torsdag den 19. juni 2014

Venteposition

Jeg skulle have været afsted mod mit fjerne mål i går. Det er den dato, jeg har haft blikket stift rettet på i 4 måneder, og det er første gang nogensinde, at jeg ikke er kommet afsted som planlagt. Det føles ikke godt. Uforudsete hændelser hjemme og ude har forsinket den sidste klargøring, og jeg har netop opdaget, at jeg har fejlmonteret røstjernene til drivankeret. De skal ommonteres, ca. 4 timers arbejde, med meget mere.
Det største problem er dog vejret. Det vidunderlige forårs- og sommervejr, som har præget hverdagen de sidste to måneder ser ud til at slutte netop på min afrejsedato. Ustadigt og blæsende vejr tager over, men ikke nok med det: så langt frem, vejrudsigten rækker, har vinden bidt sig fast i nordvest, og det med op til kulingstyrke. Det kan jeg ikke arbejde med, når der ligger 700 mil foran mig, hvoraf kun de første 20 ikke går i ca. den retning!
Dagen i dag går med røstjern og de allersidste, øvrige forberedelser. Så er båden fuldstændig klar, tanket og provianteret til bristepunktet, forstærket og opgraderet, alt repareret og funktionsdygtigt. Men det virker lige nu mere end tvivlsomt, om den kommer til Færøerne i år. Hvis den første uge af de 13 dage, der er sat af til at komme derud, går med at komme til Grenå, så er marginen for den videre færd ved at være for smal. Deadline er defineret af de flybilletter, som er købt til den øvrige familie, og kan selvfølgelig flekses et par dage, men det er jo ikke meningen, at de skal sidde i en uge og kukkelure på Færøerne, mens jeg strider mig frem!
Projektet er sat på stand-by til i morgen, i overmorgen, på mandag eller hvem ved hvornår? Jeg fornemmer et antiklimaks af ret store dimensioner nærme sig, men ingen kender jo dagen, før solen går ned.
Positionssiden er oppe at køre igen. Klik på "Position" i menuen øverst, så kan du følge Mathildes fremskridt, eller mangel på samme. Lige nu er hun blot en prik på plads 80, Aarhus Lystbådehavn...

Hvis du, kære læser, som forventet higer efter at læse om en sejltur til Færøerne, kan du med fordel læse denne, fantastiske, omend ikke ligefrem lykkelige beretning. Den illustrerer bl.a. en af de gode grunde, jeg har til at sejle alene, da det, i dette tilfælde, er besætningen, som er turens største trussel! God fornøjelse...

1 kommentar:

  1. Hej Mads – det er vel nok ærgerligt og frustrerende når man efter mange forberedelser og omhyggelig planlægning ikke kommer afsted til tiden. Siger en der just har måttet skrotte en længere sommertur fordi konen er kommet til skade. Håber du kommer afsted alligevel, ellers kan du jo følges med familien og få en fed ferie på den måde. Mennesket lægger planer, men Gud råder!

    SvarSlet