OBS: Indlægget "En dag på havet" er nu forsynet med video fra sejlads i solnedgangen. Desuden er tilføjet et link til endnu et indlæg om Bremsteinen i 2016, som manglede: Klik evt. her.
Torsdag d. 26. juli 2018
Langs den norske kyst, og specielt fra Ålesund og sydpå, løber generelt en nordgående strøm. Den er stærkest lige på kanten af kontinentalsoklen, hvor dybden falder til omkring 500 meter. Nordgående strøm er ikke lige, hvad jeg har brug for, så på min videre færd sydpå holder jeg mig inde på soklen, på omkring 100 meters dybde. Det er, ligesom så meget andet, dog en afvejning, for jeg har østlig vind, og de meget høje fjelde i land skulle nødig æde det hele, så jeg sørger også for at holde mig så langt fra land som muligt. Strategien virker. På hele strækket ned ad kysten fra Ålesund har jeg ikke modstrøm overhovedet, faktisk i perioder en smule medstrøm.
Vind er der ikke meget af, men jeg får da fem gode timer for gennaker hen over middag. Det er den fredeligst tænkelige måde at passere det frygtede Stad på. Her kan hård vestlig og nordvestlig vind, i kombination med den nordgående strøm og den meget stejle opgrunding på kontinentalsoklen, føre til farlig styrtbrænding. Det er ganske svært at forestille sig denne torsdag eftermiddag, hvor Mathilde dovent glider ned langs kysten for en svag, nordøstlig vind, i klart solskin.
Fredag d. 27. juli 2018
Bortset fra de få timer for sejl i går eftermiddags, og godt seks timer for sejl i nat, bliver hele strækket ned til Kleppavik syd for Bergen, 169 sømil, sejlet for motor. Den smukke sommer slår igennem her: nu bliver det varmt. Og: der er ingen vind! Jeg sejler indenskærs de 40 sømil forbi Bergen, det kan jeg jo lige så godt, når der alligevel ikke rigtig kan strækkes ud for sejl. Hele strækket er ret kedeligt, her bliver landet lavt og ensformigt, og desuden er jeg kommet ind på store og små bådes motorvej nord/syd: der er en gevaldig trafik.
Det er sjældent, jeg keder mig, og når det sker, er det altid, fordi et eller andet fastholder mit fokus på noget, der ikke stimulerer mig. Kan jeg bare få lov at sidde i mine egne tanker, som der jo er ret god lejlighed til på oceanet, kommer kedsomhed aldrig i spil. Men her skal jeg hele tiden være opmærksom på den megen trafik omkring mig, og det bliver faktisk noget trættende i længden. Motoren brummer og brummer, det hele er det samme. Og der kommer sågu' endnu en stor motorbåd fræsende. Gaaab! Der er godt nok langt hjem!
I det store, strategiske spil, som sådan en sørejse er, skal jeg hele tiden tage stilling til mine ressourcer: proviant, vand, strøm, brændstof, reservedele, kræfter, søvn og gejst. De tre første er taget ud af spillet fra starten: Mathilde er provianteret og tanket til tre uger helt uden kontakt med omverdenen, og det store solpanel laver rigeligt med strøm til at dække det beskedne forbrug. Brændstof er, på denne rejse, en tilbagevendende udfordring, da motoren labber den ene kubikmeter benzin i sig efter den anden! En del steder kan man tanke brændstof ved en bunkringskaj, men det er næsten alle steder kun diesel, da det er langt det mest almindelige brændsel i både. Jeg bruger benzin, og det skal så typisk hentes ved en tankstation, i dunke, på klapcyklen. Bøvlet nok i sig selv, men jeg skal desuden finde byer at gå ind til, som er store nok til, at de må formodes at have en tankstation i det hele taget. Min havneguide for Norge er 20 år gammel, og dens oplysninger om benzintilgængeligheden kan ikke længere tages for pålydende. Den væsentligt nyere, guldrandede ”Norwegian Cruising Guide” snakker kun om adgang til diesel. Brændstofbehovet skal vurderes ud fra nuværende reserve i kombination med det kommende stræk, der skal sejles, og vejrudsigtens sandsynlighed for motorsejlads.
Reservedele har jeg et meget stort lager af, og der har gudskelov endnu ikke været brug for specielle dele, som ville kræve omlægning af strategien i forhold til at ramme en by af en tilstrækkelig størrelse på det rigtige tidspunkt.
Men de tre sidste ressourcer kræver særlig opmærksomhed for solosejleren: kræfter, søvn og gejst. På dette stræk er kræfter ikke en mangelvare, motorsejlads er ikke ligefrem drænende for fysikken. Det er søvn derimod, natten mellem i går og i dag bød på temmelig meget skibstrafik og nogen sejlhåndtering, så søvnen blev mere opdelt, end jeg kunne ønske. Jeg vælger derfor at gå ind til Kleppavik ca. 13 sømil syd for Bergen, for at sove. Ligesom på Bremsteinen kan jeg lige så godt tage søvnen her med: vejrudsigten fortæller mig, at jeg vil kunne nå ned til Utsira i morgen, hvis jeg sejler tidligt, men derefter alligevel ikke kunne komme videre i nogle dage pga. hård modvind. Så kommer jeg ikke alt i alt hurtigere frem ved at forsage muligheden for en uforstyrret nats søvn. Det samme gjorde sig gældende på Bremsteinen, hvor jeg kunne se, at Rørvik forude alligevel ville blive en foreløbig stopklods pga. modvind. Søvn skal tages, når det er muligt, for det er solosejlerens største udfordring at få nok af det.
Men det er en afvejning i forhold til den sidste ressource: gejst. Den er noget uhåndgribelig, og det er svært helt at definere, hvad der får gejsten til at komme eller gå. Men jeg har i hvert fald opdaget, at det er ret skadeligt for min gejst at gå i havn! Når først båden ligger stille, er det meget svært at samle motivation og energi til at komme afsted igen. Det hele virker pludselig så håbløst. Kroppen vil hellere blive og hvile. Måske er det derfor, denne rejse fra Lofoten indtil nu har virket hårdere mentalt end rejsen fra Færøerne gjorde for nogle år siden, skønt jeg da sejlede i 10 døgn på det åbne Atlanterhav og Nordsøen, med kun ét stop undervejs.
Jeg går ind til Kleppavik, jeg får min søvn, og ved også, at jeg skal tage mig selv gevaldigt i nakken for at komme afsted kl. 05.15 i morgen tidlig. Det vil være nødvendigt for at nå til Utsira 57 sømil mod syd inden vinden går i syd og frisker til hård vind til kuling. Mere søvn, mindre gejst. Man kan ikke få det hele.
Bortset fra de få timer for sejl i går eftermiddags, og godt seks timer for sejl i nat, bliver hele strækket ned til Kleppavik syd for Bergen, 169 sømil, sejlet for motor. Den smukke sommer slår igennem her: nu bliver det varmt. Og: der er ingen vind! Jeg sejler indenskærs de 40 sømil forbi Bergen, det kan jeg jo lige så godt, når der alligevel ikke rigtig kan strækkes ud for sejl. Hele strækket er ret kedeligt, her bliver landet lavt og ensformigt, og desuden er jeg kommet ind på store og små bådes motorvej nord/syd: der er en gevaldig trafik.
Det er sjældent, jeg keder mig, og når det sker, er det altid, fordi et eller andet fastholder mit fokus på noget, der ikke stimulerer mig. Kan jeg bare få lov at sidde i mine egne tanker, som der jo er ret god lejlighed til på oceanet, kommer kedsomhed aldrig i spil. Men her skal jeg hele tiden være opmærksom på den megen trafik omkring mig, og det bliver faktisk noget trættende i længden. Motoren brummer og brummer, det hele er det samme. Og der kommer sågu' endnu en stor motorbåd fræsende. Gaaab! Der er godt nok langt hjem!
I det store, strategiske spil, som sådan en sørejse er, skal jeg hele tiden tage stilling til mine ressourcer: proviant, vand, strøm, brændstof, reservedele, kræfter, søvn og gejst. De tre første er taget ud af spillet fra starten: Mathilde er provianteret og tanket til tre uger helt uden kontakt med omverdenen, og det store solpanel laver rigeligt med strøm til at dække det beskedne forbrug. Brændstof er, på denne rejse, en tilbagevendende udfordring, da motoren labber den ene kubikmeter benzin i sig efter den anden! En del steder kan man tanke brændstof ved en bunkringskaj, men det er næsten alle steder kun diesel, da det er langt det mest almindelige brændsel i både. Jeg bruger benzin, og det skal så typisk hentes ved en tankstation, i dunke, på klapcyklen. Bøvlet nok i sig selv, men jeg skal desuden finde byer at gå ind til, som er store nok til, at de må formodes at have en tankstation i det hele taget. Min havneguide for Norge er 20 år gammel, og dens oplysninger om benzintilgængeligheden kan ikke længere tages for pålydende. Den væsentligt nyere, guldrandede ”Norwegian Cruising Guide” snakker kun om adgang til diesel. Brændstofbehovet skal vurderes ud fra nuværende reserve i kombination med det kommende stræk, der skal sejles, og vejrudsigtens sandsynlighed for motorsejlads.
Reservedele har jeg et meget stort lager af, og der har gudskelov endnu ikke været brug for specielle dele, som ville kræve omlægning af strategien i forhold til at ramme en by af en tilstrækkelig størrelse på det rigtige tidspunkt.
Men de tre sidste ressourcer kræver særlig opmærksomhed for solosejleren: kræfter, søvn og gejst. På dette stræk er kræfter ikke en mangelvare, motorsejlads er ikke ligefrem drænende for fysikken. Det er søvn derimod, natten mellem i går og i dag bød på temmelig meget skibstrafik og nogen sejlhåndtering, så søvnen blev mere opdelt, end jeg kunne ønske. Jeg vælger derfor at gå ind til Kleppavik ca. 13 sømil syd for Bergen, for at sove. Ligesom på Bremsteinen kan jeg lige så godt tage søvnen her med: vejrudsigten fortæller mig, at jeg vil kunne nå ned til Utsira i morgen, hvis jeg sejler tidligt, men derefter alligevel ikke kunne komme videre i nogle dage pga. hård modvind. Så kommer jeg ikke alt i alt hurtigere frem ved at forsage muligheden for en uforstyrret nats søvn. Det samme gjorde sig gældende på Bremsteinen, hvor jeg kunne se, at Rørvik forude alligevel ville blive en foreløbig stopklods pga. modvind. Søvn skal tages, når det er muligt, for det er solosejlerens største udfordring at få nok af det.
Men det er en afvejning i forhold til den sidste ressource: gejst. Den er noget uhåndgribelig, og det er svært helt at definere, hvad der får gejsten til at komme eller gå. Men jeg har i hvert fald opdaget, at det er ret skadeligt for min gejst at gå i havn! Når først båden ligger stille, er det meget svært at samle motivation og energi til at komme afsted igen. Det hele virker pludselig så håbløst. Kroppen vil hellere blive og hvile. Måske er det derfor, denne rejse fra Lofoten indtil nu har virket hårdere mentalt end rejsen fra Færøerne gjorde for nogle år siden, skønt jeg da sejlede i 10 døgn på det åbne Atlanterhav og Nordsøen, med kun ét stop undervejs.
Jeg går ind til Kleppavik, jeg får min søvn, og ved også, at jeg skal tage mig selv gevaldigt i nakken for at komme afsted kl. 05.15 i morgen tidlig. Det vil være nødvendigt for at nå til Utsira 57 sømil mod syd inden vinden går i syd og frisker til hård vind til kuling. Mere søvn, mindre gejst. Man kan ikke få det hele.
Lørdag d. 28. juli 2018
Gennakeren har i flere år været så mør i underliget, at der gik hul i den, bare jeg stirrede hvast på den. Det lod jeg derfor generelt være med. Bunden har været holdt sammen med gaffatape, sejlerens (og menneskehedens) bedste ven. Derfor bliver det elskede sejls endeligt også helt udramatisk: da jeg kl. 08.20 vil sætte det i den jævne vind ud for Marsteinsfyret, falder skødbarmen simpelthen af. Jeg siger ”falder”, for ikke den mindste lille lyd af flænget sejldug kan det blive til. Min gennaker har draget sit sidste suk. Surt nok, for det koster os 1-2 knob på farten i let vind, som vi indtil videre har haft meget af. Men hvad, hjem kommer vi jo nok alligevel, før eller siden.
Kort efter frisker vinden heldigvis, og vi får en herlig sejldag på frisk halvvind i gnistrende sol, kurs stik syd. Ved 16-tiden, en halv time før ankomsten til Utsira, drejer vinden, som lovet, til syd og frisker op. De sidste to mil må sejles for motor, på fuld gas. Godt, jeg kom tidligt afsted i morges!
Gennakeren har i flere år været så mør i underliget, at der gik hul i den, bare jeg stirrede hvast på den. Det lod jeg derfor generelt være med. Bunden har været holdt sammen med gaffatape, sejlerens (og menneskehedens) bedste ven. Derfor bliver det elskede sejls endeligt også helt udramatisk: da jeg kl. 08.20 vil sætte det i den jævne vind ud for Marsteinsfyret, falder skødbarmen simpelthen af. Jeg siger ”falder”, for ikke den mindste lille lyd af flænget sejldug kan det blive til. Min gennaker har draget sit sidste suk. Surt nok, for det koster os 1-2 knob på farten i let vind, som vi indtil videre har haft meget af. Men hvad, hjem kommer vi jo nok alligevel, før eller siden.
Kort efter frisker vinden heldigvis, og vi får en herlig sejldag på frisk halvvind i gnistrende sol, kurs stik syd. Ved 16-tiden, en halv time før ankomsten til Utsira, drejer vinden, som lovet, til syd og frisker op. De sidste to mil må sejles for motor, på fuld gas. Godt, jeg kom tidligt afsted i morges!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar