torsdag den 26. juli 2018

Næsten halvvejs







Søndag d. 22. juli 2018 

Slåen glider til side i den rødmalede dør i hovedbygningen i den lille fiskerbebyggelse på Bremsteinen. Ingen lås her. Døren i sig selv er sådan set overkill. Her kommer max. 10 mennesker om året, og jeg er så et af dem. Stuen ligner sig selv, med køjerne langs væggen, gaskomfuret og bordet med voksdugen ved vinduet. Der hænger et par krabbeskjold på væggen, med dato og sted for fundet på hver af de små holme sirligt skrevet på med sprittusch. Ellers er her stort set ingenting. Især Svein og Ellen mangler. Enten har de fundet andre ting at lave om sommeren, eller også er de taget hjem for i år. Svein og Ellen er fuglevogtere, og samler edderdun. Edderfuglene er for længst fløjet til havs, så missionen er nok fuldført. Lidt ærgerligt, det kunne have været hyggeligt at hilse på dem igen, nu jeg alligevel var i deres hood.

Men Bremsteinen er alligevel besøget værd, jeg får sovet en ordentlig nats søvn, tager en kold morgendukkert og skridter Sørholmen af. For en kort bemærkning, så går det til havs igen, videre mod syd, i vindstille og sol.

Ved aftenstid ankommer jeg til Rørvik, efter et forgæves ankringsforsøg ved Straumsøya lige NØ for. Jeg tanker 60 liter benzin ved bunkringspontonen og finder en plads længere inde i gæstehavnen. Her ligger en del motorbåde og et par sejlbåde – de første lystbåde, jeg har set på hele turen! Måske er det fordi, jeg går så langt til havs, måske er her bare i det hele taget så utrolig meget plads, men jeg ser stort set ingen skibe i det hele taget, og da slet ikke sejlere.

Tirsdag d. 24. juli 2018

Efter en overskyet og blæsende mandag, med vind fra SV, afgår jeg endelig kl. 18.30 fra Rørvik. Vinden er væk, det går for motor indtil ved 23-tiden, hvor sejlene kommer op.

Jeg er heldig med østenvind, men igen kræver rumskødssejladsen en masse trim natten igennem. I en periode dør vinden helt, og motoren holder for igen.

Kl. 5.30 om morgenen er det slut med ”søvn”: en jævn modvind har rejst sig. For første gang må vi i gang med at krydse. Det er umådelig træls sejlads: der er lige lidt for lidt vind til at få ordentlig fart i båden, men for meget til at gå for motor. Der står gammel dønning fra to andre retninger end vindretningen, så Mathilde skvulper åndssvagt rundt. Progressionen mod målet skal man være jubelpositiv for ligefrem at fejre. Det er gråt, det er koldt. Timerne snegler sig afsted, og vi kommer ingen vegne. Hvad laver jeg her?

Målet løber fuldt kl. 11, hvor jeg får løsnet sikkerhedsbøjlerne på komfuret lidt for tidligt, så min, under de håbløse omstændigheder, kunstfærdigt tillavede kaffe vælter ud over det hele. Her på bloggen hedder det ”For Søren da osse”, men mallemukkerne lærer nye gloser, det er helt sikkert.




Kl. 13 er vinden så slatten, at jeg starter motoren, men beholder storsejlet sat som støttesejl. Havet er stadig gråt, ubeslutsomt, rastløst, irritabelt. Eller er det bare mig?

Ind imellem må jeg undvige klynger af fiskeredskaber, som ligger med lange liner lige i vandoverfladen, på 100 meters dybde og helt her ude på åbent hav. Jeg ser dem kun tilfældigvis, for 95 % af tiden ser jeg alle andre steder hen end fremad. Øjnene på vejen? Ikke her, jeg prøver at leve mit liv, mens Mathilde tumler klodset fremad i den ulidelige, gamle dønning, som en beruset badeand. Jeg sørger for ikke at opholde mig for længe ved tanken om at få køl og ror viklet ind i sådan en gang fiskerskrammel med 7 knobs fart midt om natten. Det sker nok ikke for mig.

Jeg er så langt til havs, i begrænset sigtbarhed, at jeg stort set ikke ser land hele dagen. Kun gråt, uroligt skvulpende hav, i bidende kulde.



Aftensmaden bliver dagens højdepunkt: Spaghetti Bolognese med henkogt rensdyrkød. Dette arktiske islæt løfter den klassiske ret til nye højder. Sikke nogle stakler, som sidder nede i Bologne uden at ane, hvad de går glip af.

Onsdag d. 25. juli 2018
Nætterne er blevet tydeligt længere og mørkere, jeg mærker det direkte resultat af så målbevidst at sejle mod syd. Skibstrafik er her stadig intet af, så jeg forlænger mine powernaps til 20 minutter. Det føles som et forkælelsesophold på et 5-stjernet hotel at sove de 5 minutter ekstra. Da jeg desuden går for motor natten igennem, er der ikke noget sejltrim at forholde sig til. Kedeligt, men kærkomment i forhold til at få en smule søvn.
Først ud for Kristiansund om morgenen begynder skibene at dukke op, og jeg skal jævnligt i gang med kollisionsberegningerne. Jeg havde næsten glemt, hvordan man gjorde, efter tre somre i stort set utrafikerede farvande.

Kl. 14.30 ankommer jeg til Ålesund, ”Norges smukkeste by”. Smuk er den, og det bliver ikke ringere af, at solen nu endelig er kommet frem. Jeg har sejlet 26 timer for motor (ud af 44 timer i alt) siden Rørvik, så besøget er af nødvendighed: jeg skal have tanket. Men det gør nu ikke noget, at det lige blev Ålesund, jeg kom forbi på dette tidspunkt. Efter at have afklædt mig uldundertøjet, de to tykke sweatre, fiberpelsen og huen, leger jeg turist i de hyggelige gader, og fejrer at Mathilde og jeg nu er næsten halvvejs hjemme, efter kun 6 døgns hårdt arbejde, med en gang fish'n chips på havnen. Og, nu jeg er her: jeg forkæler også lige mig selv med en god nats søvn, uden skvulpen, alarmer, trim, og det evindelige vækkeurs hylen. Ahhh...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar