Mathilde og jeg arbejder os stille og roligt nordpå, i små, overkommelige dagsetaper. I lørdags krydsede vi Polarcirklen, og er nu officielt i Arktis. Det er stort. Jeg har drømt om at rejse i Arktis i 20 år, de sidste 5 om at sejle der. Nu er vi her.
Polarcirklen er defineret som den linje rundt om Jorden, langs hvilken der er midnatssol hhv. polarnat én dag om året, nemlig ved sommer- hhv. vintersolhverv. Nord for linjen bliver midnatssolen og polarnatten ved over en længere periode, indtil Nordpolen, hvor der er midnatssol halvdelen af året, polarnat den anden halvdel. Allerede nu er her helt lyst natten igennem. Da jeg i går gik til køjs ved midnatstid, lavede solpanelet stadig strøm!
Samme dag, som vi sejlede ind i Arktis, skiftede havet farve. Det har nu et lysende, irgrønt skær, som is. De stejle, snedækkede bjerge spejler sig i det. Her er afsindigt smukt.
Nordfjorden (den af de tre Nordfjorde i Norge, som er en sidefjord til Melfjorden) var et landskab af overjordisk skønhed. Det kunne være asiatisk jungle, hvis ikke det var for temperaturen, som stadig ligger omkring de 10 grader. Og for sneen på toppen af bjergene, som var meget høje og meget stejle, lige ned i det grønne vand.
Netop ved åbningen ind i fjorden forsvandt den i forvejen tynde mobildækning fuldstændig, og et forsøg på opkald over VHF-radioen blev mødt med larmende tavshed. Her var radiodødt. Fuldkommen isoleret. Som øen i "Lost". Som en lomme i tid og rum. Jeg var i den lomme i et lille døgn. Mere afskåret fra omverdenen end jeg har været det på hele den lange havrejse hertil, hvor jeg dog havde radiodækning. Total vildmark. Meget fredfyldt og på en eller anden måde også lidt klaustrofobisk. Jeg tror dog, at det sidste ville have fortaget sig, hvis jeg var blevet der i nogle dage. Så ekstremt et brud med alt, hvad der er velkendt, kræver tilvænning.
Netop ved åbningen ind i fjorden forsvandt den i forvejen tynde mobildækning fuldstændig, og et forsøg på opkald over VHF-radioen blev mødt med larmende tavshed. Her var radiodødt. Fuldkommen isoleret. Som øen i "Lost". Som en lomme i tid og rum. Jeg var i den lomme i et lille døgn. Mere afskåret fra omverdenen end jeg har været det på hele den lange havrejse hertil, hvor jeg dog havde radiodækning. Total vildmark. Meget fredfyldt og på en eller anden måde også lidt klaustrofobisk. Jeg tror dog, at det sidste ville have fortaget sig, hvis jeg var blevet der i nogle dage. Så ekstremt et brud med alt, hvad der er velkendt, kræver tilvænning.
Det var en stor dag for mig, da jeg for ca. 15 år siden tog en beslutning: jeg ville fra nu af kun bade i havet, når jeg havde lyst. Det lyder måske som en ret naturlig holdning at indtage, men indtil da havde jeg lidt af den tvangstanke, at når alle andre nu tager ud at bade (i Danmark, hvor vandet aldrig bliver ordentlig varmt), så må det være fordi, det er det rigtige at gøre, og jeg vil sandelig ikke stå tilbage.
Nu er det bare sådan, at vi alle er forskellige. Vores præferencer varierer kolossalt fra person til person, og det er der alle mulige grunde til, som for så vidt kan være ligegyldige. I mit tilfælde skyldes min faktiske ulyst til havbadning om sommeren nok det simple faktum, at Rockwool var i restordre den dag, jeg blev samlet, hvilket betyder, at jeg antager smølfefarve efter max. 3 minutter i vandet. Under alle omstændigheder: jeg har faktisk ikke altid lyst. Og hvorfor så egentlig gøre det?
Ombord på Mathilde har der, i de sidste ca. fem år, ligget en fiskestang. Det har der, fordi normale sejlere fisker, og det er da også indlysende en rigtig god ide. Fiskene er jo lige der, under båden, lige til at hente op. Men i tråd med min beslutning om ikke at bade, når jeg ikke havde lyst, havde jeg også besluttet ikke at fiske, før jeg havde lyst. Fiskestangen har aldrig været i brug. Jeg har aldrig fisket, heller ikke som dreng. Aldrig. Grin bare.
Men da turen til Arktisk Norge nu blev planlagt, kunne jeg alligevel mærke, at presset blev for stort. Alle, jeg snakkede med, som har sejlet heroppe, sagde som noget af det første: ”Og så er fiskene jo lige til at hente op. Det myldrer med dem!”. Jeg købte en torskepirk og smed den ned i kistebænken. Ned til fiskestangen.
Faktisk er det ikke alt, som de andre gør, som er helt tosset. Eller jo, det er det egentlig nok, men man gør alligevel klogt i at tage en stikprøve i ny og næ.
Kort før jeg nåede mit bestemmelsessted i Nordfjorden skulle det være: jeg lod pirken gå ned på 100 meters dybde. Idet den gled ned i dybet, registrerede jeg flygtigt den tanke, at det kunne være skønt, hvis jeg ikke fik bid. Så ville jeg kunne krydse af, at jeg havde prøvet, og at det ikke var noget for mig. Men der gik lige akkurat 2 minutter, så var der en torsk på krogen. Det var ikke en stor fisk. Det var nok egentlig en lille fisk. Men den var god at starte med, og passede til en middagsmad for én person.
Jeg lempede den ind over siden med fangstkrogen (som jeg også havde købt, fordi manden i forretningen sagde, at den var uundværlig). Og så stod jeg der, en mand i min bedste alder, med en levende fisk, som sprællede rundt i cockpittet, og en mangel på kompetence, som skreg til himlen. Med en finger nede på side 21 i ”På fisketur med børn” og en hånd på den energiske fisk fandt jeg frem til, hvad man gør nu. Og med en modstand, som kun præstationspresset og medlidenhed med fisken formåede at overvinde, fik jeg givet fisken det drag over nakken, som anbefales på side 21. For en ordens skyld fik den lige tre mere. Og fire ekstra. Det var den heldigvis så venlig at dø af. Tak for samarbejdsviljen, fisk.
Helt oppe at køre på adrenalin fik jeg febrilsk (selvom der ikke længere var noget, der hastede) stablet op til mit livs første lystfiskerfoto.
Da jeg, efter at have ankret op, rensede fisken, stak en sæl nysgerrigt hovedet op 20 meter fra båden. Og da jeg sad i cockpittet og nød torsken, stegt med lidt tørret persille og serveret med bulgur, stegte løg, karry og kokosmælk, følte jeg mig som en rigtig vildmarksfyr. Hvem ved, måske bliver jeg det en dag?
I dag sejlede jeg fra øen Renga ind i Holandsfjorden. Efter flere dages skyet, råkoldt vejr, skinnede solen fra en skyfri himmel, og der blæste en frisk vind fra nord. På kryds op igennem sundet nord for Renga i det der lysende isvand med hvidt skum på toppene, og forunderlige klippeformationer og bjerge hele vejen rundt. Ind imellem var der kig ind til Svartisen, en meget stor gletcher, som arbejder sig næsten helt ned i Holandsfjorden.
De fleste dage er her meget koldt, og jeg har mindst 4 lag uldtøj foruden vindtæt tøj, hue og vanter på, men pludselig, som i dag, skinner solen, og så er her lunt. Jeg sidder lige nu, klokken 23, i T-shirt og skriver.
Mathilde er fortøjet ved en pontonbro (den første havn siden Egersund!) med udsigt lige op til Svartisen. Over fjorden kredser et par vaskeægte havørne, sådan nogle var der også på Renga. Jeg har mødt marsvin på dagens etape, og her er i det hele taget en fornemmelse af myldrende liv i en natur, som ikke er så kontamineret med civilisation som de fleste andre steder på kloden. Det er her, jeg gerne vil være.
De fleste dage er her meget koldt, og jeg har mindst 4 lag uldtøj foruden vindtæt tøj, hue og vanter på, men pludselig, som i dag, skinner solen, og så er her lunt. Jeg sidder lige nu, klokken 23, i T-shirt og skriver.
Mathilde er fortøjet ved en pontonbro (den første havn siden Egersund!) med udsigt lige op til Svartisen. Over fjorden kredser et par vaskeægte havørne, sådan nogle var der også på Renga. Jeg har mødt marsvin på dagens etape, og her er i det hele taget en fornemmelse af myldrende liv i en natur, som ikke er så kontamineret med civilisation som de fleste andre steder på kloden. Det er her, jeg gerne vil være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar