De bor i et museum, Svein og Ellen. Og da de smilende byder mig indenfor i den af de røde træbarakker, som udgør deres sommerbolig, træder jeg lige ind i et fiskerrefugium anno 1975. Bremsteinen er kommet på UNESCOs verdensarvs-liste, og det betyder, at intet må røres eller forandres. Det fiskersamfund, som trivedes her indtil 1975, hvor de sidste flyttede fra de forblæste holme, var unikt. Fiskerne sov her, i smalle alkover oppe under loftet, 2-3 stykker i hver, når de ikke var på havet. Bag et forhæng i hver barak var en separat alkove, her sov kokkepigen, det var det privatliv, hun havde.
I barakkerne hænger fiskeredskaber, potter og pander, præcis som det blev forladt for 40 år siden. I skabene står endnu dåser med konserveret mælk, nogle af dem dateret sidst i 60'erne. Og i stuen, hvor Svein og Ellen bor, er der ingenting. Alkover, et bord, en brændeovn, et køkkenbord med to gasblus. Punktum. Nej, på bordet ligger to bøger. Den ene hedder ”I ærfuglens rike”. Svein og Ellen er fuglevogtere.
De er i sølvbryllupsalderen og bor til daglig i Kristiansand, men bliver hver sommer sejlet herud i ingenmandsland og efterladt i 6-7 uger. Så bor de her, stort set 100 % isoleret fra omverdenen, uden nogen som helst former for adspredelse, indtil de hentes igen i august. Og det passer så heller ikke, for de har i hvert fald én adspredelse: de samler edderfugledun.
Ved siden af fiskeriet har dun-indsamlingen nemlig været en del af livsgrundlaget på Bremsteinen, og Vega Kommune, som øerne hører under, holder liv i det gamle håndværk. I de næste to timer viser Svein mig beredvilligt rundt blandt barakkerne og ud på klipperne og fortæller om det gamle erhverv. Der opsættes lave rugekasser, som fores med tørret blæretang, til fuglene. Formålet er at beskytte dem mod rovfugle, især måger, men netop edderfuglene på Bremsteinen har nu sat sig i hovedet, at de hellere vil ruge på det åbne fjeld.
Fuglene isolerer æggene med deres egen kropsvarme, men også med de kostelige dun, som de gnubber af sig, ned omkring æggene. Fuglevogterne skal nu holde øje med hver enkelt rede, for øjeblikket er der omkring 35 reder på holmene. Den dag, fuglene forlader reden og flyver til havs igen, gælder det om at være på pletten: nu skal dunene samles ind. Er man heldig, og fuglene har forladt reden i magsvejr, får man de fineste, tørre dun. Er man mindre heldig, står man med et vådt, snasket filter, fyldt med lav og mos. Under alle omstændigheder skal dunene nu renses manuelt og mekanisk, et kolossalt omfattende arbejde. Allerede før det sker, er der ingen tvivl om, at dunene har næsten magiske egenskaber: dunene fra de reder, der er samlet ind fra, ligger i pænt system på et bord, jeg tager en dunrede op i hånden. Med lukkede øjne er det umuligt at mærke, at jeg har noget i hånden. Det vejer ingenting, og kan slet ikke mærkes. ”Men kan du mærke varmen?”, spørger Svein. Ja! Min højre hånd er simpelthen varmere end den venstre! Der skal dun fra omkring 67 reder til for at lave én edderdunsdyne.
Sådan en dyne kunne jeg ”edder”mame godt tænke mig. Det kan jeg også godt få. Hvis jeg har 40.000 norske kroner, for det er det, de handles til i butikkerne!
Da jeg tager afsked med Svein, spørger jeg, hvor mange sejlere, der finder vej herud i løbet af sådan en sommer. 2-3 stykker. I alt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar