mandag den 23. juni 2014

På afveje og vej igen

Det blev til en dags ventetid i Grenaa, før vinden lagde sig tilpas meget
til, at jeg kunne komme videre. Men ventetiden blev forsødet betydeligt ved
et uventet besøg af min gode ven Nicolaj. Min satellitsender sladrer jo hele
tiden om, hvor jeg er, og det kom mig til gode her.
Kl. 18 forlod jeg Grenaa og gik i lag med modvindsopgaven over Aalborg Bugt.
Vinden var frisk, ca. 8 m/s fra NV, men den drejede efter nogle timer til
VNV, hvilket gav en kurs med lidt mere fremtid i. Til gengæld havde jeg godt
en knobs modstrøm pga. den hårde vestenvind de seneste dage (vandet presses
ind i Kattegat), men det gjorde ingenting. Det var en skøn sejlads. Solen
skinnede på skumtoppene og mig, og Mathilde arbejdede sig sundt fremad. Som
altid koblede jeg vindroret til, og begyndte min dagligdag ombord på et
sejlende skib. Søen var ikke så voldsom som frygtet, så bådens bevægelser
var absolut tålelige trods bidevind-sejladsen. Jeg hyggede mig ganske
enkelt, trak vejret dybt og mærkede genkendelsen i kroppen. Det er jo det
her, det handler om!
Der var overskud til et lukullisk aftensmåltid med ovnstegt kylling,
friskkogt majs og bulgur med rød pesto. Til dessert koldskål med danske,
økologiske jordbær. Det er jo en hyggetur, det her.
Man kan dårligt tale om, at natten faldt på, tæt på sommersolhverv, som vi
er. Mørkt blev det aldrig. Solen var knapt gået ned, før himlen rødmede mod
nordøst. Det var en smuk sejlads i den lyse sommernat, og jeg nød hvert
minut. Måske lige med undtagelse af de sekunders modvilje, som jeg altid
oplever, når uret hvert kvarter vækker mig for inspektion. Fast rutine:
tænde radaren, se horisonten rundt, checke kursen og evt. justere vindroret,
checke AISen og evt. foretage kollisionsberegninger på skibe i nærheden.
Derefter godnat Ole igen - i et kvarter. Jeg er ikke i form med den slags
natteliv, og det kunne jeg godt mærke næste morgen, hvor mit gode krus kaffe
ikke gjorde den store forskel.

Jeg gik ind til Hals og spiste morgenmad her, mens jeg pustede ud ovenpå den
friske nattesejlads og lykønskede mig selv med, at det første hav var
besejret trods nordvestenvindens hærgen. Så fortsatte jeg ind ad Langerak
mod Limfjorden, som jeg havde tænkt mig at bruge et par dage på at
gennemsejle, mens vinden stadig var hård og imod. Der skal meget til, for at
man ikke kan sejle her. Men efter halvanden times sejlads indad, lige mod
vinden og med halvanden knobs modstrøm fik jeg en frisk vejrmelding: ikke
mere nordvestensnak, nu skulle vinden gå i nord, og det allerede mandag! Det
ville med andre ord være dumt at spilde tiden i Limfjorden, og desuden ville
jeg miste en del nordlig højde. Mathilde drejede om på kølen og vendte igen
snuden ud mod Kattegat. Da det nu var muligt, at næste stop ville blive
Torshavn (hvilket gjorde mig ret speedet at tænke på), lagde jeg igen ind i
Hals, fyldte benzin til kanten, tankede vand og købte lidt mere frisk
proviant. Og så gik det ud og nordpå.

Vel fri af Hals Barre mødte jeg turens første egentlige "neder": vindmøllen
er gået i stykker. Igen! Jeg har brugt tusindvis af kroner og en del
arbejdstimer på at få den funktionsdygtig igen efter sidste års udfald, som
i øvrigt også skete på andendagen på rejsen rundt om England. Og nu er den
gal igen: møllen drejer ikke, lyser blot rødt. Det betyder, at der kun er
sparsomt med strøm til hele Mathildes omfattende, elektroniske maskinpark.
Der kan lades en smule med motoren, men den giver ikke meget. Naturligvis er
det ikke dødsstødet for turen, men moralsk betød det mere end ventet. Jeg
følte mig pludselig udsat og skrøbelig. Mit grej er mit panser. Der skal
ikke være for mange huller i det, så bliver havet for overvældende, og det
var det, jeg mærkede. Trods det smukke sommervejr og den udmærkede sejlads
havde jeg vel det, man kunne kalde en krise. Den vældige havstrækning forude
virkede uoverskuelig, umenneskelig at besejre, blot fordi, jeg ville skulle
gøre det på nødstrøm. Med benzin i tanken, de store batterier, og håb om god
vind, som jo er det, der driver og styrer Mathilde, er ulykken jo ret beset
ikke så stor. Men psyken har sin egen dagsorden, og det, som skal overvindes
for at gøre denne rejse er først og fremmest den, kun sekundært havet.

Den friske vind døede snart ud, så det gik sløvt fremad. Jeg regnede ud, at
jeg først ville kunne passere Skagen ved 4-tiden om morgenen, og hele ruten
derop ville være ret tæt trafikeret, med deraf følgende, elendig nattesøvn.
Da jeg i forvejen var i underskud pga. den foregående nats sejlads,
besluttede jeg at gå til Hirsholm og få sovet ud. Hirsholm er et af de
dejligste steder i Universet. En lav, sandet holm i havet nordøst for
Frederikshavn, uden veje. Kun græsstier forbinder de få huse med hinanden.
Med sine små, gule huse, sit maleriske fyrtårn og sine millioner af ynglende
fugle, heriblandt de smukke og sjældne tejster tager den altid imod med en
ro og skønhed som går lige i sindet. I ynglesæsonen er der døgnet rundt en
øredøvende larm fra måger, der skændes.
Den hyggelige og joviale havnefoged vinkede mig på plads ved den inderste
bro, og havde, allerede inden jeg havde fået gjort fast, delagtiggjort mig i
mindst fire af hans bastante, politiske synspunkter og desuden budt mig på
en kop te. Han er virkelig en type, jeg husker ham fra tidligere års besøg
på Hirsholm, og han er en del af oplevelsen ved at komme der. Hans bedstefar
var spansk, og med sin tætte kropsbygning, grå overskæg og brune, intense
øjne, minder han mest om en ilter sydeuropæer. Der er heller ingen tvivl om,
at han har temperament, men hans syngende, nordjyske dialekt modsiger hele
billedet. Han virker som en mand med hjertet på rette sted, ligefrem og
godmodig. Samtidig ville jeg nødig komme på kant med ham, men det var der så
heller ikke optræk til. I morges blev jeg inviteret op til hans hus til
endnu en kop te inden afsejling klokken 9.45.

Nu krydser jeg så op mod Skagen i det smukkeste vejr, vinden er i nord som
lovet. Når jeg i eftermiddag runder Skagens Rev lægges kursen mod vest, i
første omgang mod Lindesnes i Norge. Vejrudsigten er nu ikke længere håbløs,
men heller ikke optimal: vinden skal være forvirret og mest svag, af og til
lidt imod, af og til lidt med. Derfor er det umuligt at sige, hvor jeg
ender. Det kan blive nødvendigt at gå ind et sted i det sydlige Norge for at
tanke og lade batterier, subsidiært sove. Det kan også være, at jeg vælger
at fortsætte ud til Shetlandsøerne. Det er også muligt, at rejsen fortsætter
helt til Torshavn. Og endelig kan det være, at jeg får nok at det hele og
sejler hjem igen! Hvornår næste blogindlæg kommer, og hvad det kommer til at
handle om, er med ord noget som, ja, blæser i vinden...

3 kommentarer:

  1. Hej Mads,
    godt, du har noget gåpåmod. Pas på dig selv, gode tanker fra
    Kristian

    SvarSlet
  2. Hej Mads,
    god du har noget gåpåmod, pas på dig selv. Gode tanker fra
    Kristian

    SvarSlet
  3. Hej Mads,
    godt du har noget gåpåmod, pas på dig selv. Gode tanker fra
    Kristian

    SvarSlet