Et liv på havet

Fra efteråret 2020 stoppede jeg med at blogge her på siden, og gik i stedet over til at vlogge:

• Følg Facebook-siden ET LIV PÅ HAVET.
• Se positionen HER (opdateret i real time), uanset hvilket skib, jeg pt. sejler rundt i!

S/Y Mathilde og jeg sejlede i 2020 fra Aarhus til Kanarieøerne, og i de efterfølgende vintre cruisede jeg rundt mellem de skønne øer i hende, mens jeg om sommeren sejlede i Danmark og Sverige i min anden båd, S/Y Hanne-Kjerstine, en Møn 391. 

Pt. henligger S/Y Mathilde i Las Palmas og er taget ud af aktiv drift, siden jeg i foråret 2024 købte endnu en Møn 391, S/Y Invita, som jeg nu sejler med på Kanarieøerne om vinteren, hvor jeg bl.a. afholder de populære SEJLent Retreats.

Grounded

Det har muligvis undret den tilbagevendende læser, at der ikke har været eventyr på tapetet i år. Det skyldes flere ting, men først og fremmest, at jeg i forsommeren fik diagnosticeret alvorlig sygdom. Jeg blev opereret d. 12. juli, og skal nu dels komme mig, dels have medicinsk efterbehandling. Derfor er skipper indtil videre grounded!
Mathilde er rigget ned, og holder sabbatår ved bådebroen. Før og efter min sygdom sejler jeg rigtig meget i Hanne-Kjerstine (den Møn 391, som jeg bor helårligt på), jeg nåede bl.a. en tur til Anholt umiddelbart før operationen, så lidt sømil bliver det da til.

Næste år regner jeg med at tage godt og grundigt revance, faktisk er større planer end hidtil under opsejling. Der er god tid til at drømme og tænke i en sygeseng, og heldigvis ser det ud til, at jeg kan blive helt rask og stærk igen, klar til det store hav i den lille båd. Vi ses på bloggen!

Artikler, interview og rundvisning

For overskuelighedens skyld har jeg her samlet alt det, som inden for de seneste måneder er udgivet om S/Y Mathilde.

For det første er der artiklerne i FTLFs blad Langtursejlerne om Færøturen: ARTIKLER OM FÆRØERNE

Så er der Drakes lange Youtube-serie med interview med mig om singlehandsejlads, Go Small-konceptet og meget andet:



...og rundvisningen på S/Y Mathilde under og over dæk:



...og endelig, som en slags "bonus", en extra-episode, som Drake har lavet til sine sponsorer. Den rummer mest fraklip, og kan sine steder være lidt pinlig (for mig)! Desuden er der lidt interview med drengene:



Rigtig god fornøjelse!

For the love of sail

Vinteren er over os, og det er dejligt! I Hanne Kjerstines salon hygges der til den liflige musik af oliefyrets sagte susen. Jeg glæder mig hver dag til at komme hjem fra arbejde. Til søs igen. Sådan skal det være!
Her er et lille stemningsbillede fra havnen, taget af min tidligere bådnabo Jakobs fotodrone for et par dage siden. S/Y Hanne Kjerstine og S/Y Mathilde ligger side om side i den røde ring:

Da drengene og jeg for halvandet år siden besøgte Vestmanna på Færøerne, mødte vi, som bloglæserne måske vil kunne huske, amerikaneren Drake og hans kæreste Monique. De sejler rundt i verden og lever stort set af at lave videoer til Youtube om sejlads og sejlere, de møder. Drakes videokanal har mere end 20.000 abonnenter!
Blandt andet interviewede Drake mig om min opvækst til at blive sejler, min sejladsfilosofi, mine drømme og min måde at udleve dem på, min forkærlighed for små både, min frihedsligning og min mission som sejler: at overskride grænser i min egen psyke - og inspirere andre til at gøre det samme.
Da Drake laver mange film, har han været ca. halvandet år bagud i redigeringen af sit materiale, men nu er de første to film færdige, og ligger klar på Youtube. Se dem her. Den første er traileren:




Så kommer selve interviewet, del 1 og 2:



og



Om ikke så lang tid følger tredje del af interviewet og en portrætfilm om S/Y Mathilde, hvor jeg gennemgår den lille havkrydser og hendes udstyr fra A til Z. Glæd jer!

Nisselandskab

Jeg må klamre mig til masten og stålbøjlen på ruffet for ikke at blive væltet af de hysteriske vindstød, som rammer alt opretstående med en skræmmende vrede. Luften er tæt af vandret flyvende, stikkende vanddråber, som rammer mig i ansigtet som projektiler. Hanne Kjerstine lægger sig ned med et træt suk, hver gang den vandtunge luft med særlig kraft tvinger riggen mod læ.

Jeg har travlt med at minimere skaderne. Mathilde, som jeg bevidst havde fortøjet op ad Hanne Kjerstine for at behændiggøre trafikken mellem de to skibe, kaster sig vildt ind i siden på hende. Hvis ikke bådene vendte hver sin vej, er jeg sikker på, at rigningerne ville gøre skade på hinanden, for Mathilde kaster sig selvsagt mere ned i stødene end Hanne Kjerstine, og masterne svajer vildt fra side til side. Mathildes vindror hamrer ind i Hanne Kjerstines søgelænder og er i fare for at komme i bekneb. Hanne Kjerstines forfortøjninger er strukket til det yderste, og badeplatformene på hækken gnider mod flydebroen (hun vender med stævnen udad). Der må handles!

Desuden er stormen ved at flå mine nyligt fremstillede isoleringssække af dækket og fordele dem over Aarhusbugten, så jeg farer også rundt og samler op, river selv af præventivt, og propper det sorte guld (glasuld i affaldssække) ind under cockpitteltet, i sikkerhed for Gorms raseri. For Gorm er det, som er på spil. Vinterens anden, hidsige storm. Jeg så ham komme under aftensmaden, hvor blikket tilfældigt faldt på barometeret. Og standsede. Det gjorde tyggebevægelserne også. En kort stund vejrtrækningen. Pilen pegede ikke på "Rainy", ej heller "Stormy". Den pegede ned på det ingenmandsland under skalaen, som ingen sømand ønsker at udforske af egen fri vilje. Personligt har jeg aldrig set så lavt et lufttryk før!

Og selv om både Mathilde og Hanne Kjerstine Gud ske tak og lov lå i havn, var der nok at gøre, da hr. Gorm nogle timer senere, som en fuld og gal, ravede gennem Aarhus Lystbådehavn. Jeg fik lagt spring på og, med spillene, halet Hanne Kjerstine fri af broen og Mathilde fri af Hanne Kjerstine, og faktisk gik ikke en eneste isoleringssæk til. Et par dage efter blev de igen tapet til dækket, denne gang med omkring 50 meter gaffatape ialt.

Jeg er ved at lære faget: at bo på båd helårligt. Isoleringen er kun en af de lektier, jeg har lært. Da en lille snestorm for nogle uger siden drog forbi, lykkedes det ikke, trods en el-udgift på kr. 100 den dag, at få temperaturen i kahytten op over 15 grader. Noget måtte gøres, og glasulden har gjort underværker. 

Jeg har installeret en separat brændstoftank til oliefyret, så det nu kan køre på billig diesel fra tankstationen i stedet for den dyre marinediesel i hovedtanken, og desuden fundet ud af, at det faktisk er ret beskedent i sit olieforbrug, så nu bruger jeg fyret, når jeg er hjemme. Det giver en dejlig, rigelig varme. Og jeg er ved at ændre gasinstallationen, så komfuret kan køre på 11 kg.-flasker i stedet for de meget dyre 3 kg. campinggas-flasker, som det bruger nu.

Vandmester. Det kan jeg nu føje til mit visitkort. Jeg har fået det lille kørekort i at lukke op og i for vandet på broerne ved fiskerikajen, hvor jeg ligger, så vi fastliggere nu har rindene vand i hanen vinteren igennem. Bliver det hård frost, lukker jeg, men kan så lukke op en gang om ugen, så vi alle kan få fyldt tankene op. Det viser sig, at vi er mange, der bor i bådene helårligt, alene ved min bro er vi 8.

Og så har jeg fået genopfrisket min respekt for gas. Jeg købte et lille, separat gasblus, som kørte på lightergas, for at have et ekstra blus til den større, finere madlavning. Ved påfyldning af lightergassen lykkedes det mig at knuse en lille porcelænsring, der omsluttede brænderen, men da jeg forsigtigt tændte brænderen, først på lavt blus, brændte den fint, og jeg tænkte, at ringen åbenbart ikke var så vigtig. Og gav mig til at koge bulgur på blusset. Det gik fint. I 5 minutter. Pludselig var hele køkkenbordet indhyllet i flammer, der stod helt op under ruffet. Jeg kunne ikke komme til at lukke for gassen pga. varmen, og forsøgte at kvæle ilden med brandtæppet, som hænger lige ved komfuret. Det virkede slet ikke, ilden var ligeglad. Vi endte i plan C: pulverslukkeren kvalte ilden på et halvt sekund, og det var jo godt. Meget godt. Men jeg ved nu, at pulverslukkere altid skal være det sidste, jeg tyer til, hvis det brænder. For du milde, hvor et svineri! Et pust på et halvt sekund - og hele bådens indre var på forbilledlig vis pyntet op til jul med den fineste puddersne. Overalt. Og jeg mener det!

Omkring tre timers rengøring senere var jeg heldigvis tilbage ved en båd, som ikke nåede at blive svedet det mindste af flammerne, så bortset fra, at jeg med jævne mellemrum finder lidt rester fra nisselandskabet, når jeg tager en bog ud fra reolen el.lign., kan man slet ikke se, at jeg har leget med ild. Pyha!

I morgen aften er det jul. Trods det store, og endnu ikke tilendebragte, arbejde med at optimere båden til helårsbeboelse og finde ind i alle de nye rutiner, har jeg også haft tid til at hygge mig med mine børn, som heldigvis nyder at være her, lige så meget som mig. Det bliver godt, det her, er det allerede. 

Og planer med min lille eventyrsatellit, S/Y Mathilde, som rastløst prøver sine fortøjningers holdbarhed lige ved siden af, begynder at tage form. Det bliver sommer igen. Og så skal vi på havet.

Polygami

En ganske let finregn lægger sig som softfilter på brillernes vinduer ud i det tætte novembermørke. En halvhjertet tåge lukker horisonten af for mine sanser, ved jeg fra tiden i gråt dagslys nogle timer tidligere, men der er dog hul opad: stjernerne blinker beroligende ned til mig, der i cockpittet. Over mig skærer de 78 kvm. sejl sig støt gennem den bløde, vandfyldte luft, fremad, stateligt og værdigt. Det har ikke blæst i mange dage, så havet er roligt trods ca. 7 m/s fra syd, som skubber de 10 tons langkølet oceanbetvinger frem i et venligt brus fra det brede forskib. Her ville være meget stille, hvis det ikke lige var for suset fra indsugningen til oliefyret ved mine fødder. Det er dog en støj, jeg kan rumme, for den vidner om dejlig varme om læ til den sovende besætning: mine to sønner og min far, som i hver sin kahyt forsøger at få lidt hvile på havrejsen.
Man skal vænne sig til ratstyring, man skal vænne sig til langkølet skib, man skal vænne sig til 10 tons. Derfor ligger Hanne Kjerstine ikke så støt på kursen, som Mathilde ville have gjort, med mig ved roret, men indlæringskurven er dog jævnt stigende. Det her kan jeg godt blive dus med, med tiden.

Men hvad foregår her? 78 kvm. sejl? 10 tons? Ratstyring? Separate kahytter? Oliefyr???! Og hvem f... er Hanne Kjerstine?!
Jo, der er sket det, at jeg er blevet skibsreder: d. 29. oktober købte jeg det gode skib Hanne Kjerstine af Vallensbæk, en Møn 391 på 39 fod overalt, 10 tons deplacement, 1,75 m. dybgang, bredde 3,30 m. Kutterrig med storsejl, krydsfok, genua og gennaker, samlet sejlareal 196 kvm. Er du særligt interesseret, kan du læse denne gamle prøvesejlads: KLIK HER.
Og i denne mørke nat, natten mellem d. 4. og 5. november i det herrens år 2015, er hun på vej over Kattegat mod sin nye hjemhavn, Aarhus Lystbådehavn.

Det her er sært: skipper Falk, den utrættelige skribent på denne lange blog, har prædiket fordelene ved små både i utallige indlæg og samtlige foredrag over de sidste 10 år, og nu sidder han der og fører sig frem ved et rat med en diameter som Rundetårn.
Men det har sin forklaring: hændelser og forandringer, som overraskende nok intet har med sejlads at gøre, har ført mig og min livsledsager gennem 18 år, Anne-Marie, væk fra hinanden. Da jeg nu stod i en helt forandret livssituation, og skulle finde en økonomisk realistisk måde at få tag over hovedet på, lå det lige for at tænke i skib. Jeg var inde omkring motorbåde og sågar husbåde(!), før det naturligvis endte med købet af et oceangående sejlskib, S/Y Hanne Kjerstine. Hun skal ligge i Aarhus, kun et kort stenkast fra S/Y Mathilde, som jeg ikke har til sinds at skille mig af med: for det første er hun det sublime værktøj for en solosejler i Nordatlanten, som er mit andet hjem, for det andet udvider hun de til rådighed værende boligkvadratmeter med en ekstra stue. Ikke at der mangler kahytter i øvrigt: Hanne Kjerstine er udstyret med tre separate kahytter, foruden salon og toilet, og det passer drengene overordentligt godt. Her skal de bo, sommer og vinter, når de er hos mig.

Du kender hende i øvrigt godt, kære bloglæser. Hanne Kjerstine. Det var nemlig hende, med sin besætning Ken, Tina og deres fire børn, som vi fulgtes med gennem Den kaledoniske Kanal i Skotland for to år siden, da vi var på vej rundt om England. De fortsatte siden til Madeira, Kanarieøerne og Azorerne, og var ude i et helt år. Nu har de skiftet til et endnu større skib, og måtte derfor, med blødende hjerte, skille sig af med Hanne Kjerstine, som har tjent dem godt i mange år. Skibet har tidligere sejlet som skoleskib på Middelhavet, så hun har været ude i verden, er blevet sejlet til. Og nu er hun kommet til mig, tager godt imod mig, og jeg imod hende. Vi får det godt sammen, det kan jeg mærke.

Ved 01.30-tiden kommer Sebastian (som nu er snart 11 år) op til mig i cockpittet, han kan ikke sove for en astmatisk hoste, som nok ikke just bedres af den kølige, vandfyldte luft. Men det hjælper at komme på højkant, og han bliver straks mere frisk.
Blandt de få ting, som jeg ikke umiddelbart kan forlige mig med på den nye skude, er autopiloten, som, uanset mine timelange forsøg med kalibrering, bliver ved med at karte frem og tilbage omkring kursen på en fuldstændig tåbelig måde. Jeg selv er ikke meget bedre, da ratstyring som sagt, for en gammel mand som mig, kræver en del tilvænning. Da jeg får brug for en timeout ved rattet, beder jeg med nogen spænding Sebastian om at tage over. Nu skal han styre stort skib. Knægten lægger sine vanteindpakkede hænder på rattet, kigger ned i kompasset og går i gang. Hvor skibet, med mig ved roret, havde udsving på ikke under 50 grader fra kursen, ligger hun nu limet på kompaskurs 260. Jeg kigger vantro på Sebastian, som med fuld koncentration og bittesmå korrektioner, uden indkøring overhovedet, formår det som jeg ikke, med adskillige timers øvelse bag mig, kunne: at guide de 10 tons sejlskib i den rigtige retning. Inspirerende/pinligt! Nå, men det er jo også skippers opgave at lede og fordele arbejdet. Det er hermed gjort, og jeg går ned og laver mig en kop kaffe.

Forud for sejladsen hjemover er gået ugers arbejde, ikke mindst af logistisk art. Jeg har kørt frem og tilbage mellem Aarhus og København mange gange, i sidste omgang med bjerge af sejladsudstyr og varmt tøj til en Kattegatpassage lige på kanten af sejlsæsonen. Weekenden før hjemturen var drengene og jeg i Vallensbæk sammen for at male Hanne Kjerstines fyldige undervandsskrog, mens hun alligevel var taget på land for salgsinspektion af de ædlere dele. Der blev knoklet igennem i et døgns tid, dog med et behageligt afbræk lørdag aften, da vi holdt den første boatwarming med besøg af min søster Marie og et lækkert måltid mad i den rummelige og meget hyggelige ædeltræssalon. I petroleumslampernes skær.

På turen op igennem Øresund til Helsingør var jeg så heldig at kunne have Ken med ombord. I 10 timer uafbrudt blev jeg undervist i Hanne Kjerstine tusindvis af små hemmeligheder. Jeg bliver igen bevidst om, hvor uendeligt kompliceret en krop sådan et skib er. Alle de installationer, af mekanisk, elektrisk og elektronisk art. Slanger og rør, pumper og filtre, relæer og samlinger. Kabler, wirer, motorer. Instrumenter. Det hele spiller, på en god dag, sammen i en rask organisme, som, udefra set, ser relativt enkel ud: det er jo bare en båd med et par sejl, og afsted det går. Hmm, nej, ikke umiddelbart...

Ved 7-tiden sætter vi de 88 kvm. gennaker, da vinden er løjet. Straks stryger vi op i fart, stadig med fin balance i trimmet. Efterhånden frisker vinden igen, og det bliver en fysisk meget krævende opgave at styre det store skib, som hun kaster sig ned og frem for det store sejlareal, så ved 9-tiden kommer gennakeren ned igen.

På det sidste stræk torsdag middag fra Sletterhage ind mod Aarhus er vinden dog igen ganske let, og med gennakeren atter på plads fra mastetoppen skrider vi ind mod hjem med vores nye hjem. 120 kvm. sejl oppe. Jeg er ved at have lært det ratstyring, og kan nu på respektabel vis styre mit skib, som et skib skal styres. Ind mod Isbjerget på Aarhus Ø. 

Forude venter et nyt liv, både på det indre og ydre plan. Et liv som single. Et liv som skibsreder. Et liv som sømand året rundt, hver dag, med havet rundt om mig og under mig, med lyset i vandoverfladen hver morgen ved morgenkaffen. Med vinden i rigningen og den bløde vuggen i køjen, når jeg om aftenen tørner ind i forkahytten. Et liv med to dejlige damer. S/Y Mathilde. Og S/Y Hanne Kjerstine.

Vinterglæder

Foråret kommer, er her næsten. Lyset, i hvert fald, og det er det vigtigste. Håbet vokser som en ny sejlsæson nærmer sig.
I denne vinter har Mathilde ligget i vandet, og dermed føles det egentlig ikke som, sejlsæsonen i den forstand sluttede på noget tidspunkt. Så længe båden er i vandet, er hun levende. Så længe hun er levende, er jeg levende.
Vinteren har været dejligt mild, og det har muliggjort lidt vintersejlads i ny og næ. Selv fra den mørke vinter er der således lyse minder om blid halvvindssejlads i eftermiddagssolen på en venlig vinterdag op imod jul. En overnatning i Skødshoved Havn, hvor jeg kunne sidde uforstyrret og skrive det meste af natten med et glas rødvin ved min side, mens vinden sang sin nattesang i rigningen. Tre dages kærestedate med min dejlige kvinde, hvor vi flyttede ned i båden, mens svigermor passede børnene. Restaurantbesøg i byen, afvekslende med råhygge i den lune kahyt, mens sneen drev ned ad ruderne. Lykkelige stunder, som afgjort har gjort vinteren nemmere at komme igennem.
Men der er mere i vente. Det er snart sommer, og Mathilde skal af med sit vinterskidt, de gamle, udsejlede vintersejl udskiftes med den nyere, stærke sommergarderobe. Og så skal vi ud forbi Sletterhage igen, ud i verden. I år holder vi "almindelig" sommerferie, og planen er, at Mathilde skal være ude i fem uger, formodentlig til Sverige og Norge.
Det bliver stort, som altid.
Bogen er tæt på at være skrevet færdig, og skal nu finde ud i verden. To forlag har vist interesse for at udgive den, men jeg har valgt at gå solo, også i denne forbindelse(!). Jeg starter derfor eget forlag i forbindelse med udgivelsen, hvilket naturligvis er forbundet med en del merarbejde, men formodentlig også en del merfornøjelse. Desuden bliver bogen nok ikke den sidste fra min hånd. Mere følger!
I går aftes havde Anne-Marie, Sebastian og jeg den fornøjelse at dele nogle af vores store oplevelser sidste sommer med en større forsamling, da vi holdt foredrag i Århus Sejlklub. Foredraget var velbesøgt, og mange af vores tusindvis af billeder og videooptagelser slap ud i offentligheden. Vi blev mindet om storheden ved rejsen rundt om England, og min forventning til kommende, store sejladsoplevelser blev vakt af sin vinterdvale.
Kom så, Mathilde!