Den meget svage vind varede ved helt frem til ved 4-tiden i morges. Men en betydelig medstrøm på tæt ved 2 knob i perioder gjorde, at der var fremdrift i foretagendet, selvom Mathilde kun flyttede sig et par knob gennem vandet. Det lykkedes mig derfor at holde nallerne fra motoren, selvom den fristede ind imellem. Det her er langturssejlads, og jeg har tid nok. De seneste år synes jeg at have sejlet helt urimeligt meget for motor. Næsten halvdelen af turen rundt om England blev sejlet for motor, fordi der bare ikke var vind den sommer! Det er en ambition (som, lige som alle andre af mine ambitioner, er genstand for konstant revurdering) at sejle denne tur for sejl, hvis det overhovedet er muligt. Gennakeren kom, for første gang på denne rejse, ud af sin pose, og jeg konstaterede måbende, at autopiloten havde repareret sig selv! Elektronik-fejlen, som havde drillet mig ved indsejlingen til Egersund var forsvundet!
Det var praktisk, for selvom vi generelt er gode venner her ombord, så kan gennakeren og vindroret ikke ret godt med hinanden. Det mindste lille pust ændrer luvgirigheden for meget til, at vindroret kan følge med, og desuden sejler båden rumskøds så hurtigt med gennakeren, at der bliver næsten vindstille ombord. Vindroret lever af vind, og det styrer ikke med store kræfter, men med små nænsomme justeringer i balancen, når det blidt skubber lidt den ene, så den anden vej med. Kommer båden ud af den balance, som vindroret er trimmet ind til, kan det ikke styre overhovedet.
Jeg ville også gerne bruge autopiloten for lige at presse batterierne igen – kunne det virkelig passe, at de var kaput? Ja, det kunne det. Efter 5 timers sejlads med autopiloten faldt spændingen pludselig, indenfor en time, med 2 volt. Det gjorde dog ikke noget, for da blæste det alligevel så tilpas meget, at gennakeren måtte ned og vindroret kunne få sit job tilbage. Jeg startede motoren for at give batterierne kunstigt åndedræt, og igen: efter to timers kørsel med motoren var karburator-fejlen også forsvundet! Nu kunne den pludselig igen køre i tomgang! Jeg har åbenbart sejlet over et område i havbunden med helbredende kræfter. Eller er der andre mirakler på spil?
Jeg er kommet så langt nordpå nu, at det mærkbart ikke bliver rigtig mørkt om natten. Og netop mens jeg sidder her og skriver (3. juli 14.50) passerer Mathilde 62° 23,3' Nord, som er breddegraden for nordspidsen af Kalsøy på Færøerne. Dermed er hun nu officielt nordligere end nogensinde før i sit præcis 40-årige skibs-liv. Og herfra bliver det jo kun værre. Jeg mener koldere. Jeg mener: mere eventyrligt!
Inde til styrbord glider store fjelde forbi, himlen har en pande som ham der Kodymagnyl-manden, og regnslør trækkes som fejekoste gennem landskabet. Havet er koldt gråt, dødt og kynisk at se til. Dystert, voldsomt, råt.
Koldt er her, om natten decideret bidende, gråt er det også, det regner jævnligt, og siden i morges har det blæst 10-12 m/s. Men jeg er totalt tilfreds: det er råt, men det er godt: medvind og atter medvind! Vinden er i SV, og for en spilet genua laver vi mil. Selv det foregående døgn, med dets mange timers vind-mangel, nåede vi et etmål på 117 sømil. Fortsætter denne velsignelse af vind, kommer jeg alt for tidligt til Bodø! Jeg skal først være der senest fredag d. 15. juli, hvor jeg flyver hjem for at hente Anton og Sebastian (se ”Besætningen”), så vi sammen kan udforske Lofoten og ende oppe ved Tromsø, hvor Mathilde efterlades for vinteren. Men nu skal man jo ikke flå papegøjen, før skindet er skudt: med endnu 400 sømil forude til målet kan meget ændre sig. Jeg glæder mig over det, jeg har lige nu: held i sprøjten!
Jeg ville også gerne bruge autopiloten for lige at presse batterierne igen – kunne det virkelig passe, at de var kaput? Ja, det kunne det. Efter 5 timers sejlads med autopiloten faldt spændingen pludselig, indenfor en time, med 2 volt. Det gjorde dog ikke noget, for da blæste det alligevel så tilpas meget, at gennakeren måtte ned og vindroret kunne få sit job tilbage. Jeg startede motoren for at give batterierne kunstigt åndedræt, og igen: efter to timers kørsel med motoren var karburator-fejlen også forsvundet! Nu kunne den pludselig igen køre i tomgang! Jeg har åbenbart sejlet over et område i havbunden med helbredende kræfter. Eller er der andre mirakler på spil?
Jeg er kommet så langt nordpå nu, at det mærkbart ikke bliver rigtig mørkt om natten. Og netop mens jeg sidder her og skriver (3. juli 14.50) passerer Mathilde 62° 23,3' Nord, som er breddegraden for nordspidsen af Kalsøy på Færøerne. Dermed er hun nu officielt nordligere end nogensinde før i sit præcis 40-årige skibs-liv. Og herfra bliver det jo kun værre. Jeg mener koldere. Jeg mener: mere eventyrligt!
Inde til styrbord glider store fjelde forbi, himlen har en pande som ham der Kodymagnyl-manden, og regnslør trækkes som fejekoste gennem landskabet. Havet er koldt gråt, dødt og kynisk at se til. Dystert, voldsomt, råt.
Koldt er her, om natten decideret bidende, gråt er det også, det regner jævnligt, og siden i morges har det blæst 10-12 m/s. Men jeg er totalt tilfreds: det er råt, men det er godt: medvind og atter medvind! Vinden er i SV, og for en spilet genua laver vi mil. Selv det foregående døgn, med dets mange timers vind-mangel, nåede vi et etmål på 117 sømil. Fortsætter denne velsignelse af vind, kommer jeg alt for tidligt til Bodø! Jeg skal først være der senest fredag d. 15. juli, hvor jeg flyver hjem for at hente Anton og Sebastian (se ”Besætningen”), så vi sammen kan udforske Lofoten og ende oppe ved Tromsø, hvor Mathilde efterlades for vinteren. Men nu skal man jo ikke flå papegøjen, før skindet er skudt: med endnu 400 sømil forude til målet kan meget ændre sig. Jeg glæder mig over det, jeg har lige nu: held i sprøjten!
Godt gået og tak du de højere magter for reparationerne.
SvarSlet