I edderfuglens rige

Torsdag d. 7. juli 2016, Bremsteinen.

De bor i et museum, Svein og Ellen. Og da de smilende byder mig indenfor i den af de røde træbarakker, som udgør deres sommerbolig, træder jeg lige ind i et fiskerrefugium anno 1975. Bremsteinen er kommet på UNESCOs verdensarvs-liste, og det betyder, at intet må røres eller forandres. Det fiskersamfund, som trivedes her indtil 1975, hvor de sidste flyttede fra de forblæste holme, var unikt. Fiskerne sov her, i smalle alkover oppe under loftet, 2-3 stykker i hver, når de ikke var på havet. Bag et forhæng i hver barak var en separat alkove, her sov kokkepigen, det var det privatliv, hun havde.

I barakkerne hænger fiskeredskaber, potter og pander, præcis som det blev forladt for 40 år siden. I skabene står endnu dåser med konserveret mælk, nogle af dem dateret sidst i 60'erne. Og i stuen, hvor Svein og Ellen bor, er der ingenting. Alkover, et bord, en brændeovn, et køkkenbord med to gasblus. Punktum. Nej, på bordet ligger to bøger. Den ene hedder ”I ærfuglens rike”. Svein og Ellen er fuglevogtere.

De er i sølvbryllupsalderen og bor til daglig i Kristiansand, men bliver hver sommer sejlet herud i ingenmandsland og efterladt i 6-7 uger. Så bor de her, stort set 100 % isoleret fra omverdenen, uden nogen som helst former for adspredelse, indtil de hentes igen i august. Og det passer så heller ikke, for de har i hvert fald én adspredelse: de samler edderfugledun.

Ved siden af fiskeriet har dun-indsamlingen nemlig været en del af livsgrundlaget på Bremsteinen, og Vega Kommune, som øerne hører under, holder liv i det gamle håndværk. I de næste to timer viser Svein mig beredvilligt rundt blandt barakkerne og ud på klipperne og fortæller om det gamle erhverv. Der opsættes lave rugekasser, som fores med tørret blæretang, til fuglene. Formålet er at beskytte dem mod rovfugle, især måger, men netop edderfuglene på Bremsteinen har nu sat sig i hovedet, at de hellere vil ruge på det åbne fjeld.

Fuglene isolerer æggene med deres egen kropsvarme, men også med de kostelige dun, som de gnubber af sig, ned omkring æggene. Fuglevogterne skal nu holde øje med hver enkelt rede, for øjeblikket er der omkring 35 reder på holmene. Den dag, fuglene forlader reden og flyver til havs igen, gælder det om at være på pletten: nu skal dunene samles ind. Er man heldig, og fuglene har forladt reden i magsvejr, får man de fineste, tørre dun. Er man mindre heldig, står man med et vådt, snasket filter, fyldt med lav og mos. Under alle omstændigheder skal dunene nu renses manuelt og mekanisk, et kolossalt omfattende arbejde. Allerede før det sker, er der ingen tvivl om, at dunene har næsten magiske egenskaber: dunene fra de reder, der er samlet ind fra, ligger i pænt system på et bord, jeg tager en dunrede op i hånden. Med lukkede øjne er det umuligt at mærke, at jeg har noget i hånden. Det vejer ingenting, og kan slet ikke mærkes. ”Men kan du mærke varmen?”, spørger Svein. Ja! Min højre hånd er simpelthen varmere end den venstre! Der skal dun fra omkring 67 reder til for at lave én edderdunsdyne.

Sådan en dyne kunne jeg ”edder”mame godt tænke mig. Det kan jeg også godt få. Hvis jeg har 40.000 norske kroner, for det er det, de handles til i butikkerne!

Da jeg tager afsked med Svein, spørger jeg, hvor mange sejlere, der finder vej herud i løbet af sådan en sommer. 2-3 stykker. I alt.

Langt ude

Onsdag d. 6. juli 2016, Bremsteinen, 65°37,5' N 11°23,4' Ø

Det er et forunderligt farvand. Jeg kan sejle på 250 meters dybde 25 sømil fra land, og pludselig passere ganske tæt forbi et skvalpeskær (skær, som akkurat overskylles af havet) eller en lav ø. Det er noget angstprovokerende, og virker helt forkert. Er det åbent hav, eller ej?! Ingen tvivl om det, navigatøren skal holde tungen lige i munden, og det gør jeg så.

På den anden side giver det en lifligt sug i maven at forestille sig det betagende bjerglandskab, jeg sejler hen over. Havets overflade har jo helt tilfældigt den højde, det har, bjergene er ligeglade, om de er dækket af vand eller ej. Så de rejser sig fra havbunden hundredvis af meter nede, nogle steder næsten lodret op. Ofte når de kun halvvejs op til overfladen, det opdager jeg ikke (så er der måske ”kun” 150 meter dybt det sted), andre gange når de helt op, og udgør enten en umiddelbar fare for havari – eller en fin lille ø, man kan søge læ og hvile ved.

Et sådant sted er Bremstein-arkipelaget ved Vega. Da jeg kl. 1 i nat sejlede ind mellem de lave skær, var det så lyst som hen på eftermiddagen hjemme. Lanternerne var kun tændt for et syns skyld.

Stedet var valgt som mit første landingssted på den nordvestnorske kyst, jeg er kommet for at se, fordi min Norwegian Cruising Guide beskriver det som et ”exceptionally attractive, interesting, wild and far out place”. Det er det, det handler om. Jeg er så træt af at være langt inde. Nu vil jeg gerne være langt ude.

Den lille naturhavn, som øerne udgør, har fungeret som fiskelandingsplads fra 1925 til 1975, helt yderst mod det store hav. Derfor er der enkelte, røde fiskehuse tilbage på de ellers nøgne klipper. Da jeg sejlede forbi et af dem, på vej ind til den inderste lille bugt (”Tennsundet”), sad der, til min forbløffelse, en mand på broen! Kl. 1 om natten. Han hilste venligt, og jeg sejlede ind i det velbeskyttede bassin og fortøjede til en stor mooring, der er lagt ud til fiskeskibe, der søger læ for dårligt vejr herude. Bortset fra den mystiske mand og et opankret fiskeskib i det yderste bassin, var her fuldstændig øde.

Jeg riggede af og sad lidt og betragtede klipperne og fuglene i de klare halvlys. Svartbage, strandskader, terner, sølvmåger, tejster – men ikke nogen af de smukke lomvier, som guiden ellers siger yngler her.

Så gik jeg til køjs, umådeligt godt tilfreds. Jeg har tilbagelagt 835 sømil på 8 døgn, 12 timer og 40 minutter, siden afsejlingen fra Aarhus sidste mandag, alle mil sejlet for sejl. De sidste 520 sømil i ét stræk fra Egersund. Jeg når, hvad jeg skal nå, og jeg har igen haft oplevelsen af frihed ved at kunne flytte sig over åbent hav, så længe og så langt, det skal være. Nu er jeg her, i en helt anden verden.  Jeg har proviant, mad og brændstof til mindst en måned uden kontakt med civilisationen. Rejsen går over i sin anden fase. Fra havets ødemark til fjeldlandets ødemark.

Søvn er godt

Tirsdag d. 5. juli 2016 kl. kl. 21.40, 65°26,6' N 11°03,6' Ø

Jeg har alarmer på alt. Det er nyttigt, når man er solosejler, dejligt at teknikken kan holde øje med nogle af de faktorer, som jeg ikke selv har overskud til, bl.a. fordi jeg har brug for at sove. Min mobiltelefons timer vækker mig som bekendt hvert kvarter, med en infernalsk larm, som vil kunne få Holger Danske til at stå ret. Den har også andre lyde, den til det almindelige vækkeur er blid harpemusik, den bruger jeg til mandag morgener i januar og regnvejr, kl. 06.00, når arbejdet kalder. En sød start på dagen.

GPS'en kan alarmere for hastighedsafvigelser, kursafvigelser, afstande til målet, spændingsfald og andre vigtige faktorer. AIS'en alarmerer for erhvervstrafik tættere på, end jeg bryder mig om. Jeg er godt dækket ind.

Siden i lørdags har jeg nok i alt set 10 skibe, alle i ret stor afstand. Her er forbløffende øde. Enten har nordmændene helt droppet at sejle, eller også sejler de meget tættere på kysten end jeg. Mathilde og jeg kunne, selskabsmæssigt set, lige så godt ligge ude mellem Shetlandsøerne og Færøerne!

Da vi gjorde det for to år siden, valgte jeg at gå på kompromis med min intervalsøvn, og tage 2 timers søvn i streg. Det var en dårlig ide, da hjernen så kommer ned i dyb søvn, som det er meget svært og meget ubehageligt at vågne fra igen, specielt når der er oparbejdet så stort et behov for den, som det selvfølgelig er tilfældet efter mange døgns udelukkende REM-søvn.

Men da erfaring jo som bekendt er evnen til at genkende en fejltagelse, når man begår den igen(!), valgte jeg i morges at gentage eksperimentet. Jeg var noget brugt efter en nat med flere, omstændelige sejlskift. Der kan siges meget godt om rumskødssejlads (medvind), men det er den absolut mest arbejdskrævende sejladsform. Det mindste lille vindspring eller ændring i vindstyrken kræver omfattende omorganisering af sejlgarderoben og kompliceret trim af vindroret. Jeg trængte til søvn. Kl. 7.15 satte jeg derfor alarmerne til, stillede mit vækkeur i mobilen (ikke timeren) til kl. 9.15 og gik til ro. Meget ro.
Kl. 10 gik alarmen for kursafvigelse. GPSen er ikke så blødsøden, den indtrængende bippen gjorde, at jeg præcis 4 sekunder senere stod i cockpittet med tilbagestrøget hår og nykridtede tennissko, mens jeg febrilsk flåede i alt tilgængeligt tovværk, og det er ikke så lidt. Et minuts tid senere vågnede jeg og begyndte at stille mig selv relevante spørgsmål à la: Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvorfor binder jeg knuder på kablet til solpanelet? Langsomt dæmrede det: nå jo, alarmen. Vi var kommet lidt rigeligt ud af kurs, og det var sådan set bare det. Lidt trim, så er vi på rette vej igen. Men – klokken var 10! Ti! Jeg havde jo sat vækkeuret til kl. 9.15! Jeg havde sovet over mig!!! Den slags sker ikke for en professionel sømand på vagt!
Med en forudsigelighed, der er lige så henrivende, som den er triviel, begyndte sindet nu at projicere. Det måtte være nogens skyld. Mobiltelefonen! Den forbandede elektronik, man kan ikke regne med den. Jeg skulede olmt ned på telefonen, der lå og så uskyldig ud nede på kortbordet.
Jeg havde netop færdiggjort min beslutning om, med hvilket værktøj, jeg ville lempe telefonen ned i halsen på den imødekommende sælger hjemme i mobiltelefonforretningen på Randersvej, da blid harpemusik strømmede op til mig fra kahytten. Mobilen spurgte på sin skærm, om den (”igen?”, hørte jeg den tilføje mellem linjerne) skulle udsætte alarmen, så jeg kunne sove videre som sædvanlig (tryk ”Udsæt”), eller jeg denne gang ønskede at vågne (swipe til højre, ”Afbryd”)? Rød i hovedet som en postkasse (er der mon nogen fra den ældre generation blandt læserne, der kan huske, hvordan sådan en så ud?) swipede jeg til højre.
Se det i øjnene, sømand. Du har sovet over dig. Yes, Sir! Lad det ikke ske igen. No, Sir! For så står den på kølhaling og halalslagtning, i nævnte rækkefølge. Aye aye, Sir!

Dagen igennem har solen skinnet, og vinden været meget fredelig. Det har givet mig mulighed for fredsommelige sysler uden at skulle kæmpe for at holde mig fast. Det går ikke så stærkt, men det går fremad, lige mod målet.

Kl. 15.25 passerede jeg tæt forbi fiskeskibet Seir. Skibet afgav lydsignalet K, som betyder ”Jeg ønsker at komme i forbindelse med Dem”. Jeg kaldte skibet på VHF-radioen, overbevist om, at jeg uforvarende var i færd med at sejle ind i nogle af dets fiskeredskaber. Men nej, skipperen ville bare hilse på, syntes, det var hyggeligt at se en lille sejlbåd fra Danmark herude i ødemarken. Det har jeg godt nok aldrig oplevet før! Vi hyggesnakkede lidt om vejret og fiskeriet (som lige i dag gik rigtig skidt), og fortsatte så videre, i hver sin retning. En glædelig opmuntring i min selvvalgte ensomhed på det store hav.

Ensomheden er til at tage og føle på. Jeg har ikke haft mobildækning siden i går eftermiddags. Der måtte et opkald over VHF-radioen til min far (der, som sædvanlig på mine havrejser, agerer shore crew) for at bekræfte, at jeg stadig findes.

Jeg har taget hul på skinken. Man kan som sagt blive ved med at afprøve nye teknikker til søs, en af dem, jeg endnu ikke har prøvet, er at proviantere med lufttørret skinke. Det siges nemlig, at sådan en kan holde sig meget længe uden nedkøling, når bare den får luft. Alle former for afveksling i proviantbeholdningen er velkomne, så det skal prøves. Jeg har derfor medbragt 1,5 kg. Prosciutto Crudo, som netop er kommet ud af pakken, og nu opbevares i en åben pande i pantryet. Lækkert ser det ud, og det bliver det forhåbentlig ved med, til det hele er spist. Den pragmatiske læser vil måske spørge, om jeg ikke kunne have startet eksperimentet med et stykke der var f.eks. en ottendedel så stort? Det er et godt spørgsmål. Spørg bare. Jeg kan ikke komme til at svare. 

Sommer i nord

Mandag d. 4/7 2016 kl. 16, 63°52,8' N 8°19,9' Ø

Sommerdag! Solskin hele dagen, svag til meget svag vind, plat læns. Bar mave i næsten et kvarter!

Vejrudsigten for de kommende mange dage er rigtig god, svag til jævn vind mellem SV og NV, det passer rigtig godt. Da jeg er langt foran tidsplanen, har jeg besluttet at lande ca. 100 sømil syd for Bodø, formodentlig i morgen aften, og så bruge de næste 9 dage (jeg har 9 dage!) til at udforske kysten, arkipelaget og måske en af de dybe fjorde, inden jeg skal være i Bodø.

Lige nu driver jeg sløvt afsted i meget svag vind. Og jeg har gjort en opdagelse: hvis jeg undlader at fixere hovedroret og lader vindroret styre helt frit, kan det faktisk godt håndtere båden, selv med gennaker, i stort set ingen vind.
Noget af det fantastiske ved at sejle (og noget af det, som det har til fælles med at spille violin) er, at man aldrig bliver færdig med at lære. Jeg sejler ikke en eneste sejltur, om det så bare er Aarhus-Skødshoved t/r, uden at blive lidt klogere, optimere en eller anden arbejdsgang, afprøve en ny teknik, gøre en ny erfaring, møde en ny kombination af betingelser...

De næste 1,5 døgn er jeg formodentlig uden for mobildækning, da jeg kommer langt væk fra kysten, og den lille ø, jeg har udset mig, ligger meget langt uden for lands lov og ret, så det er ikke en gang sikkert, der er dækning, når jeg når frem. Prikken på kortet holder derfor nok op med at flytte sig. Men det gør jeg ikke. Før jeg afslutter den lange transportsejlads og tager på sightseeing.

Jesus i nabolaget?

Søndag d. 3/7 2016 kl. 15, 62°24,8' N, 5°22,1' Ø

Den meget svage vind varede ved helt frem til ved 4-tiden i morges. Men en betydelig medstrøm på tæt ved 2 knob i perioder gjorde, at der var fremdrift i foretagendet, selvom Mathilde kun flyttede sig et par knob gennem vandet. Det lykkedes mig derfor at holde nallerne fra motoren, selvom den fristede ind imellem. Det her er langturssejlads, og jeg har tid nok. De seneste år synes jeg at have sejlet helt urimeligt meget for motor. Næsten halvdelen af turen rundt om England blev sejlet for motor, fordi der bare ikke var vind den sommer! Det er en ambition (som, lige som alle andre af mine ambitioner, er genstand for konstant revurdering) at sejle denne tur for sejl, hvis det overhovedet er muligt. Gennakeren kom, for første gang på denne rejse, ud af sin pose, og jeg konstaterede måbende, at autopiloten havde repareret sig selv! Elektronik-fejlen, som havde drillet mig ved indsejlingen til Egersund var forsvundet!

Det var praktisk, for selvom vi generelt er gode venner her ombord, så kan gennakeren og vindroret ikke ret godt med hinanden. Det mindste lille pust ændrer luvgirigheden for meget til, at vindroret kan følge med, og desuden sejler båden rumskøds så hurtigt med gennakeren, at der bliver næsten vindstille ombord. Vindroret lever af vind, og det styrer ikke med store kræfter, men med små nænsomme justeringer i balancen, når det blidt skubber lidt den ene, så den anden vej med. Kommer båden ud af den balance, som vindroret er trimmet ind til, kan det ikke styre overhovedet.

Jeg ville også gerne bruge autopiloten for lige at presse batterierne igen – kunne det virkelig passe, at de var kaput? Ja, det kunne det. Efter 5 timers sejlads med autopiloten faldt spændingen pludselig, indenfor en time, med 2 volt. Det gjorde dog ikke noget, for da blæste det alligevel så tilpas meget, at gennakeren måtte ned og vindroret kunne få sit job tilbage. Jeg startede motoren for at give batterierne kunstigt åndedræt, og igen: efter to timers kørsel med motoren var karburator-fejlen også forsvundet! Nu kunne den pludselig igen køre i tomgang! Jeg har åbenbart sejlet over et område i havbunden med helbredende kræfter. Eller er der andre mirakler på spil?

Jeg er kommet så langt nordpå nu, at det mærkbart ikke bliver rigtig mørkt om natten. Og netop mens jeg sidder her og skriver (3. juli 14.50) passerer Mathilde 62° 23,3' Nord, som er breddegraden for nordspidsen af Kalsøy på Færøerne. Dermed er hun nu officielt nordligere end nogensinde før i sit præcis 40-årige skibs-liv. Og herfra bliver det jo kun værre. Jeg mener koldere. Jeg mener: mere eventyrligt!
Inde til styrbord glider store fjelde forbi, himlen har en pande som ham der Kodymagnyl-manden, og regnslør trækkes som fejekoste gennem landskabet. Havet er koldt gråt, dødt og kynisk at se til. Dystert, voldsomt, råt.

Koldt er her, om natten decideret bidende, gråt er det også, det regner jævnligt, og siden i morges har det blæst 10-12 m/s. Men jeg er totalt tilfreds: det er råt, men det er godt: medvind og atter medvind! Vinden er i SV, og for en spilet genua laver vi mil. Selv det foregående døgn, med dets mange timers vind-mangel, nåede vi et etmål på 117 sømil. Fortsætter denne velsignelse af vind, kommer jeg alt for tidligt til Bodø! Jeg skal først være der senest fredag d. 15. juli, hvor jeg flyver hjem for at hente Anton og Sebastian (se ”Besætningen”), så vi sammen kan udforske Lofoten og ende oppe ved Tromsø, hvor Mathilde efterlades for vinteren. Men nu skal man jo ikke flå papegøjen, før skindet er skudt: med endnu 400 sømil forude til målet kan meget ændre sig. Jeg glæder mig over det, jeg har lige nu: held i sprøjten!

Nord for Bergen

Boef Mathildienne er en af hofretterne ombord på Mathilde. Egen opskrift, ny hver gang. Det handler om henkogt oksekød fra et af mine mange glas, kogt i trykkoger før afrejse, med mange slags lækkert, mørt kød. Bortset fra det kan alt ske, for Boef Mathildienne laves med oksekød, og det, der nu ellers er ombord den dag. Når det medtages i denne blog, er det fordi måltiderne fylder i bevidstheden hos en sømand, der er langt fra hjemmet uden øl.
I går aftes blev oksekødet efterkogt med lynstegt spidskål, woksauce, timian og rosmarin, lidt hvidløg. En knivspids whisky til at tage den grimme smag. Serveret med nye danske kartofler. Det kunne godt spises.

Vinden holdt sig frisk og god. Ved 23-tiden passerede vi tæt forbi noget, jeg aldrig har set før: en gigantisk, flydende vindmølle, opankret på over 200 meters dybde! Hywind Demo hed den. Det er da en demonstrationsmodel, der vil noget. Hvad de dog ikke hitter på.

Utsira. Navnet står prentet i bevidstheden, som en del af min barnelærdom. Det var fast og god latin hver aften på barndommens sejlture, hvor familien sad bænket om transistorradioen med foldede hænder kl. 17.50 for at høre vejrudsigten og femdøgnsprognosen fra Kalundborg Mellem- og Langbølgesender, oplæst af damen med en stemme som sandpapir mod elefanthud, ofte med en grænseløst umusikalsk diktion. ”Sydlige Utsira” hed det, så manglede vi bare Tampen, Viking, Orkney/Shetland og Farvandet Omkring Færøerne, så kunne vi nå frem til femdøgnsprognosen. Det var tider, ja det var så. Det havde noget. Nu trykker jeg på min mobiltelefons glasskærm, og få sekunder senere har jeg et komplet vejrkort med animation for de næste 5 døgn, isobarer og hele pivtøjet.
Ved midnatstid passerer jeg Utsira. Jeg havde aldrig tænkt på, at det faktisk er en ø. En relativt lav ø, ca. 60 meters højde, med 200 fastboende, lidt landbrug, lidt fiskeri og en del offshore-arbejde (boreplatforme). I det grålige lys virker den noget dyster, som den stryger forbi om bagbord, men den skal måske have en chance, når jeg en dag kommer sydpå igen.

Da det fremdeles blæser friskt ved midnatstid, hvor jeg gerne vil gå til ”ro”, stryger jeg storsejlet. Vindroret kræver en del trim på agten for tværs, når storsejlet er oppe, og jeg vil gerne have så meget fred som muligt til at ”sove”. Sådan går det nu ikke. Kort efter, at jeg har lagt mig, løjer vinden, og et helvede af larm breder sig ombord. Der er ingenting, der ikke kan lave en lyd på en båd, der fører for lidt sejl i for lidt vind i for grov dønning. Jeg må altså op igen kl. 01.45, sætte storsejlet, montere preventergaj og spile genuaen. En hel masse bøvl, der gør mig dejligt vågen. Jeg når dog lige et par kvartersskrabere, før vinden kl. 03.45 springer til SØ, hvilket kræver en bomning, med hvad dertil hører af ommontering af preventergajen, flytte spilerstage osv., alt sammen på et helt åndssvagt gyngende fordæk pga. den fortsat solide, gamle dønning fra de foregående timers blæsevejr. Det er da godt, at man bliver gammel en dag, for det er da, de siger, man kan sove.

Skibstrafik er her mærkeligt nok stort set intet af, jeg er lige så uforstyrret som jeg var på Nordatlanten forrige sommer. Det er da altid noget. Desuden er det helt fantastisk, som vinden hjælper på vej. Da jeg står op her til morgen i dejligt solskin efter en del regnbyger natten igennem, er jeg helt høj, trætheden til trods: Mathilde pløjer stadig frem med omkring 6 knob, og vi har nu sejlet i alt 461 sømil, hver eneste af dem (bortset fra et par havnemanøvrer) for sejl. Rejsens første mallemuk stryger forbi, tæt henover vandoverfladen. Så er vi kommet så langt mod nord.

Det betyder derfor ikke noget, at vinden flover til næsten ingenting over middag, vi dasker bare afsted i nogen timer, til vinden får kraft igen. Og etmålet (døgndistancen) kl. 12.30 siger 132 sømil, omtrent det samme som rejsens første døgns 133 sømil. Det kan jeg kun være tilfreds med.

Modløshed og omelet

• Klemme en sjækkel til spilerstagen, der er for stram
• Udvide en sjækkel i storfaldet, der er for løs
• Binde fenderlisten op, som har løsnet sig i styrbords side (igen, igen)
• Skifte elastiksnor i sprayhooden
• Udskifte jackstag (den gamle fladline er flere år gammel, risiko for UV-træthed)
• Tørre op under dørken
• Hænge alt fugtigt til tørre
• Udskifte en split til bolten i bagbords topvant, skifte gaffatape på alle vantskruer

Mathilde ligger aldrig stille i over en time, før værktøjskassen kommer frem. Alt, som nogensinde er sket, som sker og nogensinde vil ske på denne Jord, er årsag til og virkninger af noget andet. Fra dette øjeblik udgår hundredvis af årsagskæder, nogle af dem kan ende i meget uheldige virkninger. Derfor skal disse årsagskæder kappes ved roden, lige nu.

Hvis sjæklen til storfaldet er for løs, kan den løsne sig af sig selv, og faldet vil være umuligt at få fat i til søs. Storsejlet kan så ikke bruges. En pålandskuling nærmer sig, og Mathilde vil ikke kunne arbejde sig opvinds uden storsejlet. Havari?

Hvis det vand, som gemte sig under dørken, og som jeg havde glemt at tørre op inden afsejling fra Aarhus, får lov at blive liggende, gør det dørktæppet vådt under krængning. Under pres kan et vådt dørktæppe virker som mangel på kontrol for den ensomme sømand. Mangel på kontrol fører til angst. Angst fører til svigtende realitetssans. Svigtende realitetssans fører til forkerte beslutninger. Forkerte beslutninger fører til...?

Formiddagen i Korshamn bruges til alskens småjusteringer, mens kulingen blæser færdig. 14.45 forlader jeg mit stormskjul og stikker til søs. Målet er Egersund 40 sm længere mod nord, det skulle kunne nås inden den næste kuling, som allerede er på menukortet. Dette kulingvarsel afmeldes dog kort efter min afsejling, og jeg kan derfor fortsætte frit nordpå. Og dog.

Den dundrende hovedpine, som jeg vågnede med, viser, kun en time efter afsejling, sit sande ansigt: migræne. Kvalmen bygger op, og det er snart ulideligt at befinde sig på denne forbandede, hidsigt gyngende skøjte, som hele tiden kræver mig. Hele eftermiddagen sover jeg, som sædvanligt i 15 minutter ad gangen, forstås. Hen under aften må jeg sågar ud at knække mig over rælingen. Jeg ser det udefra. Et klassisk sceneri, ”Sømand brækker sig ud over rælingen” af Michael Ancher. Eller noget. Det er dog heldigvis første gang i hele mit liv, at jeg prøver det, hvilket jo må kaldes priviligeret, de mange 1000 sømil på loggen, som jeg har med mig. Nu står det så også på mit CV.

Jeg beslutter at gå ind til Egersund under alle omstændigheder, jeg er simpelthen nødt til at få ro til at få det her overstået. På vej ind kan jeg konstatere, at autopiloten nu har føjet en elektronisk fejl til sin beslutning om ikke at ville hjælpe mig på denne tur, og at der igen er kommet skidt i karburatoren i motoren, så den konsekvent går i stå på alt under 3/4 gas. Det regner. Havet er møj-uroligt, strøm er det vel, irriterende er det i hvert fald. Der er ca. 600 sømil igen til Bodø. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke.

Modløshed er et af de mange tricks, som sindet bruger til at holde os i skak. Som alle irrationelle følelser (alle følelser er irrationelle) kommer den af en fejlvurdering af og modstand mod virkeligheden. Jeg ved det, og mit modtrick nummer ét er accept. Så mens jeg, i silende regn, med en defekt motor, en defekt autopilot, defekte batterier (og sikkert en hel masse andet, som også er defekt, jeg har bare ikke opdaget det endnu), dundrende hovedpine, intens kvalme og et ur, der kun alt for langsomt tæller ned, til jeg kan komme ordentligt til køjs, sejler ind gennem Egersund til lystbådehavnen, accepterer jeg min tilstand: ja, det virker håbløst. Jeg kommer aldrig frem. Jeg gider ikke. Jeg sælger hele lortet og tager på charterferie. Ja, det gør jeg! Og det er ok at have det sådan, lige nu.

Mit modtræk nummer to fyrer jeg af her til morgen, da jeg vågner i silende regn, men helbredt for den forbandede sygdom: en halv kvadratmeter svampeomelet med timian, bacon og pissegod kaffe. Så kan vi igen. Overvejer at tage noget så ekstravagant som et bad, men der er kø til bruseren på havnetoilettet, så det dropper jeg igen. Så meget lugter jeg heller ikke. Endnu.

Kl. 12.30 forlader jeg Egersund ved godt mod, og sundet spyr Mathilde ud på Nordsøen samtidig med en tysk sejlbåd, Troll af Düsseldorf. De to både sejler nøjagtig lige hurtigt, så i de næste mange timer duver vi fremad, 12 m/s fra syd, kun for genua. To havfugle, som duver, ruller og bruser frem mod nord på det grå hav, med bisterthvide skumtoppe på de kolossale dønninger. De kun få hundrede meters afstand til trods, forsvinder hele Troll ud af syne for hver dønning, kun masten rager op. Det er hyggeligt at have lidt selskab. En makker. Fremad.