torsdag den 15. september 2016

S/Y Hanne Kjerstines skumle fortid

Tina, hvis herlige familie vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal, da vi i 2013 sejlede rundt om England, har skrevet en artikel i Langtursejlerne om deres tur. Den fortsatte til Madeira, Kanarieøerne og Azorerne, og de var ude at sejle i et år, godt og vel.
Hvorfor er det relevant på denne blog? Fordi de sejlede i det gode skib S/Y Hanne Kjerstine, som nu er min elskede bopæl og "daycruiser" i Aarhusbugten. Læs her - og få lyst til mere langtur:

fredag den 5. august 2016

Afsked

Fredag d. 5. august 2016. Tromsø.



Sommerens togt er endegyldigt slut. Mathilde blev i onsdags ved højvande trukket op af sit rette element med Harstad Båtforenings travelift og kørt til sit vinterhi på bådepladsen. I ti måneder skal hun nu hvile sig i sit stativ, mens skipper samler kræfter til næste ekspedition og aftjener sin værnepligt hjemme i hamsterhjulet. Og længes efter at komme mod nord igen. Det er her, det er. Det, som jeg længes efter.




Det er tid for evaluering og statistik. Det er praktisk, det er tørt, og det er ren poesi. 

Arktis har vist sig at være meget nemmere at sejle i end forventet. Jeg havde, bortset fra almindelig kulde, regnet med en del kondensproblemer ombord, det har vi stort set ikke haft, da luften er ret tør, selvom den er kølig. Det kolde vand gør et kompressorkøleskab (som vi ikke har) unødvendigt: kølevarerne blev blot opbevaret i et stuverum lige op af skroget ud mod vandet. Dejlig fast smør hver morgen. 
Det døgnlange lys gav optimale betingelser for solpanelet, og jeg har ikke haft et strømkabel i land i 6 uger, selv ikke med de defekte batterier i starten af turen! Efter at drengene kom ombord har computerne endda kørt en del ind imellem.

På hele Helgelandskysten og Lofoten vrimler det med gudesmukke, velbeskyttede og øde ankerpladser med suveræn holdebund. Ankeret har ikke rokket sig en millimeter nogen steder, og kommer op helt rent. Sikkert tegn på god sandbund.

Det er lykkedes at imødegå de ret høje, norske madpriser med en omfattende proviantering hjemmefra. Det er minimalt, hvad jeg har købt i Norge, og der er endda en del proviant til overs til næste år.

Jeg lader aldrig en lejlighed til at lovprise små sejlbådes fordele gå fra mig. Her kommer en mere: havde jeg haft en større båd, havde vi ikke kunnet overvintre i Harstad. Den ville ikke kunne komme op på deres bedding, og de stativer, jeg kunne låne her, ville ikke være store nok. Den lille båd er handy og kan puttes ind, hvor de andre ikke kan være. 
Derfor slipper jeg med de 2500 norske kroner for hele vinteren, det er 2000 danske. Hjemme i Aarhus ville pladsleje koste omkring 8000 kr. 6000 kr. sparet. 
Hertil kommer den sparede statsafgift på forsikringen, da Mathilde er udenfor dansk toldområde. Ca. 2500 kr. mere sparet. 
Besparelsen betaler stort set vores fly- og færgebilletter, så det eksotiske eventyr i fjernt farvand til trods, ender jeg på et regnskab, der ligner tidligere års! Det er tilfredsstillende, for det giver mulighed for at blive ved på den måde. Lige nu kan jeg ikke se, hvorfor Mathilde nogensinde skulle komme hjem igen. Verden er stor, alene Nordatlanten tilbyder bevidsthedsudvidende, udfordrende, smukke og fremmedartede rejsemål nok til flere liv. Så længe jeg af en eller anden grund holder fast i et konventionelt arbejdsliv på landjorden, er denne måde at sejle på den eneste mulighed for at nå rigtig langt på de små seks ugers sommerferie, jeg kan skrabe sammen hvert år. Og det er nu afprøvet. Det virker.

Turen i tal:
  • Turen varede 40 dage.
  • Der blev sejlet i alt 1230 sømil
  • Effektiv sejltid 12 døgn, 20 timer og 20 minutter
  • Heraf ca. 50 timer for motor, svarende til kun 16 % af tiden!
  • Mathilde overnattede for anker 13 nætter, i havn 18 nætter, på havet 8 nætter 
  • Samlet udgift til havnepenge 690 kr., altså 17 kr./dag i gennemsnit! 
Den sejlede rute:


Ruten kan granskes nærmere her: RUTE.

Næste sommer? Tja, som sagt ligger Svalbard og venter deroppe, med sin endnu voldsommere, vildere natur. Det trækker. Men Lofoten er et godt udgangspunkt for mange andre eventyr. Nord om Nordkap, til Murmansk? Lofoten rundt? Ned langs Helgelandskysten? Tværs over Norskehavet til Island? Der er drømme nok. De praktiske omstændigheder er de primære determinanter for hvilke, der bliver til planer. Men der er en tendens til, at med Mathilde bliver planer altid til virkelighed. Voldsom, berusende, befriende virkelighed. Det store hav. De spændende kyster. Den vilde natur. Den åbne himmel. Og den lille båd med de store kræfter. 
Vi vender tilbage.






Zen og kunsten at vedligeholde en langtursbåd

Torsdag d. 4. august 2016. Hagan, Harstad.

Hvis du kun interesserer dig for blåt hav, bjerge, hvide sejl mod skyerne, drinks ved solnedgangstid og glæden ved bevægelse over havet, kan du roligt springe dette indlæg over. Her skal vi længere ind. Bogstaveligt talt ind i maskinrummet på en langtur. Det bliver lidt teknisk. Men det er medtaget som et eksempel på en maske i det store net, som udgør rejsen over havet i en langturssejlbåd. Det er et stort net, og derfor er det en stor rejse. Nettet er større i en langtursbåd end i en "almindelig" sejlbåd, fordi langtursbåden er mere kompliceret udrustet, men især, fordi langturssejleren skal kunne bøde hver eneste maske i sit net selv.

Jeg er i en ny situation. Samtidig med, at denne rejse stadig er i gang, skal jeg forberede næste års rejse, for det er nu, jeg har muligheden. Om lidt forlader vi Mathilde og jeg vender først tilbage få dage før afgang næste sommer. Hun skal derfor være stort set 100 % skudklar før vi rejser hjem.

Vi er sejlet rundt om Troldenes til Hagan, hvor Mathilde skal overvintre. Det viser sig at være en perfekt havn til det formål. Her er stille og fredeligt, der er bad, toilet, internet (”Juhuu”, siger drengene), strøm, vand, miljøstation, vinterplads, bedding, et hyggeligt klubhus med køkken – og en stor Rema1000 tæt ved. Desuden er folk i Harstad Båtforening, som jeg nu er blevet medlem af, flinke, gæstfri og hjælpsomme. Det er ikke en gæstehavn, så her kommer kun de mennesker, der skal reparere noget på deres båd, eller måske ligefrem ud at sejle. Vi har fem dage her uden anden aktivitet end reparationer, oprydning, nedrigning og hygge. Drengene hygger sig med computerspil i klubhuset, eller de hører musik, leger på havnen, ser film eller laver slet ingenting. Tiden går hurtigt, og vi har det alle godt.




Men jeg har en bunden opgave: jeg skal have repareret motoren, før vi rejser hjem. Hvis ikke jeg ved, at jeg har en driftsikker motor næste sommer, kan jeg ikke planlægge. Hvis mine drømme om at sejle helt op i polarisen skal blive til planer, kræver det, at jeg ved, at mit udstyr er i orden. Motoren har kørt fuldstændig driftsikkert i 10 år, bortset fra tomgangsproblemet, som har stukket hovedet frem i ny og næ, og hver gang er forsvundet af sig selv. I denne omgang er det bare kommet for at blive. 
Som før nævnt har jeg leget en del med den maskine i løbet af turen, uden held. Nu må det være nok. Jeg afmonterer karburatoren og hopper på klapcyklen (hurra for den). Der er en halv time på cykel op og ned af bakke til et motorværksted, som ikke har ferielukket, inde i Harstad. Jeg har fået kontakt med en mekaniker, som renser karburatoren grundigt, mens jeg kigger på, tager noter og billeder. Det er vigtigt at få repareret motoren, men endnu vigtigere, at jeg lærer selv at gøre det, hvis problemet skulle opstå igen, muligvis 300 sømils Barentshav nord for det nærmeste, ferielukkede værksted. Vi finder faktisk en del snask i karburatoren, og tomgangsstrålerøret er tilstoppet. Det er alle tiders! Fejl er trælse, udiagnosticerede fejl er utålelige.

Jeg har før haft karburatoren skilt ad, men jeg er jo ikke mekaniker, og har dels ikke vidst, hvad jeg skulle kigge efter, dels ikke haft udstyr til at rense tingesten tilstrækkeligt. Desuden var det jo ikke sikkert, at det var karburatoren, der var problemet. Her har jeg begået en klassisk fejl: jeg har håbet, at fejlen lå et andet sted, for det er meget besværligt at afmontere karburatoren! Derfor har jeg set forbi det indlysende.
Da jeg studerede pædagogik, læste jeg i en lærebog denne anbefaling: ”Look for horses, not zebras!”. Altså: det er stort set altid enkelt og lige ud ad landevejen, hvor problemet er. Jeg har kigget efter alle mulige, mindre sandsynlige løsninger, fordi de var nemmere og lå indenfor mit kompetenceområde.

Da jeg vender hjem fra værkstedet har jeg dels en renset karburator, dels karburator-rens og trykluft, som jeg har fundet i et byggemarked i byen, i min taske. Og humøret fejler ikke noget. Nu skal jeg bare have samlet skidtet, så kører det! Klassisk fejl nummer to: jeg glemmer Murphys Lov.
Nu jeg er i gang, skifter jeg motorolie og gearolie på motoren, så bliver det vist ikke finere. Karburatoren genmonteres og jeg starter muntert fløjtende motoren. Den går i gang med et brøl. Jeg tager gassen af. Den går i stå. Det gør jeg også. Og jeg kan mærke, at det nu er tid for en lille pause.

Vi tager en kop kaffe og vores 16.45-kage (som der har udviklet sig endnu en tradition for ombord). Jeg prøver at tænke på noget andet end motor, men det er lidt vanskeligt, da den er monteret på prøvebænken i cockpittet, og der er slanger, værktøj, spildolie og forhåbninger over det hele.

Så tager jeg opvasken. Henter vand. Venter. På energien og gåpåmodet. Det kan ikke nytte at forcere processen. Jeg kan ikke klare udfordringen på ren stædighed. Der skal være et indre drive og det er lige ude at gå en tur i den friske luft. Straks tilbage, håber jeg.

Hen under aften kan jeg mærke, at jeg vil igen. Ud kommer karburatoren, nu går det hurtigt, for jeg har rutinen. Jeg splitter den ad i atomer. Der er snask i. Tomgangsstrålerøret er tilstoppet. What the...?!
Det går op for mig, at jeg nu har synderen på kornet, og mit dræberblik vandrer ned i bagbords kistebænk. Der ligger brændstoftankene.

Klokken 22.00 står jeg i Rema1000 og køber et shitload af kaffefiltre. Kl. 22.15 står jeg på broen og omhælder de sidste 7 liter benzin i Tank 1 til en pøs, igennem et af filtrene. Tanken sættes på højkant, der eftertømmes med en hævertpumpe til petroleum, som vi heldigvis havde med. Derefter tørrer jeg op i hjørnet af tanken med en klud på en pind, kluden fiskes op med en gribearm til montering af rebeliner, som vi heldigvis også havde med. Repeat. 7 gange. Først da er tanken ren at se til. Brændstofslangen skylles igennem med den rene benzin.


Kl. 23.45 samler jeg motoren, kobler brændstofslangen på og begynder at fylde karburatoren med benzin. Mit liv passerer revy, da jeg konstaterer, at der drypper en ikke uanseelig mængde benzin ud fra bunden af karburatoren. Den er utæt!!! For første gang i hele processen (og det er jeg faktisk ret stolt af) må mine unge sønner nu lægge ører til en del helt nye gloser (og nej, det er ikke ”gasspjæld” eller ”tomgangsstrålerør”, jeg refererer til).

Igen er det tid til en pause. Der skal være fokus, indre ro og klarhed, ellers skal jeg ikke røre ved noget, ved jeg. Jeg tager opvasken. Henter noget mere vand. Trækker vejret dybt. Meget dybt.
”Jeg synes faktisk, du tager det flot, far. Jeg ville have fået et mentalt sammenbrud for længst”, kommer det ude fra Antons køje. Ja, det er der da så sandelig også dækket bord til. Jeg har kæmpet med det her problem i fire uger! Jeg undgår det mentale sammenbrud ved hele tiden at træde tilbage og lade tiden gøre arbejdet. Løsningerne skal komme til mig, og det skal de have tid til. Ro på. Vent. Se, hvornår du begynder at bevæge dig igen. Så er det tid.

Det gør jeg kl. 00.30. Jeg er nemlig kommet i tanker om, at jeg var lidt mistænksom overfor den gummislange, som primeren er forbundet til karburatoren med, da jeg samlede motoren. Slangen bliver trukket af, jeg skærer halvanden centimeter af og monterer den igen. Hokus Pokus. Det er tæt!

Da jeg trækker i snoren kl. 00.45 er jeg ikke længere spændt. Jeg ved, at jeg har spiddet problemet, fordi jeg har fulgt kæderne af årsag og virkning fra deres udspring og til sidste led. Det har taget sin tid, må man sige. Fordi jeg ikke har fulgt netop disse kæder før, og er begynder her, har jeg været på mange vildspor. Dem kommer jeg hele tiden på, når jeg følger årsagskæderne, og netop denne aktivitet er en fuldstændig integreret del af langtursejlads. Jeg er begynder hele tiden, og min erfaring består i at vide, hvordan jeg skal arbejde mig frem uden at kende løsningen endnu.
Og der er læring, ikke mindst på vildsporene. Det er ofte ude på de små sideveje, udsigten er mest spændende. 

Motoren starter med et brøl. Jeg tager gassen af. Den kører. Ja, den gør. Den kører.

søndag den 31. juli 2016

I mål

Søndag d. 31. juli 2016. Harstad.

Jeg vækkes kl. 03 af min overfladiske søvn af det rabalder, der måtte komme: opvaskestativet med gårsdagens opvask er skredet ned fra kistebænken og landet på dørken med et brag. Mathilde kaster sig fra side til side og hid og did, og flår i sine fortøjninger. I min pilot står, at gæstehavnen i Harstad kan være urolig ved vind fra NØ og Ø. I går, da vi ankom, var her stort set vindstille, med en lille luftning fra V, så der burde ikke være problemer. Ikke desto mindre begyndte dønning at rulle ind ude fra havet ved 22-tiden. Gæstehavnen er slet ikke en havn, bare nogle pontonbroer ud i vandet. Der er ingen mole til at bryde dønningen, så den havde frit spil. Broerne og bådene begyndte straks at gynge helt vanvittigt op og ned. Hvor kom den dønning fra? På et spejlblankt hav?



Forklaringen fandt jeg i dagens GRIB-fil (vejrkortet): hele dagen havde der blæst en stiv kuling fra NØ oppe i Barentshavet. Det er et stort hav. Og det starter kun 30 sømil herfra, ved Andenes. Dønningen må være sendt herned derfra.
Det eneste, jeg kunne gøre, var at montere vores forfortøjninger med kødben (gummifjedre) og afmontere ankeret, som klirrede irriterende i sit klyds i stævnen. I morges var den ene forfortøjning slidt over ved skamfiling efter nattens hårde arbejde!

I min pilot står også, at gæstehavnen kan være larmende på sommernætter. Oh yeah. I en motorbåd to pladser fra os brød en fest ud ved 04-tiden, med tilhørende høj musik, fællessang, klirrende glas, råben og skrigen. Festen varede til ved 07-tiden. Dønningen er her stadig. Sebastian sov fint hele natten. Det gjorde Anton og jeg ikke!

Bortset fra det er Harstad en fin "storby", med H&M, The Body Shop, Rema1000, Nordea og alle de andre. Desuden ganske hyggelig. Og jeg er glad for at være nået hertil, ikke mindst, da jeg har fået en aftale med en lille bådklub 5 sømil fra gæstehavnen om Mathildes overvintring. Hun kan komme på land på onsdag eller torsdag, og stå der indtil slutningen af juni næste år for ialt 2500 NOK. That's more like it!

Anton er også godt tilfreds: i det nærliggende hotels lobby er der fri Wi-Fi. Det har været en i stigende grad efterspurgt mangelvare for vores teenager de seneste dage, som, specielt for tre dage siden, var ramt af en hjemve-neder. Hans egen analyse lød, at han bare savnede et godt game League of Legends for at komme på ret køl igen, og det ser ud til at holde stik. Humøret fejler i hvert fald ikke noget nu, og det gælder hele besætningen rundt.

Det er en lidt mærkelig følelse, at togtet nu måske er slut, bortset fra de sidste 5 sømil. Vi overvejer at sejle op til Andenes for at se kaskelothvaler, som færdes der, men den står på nordenvind de næste mange dage, så det er ikke sikkert, det bliver til noget. Sandsynligvis bliver vi her, og jeg bruger dagene til at rigge Mathilde ned og gøre klar til næste års togt. Det er lidt mærkeligt, at målet pludselig kom til os, men egentlig er vi vist alle godt fyldt op med oplevelser, og kan sagtens hygge os i byen i en lille uge.

Jeg tænker tilbage på den seneste uges højdepunkter, som, udover bjergbestigningen, omfattede:

Hvalbøf på Klatrecafeen i Henningsvær. Superlækkert, mørkt rødt kød. Desværre vidste de ikke hvilken hval, kødet kom fra:


Anton fangede ikke mindre end 4 flotte makreller på én line, på 2 minutter:


Der er i det hele taget godt hul på fiskeriet, som også i forgårs gav to sejer, der blev friturestegt i tempuradej. Makrellerne blev omdannet til "makrel i tomat". Det til trods, er det klart sjovere for drengene at fange fiskene end at spise dem...

En landgang ved Straumøya, hvor vi fandt en krystalklar kilde på klipperne, og hvor en havørn lettede 10 meter foran os:





Den tilbagevendende glæde ved at komme op i cockpittet til endnu en solbeskinnet dag på en smuk ankerplads, sætte sig med en kop kaffe og betragte bjergene:


Og den ene smukke sejlads efter den anden:


Da drengene kom ombord for to uger siden, beordrede jeg dem, som det første, i uldundertøj, og bekendtgjorde (ud fra min daværende erfaring med sejlads nord for Polarcirklen), at de ikke skulle regne med at komme ud af det igen, før vi skulle hjem. Sådan kom det ikke til at gå. Vi har haft generelt dejligt vejr, omtrent som en almindelig sommer i Danmark, måske lidt til den kølige side, men stort set uden regn overhovedet. Cockpitteltet har slet ikke været slået op, og petroleumsovnen ikke været tændt!
Vinden har ikke på noget tidspunkt, siden min ankomst til Bremstein for tre en halv uge siden, blæst over 7 m/s, for det meste en del mindre, og den har næsten uafbrudt været i NØ.
Her kan man godt være. Faktisk er det det mest fantastiske område, jeg har sejlet i til dato, og det siger altså ikke så lidt. Selv Færøerne er blevet overgået i år!



torsdag den 28. juli 2016

Dybt at falde

Tirsdag d. 27. juli 2016. Gullvika, 68°15,0' N 14°53,5' Ø

Luke hører Obi-Wan Kenobis stemme og føler Kraften strømme igennem sig, da han slår computeren fra og på rent instinkt udløser neutronbomben. Den rammer rent ned i skakten på Dødsstjernen, som kort efter eksploderer i et inferno af ild, mens Darth Vader hvirvler ud i rummet i sin TIE-Fighter...

Jeg har trukket et af mine kort. Det er nødvendigt. Vinden piber i klippesprækkerne inde i land, skyerne dykker fra den grå himmel ned i fjeldtragten nord for ankerpladsen og vælter ned imod os. Fjeldene er for høje. Himlen for dramatisk. Det er for voldsomt. Jeg er oplevelsestræt. Det sker, men det er sjældent. Nu er det sket. Presset fra de overvældende omgivelser har været heftigt i mange uger, og nu kan jeg ikke mere. Mit energiniveau styrkdykker, jeg mærker mismod og kraftesløshed. Noget må gøres, og det skal være radikalt.
Svaret bliver Star Wars i kahytten, med lukket luge til den væmmelige natur, mens vi deler en pose lakridskonfekt, og jeg deler et par glas rødvin og et glas rom med mig selv. Det virker. Pause.

Et togt er et kunstværk. Man starter med drømmen, ud af den hugges den overordnede plan. Planen har konsekvenser ud i hundredvis af retninger, i form af detaljer og detaljernes detaljer. Alt skal vurderes, konsekvenserne overvejes, der skal træffes beslutninger. Den vej, eller den vej? Skal det med, eller skal det ikke? Skal det ordnes nu, senere eller aldrig?

Når togtet er i gang, fortsættes arbejdet med kunstværket. Det handler blandt andet om timing, og timing er en meget spændende kunstart i naturens vold. Jeg checker vejrudsigten flere gange dagligt, og bruger lang tid på at sidde med kort og pilots hver aften og planlægge frem. Kunstværket er først fuldkomment, når båden når sin slutdestination i rette tid óg god behold, og alle ombord har haft gode oplevelser med hinanden og rejsen. Forventningerne er indfriet. Og vi, i dette tilfælde, lander i Billund d. 6 august, med Mathilde rigget ned for vinteren i en sikker havn i det høje Nord.

Det stresser mig, at jeg endnu ikke har en endelig aftale med en havn i Tromsø-området om Mathildes overvintring. Havnen i Tromsø vil gerne opbevare Mathilde på land, men det er rasende dyrt, og de har kun måske plads i vandet, hvilket er billigere, men stadig i den pebrede ende. Jeg leder derfor efter alternativer, men i Norge tager man ikke sin telefon, har jeg fundet ud af, og man besvarer heller ikke mail. Måske er de på ferie alle sammen, men det er helt konsekvent, at jeg ikke kan få kontakt med nogen som helst. Jeg har brug for at vide, hvor vi skal ende, for at kunne time vores fortsatte fremfærd. Skal vi helt til Tromsø, har vi lidt travlt. Skal vi slutte før, har vi bedre tid, og kan gøre mere ud af Lofoten, som stadig er helt fantastisk spændende.

Så er der motoren, som for et stykke tid siden har genoptaget sin tidligere interesse: ustabil drift ved lave omdrejninger. Det driver mig til vanvid, at jeg ikke kan finde fejlen. Jeg har skiftet tændrør, udluftet brændstofslangen, renset stelforbindelserne til tændspolen, tilsat karburatorsprit til benzinen, adskilt karburatoren og samlet den igen (men jeg har ikke hverken karburatorrens eller trykluft ombord), efterset brændstoffilteret, kørt med choker ved høje omdrejninger, hvilket skulle kunne suge falsk luft ud af karburatoren, ladet motoren køre tør, åbnet skruen i bunden af karburatoren for at slippe evt. vand ud etc. Nogle gange (men det er efterhånden sjældent) kører den fint, for det meste ikke. Havnemanøvrerne bliver noget pressede af, at de skal udføres med næsten fuld eller ingen gas. Og motorproblemet skal helst løses nu, hvor jeg er sammen med motoren, for det er jo lidt svært på 1500 kilometers afstand. Næste år agter jeg mig måske videre mod nord, til Svalbard, og deroppe, i polarisen, er en 100 % driftsikker motor et must.
De meget få motorværksteder, vi har passeret på turen, har alle ferielukket, så jeg skal løse det selv...

Jeg er alene med ansvaret for, at kunstværket Sommertogt 2016 lander fuldendt, sikkert og godt. Vi skal opleve noget, vi skal også slappe af, vi skal hygge os, vi skal løse de problemer, der er, og vi skal fremad, som vejret tillader, ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Det trætter mig. Det er faktisk hårdt at være kunstner!

Efter vores Star Wars-aften på en ankerplads vest for Reine fortsatte vi til Henningsvær, som var en speciel blanding af fiskerleje, Skagen-hip og surferstemning. Om vinteren er havnen fyldt fra kaj til kaj med hundredvis af fiskerskibe, når vinterfiskeriet sætter ind. Nu var den stort set tom, og vi fandt en nemt en plads ved et bolværk lige ud for ”Klatre-caféen”. Var det OK, at vi lå der? Ork ja, men der er 2,5 meters tidevandsforskel, som gør fortøjning lidt udfordrende, og de havde ikke elektricitet eller vand til os. Intet problem. Vi bruger saltvand til det meste, så vores 110 liter ferskvand rækker langt, desuden kan vi supplere med et litermål, som vi hælder vand over i vores dunke med fra det offentlige toilets vandhane. Og vores 200 watt solpanel skovler strøm ned på batterierne døgnet rundt. Bad? Det bruger vi ikke her. Vi mangler ikke noget. Vildmarkscampering midt i den lille by. 150 meter længere inde i havnen er de officielle gæstepontoner, der koster det 270 NOK/døgn at ligge. Vi ligger gratis i tre dage.



Byen er næsten tom for både, men her er mange turister, hyggelige cafeer, souvenir-butikker, gallerier og hvad der ellers hører til et sommer-mekka.
Henningsvær er centrum for klatring på Lofoten. De stejle fjelde rundt om indbyder til udøvelse af den spændende og udfordrende sport, og folk strømmer til fra hele verden for at prøve kræfter med legendariske fjelde som f.eks. ”Presten”, som rejser sig glat og næsten lodret i mange hundrede meters højde nord for byen. Derfor den særlige ”surfer-stemning”. Klatrere og surfere ligner hinanden i alder, udseende og udstråling. Der er en særlig ro over dem, som måske kommer af den intense kontakt med Nuet, som sporten i begge tilfælde fordrer, og samtidig en ild i blikket. Af begejstring og lidenskab. Jeg er ikke klatrer, men mærker alligevel et slægtskab. Jeg genkender ilden.

Og nu er vi her. Vi skal prøve det. Både Sebastian og jeg lider af højdeskræk, jeg selv i en grad, så jeg helst træder uden om tykke dørmåtter. Ikke desto mindre ser jeg, to dage efter vores ankomst til Henningsvær, mig selv hænge på en næsten lodret klippevæg i 200 meters højde, med fingrene boret ind i en klippesprække, mens højre fod leder efter et spinkelt fodfæste. Vi har selv klatret hver eneste meter op.
Jeg har faktisk ikke tid til at have højdeskræk, for det er irrelevant at kigge ned. Heldigvis. Her kigger vi op, for det er op, vi skal. Jeg mærker kontakten med granitten mod kroppen, al opmærksomhed er rettet mod at aflure den dens svagheder. Sprækkerne. Det er dem, vi skal bruge. Vi skal op.
Vi har hyret en fjeldguide, Esben, som leder os sikkert op over Rørvikafjeldet. Klatring har altid stået for mig som noget actionfyldt, men det er ikke hele sandheden. Der er faktisk en meget stor ro og et langsomt tempo over det. Der er meget ventetid, mens Esben hele tiden klatrer i forvejen og sikrer ruten med kiler med passende mellemrum. Når han råber ”Sikring klar!” oppefra, er det tid. Standplads-sikringen skal løsnes, jeg klipser Antons tov i min hoftesele og begynder næste etape af opstigningen sammen med Sebastian, som hele tiden klatrer lige foran mig. Hver gang vi når en sikring, skal vi klipse vores tov ud, og jeg skal huske at klipse Antons tov i.


Der er fuldt fokus, men god tid. Det tager den tid, det tager, og det kan ikke forceres. Mit system ved godt, at der er 200 meter ned under mig, så alarmberedskabet er absolut på plads. Men tovsikringen gør, at adrenalinniveauet trods alt holder sig der, hvor det giver koncentration, men ikke panik. Det er en god følelse.
Også Sebastian klarer sig flot, han koncentrerer sig om opgaven og finder tydeligvis tilfredsstillelse ved det. Der er et par kriser undervejs, hvor afgrunden bliver for nærværende, og det er svært at finde videre op, men de overvindes af både ham og mig. Selvfølgelig, for hvad er alternativet?







Og da vi når tinden efter 7 timers klatring, er triumfen fuldkommen. Jeg har ikke blot overvundet et bjerg. Jeg har overvundet noget inde i mig selv. Og hver gang det sker, bliver min frihed større. Mennesket er aldrig bange for virkeligheden. Det eneste, vi frygter, er de følelser, den kan fremkalde. Frygten er det, der binder os. Og min mission her i livet er at opløse den frygt, for den er ubegrundet. Følelser er ufarlige. Og når jeg indser det, bliver jeg fri. Hvor der er frihed, er der fred.
Midlet er konfrontation med virkeligheden, i dens helt rå og ufortolkede form. Havet er godt at øve sig på. Det er et bjerg også.


lørdag den 23. juli 2016

Over Vestfjorden

Fredag d. 22. juli 2016. Reine, Moskenesøy, Lofoten.

Lofoten er magisk. Det var, hvad jeg håbede og regnede med, at den ville være. Ud fra billeder og beskrivelser. Det er noget andet at være her i virkeligheden. Lofoten er magisk.

I går krydsede vi Vestfjorden fra et lille fiskersamfund, Helligvær, lidt vest for Bodø. Og nu vil "vi" ikke bare sige Mathilde og jeg, men Mathilde, Anton, Sebastian og jeg. Et firkløver, som er på eventyr. Og hvilket eventyr, allerede.

Helligvær var endnu en perle af uforstyrret ro og stor skønhed. Selve de øer, som naturhavnen bestod af, var relativt lave, men lige bag dem mod øst rejste Helgelandskystens uendeligt varierede bjerge sig, så langt øjet rakte mod nord og syd. Havnen bestod af små pontonbroer, der stak ud hist og her i det beskyttede bassin mellem øerne, og vi lagde os blot ved en af dem, der så ledig ud. Ingen havnepenge, ingen regler, ingen indblanding.
Det var drengenes første anløb siden Bodø, og de var straks meget positive. Anton fandt hurtigt ud af fiskeriets mysterier (nu havde farmand jo taget hul på bylden), og fangede i stribevis af torsk i havnen, som dog alle var for små til et ordentligt måltid.



Til gengæld blev vi ved aftenstid begavet med tre store taskekrabber, da en lille motorbåd gled op på siden af os. Fem unge mennesker ombord havde lige været ude at tømme tejnerne på den anden side af øen, og ville da lige høre, om ikke den danske sejlbåd skulle have lidt til middagsmaden? Det skulle den danske sejlbåd, og da Sebastian og jeg lidt i midnat satte tænderne i ristet brød med friskkogt taskekrabbe og mayonnaise sang englene, og Perleporten knirkede på sine hængsler.

På den anden side af broen lå en enkelt sejlbåd fra Oslo, det er omtrent den første sejler, jeg har mødt udenfor Bodø siden Egersund. Den norske sejler fortalte, hvad jeg ofte har hørt før: alle de jordomsejlere, han havde talt med gennem tiden og spurgt, hvad de syntes, var det bedste område at sejle i på Jorden, havde enstemmigt sagt: Helgelandskysten! En sejler havde endda tilføjet, at hvis nu bare området havde været beboet af aboriginere, ville det også være det mest eksotiske!
Jeg har ikke været Jorden rundt. Men jeg kan ikke, med det, jeg har set indtil nu, se, hvordan det kan være anderledes.

I svag, nordlig vind og blændende sol havde vi en meget fredelig tur tværs over den store Vestfjord til Lofoten, ca. 38 sømil. Undervejs underviste jeg bl.a. drengene i at binde knob, for jeg har en ambition om, at de nu for alvor skal lære at sejle. Det har ofte før været min intention, men da jeg selv har meget svært ved at give håndteringen af båden fra mig, fordi jeg ikke kan få nok af at trække i vådt tovværk, er det aldrig rigtig blevet til noget.Fremtiden ser bare sandsynligvis sådan ud, at de to drenge og jeg kommer til at sejle rigtig mange sømil sammen. Både for sikkerhedens og drengenes fornøjelses skyld er det derfor nu ikke bare et sjovt indslag, men faktisk nødvendigt, at de lærer faget. Hvis jeg skulle blive sat ud af spillet en dag, skal de selv kunne tilkalde hjælp og, om nødvendigt, sejle båden til nærmeste havn.


Ved aftenstid anløb Mathilde Reine på Moskenesøy, Lofoten. Der er anduvninger, jeg husker som skelsættende betydningsmæssigt og/eller oplevelsesmæssigt, og denne anduvning vil helt sikkert blive en af dem. Anduvningen havde den, i princippet teoretiske, betydning, at Mathilde nu igen har flyttet en grænse: hun er nemlig nu længere væk fra Aarhus end nogensinde før, idet Lofoten, i fugleflugtslinje, er længere borte end Scillyøerne ud for Cornwalls sydvestspids, Lands End! Det var der, vores Englandsrundtur for tre år siden vendte fra udrejse til hjemrejse. Og Mathilde er stadig på udrejse...
Men oplevelsen var endnu vigtigere. I et elverlysskær fra den lavtstående sol sejlede vi ind imellem grønne bjerge med en let skydis omkring. Ved bjergenes fødder lå den lille fisker- og ferieby Reine fordelt som små enklaver af lave, røde træhuse på pæle ud over vandet. Havet var spejlblankt efter at den blide nordenvind var gået på fyraften en times tid forinden, og motorlarmen til trods føltes det, som om Mathilde svævede ind i et andet univers. Vi var bjergtagne ved første blik, og Anton dømte straks visionen som det smukkeste, han havde set. Og den dreng har jo faktisk set en del.




Dagen i dag uddybede blot oplevelsen af magi. Vi besteg en af tinderne på bjerget Reinebringen sydvest for havnen, et projekt, der strakte sig over en stor del af dagen, dens kun 350 meters højde til trods. Stien var meget løs, meget stejl og ufremkommelig, og dagen har været decideret varm. Dansk sommer kan dårligt konkurrere, og luften er frisk og ren samtidig med, at den i dag lunede vores trængende hud, mens solen strålende hjalp til. Det befordrede yderligere transpirationen, men op kom vi, og hvilket skue, der mødte os, også der!


Jeg må knibe mig selv i armen: er vi overhovedet her?! Og øjet fortaber sig mod nordøst, hvor de takkede, vilde, himmelstræbende bjerge strækker sig i en tilsyneladende uendelig række, fordelt på hele den kæde af øer, som er rejsens primære mål: Lofoten. Og alt det skal vi udforske i de kommende uger!


Tilbage i havnen må jeg her til aften konstatere, at jeg i dag har talt mere fransk end dansk/norsk. Vi er omgivet af franske sejlbåde, alle meget store, oceangående, udstyret til hvad som helst. Og fra landsiden myldrer det med franske turister, som ror i kajak, sejler RIB og hvad man nu ellers kan udfordre sig med i den store, nordnorske natur. Hvorfor lige præcis franskmændene har udset sig Reine som destination ved jeg ikke, men mine efterhånden adskillige rejser i det nordatlantiske område har givet mig stor respekt for dem som sejlernation: de er alle vegne.
Det sjove er, at det er Mathilde, alle stopper op ved, og de fleste spørger: har I sejlet helt fra Danmark i den der? Ja, det da ved Gud vi har, og mere til!
Der er noget fedt ved at sidde i mit møgbeskidte, støvede tøj og vaske drengenes bukser i en balje koldt vand oppe på broen ved siden af min båd, der kunne stå på fordækket af en af de nærmeste, kæmpestore aluminiumshavkrydsere, mens de franske sejlere sidder i deres dyre sejlerdress og socialiserer over et glas et eller andet i en af bådenes cockpits. Hvorfor det er fedt? Fordi jeg mærker min frihed. Friheden i, med meget små midler at skabe meget store eventyr.
Friheden ligger ikke i, hvad du har, men i, hvad du kan undvære.

fredag den 15. juli 2016

Halvleg

Fredag d. 15. juli 2017. Bodø Lufthavn.

Det var de første 1043 sømil. 18 dage. Jeg sidder ved gaten i Bodø Lufthavn, klar til take off mod Oslo, derefter Billund. Allerede mandag aften er jeg her igen, sammen med mine to sønner. Og det er godt, for jeg er ikke færdig. Langt fra.
I den sidste uge har jeg sejlet fra ankerplads til ankerplads (bortset fra Engen, som jeg besøgte pga. muligheden for bjergbestigning). Ofte ankommet sent om aftenen eller natten, i et klart, lyserødt lysende lys. Alle steder har haft deres fred og deres skønhed, og jeg har stort set alle steder været der alene.



Bodø er alt det, jeg bare skal have overstået, når jeg er på sejltur. Byer er ikke til at komme uden om, en gang imellem. Det er her, skibet lades med det, der skal til for bagefter at kunne være uafhængig (eller lege, at jeg er det). Men de er alt det, jeg ikke vil. Ufrihed. Regler. Mennesker, stort set nede i mit cockpit. Priser. Gebyrer. Noget for noget. Her er ikke plads. Til mig. Til os.

Mit frihedskodeks er nok efterhånden velkendt for de fleste: du og jeg kan gøre fuldstændig og helt nøjagtig, som det passer os, så længe vi ikke indskrænker de andres mulighed for frit at vælge, hvad de vil. Det er, i grove træk, det princip, som hele vores demokrati bygger på. Når mennesker er (for) tæt sammen, kommer princippet under pres. I en by kollapser det ofte.

Jeg var så utroligt heldig at ankomme til Bodø netop ved starten af en kæmpestor festival, Forbundet Kystens Årsstevne, som Bodø i år er vært for. Både fra hele Nordnorge (og en del fra de sydligere egne) strømmede til byen. Primært historiske skibe, Lofoten-fiskebåde, vikingeskibe, gamle fiskekuttere fra starten af forrige århundrede, sejlskibe i træ, jo der var nok at se på. Og det var festligt.

Der var bare det ved det, at hele havnen var i undtagelsestilstand, idet festivalen havde overtaget administrationen af den fuldstændig. Der var ikke én eneste plads ledig til skibe, som ikke deltog i festivalen! Desuden var alle pladser solgt. Det var jo ikke så godt, idet jeg stod der på kommandobroen på det gode skib S/Y Mathilde med en flybillet i lommen, afgang fra Bodø Lufthavn.
Noget andet var, at en ildevarslende scene med tilhørende, store højttalere var ved at blive rigget op på kajen. Koncerter ved havne er populære, har jeg lagt mærke til. Udendørs musik er vidunderligt. For dem, der gerne vil høre netop det, der spilles. Men det er uomtvisteligt et klart brud på frihedsprincippet, og altså en udemokratisk foreteelse, som ikke desto mindre er almindeligt accepteret. Der var grund til at frygte det værste.

En frisk ung fyr, Johannes, som jeg tilfældigt indviede i problematikken omkring plads, viste sig at være den helt rigtige at tale med. Han skulle nemlig have deltaget med sin Colin Archer fra Bergen, som desværre havde mødt strid modvind i kombination med maskinhavari på vej op ad kysten, og derfor havde måttet udgå. Han havde en plads. Uopfordret, og uden jeg vidste det, ilede han op til sekretariatet og fik tilladelse til, at Mathilde kunne overtage hans billet. Jeg købte hans adgang til hele festivalen torsdag-søndag, som kostede det samme som havneleje i samme periode ville have kostet, og havde så lov til at optage de 26 fods pontonbro, som jeg havde brug for. Heldet tilsmiler den tossede, siges det. Så heldig, som jeg for det meste er, må jeg være godt tosset. Men det kommer nu ikke som nogen overraskelse.

Festivalen bragede løs om ørerne på mig, et mylder af mennesker og både, båthorn, musik, annonceringer, boder, rensdyrskind, omkørsler, klipfisk, grædende børn, pandekager med multebær, klapsalver, forsinkelser, nationaldragter, fiskenet, afspærringer, blå armbånd, telte, åben ild, slentren, hoppeborge, programændringer, muntre tilråb og en lang række andre elementer, som alle er uomgængelige indslag i en vellykket folkefest.



Midt igennem menneskemængden kom jeg, ubarberet og i plettede langtursejlerbukser, trillende med en kundevogn fra Biltema med to 110 amperetimers blybatterier, samlet vægt 40 kg. Jeg havde nemlig bevæbnet mig med tunnelsyn, og så midt igennem alt ståhejet kun mit mål: at få Mathilde på alle måder genopladet til de næste små tre ugers eventyr i udkanten af civilisationen. Herunder hørte at få skiftet de defekte batterier, og det forholdt sig så heldigt, at der i Bodø lå en Biltema kun tre kilometer fra havnen. De batterier, jeg havde i Mathilde, stammede oprindelig fra Biltema, og det var vigtigt, at de havde præcis samme mål, da jeg ellers ville skulle ændre hele installationen. Dagen efter, jeg opdagede batteridefekten nede i Kattegat, havde jeg mailet til Biltema i Bodø, og de havde stillet to batterier til side, og endda sat dem til opladning, så jeg kunne få dem helt friske. God service.

Så var der tøjvask, småindkøb af mere varmt tøj til drengene (for det bliver der brug for) og en del andre gøremål, som kun lod sig eksekvere omgivet af mennesker, som kunne levere de nødvendige ydelser. For penge. Noget for noget.

Her til morgen, før afgang til lufthavnen, kom det sidste gøremål i denne omgang: mit første ferskvandsbad i 18 dage. Jeg skal ikke nægte, at det var en god oplevelse, jovist var det det. Den kostede så også 30 norske. Men jeg har i den grad vænnet mig til kun at gøre det nødvendige, og droppe alt det andet, som alligevel er uopnåeligt derude.
Derude hvor der ikke er nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal eller bør. Hvor der ikke er nogen, der hjælper mig eller kommer med forslag til løsning af mine problemer. Hvor det hele ikke er så forvirret, fordi det ikke er underlagt forvirrede menneskers omskiftelige luner og mere eller mindre gode ideer. Hvor bjergene når himlen, og himlen når jorden. Hvor havet lyser irgrønt, koldt og klart. Og hvor Mathilde om meget kort tid igen skal bryde bovvand. Med stævnen mod nord.

I anden halvleg.

torsdag den 14. juli 2016

Overblik

Tirsdag d. 12. juli 2016. Engen, Holandsfjorden.

På min højre side falder terrænet brat ned og ender i en ørken af slagger, som et par hundrede meter fra skråningen dækkes af bræens enorme ismasse. I en mængde af hvid, som øjet har svært ved at rumme uden solbriller, strækker den sig op over de skyskrabende højderygge mod nord, øst og syd. En slette af sne og is, som ligger her altid, og virker som om, den altid har ligget her. Svartisen. Der er ikke meget svart over den. Den er meget, meget hvid.

Jeg har vandret i 2 timer, meget stejlt opad i meget løst og uvejsomt terræn. Det kan efterhånden mærkes i mine utrænede sejlerben. Har jeg mon energi nok til at nå toppen? Når en nordmand er træt, skal man tage det alvorligt. Aftenen før kom et norsk par ned til deres motorbåd, de havde været på bjergbestigning hele dagen. De var drivvåde af sved og smed sig ned på broen så lange de var, med hver deres dåseøl, et minut efter hjemkomsten. Men de så også glade ud. Og nu er jeg på vej, samme tur. Jeg vil også til tops. Den kan ses nede fra pontonbroen i Holandsfjorden. Helgelandsbukken. 1450 meter over havets overflade. Og det er jo bogstavelig talt derfra, jeg starter, så hver eneste meter opad skal laves af mine benmuskler. Og de har fedet den det sidste par uger, mens vinden og mine arme stod for transporten.

Efter et langt stykke op ad den blankskurede klippeflade, som bræen har slebet ned i fjorden kom jeg igennem et stykke skov, hele tiden stejlt stigende. Så fulgte en klippesti, og nu er jeg oppe i skærver, slagger og grus. Et par tuelimurt og vistnok fjeldpryd lyser op i det golde landskab. En enkelt gang skræmmer jeg en flok ryper op, ellers ser jeg ingen dyr.
Her er lyd hele tiden. En brusen fra bække og åer under isen. Smeltevand, som strømmer ned mod fjorden. Under hele turen op denne susen af vand, der strømmer, i luften.


Det er ikke altid helt nemt at finde stien, som til at begynde med var pænt markeret med røde pletter på klipperne. Heroppe begynder det at knibe med vejvisningen. Et par steder ligger nogle sten stablet op i små dynger, de må betyde, at jeg er på rette vej, men jeg må hele tiden spejde frem, skygge for øjnene i det blændende, snehvide modlys, for ikke at overse et tegn.


Efter tre timers vandring når jeg Tåkeheimen, en lille hytte i 1050 meters højde, skabt til overnatning for trætte vandrere, og som tilflugtssted i tilfælde af tåge. Tågehjemmet. Tanken om tåge virker ikke behagelig, det er svært nok i forvejen at orientere sig i det uoverskueligt store landskab, men der ingen overhængende fare: det er fremragende vejr. Sol fra en skyfri himmel og fuldstændig vindstille. Her er varmt. Efter en halv times vandring smed jeg trøjen, og har ikke savnet den siden. Opstigningsarbejdet gør selvfølgelig også sit.

Ved Tåkeheimen sidder tre små piger og læser Anders And-blade. Den yngste er ikke en dag over 6 år. I søde små lyserøde sandaler. Min stolthed over at være nået så vidt lider unægtelig noget af et knæk. Jeg skal lige til at spørge pigerne, om de virkelig selv er gået herop, men spørgsmålets stupiditet når heldigvis at blive klart for mig, inden jeg får lukket munden op. Der er ikke andre muligheder, med mindre de er blevet fløjet herop i helikopter. Mit næste spørgsmål: om de har været videre, oppe på tinden, holder jeg også for mig selv. Jeg vil ikke kende svaret.



Et par hundrede meter bag hytten forsvinder alt, hvad der kan minde om en sti. En stejl skråning, dækket med kampesten i størrelser fra fodbolde til campingvogne, rejser sig et par hundrede meter opad, jeg kan ikke se, hvor den ender. Men min turbeskrivelse fortæller mig, at det er den vej, jeg skal. Her er jeg på egen hånd, og der er ikke længere tale om vandring, men om klatring. Fra sten til sten, opad og opad. Tanken strejfer mig mere end en gang undervejs: bliver de her sten mon liggende? Et rask lille stenskred kunne bestemt være spændende, og helt sikkert nedsætte min dagsform betydeligt. Nok ændre min form i det hele taget. Men det står ingen steder, at der skulle være problemer med sikkerheden på skråningen, og stenene har jo nok ligget der et par tusind år allerede, så mon ikke de bliver, hvor de er?

Efter næsten en times sveddryppende spænding på kampestens-skråningen når jeg endelig op på en slags plateau, hvorfra der, ifølge min bog, skulle være en ”nice walk” til tinden. Det er nu noget af en tilsnigelse, for for det første volder det en del besvær at finde en god vej op til den, langs mindre åse med bratte fald ned til højre og venstre, for det andet er terrænet ekstremt løst, med store og små skiferflager, nogle steder delvis dækket af sne, som jeg må vade igennem uden at ane, hvad der er nedenunder. Jeg støder på et par varder på min vej, men de er for få til, at jeg kan bruge dem som egentlige vejvisere. Min GPS, som jeg er meget glad for, fortæller mig at der, fra toppen af skråningen, kun er 1000 meter til tinden. Det kommer så bare til at tage mig godt 45 minutter at gå de 1000 meter, men endelig når jeg den store varde på toppen af verden. Helgelandsbukken besejret!


Og her er belønningen: et fuldstændig mageløst skue ud til alle verdenshjørner. Jeg kan se ud over Holandsfjorden og de tilstødende fjorde, jeg har et næsten fuldstændigt overblik over Svartisen i hele sin vældige udstrækning, bjerge og fjelde folder sig i uforudsigelige formationer bag ved og foran den enorme gletscher så langt øjet rækker. Og der, langt, langt væk i disen mod nordvest, helt ude i kimingen, er en svag skygge, som kun kan være...Lofoten! 125 km herfra, i fugleflugtslinje. Men jeg er jo også i 1450 meters højde. Og det giver overblik.




Jeg hviler på tinden i halvanden time, før jeg påbegynder nedstigningen. Og da jeg når ned til Mathilde ved pontonbroen kl. 18.15 er det 9,5 time siden, jeg forlod hende. Fra cockpittet kan jeg se op på Helgelandsbukken, og i kikkerten akkurat skelne varden på tinden. Der spiste jeg min frokost i dag.

mandag den 11. juli 2016

Mit første kill

Mandag d. 11. juli 2016, Engen i Holandsfjorden, 66°42,6' N 13°42,5' Ø

Mathilde og jeg arbejder os stille og roligt nordpå, i små, overkommelige dagsetaper. I lørdags krydsede vi Polarcirklen, og er nu officielt i Arktis. Det er stort. Jeg har drømt om at rejse i Arktis i 20 år, de sidste 5 om at sejle der. Nu er vi her.
Polarcirklen er defineret som den linje rundt om Jorden, langs hvilken der er midnatssol hhv. polarnat én dag om året, nemlig ved sommer- hhv. vintersolhverv. Nord for linjen bliver midnatssolen og polarnatten ved over en længere periode, indtil Nordpolen, hvor der er midnatssol halvdelen af året, polarnat den anden halvdel. Allerede nu er her helt lyst natten igennem. Da jeg i går gik til køjs ved midnatstid, lavede solpanelet stadig strøm!
Samme dag, som vi sejlede ind i Arktis, skiftede havet farve. Det har nu et lysende, irgrønt skær, som is. De stejle, snedækkede bjerge spejler sig i det. Her er afsindigt smukt.

Nordfjorden (den af de tre Nordfjorde i Norge, som er en sidefjord til Melfjorden) var et landskab af overjordisk skønhed. Det kunne være asiatisk jungle, hvis ikke det var for temperaturen, som stadig ligger omkring de 10 grader. Og for sneen på toppen af bjergene, som var meget høje og meget stejle, lige ned i det grønne vand.
Netop ved åbningen ind i fjorden forsvandt den i forvejen tynde mobildækning fuldstændig, og et forsøg på opkald over VHF-radioen blev mødt med larmende tavshed. Her var radiodødt. Fuldkommen isoleret. Som øen i "Lost". Som en lomme i tid og rum. Jeg var i den lomme i et lille døgn. Mere afskåret fra omverdenen end jeg har været det på hele den lange havrejse hertil, hvor jeg dog havde radiodækning. Total vildmark. Meget fredfyldt og på en eller anden måde også lidt klaustrofobisk. Jeg tror dog, at det sidste ville have fortaget sig, hvis jeg var blevet der i nogle dage. Så ekstremt et brud med alt, hvad der er velkendt, kræver tilvænning. 



Det var en stor dag for mig, da jeg for ca. 15 år siden tog en beslutning: jeg ville fra nu af kun bade i havet, når jeg havde lyst. Det lyder måske som en ret naturlig holdning at indtage, men indtil da havde jeg lidt af den tvangstanke, at når alle andre nu tager ud at bade (i Danmark, hvor vandet aldrig bliver ordentlig varmt), så må det være fordi, det er det rigtige at gøre, og jeg vil sandelig ikke stå tilbage.
Nu er det bare sådan, at vi alle er forskellige. Vores præferencer varierer kolossalt fra person til person, og det er der alle mulige grunde til, som for så vidt kan være ligegyldige. I mit tilfælde skyldes min faktiske ulyst til havbadning om sommeren nok det simple faktum, at Rockwool var i restordre den dag, jeg blev samlet, hvilket betyder, at jeg antager smølfefarve efter max. 3 minutter i vandet. Under alle omstændigheder: jeg har faktisk ikke altid lyst. Og hvorfor så egentlig gøre det?

Ombord på Mathilde har der, i de sidste ca. fem år, ligget en fiskestang. Det har der, fordi normale sejlere fisker, og det er da også indlysende en rigtig god ide. Fiskene er jo lige der, under båden, lige til at hente op. Men i tråd med min beslutning om ikke at bade, når jeg ikke havde lyst, havde jeg også besluttet ikke at fiske, før jeg havde lyst. Fiskestangen har aldrig været i brug. Jeg har aldrig fisket, heller ikke som dreng. Aldrig. Grin bare.

Men da turen til Arktisk Norge nu blev planlagt, kunne jeg alligevel mærke, at presset blev for stort. Alle, jeg snakkede med, som har sejlet heroppe, sagde som noget af det første: ”Og så er fiskene jo lige til at hente op. Det myldrer med dem!”. Jeg købte en torskepirk og smed den ned i kistebænken. Ned til fiskestangen.

Faktisk er det ikke alt, som de andre gør, som er helt tosset. Eller jo, det er det egentlig nok, men man gør alligevel klogt i at tage en stikprøve i ny og næ.
Kort før jeg nåede mit bestemmelsessted i Nordfjorden skulle det være: jeg lod pirken gå ned på 100 meters dybde. Idet den gled ned i dybet, registrerede jeg flygtigt den tanke, at det kunne være skønt, hvis jeg ikke fik bid. Så ville jeg kunne krydse af, at jeg havde prøvet, og at det ikke var noget for mig. Men der gik lige akkurat 2 minutter, så var der en torsk på krogen. Det var ikke en stor fisk. Det var nok egentlig en lille fisk. Men den var god at starte med, og passede til en middagsmad for én person.
Jeg lempede den ind over siden med fangstkrogen (som jeg også havde købt, fordi manden i forretningen sagde, at den var uundværlig). Og så stod jeg der, en mand i min bedste alder, med en levende fisk, som sprællede rundt i cockpittet, og en mangel på kompetence, som skreg til himlen. Med en finger nede på side 21 i ”På fisketur med børn” og en hånd på den energiske fisk fandt jeg frem til, hvad man gør nu. Og med en modstand, som kun præstationspresset og medlidenhed med fisken formåede at overvinde, fik jeg givet fisken det drag over nakken, som anbefales på side 21. For en ordens skyld fik den lige tre mere. Og fire ekstra. Det var den heldigvis så venlig at dø af. Tak for samarbejdsviljen, fisk.
Helt oppe at køre på adrenalin fik jeg febrilsk (selvom der ikke længere var noget, der hastede) stablet op til mit livs første lystfiskerfoto.


Da jeg, efter at have ankret op, rensede fisken, stak en sæl nysgerrigt hovedet op 20 meter fra båden. Og da jeg sad i cockpittet og nød torsken, stegt med lidt tørret persille og serveret med bulgur, stegte løg, karry og kokosmælk, følte jeg mig som en rigtig vildmarksfyr. Hvem ved, måske bliver jeg det en dag?
I dag sejlede jeg fra øen Renga ind i Holandsfjorden. Efter flere dages skyet, råkoldt vejr, skinnede solen fra en skyfri himmel, og der blæste en frisk vind fra nord. På kryds op igennem sundet nord for Renga i det der lysende isvand med hvidt skum på toppene, og forunderlige klippeformationer og bjerge hele vejen rundt. Ind imellem var der kig ind til Svartisen, en meget stor gletcher, som arbejder sig næsten helt ned i Holandsfjorden.

De fleste dage er her meget koldt, og jeg har mindst 4 lag uldtøj foruden vindtæt tøj, hue og vanter på, men pludselig, som i dag, skinner solen, og så er her lunt. Jeg sidder lige nu, klokken 23, i T-shirt og skriver.
Mathilde er fortøjet ved en pontonbro (den første havn siden Egersund!) med udsigt lige op til Svartisen. Over fjorden kredser et par vaskeægte havørne, sådan nogle var der også på Renga. Jeg har mødt marsvin på dagens etape, og her er i det hele taget en fornemmelse af myldrende liv i en natur, som ikke er så kontamineret med civilisation som de fleste andre steder på kloden. Det er her, jeg gerne vil være.

lørdag den 9. juli 2016

Ind i labyrinten

Lørdag d. 9. juli 2016. Sila, 66°19,2' N 13°06,7' Ø

Jeg har i de seneste adskillige år været varm fortaler for digitale søkort. Det harmonerer måske ikke umiddelbart med min indstilling på andre områder, som er, at tingene, ikke mindst til søs, skal holdes så simpelt og low tech som muligt. Men digitale søkort har nogen uomtvistelige fordele. Den vigtigste er, at de er til at opdatere, hvilket jeg synes er en håbløs opgave med traditionelle papirkort. Et tryk på en knap, vente under et minut, vupti: mit kort er helt opdateret. Det er en sikkerhedsfaktor, der er til at tage og føle på.
En anden er, at det digitale kort altid fortæller mig, hvor jeg er, og hvor jeg er på vej hen. Det er især en meget stor fordel ved sejlads i snævert farvand, f.eks. skærgård. Jeg checker altid visuelt, med kikkert og pejlekompas, at prikken på kortet er rigtigt placeret, men det overskud, som det giver ikke hele tiden at skulle udsætte sin position med passer i papirkortet øger sikkerheden med mange procent.
Så er der muligheden for fejl ved kursudsætning fra et kort til et andet, ofte i forskellige målestoksforhold, som også elimineres på et digitalt kort.
Men for en low budget sejler som mig er der også andre fordele. Den vigtigste er prisen. Papirsøkort til turen rundt om England ville have kostet kr. 38.000! Jeg slap med kr. 400 for digitale søkort til mobiltelefonen, og dem sejlede vi hele vejen rundt på. En anden er pladsen: i en lille båd er det vanskeligt at finde plads til alt det papir.

Så vidt, så godt. Men elektronik kan fejle. Nej: elektronik fejler, og det er 100 % sikkert. Det er kun et spørgsmål om, hvornår. Men det er 100 % sikkert, at det fejler, mens du bruger det, ikke mens din gadget ligger slukket hjemme i skuffen. Derfor skal du have backup. Og backup til backup'en. Og backup til den. Helst.

Før afsejling fra Aarhus købte jeg en tablet-PC som ekstra backup. Da jeg forlod havnen havde jeg således mine søkort på mobiltelefonen, tablet-PCen, den almindelige PC og desuden nogle gamle papirsøkort, som jeg købte for 7 år siden i forbindelse med turen til Shetlandsøerne. Godt dækket ind.

Men da jeg passerede Ålesund nede sydpå, sejlede jeg ud af det område (sydlige Norge), som papirkortene dækkede. Nede med en. Kort efter holdt tablet-PCen op med at ville køre søkort-appen (Navionics). Nede med to. Og da jeg nu, på Bremsteinen, satte mig ned for at forberede det næste stræk, ind i skærgården, konstaterede jeg to ting: farvandet består af trilliarder af skær, over- såvel som undersøiske. Og det kort, jeg havde installeret på PCen (C-map) manglede alle detaljer, fyr, båker, varder, det hele. Det var ubrugeligt! Og uforståeligt, for jeg har sejlet mange andre steder med de kort uden problemer. Til trods for, at jeg har undervist i digital navigation, herunder OpenCPN (navigationsprogrammet på PC) i Langtursejlerforeningen, kunne jeg ikke for min død vride detaljerne ud af kortet. Det er dog et par år siden, jeg har brugt programmet, da jeg er gået helt over til Navionics. Gammel viden ruster. Nede med tre.

Nu var gode dyr rådne. Forestillingen om at befinde mig midt i det farvand, med en mobiltelefon, der var gået død, altså uden søkort, uden at ane, hvor jeg var, hvor jeg var på vej hen, og hvor mange meter, der var hen til det nærmeste, undersøiske skær, som ventede på at flænse bunden op på mit skib, gav mig koldsved og diarré uden forsinkelse.

Kort over området, efter det kom op at køre

Der var kun én ting at gøre, for jeg ville ikke sejle en meter uden backup, og jeg havde ingen net-dækning, derfor ingen adgang til support. Jeg satte mig med telefonen og PCen og satte manuelt alle fyr og båker ind i kortet, langs hele den 38 sømil lange rute op til Hjartøya, som var mit mål!

Det var i forgårs. Dagen efter fandt jeg den forbaskede boks i OpenCPN, som manglede et flueben, og PLAF! Så var alle detaljer på plads i kortet. Oppe med to. Da jeg endelig fik dataforbindelse, geninstallerede jeg appen på tablet-PCen og PLAF! Det hele virkede igen. Oppe med tre. Jaja, der findes ikke problemer, kun udfordringer.
Nå, men afsted det gik. Det blev en vidunderlig sejldag med svag til jævn vind fra vest, som blidt pustede Mathilde ind igennem myriaden af klipper. Mine mange års navigatør-træning i skærgårdssejlads fra den vestsvenske skærgård kom mig til gode. Uden den ville jeg, gode søkort eller ej, have været ved at skide en snemand ved at bevæge mig ud i farvandet. Det var jeg, til at begynde med, faktisk alligevel. En lille en, i hvert fald.

Men alle sømærker stod, hvor de skulle, og efter et stykke tid begyndte jeg at finde ind i rutinen og slappe mere af. Rutinen handler om hele tiden at være et skridt foran: hvad skal der ske, efter den nærmeste båke er passeret? Hvor er den næste? Kan jeg se den? Ved jeg, at det er den rigtige? Og passer det, jeg kan se, med den position, GPSen påstår, jeg befinder mig på?

Landskabet var meget varierende. Nogle øer var nøgne, grå klipper som jeg kender det fra den svenske skærgård, andre var lave, græsklædte holme, som kunne være Kyholm eller lignende, atter andre mere kuperede, á la Mols Bjerge, mens andre igen bar bjerge på deres skuldre, som var så høje, at der lå sne på toppen. Og Mathilde gled ind og ud i slalom mellem alt dette, nogle gange i tilsyneladende åbent farvand (med et helvede af skær under overfladen), andre gange i helt snævre løb imellem øerne. Solen skinnede, og selvom luften ikke vil over 11° C heroppe, virkede det hele alligevel sommerligt.

Klokken 18.45 sejlede jeg ind i en meget velbeskyttet ankerbugt på øen Hjartøya nær fastlandet, lod 35 meter kæde gå ud på 11 meters dybde og standsede motoren. Også her blev der straks øresønderrivende stille. Men her indrammedes stilheden af strandskaderne og regnspovernes melankolske og melodiske skrig, som blev kastet tilbage fra de høje fjelde på Skjelfiskholmen nord for øen. Og på den anden side rejste et imponerende bjergmassiv sig på øen Alsta. Massivet har syv karakteristiske tinder, De syv Søstre, med sne ned ad siderne. Meget stor natur. Meget lille båd. Meget stor lykke.


fredag den 8. juli 2016

I edderfuglens rige

Torsdag d. 7. juli 2016, Bremsteinen.

De bor i et museum, Svein og Ellen. Og da de smilende byder mig indenfor i den af de røde træbarakker, som udgør deres sommerbolig, træder jeg lige ind i et fiskerrefugium anno 1975. Bremsteinen er kommet på UNESCOs verdensarvs-liste, og det betyder, at intet må røres eller forandres. Det fiskersamfund, som trivedes her indtil 1975, hvor de sidste flyttede fra de forblæste holme, var unikt. Fiskerne sov her, i smalle alkover oppe under loftet, 2-3 stykker i hver, når de ikke var på havet. Bag et forhæng i hver barak var en separat alkove, her sov kokkepigen, det var det privatliv, hun havde.



I barakkerne hænger fiskeredskaber, potter og pander, præcis som det blev forladt for 40 år siden. I skabene står endnu dåser med konserveret mælk, nogle af dem dateret sidst i 60'erne. Og i stuen, hvor Svein og Ellen bor, er der ingenting. Alkover, et bord, en brændeovn, et køkkenbord med to gasblus. Punktum. Nej, på bordet ligger to bøger. Den ene hedder ”I ærfuglens rike”. Svein og Ellen er fuglevogtere.

De er i sølvbryllupsalderen og bor til daglig i Kristiansand, men bliver hver sommer sejlet herud i ingenmandsland og efterladt i 6-7 uger. Så bor de her, stort set 100 % isoleret fra omverdenen, uden nogen som helst former for adspredelse, indtil de hentes igen i august. Og det passer så heller ikke, for de har i hvert fald én adspredelse: de samler edderfugledun.

Ved siden af fiskeriet har dun-indsamlingen nemlig været en del af livsgrundlaget på Bremsteinen, og Vega Kommune, som øerne hører under, holder liv i det gamle håndværk. I de næste to timer viser Svein mig beredvilligt rundt blandt barakkerne og ud på klipperne og fortæller om det gamle erhverv. Der opsættes lave rugekasser, som fores med tørret blæretang, til fuglene. Formålet er at beskytte dem mod rovfugle, især måger, men netop edderfuglene på Bremsteinen har nu sat sig i hovedet, at de hellere vil ruge på det åbne fjeld.

Fuglene isolerer æggene med deres egen kropsvarme, men også med de kostelige dun, som de gnubber af sig, ned omkring æggene. Fuglevogterne skal nu holde øje med hver enkelt rede, for øjeblikket er der omkring 35 reder på holmene. Den dag, fuglene forlader reden og flyver til havs igen, gælder det om at være på pletten: nu skal dunene samles ind. Er man heldig, og fuglene har forladt reden i magsvejr, får man de fineste, tørre dun. Er man mindre heldig, står man med et vådt, snasket filter, fyldt med lav og mos. Under alle omstændigheder skal dunene nu renses manuelt og mekanisk, et kolossalt omfattende arbejde. Allerede før det sker, er der ingen tvivl om, at dunene har næsten magiske egenskaber: dunene fra de reder, der er samlet ind fra, ligger i pænt system på et bord, jeg tager en dunrede op i hånden. Med lukkede øjne er det umuligt at mærke, at jeg har noget i hånden. Det vejer ingenting, og kan slet ikke mærkes. ”Men kan du mærke varmen?”, spørger Svein. Ja! Min højre hånd er simpelthen varmere end den venstre! Der skal dun fra omkring 67 reder til for at lave én edderdunsdyne.



Sådan en dyne kunne jeg ”edder”mame godt tænke mig. Det kan jeg også godt få. Hvis jeg har 40.000 norske kroner, for det er det, de handles til i butikkerne!

Da jeg tager afsked med Svein, spørger jeg, hvor mange sejlere, der finder vej herud i løbet af sådan en sommer. 2-3 stykker. I alt.

torsdag den 7. juli 2016

Langt ude

Onsdag d. 6. juli 2016, Bremsteinen, 65°37,5' N 11°23,4' Ø

Det er et forunderligt farvand. Jeg kan sejle på 250 meters dybde 25 sømil fra land, og pludselig passere ganske tæt forbi et skvalpeskær (skær, som akkurat overskylles af havet) eller en lav ø. Det er noget angstprovokerende, og virker helt forkert. Er det åbent hav, eller ej?! Ingen tvivl om det, navigatøren skal holde tungen lige i munden, og det gør jeg så.

På den anden side giver det en lifligt sug i maven at forestille sig det betagende bjerglandskab, jeg sejler hen over. Havets overflade har jo helt tilfældigt den højde, det har, bjergene er ligeglade, om de er dækket af vand eller ej. Så de rejser sig fra havbunden hundredvis af meter nede, nogle steder næsten lodret op. Ofte når de kun halvvejs op til overfladen, det opdager jeg ikke (så er der måske ”kun” 150 meter dybt det sted), andre gange når de helt op, og udgør enten en umiddelbar fare for havari – eller en fin lille ø, man kan søge læ og hvile ved.

Et sådant sted er Bremstein-arkipelaget ved Vega. Da jeg kl. 1 i nat sejlede ind mellem de lave skær, var det så lyst som hen på eftermiddagen hjemme. Lanternerne var kun tændt for et syns skyld.

Stedet var valgt som mit første landingssted på den nordvestnorske kyst, jeg er kommet for at se, fordi min Norwegian Cruising Guide beskriver det som et ”exceptionally attractive, interesting, wild and far out place”. Det er det, det handler om. Jeg er så træt af at være langt inde. Nu vil jeg gerne være langt ude.



Den lille naturhavn, som øerne udgør, har fungeret som fiskelandingsplads fra 1925 til 1975, helt yderst mod det store hav. Derfor er der enkelte, røde fiskehuse tilbage på de ellers nøgne klipper. Da jeg sejlede forbi et af dem, på vej ind til den inderste lille bugt (”Tennsundet”), sad der, til min forbløffelse, en mand på broen! Kl. 1 om natten. Han hilste venligt, og jeg sejlede ind i det velbeskyttede bassin og fortøjede til en stor mooring, der er lagt ud til fiskeskibe, der søger læ for dårligt vejr herude. Bortset fra den mystiske mand og et opankret fiskeskib i det yderste bassin, var her fuldstændig øde.

Jeg riggede af og sad lidt og betragtede klipperne og fuglene i de klare halvlys. Svartbage, strandskader, terner, sølvmåger, tejster – men ikke nogen af de smukke lomvier, som guiden ellers siger yngler her.

Så gik jeg til køjs, umådeligt godt tilfreds. Jeg har tilbagelagt 835 sømil på 8 døgn, 12 timer og 40 minutter, siden afsejlingen fra Aarhus sidste mandag, alle mil sejlet for sejl. De sidste 520 sømil i ét stræk fra Egersund. Jeg når, hvad jeg skal nå, og jeg har igen haft oplevelsen af frihed ved at kunne flytte sig over åbent hav, så længe og så langt, det skal være. Nu er jeg her, i en helt anden verden.  Jeg har proviant, mad og brændstof til mindst en måned uden kontakt med civilisationen. Rejsen går over i sin anden fase. Fra havets ødemark til fjeldlandets ødemark.


Søvn er godt

Tirsdag d. 5. juli 2016 kl. kl. 21.40, 65°26,6' N 11°03,6' Ø

Jeg har alarmer på alt. Det er nyttigt, når man er solosejler, dejligt at teknikken kan holde øje med nogle af de faktorer, som jeg ikke selv har overskud til, bl.a. fordi jeg har brug for at sove. Min mobiltelefons timer vækker mig som bekendt hvert kvarter, med en infernalsk larm, som vil kunne få Holger Danske til at stå ret. Den har også andre lyde, den til det almindelige vækkeur er blid harpemusik, den bruger jeg til mandag morgener i januar og regnvejr, kl. 06.00, når arbejdet kalder. En sød start på dagen.

GPS'en kan alarmere for hastighedsafvigelser, kursafvigelser, afstande til målet, spændingsfald og andre vigtige faktorer. AIS'en alarmerer for erhvervstrafik tættere på, end jeg bryder mig om. Jeg er godt dækket ind.

Siden i lørdags har jeg nok i alt set 10 skibe, alle i ret stor afstand. Her er forbløffende øde. Enten har nordmændene helt droppet at sejle, eller også sejler de meget tættere på kysten end jeg. Mathilde og jeg kunne, selskabsmæssigt set, lige så godt ligge ude mellem Shetlandsøerne og Færøerne!

Da vi gjorde det for to år siden, valgte jeg at gå på kompromis med min intervalsøvn, og tage 2 timers søvn i streg. Det var en dårlig ide, da hjernen så kommer ned i dyb søvn, som det er meget svært og meget ubehageligt at vågne fra igen, specielt når der er oparbejdet så stort et behov for den, som det selvfølgelig er tilfældet efter mange døgns udelukkende REM-søvn.

Men da erfaring jo som bekendt er evnen til at genkende en fejltagelse, når man begår den igen(!), valgte jeg i morges at gentage eksperimentet. Jeg var noget brugt efter en nat med flere, omstændelige sejlskift. Der kan siges meget godt om rumskødssejlads (medvind), men det er den absolut mest arbejdskrævende sejladsform. Det mindste lille vindspring eller ændring i vindstyrken kræver omfattende omorganisering af sejlgarderoben og kompliceret trim af vindroret. Jeg trængte til søvn. Kl. 7.15 satte jeg derfor alarmerne til, stillede mit vækkeur i mobilen (ikke timeren) til kl. 9.15 og gik til ro. Meget ro.
Kl. 10 gik alarmen for kursafvigelse. GPSen er ikke så blødsøden, den indtrængende bippen gjorde, at jeg præcis 4 sekunder senere stod i cockpittet med tilbagestrøget hår og nykridtede tennissko, mens jeg febrilsk flåede i alt tilgængeligt tovværk, og det er ikke så lidt. Et minuts tid senere vågnede jeg og begyndte at stille mig selv relevante spørgsmål à la: Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvorfor binder jeg knuder på kablet til solpanelet? Langsomt dæmrede det: nå jo, alarmen. Vi var kommet lidt rigeligt ud af kurs, og det var sådan set bare det. Lidt trim, så er vi på rette vej igen. Men – klokken var 10! Ti! Jeg havde jo sat vækkeuret til kl. 9.15! Jeg havde sovet over mig!!! Den slags sker ikke for en professionel sømand på vagt!
Med en forudsigelighed, der er lige så henrivende, som den er triviel, begyndte sindet nu at projicere. Det måtte være nogens skyld. Mobiltelefonen! Den forbandede elektronik, man kan ikke regne med den. Jeg skulede olmt ned på telefonen, der lå og så uskyldig ud nede på kortbordet.
Jeg havde netop færdiggjort min beslutning om, med hvilket værktøj, jeg ville lempe telefonen ned i halsen på den imødekommende sælger hjemme i mobiltelefonforretningen på Randersvej, da blid harpemusik strømmede op til mig fra kahytten. Mobilen spurgte på sin skærm, om den (”igen?”, hørte jeg den tilføje mellem linjerne) skulle udsætte alarmen, så jeg kunne sove videre som sædvanlig (tryk ”Udsæt”), eller jeg denne gang ønskede at vågne (swipe til højre, ”Afbryd”)? Rød i hovedet som en postkasse (er der mon nogen fra den ældre generation blandt læserne, der kan huske, hvordan sådan en så ud?) swipede jeg til højre.
Se det i øjnene, sømand. Du har sovet over dig. Yes, Sir! Lad det ikke ske igen. No, Sir! For så står den på kølhaling og halalslagtning, i nævnte rækkefølge. Aye aye, Sir!

Dagen igennem har solen skinnet, og vinden været meget fredelig. Det har givet mig mulighed for fredsommelige sysler uden at skulle kæmpe for at holde mig fast. Det går ikke så stærkt, men det går fremad, lige mod målet.
Kl. 15.25 passerede jeg tæt forbi fiskeskibet Seir. Skibet afgav lydsignalet K, som betyder ”Jeg ønsker at komme i forbindelse med Dem”. Jeg kaldte skibet på VHF-radioen, overbevist om, at jeg uforvarende var i færd med at sejle ind i nogle af dets fiskeredskaber. Men nej, skipperen ville bare hilse på, syntes, det var hyggeligt at se en lille sejlbåd fra Danmark herude i ødemarken. Det har jeg godt nok aldrig oplevet før! Vi hyggesnakkede lidt om vejret og fiskeriet (som lige i dag gik rigtig skidt), og fortsatte så videre, i hver sin retning. En glædelig opmuntring i min selvvalgte ensomhed på det store hav.

Ensomheden er til at tage og føle på. Jeg har ikke haft mobildækning siden i går eftermiddags. Der måtte et opkald over VHF-radioen til min far (der, som sædvanlig på mine havrejser, agerer shore crew) for at bekræfte, at jeg stadig findes.

Jeg har taget hul på skinken. Man kan som sagt blive ved med at afprøve nye teknikker til søs, en af dem, jeg endnu ikke har prøvet, er at proviantere med lufttørret skinke. Det siges nemlig, at sådan en kan holde sig meget længe uden nedkøling, når bare den får luft. Alle former for afveksling i proviantbeholdningen er velkomne, så det skal prøves. Jeg har derfor medbragt 1,5 kg. Prosciutto Crudo, som netop er kommet ud af pakken, og nu opbevares i en åben pande i pantryet. Lækkert ser det ud, og det bliver det forhåbentlig ved med, til det hele er spist. Den pragmatiske læser vil måske spørge, om jeg ikke kunne have startet eksperimentet med et stykke der var f.eks. en ottendedel så stort? Det er et godt spørgsmål. Spørg bare. Jeg kan ikke komme til at svare.