torsdag den 7. juli 2016

Langt ude

Onsdag d. 6. juli 2016, Bremsteinen, 65°37,5' N 11°23,4' Ø

Det er et forunderligt farvand. Jeg kan sejle på 250 meters dybde 25 sømil fra land, og pludselig passere ganske tæt forbi et skvalpeskær (skær, som akkurat overskylles af havet) eller en lav ø. Det er noget angstprovokerende, og virker helt forkert. Er det åbent hav, eller ej?! Ingen tvivl om det, navigatøren skal holde tungen lige i munden, og det gør jeg så.

På den anden side giver det en lifligt sug i maven at forestille sig det betagende bjerglandskab, jeg sejler hen over. Havets overflade har jo helt tilfældigt den højde, det har, bjergene er ligeglade, om de er dækket af vand eller ej. Så de rejser sig fra havbunden hundredvis af meter nede, nogle steder næsten lodret op. Ofte når de kun halvvejs op til overfladen, det opdager jeg ikke (så er der måske ”kun” 150 meter dybt det sted), andre gange når de helt op, og udgør enten en umiddelbar fare for havari – eller en fin lille ø, man kan søge læ og hvile ved.

Et sådant sted er Bremstein-arkipelaget ved Vega. Da jeg kl. 1 i nat sejlede ind mellem de lave skær, var det så lyst som hen på eftermiddagen hjemme. Lanternerne var kun tændt for et syns skyld.

Stedet var valgt som mit første landingssted på den nordvestnorske kyst, jeg er kommet for at se, fordi min Norwegian Cruising Guide beskriver det som et ”exceptionally attractive, interesting, wild and far out place”. Det er det, det handler om. Jeg er så træt af at være langt inde. Nu vil jeg gerne være langt ude.



Den lille naturhavn, som øerne udgør, har fungeret som fiskelandingsplads fra 1925 til 1975, helt yderst mod det store hav. Derfor er der enkelte, røde fiskehuse tilbage på de ellers nøgne klipper. Da jeg sejlede forbi et af dem, på vej ind til den inderste lille bugt (”Tennsundet”), sad der, til min forbløffelse, en mand på broen! Kl. 1 om natten. Han hilste venligt, og jeg sejlede ind i det velbeskyttede bassin og fortøjede til en stor mooring, der er lagt ud til fiskeskibe, der søger læ for dårligt vejr herude. Bortset fra den mystiske mand og et opankret fiskeskib i det yderste bassin, var her fuldstændig øde.

Jeg riggede af og sad lidt og betragtede klipperne og fuglene i de klare halvlys. Svartbage, strandskader, terner, sølvmåger, tejster – men ikke nogen af de smukke lomvier, som guiden ellers siger yngler her.

Så gik jeg til køjs, umådeligt godt tilfreds. Jeg har tilbagelagt 835 sømil på 8 døgn, 12 timer og 40 minutter, siden afsejlingen fra Aarhus sidste mandag, alle mil sejlet for sejl. De sidste 520 sømil i ét stræk fra Egersund. Jeg når, hvad jeg skal nå, og jeg har igen haft oplevelsen af frihed ved at kunne flytte sig over åbent hav, så længe og så langt, det skal være. Nu er jeg her, i en helt anden verden.  Jeg har proviant, mad og brændstof til mindst en måned uden kontakt med civilisationen. Rejsen går over i sin anden fase. Fra havets ødemark til fjeldlandets ødemark.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar