torsdag den 14. juli 2016

Overblik

Tirsdag d. 12. juli 2016. Engen, Holandsfjorden.

På min højre side falder terrænet brat ned og ender i en ørken af slagger, som et par hundrede meter fra skråningen dækkes af bræens enorme ismasse. I en mængde af hvid, som øjet har svært ved at rumme uden solbriller, strækker den sig op over de skyskrabende højderygge mod nord, øst og syd. En slette af sne og is, som ligger her altid, og virker som om, den altid har ligget her. Svartisen. Der er ikke meget svart over den. Den er meget, meget hvid.

Jeg har vandret i 2 timer, meget stejlt opad i meget løst og uvejsomt terræn. Det kan efterhånden mærkes i mine utrænede sejlerben. Har jeg mon energi nok til at nå toppen? Når en nordmand er træt, skal man tage det alvorligt. Aftenen før kom et norsk par ned til deres motorbåd, de havde været på bjergbestigning hele dagen. De var drivvåde af sved og smed sig ned på broen så lange de var, med hver deres dåseøl, et minut efter hjemkomsten. Men de så også glade ud. Og nu er jeg på vej, samme tur. Jeg vil også til tops. Den kan ses nede fra pontonbroen i Holandsfjorden. Helgelandsbukken. 1450 meter over havets overflade. Og det er jo bogstavelig talt derfra, jeg starter, så hver eneste meter opad skal laves af mine benmuskler. Og de har fedet den det sidste par uger, mens vinden og mine arme stod for transporten.

Efter et langt stykke op ad den blankskurede klippeflade, som bræen har slebet ned i fjorden kom jeg igennem et stykke skov, hele tiden stejlt stigende. Så fulgte en klippesti, og nu er jeg oppe i skærver, slagger og grus. Et par tuelimurt og vistnok fjeldpryd lyser op i det golde landskab. En enkelt gang skræmmer jeg en flok ryper op, ellers ser jeg ingen dyr.
Her er lyd hele tiden. En brusen fra bække og åer under isen. Smeltevand, som strømmer ned mod fjorden. Under hele turen op denne susen af vand, der strømmer, i luften.


Det er ikke altid helt nemt at finde stien, som til at begynde med var pænt markeret med røde pletter på klipperne. Heroppe begynder det at knibe med vejvisningen. Et par steder ligger nogle sten stablet op i små dynger, de må betyde, at jeg er på rette vej, men jeg må hele tiden spejde frem, skygge for øjnene i det blændende, snehvide modlys, for ikke at overse et tegn.


Efter tre timers vandring når jeg Tåkeheimen, en lille hytte i 1050 meters højde, skabt til overnatning for trætte vandrere, og som tilflugtssted i tilfælde af tåge. Tågehjemmet. Tanken om tåge virker ikke behagelig, det er svært nok i forvejen at orientere sig i det uoverskueligt store landskab, men der ingen overhængende fare: det er fremragende vejr. Sol fra en skyfri himmel og fuldstændig vindstille. Her er varmt. Efter en halv times vandring smed jeg trøjen, og har ikke savnet den siden. Opstigningsarbejdet gør selvfølgelig også sit.

Ved Tåkeheimen sidder tre små piger og læser Anders And-blade. Den yngste er ikke en dag over 6 år. I søde små lyserøde sandaler. Min stolthed over at være nået så vidt lider unægtelig noget af et knæk. Jeg skal lige til at spørge pigerne, om de virkelig selv er gået herop, men spørgsmålets stupiditet når heldigvis at blive klart for mig, inden jeg får lukket munden op. Der er ikke andre muligheder, med mindre de er blevet fløjet herop i helikopter. Mit næste spørgsmål: om de har været videre, oppe på tinden, holder jeg også for mig selv. Jeg vil ikke kende svaret.



Et par hundrede meter bag hytten forsvinder alt, hvad der kan minde om en sti. En stejl skråning, dækket med kampesten i størrelser fra fodbolde til campingvogne, rejser sig et par hundrede meter opad, jeg kan ikke se, hvor den ender. Men min turbeskrivelse fortæller mig, at det er den vej, jeg skal. Her er jeg på egen hånd, og der er ikke længere tale om vandring, men om klatring. Fra sten til sten, opad og opad. Tanken strejfer mig mere end en gang undervejs: bliver de her sten mon liggende? Et rask lille stenskred kunne bestemt være spændende, og helt sikkert nedsætte min dagsform betydeligt. Nok ændre min form i det hele taget. Men det står ingen steder, at der skulle være problemer med sikkerheden på skråningen, og stenene har jo nok ligget der et par tusind år allerede, så mon ikke de bliver, hvor de er?

Efter næsten en times sveddryppende spænding på kampestens-skråningen når jeg endelig op på en slags plateau, hvorfra der, ifølge min bog, skulle være en ”nice walk” til tinden. Det er nu noget af en tilsnigelse, for for det første volder det en del besvær at finde en god vej op til den, langs mindre åse med bratte fald ned til højre og venstre, for det andet er terrænet ekstremt løst, med store og små skiferflager, nogle steder delvis dækket af sne, som jeg må vade igennem uden at ane, hvad der er nedenunder. Jeg støder på et par varder på min vej, men de er for få til, at jeg kan bruge dem som egentlige vejvisere. Min GPS, som jeg er meget glad for, fortæller mig at der, fra toppen af skråningen, kun er 1000 meter til tinden. Det kommer så bare til at tage mig godt 45 minutter at gå de 1000 meter, men endelig når jeg den store varde på toppen af verden. Helgelandsbukken besejret!


Og her er belønningen: et fuldstændig mageløst skue ud til alle verdenshjørner. Jeg kan se ud over Holandsfjorden og de tilstødende fjorde, jeg har et næsten fuldstændigt overblik over Svartisen i hele sin vældige udstrækning, bjerge og fjelde folder sig i uforudsigelige formationer bag ved og foran den enorme gletscher så langt øjet rækker. Og der, langt, langt væk i disen mod nordvest, helt ude i kimingen, er en svag skygge, som kun kan være...Lofoten! 125 km herfra, i fugleflugtslinje. Men jeg er jo også i 1450 meters højde. Og det giver overblik.




Jeg hviler på tinden i halvanden time, før jeg påbegynder nedstigningen. Og da jeg når ned til Mathilde ved pontonbroen kl. 18.15 er det 9,5 time siden, jeg forlod hende. Fra cockpittet kan jeg se op på Helgelandsbukken, og i kikkerten akkurat skelne varden på tinden. Der spiste jeg min frokost i dag.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar