lørdag den 2. juli 2016

Nord for Bergen

Boef Mathildienne er en af hofretterne ombord på Mathilde. Egen opskrift, ny hver gang. Det handler om henkogt oksekød fra et af mine mange glas, kogt i trykkoger før afrejse, med mange slags lækkert, mørt kød. Bortset fra det kan alt ske, for Boef Mathildienne laves med oksekød, og det, der nu ellers er ombord den dag. Når det medtages i denne blog, er det fordi måltiderne fylder i bevidstheden hos en sømand, der er langt fra hjemmet uden øl.
I går aftes blev oksekødet efterkogt med lynstegt spidskål, woksauce, timian og rosmarin, lidt hvidløg. En knivspids whisky til at tage den grimme smag. Serveret med nye danske kartofler. Det kunne godt spises.

Vinden holdt sig frisk og god. Ved 23-tiden passerede vi tæt forbi noget, jeg aldrig har set før: en gigantisk, flydende vindmølle, opankret på over 200 meters dybde! Hywind Demo hed den. Det er da en demonstrationsmodel, der vil noget. Hvad de dog ikke hitter på.

Utsira. Navnet står prentet i bevidstheden, som en del af min barnelærdom. Det var fast og god latin hver aften på barndommens sejlture, hvor familien sad bænket om transistorradioen med foldede hænder kl. 17.50 for at høre vejrudsigten og femdøgnsprognosen for farvandene, oplæst af damen med en stemme som sandpapir mod elefanthud, ofte med en grænseløst umusikalsk diktion. ”Sydlige Utsira”, hed det, så manglede vi bare Viking, Shetland, Tampen og farvandet omkring Færøerne, så kunne vi nå frem til femdøgnsprognosen. Det var tider, ja det var så. Det havde noget. Nu trykker jeg på min mobiltelefons glasskærm, og få sekunder senere har jeg et komplet vejrkort med animation for de næste 5 døgn, isobarer og hele pivtøjet.
Ved midnatstid passerer jeg Utsira. Jeg havde aldrig tænkt på, at det faktisk er en ø. En relativt lav ø, ca. 60 meters højde, med 200 fastboende, lidt landbrug, lidt fiskeri og en del offshore-arbejde (boreplatforme). I det grålige lys virker den noget dyster, som den stryger forbi om bagbord, men den skal måske have en chance, når jeg en dag kommer sydpå igen.

Da det fremdeles blæser friskt ved midnatstid, hvor jeg gerne vil gå til ”ro”, stryger jeg storsejlet. Vindroret kræver en del trim på agten for tværs, når storsejlet er oppe, og jeg vil gerne have så meget fred som muligt til at ”sove”. Sådan går det nu ikke. Kort efter, at jeg har lagt mig, løjer vinden, og et helvede af larm breder sig ombord. Der er ingenting, der ikke kan lave en lyd på en båd, der fører for lidt sejl i for lidt vind i for grov dønning. Jeg må altså op igen kl. 01.45, sætte storsejlet, montere preventergaj og spile genuaen. En hel masse bøvl, der gør mig dejligt vågen. Jeg når dog lige et par kvartersskrabere, før vinden kl. 03.45 springer til SØ, hvilket kræver en bomning, med hvad dertil hører af ommontering af preventergajen, flytte spilerstage osv., alt sammen på et helt åndssvagt gyngende fordæk pga. den fortsat solide, gamle dønning fra de foregående timers blæsevejr. Det er da godt, at man bliver gammel en dag, for det er da, de siger, man kan sove.

Skibstrafik er her mærkeligt nok stort set intet af, jeg er lige så uforstyrret som jeg var på Nordatlanten forrige sommer. Det er da altid noget. Desuden er det helt fantastisk, som vinden hjælper på vej. Da jeg står op her til morgen i dejligt solskin efter en del regnbyger natten igennem, er jeg helt høj, trætheden til trods: Mathilde pløjer stadig frem med omkring 6 knob, og vi har nu sejlet i alt 461 sømil, hver eneste af dem (bortset fra et par havnemanøvrer) for sejl. Rejsens første mallemuk stryger forbi, tæt henover vandoverfladen. Så er vi kommet så langt mod nord.

Det betyder derfor ikke noget, at vinden flover til næsten ingenting over middag, vi dasker bare afsted i nogen timer, til vinden får kraft igen. Og etmålet (døgndistancen) kl. 12.30 siger 132 sømil, omtrent det samme som rejsens første døgns 133 sømil. Det kan jeg kun være tilfreds med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar