mandag den 30. juli 2018

Øen i Sirahavet

Den kaledoniske Bjergkæde strækker sig fra Svalbard i nord ned langs hele den norske vestkyst, over Skotland til Irland. En vældig forhøjning, skabt under kontinentalpladernes bevægelser i en ekstremt fjern fortid. I Nordsøen og Det irske Hav er forhøjningen så relativt lav, at havet dækker den, men den er i princippet ubrudt. En pukkel på denne forhøjning, langt ude i Sirahavet vest for det sydlige Norge, er Utsira, altså ”Det yderste Sira”. Og øen har netop dette ”Det Yderste...” over sig. Da jeg altid har følt mig tiltrukket af Det Yderste, i alle livets forhold, bliver min ufrivillige indeblæsning på øen en stor oplevelse, som jeg nødigt ville have været foruden. Desuden havde jeg en lille drøm om at se nærmere på den. Drømmen opstod i 2016, da jeg susede forbi på vej nordpå, og har sin rod i den helt særlige betydning, som navnet Utsira har for den sejler, som også var i branchen før vejrudsigten gik online: læs indlægget HER.

Vejrudsigten lover fremdeles hård modvind, i nat var der sågar varslet kuling med vindstød af stormstyrke fra SØ. Vinden skal blive i det hjørne en rum tid endnu, og være hård. At kæmpe imod den er selvfølgelig en mulighed, men en af de mere desperate, og så presset er jeg ikke endnu. Der er således ikke meget at rafle om, jeg bor på Utsira indtil videre. Det giver overskud til luksusprægede aktiviteter som at bage rugbrød, pille næse og drikke mere kaffe, end jeg har godt af.


Utsira er Norges mindste kommune, den tæller 215 sjæle. En tur på 10 km., så har man gået øen rundt. Det er imidlertid en tur, som byder på afvekslende natur, fascinerende bebyggelse på kanten af det vilde hav og diverse levn fra stenalder, jernalder, folkevandringstid og vikingetid. I går blæste det, helt efter bogen, som ind i Et Vist Sted, men i den strålende sol var det oplagt at traske kommunen rundt med kamera og højt humør. Som sagt, så gjort. Det kom der denne lille videomontage ud af:


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar