lørdag den 28. juni 2014

Dagbog fra havet

Lørdag d. 28. juni kl. 1.15.

Jeg passerer snart nord om Shetlandsøerne, og kan om få timer lægge kursen
direkte mod Torshavn. Vejrudsigten for de kommende dage er fin, så det ser
ud til, at jeg vil kunne være fremme på mandag, hvor Anne-Marie og børnene
kommer med flyet. Havet er dog stort, og det er det, som bestemmer. Læs
nedenfor lidt om turen fra Norge indtil nu:

Onsdag d. 25. juni kl. 19.30

Vejret er gnistrende smukt. Solen stråler ned over de hvide skumtoppe på
grønne bølgekamme, og Mathilde krydser imod, ud langs kysten mod det åbne
hav. Jeg havde ikke ventet så frisk en modvind, det blæser vel 8-10 m/s, men
det gør ingenting. Båden arbejder forbilledligt med modstanden, der er ingen
dønning og endnu kun moderat sø, så vi laver fine krydsvinkler og holder små
5 knob. Ingen grund til at klage, tværtimod. Den norske kyst om styrbord er
spændende at betragte, ukendt på denne strækning, som den er. Hvor der ved
Farsund var skærgård med lave holme og øer foran det højere bagland, rejser
kysten sig her mod vest stejlt og ugæstfrit fra havet, brunlig og ensartet.
Kystlinjen minder mig om Wales. Og igen tænker jeg, at der ingen grund er
til at rejse eller sejle så langt for at opleve noget, som er radikalt
anderledes end hjemme. Hvorfor sejle helt til Wales, når her er lige så
smukt? Hvorfor sejle helt til Færøerne? Svaret er: fordi der er langt! Det
er rejsen, udfordringen, kontakten med elementet, som her er attraktionen i
sig selv. Tror jeg da, lad os nu se, hvordan jeg ser på sagerne efter
forhåbentlig veludført rejse. Der er langt derud. Efter 10 timer på kryds
kan jeg stort set ikke se, at vi har flyttet os på kortet, set i forhold til
den samlede afstand ud til de grønne øer, der er mit mål.

Er jeg ved at blive syg? Det ene lag tøj efter det andet føjes til. Til
sidst er jeg oppe på uldundertøj, to sweatre og min gamle ven, flydedragten
fra Shetlandsturen, som har fået lov at komme med igen, selv om den fylder
som kong Georgs rustning. Tykke fleecesokker i søstøvlerne og huen godt ned
om ørerne. Alligevel fryser jeg en smule. Termometeret afslører sygdommens
art: her ER p....koldt: 7 grader! Så jeg er allerede kommet mod nord, og
herfra kan det jo nok kun blive værre. Jeg har endnu lidt påklædning i
beredskab: endnu et lag uldundertøj, skibukser, elefanthue, fleecejakke,
handsker. Det vil alt i alt give mig den fysiske pondus, à la
Michelinmanden, som naturen ikke havde tiltænkt mig, samt en bevægelighed
som Frihedsgudinden. Men forhåbentlig kan jeg så holde varmen, også ude i
Atlanten. Bort set fra lidt aktivitet, når vi går over stag, sidder jeg jo
mest stille, og så sniger kulden sig nemt ind på en.

Jeg har opdaget, at jeg uforvarende har fået en delikatesse om bord: det
norske drikkevand, som jeg tankede i Farsund. Det smager himmelsk, og
rationeres nu med hård hånd: det er for godt til at vaske hænder i o.lign. I
det hele taget bruger jeg havvand til alt andet end at drikke. Havvand er
her jo nok af. Om jeg så må sige.

Torsdag d. 26. juni kl. 16.

Klokken 00.20 i nat døede vinden ud, og motoren blev startet. Siden har vi
rullet og rokket os frem med det fossile brændstofs hjælp. Det er ikke
særlig tilfredsstillende. Fornemmelsen af manglende bæredygtighed nager, og
her tænker jeg ikke så meget på det globale perspektiv, som såmænd kan være
slemt nok, men bevidstheden om, hvor stort havet foran os er, set i forhold
til, hvor kort man kommer med 120 liter benzin. Jeg ved, at jeg på et
tidspunkt løber tør, og så er rejsen på pause indtil vinden kommer. Hvor vil
jeg dog gerne sejle for sejl! Den følelse af uendelig energi, det giver, er
tryg og skøn. Alt i alt er der for langt til Færøerne, når man skal derud
med et stopur i hånden. Hvis der var masser af tid, ville jeg jo blot vente
med at sejle, til der var vind. Stress og jag, også her.
Havde en lidt trykket formiddag, trods det i øvrigt meget fine sommervejr.
Læste i pilots, kiggede på kort, målte distancer, granskede vejrkort, lagde
strategier. Forkastede strategier igen. Jeg ved, at der blæser den
liftligste NNØ-lige vind ude over Vikingebanken, men jeg er blevet forsinket
af den friske modvind i starten i går, og når måske slet ikke ud til den,
før den er væk igen. Den vejr-fil, jeg downloadede umiddelbart før den
sidste rest mobilnet døde, fortæller mig, at vinden ligger i et bælte
derude, og at den ikke kommer ind over Sydlige Utsira, som jeg sejler i nu,
foreløbig. Jeg må bare klø på, og håbe på at nå at få lidt af den gode vind.

De enorme dønninger , som kendetegner den nordlig Nordsø, er begyndt at
komme rullende fra NV, fra Norskehavet ved Island. Jeg mærker dem dårligt
nok, vi sejler blot opad i 10 sekunder, derefter ned igen. Men trods det
stille vejr kan jeg ikke se hen over dem. Der er godt nok meget vand i de
krabater!

Jeg har en mistanke om, at motoren laver så meget radiostøj, at Navtexen
ikke kan modtage. For en sikkerheds skyld slukkede jeg motoren og lå "dødt
skib" i 10 minutter, mens Rogaland Radio sendte sin vejrmelding, og den
tikkede fint ind på skærmen. Det er nok en procedure, jeg må indstille mig
på. Jeg vil nødig gå glip af vigtig information.

Her hen på eftermiddag steg humøret en smule igen. Pludselig var det helt
varmt, og en kop kaffe, en chokoladekiks (nej, ikke en tudekiks, så slemt
var det ikke) og en gang solbadning i cockpittet hjalp på det hele. Kunsten
er, både på en havrejse og i det hele taget, at fokusere på, hvad der er
lige nu. Hvis jeg stirrer for meget fremad, bliver jeg overvældet og træt.
Det mentale spil består i at planlægge frem, derefter komme tilbage til
nuet. Solen skinner, og det går faktisk fremad med godt 5 knob, direkte mod
målet. Det er OK.

Fredag d. 27/6 kl. 21.

Endelig kom vinden! Ved 19-tiden var der nok til, at det gav mening at sætte
sejl. Desværre blev den manøvre vanskeliggjort af, at storfaldet havde fået
viklet sig rundt om lanternen på masten. Den sidder lige over
salingshornene, så uanset, hvad jeg gjorde med faldet ned fra dækket, sad
det uhjælpeligt fast. Tænke, tænke... En tur i masten uden bådsmandsstol i
den urolige dønning var ikke rigtig en mulighed. Sejle til Færøerne uden
storsejl? Nej vel?! Som så ofte før i Verdenshistorien blev gaffatape
løsningen. Jeg tapede bådshagen sammen med svaberskaftet, og havde så et
redskab, som lige akkurat kunne nå op til lantenen, hvis jeg balancerede på
bommen og klamrede mig til masten med den anden arm (jeg var naturligvis
også lænket til masten med sikkerhedslinen). Operationen lykkedes, og så kom
vi under sejl.
Nogle timer efter begyndte den hovedpine, som jeg havde døjet med hele
dagen, at gå over i ret intens kvalme, og jeg endte med at have det rigtig
elendigt. Det minder mig også om turen over Nordsøen sidste år, hvor jeg lå
på dørken i et halvt døgn med grøn ansigtskulør. Jeg har aldrig døjet med
søsyge, men er det her alligevel en eller anden mærkelig form for samme? Det
var i hvert fald dårlig timing. Vinden friskede efter få timer betydeligt op
fra NNØ. Jeg besluttede at forsøge at komme nord om Shetlandsøerne
alligevel, for nu ser det ud til, at der skal være vind de næste mange dage,
også vest for øerne. Det gør behovet for tankning mindre. Desuden skal
vinden være nordlig, og det vil være smart at vinde en masse nordlig højde,
nu hvor vinden er øst for nord. Altså bidevind til foran for tværs,
styrbords halse, mod NV. Ved midnatstid passerede vi et par boreplatforme,
hvoraf en havde en smule mobildækning. Jeg skyndte mig at hente en frisk
vejrfil og ringede hjem til min fjerne kvinde. Desværre lykkedes det ikke at
foretage andre opkald eller at opdatere bloggen, før dækningen døede ud
igen. Jeg lå derefter mest i køjen og var elendig, mens Mathilde fik lov til
at sejle sin egen sø. Det er hun heldigvis god til. Jeg tillod mig at
strække "helvedesintervallerne" til 30 minutter pga. sygdommen, og det
virkede forsvarligt, da der vitterlig ingen skibe var, da vi først var
kommet forbi boreplatformene. Desuden har jeg jo også AIS-alarmen, og næsten
alle skibe herude har AIS ombord.
Kl. 6.30 kantede jeg mig op i cockpittet, da jeg godt kunne mærke, at
Mathilde var "over-canvased", som englænderne siger. Vi førte for meget
sejl. Vinden var nu frisket til 12 sekundmeter, og båden smed sig ned i
stødene og arbejdede alt for aggressivt i søen. Med en kraftanstrengelse tog
jeg mig sammen til at rebe sejl. Det kræver jo kræfter, og det var ikke
lige, hvad jeg havde mest af, med kvalmen stående helt oppe i ørerne. Men
det hjælper altid på motivationen, at der ikke er noget alternativ. Jeg fik
rebet ned og gik til køjs igen, hvor jeg har tilbragt en stor del af dagen,
opdelt i intervaller. Imens har Mathilde på skønneste vis smidt sig frem mod
nordenvinden, i bølger, hvoraf de største ikke er under 4 meter høje.
Vindroret har stået for navigationen, og jeg har egentlig bare kunnet tage
den med ro, mens mit gode grej sejlede for mig. Jeg elsker den her båd! Hun
æder det hele, sejler altid sundt og godt og ligefremt, også når sømanden
ikke er til megen hjælp.

Havet har været meget flot hele dagen, med hvidt skum i striber hen over de
ernorme bølgekamme, hvorfra der er en imponerende udsigt over "vandskabet"
fra toppen, men derimod absolut ingen udsigt fra bølgedalene.
Jeg har gradvis fået det bedre i løbet af dagen, og føler mig nu næsten
normal igen. F.eks. kan jeg sidde her og skrive. Desuden har jeg lavet en
gang Boef Mathildien, dvs. bøf, som den blev den dag på Mathilde. Henkogt,
skært okeskød, kogt færdig med peberfrugt, løg, hvidløg, rosmarin og timian.
En god skvis fløde og rødvin. Basmatiris. Et herligt måltid i 13 sekundmeter
på Nordsøen!

Der er kun 35 sømil tilbage til nordøstspidsen af Shetlandsøerne, hvorefter
kursen vil kunne lægges direkte mod Torshavn. Jeg holder mig på 15 sømils
afstand af øerne, da det
vil holde mig ude over 100 meter-kurven. Dette for at forhindre vrøvl med
tidevandet, som passer godt i min favør i forhold til, hvornår jeg skal
rundt om nordspidsen, men jeg ved ikke, hvordan det vil interagere med den
hårde NNØ-lige vind. Det er ikke noget, jeg har lyst til at undersøge ved
selvsyn.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar