søndag den 29. juni 2014

Ankomst Torshavn

S/Y Mathilde ankom kl. 16.45 lokal tid til Torshavn!
 
Vi har sejlet 511 sømil siden i onsdags, ialt 4 døgn, 6 timer og 35 minutter på havet. Gennemsnitsfart 5,0 knob.
 
"Hvordan har man det så efter at have gennemført?" spørger intervieweren begavet. Det kommer jo an på, hvem man er. Personligt er jeg meget, meget glad! Mere kan jeg ikke sige om det lige nu.
 
I de kommende små tre uger skal vi udforske disse mystiske, smukke øer. I morgen aften bliver "vi" til "rigtigt vi", når familien samles til en gang lasagne i kahytten. Følg med på bloggen...
 

Det rigtig store

Lørdag d. 28. juni kl. 19 lokal tid. Position 61 35,7 N 3 35,6 V.

Mit ekkolod kan ikke bekræfte det for mig, men på kortet står, at jeg lige nu har 1250 meter vand under fødderne. Vi er kommet så højt mod nord, at dagslyset varer hele døgnet. Over 61 grader nordlig bredde, lidt nordligere end Kap Farvel på Grønland. Midnatssol er her selvfølgelig ikke, men det bliver ikke mørkt. Faktisk vil de fleste fyr på Færøerne være slukket døgnet rundt, da der ikke er brug for dem om "natten".

Da jeg passerede tættest forbi Shetlandsøerne ved tretiden i nat, kunne jeg således se nordkysten af Unst som tre lave, brunlige kegler, der ragede op af havet under den sydlige himmel, foruden glimtene fra fyrene på Holm of Skaw og Muckle Flugga mod vest. Den klare himmel, jeg har været velsignet med stort set siden afsejlingen fra Grenaa, begyndte at blive dækket af skyer, som lagde et tungt draperi over det i forvejen dystre sceneri. Luften var tæt af atmosfære. Koldt hav, dunkelt og monokromt oplyst af genskæret fra den sol, som virkede bevidst trukket ud af scenen. Her skal ikke skinnes. Det her er alvor. Mørk, skummel klippekyst om bagbord. Vilde strømme, vilde vinde, tusindvis af skibsforlis, store tab. Lige inde om bagbord, kun 15 sømil væk. Monokromt oplyst.

Vejrskiftet var timet nøjagtigt til mødet med det sidste hav: det egentlige, nordlige Atlanterhav, som Nordsøen selvfølgelig også er en del af. Her er gråt og meget koldt, præcis som forestillingerne om dette hav altid har været i min bevidsthed. Men dønningen er taget af, vinden er fredelig fra NØ, ca. 7 sekundmeter, så vi duver frem med vinden ind en streg agten for tværs. Først på dagen havde vi stadig godt 10 sekundmeter, og med slæk på skøderne lå vi i et par timer på topfart, små 7 knob, med en kurs direkte på målet. Jeg havde noget bøvl med at få vindroret til at styre ordentligt, men med to reb i storsejlet og skødepunktet flyttet helt ud i læ har jeg fået trimmet båden så meget i balance, at det nu går fint. De sidste 6 timer har jeg intet rørt, vi ligger smukt på kursen. Barometeret kunne jeg lige så godt have lavet selv, nålen har ikke flyttet sig en millimeter i hele den sidste uge. Det er et godt tegn på relativt stabilt vejr.

I de sidste 15 timer har jeg ikke set ét eneste skib. Mit eneste selskab er derfor forskellige havfugle, bl.a. malemukker og suler, som er et sikkert tegn på, at jeg kommet langt væk. 

Jeg er flyttet ind i flydedragten, med samtlige lag uld og fleece indenunder. Har ikke været ude af den siden afsejlingen fra Farsund, bortset fra de uomgængelige situationer, hvor naturen tvinger mig til at frekventere Den Sorte Pøs eller Flasken, som udgør S/Y Mathildes samlede, sanitære installationer (Flasken er en eddikeflaske, der har fået skåret toppen af, til behændiggørelse af den mandlige del af besætningens vandladning i høj sø). Det kemiske toilet har fået lov at blive hjemme i denne omgang, og det er ikke savnet.




Jeg sover i dragten, komplet med redningsvest, sikkerhedsline, EPIRB (satellitnødsender) og bærbar VHF-radio monteret, så jeg er konstant kampklar. En astronaut i drømmeland.


Ved trappen til cockpittet står altid en vandtæt grabbag, pakket med alt nødvendigt til et par døgns overlevelse i redningsflåde, hvis det skulle komme så vidt. Ved siden af den står vanddunken og tasken med evakueringsdragten. Jeg har et beredskab, der skal gøre det muligt at forlade skibet på under et minut. Det skulle selvfølgelig meget nødig blive nødvendigt, men det føles godt at være klar. Vær beredt.



Man tager ikke fejl af de akustiske egenskaber hos en vigtig metaldel, som rammer ruffet, kurer 31,2 cm og ligger stille, i hvert fald ikke, når nervestystemet hele tiden er koblet sammen med skibet, som det er tilfældet her. Men hvilken del er der mon tale om? Jeg må på dækket for inspektion. I hårdt vejr lægger jeg altid båden underdrejet, før jeg går på dækket. Jeg skal ikke ud at rutsche på et vådt dæk, der krænger 20 grader, hugger vildt op og ned, og som hvert 10. sekund forsvinder i en kaskade af havvand. Jeg hader også at blive våd. På Nordsøen måtte jeg ud og surre fenderlisten, som havde løsnet sig over 2 meter pga. bagbord bovs uafladelige huggen i søen. Det er mageligt arbejde på en båd, der ligger underdrejet, og et farligt helvede på en båd, der ikke gør. Nu er havet fint og roligt, bølgemønsteret jævnt, så jeg hugger blot sikkerhedslinen i jackstaget og går forud. Det viser sig at være sjæklen til kickingstrappens taljeblok, som er blevet vredet til ukendelighed og faldet af. Den kan nemt udskiftes, og så er vi på igen.

Jeg har fundet helt ind i rytmen. Rytmen er en slags tilstand, hvori jeg på forunderlig vis ophører med at findes. Jeg bliver en funktion ombord på det her skib. Tanker er der næsten ingen af, bortset fra lige nu, hvor jeg sidder og malker min hjerne ned i tastaturet, også for bagefter at kunne forstå, hvad jeg havde gang i. Hvis det nogensinde bliver muligt. Her er det ikke nødvendigt at forstå noget, og det er måske den største af alle de befrielser, der er forbundet med lange, ensomme rejser. Det, som nok først og fremmest er det, der drager mig mod denne form for ekstremsport er muligheden for at holde fri fra at være mig selv. Jeg kan nemlig være ret belastende at være sammen med, især når jeg er det hele tiden, 24-7, hele resten af året. Malemukkerne har ikke nogen mening om mig, så det behøver jeg heller ikke at have. Jeg kan slippe med at være en funktion i en flydedragt.

Min krop og mit sind er i en slags paralyse, en dvaletilstand. Når der ikke er en konkret opgave at løse, såsom navigation, sejltrim, skafning eller bakstørn, sidder eller ligger jeg bare, og foretager mig absolut ingenting. Venter. Men ikke på noget bestemt, ikke på ankomsten, næste vejrskift, næste måltid. Det er ikke en utålmodig venten, måske snarere en væren. Skibet bevæger sig frem over havfladen, jeg er med og gør de ting, der skal gøres, som i trance. Fordi jeg er i trance betyder rejsens længde ikke noget særligt, jeg gør bare det, der skal gøres, mens jeg er. Det er nok det tætteste, et forvirret og stresset nutidsmenneske som mig kommer Zen.


Søndag d. 29. juni kl. 5.30 lokal tid. Position 61 48,0 N 4 53,6 V
Bii-duu-bii-duu, Bii-duu-bii-duu, Bii-duu-bii-duu. Der er én ting, jeg ikke kommer til at savne, når skibet når frem: den enerverende, gennemtrængende lyd af mobilens timer, som igen flår mig ud af min REM-søvn. En hurtig beregning siger, at når jeg når til Torshavn sidst på dagen, vil jeg være blevet vækket ialt ca. 200 gange indenfor de seneste 9 døgn. Jeg magter herfra ikke længere at høre på småbørnsforældres klagen. "Jamen, du har jo selv valgt det", siger I. Det har I også! Denne sidste nat har jeg tilladt mig den store luksus at sove i en hel time ad gangen ialt fire gange. Det er dog en dårlig ide med "luksus": jeg får det faktisk meget værre af at blive vækket efter en time end efter et kvarter, kan slet ikke vågne. Det skyldes, at jeg så er nået ned i den dybe søvn, og den kan man ikke så nemt kaldes tilbage fra igen.

Jeg mente, at det var forsvarligt med de længere intervaller, da her simpelthen ikke er nogen skibe. For en time siden mødte jeg to færøske fiskeskibe, "Vesturtugva" og "Grønanes", som, beskæftiget med parfiskeri, langsomt trak ind over min kurslinje forude og forsvandt nordøstud. Det var de første skibe i over et døgn! Se, det er hvad jeg kalder privatliv. "Vesturtugva". "Grønanes". Det er svært at tørre smilet af, ikke fordi jeg prøver. Færøerne kan ikke være langt væk. 

Efter at have skredet stateligt fremad for en god, stabil NNØ-vind, ca. 5 m/s, hele natten, har jeg netop startet motoren, efter at den sidste, smukke brise døede ud. Hvor har den hjulpet mig længe!


Søndag d. 29. juni kl. 12.20 lokal tid. Position 61 57,8 N 6 02,1 V

Jeg er, ved 7.30-tiden i morges, optaget af forskellige småreparationer, og er, indrømmet, blevet lidt sløset med mit udkig pga. den lave trafiktæthed. På fordækket sidder jeg og roder med den dumme fenderliste, da et tilfælde får mig til at løfte hovedet. Der er de sgu! Øerne! Jeg er over 40 sømil ude, og havde ikke drømt om at få landkending så tidligt, men der er de! Sgu!
Ved pejling får jeg den nordligste til at måtte være Vidoy, jeg kan også se Svinoy, og en højere knold som måske er Mjovanes. En time senere dukker også Sandoy og Nolsoy op, sidstnævnte en streg til bagbord for kursen. Det er der, jeg skal hen, bag den ligger Torshavn på Streymoy og venter med et varmt bad og meget mere.

Havet er silkeblødt og venligt, og solen skinner, lidt tøvende ganske vist, men den skinner. Jeg tager hynder og sengetøj, som er blevet småfugtigt efter det hårde døgn på Nordsøen, op til luftning. Luften er kold, arktisk vil jeg sige, men klar og god. Og der, forude er de. Øerne.

lørdag den 28. juni 2014

Dagbog fra havet

Lørdag d. 28. juni kl. 1.15.

Jeg passerer snart nord om Shetlandsøerne, og kan om få timer lægge kursen
direkte mod Torshavn. Vejrudsigten for de kommende dage er fin, så det ser
ud til, at jeg vil kunne være fremme på mandag, hvor Anne-Marie og børnene
kommer med flyet. Havet er dog stort, og det er det, som bestemmer. Læs
nedenfor lidt om turen fra Norge indtil nu:

Onsdag d. 25. juni kl. 19.30

Vejret er gnistrende smukt. Solen stråler ned over de hvide skumtoppe på
grønne bølgekamme, og Mathilde krydser imod, ud langs kysten mod det åbne
hav. Jeg havde ikke ventet så frisk en modvind, det blæser vel 8-10 m/s, men
det gør ingenting. Båden arbejder forbilledligt med modstanden, der er ingen
dønning og endnu kun moderat sø, så vi laver fine krydsvinkler og holder små
5 knob. Ingen grund til at klage, tværtimod. Den norske kyst om styrbord er
spændende at betragte, ukendt på denne strækning, som den er. Hvor der ved
Farsund var skærgård med lave holme og øer foran det højere bagland, rejser
kysten sig her mod vest stejlt og ugæstfrit fra havet, brunlig og ensartet.
Kystlinjen minder mig om Wales. Og igen tænker jeg, at der ingen grund er
til at rejse eller sejle så langt for at opleve noget, som er radikalt
anderledes end hjemme. Hvorfor sejle helt til Wales, når her er lige så
smukt? Hvorfor sejle helt til Færøerne? Svaret er: fordi der er langt! Det
er rejsen, udfordringen, kontakten med elementet, som her er attraktionen i
sig selv. Tror jeg da, lad os nu se, hvordan jeg ser på sagerne efter
forhåbentlig veludført rejse. Der er langt derud. Efter 10 timer på kryds
kan jeg stort set ikke se, at vi har flyttet os på kortet, set i forhold til
den samlede afstand ud til de grønne øer, der er mit mål.

Er jeg ved at blive syg? Det ene lag tøj efter det andet føjes til. Til
sidst er jeg oppe på uldundertøj, to sweatre og min gamle ven, flydedragten
fra Shetlandsturen, som har fået lov at komme med igen, selv om den fylder
som kong Georgs rustning. Tykke fleecesokker i søstøvlerne og huen godt ned
om ørerne. Alligevel fryser jeg en smule. Termometeret afslører sygdommens
art: her ER p....koldt: 7 grader! Så jeg er allerede kommet mod nord, og
herfra kan det jo nok kun blive værre. Jeg har endnu lidt påklædning i
beredskab: endnu et lag uldundertøj, skibukser, elefanthue, fleecejakke,
handsker. Det vil alt i alt give mig den fysiske pondus, à la
Michelinmanden, som naturen ikke havde tiltænkt mig, samt en bevægelighed
som Frihedsgudinden. Men forhåbentlig kan jeg så holde varmen, også ude i
Atlanten. Bort set fra lidt aktivitet, når vi går over stag, sidder jeg jo
mest stille, og så sniger kulden sig nemt ind på en.

Jeg har opdaget, at jeg uforvarende har fået en delikatesse om bord: det
norske drikkevand, som jeg tankede i Farsund. Det smager himmelsk, og
rationeres nu med hård hånd: det er for godt til at vaske hænder i o.lign. I
det hele taget bruger jeg havvand til alt andet end at drikke. Havvand er
her jo nok af. Om jeg så må sige.

Torsdag d. 26. juni kl. 16.

Klokken 00.20 i nat døede vinden ud, og motoren blev startet. Siden har vi
rullet og rokket os frem med det fossile brændstofs hjælp. Det er ikke
særlig tilfredsstillende. Fornemmelsen af manglende bæredygtighed nager, og
her tænker jeg ikke så meget på det globale perspektiv, som såmænd kan være
slemt nok, men bevidstheden om, hvor stort havet foran os er, set i forhold
til, hvor kort man kommer med 120 liter benzin. Jeg ved, at jeg på et
tidspunkt løber tør, og så er rejsen på pause indtil vinden kommer. Hvor vil
jeg dog gerne sejle for sejl! Den følelse af uendelig energi, det giver, er
tryg og skøn. Alt i alt er der for langt til Færøerne, når man skal derud
med et stopur i hånden. Hvis der var masser af tid, ville jeg jo blot vente
med at sejle, til der var vind. Stress og jag, også her.
Havde en lidt trykket formiddag, trods det i øvrigt meget fine sommervejr.
Læste i pilots, kiggede på kort, målte distancer, granskede vejrkort, lagde
strategier. Forkastede strategier igen. Jeg ved, at der blæser den
liftligste NNØ-lige vind ude over Vikingebanken, men jeg er blevet forsinket
af den friske modvind i starten i går, og når måske slet ikke ud til den,
før den er væk igen. Den vejr-fil, jeg downloadede umiddelbart før den
sidste rest mobilnet døde, fortæller mig, at vinden ligger i et bælte
derude, og at den ikke kommer ind over Sydlige Utsira, som jeg sejler i nu,
foreløbig. Jeg må bare klø på, og håbe på at nå at få lidt af den gode vind.

De enorme dønninger , som kendetegner den nordlig Nordsø, er begyndt at
komme rullende fra NV, fra Norskehavet ved Island. Jeg mærker dem dårligt
nok, vi sejler blot opad i 10 sekunder, derefter ned igen. Men trods det
stille vejr kan jeg ikke se hen over dem. Der er godt nok meget vand i de
krabater!

Jeg har en mistanke om, at motoren laver så meget radiostøj, at Navtexen
ikke kan modtage. For en sikkerheds skyld slukkede jeg motoren og lå "dødt
skib" i 10 minutter, mens Rogaland Radio sendte sin vejrmelding, og den
tikkede fint ind på skærmen. Det er nok en procedure, jeg må indstille mig
på. Jeg vil nødig gå glip af vigtig information.

Her hen på eftermiddag steg humøret en smule igen. Pludselig var det helt
varmt, og en kop kaffe, en chokoladekiks (nej, ikke en tudekiks, så slemt
var det ikke) og en gang solbadning i cockpittet hjalp på det hele. Kunsten
er, både på en havrejse og i det hele taget, at fokusere på, hvad der er
lige nu. Hvis jeg stirrer for meget fremad, bliver jeg overvældet og træt.
Det mentale spil består i at planlægge frem, derefter komme tilbage til
nuet. Solen skinner, og det går faktisk fremad med godt 5 knob, direkte mod
målet. Det er OK.

Fredag d. 27/6 kl. 21.

Endelig kom vinden! Ved 19-tiden var der nok til, at det gav mening at sætte
sejl. Desværre blev den manøvre vanskeliggjort af, at storfaldet havde fået
viklet sig rundt om lanternen på masten. Den sidder lige over
salingshornene, så uanset, hvad jeg gjorde med faldet ned fra dækket, sad
det uhjælpeligt fast. Tænke, tænke... En tur i masten uden bådsmandsstol i
den urolige dønning var ikke rigtig en mulighed. Sejle til Færøerne uden
storsejl? Nej vel?! Som så ofte før i Verdenshistorien blev gaffatape
løsningen. Jeg tapede bådshagen sammen med svaberskaftet, og havde så et
redskab, som lige akkurat kunne nå op til lantenen, hvis jeg balancerede på
bommen og klamrede mig til masten med den anden arm (jeg var naturligvis
også lænket til masten med sikkerhedslinen). Operationen lykkedes, og så kom
vi under sejl.
Nogle timer efter begyndte den hovedpine, som jeg havde døjet med hele
dagen, at gå over i ret intens kvalme, og jeg endte med at have det rigtig
elendigt. Det minder mig også om turen over Nordsøen sidste år, hvor jeg lå
på dørken i et halvt døgn med grøn ansigtskulør. Jeg har aldrig døjet med
søsyge, men er det her alligevel en eller anden mærkelig form for samme? Det
var i hvert fald dårlig timing. Vinden friskede efter få timer betydeligt op
fra NNØ. Jeg besluttede at forsøge at komme nord om Shetlandsøerne
alligevel, for nu ser det ud til, at der skal være vind de næste mange dage,
også vest for øerne. Det gør behovet for tankning mindre. Desuden skal
vinden være nordlig, og det vil være smart at vinde en masse nordlig højde,
nu hvor vinden er øst for nord. Altså bidevind til foran for tværs,
styrbords halse, mod NV. Ved midnatstid passerede vi et par boreplatforme,
hvoraf en havde en smule mobildækning. Jeg skyndte mig at hente en frisk
vejrfil og ringede hjem til min fjerne kvinde. Desværre lykkedes det ikke at
foretage andre opkald eller at opdatere bloggen, før dækningen døede ud
igen. Jeg lå derefter mest i køjen og var elendig, mens Mathilde fik lov til
at sejle sin egen sø. Det er hun heldigvis god til. Jeg tillod mig at
strække "helvedesintervallerne" til 30 minutter pga. sygdommen, og det
virkede forsvarligt, da der vitterlig ingen skibe var, da vi først var
kommet forbi boreplatformene. Desuden har jeg jo også AIS-alarmen, og næsten
alle skibe herude har AIS ombord.
Kl. 6.30 kantede jeg mig op i cockpittet, da jeg godt kunne mærke, at
Mathilde var "over-canvased", som englænderne siger. Vi førte for meget
sejl. Vinden var nu frisket til 12 sekundmeter, og båden smed sig ned i
stødene og arbejdede alt for aggressivt i søen. Med en kraftanstrengelse tog
jeg mig sammen til at rebe sejl. Det kræver jo kræfter, og det var ikke
lige, hvad jeg havde mest af, med kvalmen stående helt oppe i ørerne. Men
det hjælper altid på motivationen, at der ikke er noget alternativ. Jeg fik
rebet ned og gik til køjs igen, hvor jeg har tilbragt en stor del af dagen,
opdelt i intervaller. Imens har Mathilde på skønneste vis smidt sig frem mod
nordenvinden, i bølger, hvoraf de største ikke er under 4 meter høje.
Vindroret har stået for navigationen, og jeg har egentlig bare kunnet tage
den med ro, mens mit gode grej sejlede for mig. Jeg elsker den her båd! Hun
æder det hele, sejler altid sundt og godt og ligefremt, også når sømanden
ikke er til megen hjælp.

Havet har været meget flot hele dagen, med hvidt skum i striber hen over de
ernorme bølgekamme, hvorfra der er en imponerende udsigt over "vandskabet"
fra toppen, men derimod absolut ingen udsigt fra bølgedalene.
Jeg har gradvis fået det bedre i løbet af dagen, og føler mig nu næsten
normal igen. F.eks. kan jeg sidde her og skrive. Desuden har jeg lavet en
gang Boef Mathildien, dvs. bøf, som den blev den dag på Mathilde. Henkogt,
skært okeskød, kogt færdig med peberfrugt, løg, hvidløg, rosmarin og timian.
En god skvis fløde og rødvin. Basmatiris. Et herligt måltid i 13 sekundmeter
på Nordsøen!

Der er kun 35 sømil tilbage til nordøstspidsen af Shetlandsøerne, hvorefter
kursen vil kunne lægges direkte mod Torshavn. Jeg holder mig på 15 sømils
afstand af øerne, da det
vil holde mig ude over 100 meter-kurven. Dette for at forhindre vrøvl med
tidevandet, som passer godt i min favør i forhold til, hvornår jeg skal
rundt om nordspidsen, men jeg ved ikke, hvordan det vil interagere med den
hårde NNØ-lige vind. Det er ikke noget, jeg har lyst til at undersøge ved
selvsyn.

onsdag den 25. juni 2014

Det store

Om 20 minutter er der afgang mod VNV. Solen skinner fra en skyfri himmel, og alt ånder fred i den lille by på Norges sydvestkyst. Det er svært at forestille sig andet end en damesejlads forude. Men det spændende ved lange havrejser er netop uforudsigeligheden. Jeg kan ikke bestille noget på forhånd.

Vejrudsigten for de kommende dage for havet ud mod Shetland lover svag modvind i det første døgn. Derefter kan jeg være heldig at fange en frisk, nordøstlig vind ca. 100 sømil mod vest om et døgns tid. Den nordlig tendens betyder, at jeg må droppe den oprindelige intention om at gå nord om Shetlandsøerne, og det betyder igen, at jeg nok skal igennem The Hole. Det er en berygtet passage igennem Fair Isle Channel, som er farvandet mellem Orkney og Shetland. På kortet ser det ud som om, der er masser af plads, men et rasende tidevand, med deraf følgende races ud for både nord- og sydspidserne af land (Fair Isle og Sumburgh Head på Shetland) gør, at den reelle kanal øst-vest ikke er så bred, og også den hærges af tidevandet, som ikke skal være alt for uenig med vinden. Det kan derfor være lidt tricky at komme igennem. Nå, nordvestpå går det, og jeg kan evt. lave et stop på Shetlandsøerne eller Fair Isle, om ikke andet så for at tanke igen - og lade batterier. Vi får se.

Jeg har lige fået en pose friske rundstykker af en dame fra Farsund Turistforening og et varmt bad. Det er godt at lægge ud med lidt luksus. På genskriv, når muligheden byder sig!

tirsdag den 24. juni 2014

Andet hav

Køledisken frister med en, ganske vist stor, engelsk bøf til 259 kr. Er man i det mere beskedne hjørne, kan man tage dagens store slagtilbud, som der flages for i hele diskens længde: 2 pakker hakket okse til kun 80 kr. Norske, ganske vist, men alligevel. Det er godt, man kun skal bruge 30 liter benzin. Den koster kun 15,60 NOK pr. liter, svarende til ca. 14 danske. Mathilde er kommet til Norge med hele sin besætning efter en behagelig og fredelig sejlads over Skagerak. 33 timer, 155 sømil.

Kort efter at vi havde rundet Grenen efter en skøn tur på kryds fra Hirsholm, drejede vinden i VNV, altså lige imod, men døede til gengæld næsten ud. Hele natten sejlede vi derfor for motor, hvilket gav mindelser til sidste års tur over Nordsøen til Skotland. Denne gang var der dog ikke den irriterende dønning, som havde gjort livet surt for familien den gang, så det var alt i alt ganske behageligt. Det gode ved motorsejlads, set fra en solosejlers synspunkt, er, at der ikke er sejlføring og sejltrim at forholde sig til. Båden brummer bare derudaf, stille og roligt. Det er man glad for om natten. Det gik fint med at sove i helvedesintervallerne (et kvarter ad gangen), bortset fra, at jeg jævnligt måtte blive oppe i en halv times tid for at overvåge et af de utallige fiskeskibes passage. Fiskefartøjerne er solosejlerens svøbe. De sejler på kryds og tværs, holder sig ikke til nogen markerede ruter, skifter ofte fart og retning, og desuden kan man være sikker på, at de intet ser, da besætningen enten står med en vis legemsdel i vejret og roder med døende fisk eller sidder i messen og spiller kort. Flygt, hvo som flygte kan, når man spotter en fiskekutter i det fjerne!

Hen under morgen kom der en svag vind, minsandten fra SSØ, altså medvind! Op med kludene. Og tro det eller lad være: den holdt sig hele dagen, drejede endda helt om i SØ. I strålende sol gled vi således op langs den norske kyst, som vi efterhånden kom så tæt på, at der var krydstogtspanorama om styrbord. Time efter time betragtede jeg de smukke, delvis skovklædte klipper, mens Mathilde dovent, men støt, gled frem for spilede sejl. Den eneste egentlige udfordring var at justere vindroret, som ikke elsker svag medvind, men med lidt eksperimenteren, især med delikat sejltrim kombineret med elastiksnor til vindrorets rorpind, lykkedes det det meste af tiden at få det til at styre, så skipper kunne tage en slapper på fordækket i beskeden påklædning. Der løber for det meste en SV-lig strøm langs den norske sydkyst, og den hjalp også på både fremdriften og humøret. En fantastisk sejldag!



Kl. 18 styrede jeg Mathilde ind imellem klipper og skær til den meget hyggelige og smukke by Farsund, hvortil vi ankom kl. 19. Det var så Skagerak. Før det Kattegat. To have er tilbage. Nordsøen og Atlanterhavet. Det store og det rigtig store.




mandag den 23. juni 2014

På afveje og vej igen

Det blev til en dags ventetid i Grenaa, før vinden lagde sig tilpas meget
til, at jeg kunne komme videre. Men ventetiden blev forsødet betydeligt ved
et uventet besøg af min gode ven Nicolaj. Min satellitsender sladrer jo hele
tiden om, hvor jeg er, og det kom mig til gode her.
Kl. 18 forlod jeg Grenaa og gik i lag med modvindsopgaven over Aalborg Bugt.
Vinden var frisk, ca. 8 m/s fra NV, men den drejede efter nogle timer til
VNV, hvilket gav en kurs med lidt mere fremtid i. Til gengæld havde jeg godt
en knobs modstrøm pga. den hårde vestenvind de seneste dage (vandet presses
ind i Kattegat), men det gjorde ingenting. Det var en skøn sejlads. Solen
skinnede på skumtoppene og mig, og Mathilde arbejdede sig sundt fremad. Som
altid koblede jeg vindroret til, og begyndte min dagligdag ombord på et
sejlende skib. Søen var ikke så voldsom som frygtet, så bådens bevægelser
var absolut tålelige trods bidevind-sejladsen. Jeg hyggede mig ganske
enkelt, trak vejret dybt og mærkede genkendelsen i kroppen. Det er jo det
her, det handler om!
Der var overskud til et lukullisk aftensmåltid med ovnstegt kylling,
friskkogt majs og bulgur med rød pesto. Til dessert koldskål med danske,
økologiske jordbær. Det er jo en hyggetur, det her.
Man kan dårligt tale om, at natten faldt på, tæt på sommersolhverv, som vi
er. Mørkt blev det aldrig. Solen var knapt gået ned, før himlen rødmede mod
nordøst. Det var en smuk sejlads i den lyse sommernat, og jeg nød hvert
minut. Måske lige med undtagelse af de sekunders modvilje, som jeg altid
oplever, når uret hvert kvarter vækker mig for inspektion. Fast rutine:
tænde radaren, se horisonten rundt, checke kursen og evt. justere vindroret,
checke AISen og evt. foretage kollisionsberegninger på skibe i nærheden.
Derefter godnat Ole igen - i et kvarter. Jeg er ikke i form med den slags
natteliv, og det kunne jeg godt mærke næste morgen, hvor mit gode krus kaffe
ikke gjorde den store forskel.

Jeg gik ind til Hals og spiste morgenmad her, mens jeg pustede ud ovenpå den
friske nattesejlads og lykønskede mig selv med, at det første hav var
besejret trods nordvestenvindens hærgen. Så fortsatte jeg ind ad Langerak
mod Limfjorden, som jeg havde tænkt mig at bruge et par dage på at
gennemsejle, mens vinden stadig var hård og imod. Der skal meget til, for at
man ikke kan sejle her. Men efter halvanden times sejlads indad, lige mod
vinden og med halvanden knobs modstrøm fik jeg en frisk vejrmelding: ikke
mere nordvestensnak, nu skulle vinden gå i nord, og det allerede mandag! Det
ville med andre ord være dumt at spilde tiden i Limfjorden, og desuden ville
jeg miste en del nordlig højde. Mathilde drejede om på kølen og vendte igen
snuden ud mod Kattegat. Da det nu var muligt, at næste stop ville blive
Torshavn (hvilket gjorde mig ret speedet at tænke på), lagde jeg igen ind i
Hals, fyldte benzin til kanten, tankede vand og købte lidt mere frisk
proviant. Og så gik det ud og nordpå.

Vel fri af Hals Barre mødte jeg turens første egentlige "neder": vindmøllen
er gået i stykker. Igen! Jeg har brugt tusindvis af kroner og en del
arbejdstimer på at få den funktionsdygtig igen efter sidste års udfald, som
i øvrigt også skete på andendagen på rejsen rundt om England. Og nu er den
gal igen: møllen drejer ikke, lyser blot rødt. Det betyder, at der kun er
sparsomt med strøm til hele Mathildes omfattende, elektroniske maskinpark.
Der kan lades en smule med motoren, men den giver ikke meget. Naturligvis er
det ikke dødsstødet for turen, men moralsk betød det mere end ventet. Jeg
følte mig pludselig udsat og skrøbelig. Mit grej er mit panser. Der skal
ikke være for mange huller i det, så bliver havet for overvældende, og det
var det, jeg mærkede. Trods det smukke sommervejr og den udmærkede sejlads
havde jeg vel det, man kunne kalde en krise. Den vældige havstrækning forude
virkede uoverskuelig, umenneskelig at besejre, blot fordi, jeg ville skulle
gøre det på nødstrøm. Med benzin i tanken, de store batterier, og håb om god
vind, som jo er det, der driver og styrer Mathilde, er ulykken jo ret beset
ikke så stor. Men psyken har sin egen dagsorden, og det, som skal overvindes
for at gøre denne rejse er først og fremmest den, kun sekundært havet.

Den friske vind døede snart ud, så det gik sløvt fremad. Jeg regnede ud, at
jeg først ville kunne passere Skagen ved 4-tiden om morgenen, og hele ruten
derop ville være ret tæt trafikeret, med deraf følgende, elendig nattesøvn.
Da jeg i forvejen var i underskud pga. den foregående nats sejlads,
besluttede jeg at gå til Hirsholm og få sovet ud. Hirsholm er et af de
dejligste steder i Universet. En lav, sandet holm i havet nordøst for
Frederikshavn, uden veje. Kun græsstier forbinder de få huse med hinanden.
Med sine små, gule huse, sit maleriske fyrtårn og sine millioner af ynglende
fugle, heriblandt de smukke og sjældne tejster tager den altid imod med en
ro og skønhed som går lige i sindet. I ynglesæsonen er der døgnet rundt en
øredøvende larm fra måger, der skændes.
Den hyggelige og joviale havnefoged vinkede mig på plads ved den inderste
bro, og havde, allerede inden jeg havde fået gjort fast, delagtiggjort mig i
mindst fire af hans bastante, politiske synspunkter og desuden budt mig på
en kop te. Han er virkelig en type, jeg husker ham fra tidligere års besøg
på Hirsholm, og han er en del af oplevelsen ved at komme der. Hans bedstefar
var spansk, og med sin tætte kropsbygning, grå overskæg og brune, intense
øjne, minder han mest om en ilter sydeuropæer. Der er heller ingen tvivl om,
at han har temperament, men hans syngende, nordjyske dialekt modsiger hele
billedet. Han virker som en mand med hjertet på rette sted, ligefrem og
godmodig. Samtidig ville jeg nødig komme på kant med ham, men det var der så
heller ikke optræk til. I morges blev jeg inviteret op til hans hus til
endnu en kop te inden afsejling klokken 9.45.

Nu krydser jeg så op mod Skagen i det smukkeste vejr, vinden er i nord som
lovet. Når jeg i eftermiddag runder Skagens Rev lægges kursen mod vest, i
første omgang mod Lindesnes i Norge. Vejrudsigten er nu ikke længere håbløs,
men heller ikke optimal: vinden skal være forvirret og mest svag, af og til
lidt imod, af og til lidt med. Derfor er det umuligt at sige, hvor jeg
ender. Det kan blive nødvendigt at gå ind et sted i det sydlige Norge for at
tanke og lade batterier, subsidiært sove. Det kan også være, at jeg vælger
at fortsætte ud til Shetlandsøerne. Det er også muligt, at rejsen fortsætter
helt til Torshavn. Og endelig kan det være, at jeg får nok at det hele og
sejler hjem igen! Hvornår næste blogindlæg kommer, og hvad det kommer til at
handle om, er med ord noget som, ja, blæser i vinden...

lørdag den 21. juni 2014

Mathilde på vej

Så kom vi endelig afsted, Mathilde og jeg. Igår kl. 13.45 forlod vi Aarhus. I stort set vindstille, bort set fra en lille modvind fra sydøst(!!) brummede vi rundt om Djursland. Vejret var skyet, mørkt, afventende. En stille himmel med skarptslebne skystrukturer rugede over den stålblanke havoverflade. Havet var som sagt blankt, men ikke roligt. En underlig uro nagede i dets dyb, en sær halvdønning fra alle retninger viste sig som uorganiske mønstre på overfladen, og en uforklarlig strøm flød vest- og nordpå ind i Aarhusbugten. Men sejladsen var rolig, for motor, uden dramatik.

Efter et turbulent forår på flere fronter sad jeg der endelig. På vej ud. Kontrasten til en hvilken som helst form for landliv er altid slående, og det tager tid at finde rytmen, at vænne sig til de helt anderledes vilkår. Jeg sad der endelig, og jeg tømte. Sindet drænede sig selv, ud over den stålblanke overflade, ned i dybet, op i den rugende himmel. Ud i det uvisse. Blandede følelser kom og gik. Glæde over at være kommet afsted, at have hele dette amt af tid, hele dette univers af sømil foran mig. En smule beklemthed over at være alene med den meget store opgave, jeg har stillet mig selv. Alene med det enorme hav forude, i en vejrudsigt, der ikke siger mig andet, end at jeg kan glemme alle intentioner om at drage mod nordvest foreløbig.
Jeg fik besøg af et par marsvin helt tæt på, og som altid muntrede de mig op. Deres ubekymrede tumlen i vandmassen minder mig om, at havet er et element, som man kan føle sig hjemme i. Og på.

Ved 17-tiden sigtede jeg de enorme master på det russiske skoleskib Kreuzenshtern. Den firemastede bark er, med sine 115 meters længde, verdens næststørste sejlskib, som er i aktiv tjeneste. Selv på 7 sømils afstand ragede masterne højt op over kimingen. I det stille vejr førte hun ikke sejl og lå fuldstændig stille, ventende. Jeg drømmer stadig om en dag at møde en af disse mastodonter til søs, for fulde sejl, tæt på.
Hen under aften kom der vind fra vest, og jeg satte sejl. Oh skønhed, at mærke vindens kræfter i båden, hvordan hun frisk og ubesværet, veltrimmet og nymalet som hun er, tog imod og skød fremad, ivrig og glad.
Vejrudsigten lovede nu hård vind til kuling fra mellem nordvest og nordøst, så min plan om at gå direkte til Hirsholm ved Frederikshavn blev skrinlagt. Jeg gik ind til Grenaa, og efter en lang aftentur langs sandstranden syd for havnen gik jeg til ro. Rejsen mod, men ikke nødvendigvis til, Færøerne er i gang.

torsdag den 19. juni 2014

Venteposition

Jeg skulle have været afsted mod mit fjerne mål i går. Det er den dato, jeg har haft blikket stift rettet på i 4 måneder, og det er første gang nogensinde, at jeg ikke er kommet afsted som planlagt. Det føles ikke godt. Uforudsete hændelser hjemme og ude har forsinket den sidste klargøring, og jeg har netop opdaget, at jeg har fejlmonteret røstjernene til drivankeret. De skal ommonteres, ca. 4 timers arbejde, med meget mere.
Det største problem er dog vejret. Det vidunderlige forårs- og sommervejr, som har præget hverdagen de sidste to måneder ser ud til at slutte netop på min afrejsedato. Ustadigt og blæsende vejr tager over, men ikke nok med det: så langt frem, vejrudsigten rækker, har vinden bidt sig fast i nordvest, og det med op til kulingstyrke. Det kan jeg ikke arbejde med, når der ligger 700 mil foran mig, hvoraf kun de første 20 ikke går i ca. den retning!
Dagen i dag går med røstjern og de allersidste, øvrige forberedelser. Så er båden fuldstændig klar, tanket og provianteret til bristepunktet, forstærket og opgraderet, alt repareret og funktionsdygtigt. Men det virker lige nu mere end tvivlsomt, om den kommer til Færøerne i år. Hvis den første uge af de 13 dage, der er sat af til at komme derud, går med at komme til Grenå, så er marginen for den videre færd ved at være for smal. Deadline er defineret af de flybilletter, som er købt til den øvrige familie, og kan selvfølgelig flekses et par dage, men det er jo ikke meningen, at de skal sidde i en uge og kukkelure på Færøerne, mens jeg strider mig frem!
Projektet er sat på stand-by til i morgen, i overmorgen, på mandag eller hvem ved hvornår? Jeg fornemmer et antiklimaks af ret store dimensioner nærme sig, men ingen kender jo dagen, før solen går ned.
Positionssiden er oppe at køre igen. Klik på "Position" i menuen øverst, så kan du følge Mathildes fremskridt, eller mangel på samme. Lige nu er hun blot en prik på plads 80, Aarhus Lystbådehavn...

Hvis du, kære læser, som forventet higer efter at læse om en sejltur til Færøerne, kan du med fordel læse denne, fantastiske, omend ikke ligefrem lykkelige beretning. Den illustrerer bl.a. en af de gode grunde, jeg har til at sejle alene, da det, i dette tilfælde, er besætningen, som er turens største trussel! God fornøjelse...

tirsdag den 10. juni 2014

Letter snart

Med kun godt en uge til take-off er travlheden som altid stor. Jeg arbejder som en hest med at færdiggøre alle de ambitiøse opgraderinger af Mathilde, som jeg mener er nødvendige for en sikker tur ud i Nordatlanten. Blandt de største kan nævnes tilføjelse af et tredje reb i storsejlet, som vil gøre det muligt at rebe ned til regulært stormsejl. Faldbarmen sidder så i højde med salingshornene! Det lyder ikke som nogen stor operation, men med sejlet så hårdt rebet er belastningen på masten flyttet ned til midten, hvor den er mangelfuldt afstivet. Derfor har jeg valgt at tilføje et babystag, som skal kunne afmonteres, når der ikke sejles i stormvejr. Babystaget sættes i fordækket, som igen ikke er tilstrækkeligt afstivet på midten, derfor har jeg tilføjet en wire fra undersiden af beslaget i dækket til bunden af båden.

Selve rebningen af sejlet kræver adskillige blokke, ringe og 30 meter tovværk, foruden at sejlet har skullet sys om. Den samlede udgift er i størrelsesordenen 6000 kr., og der er brugt et stort antal arbejdstimer! Det ene tager det andet...

Jeg fik syet et seriedrivanker i England til den halve pris i forhold til USA. Det mangler nu at få monteret de enorme røstjern, som det i givet fald skal fastgøres i. Det er det eneste, større projekt som mangler, men også det rummer en del uforudsigelige faktorer. Erfaringen byder mig ikke at glæde mig, før arbejdet er gjort helt færdigt!

Der er tilføjet en stor og meget grim radarreflektor, som med en sindrigt, hjemmegjort beslag er fastgjort oven på radaren, og dermed kan vippes til lodret under krængning. Under indsejling til Haringvliet i Holland sidste år gjorde kystvagten os opmærksomme på, at vi var stort set usynlige på radar, på trods af en rør-reflektor, som hænger og pynter i mastetoppen. Det er ikke så rart at tænke på, når man ligger og prøver at sove alene på havet, mens skibet tonser fremad i mørket.

Ud over disse og en del andre mindre opgraderinger har jeg villet helt til bunds i reparationer fra sidste år: der er installeret ny log/lod, slingrekøjer er forstærket, nyt kardansk ophæng af komfuret, ny jordforbindelse til batteriet, vindmølle geninstalleret, ny Navtex-antenne. Og så er den almindelige vedligeholdelse, som er et årligt tilbagevendende ritual, med årligt tilbagevendende overraskelse over det egentlige omfang.

Hertil kommer den sædvanlige, lange række gøremål i forbindelse med en afsejling: research og hjemtagning af søkort og pilots, opdateringer af samme, læsning af litteratur om Færøerne, stor-proviantering, planlægning af den hjemlige andedams ve og vel imens osv. Det bliver forhåbentlig klart for den indsigtsfulde læser, hvorfor bogen om Englands-turen allerede tidligt i processen blev skrinlagt indtil efteråret. Den er færdigskrevet, men mangler redigering og gennemskrivning foruden den store indsats med layout, tryk og distribution, så den kommer til at vente. Tålmodighed, out there! I min ende skal der først og fremmest sejles!

Jeg glæder mig til at dele oplevelserne på togtet til Færøerne med jer derude. I lighed med sidste år vil der være mulighed for at følge togtet over satellitsender (under "Position" her på siden), og jeg vil skrive så ofte det er muligt om oplevelserne derude på det store hav. Stay tuned!