søndag den 22. juli 2018

Afgang mod syd

Da agterfortøjningen glider igennem pontonbroens fortøjningsring, motoren klikker i gear, og Mathilde sætter sig i bevægelse ud igennem Harstad Båtforenings lille, velkendte bådehavn, er der mange forskellige følelser i spil på samme tid indeni sømanden.

En følelse af uvirkelighed: for under to døgn siden stod jeg ved midnatstid med mine køjesække og min rygsæk i græsset rundt om Mathilde, med tilbageholdt åndedræt: hvad ville jeg mon finde indeni? Hvilke grader af nedbrydning ville mine 11 måneders fravær afsløre, når jeg låste mig ind? Nu sejler jeg afsted i en syndigt rodet, men ellers på alle måder klar havkrydser, S/Y Mathilde af Aarhus, en oceanbetvinger i sit rette element, kun 42 timer senere!

En følelse af vemod: jeg er kommet til af hjertet at holde af den lille havn i Harstad. Måske mest fordi den i de to sidste somre har substitueret Hjem for mig, den trygge base midt i et fremmed, vildt, arktisk miljø. Det var hertil, Anton, Sebastian og jeg ankom i 2016 efter det fantastiske togt til og på Lofoten. Det var her, jeg med rystende hænder klargjorde til Nordkap og Svalbard sidste sommer, og her, jeg med dyb lettelse brugte en lille uge efter togtet på roligt vedligeholdelsesarbejde, alene. Et arbejde, som kom mig til gode ved gensynet med Mathilde nu. Det var her, i Karlottbryggens rustikke klubhus af grånet skibstømmer og med gamle radioer og motorer på og ved væggene, at drengene hyggede sig med computerspil og småkager mens jeg knoklede løs på skuden. Det var her, i klubhusets lille køkken, at jeg henkogte kød til de mange uger i Finmarken, og nu har gjort det igen. Jeg kender flere af de flinke folk på havnen. Udsigten mod Grytøya mod nord er magnifik. Harstad er min hjemhavn i nord. Jeg kommer til at savne den!

En svag følelse af angst: 1100 sømil er langt! Norskehavet kan være vildt, og der er ikke ét eneste, blødt punkt på den uendelige klippekyst mod vest. Min sårbarhed i en lillebitte båd med tændstikmast er åbenbar, men angsten kommer, som al angst, ikke af de virkelige omstændigheder, men af sindets fortolkning af dem. Jeg har arbejdet med denne fortolkning, det har vist sig, at det især er tidspresset, som udløser den.
Sindet havde produceret den vanvittige tanke, at jeg var nødt til at sejle strækningen på den afsatte tid, og at jeg ville være tvunget til at sejle uanset vejret. Jeg er ikke nødt til noget som helst. Det er kun det, som er muligt, som er muligt. Jeg er ikke tvunget til noget, har min frie vilje, og møder havet på havets betingelser, med det grej, den fysik og mentale habitus, jeg til enhver tid kan fremvise. Jeg sejler for min fornøjelses skyld (det havde jeg, i optrækkende panik, lige glemt!), og har tænkt mig at få en fantastisk sejladsoplevelse ud af den ”nødvendighed”, der ligger i at skulle hjem i en vis fart. Jeg vil passe mit arbejde som sømand, et fag, som jeg elsker, respekterer og kender. Jeg vil nyde det, der kommer. Hvorfor ikke?
Med den indstilling til de 1100 sømil svinder angsten ind til en baggrundssusen af årvågenhed. Det er fint med mig. Fra nu af, og til Mathilde ligger i Skødshoved Havn på Mols, er konstant årvågenhed nødvendig.

En følelse af lykke: livet smiler! Mathilde bader i sit hav! Jeg er fri, jeg har alt, som jeg behøver!
Et eventyr starter der, hvor forudsigeligheden slutter. Her starter et. Jeg er med i det. Kom an, hav!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar