lørdag den 21. juni 2014

Mathilde på vej

Så kom vi endelig afsted, Mathilde og jeg. Igår kl. 13.45 forlod vi Aarhus. I stort set vindstille, bort set fra en lille modvind fra sydøst(!!) brummede vi rundt om Djursland. Vejret var skyet, mørkt, afventende. En stille himmel med skarptslebne skystrukturer rugede over den stålblanke havoverflade. Havet var som sagt blankt, men ikke roligt. En underlig uro nagede i dets dyb, en sær halvdønning fra alle retninger viste sig som uorganiske mønstre på overfladen, og en uforklarlig strøm flød vest- og nordpå ind i Aarhusbugten. Men sejladsen var rolig, for motor, uden dramatik.

Efter et turbulent forår på flere fronter sad jeg der endelig. På vej ud. Kontrasten til en hvilken som helst form for landliv er altid slående, og det tager tid at finde rytmen, at vænne sig til de helt anderledes vilkår. Jeg sad der endelig, og jeg tømte. Sindet drænede sig selv, ud over den stålblanke overflade, ned i dybet, op i den rugende himmel. Ud i det uvisse. Blandede følelser kom og gik. Glæde over at være kommet afsted, at have hele dette amt af tid, hele dette univers af sømil foran mig. En smule beklemthed over at være alene med den meget store opgave, jeg har stillet mig selv. Alene med det enorme hav forude, i en vejrudsigt, der ikke siger mig andet, end at jeg kan glemme alle intentioner om at drage mod nordvest foreløbig.
Jeg fik besøg af et par marsvin helt tæt på, og som altid muntrede de mig op. Deres ubekymrede tumlen i vandmassen minder mig om, at havet er et element, som man kan føle sig hjemme i. Og på.

Ved 17-tiden sigtede jeg de enorme master på det russiske skoleskib Kreuzenshtern. Den firemastede bark er, med sine 115 meters længde, verdens næststørste sejlskib, som er i aktiv tjeneste. Selv på 7 sømils afstand ragede masterne højt op over kimingen. I det stille vejr førte hun ikke sejl og lå fuldstændig stille, ventende. Jeg drømmer stadig om en dag at møde en af disse mastodonter til søs, for fulde sejl, tæt på.
Hen under aften kom der vind fra vest, og jeg satte sejl. Oh skønhed, at mærke vindens kræfter i båden, hvordan hun frisk og ubesværet, veltrimmet og nymalet som hun er, tog imod og skød fremad, ivrig og glad.
Vejrudsigten lovede nu hård vind til kuling fra mellem nordvest og nordøst, så min plan om at gå direkte til Hirsholm ved Frederikshavn blev skrinlagt. Jeg gik ind til Grenaa, og efter en lang aftentur langs sandstranden syd for havnen gik jeg til ro. Rejsen mod, men ikke nødvendigvis til, Færøerne er i gang.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar