Jeg har i de seneste adskillige år været varm fortaler for digitale søkort. Det harmonerer måske ikke umiddelbart med min indstilling på andre områder, som er, at tingene, ikke mindst til søs, skal holdes så simpelt og low tech som muligt. Men digitale søkort har nogen uomtvistelige fordele. Den vigtigste er, at de er til at opdatere, hvilket jeg synes er en håbløs opgave med traditionelle papirkort. Et tryk på en knap, vente under et minut, vupti: mit kort er helt opdateret. Det er en sikkerhedsfaktor, der er til at tage og føle på.
En anden er, at det digitale kort altid fortæller mig, hvor jeg er, og hvor jeg er på vej hen. Det er især en meget stor fordel ved sejlads i snævert farvand, f.eks. skærgård. Jeg checker altid visuelt, med kikkert og pejlekompas, at prikken på kortet er rigtigt placeret, men det overskud, som det giver ikke hele tiden at skulle udsætte sin position med passer i papirkortet øger sikkerheden med mange procent.
Så er der muligheden for fejl ved kursudsætning fra et kort til et andet, ofte i forskellige målestoksforhold, som også elimineres på et digitalt kort.
Men for en low budget sejler som mig er der også andre fordele. Den vigtigste er prisen. Papirsøkort til turen rundt om England ville have kostet kr. 38.000! Jeg slap med kr. 400 for digitale søkort til mobiltelefonen, og dem sejlede vi hele vejen rundt på. En anden er pladsen: i en lille båd er det vanskeligt at finde plads til alt det papir.
Så vidt, så godt. Men elektronik kan fejle. Nej: elektronik fejler, og det er 100 % sikkert. Det er kun et spørgsmål om, hvornår. Men det er 100 % sikkert, at det fejler, mens du bruger det, ikke mens din gadget ligger slukket hjemme i skuffen. Derfor skal du have backup. Og backup til backup'en. Og backup til den. Helst.
Før afsejling fra Aarhus købte jeg en tablet-PC som ekstra backup. Da jeg forlod havnen havde jeg således mine søkort på mobiltelefonen, tablet-PCen, den almindelige PC og desuden nogle gamle papirsøkort, som jeg købte for 7 år siden i forbindelse med turen til Shetlandsøerne. Godt dækket ind.
Men da jeg passerede Ålesund nede sydpå, sejlede jeg ud af det område (sydlige Norge), som papirkortene dækkede. Nede med en. Kort efter holdt tablet-PCen op med at ville køre søkort-appen (Navionics). Nede med to. Og da jeg nu, på Bremsteinen, satte mig ned for at forberede det næste stræk, ind i skærgården, konstaterede jeg to ting: farvandet består af trilliarder af skær, over- såvel som undersøiske. Og det kort, jeg havde installeret på PCen (C-map) manglede alle detaljer, fyr, båker, varder, det hele. Det var ubrugeligt! Og uforståeligt, for jeg har sejlet mange andre steder med de kort uden problemer. Til trods for, at jeg har undervist i digital navigation, herunder OpenCPN (navigationsprogrammet på PC) i Langtursejlerforeningen, kunne jeg ikke for min død vride detaljerne ud af kortet. Det er dog et par år siden, jeg har brugt programmet, da jeg er gået helt over til Navionics. Gammel viden ruster. Nede med tre.
Nu var gode dyr rådne. Forestillingen om at befinde mig midt i det farvand, med en mobiltelefon, der var gået død, altså uden søkort, uden at ane, hvor jeg var, hvor jeg var på vej hen, og hvor mange meter, der var hen til det nærmeste, undersøiske skær, som ventede på at flænse bunden op på mit skib, gav mig koldsved og diarré uden forsinkelse.
 |
| Kort over området, efter det kom op at køre |
Der var kun én ting at gøre, for jeg ville ikke sejle en meter uden backup, og jeg havde ingen net-dækning, derfor ingen adgang til support. Jeg satte mig med telefonen og PCen og satte manuelt alle fyr og båker ind i kortet, langs hele den 38 sømil lange rute op til Hjartøya, som var mit mål!
Det var i forgårs. Dagen efter fandt jeg den forbaskede boks i OpenCPN, som manglede et flueben, og PLAF! Så var alle detaljer på plads i kortet. Oppe med to. Da jeg endelig fik dataforbindelse, geninstallerede jeg appen på tablet-PCen og PLAF! Det hele virkede igen. Oppe med tre. Jaja, der findes ikke problemer, kun udfordringer.
Det var i forgårs. Dagen efter fandt jeg den forbaskede boks i OpenCPN, som manglede et flueben, og PLAF! Så var alle detaljer på plads i kortet. Oppe med to. Da jeg endelig fik dataforbindelse, geninstallerede jeg appen på tablet-PCen og PLAF! Det hele virkede igen. Oppe med tre. Jaja, der findes ikke problemer, kun udfordringer.
Nå, men afsted det gik. Det blev en vidunderlig sejldag med svag til jævn vind fra vest, som blidt pustede Mathilde ind igennem myriaden af klipper. Mine mange års navigatør-træning i skærgårdssejlads fra den vestsvenske skærgård kom mig til gode. Uden den ville jeg, gode søkort eller ej, have været ved at skide en snemand ved at bevæge mig ud i farvandet. Det var jeg, til at begynde med, faktisk alligevel. En lille en, i hvert fald.
Men alle sømærker stod, hvor de skulle, og efter et stykke tid begyndte jeg at finde ind i rutinen og slappe mere af. Rutinen handler om hele tiden at være et skridt foran: hvad skal der ske, efter den nærmeste båke er passeret? Hvor er den næste? Kan jeg se den? Ved jeg, at det er den rigtige? Og passer det, jeg kan se, med den position, GPSen påstår, jeg befinder mig på?
Landskabet var meget varierende. Nogle øer var nøgne, grå klipper som jeg kender det fra den svenske skærgård, andre var lave, græsklædte holme, som kunne være Kyholm eller lignende, atter andre mere kuperede, á la Mols Bjerge, mens andre igen bar bjerge på deres skuldre, som var så høje, at der lå sne på toppen. Og Mathilde gled ind og ud i slalom mellem alt dette, nogle gange i tilsyneladende åbent farvand (med et helvede af skær under overfladen), andre gange i helt snævre løb imellem øerne. Solen skinnede, og selvom luften ikke vil over 11° C heroppe, virkede det hele alligevel sommerligt.
Klokken 18.45 sejlede jeg ind i en meget velbeskyttet ankerbugt på øen Hjartøya nær fastlandet, lod 35 meter kæde gå ud på 11 meters dybde og standsede motoren. Også her blev der straks øresønderrivende stille. Men her indrammedes stilheden af strandskaderne og regnspovernes melankolske og melodiske skrig, som blev kastet tilbage fra de høje fjelde på Skjelfiskholmen nord for øen. Og på den anden side rejste et imponerende bjergmassiv sig på øen Alsta. Massivet har syv karakteristiske tinder, De syv Søstre, med sne ned ad siderne. Meget stor natur. Meget lille båd. Meget stor lykke.
Men alle sømærker stod, hvor de skulle, og efter et stykke tid begyndte jeg at finde ind i rutinen og slappe mere af. Rutinen handler om hele tiden at være et skridt foran: hvad skal der ske, efter den nærmeste båke er passeret? Hvor er den næste? Kan jeg se den? Ved jeg, at det er den rigtige? Og passer det, jeg kan se, med den position, GPSen påstår, jeg befinder mig på?
Landskabet var meget varierende. Nogle øer var nøgne, grå klipper som jeg kender det fra den svenske skærgård, andre var lave, græsklædte holme, som kunne være Kyholm eller lignende, atter andre mere kuperede, á la Mols Bjerge, mens andre igen bar bjerge på deres skuldre, som var så høje, at der lå sne på toppen. Og Mathilde gled ind og ud i slalom mellem alt dette, nogle gange i tilsyneladende åbent farvand (med et helvede af skær under overfladen), andre gange i helt snævre løb imellem øerne. Solen skinnede, og selvom luften ikke vil over 11° C heroppe, virkede det hele alligevel sommerligt.
Klokken 18.45 sejlede jeg ind i en meget velbeskyttet ankerbugt på øen Hjartøya nær fastlandet, lod 35 meter kæde gå ud på 11 meters dybde og standsede motoren. Også her blev der straks øresønderrivende stille. Men her indrammedes stilheden af strandskaderne og regnspovernes melankolske og melodiske skrig, som blev kastet tilbage fra de høje fjelde på Skjelfiskholmen nord for øen. Og på den anden side rejste et imponerende bjergmassiv sig på øen Alsta. Massivet har syv karakteristiske tinder, De syv Søstre, med sne ned ad siderne. Meget stor natur. Meget lille båd. Meget stor lykke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar