Togtet i tal

Rejsen til Færøerne kan gøres op i tal således:

• Den varede i 40 dage
• Heraf blev der sejlet i 32 dage/døgn
• 16 natsejladser
• Der blev sejlet 1780 sømil (kun godt 800 sømil mindre end turen rundt om England, som strakte sig over 4 måneder!)
• Effektiv sejltid 16 døgn og 10 timer
• Heraf 6 døgn og 14 timer for motor
• Samlet brændstofforbrug ca. 222 liter benzin

OBS: Indlægget "Afsked med Færøerne" har fået tilføjet en højtflyvende video, og indlægget "Besøg på Unst" har fået det manglende billedmateriale, som dokumentation.

Jeg vil i nær fremtid lave en underside her på hjemmesiden om sejlads på Færøerne, hvor praktiske erfaringer samles, både til brug for konkrete projekter (som varmt kan anbefales), og som interessant underholdning/næring til også de hypotetiske drømme, som kan have lige så stor værdi.

Herudover vil jeg fortsætte med at blogge om emnet sejlads på (især stort) hav henover efteråret/vinteren. Check ind en gang imellem, og kom meget gerne med kommentarer/spørgsmål undervejs!

TAK TIL ALLE JER, DER FULGTE S/Y MATHILDES REJSE TIL FÆRØERNE!

Ikke mindst når man sejler alene, er det guld være at vide, at der trods alt er passagerer med som vidner, også selvom de sidder eller sejler hundreder af sømil borte. Tak for opmuntrende kommentarer og hilsener undervejs. Det løftede humøret hver gang, noget tikkede ind fra Det store Net.

Vi ses på flere spændende rejser. Gad vide, hvad der skal ske næste sommer? Jeg selv ved det ikke endnu. Men mon ikke, vi skal ud at sejle?

Plads 80

Tirsdag d. 29. juli 2014 kl. 06.50. Plads 80, Bådlauget Krogen, Aarhus Lystbådehavn.

Nu tuder han. Sømanden tuder. Er han mon træt efter næsten seks døgns nonstop singlehand-sejlads fra Shetlandsøerne i al slags vejr? Trænger han mon til en lur? Måske.

Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere afslutning.  Vi havde en fin brise siden 23.40 i går aftes, hvor vinden pludselig viste initiativ til at skubbe os hjem, hvor vi kom fra. Gennakeren blev bjærget i pandelampens skær kl. 2 nat, da vi ved Øreflak begyndte at gå vestover mod Sletterhage, efter 91 sømil mod syd siden Skagen. Og mens solen stod op over Mols til endnu en varm og skyfri dag i Sommerdanmark, krydsede vi ind mod Lystbådehavnen på fladt vand.

Kl. 06.35 gik Mathilde til bro ved plads 80. Dagen er endnu ikke startet for de fleste mennesker. Her er øde. Jeg mærker derfor vibrationerne fra anstrengelsen, glæden og eventyret helt uforstyrret.
Vi sejlede til Færøerne, og vi sejlede hjem igen, Mathilde og jeg. Mathilde er den samme, vidunderlige lille sejlbåd som altid, men jeg er vokset. Og fordi vi kom hjem, vil intet nogensinde kunne gøre mig mindre igen. Det er derfor hjemkomst virker lige så stort som at nå derud.

Og derfor tuder sømanden.

Den sidste småkage

Søndag d. 27. juli 2014 kl. 22. Skagen Havn.

Tjeneren er en ung mand med tyndt fipskæg, stråhat, boxershorts og sort forklæde. Han smiler glad, da han langer en portion fiskelasagne med salat og groft brød ned på det rustikke langbord foran mig. Jeg er er omgivet af venligt stemte, solbrune mennesker i deres bedste alder, i splinternyt fritidssejlertøj med tryk, som angiver tilknytning til alverdens oceankapsejladser, tall ships races, sejlklubber i Bermuda o.lign. Her er hyggeligt og rart, luften sitrer af den der helt særlige, lyse Skagen-stemining, som er så forførende for sejlere såvel som landkrabber. Man har det dejligt i Skagen. Afslappet, i sommeraftensolen, slentrer par forbi med hånden om hinandens liv, den frie hånd tager vare på softicen med guf. Her dufter af fiskeretter fra striben af restauranter ved kajkanten, som konkurrerer om de lækkersultne og købestærke kunder på sejlerferie.
Jeg sidder midt i det hele, som beamet ned i en kulisse, jeg helt havde glemt fandtes. Det er meget længe siden, jeg har sejlet "almindeligt", slår det mig. Fra havn til havn, korte sejladser, ingen strabadser. Hygge og sommersol, først og fremmest. Kendte steder. Møde andre, hyggelige mennesker og sludre lidt om vind og vejr. Vaske op i solnedgangen og derefter slentre en moletur, før køjen kalder. Det har jo bestemt også noget. Især det med køjen.
Det er denne her måde, der er den almindelige at nyde havet fra en sejlbåd på. 99 ud af 100 sejlere gør sådan, og har det skønt med det. Det kan jeg godt forstå, for det er dejligt. Jeg gør noget andet, inspireret af stribevis af bøger og blogs på nettet, skrevet af nogle af de andre få (især fra udlandet), som også ville noget større. Længere væk. Ud i ødemarken, både havets ødemark, og det land bagved, som det er en barriere for, men også en vej til. Stor natur, som er en hårrejsende mangelvare i dette naturmæssigt udbenede land. Andre kulturer, sindelag og stemninger. Og rejsen over det enorme hav, som giver besøget på den anden side validitet og fylde. Jeg skriver min blog, fordi jeg håber at give noget tilbage til den pulje af inspiration, jeg selv blev fyldt op af drømme fra. Og jeg håber, at det lykkes at skubbe til den sejler nr. 100 ud af de 100, som måske sejler som man sejler i dette land, men i sig har et vikingegen tilbage, som ikke bliver tilfreds på denne måde. Ligesom jeg selv.

Mit pitstop i Skagen varede i fem timer. Jeg var der for at tanke benzin, så jeg er sikker på at kunne komme hjem inden tirsdag eftermiddag, som er min deadline, og for at vente på, at vinden drejede i vest.  Der blev ikke sovet i de fem timer. Jeg tankede, tog et bad (første rigtige bad siden Torshavn, det er 17 dage siden!) og gik på restaurant. Slentrede lidt. Så vendte vinden, og afsted var jeg. Sydpå. Hjemad.


Mandag d. 28. juli 2014 kl. 22. 5 sømil SSØ for Grenå.

Jeg fik seks timer for sejl i svag vind, inden jeg måtte starte motoren kl. 4 i nat. Men kl. 12.30 besluttede jeg, at nu måtte det være nok! Det er helt vildt, så meget, jeg har sejlet for motor på denne rejse. Det generelt gode vejr har, lige som sidste år, haft den pris, at der ingen vind har været det meste af tiden. Siden middag har jeg drevet langsomt sydpå for gennaker og storsejl, med hastigheder under 2,5 knob det meste af tiden. Vinden er meget, meget svag plat agtenfra, men har været stabilt svag i 10 timer. Det er som at svæve. Lydløst glider vi frem, det føles vægtløst. Der er næsten ingen bevægelser, næsten ingen lyde. Lidt summen fra autopiloten, når den laver sine korrektioner (vindroret kan ingenting, når gennakeren er oppe, for Mathilde sejler da så "hurtigt", at der bliver næsten vindstille ombord). En sagte skvulpen ind imellem. Lidt knitren fra gennakerens nylondug, som kun akkurat kan holde faconen i den nænsomme luftning fra nord. Det er en smuk måde at komme hjem på. Jeg har tid til eftertanke, til at fordøje. Det må ikke gå for stærkt nu. Det er vigtigt. En stor rejse nærmer sig sin afslutning, og det er altid noget særligt for mig.

Sidst på eftermiddagen blev jeg indhentet af Jakob og Lone i Nordstjernen. Det er mine naboer hjemme fra havnen, som netop nu vender hjem fra et togt til den svenske skærgård. De havde spottet min position på bloggen og indhentet mig. Så stort som havet er! Det er ubegribeligt, at vi ramte den samme kvadratsømil hav på samme tidspunkt. Det var hyggeligt at "møde" dem til havs, og Jakob tog dette stemningsbillede af Mathilde, som højtideligt skrider hjemad i den svage vind. Hynderne er oppe til luftning:

Og så sad jeg der, på forlugen, med sejlene over mig, det store hav bag mig og det mindre foran mig. Én natsejlads tilbage. Herfra skrumper alting, som fond, der koger ind. Men der skulle gerne ligge noget tilbage i gryden. En kraftterning af oplevelsesaflejringer, som kan nære og styrke mig i den kommende vinter. Vemodigt er det altid, når eventyr slutter. Men også smukt. Og jeg sad der og rundede af, med min kop kaffe og den sidste småkage fra snackskabet. Den var sprød endnu.

Torden og lynild

Lørdag d. 26. juli kl. 13. Position 57 54,5 N 7 53,5 Ø (13 sømil SSØ for
Kristiansand)

"Så sejl dog hjem og sov!". Man skal ikke tage fejl. Selv om denne
henstilling til de to trilliarder små og store skibe langs kysten mellem
Farsund og Lindesnes måske blev fremsagt ud i luften på en lidt
sammenbidt/bister vis (kl. 01.30 i nat), var den skam kærligt ment. Det er
dejligt at sove. Det under jeg mine medmennesker de bedste betingelser for.
Så næstekærlig er jeg. Hvis besætningerne på alle disse skibe vitterlig
ville efterkomme min anbefaling, ville det desuden have den lille bieffekt,
at JEG ville kunne komme til at sove også. Alle ville være glade.
Vi gik for motor ud mod Lindesnes, men først ved 5-tiden i morges, da vi var
kommet godt fri af kysten, blev der så tilpas langt imellem skibene, at jeg
kunne komme til at powernappe efter (stort) behov. Jeg har valgt at satse på
at kunne nå til Skagen på det benzin, jeg har. Vinden er svag og noget rod,
den kommer og går, fra forskellige retninger, for det meste imod. Jeg sejler
lidt for sejl, lidt for motor, lidt for sejl igen.
Den trælse modstrøm på 1,5 knob har fået mig til at trække sydpå, væk fra
kysten. Vi går pt. for sejl på bagbords halse. Sommervejret holder ved, det
er varmt og solrigt.

I går aftes måtte jeg hælde benzin på tank 1 (den ene af de to 30 L
hovedtanke) fra løse dunke. For at kunne komme til dunkene og tanken, skal
begge kistebænke stort set tømmes for indhold. Båden er overalt pakket, så
det, der bruges sjældnest, ligger underst, og omhældning af benzin er
gudskelov ikke en hyppig foreteelse. Jeg tør ikke omhælde med motoren
kørende, og desuden kan jeg ikke komme til styrbord kistebænk, hvis
autopiloten er slået til, så vi måtte ligge dødt skib i 20 minutter under
operationen. Mathilde lagde sig straks med siden til dønningen, så alt det
løse habengut, der havde hobet sig op i cockpittet, rovsede hysterisk fra
side til side, faldt ned over mine tæer, stødte til min albue, mens jeg
hældte, så der kom benzin over det hele mv. Jeg kunne ikke bevæge mig,
fastspændt som jeg var mellem værktøjskasser, årer, fendere, ankre,
kædekasse, MOB-redningsline, fyldte affaldsposer, vaskebalje, poser med
tovværk, luftpumpe og fire dunke plus den omfangsrige 30 L tank 1. Benzinen,
som det var lykkedes at få til at ramme ned i tanken, skvulpede delvis op af
åbningen igen pga. rulningerne osv. Jo, livet til søs er herligt.


Søndag d. 27. juli kl. 9.30. Position 57 47,1 N 10 18,4 Ø (14 sømil vest
for Skagen Rev)

Det lykkedes at komme ud af modstrømmen, og hele dagen i går gik det sløvt
fremad, skiftevis for motor og sejl, som vinden kom, gik, og ændrede
retning. Det var selvfølgelig noget bøvlet vejr at gøre fremskridt i, men
det var sommer ombord, og en fin dag ikke desto mindre.

Jeg benyttede en af sejlperioderne til at få kigget lidt på motoren. Den vil
ikke køre med under 3/4 gas. Mistanken blev bekræftet: brændstoffilteret er
kontamineret med snask, sikkert fordi motoren et par gange har været nede og
slikke bunden i tankene. Blandt de tusind reservedele, jeg medbringer,
findes desværre ikke et nyt brændstoffilter, så det kan jeg ikke gøre noget
ved. Ligesom det er nemmere at lede efter sine nøgler under den nærmeste
gadelampe, end der, hvor man ved, man har tabt dem, skiftede jeg på skrømt
tændrør og udluftede brændstofslangen, så havde jeg dog gjort noget. Det
hjalp selvfølgelig ikke. Fejlen er ikke noget problem under havsejlads, for
der får motoren godt med havre, men jeg glæder mig til nogen friske
havnemanøvrer for fuld eller ingen gas. Det bliver...spændende.

Kl. 20.30 havde jeg netop søbet den sidste bouillabaise fra tallerkenen
(færdig fra glas, glimrende i øvrigt, måske lidt for salt), da det pludselig
blæste meget op. Jeg var helt uforberedt, da vinden jo havde været doven
dagen igennem, og mine overvejelser kun havde gået på, om der var vind nok,
og fra den rigtige retning, til at jeg ville kunne nå til Skagen på den
benzin, jeg har ombord. Men inden for 10 minutter måtte jeg rebe ned i
først 1., så 2. reb, og tage godt ind i genuaen. Et kig mod luvart (som
naturligvis var øst) og på radarskærmen var nok: tordenbyge! Det var
dramatisk så hurtigt, sceneriet kunne skifte. Fra sol, varme, feeling good,
sløvt, til kuling på 10 minutter! Havet blev hurtigt fyldt med hvide
skumtoppe, og mørket bredte sig fra luvart. Vinden kom i hårde stød.
Heldigvis var Mathilde nogenlunde klar til hårdtvejrssejlads, jeg holder for
det meste god orden, når jeg er til søs. Jeg efterså skalkningen af
forlugen, kylede den lille opvask ind under lejderen til cockpittet og fik
skiftet min sommerlige påklædning (eller mangel på samme) ud med søtøj og
røjsere. Så lagde jeg båden underdrejet, mens jeg tog en dækstur og fik
monteret lynaflederne: fire startkabler, som jeg nu er glad for, at jeg fik
tid til at ræse i T.Hansen og købe dagen før afsejling fra Aarhus. De gamle
lynafledere var rustet sønder og sammen.
Så kom regnen, og det lynede og glimtede fra skyerne fremme. Heldigvis kom
selve tordenvejret ikke hen over os. På radaren fulgte jeg uvejrets rute øst
og syd om os, før det trak væk. Indenfor to timer var det hele forbi. Vinden
lagde sig til sit tidligere, flegmatiske leje, og det klarede op.
Få timer senere var vinden så slatten, at motoren igen blev startet, og
siden har vi tøffet mod en svag modvind mod Skagen Rev.

Trafiktætheden er meget stor, som forventet. Det er ikke blevet til megen
søvn (igen), men jeg har det egentlig rimelig godt fysisk, selvom vi nu har
taget hul på rejsens femte døgn siden Shetlandsøerne. Som ofte før, under
mine lange solosejladser, konstaterer jeg en kraftigt forøget vandladning.
Jeg skal tisse tit og meget (op til en liter ad gangen, hvilket jeg har styr
på qua Flasken, se tidligere indlæg). Min egen hypotese er, at der går
kludder i det diuretiske hormon, som skal regulere nyrernes aktivitet til et
lavt niveau om natten, når jeg sover så fuldstændig uregelmæssigt og lidt,
som jeg gør. Hvis der er en læge til stede blandt læserne, vil en kommentar
om dette spændende, fysiologiske emne være velkomment!

Skibsfar i solskin

Fredag d. 25.juli 2014. 4 sømil fra den norske kyst mellem Egersund og
Farsund.

Så blev det sommer ombord. Siden i går eftermiddags har solen skinnet fra en
stort set skyfri himmel, og i dag har det lige frem været varmt! Nu forstår
jeg, hvad venner og familie har berettet om under vores subarktiske
ekspedition: hedebølge over Danmark. Og altså også Sydnorge.
Kl. 21 i går aftes flovede vinden så meget, at det blev aktuelt at sætte
gennakeren, for første gang på hele denne rejse. For at holde lidt fart i
foretagendet valgte jeg undtagelsesvis at lade den stå, efter at jeg var
gået til køjs. Det huer míg ellers ikke at have så mange, potentielt løbske
kvadratmeter sejl hængende over hovedet i natteluften, mens jeg selv ligger
og snuer, men vejrkort, vejrmeldinger på Navtexen, barometerstand og
almindelig, sund fornuft var enige: der var ikke mere vind i anmarsch. Og
hyggeligt var det at ligge i køjen og kigge op i den store, blå-hvide
nylondug gennem vinduet, indtil søvnen ret hurtigt fik bugt med den
fornøjelse. I et kvarter, altså.
Kl. 3.30 i nat måtte sejlene bjærges. Vinden var død, og jernspileren
(motoren) måtte holde for igen. Hen på morgenen mødte jeg en del
skibstrafik. Vi nærmer os civilisationen.

Dagen i dag har jeg mest brugt til skibslige pligter (huslige kan de ikke
være). Det flade hav og motor-sejladsen lagde op til at få indhentet lidt af
det forsømte. Bl.a. har jeg vasket tøj. Det foregår i opvarmet havvand med
vaskepulver i, som hældes i en balje med låg. Heri står tøjet og skvulper
til bådens bevægelser i et par timer. Det virker som selv den bedste Miele.
Derefter skylles tøjet: jeg holder det ud over siden og lader det slæbe
efter båden i et halvt minuts tid. Så vrides det, og skal det være rigtig
fint (og det kan jo ikke blive for fint her ombord) får det lige en
luksus-skylning i lidt af det dyrebare ferskvand. Så er der rent tøj til
skibsfar (som jo ikke kan være husmor).
I bagende sol og sparsom påklædning kan selv sådan en bette opgave virke
lidt voldsom, så der har da også været tid til at fise den af med en bog på
fordækket. Chartertur til Færøerne.

Kl. 15 kom der lidt medvind, og jeg satte alt, hvad vi har af kanvas ombord:
storsejl, gennaker og genua. Således kunne vi holde ca. 5 knob gennem
vandet, men ak! Vi havde ramt modstrømmen langs den norske kyst, den åd 1,5
knob af den fine fart. Jeg havde håbet at ramme en slags id-strøm, som løber
kystnært imod den fremherskende, vestlige strømning af regnvand fra
Østersøen, som her vælter ud i Nordsøen langs Sørlandet. Desværre var vi
ikke langt nok inde. Jeg bemærkede en sejler (den første, jeg har set til
havs, siden jeg forlod Skagen for mange uger siden), som sejlede parallelt
med os helt inde under kysten. Han forsvandt snart forude, trods mindre
sejlføring. Da jeg trak Mathilde tætter ind under kysten, hjalp det på
sagerne: strømmen forsvandt. Det gjorde vinden så også, så nu brummer vi
igen derudaf. I morgen tidlig afgør jeg, om der er behov for en tankning før
Skagerrak, eller vi kører lige på. Vejrudsigten er ikke gunstig: svag
modvind i Skagerrak forude. Vi får se.

Windseeker

Torsdag d. 24. juli kl. 08.00 lokal tid, position 59 51,22 N 1 56,78 Ø.

Jeg husker navnet Windseeker et eller andet sted fra, måske var det navnet
på et kuldsejlet, hydraulisk selvstyrerprincip. I hvert fald er det, hvad
jeg er. Windseeker. Og kl. 3 i nat fandt jeg, hvad jeg ledte efter. Det
sidste vejrkort, jeg downloadede, før mobilnettet døde ud bag mig efter
afgang fra Balta Sound kl. 9.45 i går morges, viste en svag, nordlig
vindstrømning ude midt på Vikingebanken. Den skulle begynde sin hjælpsomme
vandring ved 3-tiden og vare ved det næste døgn, dog kun over Viking. At
sejle over stort hav er
lige så strategisk et spil med de ustandseligt skiftende vilkår som kystnær
sejlads. Og specielt nu, hvor et stort højtryk over Sydnorge tager luften ud
af de fleste initiativer, vinden måtte komme op med, er det om at finde de
smalle korridorer, hvor der er lidt energi til fremdrift.
Jeg gik derfor for motor i de første 17 timer, trods en meget svag, østlig
vind, som jo kun næsten var imod. Det ville have været muligt at holde lige
godt 2 knobs fart 25 grader fra kursen - men det ville ikke være nok til at
nå ud og fange den eftertragtede vindkorridor over Viking, og få fuldt
udbytte af den derefter. Så jeg holdt på med motoren kværnende. Det var en
fuldstændig død dag. Intet skete. Havet
var gråt, fladt og dødt. Himlen fandtes ikke. Der var ingen som helst
variation i noget som helst, i 17 timer i træk. Jeg læste, tænkte og havde
det fint, men højdepunktet af action var
aftensmaden: kartoffel-broccoli-mos med haggis og brun sovs. Haggisen kom
fra en dåse, indkøbt i Skotland sidste år, som, ikke overraskende, havde
overlevet i proviantrum 4 siden. Jeg er nemlig den eneste i min familie, som
forstår at værdsætte denne raffinerede, skotske delikatesse: hakket
fåreindmad
blandet med havregryn. Nå?! Jeg synes da ellers, det lyder lækkert. I hvert
fald nød jeg min aftensmad, og det skal I ikke blande jer i!

De vejrkort, som en eller anden supercomputer i USA står og spytter ud på
internettet i GRIB-format, er, efter min erfaring, forbløffende præcise i
deres forudsigelser. Det gjaldt også i nat: netop kl. 3 nåede jeg,
ifølge vejrkortet,
den vestlige grænse for vindkorridoren, netop kl. 3 skulle den
åbne, og netop kl. 3 begyndte en lille, sød brise at kildre min bagbords
kind. Op kom sejlene, endelig. Slækt agterstag, slækt storfald, slækt
fokkefald, slækt bomudhal. Med sejlene trimmet som kartoffelsække kunne jeg
lige akkurat pine 3 knob ud af den generte, lille vind foran for tværs. Den
er siden kommet lidt mere ud af busken, og nu er vi oppe på hele 4 knob, og
det ligner næsten halvvind. Så skønt, det er!

Jeg har sejlet i tåge siden midnat, så radaren kører flittigt. For en halv
time siden passerede jeg et skib af ukendt art, formodentlig en fisker, da
hun lå stille, på under en halv mils afstand, men så intet til det.
Da jeg på radaren kunne konstatere, at jeg var indenfor 10 mils afstand af
en platform, skulle det da lige prøves. Og sørme! Der var mobildækning, så
her er denne bette opdatering fra midten af det hele.
Solen har lige forsøgt sig med et sygt smil gennem de gulllige vandgasser
over mig. Lidt har også ret, og jeg er på vej. Stille og roligt, på
bæredygtig vis.

Besøg på Unst

Baltasound Pier, tirsdag d. 22. juli 2014 kl. 22.

Ti minutter før den kritiske anduvning af North Channel ind til Balta Sound
tidligt i morges lukkede tågen pludselig helt tæt til. Jeg kunne intet se.
North Channel er kun en kabellængde bred, uafmærket og flankeret af
adskillige undersøiske skær. Hmmm. Motoren blev sat i frigear i et par
minutter, mens jeg overvejede situationen. Det var vindstille. Strømmen løb
under en halv knob. Jeg er rustet til tænderne med moderne isenkram. Det
endte med, at jeg valgte at tage chancen og sejle ind på instrumenterne.
Skulle der dukke noget op i tågen, som ikke passede med mine forventninger,
ville jeg godt kunne vende rundt og afbryde anduvningsforsøget. Jeg gav gas
og sejlede ind i den grå intethed, mens blikket som et stetoskop vandrede
fra GPS'en til radaren til ekkoloddet til kortplotteren (som er min
mobiltelefon) og forfra igen. Pludselig havde jeg et par mørke, lave skær 30
meter om bagbord, det måtte være Black Skerries of Balta. Check. Nu havde
jeg noget at pejle visuelt efter, og igennem kom vi, til alle sider omgivet
af lave klipper. Og tæt tåge.
Idet jeg svingede ind i Balta Harbour, som er en bugt ud til Balta Sound,
blev jeg mødt af to små fiskeskibe, som var på vej ud. Skipperne på begge
skibe hilste hjerteligt på Mathilde og mig, som uvarslet havde manifesteret
sig ud af ingenting, og kom glidende ind i deres bugt ude fra oceanet. Jeg
blev varm om hjertet, huskede pludselig en af grundene til, at jeg elsker
Shetlandsøerne: skotternes varme imødekommenhed.

Jeg lagde til ved en forfalden, rusten mole med en masse fiskeri-skrammel og
et par egentlig ophugnings-klare, men stadig aktive fiskerbåde fortøjet til
vestsiden. Tågen lå våd og kold over forfaldet, og her var dødsstille.
En mand, som kort efter ankomsten kørte ud på molen for at læsse et eller
andet af med sin gaffeltruck for enden af molen, kunne fortælle, at her
heldigvis var benzin at få: "The garrrrage behind the pub oooopen at 8
o'clock", kom det på syngede skotsk. Tak for det, min shetlandske ven!

Jeg ankom ved højvande ved 6-tiden lokal tid og fortøjede derfor til den
forfaldne mole med lange spring. Desuden stak jeg godt ud på for- og
agterfortøjningerne, før jeg gik til køjs. Alligevel hang Mathilde lidt i
stropperne, da jeg vågnede en halv tidevandscyklus senere, altså efter seks
timers vidunderlig, uforstyrret søvn.
Den trøstesløse tåge fra om morgenen var nu erstattet af et varmt solskin
fra en skyfri himmel. Fantastisk! Udsigten fra havnen var helt anderledes
end den typisk færøske: her var relativt lave, bløde, umådeligt lange bakker
til alle sider. De sædvanlige, meget grimme grå stenhuse lå ujævnt fordelt
over landskabet. Græssende får og køer. Et par traktorer. Her var stadig
helt vindstille. Stille i det hele taget.
Alle hynder, sengetøj, søtøj osv. kom på dæk, og jeg tog mig et varmt "bad"
i opvaskebaljen i cockpittet. Ja, jeg kan gøre mig ganske lille, når det er
nødvendigt.
Det var ligefrem varmt! For første gang siden sejladsen til Farsund for
mange uger siden droppede jeg uldtøjet i dag, og kunne sidde i bar overkrop
i cockpittet. For jer heldige danskere, som har nydt den tropiske sommer
derhjemme under min Færø-færd er det nok ikke noget særligt. Men efter godt
4 uger i longjohns og tre sweatre var det en åbenbaring!

Således velsoigneret, udhvilet og med en god "morgen"mad i maven (klokken
var nu 14.30 lokal tid) drog jeg på fouragering med klapcyklen. Et par
kilometer oppe i land fandt jeg den anviste tankstation, som i den grad
ledte tankerne hen på Route 66. Foruden den eftertragtede benzintank var der
også en købmandsforretning (som også solgte VVS-artikler, værktøj, isenkram
og meget andet nyttigt), autoværksted, en lille cafe og butik med
brugskunst. Alt samlet under navnet "The Final Checkout".

Efter at have hentet benzin på cyklen (jeg brugte mit trick med at
fastspænde 30-liters tanken til bagagebæreren med et sindrigt system af
stropper) kørte jeg ud til Keen of Hamar, et botanisk fredet område mod øst.
I fuldstændig stilhed (og T-shirt!) vandrede jeg op ad den stenede,
måneagtige bakke til en først og fremmest bred udsigt over Unst, Balta og
Fetlar mod syd. Lavt, stenet, bløde linjer. Et brægende får i det fjerne.
Hvor ville det have været en forbrydelse bare at sejle forbi!

Her er til endnu et sommereventyr engang i fremtiden: Shetlandsøerne rundt.
Her er så smukt, råt og ægte, og folk er skønne at møde. Jeg kunne sagtens
sejle her en hel sommer, og var glad for at blive mindet om min passion for
øerne, som blev vakt for fem år siden, da jeg var her sidst, desværre kun i
fem dage.

Vel tilbage i båden blev jeg hilst fra molen af en trivelig, ældre kvinde,
Liz, med tyndt, farvet, rødt hår, en masse fregner og det skønneste smil,
samt hendes nabo, ca. 50-årige Joy. De var kørt en tur ud på molen for at
hilse på den eksotiske sejler fra det fjerne Danmark, og var herlige at
flirte med, der i aftensolen. Jeg fik det meste af Liz' livshistorie i løbet
af de 10 minutter, vi snakkede. Hun var en meget spændende dame, som jeg
sikkert ville kunne skrive en hel bog om, hvis jeg gav mig tid til at lære
hende nærmere at kende. Jeg har imidlertid aldrig tid nok, på gennemrejse
som jeg er.

Selv indkøbet af en lokalt brygget "Old Scatness" Shetland Ale fra Valhalla
Breweri her på Unst kan ikke få internettet på pubben til at virke, så jeg
må uploade dette indlæg over mit langsomme og dyre mobilnetværk. Jeg sover her, og i morgen tidlig går det videre mod Norge og Danmark. I køligt, skyet vejr og svag vind (ifølge vejrkortene), men nu med fulde tanke igen.