fredag den 1. juli 2016

Modløshed og omelet

  • Klemme en sjækkel til spilerstagen, der er for stram
  • Udvide en sjækkel i storfaldet, der er for løs
  • Binde fenderlisten op, som har løsnet sig i styrbords side (igen, igen)
  • Skifte elastiksnor i sprayhooden
  • Udskifte jackstag (den gamle fladline er flere år gammel, risiko for UV-træthed)
  • Tørre op under dørken
  • Hænge alt fugtigt til tørre
  • Udskifte en split til bolten i bagbords topvant, skifte gaffatape på alle vantskruer
Mathilde ligger aldrig stille i over en time, før værktøjskassen kommer frem. Alt, som nogensinde er sket, som sker og nogensinde vil ske på denne Jord, er årsag til og virkninger af noget andet. Fra dette øjeblik udgår hundredvis af årsagskæder, nogle af dem kan ende i meget uheldige virkninger. Derfor skal disse årsagskæder kappes ved roden, lige nu.

Hvis sjæklen til storfaldet er for løs, kan den løsne sig af sig selv, og faldet vil være umuligt at få fat i til søs. Storsejlet kan så ikke bruges. En pålandskuling nærmer sig, og Mathilde vil ikke kunne arbejde sig opvinds uden storsejlet. Havari?

Hvis det vand, som gemte sig under dørken, og som jeg havde glemt at tørre op inden afsejling fra Aarhus, får lov at blive liggende, gør det dørktæppet vådt under krængning. Under pres kan et vådt dørktæppe virker som mangel på kontrol for den ensomme sømand. Mangel på kontrol fører til angst. Angst fører til svigtende realitetssans. Svigtende realitetssans fører til forkerte beslutninger. Forkerte beslutninger fører til...?

Formiddagen i Korshamn bruges til alskens småjusteringer, mens kulingen blæser færdig. 14.45 forlader jeg mit stormskjul og stikker til søs. Målet er Egersund 40 sm længere mod nord, det skulle kunne nås inden den næste kuling, som allerede er på menukortet. Dette kulingvarsel afmeldes dog kort efter min afsejling, og jeg kan derfor fortsætte frit nordpå. Og dog.
Den dundrende hovedpine, som jeg vågnede med, viser, kun en time efter afsejling, sit sande ansigt: migræne. Kvalmen bygger op, og det er snart ulideligt at befinde sig på denne forbandede, hidsigt gyngende skøjte, som hele tiden kræver mig. Hele eftermiddagen sover jeg, som sædvanligt i 15 minutter ad gangen, forstås. Hen under aften må jeg sågar ud at knække mig over rælingen. Jeg ser det udefra. Et klassisk sceneri, ”Sømand brækker sig ud over rælingen” af Michael Ancher. Eller noget. Det er dog heldigvis første gang i hele mit liv, at jeg prøver det, hvilket jo må kaldes priviligeret, de mange 1000 sømil på loggen, som jeg har med mig. Nu står det så også på mit CV.

Jeg beslutter at gå ind til Egersund under alle omstændigheder, jeg er simpelthen nødt til at få ro til at få det her overstået. På vej ind kan jeg konstatere, at autopiloten nu har føjet en elektronisk fejl til sin beslutning om ikke at ville hjælpe mig på denne tur, og at der igen er kommet skidt i karburatoren i motoren, så den konsekvent går i stå på alt under 3/4 gas. Det regner. Havet er møj-uroligt, strøm er det vel, irriterende er det i hvert fald. Der er ca. 600 sømil igen til Bodø. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke.

Modløshed er et af de mange tricks, som sindet bruger til at holde os i skak. Som alle irrationelle følelser (alle følelser er irrationelle) kommer den af en fejlvurdering af og modstand mod virkeligheden. Jeg ved det, og mit modtrick nummer ét er accept. Så mens jeg, i silende regn, med en defekt motor, en defekt autopilot, defekte batterier (og sikkert en hel masse andet, som også er defekt, jeg har bare ikke opdaget det endnu), dundrende hovedpine, intens kvalme og et ur, der kun alt for langsomt tæller ned, til jeg kan komme ordentligt til køjs, sejler ind gennem Egersund til lystbådehavnen, accepterer jeg min tilstand: ja, det virker håbløst. Jeg kommer aldrig frem. Jeg gider ikke. Jeg sælger hele lortet og tager på charterferie. Ja, det gør jeg! Og det er ok at have det sådan, lige nu.

Mit modtræk nummer to fyrer jeg af her til morgen, da jeg vågner i silende regn, men helbredt for den forbandede sygdom: en halv kvadratmeter svampeomelet med timian, bacon og pissegod kaffe. Så kan vi igen. Overvejer at tage noget så ekstravagant som et bad, men der er kø til bruseren på havnetoilettet, så det dropper jeg igen. Så meget lugter jeg heller ikke. Endnu.

Kl. 12.30 forlader jeg Egersund ved godt mod, og sundet spyr Mathilde ud på Nordsøen samtidig med en tysk sejlbåd, Troll af Düsseldorf. De to både sejler nøjagtig lige hurtigt, så i de næste mange timer duver vi fremad, 12 m/s fra syd, kun for genua. To havfugle, som duver, ruller og bruser frem mod nord på det grå hav, med bisterthvide skumtoppe på de kolossale dønninger. De kun få hundrede meters afstand til trods, forsvinder hele Troll ud af syne for hver dønning, kun masten rager op. Det er hyggeligt at have lidt selskab. En makker. Fremad.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar