søndag den 22. juli 2018

En dag på havet

Det sker fortsat nogle enkelte gange, indtil jeg helt har vænnet mig til den størrelse Small, jeg er gået ned i, med det nylige skift fra S/Y Hanne-Kjerstine på 39 fod og 11 tons, til S/Y Mathildes beskedne 26 fod og godt tre tons: jeg står i kahytten og kigger agterud – og går i panik: vi synker! Havoverfladen virker som om, den står alt for højt, nærmest i min øjenhøjde! Så vender sund fornuft tilbage: hvis vi sank nu, ville jeg nok som minimum have våde sokker. Og så går det op for mig, at jeg bare er i et ganske lille skib nu. Havet er tættere på, jeg kan række hånden ud over siden og nå det nordkolde saltvand i én bevægelse.
Det er ikke den eneste måde, kontrasten mellem sommerens to togter manifesterer sig på. Det nyligt fuldbragte sommertogt til den vestsvenske skærgård var en udpræget dasetur, vi lå i havn i op til en uge hvert sted og lavede intet andet end at bade, spise og sove. Det var komfort, nydning, afslapning, det søde liv. Se dette lille videosammenkog af togtet (husk lyd!):



Her er en ganske anden slags sejler”ferie”: en mission, et langt større hav, et vildere klima, et mindre skib. Fremdrift hele tiden, hver time, det er muligt. Strategisk planlægning, benhård disciplin med alle ressourcer. Der er vitterlig lige så mange måder at sejle på, som der er sejlere. Jeg selv praktiserer nu to forskellige måder, i to forskellige skibe. Det kræver lidt omstilling, men den kommer hurtigt. Mathilde og jeg kender hinanden utrolig godt, med vores fælles, tusinder af sømil bag os. Handsken passer, også selvom den er Small.

Fredag d. 20/7 2018:

Efter en betagende gennemsejling af Tjeldsundet og Ramsundet mellem Hinnøya, Tjeldøy og fastlandet kommer jeg ved 2-tiden om natten ud i den vældige Vestfjorden, som strækker sig 90 sømil mod sydvest.


Der er ingen vind, men den nyreparerede motor, som stod på værksted i Harstad hele vinteren, brummer støt og pålideligt, som den plejer. Den motor har skubbet Mathilde ubegribeligt langt omkring, den hjalp på togtet til Shetlandsøerne, rundt om England (hvor den kørte halvdelen af den samlede sejltid!), til Færøerne, utallige ture til Sverige, togtet til Nordkap. Der var vand i gearolien sidste sommer, og generatoren var stået af. Det er fikset nu, og bortset fra det (og det, for den trofaste bloglæser, velkendte problem med forurenet benzin, som motoren var uskyldig i) har der aldrig været det mindste bøvl med den. Fantastisk at der, en sjælden gang imellem, faktisk laves teknik i en kvalitet, der holder til det, det er beregnet til!

Vestfjorden er dyb og bred, men der er fuld landkending til begge sider: bjergene på både Lofoten og fastlandet er meget høje og sigtbarheden er god. Det er meget svært at løsrive sig fra de takkede bjergformationers spejling i det blanke hav, men der er langt igen, så jeg må i gang med min powernapping: de kendte 15-minutters intervaller, som jeg altid sover i, når jeg sejler om natten, mens autopilot eller vindror holder Mathildes stævn i den rigtige retning.



Ved 13-tiden kommer der vind, op med sejlene! Jeg kravler rundt på dækket i en rum tid forud for festligheden, for rigningen nåede jeg ikke i væsentligt omfang til inde i Harstad. Da galdt det bare om at komme afsted. Jeg rigger preventergajer, gennakergaj, gennakerskøder og jackstag til, strammer topvanter, smører og monterer skødevisere.

Gennakeren folder sig ud, og for den fineste NNØ-lige vind glider vi sydvestpå. Ved aftenstid vil jeg koble vindroret ind, så autopiloten kan få en pause, men konstaterer, at de fem bolte, der holder bundbeslaget på plads på hækken, er blevet totalt slatne. Vindroret danser numsedans hver gang der korrigeres. Jeg vidste det vist egentlig godt fra sidste år, men vurderede dengang, at det var de udvendige bolte på selve vindroret, der var problemet. Hmm, spændende udfordring: en af de absolut eneste opgaver, jeg endnu ikke har udtænkt en måde at løse på alene, uden hjælp, er stramning af bolte med en møtrik på den forkerte side af skroget! Men jeg kan sgutte sejle 1100 sømil uden vindror, så det er bare med at komme i gang. Jeg bjærger gennakeren og lægger Mathilde underdrejet, både for at få lidt arbejdro og fordi autopiloten går hen over den kistebænk, jeg skal ned i for at se til herlighederne. Efter tømning af kistebænken for diverse skrammel, ormer jeg mig ned i den med pandelampen. Heldigvis er de gennemgående bolte betydeligt for lange, der stikker en god stump ud gennem møtrikkerne. Det er min chance. Med en papegøjetang i et meget fast greb om boltene kan jeg fastholde dem nok til, at jeg nu kan stramme møtrikkerne hårdt til med en fastnøgle i den anden hånd. Fantastisk, problemet løst! En halv time senere er vi atter på vej, vindroret styrer lydløst og med genvundet fasthed og værdighed, og jeg smiler over hele femøren. Det kører for os.


Lørdag d. 21/7 2018

Jeg er ofte blevet spurgt, hvad jeg egentlig laver i de ubegribeligt mange timer, jeg tilbringer til søs. Det har aldrig været muligt for mig at svare på, jeg ved det simpelthen ikke. ”Det, der skal til”, plejer jeg at sige, med en bagvedliggende fornemmelse af, at der hele tiden skal noget til. Dels fordi det faktisk er et ret stort arbejde at holde et skib sejlende og sig selv kørende med forplejning og søvn, dels fordi alting tager noget længere tid til søs pga. de meget urolige, trange arbejdsforhold. Men i dag satte jeg mig for at finde ud af det, så med en notesblok på navigationsbordet fik jeg udfærdiget dette eksempel på, hvordan en dag kan forløbe. Det skal siges, at der vitterlig er tale om et eksempel, for der har aldrig været to dage, som er ens på havet. Det er altid noget forskelligt, der skal til:

0745: Jeg tørner ud efter nattens urolige powernapping, med mange justeringer i sejltrim og vindror. Der justeres fortsat, før båden er stabilt på rette kurs. Natten bød på en fantastisk solnedgang/opgang, med ca. en halv times mellemrum. Solen stod op stort set, hvor den var gået ned. Vi er kun lige akkurat syd for polarcirklen.




0810: Det senest downloadede vejrkort (jeg henter dem i GRIB-format over mobilnettet, når det er muligt) analyseres, sammen med pilot, og søkort. Strategi er en meget vigtig del af langturssejlads. Hvad giver vejret mig mulighed for? På morgenens strategimøde besluttes det at gå mod Rørvik, ca. 120 sømil mod syd. Den ligger ikke alt for langt fra den direkte rute ud mod Ålesund, som ikke er oplagt pga. vejrudsigtens lovning på frisk til hård SV-lig vind natten til mandag og efterfølgende svagere vind fra samme retnig. Det vil jeg ikke kunne møde på fornuftig vis med mine på det tidspunkt tomme brændstoftanke. I Rørvik kan man, som et af de få steder på kysten, tanke benzin.

0845: Jeg nyder den uventede mobildækning med diverse SMS-udveksling med de kære derhjemme.

0915: Et pludseligt vindspring til V og heftig opfriskning fordrer omgående justering i trimmet, bl.a. med rebning af storsejlet.

1010: Jeg tilbereder en gang baked beans, bacon og æg samt et godt krus kaffe til at møde dagens udfordringer med.

1040: Vinden er drejet tilbage til NNØ og er flovet igen. Nyt sejltrim.

1100: Jeg taper en frysepose rundt om autopiloten for at undgå vand i elektronikken, hvis der en dag skulle kommer regn eller sprøjt. Det var indtrængende vand, som satte den gamle autopilot ud af spillet sidste år, efter 12 års tro tjeneste. Desuden fylder jeg Tec7 i et hul i ruffet i kahytten og genmonterer en skrue til den udvendige gribeliste, som har været taget ud for vinteren, så hullet kunne tørre igennem.

1130: Lille vindskift fordrer bomning, med tilhørende skift af preventergaj, bomning af genuaen med spilerstage, ny, tricky finjustering af vindror mm. Rumskøds (medvinds-) sejlads er utroligt meget mere arbejdskrævende end alle andre vindvinkler!

1140: Opvask, i koldt havvand. Jeg øver mig i kun at bruge ferskvand til at putte i munden. Der går sport i at strække Mathildes tankbeholdning på 100 liter til hele togtet.

1150: Lidt SMS, ny genuabomning, nyt trim

1210: Powernapping

1305: Vinden flovet stort set helt. Lidt olie i vandet omkring motoren har voldt bekymring, jeg checker oliestanden efter gårsdagens 16 timer for motor, men det ser fint ud. Motoren startes, og vi tøffer videre sydpå.

1320: Mere strategi, læse fremad i pilot, analysere sø- og vejrkort.

1340: Pause! God kaffe, høj musik. Der er ingen landkending til nogen sider, havet løfter og sænker sig dovent og blankt omkring mig. En forbipasserende mallemuk tager lige en ekstra runde for at få det hele med, mens jeg skråler med på diverse omkvæd med blanke øjne. Ellers ingen vidner.

1500: Gennakeren klargøres efter en lidt forceret bjærgning i går. Den skal pakkes om og diverse skøder, fald og gaj redes ud

1530: Gennakeren sættes. Kort efter frisker vinden. Vi høvler afsted.

1600: Vinden frisker yderligere. Jeg kan ikke umiddelbart få vindroret til at tumle kræfterne i gennakeren. Autopiloten gør, hvad den kan, men jeg opdager ved et tilfælde, at den er gloende varm. Det giver straks anledning til svedige håndflader: den må bare ikke brænde af! Samtidig nærmer et fragtskib sig på kollisionskurs, det første skib jeg har set hele dagen. Gennakeren bjærges hastigt, så vi får manøvreevnen tilbage. Fragtskibet passeres og klares. Derefter masser af trim i den nye sejlføring og vindror, kursænding pga. passeret waypoint. Jeg fjerner fryseposen fra autopiloten, dens feber aftager straks. Måske kan den bare ikke lide at have overtøj på? Jeg har før belastet autopiloten betydeligt, uden temperaturstigning, så det er forhåbentlig bare det, der har været galt.

1645: Bomning, nyt trim. Kort efter bjærges sejl, tilbage på motorsejlads.

1730: Aftensmad, i dag en rest fra i går: ris med tomatsovs og stegt squash, hertil en dåse tun. I går blev risen serveret med henkogt, saltet torsk. Enkelt og godt. Hov! Der blev ingen frokost i dag! Der sker, hvad der sker. Derefter glo lidt ud over havet.

1815: Powernapping

1945: Telefonsnak på en helt klar linje, 36 sømil til havs, uden landkending nogen steder. Ret syret.

2015: Aftenkaffe med gulerodskage og (halv)friske hindbær

2100: Opvask

2115: Almindelig oprydning. Omhældning af benzin fra reservedunke til Tank 1, som blev tømt i går. Der kan blive brug for den senere i nat, motoren kører lige nu på Tank 2, og det er et bøvlet arbejde at omhælde, som jeg helst ikke vil forpurre mere af min nattesøvn med end højst nødvendigt.

2200: Powernapping

2300: Spontan beslutning: jeg er lige ud for Bremsteinen, et af mine yndlingsstop fra turen nordpå i 2016, og jeg trænger sindssygt meget til søvn efter de to seneste nætters bøvlede, trimningskrævende sejlads. Kursen ændres få grader, der går vi ind.

0020: Ankomst til Bremsteinen. Jeg forventer nærmest at se Svein sidde på broen, ligesom han gjorde for to år siden ved omtrent samme tid på døgnet, da jeg sejlede ind mellem skærene til den lille naturhavn mellem holmene (se indlæggene om det spændende besøg i 2016 HER og HER). Det gør han dog ikke. Jeg gør fast ved den store mooring til fiskerbåde midt i bassinet. Ikke en vind rører sig. Bortset fra den tunge dønning mod stensætningen lige udenfor og nogle få strandskaders piben, er her helt stille. Efter 53 timer og 253 sømils uafbrudt sejlads går jeg til køjs, ret mør, men glad og tilfreds.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar