mandag den 28. juli 2014

Den sidste småkage

Søndag d. 27. juli 2014 kl. 22. Skagen Havn.

Tjeneren er en ung mand med tyndt fipskæg, stråhat, boxershorts og sort forklæde. Han smiler glad, da han langer en portion fiskelasagne med salat og groft brød ned på det rustikke langbord foran mig. Jeg er er omgivet af venligt stemte, solbrune mennesker i deres bedste alder, i splinternyt fritidssejlertøj med tryk, som angiver tilknytning til alverdens oceankapsejladser, tall ships races, sejlklubber i Bermuda o.lign. Her er hyggeligt og rart, luften sitrer af den der helt særlige, lyse Skagen-stemining, som er så forførende for sejlere såvel som landkrabber. Man har det dejligt i Skagen. Afslappet, i sommeraftensolen, slentrer par forbi med hånden om hinandens liv, den frie hånd tager vare på softicen med guf. Her dufter af fiskeretter fra striben af restauranter ved kajkanten, som konkurrerer om de lækkersultne og købestærke kunder på sejlerferie.
Jeg sidder midt i det hele, som beamet ned i en kulisse, jeg helt havde glemt fandtes. Det er meget længe siden, jeg har sejlet "almindeligt", slår det mig. Fra havn til havn, korte sejladser, ingen strabadser. Hygge og sommersol, først og fremmest. Kendte steder. Møde andre, hyggelige mennesker og sludre lidt om vind og vejr. Vaske op i solnedgangen og derefter slentre en moletur, før køjen kalder. Det har jo bestemt også noget. Især det med køjen.
Det er denne her måde, der er den almindelige at nyde havet fra en sejlbåd på. 99 ud af 100 sejlere gør sådan, og har det skønt med det. Det kan jeg godt forstå, for det er dejligt. Jeg gør noget andet, inspireret af stribevis af bøger og blogs på nettet, skrevet af nogle af de andre få (især fra udlandet), som også ville noget større. Længere væk. Ud i ødemarken, både havets ødemark, og det land bagved, som det er en barriere for, men også en vej til. Stor natur, som er en hårrejsende mangelvare i dette naturmæssigt udbenede land. Andre kulturer, sindelag og stemninger. Og rejsen over det enorme hav, som giver besøget på den anden side validitet og fylde. Jeg skriver min blog, fordi jeg håber at give noget tilbage til den pulje af inspiration, jeg selv blev fyldt op af drømme fra. Og jeg håber, at det lykkes at skubbe til den sejler nr. 100 ud af de 100, som måske sejler som man sejler i dette land, men i sig har et vikingegen tilbage, som ikke bliver tilfreds på denne måde. Ligesom jeg selv.

Mit pitstop i Skagen varede i fem timer. Jeg var der for at tanke benzin, så jeg er sikker på at kunne komme hjem inden tirsdag eftermiddag, som er min deadline, og for at vente på, at vinden drejede i vest.  Der blev ikke sovet i de fem timer. Jeg tankede, tog et bad (første rigtige bad siden Torshavn, det er 17 dage siden!) og gik på restaurant. Slentrede lidt. Så vendte vinden, og afsted var jeg. Sydpå. Hjemad.


Mandag d. 28. juli 2014 kl. 22. 5 sømil SSØ for Grenå.

Jeg fik seks timer for sejl i svag vind, inden jeg måtte starte motoren kl. 4 i nat. Men kl. 12.30 besluttede jeg, at nu måtte det være nok! Det er helt vildt, så meget, jeg har sejlet for motor på denne rejse. Det generelt gode vejr har, lige som sidste år, haft den pris, at der ingen vind har været det meste af tiden. Siden middag har jeg drevet langsomt sydpå for gennaker og storsejl, med hastigheder under 2,5 knob det meste af tiden. Vinden er meget, meget svag plat agtenfra, men har været stabilt svag i 10 timer. Det er som at svæve. Lydløst glider vi frem, det føles vægtløst. Der er næsten ingen bevægelser, næsten ingen lyde. Lidt summen fra autopiloten, når den laver sine korrektioner (vindroret kan ingenting, når gennakeren er oppe, for Mathilde sejler da så "hurtigt", at der bliver næsten vindstille ombord). En sagte skvulpen ind imellem. Lidt knitren fra gennakerens nylondug, som kun akkurat kan holde faconen i den nænsomme luftning fra nord. Det er en smuk måde at komme hjem på. Jeg har tid til eftertanke, til at fordøje. Det må ikke gå for stærkt nu. Det er vigtigt. En stor rejse nærmer sig sin afslutning, og det er altid noget særligt for mig.


Sidst på eftermiddagen blev jeg indhentet af Jakob og Lone i Nordstjernen. Det er mine naboer hjemme fra havnen, som netop nu vender hjem fra et togt til den svenske skærgård. De havde spottet min position på bloggen og indhentet mig. Så stort som havet er! Det er ubegribeligt, at vi ramte den samme kvadratsømil hav på samme tidspunkt. Det var hyggeligt at "møde" dem til havs, og Jakob tog dette stemningsbillede af Mathilde, som højtideligt skrider hjemad i den svage vind. Hynderne er oppe til luftning:


Og så sad jeg der, på forlugen, med sejlene over mig, det store hav bag mig og det mindre foran mig. Én natsejlads tilbage. Herfra skrumper alting, som fond, der koger ind. Men der skulle gerne ligge noget tilbage i gryden. En kraftterning af oplevelsesaflejringer, som kan nære og styrke mig i den kommende vinter. Vemodigt er det altid, når eventyr slutter. Men også smukt. Og jeg sad der og rundede af, med min kop kaffe og den sidste småkage fra snackskabet. Den var sprød endnu.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar