onsdag den 25. juni 2014

Det store

Om 20 minutter er der afgang mod VNV. Solen skinner fra en skyfri himmel, og alt ånder fred i den lille by på Norges sydvestkyst. Det er svært at forestille sig andet end en damesejlads forude. Men det spændende ved lange havrejser er netop uforudsigeligheden. Jeg kan ikke bestille noget på forhånd.

Vejrudsigten for de kommende dage for havet ud mod Shetland lover svag modvind i det første døgn. Derefter kan jeg være heldig at fange en frisk, nordøstlig vind ca. 100 sømil mod vest om et døgns tid. Den nordlig tendens betyder, at jeg må droppe den oprindelige intention om at gå nord om Shetlandsøerne, og det betyder igen, at jeg nok skal igennem The Hole. Det er en berygtet passage igennem Fair Isle Channel, som er farvandet mellem Orkney og Shetland. På kortet ser det ud som om, der er masser af plads, men et rasende tidevand, med deraf følgende races ud for både nord- og sydspidserne af land (Fair Isle og Sumburgh Head på Shetland) gør, at den reelle kanal øst-vest ikke er så bred, og også den hærges af tidevandet, som ikke skal være alt for uenig med vinden. Det kan derfor være lidt tricky at komme igennem. Nå, nordvestpå går det, og jeg kan evt. lave et stop på Shetlandsøerne eller Fair Isle, om ikke andet så for at tanke igen - og lade batterier. Vi får se.

Jeg har lige fået en pose friske rundstykker af en dame fra Farsund Turistforening og et varmt bad. Det er godt at lægge ud med lidt luksus. På genskriv, når muligheden byder sig!

1 kommentar:

  1. Hej Mads – tak for dine spændende beretninger, som for en p.t. lænestolsskipper er god kompensation for 'the real thing'. Jeg tror din erfaring og frygtløshed nok skal bringe sikkert frem, forhåbentligt helt til fåreøerne. Håber du vænner dig til power-napping rytmen og at du nyder den gode plads ombord.

    SvarSlet