tirsdag den 22. juli 2014

Det går østpå

Søndag d. 20. juli 2014 kl. 14. Position 61 13,68 N 5 40,51 V.

Det blev en frisk og spændende start på hjemrejsen, ganske som ventet. Da
Mathilde svingede ud af Mykines-fjorden og begyndte at så sydøstover, fik de
12 sekundmeter fra øst noget at lege med. Med dobbeltrebet storsejl og et
par streger ind i genuaen arbejdede vi os ned mod Suduroys eftertragtede
sydspids, hvorfra vi ville kunne falde ind på kursen mod Muckle Flugga på
det nordlige Shetland.
Natten krævede en del arbejde af den talrige besætning, for vinden steg og
faldt i styrke, med tilhørende ind- og udrebning af sejlgarderoben. Søen var
ikke så slem, og Mathilde arbejder jo godt i frisk vind, men lidt småregn af
og til, samt spændingen ved mødet med dønningen ud for Akraberg gjorde
alligevel sejladsen til en ret rå oplevelse. Jeg lagde kursen godt vestpå
for at undgå et tidevandsrace, som netop i timerne for passagen af nordenden
af Suduroy opstår der og strækker sig langt ud i havet vestfor.
Ved 5-tiden i morges nåede vi Akraberg. Her mødte den nu igen sydøstgående
strøm langs Suduroys vestkyst Atlanterhavsdønningen og den vindskabte sø fra
øst. Vind mod strøm. Undgå det! Det plejer jeg også, men da vinden fremdeles
skal være østlig i den næste lange tid, og man ingen vegne kommer i modstrøm
heroppe, var jeg nødt til at vælge min kamp, og valget faldt på farvandet
syd for Akraberg som det mindste af de mulige onder. Vi slap da også med ca.
en time i vaskemaskinen, men da var der til gengæld også noget at se til.
Vinden var stadig frisk, selvom den var taget noget af, og bølgemønsteret
var ikke-eksisterende. Der kom bølger fra alle retninger på en gang, og vi
snakker ikke søde, små kattepoter. Millioner af liter vand plaskede, brusede
og væltede rundt om båden hulter til bulter, og Mathilde, som stædigt
fastholdt sin kurs for rebede sejl, blev smidt hid og did og faldt ofte
flere meter ned ad forkanten af en bølge (eller også var det bagkanten, det
var umuligt at vurdere) og ramte bølgedalen med et brag. For en sjælden
gangs skyld skalkede jeg lugen til kahytten, selvom vi gik på bidevind. En
bordfyldning agtenfra skulle ikke have undret mig!

Siden kl. 12.30 har vi, nu i en smuk SØ-vind på ca. 7 sekundmeter, kunnet gå
lige på Shetlandsøerne for udrebede sejl, efter at have krydset i godt syv
timer. Til gengæld er her tåget. For en halv time siden passerede et stort
fragtskib, "Samskip Akrafjell", kun en halv mil agten for os. Det var det
første skib, vi mødte siden afsejlingen i går kl. 16, og så kom det så tæt
på! Man skal aldrig falde i søvn på vagten, trods den ringe skibstrafik
generelt. AIS-alarmen havde dog advaret i god tid, jeg havde tracket skibet
på radaren, og da jeg kunne se, hun ville komme tæt på, tog jeg for en
sikkerheds skyld også radiokontakt. Trods den korte afstand mellem skibene
så jeg kun akkurat omridset af giganten som en mørk skygge i tågen.


Mandag d. 21. juli 2014 kl. 13. Position 61 06,32 N 3 14,60 V.

Vinden har været skiftende og, siden i går aftes, meget svag, i det sidste
døgn. Heldigvis har jeg hele tiden kunnet holde min kurs op, og så kan jeg
godt leve med en lav fart. Det har småregnet en del af natten, men i morges
klarede det noget op, endda med lidt sol i et par timer. Ellers er det mest
skyet, og vi sejler jævnligt igennem en tågebanke.
Siden kl. 22 i går har vi drevet afsted med 2-3 knobs fart for et par
sekundmeters vind fra forskellige sydlige og sydøstlige retninger. Da havet
er helt roligt, har det været en meget fredfyldt oplevelse. Det eneste, jeg
har skullet gøre, er (ofte) at trimme sejl og justere vindroret til de
mange, små vindspring. Ellers har Mathilde bare rislet stille afsted over
den hvilende havflade. Den eneste lyd kom fra det beskedne kølvands pludren
omkring vindroret agterude. Bevægelserne ombord har været så moderate, at
jeg kan leve et næsten almindeligt liv(!) med læsning, brødbagning og
skrivning. Smukt og stille fremad. Meget stille.
Ved 4-tiden i morges passerede vi en enorm boreplatform i et par mils
afstand, omgivet af sit sædvanlige hof af vagt- og supplyskibe. Jeg er
forvirret: vi er på 600 meters dybde! Der skal godt nok noget af et bor til
for at nå ned til det sorte guld her!

For halvanden time siden forsvandt vinden helt og aldeles, og siden har vi
gået for motor. Jeg spiller et strategisk spil med vinden: jeg skal tvinges
til at bruge benzin, før jeg gør det, for dels er det hundedyrt, dels kræver
det tankning undervejs, hvis jeg bruger store mængder. Så længe det bare går
en lille smule fremad for sejl, så er det det, jeg gør. Men lige nu er der
ikke noget alternativ, andet end at ligge helt stille og vente. Det kunne
måske også være rart, men så meget tid har jeg trods alt heller ikke, selvom
min bagkant for hjemkomst er mindre skarp end den var for ankomsten til
Færøerne (pga. de købte flybilletter).
Det er overskyet, havet er fladt og blankt som et spejl, storsejlet, som er
sat som støttesejl, slår lidt fra side til side. Tisselagenerne (lagener med
vandtæt gummibagside), som har dækket køjerne under den hårde sejlads og
regnvejret, er hængt til tørre i søgelænderet. Motoren brummer. Her dufter
af friskbagt surdejsbrød, som jeg har skumle planer om at skabe et par
avokado-og-tun-sandwiches ud af indenfor de næste minutter. Der er nu kun
godt 70 sømil til Shetlandsøerne, bag hvilke Nordsøen venter på gensynet.
Lang vej endnu, men opdelt i delmål virker det lige nu slet ikke
uoverkommeligt.


Mandag d. 21. juli 2014 kl. 21.30. Position 60 59,90 N 1 43,23 V.

Kl. 16 sejlede vi igennem en flok delfiner! Jeg vidste ikke, at de
fouragerer så højt mod nord. Der var en 10-15 stykker, og de var på vej den
modsatte vej af Mathilde. Desværre var de tydeligvis på jagt: de ræsede
afsted i høj fart uden at se til hverken højre eller venstre, og piskede
vandet til skum med halerne, når de dykkede. Der blev derfor ikke noget af
den, for den ensomme sømand, eftertragtede delfindans om boven denne gang.
Jeg så flokken forsvinde mod nordvest, glad og beriget over dette lille
afbræk i monotonien på det grå, flade og stille hav.
Himlen er grå, havet er gråt, overgangen mellem de to elementer sløres af og
til af dis eller let tåge. Og vi brummer fremad, time efter time. Jeg har
læst en del, hvilket jeg ellers aldrig gør, når jeg sejler. De rolige
forhold ombord og fraværet af uopsættelige, sejladsrelaterede gøremål pga.
den lidet krævende motorsejlads, levner imidlertid plads for slige ligefrem
ferieagtige aktiviteter. Ellers er måltiderne små højdepunkter undervejs,
her til aften henkogt kylling med knust koriander og ingefær, broccoli og
grov bulgur. Det eneste, jeg savner, er mit ellers obligatoriske glas
rødvin, men til søs hersker nultolerance overfor alkohol her ombord. Det
sløver og trætter og kan, i lidt større mængder, give tvangstanker om, at
jeg fint kan tage let på tingene. Det kan man aldrig så længe båden er til
søs, selv om det selvfølgelig er lettere nogle gange end andre (nu f.eks.).
Vilkårene kan imidlertid pludseligt ændres, og så skal jeg være skarp og
parat.
Dagen går, bortset fra læsning, filosoferen og praktiske gøremål, også for
en vis del med at blunde. Når søvnen skæres op i småbidder, er det
nødvendigt at bruge mere tid på at sove end normalt for at få søvn nok. Jeg
"interval-sover" nok ca. 10 timer i døgnet i alt, så vidt muligt om natten,
men det er ikke altid muligt pga. sejladsens karakter.
Vi sejler tæt forbi et par store, flotte suler, som stolt knejser med nakken
mens de betragter det forbisejlende fremmedelement på deres hav. Ellers er
det som altid mallemukkerne, der dominerer. Det er utroligt, så tæt de kan
svæve på havoverfladen, der er kun få mm. mellem vingespidserne og
bølgetoppene, og de stryger afsted i høj fart uden at røre en muskel. Ikke
én gang har jeg set vingespidsen så meget som strejfe vandet, det ville nemt
kunne ses nu, hvor overfladen er så blank som et nypudset spejl.

Jeg aflyttede vejrudsigten fra Shetland Coastguard kl. 19.10 på VHF-radioen.
Det er ikke alt for opmuntrende: der loves SØ-vind for Viking, som jeg snart
sejler ind over, beaufort 2-3, i det kommende døgn. Altså svag modvind.

Tirsdag d. 22. juli 2014 kl. 02.30. Position 2,2 sømil NV for Muckle Flugga
på Shetalndsøernes nordspids.

Det er tåget og gråt, Muckle Flugga sender sin lyskegle ud igennem vandvævet
fra sin mørke bakke på den yderste ø. Jeg er meget tættere på denne gang, da
der ingen vind eller farlig strømsø er nu. Og der er hul igennem til det
dejlige internet. En frisk vejrfil afslører, at de næste fem dage står på
næsten ingen vind i hele Nordsøen. Den gode nyhed er, at den ikke skal være
specielt kontrær. Jeg har besluttet mig for at gå ind i Balta Sound, dels
for at hvile, dels for at tanke (hvis det er muligt der), dels for lige at
sætte foden på Shetlandsk grund, nu jeg er her. Det bliver også spændende!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar