Kanariefugl

Vi sidder på bænkene, i god afstand, i skyggen under halvtaget foran den interimistiske klinik for Corona-tests. Langturssejlere alle mand, for man kan ikke være andet, hvis man har fundet ud til Isla de Porto Santo. På skift bliver vi kaldt ind til den muligvis søde sygeplejerske (ikke til at afgøre, da hun er i fuld rustning med kittel, plasticforklæde, gummihandsker, hætte, mundbind og visir) og får en 12 meter lang vatpind op i næsen og ned på hovedkontakten til opkastrefleksen i svælget. Hyggeligt og rart, og så retur til båden, som opankres i yderhavnen. Nu er jeg i karantæne i 12 timer, indtil det negative svar kommer samme aften, og jeg er cleared for landgang på den nyvundne ø. 
Heldigvis får jeg næste morgen en af de, specielt i disse dage, meget attraktive pladser i marinaen helt inde under den beskyttende ydermole. Der er kamp om disse pladser, da et usædvanligt lavtryk i de kommende dage vil sende stormende kuling fra SV ind over vores tilflugtssted i oceanet. Det er de færreste havne herude som er designet til at håndtere hård, SV-lig vind, simpelthen fordi den er så sjælden. Og da vinden kommer, får min taknemmelighed over at have været heldig at komme ind i selve havnen et nøk opad: de opankrede både i yderhavnen tager sig nogle seriøse gyngeture i den tunge dønning, der ruller lige ind gennem indsejlingen. 

Marinaen er lillebitte, og der hersker en privat, rolig og intim atmosfære herinde. Sejlersnak på pontonbroerne. Tips til udflugter rundt på øen. En øl eller to i hinandens cockpit. Stille og roligt. Jeg inspireres af Anne og Michael, som, i deres båd Evilja, indtil videre har ligget på Porto Santo i hele fem uger! Man "kan" ikke meget her. Bare være. Og det er jeg så. 
Øen er stort set ikke andet end ørken, et par kaktus hist og pist, ellers stort set ingen vegetation. Fascinerende og smukt. Vandring her er en meget stor fornøjelse: der er ingen andre på stierne, men de er lette at finde, velafmærkede, og leder igennem den spændende natur på en afvekslende og tilpas udfordrende måde.
Det er da jeg, som jeg så ofte gør, udfordrer "systemet", forlader de markerede stier og i stedet følger en stiplet linje i min vandre-app (ViewRanger) ned ad bjerget mod havnen, at det er ved at gå galt. Stiplet linje plejer at betyde "sti", og i app'en plejer det at være nok, at et rådyr har gået det samme sted to gange, derfor er der mange "stier" på kortet. Det giver en rigtig god mulighed for at udforske et landskab fra vinkler, som ikke så mange andre ser. Men i dette tilfælde viser det sig, at den stiplede linje ikke betyder "sti" men "regnvandserosion": dybe furer ned i det grusede terræn, som falder stejl ned mod havnen. Jeg mister fodfæstet på det løse underlag og kurer 5-6 meter ned ad skråningen, før jeg heldigvis standser - lige før et 2 meter dybt hul, som jeg ikke ville være kommet godt fra at falde ned i, og også, selv med lemmerne i behold, ville have haft svært ved at komme op af igen. Så sidder jeg der, og kan ikke umiddelbart se, hvordan jeg skal komme væk derfra. Der er praktisk taget ingen vegetation på skråningen, som blot består af løst grus, så der er intet at holde fast i. Jeg kan tilsyneladende ikke komme hverken op eller ned, så jeg må forholde mig til, hvordan det mon vil være at blive gammel her? Efter nogen analyse af mulighederne, lidt mere chancerytteri og en del yogiske øvelser lykkes det at få mig kantet ud til siden af furen, så jeg kan få fat i et par græstotter og resterne af en lille, tør busk - lige nok til, at jeg kan begynde opstigningen mod det, jeg kom fra. 
Det er anden gang på rejsen, at jeg har været tæt på et seriøst uheld (første gang var, da jeg trådte ned mellem pontonerne i havnen ved Finisterre) - og ingen af gangene har det været til søs. På min båd, på havet, har jeg ikke været i nærheden af at komme galt afsted. Jeg må hellere tage ud at sejle, så jeg kan komme i sikkerhed!

Der er meget at sige, og meget bliver så sandelig også sagt, om Corona-situationen i verden, men den har faktisk enkelte fordele. For sejleren er det altid en lidt spændende udfordring at skaffe brændstof til komfuret, uanset hvilket system, man har valgt. De fleste bruger gas, og da der findes adskillige varianter af regulatorer, som ikke passer til flasker af andre standarder, løber man næsten altid ind i problemer ude i verden. Desuden er det svært at time at få brugt al gassen i en flaske, før man ombytter den i netop den havn, hvor det kan lade sig gøre. Jeg har, på Mathilde, valgt spritkomfur, som generelt er mere fleksibelt, da jeg løbende kan købe flasker litervis, når jeg støder på dem på min vej, og dermed hele tiden være et par måneder foran til enhver tid. Men nogle lande bruger bare ikke sprit i det daglige, og det bliver dermed svært at finde de eftertragtede flasker. Hvor de, f.eks. i Danmark og Frankrig, står fremme i ethvert supermarked, måtte jeg i Galicien opstøve en isenkræmmer(!) for at få tanket op, og i Portugal har det hidtil været helt umuligt at finde helt almindelig, denatureret sprit. Men på Porto Santo finder jeg, i det helt uproportionalt store supermarked i byen, små flasker sprit, som naturligvis er indkøbt i anledning af Corona-festen, og beregnet til at spritte overflader af med. Der skal nogle stykker til, men så er vi også kørende igen!

Efter en lille uge i ø-paradiset sejler jeg de kun godt 30 sømil over til Madeira, i en skøn, frisk NV på det blå hav. En brun kugle stryger forbi, lige ned langs læ bord, med baskende luffer i overfladen: havskilpadde!

Mathilde svinger rundt om Ilheu de Farol ved østspidsen og sejler ind i Baixa d'Abra. Den går for at være den mest velbeskyttede ankerplads på Madeira, men det siger ikke ret meget. Det er generelt en åben kyst, der kendetegner hele den store ø, og dønning har en magisk evne til at finde ind alle vegne. Ankerpladsen er vanvittigt smuk, naturen hele vejen rundt er voldsom og vild, havet er lunt og klart. Sejladsvejledningen advarer mod ankring i den vestlige del af bugten, for der skulle efter sigende ligge et antal bilvrag på 6 meters dybde! Hvorfor, og hvordan i alverden de er endt der, står hen i det uvisse, men det vil jo være lidt upraktisk ikke at kunne få sit anker op, fordi det har fået fat i håndbremsen på en Toyota Corolla - specielt da mit reserveanker forsvandt inde i havnen på Porto Santo: jeg brugte det som vægt på den ene forfortøjning, da der naturligvis var noget uroligt i havnen under blæsevejret - og en morgen var det væk. 4-5 dyk til de 6 meters dybde, pontonbroerne ligger på, gav ikke noget resultat. Jeg arbejdede en kort overgang med den teori, at ankeret var blevet tyvstjålet, men kunne ikke rigtig bringe mig selv til at tro på det. Jeg har aldrig før fået stjålet noget fra min båd (til trods for, at jeg ikke gider at låse) - og så her, af alle steder? Det virkede ikke sandsynligt. Tilbage stod simpelthen at anerkende, at ankeret var væk. Punktum. Og så sejle videre, i taknemmelighed over stadig at have hovedankeret, mit fantastiske 7 kg. Delta. Som efterskrift til dette sidespring skal siges, at Michael fra Evilja er professionel dykker, og efter min afsejling dykkede han under min plads - og fandt ankeret, som åbenbart havde "sejlet" et stykke under sin nedstigning mod bunden. Vi prøver nu at mødes på et tidspunkt, på Kanarieøerne, så ankeret kan komme tilbage på sin plads i kistebænken under bagbords køje. 

Nå, men her lå jeg så, omgivet af den mest fantastiske natur, som skreg på at blive vandret i - og turde ikke ro i land: til trods for nordlig vind rullede en SV-lig dønning stadigt ind i bugten. Den gjorde ikke meget væsen af sig, når den godmodigt løftede og sænkede Mathilde ude på reden - men når den nåede stranden, tårnede den sig op og brød i kaskader af skum. Mit landgangsfartøj er jo en lille nøddeskal af en jolle, uden meget oprettende moment, og jeg har før prøvet at kuldsejle i dønning med den stolte skude. Jeg roede ind til tæt på stranden (som bestod af halvstore, kulsorte rullesten) og lurede lidt på det, stak så halen mellem benene og roede ud til moderskibet igen. Det så sgu for vildt ud!
Men næste morgen blev jeg stædig: jeg ville i land, kunne ikke sejle herfra uden at have sat fod på Ponta de São Lorenco, den flotte halvø, der strækker sig ud mod syd herfra. Og da jeg også ville have alt mit kameraudstyr: kamera, mikrofonudstyr, stativ, drone etc. med, måtte jeg være kreativ. Og så så man en mand i badebukser og gummistøvler (for at kunne hoppe i vandet uden at slå eller skære fødderne på den ukendte, stenede bund), med en vandtæt grabbag stoppet med kameraudstyr i en rygsæk på ryggen, og med sit tøj og vandrestøvler i plasticposer, ro i land i en jolle, der var blevet suppleret med et par luftfyldte sække i hver stavn (for at kunne holde sig flydende, hvis den skulle kuldsejle) og en pøs, fastgjort med en line til tofterne. Et syn for guder, og de har formodentlig været til stede, for trods et near miss, da jollen surfede ind over de sidste meter, og jeg kastede mig ud over rælingen for at stabilisere fartøjet, og i vand til livet fik det hastebugseret op på tør og sikker grund, lykkedes det at tage Madeira i besiddelse uden skader af nogen art. Og det var bestemt indsatsen værd!

Min ankomst til Funchal, Madeiras hovedstad, blev en udmærket øvelse i indre fred. Til trods for, at jeg jo havde stillet hele min overkrop til rådighed for vatpinds-penetrering en uge før, og dermed havde opnået certificeret adgang til "kongeriget" Madeira (som Isla de Porto Santo hører under), kunne jeg ikke få lov til at sejle ind i havnen. Jeg måtte ankre udenfor, i en noget bøvlet dønning. Jeg sendte en kopi af min negativ-test fra sundhedsmyndighederne, jeg sendte en kopi af Porto Santo Marinas accept af samme, jeg forklarede og talte for min syge raske moster, lige meget hjalp det: marinepolitiet i Funchal skulle godkende min landgang, og det kunne de ikke, før sundhedsmyndighederne havde verificeret, at jeg var testet negativ (hvilket de jo allerede havde gjort, på Porto Santo). Denne komplicerede proces, som vel krævede et helt opslag i en database på nettet (som marinepolitiet, af ukendte grunde, ikke havde adgang til), og dermed kunne forventes at tage måske op til 30 sekunder, afsatte sundhedsmyndighederne 27 timer til. Det var nok fint, at jeg ikke gjorde et stort nummer ud af at dele mine naturoplevelser på Ponta de São Lorenco, som jeg åbenbart havde betrådt ulovligt (foruden, som før nævnt, med livet som indsats), med marinepolitiet. 
Enhver oplevelse er betinget af den betydning, sindet tildeler den. Og igennem næsten hele denne fodslæbende og naturligvis, objektivt set,  helt unødvendige og meningsløse proces, forblev jeg i et udmærket humør, idet jeg blot konstaterede, at jeg ikke kunne komme i land, uden at gå ind i en evaluering af det rimelige i dette vilkår. Da jeg, efter 26 en halv time efter min ankomst, fik så meget spjæt i benene, at jeg besluttede mig for at give Fanden i deres regler og ro i land uanset, bippede mobilen, idet jeg med jollen nåede stigen inde i marinaen: der var kommet en mail fra marinepolitiet med min allernådigste tilladelse til (igen) at udsætte den madeiranske befolkning for min udåndingsluft i den kommende tid. Bukker og takker.

Madeira har forkælet mig i 10 dage. Med en eksotisk, smuk og hyggelig hovedstad, nogle meget fine koncerter om aftenen, en venlig befolkning uden mundbind på gaden(!), ret lave priser - og en natur, som er mageløs på Jorden. Madeira betyder "træ" på portugisisk, og hele nordsiden af øen er da også klædt i den særlige laurisilva-skov, som ikke bare er endemisk for Makaronesien (øerne i det østlige Atlanterhav) men også, her, er på UNESCOs verdensarv-liste. Skoven producerer ferskvand ved at kondensere vandet i skytågen, som hver nat indhyller de skovklædte bjerge, og lade den dryppe fra bladene ned på jorden. Én kvadratmeter lyngtræ kan, på et døgn, producere op til 30 liter vand! Dette vand ledes så, ad næsten 6000 km. vandingskanaler, som tidligere generationer gennem de sidste 600 år møjsommeligt (og med nogen hjælp fra afrikanske slaver) har hugget og bygget ned ad bjergsiderne og gennem tunneler, til sydsiden af øen, som var ret gold før dette teknologiske tiltag. Her kan der så nu dyrkes alt muligt, bl.a. de særligt søde Madeira-bananer, da jordbunden er frugtbar, og vandes generøst fra nordsiden af bjergåsen. Vandring her er selvsagt i verdensklasse, og jeg giver den gas, deroppe.

Klik på billedet for at se video fra Madeira - husk lyd!

Alligevel er det som om, jeg har en sten i skoen. En rastløshed, en længsel, en følelse af at være i bur. Måske er det det turistkoncept, der omgiver mange af vandreturene. Jeg vælger nogle guidede ture, både for at blive klogere på, hvad det er, jeg ser, men også for at slippe for at være "skipper" for nogle dage. Bare følge med, have nogen at følges med, ikke have ansvaret, ikke skulle tilrettelægge og researche på alting. Stig ind i bussen, stig ud, gå, stig ind igen, hjemme igen. Det er til at finde ud af, men det har en bagside: bevægeligheden, impulsen, er stækket, og desuden er der, Corona-tider eller ej, ret mange andre, der går ad de smalle stier, og det forstyrrer nu engang mig. Jeg vil helst være alene med naturen. Guiden fortæller, at der plejer at komme ca. 60 krydstogtskibe om året, i år kommer der kun 6! Da vi kører ind igennem byen igen, slår han beklagende ud med armen mod den meget lange række gule taxaer, som står uvirksom langs kantstenen i næsten hele kystpromenadens længde: "Vi har flere taxaer end turister!". Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan folk skulle kunne komme forbi hinanden på de smalle stier i bjergene, hvis der var ti gange så mange som nu.
Naturligvis gælder det også her, at det er den betydning, som sindet tildeler sansningen, der betinger oplevelsen, men der er åbenbart nogle ubevidste faktorer i mig, som alt i alt gør mig rastløs. Jeg oplever, at jeg ikke er der, hvor jeg helst vil være. Jeg må videre, og behøver ikke at vide hvorfor.

"Are you sure?" spørger havnemesteren med løftede øjenbryn, da jeg bekendtgør, at jeg næste morgen vil afsejle mod Lanzarote. Det blæser hårdt fra NØ, der står sø på 3 meter derude, og der er lovning på hård vind fra SV om et par dage. Et stort lavtryk er under dannelse vest for Madeira, og vil vandre østover, med stormende kuling i nord, og formodentlig en pæn lussing i syd, timet med, at jeg til den tid vil være netop der, nord for Lanzarote.

Han har set min lille båd, og han kender det store hav. Men han kender ikke Mathildes indre styrke, den fantastisk vellykkede, afbalancerede konstruktion med en kølvægt på 54 % og den høje kvalitet og overdimensionerede robusthed i den håndværksmæssige udførelse af Polaris Drabanten. Han kender heller ikke min længsel efter at mærke mig, og mærke havet. Bruge mig, og min båd, til at nå frem. Og han ved ikke, at jeg ikke vil kunne bære at skulle lægge yderligere godt to døgn til den foreløbige sejltid for motor på ca. 200 timer, som denne rejse indtil nu har budt på, i løbet af de mange stille dage, der varsles efter lavtrykkets passage. 

Mathilde får et godt klap bagi af den stærke nordenvind, da jeg næste morgen kl. 8.30 sætter sejl og går mod SØ. Byger stryger ind imellem ind over os, med både blæst og regn, men sejladsen er god, og bølgerne ikke helt så høje, som prognosen havde sagt, nok ca. 2,5 meter. Det er på mange måder nemmere at sejle i kraftig blæst end i stille vejr, og det får jeg at føle, da vinden hen på aftenen lægger sig, og bliver svag til jævn, lige agtenfra. Solosejlerens værste sejlads, for plat læns kræver så meget trim hele tiden, især når vinden er svag og lidt skiftende i retning. Det bliver bestemt ikke lettere af, at min vindpil i mastetoppen, på den friske tur fra kontinentet til Porto Santo for nogle uger siden, på forunderlig vis krøllede sammen og blæste væk, så jeg nu ikke længere har nogen indikation af den relative vindretning. Desuden kan vindroret ikke rigtig finde melodien, så jeg må bruge autopiloten. Her kommer der lidt overvejelser om strømforbruget ind i billedet, for det overvejende skyede vejr har ikke givet meget til batterierne i løbet af dagen, og det kan jeg heller ikke påregne i de kommende dage. Da jeg endelig har fået det hele trimmet på plads ved 1-tiden om natten, og lægger hovedet på puden, når det kun at ligge der i 30 sekunder, så vælter det ned igennem kappen med regnvand fra en voldsom byge, og jeg må op at skalke og tørre af. Anerkendelse. Dybe vejrtrækninger. Ikke gnaven nu!

Det er en lettelse, da vinden kl. 4.30 dør helt væk, så jeg med god samvittighed kan starte motoren (som jo også laver strøm til autopiloten) og gå ned og sove - i fem timer i træk, herligt! Først på andendagen kl. 13 ser jeg det første skib siden afsejling fra Funchal, så plads er der nok af. 

Så kommer der vind, en fin jævn SV. Jeg sætter storsejlet og begynder at gennemgå riggen, for jeg ved jo, hvad der venter. Under gennemgangen opdager jeg, at min rebeline til 2. reb ved en fejl er ført op over stativet til redningsflåden, og dermed vil jamme, når den skal bruges. Det kan nemt fixes, men det går op for mig, at denne fejl må være gjort hjemme i Skødshoved under tilrigning - og at jeg med andre ord ikke, på de første 2500 sømil af denne rejse, har haft brug for at gå i 2. reb. Det har været en hyggetur, og jeg mærker den psykiske konsekvens heraf nu: er simpelthen anspændt, ikke tilpas, ved bevidstheden om den øretæve, som det lige nu akkumulerende lavtryk er i gang med at brygge sammen til mig og min lille båd. Der er stor forskel på at tænke at det nok skal gå fint, og så at kunne mærke det, qua nylig erfaring, som jeg ikke har. Jeg er, mentalt set, blevet slap! Formodentlig er min oplevelse af sårbarhed ved sygdommen på turen ud til Porto Santo fra Portugal også en medvirkende årsag. Herude er der ingen hjælp at hente. Jeg er på egen hånd, må selv løse problemerne, og havet er så stort, at det ikke er til at overskue.

Da det endelig, over midnat på tredjedagen, begynder at blæse, kommer forløsningen. Der er 15 intense minutter med nedrebning og trim, men så! Vupti, ro på det hele. Mathilde, der bare sejler, som hun plejer, fuldstændigt afbalanceret, kan styres med to fingre. Jo, der er et brøl af vindstøj fra riggen, en klapren og susen fra dæk og skrog, bruset af mørke vandmasser derude, der fortrænges og fortrænger, tårner sig op, bryder i kammen, kaster kraften fra sig. Også en sø, der klasker ind i luv bord, så vel omkring 100 liter vand vælter ned i cockpittet. Men i dette tilsyneladende kaos opløses al mavespænding, al angst fyger af, som røgvand fra en bølgekam, og jeg mærker styrken igen, styrken i bevægelighed. Mathildes og min styrke. Verden bliver igen tilgængelig gennem vilje, for vi standses ikke af lidt blæst. Vi sejler, for vi vil frem. Fuglen er ude af sit bur, flyver hvorhen den vil. Yes, we are sure.