Onsdag d. 1/8 2018
Skudeneshavn anmodes hermed om tilgivelse: den meget smukke lille by med gamle, velholdte pakhuse ned til en Venedig-agtig inderhavn blev fuldstændigt ignoreret af undertegnede sømand. Mit blik var indstillet på ”Benzin”, og kunne derfor ikke stille skarpt på ”Idyl”. Klokken var 20, jeg skulle bare have noget i tankene, så jeg kunne komme til søs igen, videre sydpå. Den flere dage lange, sydøstlige kuling havde omsider lagt sig, nu var der bare tale om doven modvind. Efter lidt kryds fra Utsira gav jeg efter få timer op og startede – igen – motoren. Vinden var for slatten til at jeg orkede at kæmpe mod den. Og det blev snart klart, at der skulle en ordentlig gang benzin til nu, for modvinden havde lange udsigter, så det ud til.
Helt åndssvagt er det, at jeg, under total tømning af styrbords kistebænk for at kunne inspicere agterstagsstrammeren inden afgang fra Utsira, til min forbløffelse fandt tre tomme 10-liters benzindunke under cockpittet. Dem havde jeg simpelthen glemt alt om eksistensen af! Jeg skal da ellers love for, at de 30 ekstra liter havde været dejlige at have nu, og også tidligere på turen. Det er faktisk lidt rystende, at jeg kunne glemme min fulde tankkapacitet, da jeg ellers har en fornemmelse af nærmest at kunne mærke hvert eneste gram udstyr ombord på Mathilde. En kombination af alderen, der trykker, og så naturligvis, at jeg sejler for lidt i Mathilde, tænker jeg.
Også i Skudeneshavn var bunkringsanlægget begrænset til diesel, så min taknemmelighed var stor, da min nabo i havnen tilbød at køre mig de 2,5 km. op til nærmeste tankstation. Indeblæst, som også han og hans kone havde været det i flere dage, havde de lejet en bil for at komme rundt og se lidt af Karmøy, trods alt. Besøget i Skudeneshavn varede derfor kun alt i alt en god time, så var jeg på vej igen, med i alt 100 liter benzin under dæk. Jeg lover at vende tilbage en dag og sone min brøde med et godt kamera og en latte ved havnen.
Natten var for alvor mørk, og igen præget af motorsejlads – og igen temmelig tæt trafik. AIS er, som altid, et fantastisk værktøj til kollisionsberegningerne, men også radaren ville jeg nødigt være foruden. En lanterne forude lod sig f.eks. ikke lige identificere på AIS, men radaren kunne straks afsløre, at den kun var 2 sømil væk. Jeg satte gaffatape i øjenlågene og holdt den under observation. Ud af mørket dukkede en anden, motordreven sejlbåd. Den havde vigepligten, men som desværre så ofte set, blev pligten ikke overholdt i god tid og med tydelig signalering med lanternerne (jeg vil gerne se en rød mod rød, tak!). Jeg måtte derfor også trække til siden, og de to både strøg forbi hinanden i mørket med højst 5 bådlængder imellem. Den mulighed foreligger, at vagthavende på den anden båd var udgået for gaffatape.
Senere på natten blev jeg noget overrasket over pludselig at se en kraftig, rød lanterne på min styrbords side, tydeligvis helt tæt på. Hvordan kunne den have sneget sig ind på mig, på kun et kvarter, hvor jeg havde powernappet?! Sidst, jeg kiggede, var der intet mod styrbord. Inden jeg kom alt for godt i gang med at kritisere mit eget sømandskab, valgte jeg dog lige at gnide søvnen ud af øjnene og se ordentligt efter. En frisk kollisionsberegning viste, at der ikke var umiddelbart fare for sammenstød: min modpart befandt sig 30.777.538 sømil væk, og havde ikke intentioner om at komme nærmere de næste 17 år. Jeg stirrede på Mars, Den Røde Planet!
Dagen i dag har været vanvittigt ensformig. I op til en knobs modstrøm og idelig, slatten modvind, som først her til aften endelig er drejet i SV, har jeg – for motor, motor og atter motor – sneglet mig langs den sydnorske kyst, ud mod Lindesnes. Etmålet (døgndistancen) var sølle 97 mil.
Det ikoniske fyr blev passeret kl. 19.45, og næste gang, jeg skal dreje, er om 120 sømil – ved Skagens Rev. Fædrelandet venter. Måske skulle man endda prøve at sætte sejl? Jeg kan bare ikke rigtig huske, hvordan man gør...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar