, og gennakeren signalerer med sin knaldrøde nylondug, at her er fred og overskud. Resten af dagen bliver ren magssejlads, med en perfekt timet medstrøm. Vi når Vieux Moines-fyret, og drejer østpå ind mod Goulet de Brest, netop som ebbe bliver til flod, og får dermed medstrøm både ned langs vestkysten og ind igennem Goulet de Brest, selvom det burde være modsætninger. Det er veltilrettelagt luksus, og skipper er tilfreds.

Jeg ankrer ved Presq'ile (”næsten-ø”, altså halvø) de Querlern SV for Brest, mest for at spare havnepenge. Det er alligevel for sent på dagen til at få noget ud af byen - og faktisk foretrækker jeg for det meste freden og privatlivet for svaj i naturen.
Det er godt at se, at de franskmænd passer på ”deres” natur: i kortet står, at netop i dette område må man ikke smide noget i havet, som er større end 10 kubikdecimeter, altså svarende til 10 liter. Så...altså gerne alt muligt, som er mindre? I alle andre områder er der ingen overgrænse for, hvad man må dumpe? Jesus! Hvornår fatter vi det? Man kan ikke smide noget ”væk” på en planet, som er rund.

søndag den 16. august 2020

Ned kan man altid komme

IJmuiden er en stor færge- og industrihavn ud for Amsterdam. Der er også en marina indenfor de kilometerlange moler, og den iøvrigt fuldstændigt ubeskyttede kyst lægger bestemt ikke op til ankring og sommerhygge - med mindre man kommer fra landsiden, for strandene syd for er i den grad plastret til med tusindvis af små, helt ens feriehytter, og ikke under 5000 mennesker på en god stranddag. Jeg så det selv. For den stadige mangel på vind gjorde, at jeg 5-6 timer efter afsejlingen fra Den Helder, opgav videre fremfærd mod syd og smed ankeret i strøm-, bølge- og ”vind”-læ syd for molen her - og kom til at ligge her i to et halvt døgn. I sommervejr, stille og varmt, og hovedparten af Amsterdams lediggående befolkning i badeshorts inde på den relativt fjerntliggende strand (jeg måtte pga. vanddybden ankre langt fra land). Ud fra kortet havde jeg forestillet mig en helt øde ankerplads, ingen ville være skøre nok til at ankre så ukonventionelt et sted: op ad en mole på en åben kyst. Jeg skal love for, at jeg tog fejl: myriader af speedbåde og de, ved enhver solbeskinnet strand uundgåelige helvedesmaskiner: vandscooterne, fløj hid og did, ind imellem de opankrede både, hvoraf kun min var ”fastliggende” - de øvrige lå der typisk kun i den tid, det tager at drikke tre øl.


Ved midnat natten til d. 9/8 tog jeg ankeret med den kække ambition at lave lidt sydgående sømil i en lovet nordenvind. Der gik imidlertid kun en time før min tålmodighed var opbrugt: ingen vind. Snydt. Jeg afbrød, sejlede i en ret vinkel ind mod stranden igen, og kastede på ny anker, denne gang lige ud for et stort hotelkompleks - og diskoparadis, men heldigvis kun til kl. 5.30! Hav, udfri mig fra en rastløs og ulykkelig menneskeheds larmende søgen efter anerkendelse og kærlighed! Lad mig komme derud, hvor anerkendelse er det, der er. På dybt vand.

Kl. 9 forsøgte jeg igen, denne gang med mere held: det blev til hele 23 timer i træk for sejl. Og ikke bare det: for gennakeren, mit yndlingssejl, af og til suppleret med spilet genua, i smuk, ret svag medvind og sol.
Natten blev spændende. Meget spændende. Ét var de mange skibsruter og trafiksepareringssystemer, som skulle følges eller krydses, specielt ud for Rotterdam. Noget andet, som var meget værre, var de ”ruter”, som ikke fremgik af kortet - og dem var der åbenbart mange af ud for Vlissingen, tæt på den belgiske grænse. Der var en del andet, som fremgik af kortet, det er faktisk nok det mest uoverskuelige virvar af afmærkninger, korridorer, vindmølleparker, zoner, forbudt-områder, undersøiske kabler osv., jeg nogensinde før har set forsøgt afbildet på et kort. Efter bedste evne lagde jeg en kurs igennem forhindringsbanen og sejlede ind i området, kun for gennaker i den svage vind. Sejlet stod sort og mægtigt op mod den en anelse lysere nattehimmel, som et piratsejl, ildevarslende, advarende. Det var indtil videre mig, der var piraten, men det skulle snart ændre sig. 


AIS-skærmen blev hurtigt klattet til med skibe, der var på vej i alle retninger. Min egen fart og manøvreevne var beskeden, og jeg kunne ikke ane, hvor de mange skibe var på vej hen, da der som sagt ikke var nogen sejlruter lige her. De ændrede da også ustandseligt kurs. Et par meget store krigsskibe kom ud fra deltaet, med kurs lige imod mig. Holland havde måske erklæret krig mod danske pirater? Kun en mils vej fra mig drejede de uventet, men velkomment, pludselig skarpt styrbord og gik nordpå. Godt så. Men ud af myldretidstrafikken, her kl. 2 nat, manifesterede sig pludselig et meget håndgribeligt problem: et skib skilte sig ud fra de andre pletter på skærmen ved at ændre kurs, ændre kurs og ændre kurs, indtil det, kun 1,5 mil fra mig, så ud til at holde fast ved sin beslutning: det blev nu på en kurs der førte...tværs igennem 26 fods piratskib fra Aarhus, Danmark!  Min AIS-modtager er virkeligt low key, den beregner ikke selv kollisionsrisiko. Jeg har derfor udviklet min egen metode til, ved hjælp af de udlæste positions-, fart- og kurs-data ret hurtigt selv at kunne plotte situationen i mit kort og beregne kollisionsfaren. Det nævnte skib havde gennem et kvarter været ved at give mig går hår i hovedet, da det ikke kunne beslutte sig. Da jeg nu pludselig stirrede ned i lommeregneren, som på logisk og uangribelig vis viste mig, hvordan det her ville ende, gik jeg i stå i et kort sekund - og så gik det stærkt: jeg løb op på fordækket og trak strømpen ned over gennakeren, så Mathilde nu var helt uden fremdrift, derefter tilbage til cockpittet, hvor jeg sparkede autopiloten af rorpinden og tvang den i borde, så båden på det sidste opskud svingede bagbord og således nu viste det frembrusende monster derude styrbordslanternen. Således var min manøvre i det mindste umisforståelig for modparten, hvis maskinlyd steg som en dyster rumlen fra Jordens kerne, mens han buldrede frem fra øst. Et minut senere blev jeg passeret af en mur af stål, ikke under 200 meter lang. Idet banditten passerede, blev Mathilde badet i et skarpt projektørlys fra broen. Det kunne være et ”Ups, der lå sgu et eller andet, gad vide, hvad det var?”-lys eller et ”Det må du godt nok undskylde, men nu har vi fået den ide at kigge ud af vinduerne, og har set dig”-lys. Jeg tolkede det mere som et ”Hvad Fanden ligger du og laver lige der, hvor vi nu endelig har besluttet os for at sejle, lusede lystsejler?”-lys, men det kan jeg jo ikke lægge kaptajnen på dræberskibet til last. Det er der til gengæld forskellige andre ting, jeg kan: jeg gik for sejl, hvilket giver ham vigepligten, der var ideel sigtbarhed, roligt hav, min lanterne er kraftig og brændte klart, jeg sejlede langsomt og holdt, som jeg skal ifølge søvejsreglerne, kurs og fart, og der var masser af plads til at vige, specielt da han jo allerede var i gang med at ændre kurs. Men lad nu det ligge. Der var en hel kabellængde at give af, da skibet passerede, så der var jo egentlig ikke noget reelt problem?!

Dunkerque fik kun glæde af mig i et døgns tid, d. 11/8 om formiddagen var jeg på vej videre. Enhver mulighed for at bevæge mig ned mod Biscayen bliver udnyttet. Der skal ikke gå alt for lang tid, før jeg sejler over der, for stormene begynder snart at blive hyppigere derude, og de er ikke at spøge med. Vind er der generelt meget lidt af for tiden, og turen til Cherbourg, 187 sømil, var da også meget repræsentativ: motor langt det meste af tiden, afvekslende med et par timer hist og pist med lidt gennaker-sejlads i svag vind. 

Cherbourg er en smuk og meget fransk by, og mit tre dages besøg der blev yderligere forsødet af godt selskab i en norsk familie, jeg mødte i Dunkerque, som er på vej mod Kanarieøerne lige som jeg.
Der var nogle ret store fisk i havnen, og da jeg ved aftenstid for et par dage siden hørte sjove skvulpelyde fra skroget, tilskrev jeg det i første omgang fiskene, som jeg tænkte daskede til båden, eller nippede alger fra bunden eller noget. Det var dog svært at opretholde den tolkning, da det, et par timer senere, gik op for mig, at jeg faktisk sad med strømpesokkerne i vand. Altså nede i kahytten! Der blev så lige lukket op ned til kølsvinet, som på en Polaris Drabant ikke er mere end få centimeter dybt, og ja: vandet skvulpede rundt i min båd! Der kan gå rigtig mange tanker igennem en hjerne på meget kort tid: en intens, intellektuel fejlsøgning gik straks igang: kølbolte? En gammel skroggennemføring, som var blevet støbt til for år tilbage, men måske lækkede? Det gamle problem med boltene til vindror og motorbeslag, som tidligere havde givet lækage? Hvor hurtigt kom vandet ind? Hvordan kunne man mon hurtigt få båden på land her i Cherbourg? Hvad ville det koste? Hvor lang tid ville det tage? Turen ender måske her?
Jeg jog en finger ned i vandet og førte den op på tungen: ferskvand! Pyh! Vand, der kommer ovenfra, kan standses uden landsætning. Men...måske er vandet her i havnen ret fersk pga. tilstrømning inde fra land? Smager det ikke bare en lille smule salt? Osv...
Jeg lænsede ca. 60 liter vand ud af båden, og tørrede op med svampe og klude i en time, så kunne jeg undersøge miserens årsag - og fandt den heldigvis ret hurtigt: et gammelt problem, drænrøret fra bagbords dæk, var sprunget læk igen. Jeg har tidligere fixet det med glasfiber, slanger og spændebånd, se blogindlægget fra Honningsvåg, Nordkap. Men nu var det helt kaput. Igennem de seneste uger er alt vand på båden (og det har, pga. det meget stille vejr, næsten udelukkende været regnvand) løbet ned i kistebænken og videre ud i resten af båden. Denne aften i Cherbourg, hvor det havde regnet en del i løbet af dagen, løb bægeret over, og op i sålerne på mine strømper.

I går kunne jeg, i den veludstyrede bådudstyrsforretning på havnen, finde en fitting, der passede, og min norske rejsefælle Magnus er et omrejsende byggemarked, har alt i værktøj, så på ganske kort tid var problemet løst ved roden, nu på en permanent og betryggende måde.
Det interessante ved episoden var at iagttage min egen reaktion: jeg var hele vejen igennem fuldstændig rolig. Tænkte og arbejdede, men uden panik. Jeg fik testet, at jeg har ramt den der frekvens af væren med det, der er, som er rejsens egentlige mål. Hvis båden vitterlig var i gang med at synke, og jeg ikke kunne nå at forhindre det, så var det sådan, det var. Så sank den, og så ville vi have en ny situation. Men jeg er her hele tiden. Jeg ser, jeg oplever, jeg Er. Resten er bare hændelser. Det er en meget fredfyldt måde at være i verden på. Sindet er afspændt og åbent, og det kommer af, at jeg her udelukkende beskæftiger mig med virkelige problemer, som f.eks. en båd, der er ved at synke. Det er uendeligt meget mere overskueligt end det mylder af fortolkninger, sår, længsler og drømme, som er så aktive og så støjende i de fleste mennesker, og som jeg, på ”hjemmebanen” i Aarhus, må forholde mig til, som en del af det at være der. Hjemmebanen er her. Her er jeg Hjemme.

Et lille ”sejl” i overfladen viser sig at være turens første klumpfisk, de besynderlige dyr, der ligger lige i overfladen og basker med en finne op af vandet, som om de kalder på hjælp. En mærkelig bule i vandet forude kommer nærmere, og ligner...en knaldrød torpedo, med kurs lige imod Mathilde! Jeg drejer skarpt af, og passerer en stor rød fiskerbøje, som er trukket helt under vand af de tre knobs strøm ud mod Cape de la Hague vest for Cherbourg. Det er idvande, altså den turbulente strøm, som dannes helt inde under kysten, hvor den løber den modsatte vej af den egentlige tidevandsstrøm længere ude. Det er smart, for det bringer mig i susende fart ”imod” strømmen ud til starten af Alderney Race, en, ved springtid, helt vanvittig tidevandsstrøm på østsiden af Alderney. Jeg har sejlet igennem den før, på Englandsturen, uden problemer, men også set den koge, fra en høj klippeskrænt inde på Alderney. Respekt anbefales. Nu er det niptid, strømmen er ikke så vild, og det er vindstille, så min tur ned igennem racet bliver helt udramatisk. Jeg rammer indsejlingen til det, lige som strømmen vender og går den rigtige vej, og mens jeg powernapper på det rolige nathav, slynges Mathilde, som af en slangebøsse, sydpå af strømmen, helt umærkeligt.
På vestkysten af Guernsey gnistrer lynene på himlen mod øst, uden andet end en svag rumlen. Før afsejling fra Cherbourg har jeg checket CAPE-prognosen, altså det forventede konvektive potentiale for tordenvejr, for den rute, jeg skal sejle, og set, at tordenvejret skal blive inde over land. Det er jeg glad for at have gjort, for så kan jeg blot nyde det meget flotte lysshow uden tilhørende bekymring. Tordenvejr på åbent hav er en af ting her i livet, som jeg aldrig har lært at sætte pris på. Et lynnedslag i båden vil splitte alt ad, og hvad værre er: jeg kan stort set intet gøre for at forhindre det - bortset fra at sætte mig med Den lille Bønnebog og et fromt ønske.
Havet er fuldt af morild, selvlysende plankton, og båden trækker en hale af lysegrønt tryllestøv efter sig. Da regnen kommer, bliver det helt magisk: regndråberne får morilden til at lyse op, så hele havoverfladen nu lyser i et fosforescerende, grønt skær, mens lynene knitrer til bagbord. Et mageløst skue!

Jeg ankommer til Roscoff, som, ligesom Cherbourg, er velkendt fra Englandsturen i 2013, sidst på eftermiddagen, efter 22 en halv times sejlads - heraf de 19 for motor! Det er, som det er. Der er den vind, der er (eller ikke er). Der er ingenting, som ikke kunne være værre eller bedre, alt efter, hvad iagttageren ønsker sig. Virkeligheden er ligeglad. Jeg er her, jeg kommer fremad. Ikke planmæssigt, for der er ingen egentlig plan. Men dog fremad. Mod det nye, der sydpå.

lørdag den 8. august 2020

Sand og vand

Der er noget med danskens eventyrlyst. Fra mit perspektiv, den horisontsøgendes, den længselsfuldes, den bevægelseshungrendes, den risikovilliges, den nysgerriges perspektiv, ser den ud til at være generelt meget lille. På alle mine lange sejladser ud i verdens mere uprøvede afkroge har danskerne altid glimret ved deres fravær. Tyskerne er der mange steder, franskmændene også, ofte i deres store aluminiumshavkrydsere, højt over polarcirklen. Hollænderne kommer overalt, dækker, som de har gjort i over 500 år, fortsat kloden med stærke skibe og ukueligt mandskab. Danskerne sejler i cirkler hjemme i Kattegat.
Allerede i Kielerkanalen forsvandt de, danskerne. Kielerkanalen er et ormehul til de store haves uendelige vidder, en smal tunnel med et stærkt lys for enden: lyset fra friheden til at bevæge sig hvorhen det skal være på denne store, blå planet. Med sejldug, tovværk, viljestyrke og snilde. Det trækker her som bare pokker. Hvor er de alle sammen henne? Det ligger jo lige derude, det der hav!
En enkelt undtagelse møder jeg, på min monotont brummende pilgrimsfærd gennem kanalen: den velkendte Havana ("Kurs Mod Fjerne Kyster") stryger såmænd forbi, for hjemgående. Mathilde og jeg har før mødt Havana. Det var da vi var for hjemgående fra togtet rundt om England, og på Sark i Den engelske Kanal mødte skibet og fik en snak med Emil og Theis, som da var på vej ud i verden, på den jordomsejling, som siden skulle blive hvermandseje, et ikon, en inspiration, en igangsætter. De drenge fik pirket til den slumrende eventyrlyst i i hvert fald et vist antal danskere, heriblandt heldigvis en del unge. Nu vil nogle af dem ikke være med mere. Der må være mere ved dette liv end at træde sit spor i hamsterhjulet til benene ikke vil mere. Der er et eventyr gemt inden i det hele. Nu vil de afdække det. Med sejldug, tovværk, viljestyrke og snilde. Ligesom jeg.

Ved middagstid d. 31/7 sluses jeg ud fra Brunsbüttel, til den spejlblanke Elb. Først sidst på eftermiddagen kan jeg sætte gennakeren og spilet genua, og har den smukkeste sejlads lige mod solen i fem timer. Men så er jeg nødt til at trække i bremsen: med den fine fart, Mathilde lirker ud af den beskedne vind, vil jeg ankomme til Dovetief, en noget tvivlsom indsejlingsrende til Norderney på den tyske vadehavskyst, i buldrende mørke, og det har jeg ikke lyst til. Natten igennem skvulper vi derfor frem for en lillebitte fok. Der er noget skørt ved at ofre min dyrebare nattesøvn for at lave så relativt få sømil, som det når at blive til, før det første morgengry afslører anduvningsmærket ved Dovetief ret fremme. Men mine studier ved kortbordet har afsløret, at vadehavskysten er umanerligt afvisende overfor en dybtstikkende sejlbåd: stort set alle havne tørrer ud ved lavvande, og så vil Mathilde lægge sig helt ned på siden. Vadehavsøerne ligger som aflange perler på en snor et stykke til havs langs kysten. Når tidevandsfloden kommer, strømmer vandet i rasende fart ind imellem øerne i de smalle Seegats, og den strøm skal man ikke prøve at bide skeer med, hvis den er imod. Ejheller hvis det blæser hårdt ind på kysten, for så opstår der brækkende og meget farlig strømsø. Bag øerne har det ideligt ind- og udstrømmende tidevand ophobet en masse sand, så hele farvandet mellem øerne og fastlandet er stort set umuligt at sejle i, hvis man ikke har en fladbundet pram, der kan tage grunden og således solidt plantet på en sandbanke kan afvente næste flod.
Derfor er Norderney min destination. Der er nemlig ikke rigtig andre imellem Brunsbüttel og denne klassiske, tyske badedestination (83 sømil!), som jeg kan bruge til noget. Fuldmånen hænger tung og mægtig over kimingen, det er springtid. Det betyder, at tidevandsforskellen, og dermed tidevandsstrømmen, er ekstra voldsom i disse dage, for Månen trækker med sin store masse vandet op i en bule mod sin runde, blege krop. Næste mulige stop, Borkum, vil jeg ikke kunne nå frem til før ebben sætter ind, og dermed suger vandet ud af Borkum Riffgat med 3,5 knob - jeg kommer aldrig ind der!
Skørt er det at rejse med håndbremsen trukket, men jeg har det fint med det. Jeg bevæger mig lydigt og i respekt med det hav, jeg besejler. At sejle i tidevand er et vilkår stort set overalt i de kystnære områder i hele verden, bortset lige fra Danmark, hvor der stort set ikke er noget tidevand at regne med. At sejle i tidevand er uundgåeligt et spørgsmål om timing.
Da jeg sejler ind igennem Dovetief, kun nogle få kabellængder fra den brede strand og de høje klitter, som er så efterspurgte i sommerhalvåret, mens solen står op i kølvandsstriben og Mathilde, nu for fuld sejlføring, slubrer de sidste sømil i sig ind mod en morgensøvnig marina, er jeg da træt, bevares. Men også umådeligt glad og tilfreds. Glæden ved at kabalen går op, udregningerne passer - og bliver til nyt land at opdage, der forude, på sikker vis, med havet bag mig. Den skal opleves. Dens kraft bliver aldrig mindre.



Et af rejsens mål er at møde nye mennesker, som deler min passion for rejser på saltvand, og det går rigtig godt med det: hvor er der mange gode folk derude! I Rendsburg sad jeg til langt ud på aftenen og talte med et hollandsk par i et pragteksemplar af en Saltram (gammel drømmebåd for mig), og mine søde tyske naboer på Norderney, Carina og Lu,  bliver på få dage til venner. Vi spiser sammen, og udveksler navigationserfaringer. Det er Carina, som er navigatør hos dem, og det er ret hyggeligt at sidde ved mit kortbord og foretage de mange beregninger for det næste stræk, mens Carina sidder ovre ved sit kortbord og sveder over de samme tidevandstabeller og pilots. Vi deler vilkår. Det er det samme, vi skal finde ud af, det samme, vi vil. Vi vil sejle, også selvom det er svært. Fordi det er svært?



D. 3/8 kl. 5 morgen forlader jeg Norderney og går til havs. Jeg har checket to forskellige vejrmodeller, og de er nogenlunde enige: der skal komme en sydlig vind i løbet af dagen, som så skal svinge mod nord, mod uret. Den er fin med mig, jeg skal mod vest. Men d. 3/8 bliver en virkeligt dårlig dag for vejrudsigterne: hele dagen møder jeg intet andet end en svag modvind fra vest! Der bliver drukket nogle liter af det fossile ude på hækken, det er helt sikkert. Da jeg jo ikke er taget afsted for at opleve livet som autocamper, er jeg lige ved at kaste håndklædet i ringen og droppe min plan om at nå helt til Den Helder, 116 sømil længere fremme. Men da der omsider kommer en bette vind fra nordvest ved 21.30-tiden, vælger jeg alligevel at klø på. And here we go again: det var jo meningen, at jeg skulle sejle langsomt i den beskedne vind fra syd hhv. nord hele dagen, men for motor er det gået relativt hurtigt - så nu er jeg igen i den situation, at jeg vil komme for tidligt til at kunne finde ind ved Den Helder. Her skal jeg nemlig også kante mig ind igennem en ret smal sejlrende som kartograferne har opgivet at opmåle, fordi den hele tiden ændrer dybde og retning. Kan jeg ikke se afmærkningen, ender jeg meget nemt på en sandbanke.
Det bliver endnu en nat med bremsen trukket. Og med en lille joker af den slags, som virkeligheden har mange af, i sine mange ærmer. Jeanne Helene er et smukt navn, og kvindeligt selskab ville normalt bestemt være velkomment. Men vi kender nok alle typen, som klæber, ikke vil give slip, absolut skal holde sig indenfor intimsfæren hele tiden, som ikke vil tage hjem igen. Den type kan være ret enerverende. Jeanne Helene er ingen undtagelse. Hun er en fisketrawler, og hun følger i tre timer en fiskestime, som åbenbart konsekvent søger tilflugt under min båd. I hvert fald er hun umulig at ryste af, på AIS-modtageren dukker hun op igen og igen, sjældent mere end en halv sømil væk. På et tidspunkt er hun så tæt på, at jeg, i det skarpe projektørlys på dækket, kan se, hvad mandskabet tænker (og jeg vil ikke referere det her). Jeg overvejer, om jeg skal hænge fendere ud. I stedet bjærger jeg min lille fok og lader Mathilde drive på afstand, før jeg genoptager sejladsen. Nu kan jeg da sove lidt. Men nej: et øjeblik efter er hun der igen, lige op i hækken på os. Jeanne Helene, goddammit!
For at kunne sove det der berømte kvarter ad gangen, som er min praksis på nattevagterne, plejer jeg at have som tommelfingerregel, at nærmeste skib skal være mindst to sømil væk, medmindre det helt entydigt har en kurs og fart, som ikke udgør nogen kollisionsrisiko. Men på denne vagt kommer jeg ud i nogle urimelige overvejelser. Hvad er farligst: at gå ned og sove, med en konstant kursændrende fisketrawler indenfor armslængdes afstand, eller at blive oppe, og dermed blive så træt, at jeg ikke længere kan træffe rigtige beslutninger? Lad os bare sige det sådan, at det bliver en nat med lidt mere kompromis, end jeg normalt bryder mig om.



Den Helder er en enorm havn. Her har den hollandske flåde sin største base, og jeg spotter da også 15 store krigsskibe, da jeg tidligt om morgenen af tidevandsstrømmen bliver spulet sidelæns ind igennem havnehullet. Umiddelbart indenfor ligger den fine marina med de høje priser. Jeg har andre planer. Selvom jeg godt kunne være fristet til blot at gøre fast det første det bedste sted, så jeg kan fordøje mit intense, natlige opgør med Jeanne Helene på åbent hav, fortsætter jeg alligevel ind igennem Nieuwe Diep, gennem en klapbro og en stor sluse, ind på en lille kanal bag ved det hele, midt i byen. Her finder jeg en lille, privat bådeforening med et par broer og et hyggeligt klubhus. Verdens flinkeste havnefoged, verdens reneste og pæneste toiletter og bad - og kun kr. 80 for en overnatning. Mathilde og en tysk båd er de eneste gæstesejlere her - og havnefogeden går straks ud og sætter det tyske og det danske gæsteflag fra klubbens flagstang. Det er der sgu stil over!





Imens først stiv modvind, så svag modvind bliver overstået, nyder jeg et par fredelige dage i den spændende søfartsby, som Den Helder er. Kanalerne vrimler med store, eksotiske sejlskibe fra både svunden og helt nuværende tid, og i villakvartererne ormer kanalerne sig hid og dig mellem husene, så mange af dem har sejlbåden liggende i baghaven, mellem høje træer og buske. Holland er vand-land.


Jeg får mig en øl med Jan, som har en smuk stål-sejlbåd lige over for mig i den lille havn. Han viser sig at være teaterskrædder, med opgaver på Det Kgl. Teater i København, tidligere elektriker - og fotograf! Et absolut spændende og meget sympatisk bekendtskab, og også vi skilles som venner, før han tørner ind - han skal nemlig tidligt op for at nå tidevandstoget ind mod IJselmeer næste morgen. Jeg skal den anden vej, ud på det åbne hav, videre sydpå mod noget, jeg ikke ved, hvad er. Kan derfor sove lidt længere og vente på, at tidevandstoget kører den anden vej, udad. Det handler om timing.