lørdag den 17. oktober 2020

Æventyr med Ø

Mathilde får fat fra starten. Fat i Atlanten, fat i rejsen, fat i alle de sømil. Med 1 reb i storsejlet og en spilet genua kaster hun sig ud i det. Den friske fralandsvind bærer væk fra kontinentet, og det med stor overbevisning. De portugisiske bjerge fortoner sig, som timerne går, i kølvandsstriben, synker ned i det hav, som i de næste adskillige døgn skal være vores skæbne. Den entydighed, som den bestemte vind tager os med på, er både en bekræftelse og en kilde til nogen kildren i mellemgulvet: der er ingen vej tilbage. Nu er det Oceanet eller ingenting. 

Som afstanden til land øges, vokser bølgehøjden til 2-3 meter. Strålende sol glimter i de hvide kroner på bølgekammene, og Mathilde surfer fremad med elegance og styrke. Vindroret er glad for de mange sekundmeter vind, og gearer fint ned ad bølgerne. En berusende sejldag bliver til mørk nat, men det er stjerneklart, og Mælkevejen står som en hvid tåge over lanternen i mastetoppen, det eneste lys, der ikke står helt stille i mørket deroppe. Lanternen tegner uregelmæssige mønstre på himlen, dirigerer med entusiasme himmelrummet, idet den forlænger og forstærker det stærke skrogs bevægelser i ujævnt terræn. 
Kort før sengetid får jeg noget af en forskrækkelse, da et meget lydeligt blåst lige ved siden af båden fortæller om en stor delfins nysgerrige kiggen forbi.

Rejsens anden dag er omtrent så flot som den første. Jeg betragter i timevis bølgetogenes vandring over overfladen, skumstriberne. Endnu et blåst 100 meter fra båden bryder mønsteret, og inde i bølgen ser jeg en stor, lys krop stryge afsted og dykke. For stor til at være en delfin, for lys til at være en spækhugger, men en hval var det i hvert fald, af den ene eller anden slags.
Jeg har ofte hørt sejlere tale om den der helt særlige, blå farve, Atlanterhavet har sydpå, og ikke rigtig forstået det: havet er jo altid blåt - hvis himlen er skyfri. Men nu ser jeg, hvad de mener: selve vandet er blevet blåt. Skønt himlen er overskyet, er vandet lysende blåt, hvis jeg kigger lige ned i det, bag båden. Lige så smukt blåt som det var smukt turkis nord for polarcirklen. Da jeg skal vaske hænder, og stikker dem ned i det blå, overraskes jeg også da: vandet er direkte lunt! Jeg er simpelthen kommet sydpå, det kan ikke længere bortforklares. 

Om aftenen, da jeg er på dækket for at justere lazyjacken, så den ikke filer så hårdt på storsejlet, mærker jeg det første tegn: det kniber sammen i maveregionen. Hmm, lidt træls. Men som aftenen bliver til nat, bliver det værre. Jeg har decideret mavekneb. Har ellers en meget stærk mave, jeg mener aldrig at have haft madforgiftning eller lignende. Og så lige nu: 240 sømil fra nærmeste kyst! Der er ingen kvalme elle diarré, så det har nok egentlig heller ikke nu noget at gøre med, hvad jeg har indtaget, og jeg kan heller ikke se, hvad det skulle være?
Det bliver værre og værre, og ved 2-tiden sidder jeg i cockpittet og koldsveder. Pludselig overmander ubehaget mig, og jeg mærker, at jeg er lige ved at besvime. Jeg kaster mig ned på dørken i cockpittet og lægger benene op på kistebænken, det får bevidstheden til at vende tilbage. En ting er det fysiske ubehag, men det er ikke det værste. Det værste er alle de scenarier, som sindet straks stiller op: hvis det her er alvorligt, har jeg et stort problem! Hvis evakuering i det hele taget er muligt, vil det i hvert fald tage meget lang tid, før det kan ske. Hvis jeg mister bevidstheden eller bliver helt ukampdygtig pga. smerter, kan jeg ikke kommunikere mit problem. Al kommunikation skal ske over SMS fra satellitsenderen, og det vil være vanskeligt for en læge at hjælpe mig effektivt på denne måde. Jeg kan også risikere at blive evakueret, med de risici og astronomiske udgifter, det medfører, få timer efter at have det fint igen - men have mistet båden, som driver omkring på havet til evig tid. Det ser ikke godt ud, det gør det altså ikke! 
Jeg skriver til shorecrew Anders, at han skal reagere, hvis han ikke hører fra mig inden kl. 7 morgen. Prikken på kortet kan jo fortsætte længe med at kravle over skærmen, uden at man kan se, at skipper ligger bevidstløs på dørken! Jeg henvender mig meget direkte til min krop: "Krop, det er lige nu, at du skal vise, hvad du dur til! Du har et stærkt immunforsvar. Hvad det end er, som har bemægtiget sig adgang, så bortvis det, tvær det ud, fjern det! Belønningen taler vi om".
Jeg må også have min mentale værktøjskasse frem for at tæmme frygten. Min sårbarhed er så indlysende, og jeg er konfronteret med den så direkte, at sindet nemt kan køre ud over kanten nu. Jeg flytter bevidst fokus fra mavesmerterne, og væk fra skrækscenarierne, koncentrerer mig om min vejrtrækning og om taknemmelighed. Ja, taknemmelighed! Midt i alt dette er der helt utroligt meget, der virker. Min båd flyder, den sejler, og mit hjerte, min lever, mine nyrer og alt det andet i mig fungerer også fint. I samme øjeblik, jeg tvinger mit sind til at tage stilling til alt dette, svinder frygten, og jeg får fokus tilbage på at løse opgaven: at nå frem.
Og kroppen gør heldigvis det, den kan: da morgenen gryer, er ubehaget næsten væk, og op ad formiddagen føler jeg mig helt rask igen. Pyh ha!
Hvad der forårsagede problemet, ved jeg ikke, men jeg glæder mig i hvert fald over en af de fordele, der er ved ikke at have en vandtank på Mathilde: alt vand opbevares i separate 12-liters dunke. Det betyder, at jeg ved, hvor vandet kommer fra, og for en sikkerheds skyld går jeg over til at tappe vand fra de dunke, der blev fyldt i en tidligere havn (husker ikke hvilken), og ikke fra dem, jeg lige har fyldt i Cascais. Dette vand fejler højst sandsynligt intet, men det var det, jeg drak af, før jeg blev syg, og jeg tager ikke chancen...

På denne passage prøver jeg noget nyt hvad angår søvn: i stedet for, som sædvanlig, at have alarm på hvert kvarter, udnytter jeg, at der stort set ingen skibstrafik er herude, og går simpelthen til køjs, uden tidsalarm. Jeg har alarm på GPSen, så den advarer, hvis jeg kommer for meget ud af kurs, og naturligvis AIS-alarmen aktiveret, så nærgående fragt- og fiskeskibe vil give udslag. Ved aftenstid forsøger jeg at finde en sejlføring, der vil give så lidt bøvl som muligt i løbet af natten, og accepterer til gengæld typisk at sejle lidt langsommere end jeg ville kunne med en vågen, agtpågiven rorsmand på job. Hvis storsejlet bommer, og hænger i preventergajen, er løbet kørt: båden kommer helt ud af balance, og vindroret kan ikke tvinge den tilbage på kursen. Det er ikke farligt, men vil lægge båden underdrejet indtil jeg kommer på dæk og får bragt tingene under kontrol igen. Hvis jeg bjærger storsejlet, og kun sejler for genua, kan båden skære betydeligt mere ud uden risiko for, at sejlet bakker. Det giver mig i praksis en masse dejlige timers søvn. Faktisk lykkes det, den første nat, at sove hele 5 timer i træk, derefter 2 og så 1 time. Det er jo en helt civiliseret nat! For det meste vågner jeg af mig selv, efter måske 2 timers søvn. Kommer lige op til overfladen, som man nok egentlig altid gør ind imellem, hjemme på landjorden (hvis man er til det, der opholder jeg mig jo aldrig). Men når jeg alligevel er halvvågen, står jeg op, justerer trim og kurs, skriver i logbogen, og går så til køjs igen. Det gør en verden til forskel, at jeg er vågnet af mig selv efter 2 timer, og ikke bliver vækket efter 2 timer! Det er, når der bliver klippet midt i den dybe søvn, at kroppen går helt i spåner. Denne metode er meget mere organisk - men forudsætter jo, at havet er så øde, som det er tilfældet her. 

Jeg styrer også selv lidt mere, end jeg ellers plejer. Faktisk plejer jeg stort set aldrig at styre - det overlader jeg til vindror eller autopilot. Men som vinden tager af de sidste to døgn, får vindroret sværere og sværere ved at holde en blot nogenlunde anstændig kurs, især fordi jeg sejler stort set plat læns det meste af tiden. Autopiloten sutter strøm, og det er blevet mere skyet, så solpanelerne giver ikke så meget til puljen. Desuden er de i skygge det meste af dagen pga. de spilede sejl. Jeg kan faktisk godt lide selve det at styre, mærke bådens bevægelser, de små skift i kræfterne, som vinden og bølgerne hele tiden varierer deres påvirkning. Men selvom jeg typisk kan sidde i mange timer og bare glo, mens vindroret styrer, så går der sjældent mere end få minutter, når jeg selv styrer, før jeg har en lang liste af uopsættelige behov: jeg har brug for en varm trøje, en banan kunne være lækkert, jeg skal skide, og er det ikke også for længe siden, jeg har skrevet i logbogen?

Der er det med det blå vand, de alle skriver om. Så er der noget andet, man skal opleve, for at kunne sige, at man har sejlet sydpå: der skal ligge flyvefisk på dækket om morgenen, og så skal man stege dem, og spise dem til morgenmad. Det første kommer til at ske. Jeg er på dækket for, for Gud ved hvilken gang, at montere eller afmontere gennakeren, da jeg finder mit livs første flyvefisk, som har forvildet sig op på mit fordæk i nattens mulm og mørke.
Det andet kommer ikke til at ske: jeg har ikke fået så lille en pande med hjemmefra!


Den sidste nat vælger jeg helt at stryge sejlene, efter mange timers manuel styring, og starte motoren for at få søvn. Der er næsten ingen vind, og det vil kræve uafladeligt trim at pine sømil ud af de små pust, der er. Jeg sover fint, men ved 2-tiden, da jeg stikker hovedet op igennem kappen, ser jeg lys forude i horisonten. Det kunne være en større fiskerflåde, så jeg sætter ur på. Det forstyrrer min søvn, jeg kan ikke helt finde hvile, når jeg ikke føler mig sikker på at have havet for mig selv. Efter mange timer går det op for mig, at det må være lys fra Madeira, mere end 50 sømil væk, som skinner op på himlen!


Og så sker det, som er så magisk ved at krydse et stort hav: øen vokser op af havet, manifesterer sig ret forude. Først som et blinkende fyr på Ilheu de Cima, siden, da solen står op, som et goldt og afsvedet klippelandskab, der ligger som det allerøverste af det undersøiske bjerg, der her rejser sig, tilsyneladende helt umotiveret, fra havbunden mange kilometer nede. 

Havet er så utroligt stort, og Porto Santo forude så utroligt lille. En prik på et kort, ligesom jeg selv. Jeg tog afsted på dette togt med en sikker vished i mig om, at det er det, jeg skal, og at jeg altid har skullet det. Der er ingen tvivl. Men formålet? Ja, det står hen i det uvisse! Måske sejler jeg for at finde ud af hvorfor?
Denne passage over det store hav til den lille ø, rummer det, jeg længes efter, og som jeg nu lever: storheden. Jeg har sejlet over en kolossal distance, sådan føles det. Og bare jeg zoomer lidt længere ud, er det åbenbart, at havet er ubegribeligt meget større. Faktisk har jeg bare padlet ud til en klippeknold i den allerøstligste del af Atlanterhavet, som endda slet ikke er Jordens største ocean. Det er stort, det her. Jeg sejler ud mod noget derude og derinde. Det store. Væk fra det små, indeklemte, fastlåste, ubevægelige, kontrollerede. Ud i det store, det vilde, det uberegnelige, kaotiske - og gavmildt eventyrlige. Størrelsesforholdene kommer på plads: jeg er så latterligt lille, og min latterligt lille båd afspejler det. Jeg er i noget, som er så meget større end mig, og det åbner for det i mig, som er større end mig. Og midt i alt dette ligger en ø. Et ubevægeligt holdepunkt i kaos. Ganske lille, midt i det store. Det store er størst, men det små er også nødvendigt. Og jeg fandt begge dele på denne passage. Det store hav, og den lille ø. Jeg ønsker mig ikke mere. 

søndag den 11. oktober 2020

Kapsejlads

De ligger som perler på en snor dernedad, helt oppe fra Vadehavet og hertil. Kap'erne. Navngivne således eller ej, Kap Dit og Kap Dat, de er der. Fremspring på fremspring, på en lang, lang kystlinje, den aftegner Europas ryg, som afvaskes uafladeligt af den tunge dønning fra Atlanterhavet. Nogle af dem er kritiske at passere i dårligt vejr, andre ikke. Men uanset hvad, så er de hele tiden navigatørens næste delmål, på kystrejsen sydpå. "Når jeg bare er kommet forbi Cape Gris-Nez så...". "Når jeg bare er rundt om Kap Finisterre, så...". Men dette "så..." peger ud i uendeligheden. Efter det næste kap "så" venter blot nogle flere hundrede sømils ofte kendetegnsløs kystlinje før det næste kap. Og så...

Kystsejlads har mange fordele. Rejsen kan for det meste opdeles i håndterbare længder, dagsejladser, i god sigtbarhed, lys, og kun når vejret er godt. Der er ofte noget at betragte derinde om bagbord, en bjergås her, en bebyggelse der: sansbare vidnesbyrd om, at det går fremad. 
Der er også ulemper: på lavt, opgrundende vand bliver dønning og sø ofte uregelmæssig, i hård pålandsvind for det meste decideret farlig. Navigationen er krævende, da der jævnligt skal styres udenom offlying dangers i form af klippeskær, banker (dog gudskelov ikke Danske Bank, som jo bestemt også er en offlying danger) - og de nævnte kap'er. Dermed går sejladsen ikke over på Uendelighed og deraf følgende Meditation, som det ofte sker på de lange havstræk. 
Men Galicien og Portugal har overrasket med en kyst, som er relativt nem at navigere på, for tidevandsstrømmen er så svag og iøvrigt uregelmæssig, at der end ikke findes strømkort over farvandet. Det gør sejladsen sammenlignelig med den under hjemlige himmelstrøg, hvor man bare sejler, når man har lyst, uden at skulle sidde med hovedet i kort og tabeller i timevis før hver passage. Herligt!

En meget stor gevinst ved de mange hundreder af sømils kystsejlads har på hele togtet været muligheden for at besøge alle de spændende, hyggelige og meget forskellige byer, som, ligesom kap'erne, deler kystlinjen i delmål. I Galicien: La Coruñas storbycharme, brede torve og pladser, kilometervis af tapasbarer og en generøs, storslået åbning mod havet. Malpicas travle fisker-autencitet. Muxias betagende promenade langs havet mod vest. Finisterres rå aktivitet, fiskerbåde ind og ud hele tiden. Muros' lidt hengemte hvilen i sig selv, med ukrudtet voksende ud af alle sprækker i den lille kirke på torvet i midten. Combarro med sit middelalderkvarter af granithuse, helt latterligt pittoresk, med deraf følgende turistificering - og stadig uendeligt charmerende. I Portugal: Viana do Castelos smalle gader med farvede vimpler udspændt henover den rolige slentren på toppede brosten. Og, som toppen af kransekagen: Porto, landets næststørste by. Med sin portvin, sine fine restauranter nede ved floden og i de mange, mange smøger, stræder og gader over det hele. Sine farver, sit liv. Skønne Porto. 

Malpica



Combarro

Porto



De fleste steder er det heldigvis muligt at ligge for anker, og det gør jeg så. Dels foretrækker jeg privatlivet ved at have frit vand rundt om båden, dels er mit Atlanterhavs-togt lagt an på så lille et budget som muligt. Som det næsten altid er, når man sejler, er det båden, der er den største udgift. I La Coruña købte jeg en ekstra autopilot (formedelst kr. 5000) for at have en backup, hvis (når) den, jeg har, må give op pga. slitage. Med al den megen motorsejlads og sejlads i svag vind med gennaker (som sætter vindroret ud af spillet) er autopiloten på arbejde, og den skulle nødigt stige af uden vikar på et af de lange oceanstræk forude! 
Min nye gennaker fik fat i den i søgelænderet surrede jolle ("Bananbåden", som kan klappes sammen til surfbræt-størrelse, når der sejles) da skiftende vind fik den til at bakke ind over fordækket, hvorved underliget blev flænset af. Trods reparation med sejltape gav det en svaghed, og ved den seneste sejlads her til Cascais, Lissabon, på skæring i frisk vind, revnede den så yderligere lodret op i de nederste paneler. 
Desuden konstaterede jeg bekymrende slitage på storsejlet, hvor sejlpindene læner sig mod topvanterne på plat læns, så det meste af sejlgarderoben kom en tur til sejlmager. Der røg lige godt kr. 3500 mere. 
Jeg har, inden afsejling fra Aarhus, skiftet hele den stående rig - bortset fra den stump wire, der forbinder hækstaget med hækstagsstrammeren. Og naturligvis fik jeg øje på et lille knæk mellem wiren og terminalen, på netop denne wire. Det ville sikkert holde, men "sikkert" er ikke nok for mig, så riggeren på havnen fik lov at lave en ny wire. 
Nu er Mathilde igen i topform, og det har kostet penge, ja. Disse udgifter får jeg det godt med ved simpelthen en gang for alle at anerkende, at jeg har valgt at sejle, og det koster det, det koster. Jeg vil overhovedet ikke tænke over det, betaler bare. Hvis jeg skal have det ekstra godt (og hvorfor skulle jeg ikke det?) minder jeg mig selv om, hvor utroligt meget billigere, det trods alt er at sejle i sådan en bette skude som Mathilde, i forhold til alle de langt større både, jeg er omgivet af i alle havne. Og når Mathilde ellers er i orden (hvilket hun er det meste af tiden), og vugger blidt for sit anker på reden uden for denne og hin marina med høje takster, så er rejsens eneste udgift jo...ingenting! Jeg skal have mad, men det skal jeg også derhjemme. Resten er gratis. Det er ikke nogen dyr måde at indtage verden på.

Som en variation fra alle byerne kom naturreservatet Islas Cíes ud for Vigo, lige nord for grænsen til Portugal. En bounty-strand, naturskov, bjergvandring. Det krævede særlig tilladelse at ankre der, og der var derfor ikke mange andre, der gjorde det. En turbåd i ny og næ, med mennesker fra fastlandet, der nød en fredfyldt dag på stranden eller med vandring i det bjergrige terræn, ellers fred og ro, måske en svømmetur i det krystalklare vand ind imellem. Det kunne godt gå an! 
Jules Verne udpegede, i "En verdensomsejling under havet", Atlantis til at ligge under havet ud for netop Islas Cíes. Det var ikke en helt tilfældig placering, da Verne under et besøg i Vigo i bugten indenfor, på fastlandet, traf den opfinder, som få år efter fik den første undervandsbåd til at virke i praksis, og som blev inspirationen til Nautilus fra den senere så berømte roman. Men fra et af udsigtspunkterne højt på en klippe inde i den duftende skov, efter solnedgang, ser havet bestemt ud til at rumme mere end ét mysterium. Der skal nok ligge en sunken by derude et sted. Jeg svæver henover den, og henover mange andre mysterier, i mit lille fartøj, om få dage.

En anden variation var byen Peniche mellem Porto og Cascais. Det var en by ja, men af en helt anderledes karakter: lav, tarvelig og slidt bebyggelse, lidt slum-agtig faktisk, med en stor industrihavn. Også her var det muligt at ankre, indenfor bølgebryderen. Da der var en del andre, der også havde fået den ide, lod jeg ankeret gå ret langt ude i bassinet. Det blev senere festligt, da hele Peniches fiskerflåde på vel omkring 25 halvstore fartøjer næste formiddag afgik samtidig fra inderhavnen. Med en fart på ikke under 15 knob pløjede de igennem yderhavnen og fløj rundt om Mathilde med ikke ret meget mere end malingen imellem, under høje tilråb fra besætningerne: "Fjern den båd!" råbte de, på klart og umisforståeligt portugisisk. Da de var pebet forbi, og dønningerne havde lagt sig, kunne jeg pludselig godt finde et sted helt inde under bølgebryderen med tilstrækkelig svajeplads til, at Mathilde kunne ligge der!

Peniche

Jeg har nu ligget i nogle dage i Cascais, for anker. Endnu en smuk og hyggelig by, solen skinner, her er 23 grader, vandet er klart og alt er godt. Et af togtets potentielle højdepunkter var Lissabon, som kun ligger få timers sejlads, eller 45 minutter i tog, herfra. Jeg har dog valgt at springe denne ellers efter sigende fantastiske by over i denne omgang. Hvad der er op og ned med alt dette Corona-halløj er ikke til at sige, men Lissabon har i øjeblikket et dobbelt så højt smittetal som København, vistnok omkring 1,2 %. Jeg har et stærkt immunforsvar, og har ikke haft influenza i 30 år, så jeg er sådan set ikke bekymret for at blive syg. Men en positiv test vil gøre det meget vanskeligt at fortsætte rejsen som planlagt. Ingen vil modtage en Corona-smittet. Så Lissabon og jeg må undvære hinanden, i denne omgang. Faktisk er jeg også godt fyldt op af både by- og storby-indtryk, og glæder mig nu til øerne ude i havet. 



I morgen tidlig går det sydvestpå, ud på Den blå Hylde, mod Porto Santo ved Madeira. Fire døgns oceansejlads, fire døgns ensomhed, fire døgns ultimativ sårbarhed og ultimativ styrke. Kap, Farvel! Nu skal der øer til.