lørdag den 25. juli 2015

Familieglæder i skærgården

Noget af det skønne ved sejlerferie er, at den kan indeholde så mange, meget forskellige elementer. Vejret, havet, landet, vi besøger, alt skifter konstant rundt om os, mens vi rejser. Kun båden er den samme, trygge base af hjemlig hygge, og den er omdrejningspunktet for de mange forskellige oplevelser.

Jeg kom lige ude fra aleneheden (ikke at forveksle med ensomhed) i bushen på Hallands Väderö, og lå nu midt i Christianshavn med hele familien ombord. Det kunne umiddelbart se ud som et voldsomt skift, men det føltes helt problemfrit at gå i storbygear uden overgang. Vi nød København i nogle dage, med en skøn aften i smukke Tivoli, Copenhagen Streetfood på Papirøen, Rundetårn osv., alt sammen indenfor gåaftstand. Ind imellem kunne vi sidde i cockpittet med god kaffe og suge den intime stemning af Christianshavn ind.

Den sidste aften, vi lå der, gik Anne-Marie og jeg hen om hjørnet og spiste på den fantastiske italienske Michelin-restaurant Era Ora, mindre end 200 meter fra båden. Imens hyggede drengene i kahytten med computerspil i lange baner, chips og slik. Det er jo et helt andet liv end kuling på Kattegat få dage før! Forandring fryder.

Havde jeg været alene, var jeg nok aldrig sejlet til København. Men det var et ønske fra Anne-Marie, en god mulighed for afveksling for drengene, og blev en udvidelse af den samlede oplevelse for mig. For år tilbage levede jeg i den vildfarelse, at Anne-Marie og drengene på et tidspunkt ville opdage magien i selve sejladsen, havets kraft og naturens transformerende energi. Dengang ville jeg have rynket på næsen af timevis computerspil og fisefornemme restauranter, når man er på sejltur. Det gør jeg ikke mere. Det var især turen rundt om England som illustrerede, at vi alle er forskellige – OG at det er muligt at få en god oplevelse for alle, samlet i én sejltur, blot man respekterer det. Drengene havde mest lyst til at spille computer, udhungrede som de var efter en hel uge på en italiensk campingplads uden netadgang. Det gav dem en god oplevelse at få lov at game igennem, så det fik de. Anne-Marie elsker madkultur, og det gør jeg for øvrigt også. Det er bare ikke et presserende behov for mig at udforske den, når jeg er på sejltur. Men det var skønt at dele det kulinariske input med Anne-Marie, som et krydderi i en i forvejen dejlig ret.

Efter besøg på Ven og i Helsingør, med tilhørende sightseeing til Tycho Brahes observatorium og Kronborg, var vi torsdag d. 16/7 tilbage på Hallands Väderö, hvor jeg måtte lide den tort at opgive at komme ind at lægge til ved klipperne i Stora Sandhamn, trods en times forsøg på at finde et passende sted. Uro i bugten gjorde det umuligt, og båden var nede at smage lidt på stenene med kølen undervejs, men ikke så hårdt, at der kan være sket nævneværdig skade. Det endte med, at vi lagde os for svaj i Lille Sandhamn lige nord for, og det var en fin løsning, især fordi der nu var næsten vindstille.

Lille Sandhamn på Hallands Väderö

Dagen efter tog vi kl. 18.30 ankeret og gik nordpå. Vi har blandede oplevelser med natsejlads med sovende børn. De første stammer fra for mange år siden, hvor det typisk var et decideret helvede: de vågnede med søsyge, og måtte sidde i det buldrende mørke i cockpittet med dyner omkring sig, en pøs indenfor rækkevidde og et apatisk ansigtsudtryk, mens båden kastede sig rundt i de mørke bølger. Men vi har fået rutinen, især fra de mange døgnsejladser på Englandsturen, og bruger nu den selvopfundne medicinering, som næsten altid virker: et skud Fexofenadin (antihistaminbaseret allergi-medicin) et halvt døgn før afsejling, og Marzine (søsygepille) en time før. I kombination holder det søsygen fra døren, og vi havde en fin natsejlads de 80 sømil op til Fotö lidt nord for Göteborg. Da der kun var tale om en enkelt nat, tilbød jeg at tage hele nattevagten, med den velprøvede intervalsøvn (et kvarter ad gangen). Vi startede i relativt svag, sydlig vind og spilet gennaker og genua samt storsejl, men i løbet af natten friskede det betydeligt op, og ved 2-tiden måtte jeg sågar bjærge storsejlet i hård vind og ret grov sø fra syd, og vi buldrede videre med 6,5 knob for genuaen.

Kl. 9 ankom vi til Fotö, og som sædvanligt i skærgården skinnede solen. Faktisk spredtes skyerne, netop da Mathilde en time før var sejlet ind blandt klipperne. Her er næsten altid godt vejr!

Bort set fra Sebastian, som havde sovet fint siden midnat, hvor han tørnede ind, havde ingen ombord sovet særlig meget, da der var en mærkbar, stærk energi i skroget hele vejen i den stærke vind. Selvom man ligger i sin lune køje, kan den kraftige brusen omkring glasfiberen og de rullende, energiske bevægelser godt holde en vågen, i hvert fald indtil man bliver vant til lyde og bevægelser, eller så træt, så søvnen kommer af sig selv. Men vi var fremme ved vores destination: den vestsvenske skærgård, som vi alle elsker og har savnet i de tre år, hvor vi har udforsket havet og øerne vest for Danmark i stedet.

Drengene cruiser i jollen, rigget til med sejl på Brännö

Siden har vi cruiset rundt til vores yndlingssteder: Grötö og Brännö, en afstikker til Saltholmen, hvorfra vi tog ind til lidt storby-hygge i Göteborg for afvekslingens skyld, og vi ligger nu på Asperö, som vi aldrig tidligere har besøgt. Det er utroligt, at det stadig er muligt at finde nye, dejlige steder i det meget lille område af skærgården, som vi har gennemsejlet og udforsket de sidste 10 år.

Et højdepunkt var besøget på Grötö, hvor vi fik kontakt med en derboende sejler, Gunnar, som bl.a. er webmaster for den svenske Jorden Runt-Seglarna-forening (en pendant til den danske FTLF, som jeg er medlem af). Jeg stod og beundrede hans smukke båd, en 37 fods svenskbygget Fantasi, da han kom ned på havnen med noget grej, og han inviterede mig ombord. Det ene tog det andet, og dagen efter besøgte hele familien ham i hans meget store hus oppe på øen. Man skulle måske snarere kalde det et gods: huset var stort, og omgivet af en stor park med sø, omkranset af en mandshøj mur i kampesten. For at det ikke skulle være løgn, havde Gunnar øverst på klippen midt i parken placeret fire kanoner, som han af og til skyder salut med, når sejlervenner passerer igennem sundet nedenfor!

I parken lå også en stor gildesal, som var bygget i 1920 og stadig stod originalindrettet, med vævede tæpper og puder, træsnedkerarbejde og husgeråd. Det var som et museum, men jo helt privat. Et mere specielt, smukt og besjælet hjem skal man lede længe efter.

Husvik på Brännö

I torsdags genoplevede vi en gammel tradition: dans på Brännö Brygga, ovenikøbet med Brännöpojkarna, vores yndlingsband. Hver torsdag i sommerhalvåret er der udendørs dans på ”Dansbanen” på havnen, og vi har tilbagevendende sørget for altid at time det, så vi er på Brännö en torsdag, når vi besøger skærgården. Det blæser, blæser og blæser denne sommer, og torsdag aften var ingen undtagelse: kulingen stod som sædvanligt stift ind fra sydvest, men solen skinnede, og dansen gik livligt trods køligheden. Vi er efterhånden på fornavn med nogle af bandmedlemmerne, og de syntes, ligesom vi, at det var hyggeligt, at vi var tilbage, hvor vi hører hjemme. 









mandag den 13. juli 2015

Dovenskabens pris

Torsdag d. 9. juli 2015

Trods vejrudsigtens løfter om vind fra vest (stadig meget hård), drejede den i dagens løb over i nordvest. Det var uheldigt. Selvom der, i Stora Sandhamn, stadig var vindlæ, rullede dønningen rundt om hjørnet med den nye vindretning og gjorde min førhen så fredelige plads ved klippen til lidt af en Tivoli-forlystelse. Jeg blev på båden for at se udviklingen an. Enten skulle jeg bare finde mig i den urolige tilstand, eller også skulle jeg flytte om til Kappelhamn på sydenden af øen, som er velbeskyttet for NV-lig vind og sø. Men det ville jo kræve en del bøvl, foruden en kort sejltur øst og syd om øen i den hårde kuling. Jeg gad ikke. Lidt rulning kunne vel være OK.



Dovenskab er dejligt at dyrke på sin sommerferie, og som førhen skrevet, så eksperimenterer jeg at spirituelle grunde med, hvor langt den kan strækkes uden uheldige konsekvenser. Det skal man ikke, når man har ansvar for et skib til søs, og herunder kan et skib fortøjet til en klippe i en åben vig henregnes.
Det var, da væltesikringen på min petroleumsovn slog fra, at jeg besluttede, at målet var fuldt. Så meget skal et skib ikke vælte rundt i "havn". Det var også da, at  jeg konstaterede, at klippen, som jeg var fortøjet til, nu var helt overskyllet af aggressiv dønning, og at Mathilde kastede sig vildt i sit tøjr. Godt, at mit anker er så driftsikkert!

Der kunne ikke længere være tale om at komme i land for at få bjergkiler og fortøjninger med, så jeg kastede bare los og trak mig ud i bugten med ankeret. Herude overvejede jeg et par sekunder at lade dovenskabet igen få overtaget, og blot blive liggende for anker i god afstand til klipperne. Men det var ikke sikkert nok. Hvis ankeret slap, ville det tage højst 2 minutter, før båden ville gå på grund, i urolig dønning. Nu må du tage dig sammen, Mads!
Jeg tog derfor ankeret, sejlede ud af bugten og satte et mikroskopisk sejl. Syd for Väderöen måtte jeg motorkrydse imod den meget grove sø. Jeg var tilfreds med at konstatere, at jeg kunne holde godt 2 knob for motor lige mod vinden uden sejl, ved fuld gas. Mange ser skeptisk på min påhængsmotor, men det er der ingen grund til: den har samme trækkraft som en indenbords motor, og med min lavtsiddende ommontering af den, hopper den praktisk taget aldrig ud af vandet.

Indsejlingen til Kappelhamn er lidt tricky, og adrenalinniveauet fik et ekstra løft pga. kulingen og søen på tværs. I hylende, hård vind kom vi ind mellem skærene og fik lavet en frisk havnemanøvre i det meget lille bassin, som udgør naturhavnen Indre Kappelhamn. Ankeret kom ikke til at ligge optimalt vindret, men tingene skulle gå lidt stærkt, og det havde første prioritet at få fat i det lille molehoved med stævnen, før båden drev af. Det skulle siden få alvorlige konsekvenser.
Jeg skulle have gået ind til molen, derefter have firet af vindret og lagt ankeret med en line i spidsen, så det kunne bjærges igen uden at skulle ud til det med båden; især fordi der var meget lidt plads til klipper og rev væk fra vinden. Det tænkte jeg ikke på, skulle bare have klaret manøvren under de vanskelige forhold.
Men alt i alt lå vi nu godt, i læ for søen, og med vinden ind ret forfra. I Kappelhamn var der til gengæld ikke læ for vinden fra den store skov, så her kunne jeg mærke den evindelige kulings fulde styrke.

Efter at have gjort fast vadede jeg over en ca. 150 meter bred vig i vand til navlen for at komme ind til selve Väderöen, hvorefter jeg vandrede op til Sandhamn på østsiden af øen. Videoen herunder er rystet, da mobilen på stativ ikke kunne stå fast i blæsten!



Fra landsiden kunne jeg akkurat komme ud til mine bjergkiler og dyre fortøjninger, som blev bjærget og bragt tilbage til deres rette plads i styrbord kistebænk. Mission fuldført.

Denne video viser den klippe, jeg var fortøjet til før operationen, efter bjærgning af bjergkiler og fortøjninger. Bemærk, at den ikke er just velegnet at hoppe i land på nu!:






Fredag d. 10. juli 2015

Dagen blev en meget blandet fornøjelse, men dog i sidste ende en fornøjelse. Det meste af den gik med at overveje, om jeg skulle sejle eller ej. Det var ved at være på tide at finde sydpå til København, hvor jeg skulle samle familien op lørdag, men kulingen blæste uafladeligt, nu på femte døgn, og det små 10 sømil lange stræk ud til Kullen bød på sejlads med vinden ind foran for tværs. Jeg ved ikke, hvorfor det bekymrede mig.Instinkt, tror jeg. Jeg ved, at Mathilde sejler fremragende i al slags vejr, også imod vinden. Alligevel blev det hen på eftermiddagen, før jeg tog mig sammen til at komme afsted.
Problem: ankeret lå langt ud til siden, næsten på tværs af vinden. Desuden lå det i betænkelig nærhed af det stenrev, som strækker sig ud i midten af den lille havn. Der ville ikke være mange sekunder at gøre med, fra ankeret var oppe, til båden drev op på revet.
Det, jeg nu burde have gjort, var at klappe jollen ud, ro ud til ankeret og tage det op derfra. Derefter pakke jolle og ankergrej sammen igen, og så afgå i god ro og orden fra molehovedet. En operation, som ville give en del sved på panden, og tage minimum 3 kvarter. Det, jeg valgte at gøre, var at gå dovenskabens vej, og satse på, at jeg kunne nå at sejle fri at det truende rev, når ankeret var oppe. En operation, som ville tage under 5 minutter. Jeg har ovenfor skrevet, hvad jeg mener om dovenskab, når man har ansvaret for et skib, og hvad der nu skete, bekræftede blot denne holdning. Fy, skipper!

Det korte af det lange er, at operationen ikke forløb som håbet: jeg tog fortøjningen og trak med friske tag hjem på ankertovet, som jeg havde ført frem i stævnen for ikke at ende med agterenden mod vinden. Motoren trækker ikke lige så stærkt i bak som i frem, og jeg ville være sikker på at have fuld kraft til at komme mod vinden, væk fra revet. I samme øjeblik, ankeret nåede overfladen, piskede jeg ned til motoren og gav gas - lige nøjagtig i samme øjeblik, som et drøn i båden tilkendegav, at jeg havde fejlberegnet min manøvre. Motoren fik fuld havre, og endnu et drøn kortlagde auditivt revets beskaffenhed: jeg var sejlet henover endnu en sten, med roret! Med rædsel konstaterede jeg straks, at roret gik stramt. Det var blevet slået skævt! Fandens, for at sige det som det er!

Tilbage til molehovedet, på med våddragt og maske og i vandet til inspektion. Der var intet at se, hængsel og skæg var intakt, skønt åbenbart en anelse skævt. Og der var ingen vandindtrængen. Et telefonopkald til en bådebygger var yderligere betryggende: uden vandindtrængen og med fuld bevægelighed af roret (skønt lidt stramt) kunne jeg roligt sejle videre. Polarisens ror er lavet så solidt, at jeg ville kunne sejle, selv hvis skægget skulle falde helt af.

På med vanten. Ud i kulingen, som nu var faldet til hård vind, ca. 13 m/s fra vest. Min noget trykkede sindsstemning blev her opløst på få minutter: stramheden i roret kunne næsten ikke mærkes under sejlads, hvor vandpresset på roret betyder langt mere, og Mathilde sejlede som en drøm. Det blev endnu en pragtfuld hårdtvejrssejlads ned til Kullen i strålende vejr, og videre ned gennem Sundet til Ven, hvortil jeg ankom ved 23-tiden.






Naturligvis skammer jeg mig, som en skipper bør gøre, når han har svigtet sit skib, især når grunden var dovenskab (som man selv er skyld i), og ikke uvidenhed (som man kun delvis selv er skyld i). Men jeg har lært en vigtig lektie på den hårde måde, som jeg iøvrigt gør ofte, når jeg sejler, trods 43 års erfaring, heraf 20 som skipper. Og humøret er ukueligt godt. Det er vildt, som jeg elsker frisk sejlads i hård vind med min velafbalancerede, seje båd. Det renser tavlen for alt. Ren tavle, rent sind.

Lørdag d. 11. juli 2015

Tidligt op, afgang fra Bäckviken på Ven kl. 7. Vi drev ned gennem Sundet for en nu svag vind(!), og gik gennem Trangravsbroen til Christianshavns Kanal kl. 12. Efter ugens første ferskvandsbad og en fejringsfrokost på Restaurant Kanalen, med udsigt til smukke Mathilde udenpå en gammel, sort husbåd, var jeg klar til at tage imod min kære familie, som landede 14.30 med flyet fra Milano. Et nyt kapitel af årets sejlereventyr kunne tage sin begyndelse.
I løbet af denne første uge har jeg, bortset fra omkring for 200 kr. benzin, ikke brugt én eneste krone! Ingen havnepenge, ingen indkøb. Det samlede forbrug af vand var 40 liter ferskvand, da jeg har brugt saltvand til opvask o.lign. Det er økologisk/-nomisk ferie, så det batter!

torsdag den 9. juli 2015

Retreat

Lørdag d. 4. juli 2015

Sådan en dag kan hurtigt gå. Resten af familien rømmede med kurs mod sydligere himmelstrøg fra morgenstunden, og tilbage var jeg. Med et hus, der skulle gøres klar til udlejning, en ikke færdiggjort proviantering og et par ærinder i byen, som ikke kunne udsættes til efter sommerens togt. Men jeg klagede ikke. Bare det pludselig at være mig selv, uden at skulle forholde mig til andres behov og ønsker, eller deadlines, jeg ikke selv havde sat, føltes som en stor befrielse. Og da jeg besluttede ikke at sætte nogen deadline for afsejling, og så bare nyde hvert nu indtil da, blev det en dejlig dag. Med støvsugning, gulvvask, skift af sengetøj, pakning, indkøb, køre frem og tilbage til havnen et par gange. Da jeg nu alligevel var i byen for at klare et par ting, undte jeg endda mig selv en frokost på en cafe, siddende ved kanten af åen med en stor Classic, forventningens glæde og glæden over dette upåklagelige nu, som snart skulle blive til et andet. På havet.

Kl. 17.20 forlod Mathilde og jeg havnen. I ingen vind futtede vi fredsommeligt til Langøre på Samsø, hvortil vi ankom ved 22.30-tiden og lod krogen gå på små to favne vand. Togtet var i gang.


Søndag d. 5. juli 2015

Dagen blev stort set en driver-dag. Der var stadig næsten ingen vind, til gengæld vidunderligt, dansk sommervejr. Jeg blev liggende på ankerpladsen og nød den meget gode tid, en god kop kaffe, varmen og lærkemusik fra de nærliggende, samsøske enge.

Dog havde jeg konstateret på vej herned, at jeg måtte have overset noget under min nylige bundrensning. Jeg ved, at Mathilde skal kunne rende 6 knob for fuld gas på motoren, og hun kunne kun præstere 5,7 knob i aftes. Olympisk mester bliver hun aldrig (selvom hun, før jeg ødelagde hende med ca. 700 kilo langturs-udstyr, har en fortid som 6-dobbelt Danmarksmester), men på de lidt længere stræk over Kattegat ville jeg nu gerne have de sidste 0,3 knob med. På med våddragten og i vandet med svaberen. Ganske rigtigt: en fin stribe muslinger fra kølen til skægget havde unddraget sig min opmærksomhed, og blev kynisk fjernet med svaber-skaftet.

Desuden ville ankerlanternen ikke lyse i nat. Strømtavlen blev skruet ud, og systematisk fejlsøgning med voltmeteret og en diode gav pote: ledningen havde af ukendte årsager fået en flænge på den strækning, hvor den løber igennem kædekassen under dørken i forkahytten. Kobberet var irret helt igennem. Den defekte stump blev klippet ud, og enderne samlet med en klemmuffe og krympeflex. Sådan! Vidunderligt, at fejlen ikke lå i mastetoppen. Der har jeg tilbragt rigeligt med tid her i foråret (se tidligere indlæg), og jeg kan godt vente med at nyde udsigten derfra til en anden, god gang.

Mens jeg sad i cockpittet, blev jeg pludselig passet op af en gummibåd med velkendte pirater: Det var Ken og Tina med deres fire børn Erik, Aksel, Agnes og Inge, som, på vej ind i havnen, havde spottet Mathilde på ankerpladsen og nu kom ud for at hilse på. Oceanet er stort, og alligevel lille: det var Ken og Tina, vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal i Skotland for to år siden, og som siden har været væk i et helt år, hvor de turede rundt i Atlanten via Gran Canaria, Madeira og Azorerne. Nu var vi havnet i den samme havn på Samsø, på samme tid. Skørt, og hyggeligt.

Mandag d. 6. juli 2015
I løbet af natten blæste det kraftigt op fra vest. Ved 4-tiden bevirkede en omsvajning, at GPS-alarmen gik og fik mig ud af fjerene. Mit gode Delta-anker havde heldigvis stadig fint fat i bunden. Det var imidlertid ikke tilfældet for en hollandsk kuf, som havde ligget for svaj foran for tværs. Den var på vej sidelæns mod den østlige bred af ankerbugten, i temmelig høj fart. Hollænderne fik et par velmente trut af Mathildes anløbne tågehorn, og det fik dem på benene. I sidste øjeblik fik de startet motoren og sejlet op mod vinden, før den ville have sat dem på grund.

Nu jeg var oppe, kunne jeg ligeså godt få noget ud af dagen. Båden blev gjort søklar, og kl. 5 tog jeg ankeret i den hårde vind. Vi strøg ud af bugten for genuaen.

Kyholm Dyb var netop passeret, da der indløb et frisk kulingvarsel på VHF-radioen: ”Kattegat: vest, 18 m/s”. Jo, det er jo en slags vind, men dels var min friske GRIB-fil og DMIs vindanimation mindre pessimistisk, dels var retningen perfekt, for nu ville jeg til Sverige!

Jeg kaldte Lyngby Radio for at høre om evt. planlagte skydninger i de militære områder ved Sjællands Rev, som jeg skulle igennem i dagens løb, og da der faktisk var planlagt en øvelse i et af områderne, lagde jeg kursen nordligt, så jeg ville undgå det berørte område og samtidig komme nord om Lysegrund ved Hesselø.

Det blev en af de mest pragtfulde sejldage, jeg kan huske. Solen strålede det meste af dagen fra en knaldblå himmel, og Mathilde brusede og bragede frem for spilet genua, som, midt på dagen, blev rebet ned til en fok, da vindstyrken steg til omkring 15 m/s en overgang. Havet var blåt som himlen, vandet klart som i eventyrene, og skummet lagde sig som lange bounty-strande ned ad ryggen på bølgerne. Vindroret styrede som altid som en drøm, så jeg kunne blot sidde i stille nydelse og ærefrygt og suge hele det kraftfulde sceneri ind i mit trængende system. Liv! Energi! Fremdrift! Natur!



Da Mathilde på et tidspunkt skar ud i en af søerne, netop som kammen brækkede, fik jeg et ordentligt skvæt havvand lige ned på kortbordet og ud over al elektronikken dernede. Heldigvis skete der ikke andet, end at displayet på den nye solcelleregulator begyndte at vise underlige tegn. Det var så her, jeg kom i tanker om, at jeg har fremstillet et plasticgardin til at hænge foran kortbordet, til brug på netop denne type sejlads. Det har endnu aldrig været i brug, selvom det var med hele vejen rundt om England, og til Færøerne sidste år. Men her, på vej ud mod Hesselø, fik det sin forsinkede dåb.

Mathilde var på et tidspunkt oppe at kysse 7,5 knob som gennemsnit over et minut. Da blev der så også rebet yderligere ind. Jeg sejler ikke for at slå rekorder, imponere nogen eller mig selv, eller prøve grænser af. Jeg sejler for at nå frem, i et respektfuldt samarbejde med naturen og dens imponerende kræfter. Naturen bliver aldrig min ven, ej heller min fjende. Den ér bare, og med viden og respekt kan jeg surfe på dens kraft, bæres af den og skylles frem til mål i en katarsisk nydelsesrus. Med det modsatte står jeg sandsynligvis med en knækket mast og en ødelagt sommerferie.




Hvad er eventyr for dig? Jeg har, helt tilbage fra mine drengeår, haft en tilbagevendende dagdrøm om at bruse frem over et stormpisket hav til en ubeboet, hemmelighedsfuld ø. Runde dens nordspids, stryge ned langs læsiden til en beskyttet vig med fladt vand, hvide strande, klipper og jungle. Stryge sejlene, lade ankeret gå. Rydde op efter sejladsen, tage en dyb indånding mens dens spænding og tilfredsstillelse bundfælder sig, og derefter vandre op over stranden og tage øen i besiddelse.

Denne dagdrøm gik i opfyldelse i dag. Kl. 19.40 sprang jeg i land på et klippefrempring i Stora Sandhamn på Hallands Väderö nord for Kullen, bankede bjergkilerne i og gjorde fast. Hækankeret holdt fortrinligt på den gode sandbund, og jeg var fremme. Vigen var øde og forladt, og vandet så klart, at jeg ville kunne læse en avis, hvis den lå på bunden. Rødlige klipper og hvid sandstrand omkransede bugten, og bag strandene lå den gamle naturskov og ventede med sin dunkle mystik. Jeg er aldrig blevet helt voksen, selvom jeg til daglig lader som om. Hurra for det!




Tirsdag d. 7. juli 2015
I højt solskin og kraftig blæst fra vest har jeg vandret rundt på Hallands Väderö hele eftermiddagen. Findes der en perle blandt øer, må det være denne. Øen er ubeboet bortset fra nogle få sommerhuse. Her er ingen havne, kun et par vige, som egner sig til ankring eller fortøjning direkte til klippen. Af ukendte årsager er her ingen gæstende både bortset fra min, og de få turister, som bliver bragt herover med den lille færge fra Torekov på fastlandet, må fortrække ved 17-tiden, hvor den sidste tur sejles tilbage. Øen er ét stort naturreservat. Vestkysten er reserveret sælerne, de omliggende skær er forbeholdt ynglende fugle. Skoven udnyttes ikke kommercielt, og får lov at henligge som naturskov. Træer, der vælter, får lov at blive liggende. Den eneste ”naturpleje”, der sker her, er afgræsning, som forestås af en lille bestand af får, køer og heste, som går frit omkring.

Resultatet er en fredfyldt, frodig natur, som myldrer af liv. Insekter, fugle, svenske skovharer overalt. Her er stort set lige dele græseng og 300 år gammel bøgeskov. Et fint og velafmærket stinet gennemkrydser hele herligheden fra nord til syd, og der var, ved dagens afslutning, næsten ikke en meter, jeg ikke havde vandret

Hallands Väderö er for mig indbegrebet af Paradis. Det er retreat. Med stort R. Retreat.




Onsdag d. 8. juli 2015
I nat rullede et tordenvejr næsten lige hen over hovedet på min lille, ensomt beliggende båd og mig. Jeg var oppe for at gøre tordenklar: montere lynaflederne, afmontere antennekablet til VHF-radioen og ledningerne til lanternerne i masten (for at isolere et evt. lynnedslag fra det elektriske system ombord) og anbringe mobiltelefonerne i Faraday-bur (en stålgryde med låg). Da jeg igen lå i køjen og regnen piskede over dækket, mens lynene glimtede, få sekunder senere efterfulgt af bulder og brag, følte jeg mig alligevel ikke helt tryg. Torden er måske det eneste naturfænomen, jeg ikke har et afslappet forhold til. Selvom der er meget, jeg kan gøre for at imødegå katastrofen ved et lynnedslag, er det nok alligevel tanken om den meget pludselige voldsomhed, som skræmmer mig.

Noget af det, der gør mig så tryg ved at sejle, er langsomheden. Måske er det ikke tilfældigt, at man taler om, at en katastrofe er under ”opsejling”? Det er de fleste katastrofer til søs. Der er en periode, f.eks. når det blæser op, hvor katastrofen er under opsejling, og hvor jeg i ro og mag kan træffe mine forholdsregler og dermed få alting under magelig kontrol igen. Når jeg kører i bil, er der ingen opsejling. Noget sker, det siger bang, og så er det måske slut. Det samme gælder i princippet ved et lynnedslag. Derfor skræmmer bilkørsel og tordenvejr mig betydeligt mere end sejlads i hård kuling på åbent hav. Angst er ikke virkelig. Den er et sindsfænomen. Der kan arbejdes med det. Og det gjorde jeg så, der i køjen.