fredag den 5. august 2016

Zen og kunsten at vedligeholde en langtursbåd

Torsdag d. 4. august 2016. Hagan, Harstad.

Hvis du kun interesserer dig for blåt hav, bjerge, hvide sejl mod skyerne, drinks ved solnedgangstid og glæden ved bevægelse over havet, kan du roligt springe dette indlæg over. Her skal vi længere ind. Bogstaveligt talt ind i maskinrummet på en langtur. Det bliver lidt teknisk. Men det er medtaget som et eksempel på en maske i det store net, som udgør rejsen over havet i en langturssejlbåd. Det er et stort net, og derfor er det en stor rejse. Nettet er større i en langtursbåd end i en "almindelig" sejlbåd, fordi langtursbåden er mere kompliceret udrustet, men især, fordi langturssejleren skal kunne bøde hver eneste maske i sit net selv.

Jeg er i en ny situation. Samtidig med, at denne rejse stadig er i gang, skal jeg forberede næste års rejse, for det er nu, jeg har muligheden. Om lidt forlader vi Mathilde og jeg vender først tilbage få dage før afgang næste sommer. Hun skal derfor være stort set 100 % skudklar før vi rejser hjem.

Vi er sejlet rundt om Troldenes til Hagan, hvor Mathilde skal overvintre. Det viser sig at være en perfekt havn til det formål. Her er stille og fredeligt, der er bad, toilet, internet (”Juhuu”, siger drengene), strøm, vand, miljøstation, vinterplads, bedding, et hyggeligt klubhus med køkken – og en stor Rema1000 tæt ved. Desuden er folk i Harstad Båtforening, som jeg nu er blevet medlem af, flinke, gæstfri og hjælpsomme. Det er ikke en gæstehavn, så her kommer kun de mennesker, der skal reparere noget på deres båd, eller måske ligefrem ud at sejle. Vi har fem dage her uden anden aktivitet end reparationer, oprydning, nedrigning og hygge. Drengene hygger sig med computerspil i klubhuset, eller de hører musik, leger på havnen, ser film eller laver slet ingenting. Tiden går hurtigt, og vi har det alle godt.




Men jeg har en bunden opgave: jeg skal have repareret motoren, før vi rejser hjem. Hvis ikke jeg ved, at jeg har en driftsikker motor næste sommer, kan jeg ikke planlægge. Hvis mine drømme om at sejle helt op i polarisen skal blive til planer, kræver det, at jeg ved, at mit udstyr er i orden. Motoren har kørt fuldstændig driftsikkert i 10 år, bortset fra tomgangsproblemet, som har stukket hovedet frem i ny og næ, og hver gang er forsvundet af sig selv. I denne omgang er det bare kommet for at blive. 
Som før nævnt har jeg leget en del med den maskine i løbet af turen, uden held. Nu må det være nok. Jeg afmonterer karburatoren og hopper på klapcyklen (hurra for den). Der er en halv time på cykel op og ned af bakke til et motorværksted, som ikke har ferielukket, inde i Harstad. Jeg har fået kontakt med en mekaniker, som renser karburatoren grundigt, mens jeg kigger på, tager noter og billeder. Det er vigtigt at få repareret motoren, men endnu vigtigere, at jeg lærer selv at gøre det, hvis problemet skulle opstå igen, muligvis 300 sømils Barentshav nord for det nærmeste, ferielukkede værksted. Vi finder faktisk en del snask i karburatoren, og tomgangsstrålerøret er tilstoppet. Det er alle tiders! Fejl er trælse, udiagnosticerede fejl er utålelige.

Jeg har før haft karburatoren skilt ad, men jeg er jo ikke mekaniker, og har dels ikke vidst, hvad jeg skulle kigge efter, dels ikke haft udstyr til at rense tingesten tilstrækkeligt. Desuden var det jo ikke sikkert, at det var karburatoren, der var problemet. Her har jeg begået en klassisk fejl: jeg har håbet, at fejlen lå et andet sted, for det er meget besværligt at afmontere karburatoren! Derfor har jeg set forbi det indlysende.
Da jeg studerede pædagogik, læste jeg i en lærebog denne anbefaling: ”Look for horses, not zebras!”. Altså: det er stort set altid enkelt og lige ud ad landevejen, hvor problemet er. Jeg har kigget efter alle mulige, mindre sandsynlige løsninger, fordi de var nemmere og lå indenfor mit kompetenceområde.

Da jeg vender hjem fra værkstedet har jeg dels en renset karburator, dels karburator-rens og trykluft, som jeg har fundet i et byggemarked i byen, i min taske. Og humøret fejler ikke noget. Nu skal jeg bare have samlet skidtet, så kører det! Klassisk fejl nummer to: jeg glemmer Murphys Lov.
Nu jeg er i gang, skifter jeg motorolie og gearolie på motoren, så bliver det vist ikke finere. Karburatoren genmonteres og jeg starter muntert fløjtende motoren. Den går i gang med et brøl. Jeg tager gassen af. Den går i stå. Det gør jeg også. Og jeg kan mærke, at det nu er tid for en lille pause.

Vi tager en kop kaffe og vores 16.45-kage (som der har udviklet sig endnu en tradition for ombord). Jeg prøver at tænke på noget andet end motor, men det er lidt vanskeligt, da den er monteret på prøvebænken i cockpittet, og der er slanger, værktøj, spildolie og forhåbninger over det hele.

Så tager jeg opvasken. Henter vand. Venter. På energien og gåpåmodet. Det kan ikke nytte at forcere processen. Jeg kan ikke klare udfordringen på ren stædighed. Der skal være et indre drive og det er lige ude at gå en tur i den friske luft. Straks tilbage, håber jeg.

Hen under aften kan jeg mærke, at jeg vil igen. Ud kommer karburatoren, nu går det hurtigt, for jeg har rutinen. Jeg splitter den ad i atomer. Der er snask i. Tomgangsstrålerøret er tilstoppet. What the...?!
Det går op for mig, at jeg nu har synderen på kornet, og mit dræberblik vandrer ned i bagbords kistebænk. Der ligger brændstoftankene.

Klokken 22.00 står jeg i Rema1000 og køber et shitload af kaffefiltre. Kl. 22.15 står jeg på broen og omhælder de sidste 7 liter benzin i Tank 1 til en pøs, igennem et af filtrene. Tanken sættes på højkant, der eftertømmes med en hævertpumpe til petroleum, som vi heldigvis havde med. Derefter tørrer jeg op i hjørnet af tanken med en klud på en pind, kluden fiskes op med en gribearm til montering af rebeliner, som vi heldigvis også havde med. Repeat. 7 gange. Først da er tanken ren at se til. Brændstofslangen skylles igennem med den rene benzin.


Kl. 23.45 samler jeg motoren, kobler brændstofslangen på og begynder at fylde karburatoren med benzin. Mit liv passerer revy, da jeg konstaterer, at der drypper en ikke uanseelig mængde benzin ud fra bunden af karburatoren. Den er utæt!!! For første gang i hele processen (og det er jeg faktisk ret stolt af) må mine unge sønner nu lægge ører til en del helt nye gloser (og nej, det er ikke ”gasspjæld” eller ”tomgangsstrålerør”, jeg refererer til).

Igen er det tid til en pause. Der skal være fokus, indre ro og klarhed, ellers skal jeg ikke røre ved noget, ved jeg. Jeg tager opvasken. Henter noget mere vand. Trækker vejret dybt. Meget dybt.
”Jeg synes faktisk, du tager det flot, far. Jeg ville have fået et mentalt sammenbrud for længst”, kommer det ude fra Antons køje. Ja, det er der da så sandelig også dækket bord til. Jeg har kæmpet med det her problem i fire uger! Jeg undgår det mentale sammenbrud ved hele tiden at træde tilbage og lade tiden gøre arbejdet. Løsningerne skal komme til mig, og det skal de have tid til. Ro på. Vent. Se, hvornår du begynder at bevæge dig igen. Så er det tid.

Det gør jeg kl. 00.30. Jeg er nemlig kommet i tanker om, at jeg var lidt mistænksom overfor den gummislange, som primeren er forbundet til karburatoren med, da jeg samlede motoren. Slangen bliver trukket af, jeg skærer halvanden centimeter af og monterer den igen. Hokus Pokus. Det er tæt!

Da jeg trækker i snoren kl. 00.45 er jeg ikke længere spændt. Jeg ved, at jeg har spiddet problemet, fordi jeg har fulgt kæderne af årsag og virkning fra deres udspring og til sidste led. Det har taget sin tid, må man sige. Fordi jeg ikke har fulgt netop disse kæder før, og er begynder her, har jeg været på mange vildspor. Dem kommer jeg hele tiden på, når jeg følger årsagskæderne, og netop denne aktivitet er en fuldstændig integreret del af langtursejlads. Jeg er begynder hele tiden, og min erfaring består i at vide, hvordan jeg skal arbejde mig frem uden at kende løsningen endnu.
Og der er læring, ikke mindst på vildsporene. Det er ofte ude på de små sideveje, udsigten er mest spændende. 

Motoren starter med et brøl. Jeg tager gassen af. Den kører. Ja, den gør. Den kører.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar